De andres produktive liv

Jeg læste engang, at både Roberto Bolaño og Raymond Carver startede som lyrikere, men skiftede til prosa for at kunne forsørge deres familier. Hahaha, tænkte jeg, I should be so lucky.

I dag så jeg Dea Trier Mørch-udstillingen på Louisiana, hvor hun i en gammel foredragsoptagelse talte om, at livet med små børn fik hende til at skrive, for det var det, man kunne med børn, frem for andre udøvende kunstarter, der krævede, at man var andetsteds.

Jeg aner ikke, hvor de allesammen fik, hvor de allesammen får det fra.

Og så blev det også Bastilledag

Det er cirka halvanden måned siden, jeg droppede alt, hvad der lugter af madplan, cirka lige så lang tid siden, at jeg opgav at få læst avisen og holde noget, der ligner et budget. Bare spis, sov, arbejd og betal ved kasse 1 for alt, der kan lette tilværelsen en smule, har været mottoet det sidste stykke tid.

Vi fucking overlevede 4 fødselsdage på en uge, og indimellem var det også ret hyggeligt (selvom det holdt hårdt med den ene klassefødselsdag, hvor vi kun var husstandens voksne på skansen – men så har jeg da prøvet at stå med en hel 0. klasse, der hoppede i et springvand …)

Og jeg overlevede 4 dage på Roskilde, med en efterfølgende rekonvalescensperiode, der indtil videre har varet dobbelt så længe som festivalen (3 dage med søvn i halve døgn efterfulgt af ind til videre 5 dages sygdom). Der må næsten kunne opstilles en cost-benefit-analyse for den slags, men kan dog berolige med, at min forholdvis uimponerede ægtefælle er her endnu. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde haft uforklarlige blister i hele munden i ugerne op til skoleferien, så muligvis prøvede min krop også at fortælle mig noget, inden jeg overdøvede den med en cocktail af cigaretter og … cocktails. Summa summarum: sommerferien er her, og den var tiltrængt.

Vi driver den af i kolonihaven hele sommeren, kun afbrudt af en enkelt jyllandstur, og det passer mig så fint. Vejret passer godt til hjemmeferie, og vi får hele tiden mere skik på vores meget lille hus. (Er det i øvrigt ikke noget med, at det lissom tager lidt tid for en familie at komme helt på plads i ferien, sænke konfliktniveauet, få alle til at falde ned og børnene til at stoppe med at slås hvert. fucking. kvarter.? Skulle spørge for en ven).

Såeh, jeg skal have læst nogle bøger. Og skrevet nogetnoget. Og have malet mellemgangen, og vi skal have sat et solsejl op, og der var engang, jeg havde en plan om en hule i det store cyprestræ. Men en feriedag ad gangen. Det skulle nødig ende med flere mundblister.

Vive la France!

Et af de få (nogenlunde) brugbare billeder, jeg tog på Roskilde …