No hell below us

Kæmper for tiden lidt med, om jeg bare burde gøre som alle andre og rykke helt og aldeles på Instagram. Der er noget ved formatet, der er lidt mere flex, jeg kunne jo stadig fylde masser af tekst på, og der er noget mere artsy og umiddelbart over udtryk og oplevelse og alting. Det hele er bare lidt yngre, og blogmediet er lidt træt; det virker pludselig gammeldags og unødigt selvhøjtideligt at dedikere en hel hjemmeside og deciderede indlæg med overskrift (shit, jeg bokser med de overskrifter for tiden, hvis ikke altid) til noget, der lige kunne funderes over under et billede af en vandpyt i modlys, uden at der skulle gøres så meget mere væsen af det. Det er også meget nemmere.

Men samtidig er der noget, jeg ikke kan lide ved Instagram, og det er, at det er grundlæggende udemokratisk, for du skal være med i klubben for at se og læse, og jeg HADER alt, hvor man partout skal være med i klubben og ikke lige kan kigge forbi uden først at skulle sværge evig troskab og have et kodeord. (På den måde minder sociale medier efterhånden uhyggeligt meget om barndommens alliancemageri i stor skala, bortset selvfølgelig fra, at man selv bestemmer sit kodeord).

Så indtil videre lander vi her. Et styks blog med et styks komplet upålidelig skribent. Vi kan evt. sige, at det er lissom dengang, alle bloggere gik pro og insisterede på, at det jo faktisk nærmest var for læsernes skyld, at de nu helligede deres arbejdsuge til at pushe måltidskasser og charterrejser og tvivlsomme kosttilskud. Ligesådan er det altsammen for jeres skyld, at jeg opretholder det her halvsølle gratisdomæne og med ugers mellemrum poster madplaner og skylddryppende partsindlæg fra mit gennemsnitlige liv i stedet for at rykke hele festen hen i mere filtrerede og lidt mere happening-ekskluderende rammer. Ik’?

Således efterlades alle glade, og jeg kan gå videre med at fortælle, at jeg er syg. Og hjemmearbejdende på noget, der vist løber op i 1.000e uge, jeg er holdt op med at tælle. På mange måde ikke sådan superunderligt, at jeg føler mig lidt hægtet af verden. Ved siden af mig selv og hele tiden i småtvivl om mine relationer, føler mig for meget og for lidt og i hvert fald ikke tilpas. Omnipræsente Instagram fortæller mig, at jeg sikkert har et ongoing angstanfald, men måske man heller ikke skal undervurdere åbne kontorlandskabers betydning for det mentale helbred. Om ikke andet, så bare det, at man hver dag kan lægge dem bag sig.

Nevertheless, i dag er planen at arbejde fra sofaen, være rar ved mig selv, drikke en masse kvædete og se Above us only sky på DR. Jeg har et evigt blødt punkt for John Lennon, det dumme svin.

Mandagserkendelse

Sidste mandag skulle 2 x børn og 1x jeg til det ugentlige motionsaflad i sportsforeningen, men manden havde samtidig sent fri fra arbejde, så der skulle også koordineres en storebror og noget aftensmad. Hvilket også godt kunne lade sig gøre, og selvom aflysning seføli altid er en mulighed, når ungerne er dødtrætte, så var der egentlig ok stemning omkring projektet, og alle var rimelig friske, inklusive mig selv.
Altså ingen undskyldninger; jeg skyndte mig ud efter noget nemt til aftensmaden, beredt på at køre videre efter planen.

Og da jeg så stod i Irma klokken 16.50 med fire pakker tortellini i hånden, så jeg pludselig to scenarier for mig.

Enten kunne jeg skynde mig hjem, skippe os afsted til gymnastik og pilates og efterlade søn alene hjemme foran playstationen. En time senere så drøne hjem fra gymnastik og pilates, hive søn væk fra playstationen, formane til enighed om brug af fjernsynet, skynde mig at lave mad og alligevel få aftensmaden lidt for sent på bordet, spise i forhastet stemning med tre trætte børn, der bagefter ville få lov til at se endnu mere fjernsyn, mens jeg forskansede mig i køkkenet, og som derefter skulle drives i seng over flere omgange, de ville med statsgaranti ryge i totterne på hinanden adskillige gange inden puttetid, der ville ikke længere være ok stemning, og jeg ville undervejs blive til sure, trætte, vrissende, skyndende underskudsmor, der bare vil have alting OVERSTÅET.

