Endnu en update

(Ja, undskyld, der kæmpes stadig lidt med at finde en ny og bedre skriverytme her i 2019… Og så livet, ya know…)

Sidste uge gik med sygdom og mere sygdom (tror, vi har haft tre forskellige infektioner indendørs på tre uger, det er vist lidt af en familierekord) samt Sønbergs 10-års fødselsdag i tre akter. Og det er ikke fordi, jeg har en masochistisk side eller ikke lagde mærke til den begyndende sitren i kroppen (er der stadig) eller søvnløsheden (er væk igen), men man skal jo for fanden fejres på sin fødselsdag, familien skal også have lov at komme til lagkage i weekenden, og for første gang i 10 år havde det ellers ret tilbageholdende barn ønsket sig sin helt egen klassefødselsdag, og den skulle han altså også have. Og vupti, så ligger der lynhurtigt 3 x fejring til frit aftag.

Klassen kom til fødselsdagsboller og fri leg i foreningens fælleslokaler på dagen, og det var både en god og dårlig beslutning – dårlig, fordi det var liiidt pres at skulle køre 2/3 af festlighederne af på samme dag, og god, fordi så var det fucking overstået! Som min far bemærkede, da han ringede om aftenen: ”Hvis man gerne vil opleve, HVOR relativ tid kan være, skal man bare invitere til børnefødselsdag. Der findes ingen langsommere tid i universet, end når man har skudt alle legene af, og der stadig er to timer til, de bliver hentet”.

Nå, men alle hyggede sig vist, fødselaren havde en god dag, og om aftenen kom yndlingsmosteren til sushi (det blev et stort fedt ja til Sønnekes ønske om dyr takeaway, bare jeg ikke skulle tilbringe et minut mere i køkkenet – havde bagt boller hele formiddagen samt i sidste øjeblik smækket den cheesecake sammen, der egentlig først var blevet ønsket og nægtet, men da barnet om morgenen med bævrende underlæbe konstaterede, at næsten halvdelen af de inviterede lå syge/var taget på tidlig vinterferie, og fire ekstra sygemeldinger dernæst tikkede ind i løbet af formiddagen, besluttede moren, at det i hvert fald ikke skulle komme an på den fucking cheesecake – faktisk var jeg halvvejs på vej ud for at leje Tivoli).

 

“Der kan sagtens være dobbelt portion i røremaskinen. Sagtens.”

 

Fredag aften tilbragte jeg så med et lagkagefyld, der skilte (hvilket efterhånden er fast tradition til mit ældste barns fødselsdag – hans lagkage er min stupiditets Groundhog Day), en svigermor netop hjemvendt fra Australien og en mand, der var væk, fordi han skulle arbejde. Så klokken 22.23, da jeg stod med grynet flødeskum, værkende ryg og opvask over hele køkkenet, lunede jeg mig lige så stille ved tanken om, at bare et forkert ord fra min ægtefælle den følgende dag – bare ét – og jeg ville lave en scene, der var en Tarantino-film værdig. Menaltså, det til trods blev Sønberg-fødselsdag 2.0 en hyggelig affære, rundet fint af med søskende og svigerinde, der spillede spil med mine børn, mens jeg sad med et glas hvidvin og nuttede min lille nevø.

Og NU, mine damer og herrer, sker der det, at i morgen tager familien Hakkebøf til Spanien! (Indsæt selv pludselig & umotiveret flamenco-fanfare). Jeg var nemlig så skideklog helt tilbage i oktober at booke fjerne slægtninges feriehus samt tjekke Norwegian for billige billetter nogenlunde inden for rammerne af skolernes vinterferie – og lo and behold: de fandtes. Egentlig har vi ikke rigtig et feriebudget i år – der står kolonihave på både regninger og destinationsplan – men de 6500 kr, det samlet løb op i for en uges ferie for os alle fem, vurderede jeg i min egenskab af økonomichef, at vi godt kunne undvære for lidt sol i februar. Så af hjertet tak, Fortids-Mie, du er seriøst den bedste! Nej, virkelig. Det er er du altså. Virkelig.

