Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

Lockdown herhjemme går efterhånden fint.

Det er selvfølgelig stadig lidt op ad bakke at synkronisere hjemmearbejde og hjemmeskoling, men dagene går stille og roligt, de voksne arbejder på skift og på tværs af det hele, ungerne er rimelig samarbejdsvillige, og når de ikke er, så slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive vores nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose slik og en iPad i skravering). I går, da jeg var ene voksen på skansen, bestod eftermiddagens undervisning af Anders And-læsning og billedkunst, dvs. sidde og tegne efter billeder, vi fandt på nettet. Og så legede børnos to timer(!) i gården, mens jeg arbejdede, støvsugede og satte mig tilrette med avisen, og da de kom op ved femtiden, spillede de Minecraft, mens jeg læste, tog mig en øl, serverede en skål chips, og det endte med, vi spiste aftensmad foran fjernsynet klokken halv otte. Det var skønt.

For skal man finde noget positivt ved hele situationen, så er det, at vi pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har meget mere tid til rådighed, får hverken læst stakke af bøger eller lært mig selv at spille guitar (som man jo gør), for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal jo også laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store unschooling-udtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag 2. Men vi har tid. Sammen. Og jeg nyder det. 

… Og jeg sværger, ved alt der er mig helligt, det er sgu ikke for at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud. For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde tre børn i institutionsalderen. Det scenarie ville nok passe bedre ind på The Overlook Hotel. For det andet driver de mig sgu da også til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, jeg er ved at få galopperende spat ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis fordi, jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvalitid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få kæmmet, lyttet, leget, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt. Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for det afslappede moderskab herhjemme, kan jeg godt hilse og sige). De er fandme så søde, de børn, også når de ikke er det. 

Så hvad kan vi konkludere over al den kærlighed i coronaens tid? Jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

 

 

 

9 tanker om “Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

  1. To ting: Den første er spørgsmålet om, at hvis I kan arbejde hjemmefra nu, hvorfor kan I så ikke til daglig? (og ikke nødvendigvis bare jer personligt, men sådan generelt, hvorfor i alverden kan det ikke lade sig gøre uden statsdikteret lock down?)

    Den anden er at du ikke skal lade dig påvirke af de sociale mediers udlægning af unschooling. Hele konceptet er jo for filan at man som voksen bare skal blande sig udenom, og det kræver ikke den helt store esprit, men er i min erfaring mere noget med at slippe af med en dårlig vane (nemlig den at jeg hele tiden er over eller efter mit barn) Hjemmeundervisning rules, og det er helt håbløst at vi har så rigidt et system at det er 100% enten-eller (allerede i børnehaven fik vi at vide hun “ikke var der nok” og derfor “gik glip af noget”) Nåmn. Det er bare min kæphest. Rundstyk.

    • Haha, jeg vidste, du ville stå på spring!

      Den første først: I teorien kunne jeg lave stort set alt mit arbejde hjemmefra. Men jeg tror, nej, jeg ved, at min chef ikke ville være fan. Jeg har som regel 1 hjemmearbejdsdag om ugen, og den klamrer jeg mig til. Min mand er skolelærer, så den er lissom ude … Men vi kan sagtens blive enige om, at det moderne arbejdsmarked hænger fast i en masse underlig arv fra industrisamfundet. Som godt måtte nytænkes lidt, tak.

      Den anden: Bruger vist også begrebet helt forkert *ahem*. Jeg kan virkelig godt se fordelene ved hjemmeskoling. Måske især for de små. Jeg er bare overhovedet ikke der, hvor jeg siger op for at gøre det. Og i stedet kunne det da være fedt, hvis man også kunne nytænke det der skole lidt? Og fx have cirka halvt så mange elever i klasserne?

      • Halvt så mange elever og halvt så mange timer, fx. Så kunne der være fri leg i fritterne eller hjemmetid med en eller flere forældre for resten. Jeg er blevet 100% omvendt efter jeg læste om Sudbury Valley School, hvor de børn der ønsker det lærer seks års regning på tyve timers undervisning – fordi de selv ønsker at lære det. Jamen jeg var jo en anarkistisk type i forvejen, men min hjerne eksploderede helt alligvel da jeg læste “Free to Learn” og “Free at last”. Og det er underligt det kom som en overraskelse, for vi voksne får jo også en del mere udrettet både hurtigere og bedre når det er noget vi er motiverede for og kan se en mening med.

