No hell below us

Kæmper for tiden lidt med, om jeg bare burde gøre som alle andre og rykke helt og aldeles på Instagram. Der er noget ved formatet, der er lidt mere flex, jeg kunne jo stadig fylde masser af tekst på, og der er noget mere artsy og umiddelbart over udtryk og oplevelse og alting. Det hele er bare lidt yngre, og blogmediet er lidt træt; det virker pludselig gammeldags og unødigt selvhøjtideligt at dedikere en hel hjemmeside og deciderede indlæg med overskrift (shit, jeg bokser med de overskrifter for tiden, hvis ikke altid) til noget, der lige kunne funderes over under et billede af en vandpyt i modlys, uden at der skulle gøres så meget mere væsen af det. Det er også meget nemmere.

Men samtidig er der noget, jeg ikke kan lide ved Instagram, og det er, at det er grundlæggende udemokratisk, for du skal være med i klubben for at se og læse, og jeg HADER alt, hvor man partout skal være med i klubben og ikke lige kan kigge forbi uden først at skulle sværge evig troskab og have et kodeord. (På den måde minder sociale medier efterhånden uhyggeligt meget om barndommens alliancemageri i stor skala, bortset selvfølgelig fra, at man selv bestemmer sit kodeord).

Så indtil videre lander vi her. Et styks blog med et styks komplet upålidelig skribent. Vi kan evt. sige, at det er lissom dengang, alle bloggere gik pro og insisterede på, at det jo faktisk nærmest var for læsernes skyld, at de nu helligede deres arbejdsuge til at pushe måltidskasser og charterrejser og tvivlsomme kosttilskud. Ligesådan er det altsammen for jeres skyld, at jeg opretholder det her halvsølle gratisdomæne og med ugers mellemrum poster madplaner og skylddryppende partsindlæg fra mit gennemsnitlige liv i stedet for at rykke hele festen hen i mere filtrerede og lidt mere happening-ekskluderende rammer. Ik’?

Således efterlades alle glade, og jeg kan gå videre med at fortælle, at jeg er syg. Og hjemmearbejdende på noget, der vist løber op i 1.000e uge, jeg er holdt op med at tælle. På mange måde ikke sådan superunderligt, at jeg føler mig lidt hægtet af verden. Ved siden af mig selv og hele tiden i småtvivl om mine relationer, føler mig for meget og for lidt og i hvert fald ikke tilpas. Omnipræsente Instagram fortæller mig, at jeg sikkert har et ongoing angstanfald, men måske man heller ikke skal undervurdere åbne kontorlandskabers betydning for det mentale helbred. Om ikke andet, så bare det, at man hver dag kan lægge dem bag sig.

Nevertheless, i dag er planen at arbejde fra sofaen, være rar ved mig selv, drikke en masse kvædete og se Above us only sky på DR. Jeg har et evigt blødt punkt for John Lennon, det dumme svin.

13 tanker om “No hell below us

  1. Tak Mie! Jeg er en af dine stille følgere, men derfor sætter jeg stadig kæmpe meget pris på dine skarpe skriv – som jeg er glad for at beholde her på siden, da jeg selv forsat forsøger at holde mig fra tidsrøveren over dem alle (selvom det vist gør mig håbløst umoderne, og jeg indimellem føler mig totalt uden for fællesskabet). Så altså – bare tak for at du bliver her 😉

  2. Også en stille læser her, der sætter pris på du fortsætter med at dedikere en hel hjemmeside til madplaner og andet godt.

  3. Åh, bliv på bloggen, please! Vi er stadig nogle (få?), der hellere vil læse en skør/sjov/alvorlig/reflekterende/younameit tekst end ustandseligt se på (fuldstændig ligegyldige) billeder. Bliv ved! Bliv ved!

  4. Endnu en (sædvanligvis) stille læser, som virkelig nyder dine ord. Så meget at jeg bogmærker dem, screen dumper dem og sender dem til min søster og mine veninder. Bliv ved med at skrive, please – også selv om det er sporadisk.

  5. Melder mig i koret over de, der sætter pris på ord-på-blog. Instagram er fint, men det er noget andet, noget hurtigere og sætter ikke samme spor i hjernen.

  6. Jeg deler din afsky for at skulle sælge sin sjæl til diverse sociale medier for at være med i klubben, så jeg er så glad for, at du bliver her på bloggen, også selvom det åbenbart er blevet gammeldags. Det var nyt og spændende i min ungdom (mimre).

  7. Jeg popper forbi fra tid til anden, misser aldrig et indlæg, og jeg vil meget gerne blive ved med at læse her fremfor Instagram. Sådan sagt lidt på bagkant….
    Og så nailer du den i øvrigt totalt mht. hjemmearbejdslivet. I tvivl om relationer, for lidt, for meget and all that jazz. Sidder og læser lidt om MBTI profiler og karantæne, og forstår da lidt bedre, hvorfor jeg som ENFP er sådan cirka ved at dø over tanken om endnu en dag på hjemmekontoret/soveværelset. Og at det at være på et næsten tomt kontor heller ikke hjælper. I need people. Nå, men i det mindste får jeg da redt seng hver dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s