Og det allerbedste er, at børnene har glædet sig i månedsvis. Kombinationen af både at skulle udenlands og skulle flyve, er tydeligvis det mest eksotiske, der er sket i mands minde, og for at det ikke skal være løgn, ønskede og fik de to mindste sig et sæt rullekufferter i julegave… Som i løbet af dagen er blevet proppet med alt fra legeværktøj til enhjørningeheldragter. (”Øv, min ukulele kan ikke være der!” ”Hvad hvis der ikke er plads til mit tøj, mor?”) Det bliver næppe poolvejr, men huset har et badekar, og som sagt: alt for lidt mere sol, ing? Og lidt vino tinto, lidt palmer og lidt middelhavsluft. Aaahh…

P.S. Og så har jeg jo helt glemt at treate verden med en 10-year challenge:

 

Tænk bare, at det lille paradistræ i øverste venstre hjørne nu er en stor gulvplante!… (Og nårhja – den skaldede type med den store næse er en meget ny Sønneke (som i øvrigt er et kønt barn den dag i dag!) og den uglede type med den store næse er mig. Lige fyldt 26, temmelig søvnberøvet og sådan rimelig skræmt fra vid og sans – kan vi lige sende hende en tidsforskudt krammer?)

 

Reklamer

Det, der skete, var…

…at det egentlig aldrig var planen, at der skulle gå over en måned, uden jeg skrev noget. Det SKETE lissom bare. Fordi noget med nytår, som var smadderfin hos venner lige om hjørnet, børnene hyggede sig, og vi kom i seng ved firetiden, og 1. januar stenede vi alle fem for hårdt og spiste frostpomfritter i sofaen og så fjernsyn hele dagen, og SÅ skulle jeg pludselig på arbejde, og jeg havde travlt, og broen var oppe, og min veninde skulle have hjælp til en flytning, og så skulle der jo ordnes lejlighed inden min fødselsdag, hvilket jeg egentlig HAVDE sagt til mig selv var lidt noget pjat, men samtidig var jeg også ret træt af de der badeværelser, vi aldrig havde fået fikset, dvs. de der to smadrede københavnertoiletter, som SKULLE have været lavet til et regulært badeværelse med bruseniche, inden vi flyttede ind i lejligheden sidste december, men som aldrig blev det, fordi københavnske håndværkere er nogle troløse, pengeoptrækkende bæster, og vi i øvrigt var for sent ude, men derfor blev der heller aldrig gjort noget ved dem, mens vi malede og spartlede og brød vægge ned (i omvendt rækkefølge) i resten af lejligheden, og nu stod de så stadig der, et år efter indflytning, og trekvart år efter, vi HAVDE besluttet at spare de der 170.000, vi alligevel ikke havde, og i stedet bare selv fikse dem lidt op, og var STADIG ikke fikset op, men henholdsvis (snavset) babyblåt savsmuldstapet og (snavset) beige glasvæv at se på, og hele køkken-alrum-gangen var også bare alt, ALT for hvid, og det havde irriteret mig siden første aften, vi var flyttet ind, så en dag gik jeg bare ned og købte maling og gik i gang, og manden blev lynhurtigt grebet af stemningen, og så fik vi faktisk malet loftet i gangen mørkt og gjort toilet og bad præsentable (og måtte samtidig sande, at det uforvarende lykkedes os at lave en 1:1 kopi af samtlige københavnske restauranttoiletter, hele det der smadret-terazzo-sort-toiletbræt-spejl-i-ramme-og-duftpinde har åbenbart lagret sig dybt i vores bevidsthed, hvad fanden sker der lige for det?) samt oprettet den obligatoriske mørkeblå væg i vores køkken (som har været the shit i nok år til, at den nok bliver umoderne lige om lidt), og SÅ var vi klar til min fødselsdag, for det skulle også passes, og jeg var skideklog og bestilte bare pizzaer den mandag, familien kom, og min far var der også, og min mor og hendes kæreste og alle mine søskende og deres kærester, og min fine nye nevø, og det var stille og roligt og skidehyggeligt, og jeg tog det ret pænt at blive 36, og om lørdagen blev børnos sendt væk, og vennerne kom, og det var IHVERTFALD skidehyggeligt, og jeg havde stribet kjole og guldsko på og blev, som lovet, megafuld, og vi drak 17 flasker vin, og jeg dansede med sidste veninde på skansen til Boney M kl halv fem om morgenen og vågnede næste dag og kastede op i et par timer, og samme dag fik ene datter høj feber og lå syg det meste af ugen, og så gik der pludselig halvanden uge mere, og nu skal vi til at planlægge Sønnekes 10-års fødselsdag.

