Madplan i retrospekt, påskeferien (uge 16)

Lidt bagud på livet og point, men vi er nået til påskeferien i denne hæsblæsende kulinariske føljeton, og SÅ er der snart ved at være rettet nok op, til at jeg kan begynde at gøre det her til en fast mandagsting (der blev sagt fast!). Det er næsten som at have tvillingebabyer igen, når de var blevet asynkrone, og man brugte et døgns tid på at småjustere tilbage til fælles skema, akja … (Det er derfor, jeg ikke skal have flere børn, skrigende æggestokke. Jeg har gjort min borgerpligt!)

Mandag: Tacos. Veggie style med bønner og en dåse af Urtekrams chili sin carne var egentlig planen, men vi havde rester af flanksteak fra fredagen, så det blev med kød i stedet. Bønnerne kom dog til ære og værdighed som frijoles refritos, derudover var der spidskål, tomat, agurk, avocado, creme fraiche, købesalsa og koriander. (Til min fødselsdag i januar købte jeg en læs bløde majsmelstacos på tilbud i Meny, ændrede derefter menuen som den superspontane og crazy living person, jeg er, og siden har vi kunne hive sådan en pakke frem fra tid til anden og fylde med hvad der nu lige gemte sig i skabe og grøntsagsskuffe – dette var desværre den sidste).

Tirsdag: Banh xeo med div. grønt og krydderurter. Havde noget impro-asiatisk i tankerne, da vi havde en rest grønne bønner, lidt broccoli og noget spidskål i køleren, men vi havde lige lidt for lidt af både nudler og ris, og pludselig fik jeg en akut trang til vietnamesiske Banh Xeo (pandekager lavet på kokosmælk, æg og rismel og stegt med løg og bønnespirer). Brugte Valdemarsros opskrift, lavede dobbelt op af portionen, droppede gurkemeje og kød/rejer og brugte desuden finthakket rødløg, da jeg glemte at købe forårsløg. De førnævnte grøntsagsrester blev stegt af med noget hvidløg og soja som side dish, og derudover serverede vi agurk, peberfrugt, koriander og mynte til – plus sriracha, soja og den gomadressing, vi desperat prøver at få udryddet, inden den udløber. Det hele blev overraskende vel modtaget, selv Sønnekes legekammerat tog 2 gange, og alle 12-15 pandekager blev spist. (Normalt serverer man dem også med rispapir til, men jeg synes, det bliver liiige vammelt nok på kulhydratmåden, og de fungerer altså helt fint bare med rå grøntsager og krydderurter).

Onsdag: Spinatvafler med falafler, baba ghanoush, yoghurtdressing og grønt. Mor var on feriefire, og nu skulle der fandeme vegetarkokkereres til den store familiemedalje. Og da jeg så stod med falafelfars og vaffeldej og en baba ghanoush, der også lige skulle laves, en halv time i spisetid, kom jeg i tanke om, hvorfor det er, jeg er røget i Dolmiofælden. Der er så varmt og trygt og nemt dernede. Men det var ferie, alle var chill, vi skulle ikke nå noget, så jeg skænkede mig selv en dyb indånding og et glas rødvin og kokkererede videre. Vaflerne lavede jeg på boghvedemel, samme dej, jeg bruger til franske galettes. Tilsatte bare spinat og et ekstra æg for at være sikker på, den kunne stå distancen i vaffeljernet. Det hele blev superfint, men næste gang tror jeg, det hedder spinatvafler for sig, galettes for sig, for boghvededejen egner sig bedst til at blive bagt i et tyndt lag og bliver bedre brunet af på panden. Desuden blev min ældstefødte connaisseur slemt skuffet, da han opdagede, at boghvededejen ikke kom med skinke og smeltet ost, som den plejer …

Torsdag: Bøf Stroganoff med kartoffelmos var lige det, vi gik og savnede. Retten, der forvandler mig til den menneskelige labrador (død, hvor er din brod?), og som jeg var så klog at presse manden til, at vi lavede aftenen i forvejen, så det hele var klar, da vi kom hjem fra kolonihaven sidst på eftermiddagen. (Lavede desuden stor portion, så der også var til fryseren). Much genius! Such happy! Og efter mange års kamp har mine underlige børn, der før i tiden ikke rigtig forstod pointen med hverken kartoffelmos eller gryderetter (jeg ved det, jeg ved det, til gengæld elsker de skaldyr og kapers …), omsider set lyset, så alle var meget mætte og glade.

