Where trouble melts like lemon drops …

Min ene datters hedeste ønske sidste jul var en ukulele. (Hendes andet store ønske var et par overalls, og hvis man lige ser bort fra eventuelle Deliverance-associationer, er det så ikke bare den allernuttedeste kombi, I nogensinde har hørt om? Forældrene dør i hvert fald jævnligt over det).

Og efter at have taget sol, måne og en fast besluttet 7-årig i ed, har vi nu også købt os til spilletimer. Så for tiden siger det plink-plink-plonk i køkkenet, og der bliver øvet A’er og C’er og talt til 4 om og om igen.

Selv hendes far er blevet grebet af musikalitet, tiltusker sig ukulelen, så snart nogen kigger væk, og småbander over, at han har for store fingre til at lave akkorderne rigtigt. Jeg påpeger, at hvis ham den hawaiianske musiker på 350 kg kunne ramme strengene på en ukulele rent, så burde han også kunne.

(Men tænker, at vi nok alligevel er nødt til at anskaffe os en brugt guitar, så barnet kan have sit instrument i fred, og vi alle kan kumbayae den derudad, som det sig hør og bør på Nørrebro).

Den berømte ukulelespiller hed i øvrigt Israel Kamakawiwo’ole, og hans smukke, smukke cover af (Somewhere) over the rainbow er god at vågne til på de dumme mørke oktobermorgener, der er så rigelige for tiden.

Reklamer

Kender du typen?

Jeg har brugt det meste af september på at tage tilløb til vinternedtrykthed, og nu ser det omsider ud til at lykkes for mig. Udsigten er temmelig grå herfra, og jeg bygger hule derhjemme for at overleve, forbereder mit vinterhi.

Køber stedsegrønt til altanen og planlægger at male gangen. I en mørk farve, jeg bygger en livmoder til mig selv. Trawler dba.dk for billige boligfund, der skal helt klart flere lamper op. Har anskaffet en brugt bænk til spisebordet, fordi vi alle ved, at det er SÅ hyggeligt og faktisk synonymt med en god barndom at have en bænk i køkkenet. Hvor man kan sidde om eftermiddagen og drikke te og lave lektier og fortælle sin mor om sin dag. Eller sidde og spille et af de spil, vi har i den store skænk, der var et must, dengang vi flyttede ind, fordi en skænk i køkkenet fyldt med modellervoks og brætspil også er udslagsgivende for den gode barndom. Og så har jeg lige fundet sådan en kludetæppe-løber til gulvet, så der er lidt mere blødt og rart, og jeg ville ønske, der også var plads til en lille sofa (det er der så ikke, fordi god barndom-skænk, og man kan jo ikke få det hele). Så man rigtig kunne ligge og læse herude.

Hvis nogen i øvrigt finder en overskudsmor med hang til brætspil og eftermiddagste i nogle af de samme 70’er-rodekasser, hvorfra jeg får mine indretningsideer, må de endelig sige til. Kunne godt bruge hende lidt herhjemme.

 

It really ties the room together.

 

I øvrigt …

… er jeg alene på skansen til sent torsdag, da manden er på den årlige lejrtur – selvom den slags næsten ikke er værd at nævne, nu hvor alle børn på matriklen er i skolealderen. Men derfor kan man jo stadig godt have en slagplan. Som fx at se Toy Story 1-3, ommøblere hjemmet efter eget hoved og have alle klar 07.50 hver morgen. Det går i den rigtige retning med det hele, kan jeg tilføje.

… tænker jeg, der bør oprettes en øjeblikkelig skueret med efterfølgende livstidsdomme til de ansatte på mine børns skole, der i en og samme håndbevægelse har placeret 1. klasse-elevernes garderobe i kælderen og deres klasselokale på 3. sal. Og nej, det er på ingen måde for hårdt. Er man ikke del af løsningen, er man en del af problemet. Hver. Fucking. Morgen.