Og det var vist cirka det, der skete.

 

Maleprojekt forklædt som seriemorderscene

 

Hvis det her ikke bare skriger 3 retter for 295,- (+ 75,- for ost), så ved jeg ikke hvad. Bemærk også Mucha-plakaten. He’s so hot right now.

 

Væggen, vi sikkert vil hade, før næste årti er omme. Men lige nu er den fab.

 

Et lille vue over fødselsdagsindkøb. Bemærk blomster/planter – syntes  pludselig, jeg havde nået den alder, hvor man i det mindste prøver på at pynte et middagsbord.

 

…dog stadig ikke den alder, hvor man ejer en ordentlig dug.

 

I virkeligheden er min fødder ret store og mine lægge freakishly tynde. Hvordan klarer profbloggere det der med vidvinkel?

 

The Christmas Edition

Vi er på juleferie i Jylland. Scenen er sat.

 

23. december, om eftermiddagen:

Mig: “Der er et ord, jeg ikke kan komme på.”

Manden: “Mhm?”

Mig: “Det er lidt ligesom økuller, det beskriver den der følelse, når man er begrænset på lidt plads, og man bliver sådan småtosset. Som i ubåde. Eller rumstationer.”

Manden: “Klaustrofobi?”

Mig: “Nej, det er ikke det, det er mere noget med at være fanget…”

Manden: “Når man er bange for det udenom en, fx under en havoverflade? Det er også en eller anden fobi… Hvad er det nu, den hedder…”

Mig: “Nej, det er noget, der beskriver den specifikke situation, hvor man bliver skør af at være mange mennesker på lidt plads… ‘Ubådskuller’? Nej…”

 

24. december, midt på dagen:

Mig: “Jeg kan STADIG ikke komme på det der ord. Og det er IKKE økuller…”

Manden: “Thalassofobi? Det var det, jeg tænkte på i går?”

Mig: “Nej, det er uformelt, det er ikke et medicinsk udtryk, og det er ikke en fobi. Det er sammensat af to dagligdags ord… og det første ord beskriver lokationen eller rummet, og så bliver man mærkelig af det… ‘Rumsyge’? Nej, det er det overhovedet ikke. Måske findes ordet slet ikke? Måske tror jeg bare, det findes?”

 

25. december, om morgenen:

Mig: “NU ved jeg det! Det er Cabin fever!”

 

…How sick?/ So sick that you can suck my…

Sidste uges ræs mod ferien, er begyndt at sidde med hiphop i ørene, mens jeg arbejder. For det første giver det mig en vidunderlig utilnærmelig attitude i det åbne kontorlandskab, for det andet giver det mig muligheden for at mumlebande rimede vulgariteter, når min chef bemærker, at det da er for latterligt stadig at høre Method Man.

Tre julefrokoster, en fødselsdag, juletræ, julebag, nissebesøg og den obligatoriske tvangsfremvisning af Muppets Juleeventyr er vel overstået; forude venter en sidste fødselsdag og fire dage i Jylland. Familiekomsammener er aftalt, nytår er planlagt, og alle gaver har været klaret siden d. 10. Jeg er en gylden gud, jeg er firbenkongen, jeg kan gøre hvadsomhelst – og jeg kom muligvis til at blære mig med min komplet afkrydsede huskeliste på Instagram i går. Beklager. Så ikke så meget julestress her.