Fredag: Familiefødselsdag, masser af lækker mad og min søde 6-årige, der spurgte sin mormor, om hun mon til oksemørbraden havde sådan en sovs med nogle champignoner og noget fløde og tomat? … Dvs. Bøf Stroganoff. Bless her.

Lørdag: Turen gik til IKEA og aftensmaden bestod dermed af kødboller, der smager af sved, som Superheltemor vist engang beskrev dem. Unclean family entertainment you can trust.

Søndag: Tarteletter med kylling var egentlig på menuen, og jeg kogte en Løgismosekylling om formiddagen (igen: ferie), men da de voksne var stopmætte efter dagens påskefrokost, og ældste barn desuden var deserteret til et andet middagsbord, så jeg ingen pointe i at lave farmormad (min mormor lavede mad straight outta 60’erne/70’erne: ananas, karry og alt godt fra dåse; så tarteletter og anden soul food er farmormad i min verden) til hele familien. Til gengæld måtte slaget fra aflysningen af tarteletterne mildnes, så der blev taget en hurtig beslutning om hjemmelavede burgere (= kombination af people pleaser og noget, der kan spises i hold).

Det var det!

… og så kan I bare ringe, hvis I vil skubbes ud over en klippeskrænt!

Nåmen, weekenden lavede en Houdini på mig. Ligesom påskeferien gjorde. Og jeg er fucking slidt. Dels på grund af alt det vidunderlige gravearbejde, jeg udførte i går (tak, uduelige kontornusser-krop), dels fordi jeg efterhånden har glemt, hvordan mine egne tanker lyder.

Forstå mig ret, det er skønno, at vi både har fået sat højbede op, indrettet en bålplads og snart er færdige med mini-shelter i kolonihaven, og desuden har fået ryddet op på altanen og sat rørkasser og hylder op i køkkenet i vores lejlighed. Det er alletiders, at vi samtidig har fundet tid til at tage i svømmehallen og i biografen at se Dumbo og til familiehygge og ud at drikke nogle øl uden børn. Herligt! Elsker det! Jeg trænger bare virkelig til noget fred og ro.

For jeg har aldrig været typen, “der bare ikke kan sidde stille”. Nixenbixen, ikke her. At sidde stille er en af mine absolutte spidskompetencer. Evt. kombineret med at stirre ud i luften. Og den evne føler jeg slet ikke, jeg har fået lov at demonstrere nok de sidste par uger. Føler den faktisk til et niveau, hvor jeg hvert øjeblik kan gå Dolph på mine omgivelser, hvis de ikke holder deres kæft og lader mig være – alt fra sludrende børn til sludrende kollegaer er i farezonen p.t.

(Men altså helt seriøst, har I nogen anelse om, hvor meget 3 børn i skolealderen LARMER? Råber, griner, skændes, fjoller, afbryder, skriger … og synger?! “Vi sejler op ad åen” om og om og om igen, eller bare noget med lort og tissemand, indtil hysterisk latter sekundet efter bliver skiftet ud med slåskamp og gråd og så videre. De er ganske vidunderlige, sunde og raske og glade og LARMENDE. Og jeg er åbenbart skabt uden det der magiske forældrefilter i ørene; der bor en fucking kakofoni i mit hoved, som ikke vil dø).

Så med disse nyskabende ord fra en træt familiemor vil jeg ønske alle en fortsat god mandag aften. Og lige sidde lidt stille.

 

A3F4F309-700F-4C55-AC81-68E0C2368470.jpeg

 

I øvrigt…

…forstod jeg aldrig helt, hvorfor nogen i første omgang ville betale billetter for at se Michelle Obama? Og hvordan hun nogensinde blev den store kvinde i åbenbaringen? Altså, jeg er ikke i tvivl om, at hun er skidesød og dygtig og klog og alt det, men der er noget underligt bagvendt over, at det efterhånden skal være feminisme og empowering og #bosslady, så snart en kvinde har en uddannelse, et arbejde og indimellem noget fornuftigt at sige (hvilket hun så åbenbart ikke havde). Desuden er alt det der ’first lady’-glamourpis jo et levn fra dengang, kvinders eneste vej til indflydelse var via ægteskab. Sguda lidt sad, at man i dette årtusind kan blive et feministisk ikon, når ens claim to fame er det andet navn på vielsespapirerne.

