And in case I forget to tell you later, I had a really good time

Pernille Stensgaard skrev for noget tid siden en artikel om tiden, der går, og hvordan tidens gang føles hurtigere og mere udflydende i voksenalderen, fordi man holder op med at opleve ting for første gang, og færre øjeblikke lagres i hukommelsen.

Og således er også de sidste par års jul begyndt at flyde ud for mig, for selv julen med børn *oh fred, oh fryd, oh nyfunden barnlig glæde* bliver den samme rummel, som tiden går. Mit bedste værn mod det, er det samme, som Stensgaard kom frem til: få øjeblikkene til at betyde noget, se med nye øjne, vriste flere oplevelser og minder ud af livet. At have fred og ro til at hygge, læse julehistorier og se film sammen, bage luciaboller, høre fucking Mariah Carey, strække december til sit yderste.

Og ja, den smuttede så i år. Sidste år blærede jeg mig på Instagram med en komplet afkrydset to do-liste halvvejs gennem december; i år var jeg notorisk bagud med alt. Selv luciabollerne lykkedes det mig at glemme lige til den fredag morgen, hvor to dybt ulykkelige 7-årige spurgte, hvor de dog var?!! (Inderst inde var jeg en lille smule glad for at have skabt en tradition, der faktisk betød noget – den utrøstelige gråd en halv time inden skolestart kunne vi alle godt have undværet).

Men job var røv, mand var stresset, jeg var flad. Med uduelighed malet henover. P.t. har jeg stadig et par nissegaver liggende ugivne hen; juletræet, der blev købt i potteform, så det kunne leve til næste år, har jeg ironisk nok slået ihjel. Og blogging, forget about it. Ovenikøbet har alle for tiden ih og åh så travlt med at sige farvel til 10’erne, og intet årti ligger mig mere fjernt; de har i hvert fald ikke lagret sig, fordi børn og bleer og pengesager, og sgudafuck om jeg på nogetsomhelst tidspunkt har vidst, hvor det var hipt at tage på klåb i 2014? Og hvem, der i øvrigt spillede?

Til gengæld har jeg (og mand, bevares) i selvsamme årti opfostret tre børn, der næsten ikke kan komme på nogen juleønsker udover lidt tøj og spil, og som dertil var rørende glade og tilfredse med det, de fik (bl.a. en hel del hættetrøjer). Fandme da sødt, hva’? Derudover lykkedes det mig efter tredje julefrokost i år at overbevise mig selv om, at jeg generelt er awesome i min brandert og ikke hverken forkert, for pinlig eller for meget. Hvilket er lidt af en milepæl. 

Og se, nu føler jeg mig allerede en lille smule mindre uduelig end før, jeg skrev dette, lige om lidt er det nytårsaften, og det skal nok blive godt.

Tiden går, klokken slår. Ses til næste år.

Madplan i retrospekt, uge 46 & 47

Stadig lidt på bagkant, men det er ligemeget, for jeg ved, at der sidder mindst to læsere derude, der synes, det her er fedt – I ved selv, hvem I er!

Mandag: Pasta med kødboller i tomatsovs. Sidstnævnte hevet direkte op af fryseren. Tak, Fortids-Mie!

Tirsdag: Rester + lidt ekstra. Børnene fik det, der var tilbage af pastaen, de voksne fik snittet spidskål til kødbollerne, og jeg gratinerede en broccoli i ovnen som tilbehør

Onsdag: Vegetarcurry med søde kartofler og spinat + raita og naanbrød. Som jeg vist har nævnt før, så har mine børn aldrig fået memoet om, at de bør elske søde kartofler. Men efter at have givet op på både suppe og fritter, har jeg endelig opdaget en eneste variant af den vammelsøde rodfrugt, de godt gider: som tern i vegetarcurry eller chili sin carne.

Torsdag: Medister med sovs, kartofler, ærter og spidskålssalat. Jeg havde fundet De Puy-linser på tilbud i Netto, så havde egentlig en ondsindet plan om at bruge medisteren i en fransk linsegryde … Men eftersom mine ene datter havde udtalt sig i ret kraftige vendinger om linser dagen før (de røde i curryen kunne til nød gå an), gik jeg i stedet efter de billige point og lavede hendes absolutte yndlingsret: Alt med sovs og kartofler.

Weekenden blev tilbragt hos hhv. svigermor og mor; de fik lov at forkæle os med diverse udskæringer af okse, og jeg slap for at lave mad.

Mandag: Brasekartofler og spejlæg.   (Mandag er min sene dag på arbejde, så der står som regel variation over restemad på menuen).

Tirsdag: Chili sin carne med nachos og grønt. Søde kartoffeltern kom igen til deres ret sammen med små sorte bønner (de eneste bønner, mine børn gider æde), løg, hvidløg, tomat, krydderier og en enkelt dåse kidneybeans, blendet til uigenkendelighed *diabolsk mor-latter høres*, for ekstra fylde.

Onsdag: Sommeruller med bagt laks og diverse grønt. Netto havde tilbud på en lakseside, og vi opdagede, at der søreme er endnu en ting, der smager godt med hoisin og/eller gomadressing. Whadda ya know! (Pro-tip: Jeg prøver som regel at lægge arabisk/mexicansk/asiatisk/indisk klos i madplanen, eftersom det tit er de samme ikke specielt versatile eller langtidsholdbare råvarer, der går igen. Så kan man købe ind én gang, give den gas med koriander, mynte, avocado, mango, fladbrød osv. i et par dage, og så gå tilbage til knoldselleri og kolde afvaskninger resten af ugen).

Torsdag: Huevos rancheros. Resterne af chili sin carnen tilsat en dåse tomater, spejlæg ovenpå og så resten af nachos’ne til.

Fredag: Osso buco med ris. Jeg var ude at føjte til julefrokost, og resten af familien overlevede på fryserester hjembragt fra svigermor. Tak til hende.

Lørdag: Pasta cacio e pepe. Den temmelig tømmermændsramte mor rejste sig fra sofaen og besluttede sig for en ret, der krævede cirka 15 minutters arbejde og ingen yderligere indkøb. Kræfterne rakte også lige til en salat, og familien tog nådigt imod.

Søndag: Panik før spisetid, men så slog jeg tilældigt op på Valdemarsros Kylling med parmesan, salvie og tomater i fad, og jeg havde jo nogle De Puy-linser, der ikke var kommet til ære … Vi fik det med pomfritter (for det var børnene allerede blevet lovet), aïoli (for lissom at hive fritterne lidt op ad gourmetstigen) og italiensk gulerodssalat, og det var virkelig, virkelig godt!

(Husk, at man hjertens gerne må byde ind i kommentarfeltet. Vi er en stor lykkelig husperson-klub herinde!)