De vrede og de døde

Det har været en følelsesladet uge.

Master Fatman døde, og det gjorde mig næsten mere ked af det, end rimeligt var. Begyndte simpelthen at græde, da jeg hørte Kirsten Birgits mindeord over ham i Den Korte Radioavis – altså hvad fanden sker der lige for det? Græde over nogen, man ikke har kendt, mindet af nogen, der ikke eksisterer?? Men det var som om, der var noget tiltrængt kærlighed, der forsvandt ud af verden med Morten Lindberg. Og der er noget forstemmende over at høre så mange mennesker rose hans måde at være på, mens de indirekte erkender, at sådan er de desværre ikke selv. Så mit forårsforsæt er at sprede noget mere kærlighed, høre noget mere bossanova, spise noget mere dessert, og bare generelt spørge mig selv: ”Hvad ville Master Fatman have gjort?

Og så har jeg været vred, pissehamrende vred, vred på de journalister i Radio24syv, der havde en repræsentant fra BUPL i studiet og guddødeme i den kritiske journalistiks hellige navn sidder og mistænkeliggør bevæggrundene for at ønske flere pædagoger i institutionerne og indirekte anklager hende og BUPL for bare at ville pleje egeninteresser. Ahmen, what? Fordi vi alle sammen kunne blive snydt, hvis deres diabolske plan om … flere pædagoger til at passe børn i daginstitutionerne … blev gennemført, til skade for … ja, hvem, egentlig?! Slap lige af, Woodward og Bernstein, nogle ledige standpunkter er simpelthen for langt ude i hampen til, at man bør indtage dem!

Og samtidig er jeg rasende over, at det rent faktisk lykkes DF at lukke samme radiostation med de skideirriterende journalister, fordi de åbenbart også synes, de er skideirriterende, og af årsager, som ingen rigtigt kan godtgøre, har både agt og magt til påvirke Public Service-medierne og smadre dem langsomt efter behov. Hvad fanden i helvede sker der?! Hvorfor er der ingen, der stopper det her vanvid? Søren Espersen stod jo decideret og truede DR inden medieforliget, hvordan kan det overhovedet foregå i en retsstat? Armslængde mig i røven! Bogstaveligt talt. Og i øvrigt kudos til Mads Brügger & Co. for at nægte at lade sig trække rundt i manegen af de smålige neofascister!

Og jeg er vred på alle de latterlige politikere, der står til enhver tv-debat og opfører sig som om, de er til lønforhandlingssamtale, falder over hinanden for at fremhæve egne præstationer og nedgøre modstanderens, men hvad vi som borgere egentlig kan få ud af dem, det må stå hen i det uvisse. Det er åbenbart vigtigere bare at skændes med sidemanden i den store politiske fjerdeklasse. Og hvad med børnene, egentlig, de gamle, de syge, de handicappede? Det ville sateme klæde alle over en kam at stoppe med at rundbarbere den offentlige sektor, mens de selv hæver deres livstidslønninger og sender ungerne i privatskole og beder offentligt ansatte om at lade være med at klynke sådan, for vi har det jo så godt, så godt alle sammen, og hvis ikke, så er det i hvert fald nogle andres skyld! (Eller bare din egen, lidt afhængigt af politisk ståsted).

Hvad ville Master Fatman have gjort?” Han ville sige, slap af, det er fredag. Solen skinner, det er forår, livet er smukt, der er kærlighed i luften. Kys din kæreste, køb en kage, sæt noget musik på. Men han ville også sige: gør noget for andre mennesker, det er det vigtigste, der findes.

Så jeg vil gøre alt det, og på næste lørdag, d. 6. april, bruger jeg min opsparede vrede konstruktivt og går til demonstration for minimumsnormeringer i institutionerne. Ikke fordi, jeg nødvendigvis tror, det kommer til at batte noget som helst. Men fordi man udover at vinke til en kronhjort og smile til en stær også skal huske at gå i brechen for dem, der har brug for det. Så jeg håber, vi ses – hjemmesiden med oplysninger om de landsdækkende demonstrationer kan findes her.

Glædelig fucking fredag! (Og køb så den kage, den feder først på næste lørdag, og der er vi alligevel til demo).