…opdagede jeg for nylig, at indspilningerne til den femte Indiana Jones-film er sat til at starte i APRIL 2019! Som i nu her! (Ooog muligvis udskudt lidt igen, men pytnumeddet). Premieredatoen er 9. juli 2021, og skulle nogen være i tvivl, er det det tætteste, vi kommer Jesu genkomst i min verden. (Og gudsketakoglov er Shia LeBoeuf ikke med denne gang – så er der bare tilbage at krydse fingre for en mindre rædderlig mcguffin end sidst).

…føler jeg mig for tiden virkelig gammel. Som i sygt gammel. Regnede ud, at mine børn nu allesammen er tættere på at være 20 år, end jeg selv er. Og det er et problem, for jeg troede jo, at jeg var 20. Men det er jeg slet ikke? Faktisk er det 16 år siden, jeg var 20? 16?! 20??!! 16??!!!!!!!! *hoved eksploderer*

…holdt jeg sidste år en meget lang Game of Thrones-pause (mit hæmningsløs vold & voldtægt-bæger var på en eller anden måde fyldt op, kald mig bare sart), men ansporet af premieren på sæson 8 (den er kommet nu, forresten, vidste I det?…) har jeg den sidste halvanden uges tid binget mig frem til starten af 6. sæson. Og en ting er, at jeg har genopdaget, hvad den serie gør ved en: få døgn inde i maratonnet måtte jeg begynde at tvinge mig selv i seng kl. 01.30 samt huske på, at regelmæssig sex faktisk er vigtigere end Lannisterintriger (laboratorierotten, der sulter ihjel, mens den hamrer løs på heroinknappen, that’s me). En anden ting er, at verden er min plotspoiler, og hvor end jeg vender mig i mediebilledet, står folk parat til at diskutere seneste udvikling, halvanden sæson foran mig. Så kunne vi ikke aftale, at alle lige holder kæft, indtil jeg er up to date?

…får den næste, der bruger Cohen-citatet med there’s a crack in everything, en flad. Vi har hørt det, det er sådan lyset slipper ind, perfektion forgår, banaliteter består, og find nu for helvede en anden at citere. Der er nok at tage af. (Og, nej, heller ikke Obama – nogen af dem!)

Mandagsmadplanen fra uge 15, der blev væk i udbakken…

(Edit: Det eneste indlæg, jeg faktisk fik sat mig ned i påsken og skrevet, har jeg åbenbart ikke fået trykket ‘udgiv’ på… *tusind emojis, der tager sig til hovedet*. Så her er en to uger gammel madplan med en uges forsinkelse… Hvis nogen ellers vil mig noget, er jeg ude og vælte rundt i min nyskabte influencerkarriere).

Recap af ugen, der blev spist – og I joiner bare, som det passer jer!

Mandag: Vi kørte nok en gang med svømmepizzaer.

Tirsdag: Lasagnerester fra weekenden med grøntsager on the side.

Onsdag: Spejlæg og rugbrød – dvs. til børnene … De onde voksne tog sig en LPD, Late Parent Dinner, og købte taiwanesisk takeaway, efter de uskyldige små var puttet. Muahaha og yum!

Torsdag: Min kære moder tog sig af børneafhentning og madlavning, og det var noget med roastbeef og flødekartofler, som vor mor lavede det.

Fredag: Manden havde fundet noget kød på bud (er ikke jysk, men kan nu så godt lide det udtryk #regionalappropriation), så vi fejrede påskeferien med flanksteak, ovnkartofler, aioli (Hellmann’s rørt med nogle bagte fed hvidløg) og grøntsagsskuffe-salat bestående af spidskål (har vi stort set altid på lager), gulerod, avocado, æble og vinaigrette.

Lørdag: Følte trang til at modvirke en uhørt kødrig uge, og havde samtidig dårlig fiskesamvittighed, så vi fik Salade Niçoise-ish: spinatblade, kogte kartofler, peberfrugt, grønne bønner, agurk, tomat, oliven, æg og tun.

Søndag: Jeg var ude, Nørrebro brændte (uden sammenhæng i øvrigt), og min mor inviterede på hakkebøffer. Done.

C’est ça – næste uge gælder det påskeferien, og kan allerede nu løfte sløret for, at menuen bliver lidt mere spændende.

Have haves (fornuft mangles)

Det er blevet den tid på året igen, hvor min ellers så kyniske person begynder at dagdrømme om højbede. Og udebad og bambushæk og måske et magnoliatræ.