Bare mørke og træthed og arbejdslede… Synes, det plejer at være kulden, der går mig mest på, men i år har jeg det, som om jeg lever i et gravkammer. Det er jo for fanden ikke engang lyst i dagtimerne?! Som kompensation har jeg bevilget mig selv bussen til og fra arbejde i denne uge, som en anden sidste dages uhellig sidder jeg der bag ruden med min bog, gemt væk fra den friske cykelluft. Polstrer min sjæl med Viktor Klemperer og alle de nemme pastaretter og løstsiddende godter, vi for tiden kører med derhjemme, og fortæller mig selv, at ferien er nær. Mine jeans strammer, men min ånd er redebon. Og forholdsvis grim i munden.

 

 

I øvrigt…

…fik jeg forleden melodien til Luna Mezzo Mare på hjernen. Til den undrende læser kan jeg oplyse, at det er den sang, fru Corleone bliver hevet op på scenen for at synge med på under brylluppet i starten af Godfather. Jeg blev pludselig besat af at finde ud af, hvad sangen hed, hvordan teksten lød, hvad den handlede om (på gestikken i filmen er det rimelig nemt at udlede, at det er noget sjofelt) og dernæst at finde den på iTunes og høre den igen og igen. Gæt selv, om den var nemmere at ryste af hovedet efter den seance…*nynner henført* ”Che la luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

…har jeg omsider opdaget uldundertrøjer. Menneskehedens største opfindelse, på lige fod med ilden, hjulet og smeltet ost, og alligevel skulle jeg blive 35, før jeg overgav mig til det underliggende lag merino. Men sweet mother of all good, hvor er det dog vidunderligt ikke at fryse hele tiden – i sit helt almindelige tøj. Hvis du læser med, Julemand, så ønsker jeg mig 2 til af de gode fra Føtex (priserne på den slags isolerende vintergodter er jo til gengæld horrible!)

…er der noget ved konceptet goodie bags, der altid har irriteret mig, og jeg tror, jeg omsider har fundet ud af hvad. For det første falder det ind under den der underlige femi-infantilisme, hvor voksne kvinder forventes at begejstres over Kinder-chokolade, ting med enhjørninge og små godteposer. Og så er der det andet: jeg prøver hårdnakket at lære mine børn, at man godt kan gøre noget (handle i Netto, gå en tur, tage på museum) uden nødvendigvis samtidig at skulle have noget (snackpølse, en is, alt fra museumsbutikken), så hvorfor fanden kan kvinder i den arbejdsdygtige alder så ikke gå til et hvilket som helst event inden for mode- magasin- og bloggerbranchen uden pinedød at skulle have noget?

…er jeg i gang med at oppe mit julegame. Hvis alt går efter planen, så kan alle gaver være bestilt og alle familieaftaler fastlagt, når vi når starten af december, og jeg vil dermed have nedskaleret 2 af de største stressfaktorer: gaveplanlægning og -indkøb samt hvem-hvad-hvor-leg i anden halvdel af december, hvor vi altid ender med at skuffe nogen, når energien er opbrugt. Men i år kan folk få lov at møde deres eventuelle skuffelse up front, og jeg har en – måske optimistisk – plan om at samle familien herhjemme til en pizza- og hyggedag, og så skal jeg forhåbentlig ikke have andet i hovedet i december end en enkelt luciabolledej. Det kan jeg godt overskue.

…kunne nogen måske tænke ”Men hvad med juleaften? Hvordan planlægger I den?” Til det kan jeg kun svare med en høj skoggerlatter: HAHAHAHAHA! Som om det var noget, vi selv bestemte?! Nejnejnej, juleaften har lige siden Sønnekes tilkomst tilhørt min mor og svigermor på skift i en benhård opdeling, der ikke lader Jaltakonferencen noget efter, og jeg nærer ingen naive forestillinger om nogen som helst form for medbestemmelse på den front. Bedstemødrene er glade, børnene er glade, og det er det vigtigste (og det mener jeg faktisk). Så må den evigt klemte midtergeneration bare tage sig et ekstra glas portvin og lune sig ved tanken om, at resten af december tilhører os selv.