 

Og så kan I bare kalde mig Ismael

At få tre børn til at sove til tiden med en halv times forskydning i samme rum og samtidig opretholde alle de finkulturelle putteritualer, fra da mor var dreng, har været en udfordring herhjemme i årevis. Og ender som regel med, at nogen danser rundt med et par pyjamasbukser på hovedet inde i stuen, nogen går i gang med at læse selv, nogen bruger 45 minutter på at børste tænder, ingen gider høre den keeeedelige bog, mor har valgt – og samme mor opgiver totalt ævred og vrisser alle ukulturelt i søvn, uden så meget som et enkelt kapitel af en anerkendt klassiker, fordi tiden går, klokken slår.

Og jeg slår mig selv i hovedet med det mentale billede af min onkel, der sidder og læser Tom Sawyer højt for en ærbødigt lyttende børneflok bestående af mig, min lillebror og fire fætre og kusiner, og nok engang bliver bekræftet i, at jeg er en skamplet på den familiekulturelle evolutionshistorie.

De gode nyheder er, at vi er begyndt at godnatlæse i skiftehold inde i dobbeltsengen, og det fungerer faktisk fint. Den store får læst Harry Potter (som stadig mangler at imponere mig, men Sønberg er heldigvis godt underholdt), og efter vi har udtømt Astrid Lindgren og TudeMarie, er de små nu nået til næste del i Mors Martrende Børnelitteraturkanon: Laura-bøgerne. Temmelig slowflow for iPad-generationen, men kan man få lov at putte i mors og fars seng, kan man åbenbart sagtens acceptere, at Far snitter en træhylde over et halvt kapitel, og vi var alle tre meget bekymrede, da samme Far ikke var nået hjem fra byen, inden det blev mørkt i den store skov. Bagefter spurgte Radise, om de ikke godt måtte ligge bare lidt længere, og det fik de lov til, bare ligge lidt længere og falde i søvn på hver side af mig.

Så jeg sad bare og sad, kiggede på dem og tænkte på dengang, de lå i min mave, og vi overvejede fine blomster- og plantenavne til dem. Dengang de var små, lige lidt for små, som sådan nogle er, når de skal dele en moderkage. Jeg gik til ekstraskanninger og flowmålinger og vrælede i bussen hjem fra Hvidovre Hospital og købte gennem tårer to cheeseburgere, en til hver af pigerne, og en trøstemilkshake til mig selv, slog studehandler af med de højere magter og besluttede, at de hellere måtte få nogle stærke navne; vi var nok alligevel ikke typerne, der fik blomsterbørn. Manden var enig (eller også afstod han bare klogeligt fra at diskutere med en specialeskrivende tvillingegravid), og da de omsider var kommet til verden, og alt var godt, opkaldte vi dem efter en viljestærk mexicansk maler og en svensk forfatter, der som den første kvinde fik Nobelprisen i litteratur. (Min kusine: ”Åhgudhvad hvis de bare vil være klejnsmede?”)

Og jeg sad der i mørket og kiggede på de små, store basser og tænkte, at det var nogle gode navne (Mig: “Det er sguda LIGEMEGET, hvad de vil være. De kan blive lige, hvad de har lyst til!”), godt gået af os, sgu, indtil manden kom ind og bar basserne i egen seng, og jeg kunne stige ud af dynerne med ro i krop og sjæl.

Alle de år med hellig krig mod at ligge i mørket og vente på børns søvn; nu gør jeg det ganske frivilligt i bevidstheden om, at det ikke bliver ved, at de hele tiden flytter sig lidt væk fra mig.

Også den ældste på 10, ham, der helt utilsigtet deler fornavn med Tjekhov. Jeg putter ved siden af ham og tænker på dengang, han var 4 år og lillebitte og altid havde problemer med at falde i søvn (har han stadig, I might add), og jeg sad på gulvet, i døren til børneværelset, og ventede og ventede og fik læst hele Moby-Dick. 

Det er i øvrigt en god bog.

Den må vi læse på et tidspunkt.

 

 

 

I øvrigt…

…noterede jeg mig, at ’dialogkaffe’ blev optaget som et af de nye ord i DDO, men Özlem Cekic er ikke krediteret i opslaget? Altså, har jeg misforstået noget, eller er det ikke ret meget hende, der har opfundet og udbredt det begreb? Og er det ikke temmelig ironisk, at hun ikke er nævnt som ophavskvinde, når nu de nye ord ligefrem blev offentliggjort 8. marts?

