… og så kan I bare ringe, hvis I vil skubbes ud over en klippeskrænt!

Nåmen, weekenden lavede en Houdini på mig. Ligesom påskeferien gjorde. Og jeg er fucking slidt. Dels på grund af alt det vidunderlige gravearbejde, jeg udførte i går (tak, uduelige kontornusser-krop), dels fordi jeg efterhånden har glemt, hvordan mine egne tanker lyder.

Forstå mig ret, det er skønno, at vi både har fået sat højbede op, indrettet en bålplads og snart er færdige med mini-shelter i kolonihaven, og desuden har fået ryddet op på altanen og sat rørkasser og hylder op i køkkenet i vores lejlighed. Det er alletiders, at vi samtidig har fundet tid til at tage i svømmehallen og i biografen at se Dumbo og til familiehygge og ud at drikke nogle øl uden børn. Herligt! Elsker det! Jeg trænger bare virkelig til noget fred og ro.

For jeg har aldrig været typen, “der bare ikke kan sidde stille”. Nixenbixen, ikke her. At sidde stille er en af mine absolutte spidskompetencer. Evt. kombineret med at stirre ud i luften. Og den evne føler jeg slet ikke, jeg har fået lov at demonstrere nok de sidste par uger. Føler den faktisk til et niveau, hvor jeg hvert øjeblik kan gå Dolph på mine omgivelser, hvis de ikke holder deres kæft og lader mig være – alt fra sludrende børn til sludrende kollegaer er i farezonen p.t.

(Men altså helt seriøst, har I nogen anelse om, hvor meget 3 børn i skolealderen LARMER? Råber, griner, skændes, fjoller, afbryder, skriger … og synger?! “Vi sejler op ad åen” om og om og om igen, eller bare noget med lort og tissemand, indtil hysterisk latter sekundet efter bliver skiftet ud med slåskamp og gråd og så videre. De er ganske vidunderlige, sunde og raske og glade og LARMENDE. Og jeg er åbenbart skabt uden det der magiske forældrefilter i ørene; der bor en fucking kakofoni i mit hoved, som ikke vil dø).

Så med disse nyskabende ord fra en træt familiemor vil jeg ønske alle en fortsat god mandag aften. Og lige sidde lidt stille.

 

A3F4F309-700F-4C55-AC81-68E0C2368470.jpeg

 

Reklamer

6 thoughts on “… og så kan I bare ringe, hvis I vil skubbes ud over en klippeskrænt!

  1. Jeg ejer heller ikke det der filter der kan sortere i infernoet af børnelarm (muligvis af helt andre grunde, haha), men jeg kender virkelig godt følelsen! Og børnene, de hygger sig jo bare midt i al deres syngen og deres larmeri, og jeg får dybest set bare behov for at pille batterierne ud af ryggen på dem, og råbe “SÅ SLUK DOG!!!”.

  2. Jeg får helt lyst til at printe det her indlæg og sætte det op pp væggen foran mig som påmindelse om, hvor vigtig personlig tid er!
    Det er lige på kornet, og jeg er utroligt glad for ikke at føle mig alene.

    • Tak – “Du er ikke aleee-ne …”
      Synes bare også, det er så RART at få en masse fra hånden og sådan … og klip til komplet burnout!

    • Jeg har sådan en fornemmelse af, at man bliver født med en form for indvendig forstærker, der forsvinder omkring 20-års alderen? Men jeg ved det ikke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s