I øvrigt … (del 2)

… er det alt for længe siden! Hvordan har I det derude, hvordan går det?

… kan jeg jo starte: Jeg har det godt, tak. Lockdown gik rimelig ok, min sommer har været fin, selv uden Italien og koncertbranderter, og vi har hængt en del i kolonihaven, da vejret begyndte at peake, 3 dage efter alles ferie sluttede, og det har faktisk alt sammen været a-ok. Helt fjong. Nothing to see.

… har alt det kolonihavehængeri i hverdagene fået mig til at længes efter ligusterkatastrofer og pludselig grill og stille mig selv det eviggyldige spørgsmål: Bør vi flytte til forstaderne? Er det nu? Er jeg klar? Heldigvis viste en hurtig søgning på Boliga, at det behøver jeg slet, slet ikke bruge tid på at bekymre mig om. Det er muligt, jeg er klar, men det bliver vores økonomi aldrig. Den treogenhalvmillion, som vores sidste lånegodkendelse lød på, rækker ingen steder på det Storkøbenhavnske villamarked, kan jeg godt hilse at sige. (Medmindre, selvfølgelig, man drømmer om at bo klos op ad en tresporet motorvej, men det er trods alt en perversion, jeg ikke besidder).

… må Mette Frederiksen godt begynde bare at tie stille. At have en statsminister, der gør sig til ukritisk talerør for den røvballede provinsrascisme, der tilsyneladende florerer friere end Corona hertillands, passer enormt dårligt ind i mit narrativ. Så hvis du lige kunne hæve dig et par takter over at smitte-udskamme i forvejen marginaliserede befolkningsgrupper samt det dirrende behov for at inkludere enheden grupperafindvandrerdrenge i præsentationen af nyt politiforlig, ville det virkelig klæde os som nation, @mette (#ostemad #sødtøs #levvel #stikmigenspand).

… har jeg i løbet af de sidste par uger oparbejdet en virkelig uhensigtsmæssig afhængighed af byens nyeste blogsterdarling: bagels fra Depanneur. De dumme canadiske svin har placeret sig smash-bang i mit hood, og til trods for at min mave hader hvidt brød, og min økonomi i øvrigt slet ikke er til den slags tant og fjas, Når Vi Faktisk Har Mad Derhjemme, så kan jeg *ikke* lade surdejslækkerierne være, og er allerede oppe på flere bagels om ugen. Der er crack i. Jeg ved det bare.

… skal man aldrig være for fin til at starte dagen med en 120 decibel-version af Icona Pops I love it.