Eller jeg kunne simpelthen skrive og aflyse. Købe min pasta og smide en pose af de gode skumfiduser oveni. Slentre hjem og annoncere, at vi ingen steder skulle. Sætte mig i sofaen og læse en bog, mens ungerne gloede fjernsyn en times tid, med mig inden for rækkevidde og klar til kram og konfliktmægling. Lave mad på fem minutter, spise sammen i ro og mag. Lokke med skumfiduser og Disney+, når alle var i nattøjet, uden noget behov for at gemme mig med min telefon undervejs.

Ikke, fordi der ikke var overskud til gymnastik og være alene hjemme og hurtig aftensmad og alt det, men netop fordi der var et overskud. Og jeg havde lige pludselig ikke lyst til at smide det væk.

Så husfaderen kom hjem ved 19-tiden til synet af os alle fire bunket i sofaen foran Phineas & Ferb. Ingen var sure. Ingen havde skændtes. Radise havde efter eget udsagn levet den bedste mandag i sit liv, og jeg var for en gangs skyld stadig i besiddelse af den lethed, der lå i mig tre timer tidligere. Og det handler ikke om nødvendige pjækkedage, mandagsskumfiduser eller fravalg af fritidsaktiviteter (eller for den sags skyld det monumentale skærmforbrug her i familien, som skinner direkte gennem alle versioneringer). Det er ikke det, jeg prøver at sige.

Det er bare det, at sidste mandag klokken 16.51 henover Irmas køledisk, gik det omsider op for mig, at i stedet for hele tiden at se overskud som noget, der skal udnyttes og fordeles.

Så burde jeg måske se det som noget, der så vidt muligt skal bevares.

Pasta og @idaburchardi.

Madplan i retrospekt, uge 39

Tiden indhenter mig hele tiden, men her er et forsinket vue over sidste uges indtag …

Mandag: Vi kørte noget opdelt spisning, hvor hovedbestanddelene var noget ganske uhellig indbagt laks, frisk fra frysedisken, kålsalat og majskolber.

Tirsdag: Valdemarsros kylling med linser, tomat og parmesan, som efterhånden er en klassiker herhjemme. De eneste linser, mine børn virkelig elsker, er dem, der er søbet i kyllingefond. Who can blame them.

Onsdag: Vi havde en stor pakke røget laks liggende til et ikke nærmere defineret formål, så det blev til en slags pokébowls med laks, quinoa, edamamebønner, kål og avocado. En mådelig succes blandt pøblen.

Torsdag: Ældstebarn stod for madlavningen og havde valgt en af sine yndlingsretter, pad krapow. Eller, det vil sige hans mors udgave af pad krapow, som muligvis ville få enhver thai til at græde i væmmelse og afmagt, men børnene elsker det: Masser af hakket hvidløg, hakket oksekød og hakkede grønne bønner (fungerer lige så godt som de lange asiatiske bønner, der egentlig skal i, og er meget nemmere at skaffe) svitses godt og tilsættes rigelig soja og noget thaibasilikum (det skal rigtigt være den anden type asiatisk basilikum, hellig basilikum, men kan bedre lide det her), evt. et skvæt hoisin. Serveres med brune ris, tilsættes sriracha efter lyst, og flotter man sig, så smager det virkelig godt med et spejlæg på toppen – alternativt er resterne som skabt til egg-fried rice.

Fredag: Toppede ugen af kulinarisk med tilbuds-frysepizzaer fra Rema og noget stegt broccoli med hvidløg og parmesan on the side. INGEN gider lave mad om fredagen, og sådan er det bare.

Lørdag: Bagt laks, ovnkartofler og salat, altsammen rimelig basic.

Søndag: Thai-takeaway. Det er ikke, fordi vi har råd, men vi TRÆNGTE.