Madplan i retrospekt, uge 37 & 38

Verden brænder, #metoo ruller og Ruth Bader Ginsburg er død, men madplaner består i al deres fornærmende trivialitet, og det her er min for de sidste par uger (minus den indeværende, den ulidelige spænding trækker vi, til ugen er helt omme).

Mandag: En rest braiseret oksekød fra weekenden kom på en hot date med pasta, kantareller, fløde og parmesan. Det var ikke sundt, men det var godt.

Tirsdag: Moussaka. (Og ja, Den Danske Ordbog insisterer på, at det staves “musaka”, men det er der jo for fanden ingen, der ved hvad er). En familiefavorit i den forstand, at de voksne elsker det, børnene not so much. Jeg laver som regel en halvsloppy udgave med en krydret kødsovs (nogle gange også vegetarisk, og gæt, hvad mine børn hader endnu mere end almindelig moussaka?), kartofler, aubergine og færdigmornay, men denne gang gik jeg all in og lavede sovsen på hakket lammekød og så i lag med stegte skiver af aubergine og squash plus hjemmelavet bechamel og revet parmesan på toppen. Det smagte SÅ godt, OG børnene opdagede noget, de hader endnu mere end vegetarmoussaka. Alle vandt.

Onsdag: Rester. Pasta til børnos, moussaka til de voksne.

Torsdag: Vietnamesiske sommerruller med sojastegt tofu. Plus random grønt, mango, avocado, mynte og peanutdip.

Fredag: Planen var æggekage med bacon, men i moderens fravær blev ingredienserne kuppet til en gang pasta carbonara. Fair nok.

Lørdag: Jeg havde tømmermænd, og den første, der nævnte burgere med curly fries til aftensmad, vandt. Var godt nok tæt på at omkomme i processen med at forme og stege 12 burgerbøffer, men kan berolige alle med, at jeg overlevede.

Søndag: Jeg fik et guddommeligt indfald omhandlende vegetariske, fyldte squash, så det fik vi. Quinoa, tomat og oliven blandet med svitsede løg, hvidløg, indmaden fra squashene, krydderier, 2 æg, godt med parmesan over og så i ovnen. Det blev ret godt, i hvert fald hvis man spørger 2/5 af selskabet. Har jeg nævnt, at mine børn ikke kan lide squash?

Mandag: Rester og pasta. Nothing to see.

Tirsdag: Var i skaldyrshumør og købte hjertemuslinger (for det kan mine børn sjovt nok godt lide). Hvilket inspirerede Radise til et brændende ønske om makrel i tomat, så vi gik Mallorca på den med dampede muslinger, dåsemakrel, dåsesardiner, grønsagsstænger, estragonmayo, fladbrød og salat.

Onsdag: Tirsdagens jagt på fiskekonserves havde bragt mig forbi Irmas datovarer og en stak økopølser, som vi fik med ovnkartofler og en kålsalat med edemamebønner.

Torsdag: Svigermor arriverede for at passe børn i weekenden, så hun blev treatet med Boeuf Bourguignon fra fryseren, kartoffelmos og så broccolini stegt med hvidløg og drysset med parmesan.

Fredag-søndag: Forældrene var på hotel og madlavningen dermed udliciteret. Sweet mother of all good.

Septemberbøger

Det eneste måde, hvorpå jeg bare tilnærmelsesvis kan holde tanken om et laaaaaangt møøøøørkt (tunge pauker høres, langsomt indhentet af jamrende violiner) vinterhalvår ud, er ved at visualisere mig selv i tæt omfavnelse med lænestol og reolvæg; den sikre kur mod snigende efterårstristesse er at forestille sig de næste mange måneder indhyllet i plaider, te og Tolstojs samlede værker. At jeg så knap så ofte rent faktisk når til at placere mig i min grimme, men komfortable læsestol med en bog og en kande roiboos, er en anden sag. Nogen skal jo falde i søvn foran Kender du typen gentagne gange for verdensfredens skyld.

I hvert fald, lad os snakke om bøger! Og med “os” mener jeg selvfølgelig mig:

Jeg udformede alletiders ambitiøse reserveringsliste til biblioteket inden sommerferien; halvt BLM-tematiske bøger, halvt gamle hængepartier/gode anmeldelser, jeg løbende var stødt på. Det endte naturligvis med, at majoriteten af dem væltede ind, samtidig med at vi fortrak til sommerhus i Nordvestjylland, så: mine dybeste beklagelser til kommunebibliotekernes hårdt prøvede medarbejdere, men bøgerne forsvandt altså tilbage i loopet, inden jeg fik fingrene i dem. Back to scratch.

Men nogle lykkedes det at få fat på inden; jeg fik omsider læst Leonora Christina Skovs Den, der lever stille, som er velfortalt, medrivende og grum i sin beskrivelse af forstadstrist omsorgssvigt, og jeg blev samtidig mindet om, hvorfor jeg plejede at elske hendes boganmeldelser i Weekendavisen: hun har et særligt talent for at opsummere sin omverden med lakoniske, knivskarpe sarkastiske betragtninger – sikkert noget, man lærer, når ens barndom mest af alt minder om et absurd teaterstykke.