“Che la Luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

Og så til fyret!

For seks år siden skrev jeg det her indlæg. Om ikke at have et kontor, eller bare sit eget skrivebord i et rum, hvor døren kunne lukkes.

For halvandet år siden tog jeg det her billede af mit skrivebord i vores gamle lejlighed, hvor vi omsider havde fået et soveværelse med plads til den slags:

 

Vægtæppet er fra Irak og vasketøjet fra i forgårs”.

 

Information kørte nemlig sådan en ’min arbejdsplads’-føljeton med billede af diverse forfatteres skrivebord sammen med deres tanker om både det og arbejdsprocessen med at skrive. Som jeg husker det, indgik der ofte en porcelænsfigur og/eller noget arvet, og Kirsten Thorup fremviste et stort spisebord dækket af rod, bless her. Med vanlig sarkastisk tilgang til livet planlagde jeg derfor et indlæg om mit skrivebord, der primært blev brugt som afsætning for rod og vasketøj, men knap så meget til skrivearbejde. Ironisk nok fik jeg selvfølgelig aldrig skrevet den tekst. Apatien, gudinde, besyng!

Endte faktisk med at være så træt af lige det skrivebord (selvom det strengt taget ikke kunne gøre for, at jeg er et drys), at det fluks røg videre ud i verden, da vi flyttede. I stedet havde jeg min oldefars hjemmebyggede køkken-spisebord, der ikke var plads til nogen steder, og efter en hurtig tur med stiksaven passede det lige ind i fjerneste hjørne i vores nye soveværelse. I passende afstand af både vasketøj og mandens rod. Til gengæld passede højden af h. til, da det primært er tænkt som et arbejdsbord, og ingen normale stole bringer en højt nok op til en behagelig skriveposition. Min gode Kai Kristiansen-stol måtte vige pladsen, og i stedet brugte jeg en af ungernes gamle Tripp Trapp-stole, i dens egenskab af justerbar. Der er ikke nogen grund til at ofre penge på en ny stol, tænkte jeg. Og sad stadig ad helvede til.

Men for nylig fik jeg et indspark til at tage mig selv og det, jeg har lyst til at lave, alvorligt. Ikke at jeg sådan gik fra 0-100 samme dag, det ville være jævnt meget out of character, men jeg gik hjem og kastede et kritisk blik på mit nye skrivebord i vores nye lejlighed med masser af nyt rod ovenpå. Og en stol, jeg ikke sad ordentligt i.

To dage senere gik jeg på dba.dk og fandt den ene IKEA-kontorstol i verden, der ikke er en æstetisk lidelse, og som jeg længe har kigget på. Treatede også mig selv med et lammeskind at lægge over (mens jeg diskuterede med mig selv, hvordan jeg egentlig havde det med døde dyr i indretningen, men kom frem til, at det jo var værre, hvis det var omkommet forgæves, nu da dets jordiske rester tydeligvis var uønsket af første køber – efterrationalisering FTW).

Bagefter gik jeg på Amazon og bestilte det prætentiøse litterat-krus, jeg har ønsket mig, siden jeg delte kontorplads med Store Bamse – i alle de mellemliggende år, har jeg gået og forestillet mig, hvordan det lissom kunne hjælpe mig med at skabe et mentalt skriverum. Det kostede 130 kr. inklusive fragt, og lige pludselig virkede det helt åndssvagt, at jeg ikke havde købt det noget før. Men igen, jeg følte nok bare, at det var lidt noget pjat, at jeg er Steen, der putter sin elendige flagermus-opgave i et professionelt plasticomslag for at virke dygtig. I sidste ende får man udrettet noget ved at gøre det, ikke ved at indrette hjemmekontor.

Men med det sagt, så føles det faktisk godt at tage sig selv alvorligt. Og selv Virginia Woolf startede vel der.

 

Målet er inden for rækkevidde – bemærk den arvede porcelænsfigur i baggrunden.