        Men jeg prædiker borgerløn og fri skole. Så kan alle selv vælge (og Danmark ville ikke bryde sammen fordi vi skal blive hjemme i 14 dage) *ahem* Jeg finder selv ud.

  2. Børnehavebarn, der savner børnehaven, mor der forsøger at arbejde og far, der arbejder ude af huset og ikke kan forstå alt muligt ikke er ordnet, for jeg har jo fri. Ingen zen her.

    • Du har min fulde sympati! Min fordel er klart, at vi er 2 voksne hjemme. Og har 3 børn, der kan lege sammen, i hvert fald noget af tiden. Og mindst 1 af dem savner absolut ikke skolen …

  3. Min mellemste på 6, som går i 0. klasse sagde allerede i sidste uge, at han altså synes det er SÅ hyggeligt, når vi har skole derhjemme. Jeg har i mellemtiden fået et kronisk tic i det ene øje af stress. For mit arbejde pt består i at skrive videnskabelige artikler, og det er filme svært, når der samtidig skal laves forlydsopgaver, skrives en bog om Ole Lund Kirkegaard (det er storebror på 8, som skal slæbe sig igennem dén ørkenvandring) og en lillesøster på 2, som ikke fatter en brik og derfor ser rigtig meget Gurli Gris og Den Lille Prinsesse. Storebror savner i øvrigt overhovedet heller ikke skolen. Lillesøster snakker MEGET om sine bedsteforældre, som hun pt kun ser på facetime, men har det vist også a-ok med hjemmetilværelsen.

    Men midt i mine egne stresståger kan jeg også tydeligt mærke, at drengene har meget færre konflikter end normalt, at de leger i TIMER i trampolinen hver dag og trives forbløffende godt med bare at omgås hinanden og os.

    Så what to do, når vi ikke længere er i lockdown? Selv hvis det var en mulighed med halve skoledage og delvis homeschooling, så er det ikke en mulighed for os, så det bliver vist lige direkte tilbage til den endnu mere stressede almindelige hverdag.

    • Samme her – tilbage til hamsterhjulet med os alle. Om ikke andet giver tiden nu noget familietræning, der måske kommer alle til gode ved ferier osv., tænker jeg? Det er jo faktisk (forudsat man stadig får løn udbetalt) den billige version af “vi hiver lige et år ud af kalenderen og rejser jorden halvanden gang rundt på to hjemmebyggede motorcykler for at blive rystet sammen som familie” …

      Tak for den malende beskrivelse af hjemmeskolarbejdet (en hel bog, alligeveller?!) og held og lykke med artiklerne – det lyder ikke helt nemt!

  4. Vi er meget LIDT pressede herhjemme, af flere årsager.
    Jeg arbejder (også i denne tid) som handicaphjælper 2-3 nætter om ugen, og det vil sige, at jeg ikke har andet, jeg skal i løbet af dagene. Jeg kan stå for hjemmets drift og være konsulent på børnenes skolearbejde, mens min mand arbejder hjemmefra. Vores drenge er 10 og næsten 14 og temmelig selvkørende ift lektierne.
    Derudover har især storebror vist et samfundssind over al forventning og udviser kæmpe tålmodighed overfor sin lillebror. De leger, snakker, tumler på trampolinen og har det dejligt. De siger begge, at det er superhyggeligt at være hjemme, og det synes vi voksne faktisk også – men vores jobs er heller ikke i fare, den ældste skal ikke konfirmeres, og vi har ikke bestilt sommerferie i udlandet. Så er det jo nemt nok at hygge sig…..

    • Sandt! Det er lidt det samme herhjemme, ingen feriepenge ude at svømme, (forhåbentlig) ingen jobs i fare. Så kan man tillade sig at tage det rimelig chilled.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s