… er det muligvis navnesammenfaldet, der påvirker mig, men var Blaks skideirriterende Nede Mette ikke bare en opdateret version af MC Einars skideirriterende Mette Medium? Komplet med slutshaming-tema og almen nedrakning af ordinære piger, der ”vil for meget” … Pfh, siger jeg bare, subtil misogyni er so last millennium.

… fik vi i sidste uge afslag på at låne penge i lejligheden til at bygge til i vores kolonihave. Jeg er med på, at det er et førsteverdensproblem for friværdisvin, men det var sgu alligevel lidt et slag. Til gengæld satte rådgiveren helt sikkert pris på vores så-må-vi-jo-røve-en-bank-joke – og alles smil stivnede lidt, da jeg tilføjede, at jeg allerede havde affotograferet omgivelserne på vejen til mødelokalet.

… begynder det under alle omstændigheder snart at blive småtræls ikke at have nogen soveværelser derude, så hvis nogen kender en, der kan hjælpe med at bygge 15 m2 anneks på punktfundament for cirka halvdelen af, hvad alle andre skal have, så sig endelig til?… Alternativt modtager jeg også gerne et blåtryk over nærmeste bank. De der slørede iPhone-billeder er alligevel ikke meget værd.

 

Madplaner i retrospekt, uge 33 & 34

Den er muligvis hverken sexet eller sindsoprivende, men den retrospektive udstilling af mine madplaner er hermed tilbage fra ferie.

Mandag: Lasagne. Havde et helt fad tilovers fra middagsgæster lørdag, så det var dejligt nemt bare at smide i ovnen.

Tirsdag: Speltotto med bacon, squash, salvie og ærter. Egentlig skulle vi have noget blandede rester fra ugen før, men jeg var til bisættelse samme dag, og efter sådan en omgang har man det med ikke at ville spilde livet på restemad, men spise godt og åbne en flaske rødvin. Så det gjorde vi – og det smagte virkelig godt. (Salvie er forresten en ganske vidunderlig (og hårdfør!) urt, som jeg kun kan anbefale, at man anskaffe sig en krukke af; den er især godt til at give vegetarretter lidt ekstra).

Onsdag: Min dødsangst normaliserede sig, og rester kom på bordet. Ungerne fik blandet italiensk landhandel med salat til, de voksne spiste rester af blomkålscurry med pappadums fra skuffedybet.

Torsdag: Rugbrød med diverse pålæg og grønt til.

Fredag: Bahn Xeo med bønnespirer og rejer og masser af grønt.

Weekenden er simpelthen en tåge … Jeg kan hverken huske, hvad vi fik, eller hvad vi lavede … Så hurtigt videre til:

Mandag: Et økonomitjek tydeliggjorde, at vi ikke skulle bruge flere penge resten af måneden. Faktisk skulle vi helst tjene nogle ekstra. Så menuen stod på surprise-ret fra fryseren, der i optøet tilstand viste sig at være noget kyllingeret med kikærter. Vi fik ris til, og det smagte ret godt.

Tirsdag: Endnu en tur i fryser-lotteriet; vi hev en lykkepose med frikadeller op og fik kartofler og stuvede grøntsager til.

Onsdag: I den gode økonomis tjeneste havde jeg lagt (tilbuds)bønner i blød til at lave bønnedeller af og planlagt at servere dem med noget aloo gobi, da jeg havde lidt kokosmælk, kartofler og spinat, der skulle bruges. Lang historie kort, bønnerne var håbløse, og min fars blev komplet mislykket. Var alene med børnene, klokken nærmede sig 18, og jeg overvejede kraftigt at ringe efter pizza i stedet, men NEJ! – der skulle jo spares! Så jeg gjorde et desperat forsøg på at skrabe farstragedien af panden og give den lidt mere æg og noget mel og prøvede igen at stege deller med præcis lige så horribelt et resultat. Og så var det, at jeg kylede hele lortet i skraldespanden og spurgte ungerne, om de kunne tænke sig at få frysepizza til aftensmad? Det kunne de sjovt nok godt, så det blev fire af Aldis til 15 kr. stykket, og alle var meget glade.

