Nåmen, de sidste 3 uger gik med, at …

… Den Uendelige Historie om kloakering i kolonihaven nærmede sig set og match. Vores assisterende VVS’er var over flere uger ikke rigtig til at hale ind til den store finale på DIY-projektet to end all marriages, så i sidste sekund, inden nogen (mig) fandt skilsmissepapirerne frem, fik jeg grundlovsdag hevet to gutter ind fra en af de andre haver, som fiksede de sidste tilslutninger og gravede de sidste rør på en eftermiddag. Halle-fucking-lujah.

I rent overmod skyndte jeg mig derefter at invitere gæster den kommende weekend, for nu manglede vi bare at få sluttet den nye vandledning til i huset – forestillede mig scener á la den i Evita, hvor landsbyen får en vandhane, og Antonio Banderas danser rundt i vandkaskaderne sammen med alle de glade lokale – og det skulle vel nok kunne nås i tide, når nu VVS’eren havde lovet at gøre det fredag morgen?

HAHAHAHA, men selvfølgelig gjorde han ikke det, så jeg aflyste selskabet og bandede ham langt væk, men fandt dog trøst i, at tilslutningen var nært forestående. Den kom omsider den følgende weekend, hvor mand og ældste arving pakkede regntøj og soveposer og tog på den årlige fædretur med klassen, mens jeg og damerne kørte glamping-stilen med sushi og rindende vand i kolo.

Derefter har jeg så ladet mig indhente af et sammensurium af skolearrangementer samt planlægning af nært forestående 2 x 7-års fødselsdag – indhente og rende over ende. Efterhånden er alle pizzaarrangementerne, frit-festerne og forældremøderne heldigvis overstået (her lader vi lige som om, jeg overhovedet mødte op til sidstnævnte – ahrmen, beklager, der var fucking 4 arrangementer den uge, plus vores eget liv, der også skulle passes), så den kommende uge byder kun på klassefødselsdag mandag, klassefødselsdag tirsdag, rigtig fødselsdag fredag og familiefødselsdag søndag.

Og nåhja, der er vist også noget arbejde og noget svømmetilmelding og noget Roskilde-planlægning, der skal presses ind. Men vi tager det en dag af gangen, alle fødselsdagsgaver er bestilt, har for længst droppet enhver hovedløs plan om hjemmebag, og jeg kan vist stadig nå at tilvejebringe noget dukkehustapet og tilsvarende badeværelsesinteriør inden på fredag.

Og hvorfor så det, spørger I? Jo, har såmænd anskaffet et håndværkertilbud til Bamsefamilien, så de omsider kan bo standsmæssigt, men det trænger lige til en klat maling og en ny facade up front, for at kunne præsentere sig ordentligt på et gavebord. Men hvorfor, spørger I så, for er det ikke lidt meget at smide et hobbyprojekt ind i en forvejen presset uge? Til det kan jeg kun svare: Jo. Jo det er det.

(Kunne måske også være kommet lidt på forkant med dukkehusrenoveringen, hvis ikke lige det var fordi, der var sommerfest på mit arbejde i fredags. Hvor jeg med Hunter S. Thompsons ord naturligvis endte med at opføre mig som landsbydrukkenbolten i en tidlig irsk roman. Der findes nemlig to slags mennesker her i verden: dem, der kan håndtere en fri cocktailbar, og dem, der ikke kan, og jeg tilhører helt klart sidstnævnte gruppe).

Men hey, solen skinner, og i morges vågnede jeg med Janelle Monaes ’The way you make me feel’ på hjernen. Da de to fødselsdagssvesker skulle ønske menuen til fredag, lød det ene ønske på ”Nachos!” og det andet, efter lidt betænkningstid: ”Jeg kunne godt tænke mig at grille burgere ude i kolonihaven. Kan vi godt det?”

På forunderlig vis reddede det spørgsmål hele den kommende uge for mig. Selvfølgelig kan vi det. Og hold kæft, hvor bliver det hyggeligt!