Duplospor i sneen – en LEGO-fotojulekrimiføljeton (5)

Så er vi igen klar med den sene julekalender – links til tidligere afsnit er jeg p.t. for træt til.

 

På planeten Gonzo havde situationen taget en dramatisk drejning…

 

Og i Den Lille By var alt stille. Selv fuglene sov længe. Muligvis i protest over den temmelig udsatte højde, en eller anden klaphat havde placeret deres hus i.

 

Men heldigvis for fuglene var hunden Otis optaget af andre ting. Fx hvorfor hans ejer først var kommet sent hjem med blod på tøjet og nu tilsyneladende slet ikke kom?

 

Reklamer

Duplospor i sneen – en LEGO-fotojulekrimiføljeton (4)

Det er jo en voksenkalender, så vi sender sent. Foregående afsnit læses her, her og her.

 

I Den Lille By stod Henriette Honningkjærs yndlingsstol tom. Hermod kiggede bedrøvet på den juledekoration, hun havde lavet, aftenen inden hun døde. Hun havde nu altid haft talent for den slags.

 

Også Godzilla havde fået sig en juledekoration. I det hele taget bar dens aflukke præg af, at den pludselig var  kommet til penge. Mange penge.

 

Hermod havde forsøgt at vende sine betragtninger med Heloise, men hun var omgående forduftet, da han forsøgte at tale med hende.

 

I virkeligheden burde hans største bekymring nok være de våben, der netop nu stod på planeten Gonzo og pegede direkte mod Den Lille By. Men den slags tanker var bogstavelig talt lysår borte.

 

Duplospor i sneen – en LEGO-fotojulekrimiføljeton (3)

3. afsnit er klar på falderebet, foregående afsnit findes her og her.

 

I en fjern galakse foregik noget halvhjertet og temmelig ubestemt. Og sandsynligvis temmelig irrelevant…

 

…men i mellemtiden i Den Lille By var Hermod Honningkjær begyndt at indsamle de første spor i jagten på sin søsters morder. Hvad betød fx den mystiske liste, der lå ved siden af liget?

 

…og hvorfra stammede fodsporene i sneen?

 

…var der en forbindelse til Heloises kælekanin, Godzilla? Og i så fald, hvilken? Hermod vidste, at nogen måtte ligge inde med de svar, han søgte.

 

…men han vidste ikke, at denne nogen i samme øjeblik sad i et hus ikke så langt væk og stirrede ind i pejsens flammer. Alene med sin viden.

 

Duplospor i sneen – en LEGO-fotojulekrimiføljeton (2)

Så er vi nået til 2. afsnit, 1. afsnit kan findes her.

 

I Den Lille By var alle chokerede over morgenens fund af den unge Henriette Honningkjærs maltrakterede lig.

 

…alle, måske lige bortset fra hendes søster, Heloise, som virkede overraskende upåvirket af det pludselige dødsfald.

 

…mens deres halvlillebror, Hermod, bag sit tapre og let stivnede smil var ødelagt af sorg. Det eneste, der holdt ham oppe, var tanken om at finde sin søsters morder.

 

…som måske, måske ikke, skulle findes i en galakse langt, langt borte.

2. december

Slight change of plans: decemberudfordringen bliver i stedet en hjemmebrygget julekalender. Ungernes 3 LEGO-kalendere linet op i køkkenet var for stor en fristelse, 2 blogindlæg om dagen bliver nok i overkanten for undertegnede, og ingen gider alligevel høre om min røvsyge hverdag hver dag. Vel? Godt.

Min nye udfordring er at lave kalenderafsnit ved at bruge de figurer eller genstande, der findes i dagens låger. En slags LEGO-blog-impro. Vi har en LEGO Friends, en LEGO City og en LEGO Star Wars, så det skal nok blive interessant.

Og dagens afsnit er klar lige om lidt.

Duplospor i sneen – en LEGO-fotojulekrimiføljeton (1)

Med en dags forsinkelse (det var det med den manglende second unit) præsenteres her den største mediebegivenhed siden Frygt og lede langs BRIO-banen (som i øvrigt stadig er uafsluttet på kultmåden): Duplospor i sneen  en LEGO-fotojulekrimiføljeton i 24 afsnit.Og her kommer første afsnit…

 

Det var den 1. december og alt åndede fred og ro i Den Lille By. I en menneskeforladt stue kørte et ensomt elektrisk tog, og udenfor dalede sneen stille ned. Den dalede på træer og lygtepæle, på fortove og stier…

 

…og på den døde kvindekrop i parken, som lå forvredet i den dybe sne. Et par gader væk stoppede det elektriske tog. Alt var tyst.

 

Imens, i en galakse langt, langt borte, landede et lille fartøj på en øde planet. Her var alt også tyst.

1. december

Jeg bagte vafler sent i går aftes, så vi kunne få dem til morgenmad. Og inden nogen kommer løbende med overskudsmærkaterne, må jeg understrege, at det her er ren kompensation i kardemommeklæder. Vi stresser, vi istandsætter, vi får konstant børnene passet. Vi er trætte, vi spiser frysepizzaer til aftensmad, vi pynter ikke op til jul før næste weekend, når vi er flyttet (inshallah). Og børnos skal passes i aften, for vi har 2 x arbejdsjulefrokost. Dårlig samvittighed igen – indsæt selv vafler.

Jeg trøster mig med, at de skal være sammen med bedstevenner fra skole og børnehave, lave juleguirlander og spise boller i karry (moren i familien er min nye gud), foruden julekalender og fredagsslik, det skal nok blive godt. Og imens i Bathulen overvejer jeg & mand alvorligt at droppe julefrokosterne til fordel for noget glasvæv og noget maling, nu hvor ungerne er vel afsat.

Ligner overhovedet ikke mig at undvære en fest, slet ikke en julefrokost, men jeg føler skæbnen true i form af en ufærdig lejlighed, og tanken om tømmermænd i morgen hjælper heller ikke. Desuden er jeg træt i min krop og mit hoved, har uren hud og er slet ikke festmateriale – det, der trak mest i aften, var alligevel tanken om at kunne hooke op med min bedre halvdel på en bar senere på aftenen. Det og så snaps, selvfølgelig.

Nå, hvis man nu bare kunne få malet lidt først og så komme senere… Vi får at se. December er i gang.