I øvrigt…

…vrissede jeg forleden under en halvtravl morgen til Sønneke, at jeg var pænt træt af, at jeg aldrig nåede at lægge makeup, inden jeg tog på arbejde, fordi jeg skulle rende rundt efter ham og sørge for, at han kom afsted til tiden (han har en rimelig irriterende tendens til konstant at falde i staver random steder under morgenforberedelserne, og jeg ved desværre, hvem han har det fra). Hvorpå barnet kigger forfærdet på mig og udbryder: “Men mor! Du behøver jo ikke makeup! Du er SMUK uden makeup!“. Okay, så. 1-0 til dig, din lille frontend-feminist.

…har manden og jeg binget de første to sæsoner af Friends From College, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af min normalt så ophøjede selvfølelse, da jeg så, hvor dårlige anmeldelser, den havde fået. Okay, det er langt fra årets serie, men jeg syntes sgu, den var ret sjov. Især set i lyset af, at jeg sjældent er specielt underholdt af de komedieserier, alle andre elsker – jeg kan som regel se en joke kommer på 4 kilometers afstand, og persontegningen er altid udmattende endimensionel, selvom den tror, den ikke er det (igen, det er svært at være så overlegen som mig…) Friends From College er derimod lavkomisk nok til, at jokesene ikke falder så langt til jorden, og humoren er tilpas åndssvag til at være uforudsigelig. Me like.

…har en anden ny voksenaktivitet herhjemme været at spille Vildkat. En dag, vi spillede det med børnene, fik jeg en ubændig trang til at demonstrere, hvor meget jeg kunne tvære min bedre halvdel, men havde samtidig en forholdsvis edgy 6-årig på hver side, som nok ikke lige havde brug for, at jeg gik psykomor på spillestilen. I stedet tog vi det frem, da børnene var puttet, og hold kæft, hvor var det sjovt! Kan kun anbefale at tage sådan et slag no mercy-børnespil; ældste barn vågnede og kom ud i køkkenet, fordi vi larmede så meget – og var komplet himmelfalden, da han så, hvad vi foretog os. (Jeg vandt. Naturligvis.)

…skal man IKKE høre Flo Rida på vej på arbejde, hvis ikke man vil risikere at sidde resten af dagen i et åbent kontorlandskab med lyden af Ung Rejs kværnende for sit indre øre.

…hører jeg naturligvis ikke Flo Rida. Nogensinde. Du kan selv høre Flo Rida. Og David Guetta.

…flipper jeg snart ud, hvis jeg skal høre flere kommentarer fra eller om mænd og deres indiskutable genetiske behov for KØD. Tilsyneladende er det stadig socialt acceptabelt for voksne mennesker at opføre sig som om, grøntsager er både farlige, ulækre og det tætteste man kommer på medicinsk kastration via måltid. Men tro mig, både planeten og dit kolesteroltal vil takke dig, hvis du lige hapser de der kikærter uden mere brok. Vi kan også godt lege flyvemaskine, hvis det gør det nemmere?

…lykkedes det mig i sidste øjeblik at ændre aftenens menu fra people pleaseren Pad Krapow til rugbrød & fastelavnsboller. Ingen protesterede, men den går næppe igen i morgen. Måske.

…har vi vores madplan skrevet på en tavle i køkkenet, og for nylig besluttede jeg at skrive ugedagene på fransk. Ikke kun fordi jeg er et prætentiøst røvhul, men også fordi manden og jeg aldrig kan huske dem (de virkelig få gange, vi har brug for det), og eftersom vi er de studentikose typer, der også har et verdenskort og det periodiske system hængende, var dette det næste naturlige skridt. Og det virker faktisk. Lige pludselig ved jeg, hvad ‘torsdag’ hedder på fransk, hvilket er en hel ny følelse; som jeg ser det, står der nu nærmest ingenting mellem mig og en tilværelse som skrivende intellektuel i Languedoc-regionen. A bientôt, bitches!