…er mit liv stadig fyldt med gode intentioner om mere blogaktivitet, og mit arkiv er fyldt med kladder, menaltsåyaknow… Vi arbejder for tiden på at udrydde alle de der hængepartier fra istandsættelse og flytning sidste/forrige år (altså ikke nødvendigvis dem alle sammen, jeg er ikke idiot); lige nu gælder det ældste barns værelse, og for nylig tømte jeg hans skab ved at placere alt indholdet på mit ellers så skriveklare skrivebord. Så lad være med at vente med tilbageholdt åndedræt. Det vil jeg nødig have på samvittigheden.

…nu vi er ved vejen til helvede og dens brolægning, så skal jeg altså have rykket til eget domæne. Vi er snart oppe på syv år – Niller – uden. Men hvem derude kan flytte for mig? Det skal jeg lige have fundet ud af… Og ja, jeg ved godt, at det burde være til at klare selv, men hvis bloggen undervejs eller senere hen går op i røg og mystiske koder, så vil jeg bare gerne have en at ringe til (og med den it-proffe formulering ‘røg og mystiske koder’ har jeg nok samtidig afsløret min egen inkompetence på feltet…)

…overvejede jeg engang at skrive vores ugentlige madplaner herinde, men turde ikke helt, af frygt for at det ville være en sprængfarlig blanding af unyttig info og unødigt blær. Nu gør jeg det ikke, fordi de er pinligt ringe. Morale: Udsæt noget længe nok, og din egen utilstrækkelighed vil før eller siden spænde ben for projektet.

…har jeg sådan lyst til at tage familien en tur til Malmø. Primært for at indtage min egen vægt i kardemommesnurrer, hvilket, de fleste nok ville mene, er et lovligt spinkelt grundlag. De fleste, bortset fra min mand. Som var parat til øjeblikkeligt at vende om og tage toget tilbage efter flere kardemummaforsyninger, sidst vi returnerede fra det svenske.

…fik de mange projekter, jeg har sat i værk i hjemmet, forleden samme mand til at kigge lidt skræmt på mig og spørge, om det her alt sammen i virkeligheden var et udtryk for, at jeg kedede mig i vores forhold? Beroligede ham med, at jeg er meget 1:1 – hvis det var ham, der var problemet, ville jeg ikke løse det med indretning, men med en anden mand. Og således trøstet gik han ind og satte fodlister op.

…er Master Fatman død, og verden er lige blevet et lidt dårligere sted. Øv.

 

 

Onsdagsrapport

For tiden lider jeg af mindreværdskomplekser og en slem forkølelse. Men da de sidste skal blive de første, er det mest snot, sofa og søvn, der fylder lige p.t.

Dejlig, dejlig søvn, som jeg fik alt for lidt af i weekenden. Min nuttede nevø havde den frækhed at blive døbt, dagen efter GZA spillede i Pumpehuset, og med gaveindkøb og familiebesøg resten af tiden, endte jeg med at ligge mandag morgen og kramme min dyne, mens jeg tænkte, at vi da slet ikke havde fået nok kvalitid sammen…

Havde jeg en pointe? Me think not. Præsten mindede mig om, at vi ikke er alene, og GZA mindede mig om, at vi alle sammen bliver ældre. Således oplyst arbejder jeg mig gennem hovedpine på fjerdedagen, hører endnu mere Wu-Tang end jeg plejer og glæder mig til fredag, hvor vi skal have pasta cacio e pepe. Ze little things, you know.

Jeg er fucking træt som et ondt år, men foråret kommer snart, jeg har reolen fuld af bøger, og jeg er pjattet med min mand på den ulækre bloggermåde, bare uden billederne. We shall overcome.

 

3 kvinder, 2 bøger, 1 kampdag

Jeg er nok engang på bagkant med 8. marts, men markeres skal dagen, så hvad skal vi snakke om?

Vi kan snakke om Chimamanda Ngozi Adichie, som i 2009 gav sin TED talk ”We should all be feminists”, samme år som jeg havde hendes En halv gul sol med i tasken på fødegangen, da Sønneke meldte sin ankomst til verden (lad os lige tage en pause og grine af den himmelråbende naivitet, der fik mig til at tage en bog med på fødegangen…), og som er en helt igennem fantastisk roman. Læs også hendes åbningstale fra bogmessen i Frankfurt sidste år om feminisme, frihed og kunst; hun har så meget ret, at jeg blev helt høj af det.

