…vrissede jeg forleden under en halvtravl morgen til Sønneke, at jeg var pænt træt af, at jeg aldrig nåede at lægge makeup, inden jeg tog på arbejde, fordi jeg skulle rende rundt efter ham og sørge for, at han kom afsted til tiden (han har en rimelig irriterende tendens til konstant at falde i staver random steder under morgenforberedelserne, og jeg ved desværre, hvem han har det fra). Hvorpå barnet kigger forfærdet på mig og udbryder: “Men mor! Du behøver jo ikke makeup! Du er SMUK uden makeup!“. Okay, så. 1-0 til dig, din lille frontend-feminist.
…har manden og jeg binget de første to sæsoner af Friends From College, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af min normalt så ophøjede selvfølelse, da jeg så, hvor dårlige anmeldelser, den havde fået. Okay, det er langt fra årets serie, men jeg syntes sgu, den var ret sjov. Især set i lyset af, at jeg sjældent er specielt underholdt af de komedieserier, alle andre elsker – jeg kan som regel se en joke kommer på 4 kilometers afstand, og persontegningen er altid udmattende endimensionel, selvom den tror, den ikke er det (igen, det er svært at være så overlegen som mig…) Friends From College er derimod lavkomisk nok til, at jokesene ikke falder så langt til jorden, og humoren er tilpas åndssvag til at være uforudsigelig. Me like.
…har en anden ny voksenaktivitet herhjemme været at spille Vildkat. En dag, vi spillede det med børnene, fik jeg en ubændig trang til at demonstrere, hvor meget jeg kunne tvære min bedre halvdel, men havde samtidig en forholdsvis edgy 6-årig på hver side, som nok ikke lige havde brug for, at jeg gik psykomor på spillestilen. I stedet tog vi det frem, da børnene var puttet, og hold kæft, hvor var det sjovt! Kan kun anbefale at tage sådan et slag no mercy-børnespil; ældste barn vågnede og kom ud i køkkenet, fordi vi larmede så meget – og var komplet himmelfalden, da han så, hvad vi foretog os. (Jeg vandt. Naturligvis.)
…skal man IKKE høre Flo Rida på vej på arbejde, hvis ikke man vil risikere at sidde resten af dagen i et åbent kontorlandskab med lyden af Ung Rejs kværnende for sit indre øre.
…hører jeg naturligvis ikke Flo Rida. Nogensinde. Du kan selv høre Flo Rida. Og David Guetta.
…flipper jeg snart ud, hvis jeg skal høre flere kommentarer fra eller om mænd og deres indiskutable genetiske behov for KØD. Tilsyneladende er det stadig socialt acceptabelt for voksne mennesker at opføre sig som om, grøntsager er både farlige, ulækre og det tætteste man kommer på medicinsk kastration via måltid. Men tro mig, både planeten og dit kolesteroltal vil takke dig, hvis du lige hapser de der kikærter uden mere brok. Vi kan også godt lege flyvemaskine, hvis det gør det nemmere?
…lykkedes det mig i sidste øjeblik at ændre aftenens menu fra people pleaseren Pad Krapow til rugbrød & fastelavnsboller. Ingen protesterede, men den går næppe igen i morgen. Måske.
…har vi vores madplan skrevet på en tavle i køkkenet, og for nylig besluttede jeg at skrive ugedagene på fransk. Ikke kun fordi jeg er et prætentiøst røvhul, men også fordi manden og jeg aldrig kan huske dem (de virkelig få gange, vi har brug for det), og eftersom vi er de studentikose typer, der også har et verdenskort og det periodiske system hængende, var dette det næste naturlige skridt. Og det virker faktisk. Lige pludselig ved jeg, hvad ‘torsdag’ hedder på fransk, hvilket er en hel ny følelse; som jeg ser det, står der nu nærmest ingenting mellem mig og en tilværelse som skrivende intellektuel i Languedoc-regionen. A bientôt, bitches!