(Ja, undskyld, der kæmpes stadig lidt med at finde en ny og bedre skriverytme her i 2019… Og så livet, ya know…)
Sidste uge gik med sygdom og mere sygdom (tror, vi har haft tre forskellige infektioner indendørs på tre uger, det er vist lidt af en familierekord) samt Sønbergs 10-års fødselsdag i tre akter. Og det er ikke fordi, jeg har en masochistisk side eller ikke lagde mærke til den begyndende sitren i kroppen (er der stadig) eller søvnløsheden (er væk igen), men man skal jo for fanden fejres på sin fødselsdag, familien skal også have lov at komme til lagkage i weekenden, og for første gang i 10 år havde det ellers ret tilbageholdende barn ønsket sig sin helt egen klassefødselsdag, og den skulle han altså også have. Og vupti, så ligger der lynhurtigt 3 x fejring til frit aftag.
Klassen kom til fødselsdagsboller og fri leg i foreningens fælleslokaler på dagen, og det var både en god og dårlig beslutning – dårlig, fordi det var liiidt pres at skulle køre 2/3 af festlighederne af på samme dag, og god, fordi så var det fucking overstået! Som min far bemærkede, da han ringede om aftenen: ”Hvis man gerne vil opleve, HVOR relativ tid kan være, skal man bare invitere til børnefødselsdag. Der findes ingen langsommere tid i universet, end når man har skudt alle legene af, og der stadig er to timer til, de bliver hentet”.
Nå, men alle hyggede sig vist, fødselaren havde en god dag, og om aftenen kom yndlingsmosteren til sushi (det blev et stort fedt ja til Sønnekes ønske om dyr takeaway, bare jeg ikke skulle tilbringe et minut mere i køkkenet – havde bagt boller hele formiddagen samt i sidste øjeblik smækket den cheesecake sammen, der egentlig først var blevet ønsket og nægtet, men da barnet om morgenen med bævrende underlæbe konstaterede, at næsten halvdelen af de inviterede lå syge/var taget på tidlig vinterferie, og fire ekstra sygemeldinger dernæst tikkede ind i løbet af formiddagen, besluttede moren, at det i hvert fald ikke skulle komme an på den fucking cheesecake – faktisk var jeg halvvejs på vej ud for at leje Tivoli).
“Der kan sagtens være dobbelt portion i røremaskinen. Sagtens.”
Fredag aften tilbragte jeg så med et lagkagefyld, der skilte (hvilket efterhånden er fast tradition til mit ældste barns fødselsdag – hans lagkage er min stupiditets Groundhog Day), en svigermor netop hjemvendt fra Australien og en mand, der var væk, fordi han skulle arbejde. Så klokken 22.23, da jeg stod med grynet flødeskum, værkende ryg og opvask over hele køkkenet, lunede jeg mig lige så stille ved tanken om, at bare et forkert ord fra min ægtefælle den følgende dag – bare ét – og jeg ville lave en scene, der var en Tarantino-film værdig. Menaltså, det til trods blev Sønberg-fødselsdag 2.0 en hyggelig affære, rundet fint af med søskende og svigerinde, der spillede spil med mine børn, mens jeg sad med et glas hvidvin og nuttede min lille nevø.
Og NU, mine damer og herrer, sker der det, at i morgen tager familien Hakkebøf til Spanien! (Indsæt selv pludselig & umotiveret flamenco-fanfare). Jeg var nemlig så skideklog helt tilbage i oktober at booke fjerne slægtninges feriehus samt tjekke Norwegian for billige billetter nogenlunde inden for rammerne af skolernes vinterferie – og lo and behold: de fandtes. Egentlig har vi ikke rigtig et feriebudget i år – der står kolonihave på både regninger og destinationsplan – men de 6500 kr, det samlet løb op i for en uges ferie for os alle fem, vurderede jeg i min egenskab af økonomichef, at vi godt kunne undvære for lidt sol i februar. Så af hjertet tak, Fortids-Mie, du er seriøst den bedste! Nej, virkelig. Det er er du altså. Virkelig.
Og det allerbedste er, at børnene har glædet sig i månedsvis. Kombinationen af både at skulle udenlands og skulle flyve, er tydeligvis det mest eksotiske, der er sket i mands minde, og for at det ikke skal være løgn, ønskede og fik de to mindste sig et sæt rullekufferter i julegave… Som i løbet af dagen er blevet proppet med alt fra legeværktøj til enhjørningeheldragter. (”Øv, min ukulele kan ikke være der!” ”Hvad hvis der ikke er plads til mit tøj, mor?”) Det bliver næppe poolvejr, men huset har et badekar, og som sagt: alt for lidt mere sol, ing? Og lidt vino tinto, lidt palmer og lidt middelhavsluft. Aaahh…
P.S. Og så har jeg jo helt glemt at treate verden med en 10-year challenge:
Tænk bare, at det lille paradistræ i øverste venstre hjørne nu er en stor gulvplante!… (Og nårhja – den skaldede type med den store næse er en meget ny Sønneke (som i øvrigt er et kønt barn den dag i dag!) og den uglede type med den store næse er mig. Lige fyldt 26, temmelig søvnberøvet og sådan rimelig skræmt fra vid og sans – kan vi lige sende hende en tidsforskudt krammer?)
