And in case I forget to tell you later, I had a really good time

Pernille Stensgaard skrev for noget tid siden en artikel om tiden, der går, og hvordan tidens gang føles hurtigere og mere udflydende i voksenalderen, fordi man holder op med at opleve ting for første gang, og færre øjeblikke lagres i hukommelsen.

Og således er også de sidste par års jul begyndt at flyde ud for mig, for selv julen med børn *oh fred, oh fryd, oh nyfunden barnlig glæde* bliver den samme rummel, som tiden går. Mit bedste værn mod det, er det samme, som Stensgaard kom frem til: få øjeblikkene til at betyde noget, se med nye øjne, vriste flere oplevelser og minder ud af livet. At have fred og ro til at hygge, læse julehistorier og se film sammen, bage luciaboller, høre fucking Mariah Carey, strække december til sit yderste.

Og ja, den smuttede så i år. Sidste år blærede jeg mig på Instagram med en komplet afkrydset to do-liste halvvejs gennem december; i år var jeg notorisk bagud med alt. Selv luciabollerne lykkedes det mig at glemme lige til den fredag morgen, hvor to dybt ulykkelige 7-årige spurgte, hvor de dog var?!! (Inderst inde var jeg en lille smule glad for at have skabt en tradition, der faktisk betød noget – den utrøstelige gråd en halv time inden skolestart kunne vi alle godt have undværet).

Men job var røv, mand var stresset, jeg var flad. Med uduelighed malet henover. P.t. har jeg stadig et par nissegaver liggende ugivne hen; juletræet, der blev købt i potteform, så det kunne leve til næste år, har jeg ironisk nok slået ihjel. Og blogging, forget about it. Ovenikøbet har alle for tiden ih og åh så travlt med at sige farvel til 10’erne, og intet årti ligger mig mere fjernt; de har i hvert fald ikke lagret sig, fordi børn og bleer og pengesager, og sgudafuck om jeg på nogetsomhelst tidspunkt har vidst, hvor det var hipt at tage på klåb i 2014? Og hvem, der i øvrigt spillede?

Til gengæld har jeg (og mand, bevares) i selvsamme årti opfostret tre børn, der næsten ikke kan komme på nogen juleønsker udover lidt tøj og spil, og som dertil var rørende glade og tilfredse med det, de fik (bl.a. en hel del hættetrøjer). Fandme da sødt, hva’? Derudover lykkedes det mig efter tredje julefrokost i år at overbevise mig selv om, at jeg generelt er awesome i min brandert og ikke hverken forkert, for pinlig eller for meget. Hvilket er lidt af en milepæl. 

Og se, nu føler jeg mig allerede en lille smule mindre uduelig end før, jeg skrev dette, lige om lidt er det nytårsaften, og det skal nok blive godt.

Tiden går, klokken slår. Ses til næste år.

4 tanker om “And in case I forget to tell you later, I had a really good time

  1. Mega godt nytår Mie! Og tak for en jule/2010 som årti (but why, altså?) refleksion jeg 1:1 kan spejle mig i. Dine unger lyder kæmpe optur. Job og alt det andet kan vel fikses. Tak for alt du har skrevet i år♥️

  2. Jeg skal ikke kunne sige, om du er uduelig til mange ting i livet (egentlig genkender jeg ret meget mig selv, en anden tre-børnsmor, i det, du beskriver), men skrive !? Det er du i dén grad duelig til ! Flere af dine ord og tanker i 2020 står højt på min ønskeseddel.
    Godt nytår.

  3. Netop dette er årsagen til at du må være en af mine totalt yndlingsbloggere.
    Dine ord rammer plet hver gang. Tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s