Derudover bar jeg Virginia Woolfs Mrs. Dalloway med mig rundt siden en gang i juli, bar som et åg, faktisk, hvilket var lidt forstemmende, for jeg æææælskede Til Fyret – en af de bedste bøger, jeg har læst, sværger, vanvittig god, køb den, lån den, læs den! Men altså, Clarissa Dalloway og hendes blomsterindkøb og tanker og følelser samt hendes venner og bekendtes ditto slæbte jeg mig igennem – akkompagneret af en stigende irritation over britisk high society anno 1922 og al deres overpriviligerede eksistentielle Angest. “Hvad raaaager det mig,” nåede jeg at tænke flere gange, inden den sidste tredjedel af fortællingen strammede lidt op. Eller også var det mig, der til sidst strammede op; nogle gange er man bare ikke der, hvor man kan tage ordentligt imod en bog. Den efterlod mig ikke upåvirket, og jeg er langt fra værdig til at kunne nedvurdere noget som helst af Woolf, men kickstart forfatterskabet med Til Fyret, hvis jeg må give et godt råd.

Næste på hylden er Maya Angelous Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur (jeg har villet læse den i årevis, og da det så blev (endnu mere) relevant at læse op på sort historie, kom den fluks på min ferieliste). Men eftersom den blandt andet er kendt for at beskrive det seksuelle misbrug, forfatteren var udsat for som barn, har den indtil videre fået lov at stå. Jeg kan ikke face det, hvilket er synd, for jeg ved godt, at bogen er andet og mere end det. Men jeg skal lige tage tilløb. I mellemtiden er Maguerite Duras’ De små heste i Tarquinia kommet hjem til mig, og den får muligvis lov til at springe over i køen – med nyligt gråvejr og efterår i sigte har jeg hårdt brug for et hurtigt skud camparidyppede Middelhavsintriger.

Da jeg desuden er typen, der ikke gerne lader noget færdigt bag sig, er jeg sideløbende i gang med Frank Herberts sci-fi-klassiker Klit (der må fnises), Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (det litterære forlæg til Cabaret – så jeg ser hele tiden Michael York og Liza Minnelli for mig) og Caroline Criado Perez’ Invisible Women – Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Man skal aldrig kimse af at have lidt bøger on the side, og så kan det være glimrende med noget go-to-læsning, når man fx ikke lige orker at dykke ned i den engelske overklasses midtvejskriser (100 % tænkt eksempel). Til overflod har jeg også 14-dages-lånt Eve Babitz’ Stille dage, vilde nætter, fordi den stod og gjorde sig til nede på biblioteket, så jeg regner med snarest at skulle gennemleve min egen midtvejskrise over ikke at være skrivende boheme i L.A.’s kunstermiljøer. Og så har jeg Keigo Higashinos Den ophøjede morder liggende som et kolonihaveferiekrimivennelån (det er en ting!), jeg endnu ikke er begyndt på.

Tør slet ikke tænke på, hvor travlt, jeg får, når de sidste reservationer kommer hjem; jeg er for evigt bøgernes Gertrud Sand. Men efteråret ser allerede lidt mildere ud herfra.

Bare endnu en dag på kontoret med mig og min midaldrende soulmate

Mand: ”Nåh, hvordan var din dag på arbejde?”

Mig (griner): ”Joh, altså, Henrik og jeg havde denne her joke, fordi jeg skal være alene i afdelingen de næste par dage, og jeg opstiller altid det her scenarie, hvor jeg så skal rende rundt i silkeslåbrok og tøfler og hjemme-fez som sådan en victoriansk overklassemand i sin egen orientalismekoger og bare tøffe rundt med Ovids Metamorfoser og en cognac og sidde med benene oppe på de andres skrivebord, og så ville jeg sætte et billede ind i planlægningsmailen for lissom at illustrere …”

Mand (lettere desorienteret): ”Jaeh ?…”

Mig: ” … og så var det bare UMULIGT at google frem; jeg ville bruge det der berømte fotografi af Martin Heidegger, hvor han har fez på, men det var ikke til at finde, og så måtte jeg nøjes med et maleri af Lord Byron i slåbrok, og Henrik genkendte ham selvfølgelig straks og var sådan ”Nææh, Byron!” … ”

Mand: (nu total desorienteret): ”Altså sender I de her mails, mens I sidder lige ved siden af hinanden?”

Mig: ”Jaja, det er jo en del af det sjove … Og så sagde jeg, at det faktisk var overraskende svært at finde et passende billede, og så sagde han: ”Hvad med Heidegger?” Og så var jeg sådan: ”I KNOW! Men det var ingen steder!!” Hahahaha!”

(Tavshed)

Mand: ”Er der nogensinde andre, der deltager i de her samtaler? Altså, er der nogen overhovedet, der forstår, hvad I snakker om?”

Mig:

Lord Byron Stares at Death