Torsdag: Tomatsuppe med feta. Kom en enkelt dl linser i for ekstra fylde, eller ikke så meget at tilføje.

Fredag: Hverdagen er tilbage, og det samme er min ven i nøden, fredagspastaen. Irma var så venlige at have deres friske tortellini med spinat og ricotta på tilbud, så dem fik vi med salviesmør og en salat til.

Lørdag: Vi holdt omsider en ordentlig havefest til at indvie vores kolonihave, og med bespisning af 30-40 mennesker stod menuen på noget så eksotisk som hotdogs.

Søndag: Der var selvfølgelig pølser i overskud, så vi fik hotdogs igen, og manden og jeg masseproducerede pølsehorn til fryseren. Waste not, want not!

Det var det – fortsættelse følger.

Filmtip: Tidlig Tarantino

Quentin Tarantino er the shizzle i disse dage med sin måske/måske ikke sidste film i biograferne (som jeg skal ind at se i næste uge, og jeg VIL INTET VIDE, tak!), Information kører artikelserie, Cinemateket kører temafremvisninger, og jeg imødeser nok engang den eksistentielle udfordring, alle prætentiøse typer facer, når den interesse, der engang var deres go-to-identitetsmarkør, bliver allemandseje.

For Tarantino har seføli været the shizzle nærmest altid, men jeg har altså elsket ham endnu længere! I hvert fald længere end dig. I hvert fald siden 1990’erne, hvor jeg kunne hele Pulp Fiction udenad (kan jeg vist stadig) og syntes, han var den rene filmiske Messias; som hvis Orson Welles var blevet genfødt i en postmoderne version – 12 år før, han rent faktisk døde.

Anywho.

Reservoir Dogs, Pulp Fiction, Kill Bill 1-2, Death Proof, Inglorious Basterds, jeg har elsket dem alle højt. Jackie Brown var jeg aldrig specielt vild med, og første gang jeg så Django Unchained, stod jeg helt af (nævnt her, faktisk). Anden gang kunne jeg på en eller anden måde bedre med den, men den slukkede alligevel på forhånd min lyst til at se Hateful Eight. Så virker Once Upon a Time in Hollywood mere som min kop te (alene det at lave en titelpastiche, der for længst er blevet en kliche i egen kraft, er der næppe andre end Tarantino, der kan gøre med æren i behold).

Men skal man nu rigtig lege popkulturel connaisseur, så er her to undervurderede favoritter fra bagkataloget, som jeg vil anbefale, hvis ikke man har set dem (egentlig også hvis man har, det slår i hvert fald at surfe beslutningslammet rundt på Netflix):

True Romance (1993) – Ååååhåhåh, hvor var jeg forelsket i Christian Slater og for den sags skyld Patricia Arquette. Og i de to sammen, som alletiders star-crossed lovers på flugt i en lyserød cadillac. I det hele taget er castet genialt: Gary Oldman spiller superklam alfons, Christopher Walken og Dennis Hopper har en helt uforlignelig dialogscene, og Brad Pitt kan ses i en lille birolle som verdens skæveste roomie. Tony Scott har instrueret (jeg er typen, der altid smider en the lesser known brother-joke ved navnesammenfald, og i dette tilfælde er han jo rent faktisk the lesser known brother – må han hvile i fred …), og den ville helt sikkert have været federe, hvis Tarantino selv havde gidet, men den er stadig god. Det er noget af det tidligste, han har skrevet, og man kan mærke hjerteblodet: Clarence-figuren er ham selv som ung, og Alabama er den pige, han brændende ønskede sig.