Og vi kan snakke om min afdøde moster, selvstændig erhvervsdrivende, soroptimist og enlig mor, som fortalte mig anekdoter om dengang, da moster var ung, og man i venindegruppen måtte splejse, hvis nogen skulle til England og have en abort, pindede ud for mig, hvordan kvinders rettigheder er hårdt tilkæmpede og derfor aldrig bør tages for givet, og i det hele taget gjorde mig woke fra en tidlig alder.

Og så kan vi snakke om Marilyn Frenchs Kvinder, givet til min mor i 30-års fødselsdagsgave af hendes veninder, fundet i reolen af mig 15 år senere – stadig med det hjemmelavede kort indeni. Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og slog det sidste søm i feminist-Mies opvågnen (den er mildest talt bundet af sin tid og kan nok overhovedet ikke leve op til anbefalingen, men giv den alligevel et skud, om ikke andet så for dens historiske værdi).

Så snakker vi om barsel, karriere og strukturer en anden dag, promise. Smut evt. over til Karoline og hop med på deltidsdebatten for relevant politisk indhold.

Glædelig kampdag – hvad der er tilbage af den.

 

…nu med jobvenlig femi-T-shirt (i modsætning til sidste år).

Flere bullet points fra hverdagen (I øvrigt…)

…forsøgte jeg mig med at bage fastelavnsboller i weekenden – min afhængighed begynder at blive for dyr i bagerpenge. Har aldrig gjort det før, for min mor laver verdens bedste fastelavnsboller, men tænkte, at jeg burde kunne lave nogle, der var lige så gode. Det kunne jeg så ikke. De var ikke dårlige, slet ikke. De var bare IKKE lige så gode. (Heldigvis er både mand og børn forholdsvis ukritiske modtagere af hvidt brød med variationer af sukkertilbehør).

…honorerede mine tvillingepiger nok engang deres mors bøssefeministiske forventninger til fastelavnsudklædning og drog afsted som hhv. politikvinde og detektiv her til morgen. Var SÅ hårdt fristet af at give politikvinden et Tibet-flag med (og nu jeg tænker over det, kunne detektiven da passende have fået en invitation til kvotekongefest og nogle dubiøse fondsregnskaber med i lommen). Det virkede desværre bare lidt forkert at sende sit barn i byen med en joke, hun ikke selv forstod. Selvom det var en virkelig god en af slagsen.

…sad politikvinden også kendt som min 6-årige datter for et par uger siden og talte sine sparepenge, hvorefter hun betroede mig: ”Når jeg får mange penge, vil jeg skynde mig at bruge dem alle sammen, jeg ikke bliver berømt. For kan man aldrig være sig selv.” Det kan godt være, at hendes kausalitetsforståelse er helt i hegnet, men hun har da i det mindste værdierne i orden.

…var jeg for nylig ude at investere i en ny dametaske, da min gamle blev stjålet (eller…jeg var fuld og glemte den, og så forsvandt den, hvis du absolut skal spørge). Og facede nok engang mit evige accessory-paradoks: det skal være pænt (men ikke for pænt) uden at være for dyrt, og det skal være praktisk uden at være røvsygt. Og en taske må godt være lidt fiks, men der SKAL være plads til en bog. Kan afsløre, at det er en feature, ikke mange taskedesignere indtænker. Og at man i øvrigt føler sig jævnt dum, når man står i et dunkelt hjørne af NEYE-butikken og tester, om Nicole Krauss’ seneste udgydelser kan klemmes ned i diverse crossbodies.

…er det voldsomt ironisk, at et af mine uudtalte krav til en hverdagstaske er, at den skal være pæn nok til, at den ikke falder helt igennem, hvis man pludselig ender i byen… Forholdsvis hårdt kriterie at stille op, når man tænker på, at spontane byture er nærmest ikkeeksisterende i mit nuværende liv. Men altså, meget lidt er sandsynligt, alt er muligt. Inklusive scenariet, hvor jeg uden forudgående varsel befinder mig på Chateau Motels dansegulv med Tjekhovs noveller klemt ned i en heldigvis absolut passende håndtaske.