 

Reklamer

Og lige om lidt står man fandme og stemmer på Klaus Riskær i ren trods

Åh, de der fucking dage, hvor ingen børn magter at vågne op til en ny og truende hverdag, og de to mindste råbegræder, at de i hvert fald ikke vil i skole. Eller på frit. Eller nogetsomhelst, faktisk. Og den ene langsomt kommer efter det og snøftende tager tøj på og reder hår og spiser morgenmad, mens den anden, den lige-lidt-for-tiden-sprøde med den lidt mere urolige klasse og lidt flere vikarer og vist nok ikke en bedsteven endnu, løber i cirkler og gemmer sig og hyler og hulker videre og IKKE VIL I SKO-LØØØØØØ. Og man forbander den dag, man satte dem i hver sin klasse, mens man hører sig selv sige, at det skal hun. Og man klamrer den lille hånd til sig hele vejen derover og hvisker: “Jeg er lige her, og jeg går ikke fra dig, så længe du er ked af det,” mens ens hjerte smuldrer i brystet.

Og så er det selvfølgelig en øv-dag på arbejde, så man kan sidde der og spørge sig selv, hvor meningsfuldt det lige er at skubbe sit grædende barn afsted i skole for at få lov at sidde fucking her og spørge sig selv om den slags. Og kommer i øvrigt i tanke om, at der er fællesspisning i det ulykkelige barns klasse i aften, bedst som man mærker dagens sociale angstanfald røre på sig. Hvorfor gør jeg dether mod mig selv, tænker man, tænker jeg. Hvorfor rykker jeg ikke bare alt op med rode og bor på en strand og u-skoler børnene og er herre i eget herrebilligt hus og har ingen regninger og masser af penge og laver noget, jeg virkelig elsker og tror på, og skriver lange, indfølende blogindlæg, hvor mine børns fantastiske hverdag er omdrejningspunktet, undskyld, biproduktet af min egen fabelagtige selvudvikling, undskyld, rejse…

Og på vej hjem på cyklen tænker jeg, at for 15 år siden var jeg ofte ked af det og forvirret, fordi intet lå fast, og nu er jeg ofte ked af det og forvirret, fordi så meget ligger fast.

Og jeg tænker, at det er god sætning til et blogindlæg, jeg burde skrive, ligesom jeg burde skrive noget om klassevalg, når man har tvillinger og noget om neohippiers privilegieblindhed og noget om tusind andre ting.

Fællesspisning gik fint, de omtalte tvillinger havde naturligvis begge haft en dejlig dag i skole og frit, og en hurtig voxpop i forældregruppen (primært foretaget af manden, jeg holdt mig til at udveksle høflighedsfraser over snobrødsdejen) afslørede, at mindst et barn i klassen omtalte morgenens mest ulykkelige 6-årige som sin bedste veninde. Jeg holdt tårerne tilbage hele dagen, til de var væk igen, og så fandt jeg computeren og en flaske rødvin frem.

Og det er så her, vi er nu.

 

For øjeblikket har vi det herligt…

…her på Costa Blaaan-caaa! Og i morgen meget tidlig futter vi hjem igen. Det har været en aldeles lidt sindsoprivende og helt igennem fin ferie Vi har futtet rundt i solen, spillet kort, ædt os en pukkel til i fuet-pølser og is og mine vanvittige børn har badet i både Middelhavet og poolen – 16 grader er åbenbart en ah-okay temperatur til badeferie. Og så fejrede manden og jeg Valentine’s med at slæbe frugten af vores kærlighed brokkende og surmulende gennem det lokale arkæologimuseum, mens aftenens menu stod på frysepizza. That’s fucking amore for you.

Alt er med andre ord muy bien, og nu skal jeg have sat en alarm og set nyeste afsnit af True Detective.

Adios!

Endnu en update

(Ja, undskyld, der kæmpes stadig lidt med at finde en ny og bedre skriverytme her i 2019… Og så livet, ya know…)

Sidste uge gik med sygdom og mere sygdom (tror, vi har haft tre forskellige infektioner indendørs på tre uger, det er vist lidt af en familierekord) samt Sønbergs 10-års fødselsdag i tre akter. Og det er ikke fordi, jeg har en masochistisk side eller ikke lagde mærke til den begyndende sitren i kroppen (er der stadig) eller søvnløsheden (er væk igen), men man skal jo for fanden fejres på sin fødselsdag, familien skal også have lov at komme til lagkage i weekenden, og for første gang i 10 år havde det ellers ret tilbageholdende barn ønsket sig sin helt egen klassefødselsdag, og den skulle han altså også have. Og vupti, så ligger der lynhurtigt 3 x fejring til frit aftag.