From Dusk till Dawn (1996) – Der er dømt super-b-film her, som der nu engang er, når Robert Rodriguez og Tarantino samarbejder. Tarantinos første betalte manuskriptjob, instrueret af manden bag Desperado; det skal være hyperkitschet, og det er det også. George Clooney er sej, Tarantino er klam, Harvey Keitel er underligt overspillet på den underspillede måde, Salma Hayek er hot, og Juliette Lewis er evigt elskelig. Kan man se den uden at vide noget om handlingen først, fungerer den bedst, men jeg har efterhånden set den virkelig mange gange (skrev opgave om den første år på universitetet og var plaget af nogle temmelig syrede mareridt undervejs) og synes alligevel, den er sjov. Uh, og så den der lækre, mexicanske solnedgangsstemning, den har; faktisk kan jeg stadig godt finde på at sætte soundtracket på … It’s a DAAARK night, dam-dam-dam-dam …

Og tilføj så endelig popcorn, a glass of beer og godt selskab for at opnå den helt rigtige stemning af Tarantinotilværelse; Big Kahuna-burgere og Red Apple-cigaretter må man i sagens natur tænke sig til.

NB: Der må påregnes en vis risiko for, at begge film vil virke forfærdelig 90’er-agtige på den dårlige måde, set med nutidens øjne. For nyligt lyttede jeg til Incubus for første gang i mange år, og det viste sig altså at være noget lort. Så jeg vil ikke 100 % garantere, at disse to perler har overlevet tidens tand, og jeg vil muligvis græmme mig over min anbefaling, når jeg genser dem. Men giv dem et forsøg alligevel!

 

De andres produktive liv

Jeg læste engang, at både Roberto Bolaño og Raymond Carver startede som lyrikere, men skiftede til prosa for at kunne forsørge deres familier. Hahaha, tænkte jeg, I should be so lucky.

I dag så jeg Dea Trier Mørch-udstillingen på Louisiana, hvor hun i en gammel foredragsoptagelse talte om, at livet med små børn fik hende til at skrive, for det var det, man kunne med børn, frem for andre udøvende kunstarter, der krævede, at man var andetsteds.

Jeg aner ikke, hvor de allesammen fik, hvor de allesammen får det fra.

Og så blev det også Bastilledag

Det er cirka halvanden måned siden, jeg droppede alt, hvad der lugter af madplan, cirka lige så lang tid siden, at jeg opgav at få læst avisen og holde noget, der ligner et budget. Bare spis, sov, arbejd og betal ved kasse 1 for alt, der kan lette tilværelsen en smule, har været mottoet det sidste stykke tid.

Vi fucking overlevede 4 fødselsdage på en uge, og indimellem var det også ret hyggeligt (selvom det holdt hårdt med den ene klassefødselsdag, hvor vi kun var husstandens voksne på skansen – men så har jeg da prøvet at stå med en hel 0. klasse, der hoppede i et springvand …)

Og jeg overlevede 4 dage på Roskilde, med en efterfølgende rekonvalescensperiode, der indtil videre har varet dobbelt så længe som festivalen (3 dage med søvn i halve døgn efterfulgt af ind til videre 5 dages sygdom). Der må næsten kunne opstilles en cost-benefit-analyse for den slags, men kan dog berolige med, at min forholdvis uimponerede ægtefælle er her endnu. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde haft uforklarlige blister i hele munden i ugerne op til skoleferien, så muligvis prøvede min krop også at fortælle mig noget, inden jeg overdøvede den med en cocktail af cigaretter og … cocktails. Summa summarum: sommerferien er her, og den var tiltrængt.

Vi driver den af i kolonihaven hele sommeren, kun afbrudt af en enkelt jyllandstur, og det passer mig så fint. Vejret passer godt til hjemmeferie, og vi får hele tiden mere skik på vores meget lille hus. (Er det i øvrigt ikke noget med, at det lissom tager lidt tid for en familie at komme helt på plads i ferien, sænke konfliktniveauet, få alle til at falde ned og børnene til at stoppe med at slås hvert. fucking. kvarter.? Skulle spørge for en ven).

Såeh, jeg skal have læst nogle bøger. Og skrevet nogetnoget. Og have malet mellemgangen, og vi skal have sat et solsejl op, og der var engang, jeg havde en plan om en hule i det store cyprestræ. Men en feriedag ad gangen. Det skulle nødig ende med flere mundblister.

Vive la France!

Et af de få (nogenlunde) brugbare billeder, jeg tog på Roskilde …