Så fuck da det, at halvdelen af kolonihaven består af jord og huller pga. det igangværende kloakeringsprojekt, som er færdigt, guderne må vide hvornår (hvilket naturligvis også betyder det totale fravær af vand og sanitære installationer i samme tidsrum). Den anden halvdel er klar til at blive luget og klippet og tilplantet og rodet rundt med, og jeg har garanteret allerede slået mindst et halvt dusin sagesløse stauder ihjel i udlugningsprocessen, og hvad så?

Oh, og græsslåning! Den absolut mest mindfulde af alle beskæftigelser; sidste år gik det omsider op for mig, at det sgu da er derfor, at folk er så besatte af at få en have: for at få lov til at slå græs. Hvorfor har ingen fortalt mig, hvor skønt det er? Lykken er at sige “Jeg slår lige græsset!”, finde plæneklipperen frem og derefter gå i fred og ro med sit meget vigtige og samtidig ret overskuelige stykke arbejde, hvor fremskridt hele tiden kan ses, og ingen forstyrrer en, mens man går i systematiske baner i duften af nyslået græs, og bagefter kan man så tage sig en lille pause, for man har jo lige slået græsset.

Og jeg er begyndt at forspire (et par uger for sent, men hvem tæller), jeg har læst hele Havebladet fra ende til anden og tænker nu på at finde nogle Søren Ryge-programmer frem til at hygge mig med om aftenen.

De sidst omvendte er vitterligt de værste.

 

Madplan, genbesøgt

Hey, skulle der ikke have været en mandagsmadplan i går, da det var mandag? Hvahvahvahva?

Jo, men ugens første dag treatede mig med hævet øjenlåg (bygkorn), hovedpine (søvnmangel) og en flad cykel (hvem ved?), og jeg endte aftenen i en komatøs søvn kl. 21.00. Hermed ny bundrekord for vildt levet liv, og hvor lidt der skal til for at vælte ens hølæs… Så hvis vi alle sammen er enige om, hvor synd det er for mig (er det sgu da overhovedet ikke), så kommer her tilbageblikket på ugens madplan (som jeg jo kom til at afsløre på forhånd, inden konceptet blev vendt om, men i næste uge bliver det virkelig spændende, bare vent!)

Mandag: Svømmepizza bestod nok en uge. Alle var glade.

Tirsdag: Vi holdt os til planen med rugbrød & spejlæg og lidt grønt on the side.

Onsdag: Confit de canard vakte lykke i hjemmet, og selvom den oprindelige plan lød på kun en salat til, endte jeg alligevel med også at lave en gang kartoffeltern stegt i andefedtet til børnene, da der selvfølgelig kun var 4 lår i dåsen, og jeg måske var liidt for nonchalant, da jeg sagde, det var nok. Alt blev i øvrigt spist.

Torsdag: Moules Marinieres blev en realitet, og ældste barn var til fællesspisning i klubben, så 2 kg muslinger (+ ¼ l fløde…) var alt rigeligt til os.

Fredag: Fredagspastaen bestod af Pasta Cacio e Pepe, fordi det kun krævede pasta, parmesanost, kogevand, salt og peber og derudover et kvarter af min tid. Børnos var tossede med det, og jeg strakte mig endda så langt som til at lave en stor skål salat til.

Lørdag: Jeg var ude, og musene på bordet derhjemme fik bagels med laks til middag. Bare lige for at få de sidste tomme kulhydrater i hus.

Søndag: Vi kom sent hjem fra kolonihaven, så menuen gik fra gryderet-luftkasteller til det, jeg efterhånden har døbt ’mormors lasagne’, dvs. lasagne lavet på Dolmio-sovs, hvide pastaplader, rigeligt kød og ingen overflødige grøntsager (børnene elsker det naturligvis – sundhed og simremad dem i røven). For få år siden ville jeg have slået korsets tegn fem gange foran både færdig tomatsovs, færdig bechamel samt pasta/pizza-retter flere gange om ugen, men nu er det blevet prisen, jeg betaler, for at kunne frigøre dyrebar tid og trække vejret ordentligt. Ville egentlig hellere udradere al oprydning, rengøring og tøjvask fra mit liv og bruge mere energi på madlavning (som rent faktisk giver mig glæde), men jeg har endnu ikke fundet Dolmio-udgaven af støvsugning. Sig til, hvis I spotter den et sted.