Klassen kom til fødselsdagsboller og fri leg i foreningens fælleslokaler på dagen, og det var både en god og dårlig beslutning – dårlig, fordi det var liiidt pres at skulle køre 2/3 af festlighederne af på samme dag, og god, fordi så var det fucking overstået! Som min far bemærkede, da han ringede om aftenen: ”Hvis man gerne vil opleve, HVOR relativ tid kan være, skal man bare invitere til børnefødselsdag. Der findes ingen langsommere tid i universet, end når man har skudt alle legene af, og der stadig er to timer til, de bliver hentet”.

Nå, men alle hyggede sig vist, fødselaren havde en god dag, og om aftenen kom yndlingsmosteren til sushi (det blev et stort fedt ja til Sønnekes ønske om dyr takeaway, bare jeg ikke skulle tilbringe et minut mere i køkkenet – havde bagt boller hele formiddagen samt i sidste øjeblik smækket den cheesecake sammen, der egentlig først var blevet ønsket og nægtet, men da barnet om morgenen med bævrende underlæbe konstaterede, at næsten halvdelen af de inviterede lå syge/var taget på tidlig vinterferie, og fire ekstra sygemeldinger dernæst tikkede ind i løbet af formiddagen, besluttede moren, at det i hvert fald ikke skulle komme an på den fucking cheesecake – faktisk var jeg halvvejs på vej ud for at leje Tivoli).

 

“Der kan sagtens være dobbelt portion i røremaskinen. Sagtens.”

 

Fredag aften tilbragte jeg så med et lagkagefyld, der skilte (hvilket efterhånden er fast tradition til mit ældste barns fødselsdag – hans lagkage er min stupiditets Groundhog Day), en svigermor netop hjemvendt fra Australien og en mand, der var væk, fordi han skulle arbejde. Så klokken 22.23, da jeg stod med grynet flødeskum, værkende ryg og opvask over hele køkkenet, lunede jeg mig lige så stille ved tanken om, at bare et forkert ord fra min ægtefælle den følgende dag – bare ét – og jeg ville lave en scene, der var en Tarantino-film værdig. Menaltså, det til trods blev Sønberg-fødselsdag 2.0 en hyggelig affære, rundet fint af med søskende og svigerinde, der spillede spil med mine børn, mens jeg sad med et glas hvidvin og nuttede min lille nevø.

Og NU, mine damer og herrer, sker der det, at i morgen tager familien Hakkebøf til Spanien! (Indsæt selv pludselig & umotiveret flamenco-fanfare). Jeg var nemlig så skideklog helt tilbage i oktober at booke fjerne slægtninges feriehus samt tjekke Norwegian for billige billetter nogenlunde inden for rammerne af skolernes vinterferie – og lo and behold: de fandtes. Egentlig har vi ikke rigtig et feriebudget i år – der står kolonihave på både regninger og destinationsplan – men de 6500 kr, det samlet løb op i for en uges ferie for os alle fem, vurderede jeg i min egenskab af økonomichef, at vi godt kunne undvære for lidt sol i februar. Så af hjertet tak, Fortids-Mie, du er seriøst den bedste! Nej, virkelig. Det er er du altså. Virkelig.

Og det allerbedste er, at børnene har glædet sig i månedsvis. Kombinationen af både at skulle udenlands og skulle flyve, er tydeligvis det mest eksotiske, der er sket i mands minde, og for at det ikke skal være løgn, ønskede og fik de to mindste sig et sæt rullekufferter i julegave… Som i løbet af dagen er blevet proppet med alt fra legeværktøj til enhjørningeheldragter. (”Øv, min ukulele kan ikke være der!” ”Hvad hvis der ikke er plads til mit tøj, mor?”) Det bliver næppe poolvejr, men huset har et badekar, og som sagt: alt for lidt mere sol, ing? Og lidt vino tinto, lidt palmer og lidt middelhavsluft. Aaahh…

P.S. Og så har jeg jo helt glemt at treate verden med en 10-year challenge:

 

Tænk bare, at det lille paradistræ i øverste venstre hjørne nu er en stor gulvplante!… (Og nårhja – den skaldede type med den store næse er en meget ny Sønneke (som i øvrigt er et kønt barn den dag i dag!) og den uglede type med den store næse er mig. Lige fyldt 26, temmelig søvnberøvet og sådan rimelig skræmt fra vid og sans – kan vi lige sende hende en tidsforskudt krammer?)