Og det var så det – del løs og stay tuned!

Mandagsmadplan

utallige opfordringer (er du der, Louise? Ellers kunne det her godt gå hen og blive akavet…) bringer vi her ugens madplan – lidt på bagkant.

Søndag: Merguezpølser, fladbrød, hummus & salat. Nettos flaskeautomat svigtede nok engang, så måtte i Irma og lod mig ved den lejlighed lede forbi datovarerne – og vupti, så var middagen sikret. 125 kr. for gode økopølser, brød og hummus til fem personer, mageløst. Serveret med italiensk gulerodssalat (klassiker fra Sølvskeen: gulerod i tynde skiver vendt med saft af en halv citron, et drys groft salt og en spsk god olivenolie – alle elsker det!), en rest træt spidskål vendt med vinaigrette og en skål halve cherrytomater med lidt balsamico på.

Mandag: Svømmepizza, et levn fra sidste sæson, hvor jeg kun kunne få holdpladser ad helvedes til langt væk, så hele familien måtte køre i bil frem og tilbage torsdag aften; for at dulme slaget og spare tid indførte vi en rutine med pizzakøb på hjemvejen. Det er ikke skide holdbart, hverken økonomisk eller ernæringsmæssigt, så vi ændrer det nok på et tidspunkt (manden var tæt på at knække så sent som i morges), men det er en udmærket måde at shine mandagen lidt op på, virker glimrende som bestikkelse til overtrætte børn først på ugen, og så længe vi holder os på 3 pizzaer til ca. 200 kr., kan jeg sådan nogenlunde forsvare det i kommende budgetforhandlinger.

Tirsdag: Rugbrød & spejlæg. Need I say more?

Onsdag: Confit de canard & salat. Irma havde, udover herlige datovarer, en stor dåse confit de canard på tilbud til 129 kr, så den røg også i kurven. Det er verdens nemmeste treat og smager så godt som hjemmelavet; i vanlig fransk charlatanstil, står der altid ‘4/5 cuisses’ på dåsen, hvilket seføli er skideirriterende, hvis man skal have gæster, men fire lår rækker fint til os fem herhjemme. Og så bare en stor skål salat til (sådan nogle fedtsyltede lårbasser mætter RET meget).

Torsdag: Moules marinieres. Måske. Det afhænger lidt af dagsformen, og om Netto har blåmuslinger, når vi nærmer os. Ellers bliver det noget improviseret vegetarmad. Men det er længe siden, vi har fået fisk, og kan man ellers overkomme processen med at gå dem igennem (kan også uddelegeres til børn, og supermarkedsmuslinger kræver næsten ingen rensning – det vigtigste er faktisk at smide den medfølgende hvidvinslage i skraldespanden, for den smager af h. til), og har man ovenikøbet snittet løg og gulerødder aftenen før, så er det både nem, billig og hurtig mad. Grøntsager brunoise svitses, rensede muslinger oveni, en god sjat hvidvin (eller bare vand), dampe under låg i 5 min, muslinger op, fond koge lidt ind, fløde i, muslinger tilbage i gryden, og så er der mad. Easy-peasy.

Fredag, også kendt som Pastafredag: Pasta Cacio e Pepe. Ingen orker madlavning fredag eftermiddag, allermindst yours truly, så vi går nok engang på kompromis med folkesundheden til fordel for noget nemt; sjælen skal jo også næres, og det bliver den så rigeligt med pasta vendt i smeltet ost. Går bølgerne rigtig højt, får vi en salat til, men jeg lover ingenting. (Pastafredag er et tilbagevendende koncept herhjemme, også fordi det virker glimrende som bestikkelse til overtrætte børn sidst på ugen).

Lørdag: Aner det ikke. Det er weekend, vi finder på noget.

Hm, når jeg lige kigger på det, ser det måske lidt voldsomt ud med muslinger og confit som hverdagsmad, men det ER ret nemt og rimelig billigt, vi spiser normalt også masser af linsesuppe og rugbrød, og jeg tager bukserne på et ben ad gangen om morgenen ligesom jer andre, ing’…?

Og så kan man ellers bare dele løs i kommentarfeltet, hvis man har lyst (Louise! Så er det nu!) Jeg lover højt og helligt, at jeg hverken videresælger jeres madplaner til storkapitalen eller bruger dem som målgruppeoplysninger til mit næste kampagnefremstød for Schulstad.