I øvrigt …

… er Camus’ Pesten en af de bøger, der bliver namedroppet i disse dage, og jeg kan kun anbefale, at man får den læst. Det er gonnok en del år siden, jeg selv har været der (da jeg var 22, og mit hoved (også dengang) næsten var for stort til min krop), og egentlig er epidemien jo et billede på fascismens indtog, men dens beskrivelse af et samfund i krise og personernes forskellige eksistentielle tilgang, er stadig on point.

laver Den Korte Radioavis for tiden Den Korte CoronAvis som podcast på spreaker.com. Had den eller lad være, den ligger til gratis afbenyttelse.

… er Oeconomia på CPH:DOX et must-see i disse krisetider. Seriøst. Se den. Gør det. Nu. Den handler om penge, kapitalisme, vores økonomiske system, og hvorfor vi alle er fucked. Og den giver en virkelig god baggrund til at forstå den økonomiske krise, der nok er på vej, i et helt andet perspektiv. I har til d. 5. april. Afsted med jer.

… skulle jeg apropos økonomiske systemer forleden forklare mine to 7-årige konceptet lige og ulige tal. Og lad os bare sige, at jeg næppe vinder nogen undervisningspriser på den konto. Den 11-åriges kommasætning og fugebogstaver i flerleddede komposita gik det lidt bedre med, uden at der ligefrem var stående klapsalver bagefter. Skomager, bliv ved din læst.

… har jeg bagt kardemommesnurrer for første gang i mit liv (vi kaldte det “Hjemkundskab” – alle vinder), og det var en stor succes. Ungerne klarede hele snurredelen, og resultatet blev meget vellykket, omend lidt udflydende. Jeg kan nu med stolthed i stemmen erklære os endegyldigt uafhængige af både Juno The Bakery og Sverige!

… skal vi huske opbakningen til alle dem derude, der holder samfundet i gang, mens andre er sendt hjem. Det vil sige ikke bare nu, hvor vi er alle er altansyngende facebook-helte for Vorherre, men også næste gang, der kommer overenkomstforhandlinger og strejkevarsler og lockout. Deres krav er sikkert ganske rimelige, deres løn- og arbejdsvilkår sikkert ikke.

 

ACF447BB-6959-4271-9505-E10E23F1CDBC

 

 

Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

Lockdown herhjemme går efterhånden fint.

Det er selvfølgelig stadig lidt op ad bakke at synkronisere hjemmearbejde og hjemmeskoling, men dagene går stille og roligt, de voksne arbejder på skift og på tværs af det hele, ungerne er rimelig samarbejdsvillige, og når de ikke er, så slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive vores nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose slik og en iPad i skravering). I går, da jeg var ene voksen på skansen, bestod eftermiddagens undervisning af Anders And-læsning og billedkunst, dvs. sidde og tegne efter billeder, vi fandt på nettet. Og så legede børnos to timer(!) i gården, mens jeg arbejdede, støvsugede og satte mig tilrette med avisen, og da de kom op ved femtiden, spillede de Minecraft, mens jeg læste, tog mig en øl, serverede en skål chips, og det endte med, vi spiste aftensmad foran fjernsynet klokken halv otte. Det var skønt.

For skal man finde noget positivt ved hele situationen, så er det, at vi pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har meget mere tid til rådighed, får hverken læst stakke af bøger eller lært mig selv at spille guitar (som man jo gør), for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal jo også laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store unschooling-udtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag 2. Men vi har tid. Sammen. Og jeg nyder det. 

… Og jeg sværger, ved alt der er mig helligt, det er sgu ikke for at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud. For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde tre børn i institutionsalderen. Det scenarie ville nok passe bedre ind på The Overlook Hotel. For det andet driver de mig sgu da også til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, jeg er ved at få galopperende spat ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis fordi, jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvalitid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få kæmmet, lyttet, leget, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt. Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for det afslappede moderskab herhjemme, kan jeg godt hilse og sige). De er fandme så søde, de børn, også når de ikke er det. 

Så hvad kan vi konkludere over al den kærlighed i coronaens tid? Jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

 

 

 

Dagens lockdown-tip: Se CPH:DOX hjemmefra

CPH:DOX skulle været startet nu her, men er selvfølgelig også lukket ned … Dog ikke helt! For i stedet bliver festivalen udbudt online, hvilket er alletiders mulighed for at lave sin helt egen hjemme-filmfestival og sikkert også få set flere film, end man ellers ville.

Man går bare ind på CPH:DOX’ hjemmeside og vælger en film under onlineprogrammet, dernæst “se film”, og så bliver man ledt hen på den platform, der viser filmene, og hvor man kan købe billetter til visning (man skal også lige registrere sig med et kodeord, det er hurtigt gjort). Og der er seriØST et fund at gøre her: En onlinevisning på et valgfrit tidspunkt i perioden 18.-29. marts koster kun 6 € pr. film – er man ligefrem flere voksne i husstanden, er det virkelig en billig tur i biografen. Desuden meget nemmere! Samtidig støtter man CPH:DOX, der på nuværende tidspunkt går en temmelig kedelig økonomi i møde, og ikke mindst alle de mennesker, der har brugt årevis på at lave filmene.

Herhjemme fik kombinationen af pris og tilgængelighed så meget krammet på mig, at jeg allerede har købt 9 visninger – hvilket er cirka 9 gange så mange film, som jeg plejer at få set. Og som opstartstip kan jeg afsløre, at det drejer sig om:

  • Songs of Repression (kender dem, der har lavet den, en lille smule, og historien om efterkommerne af en syg sekt i Chile lyder helt vanvittig!)
  • Oeconomia (forklaring af kapitalismen, den slags film er jeg en sucker for)
  • Kampen for Grønland (havde en underviser på overbygningen, der installerede mig med kronisk dårlig samvittighed over, at man som dansker slet ikke ved nok om grønlandske forhold – den her er for dig, Kirsten!)
  • A Colombian Family (FARC og familietraumer, det kan kun være spændende)
  • Meet the Censors (undersøgelse af censurens væsen gennem interviews med censuransvarlige i hele verden, der naturligvis alle mener, de handler i det godes tjeneste)
  • Crazy, not Insane (om en berømt kvindelig retpsykiaters forskning; seriemordere fucker mig seriøst op, så det var mest til ære for min bedre halvdel, og så må jeg se, om jeg holder til det)
  • Acasa, My Home (om en roma-familie, der i naturfredningens tegn flyttes fra deres hjem uden for Bukarest og ind til byen)
  • Bloody Nose, Empty Pockets (en døgn på et værtshus i Las Vegas – alene titlen er nok til, at jeg måtte se den)
  • Martha: A Picture Story (om en kvindelig fotograf, der har taget billeder af grafitti siden 70’erne og den dag i dag er et kultfænomen)

… Og der er meget mere at finde på hjemmesiden. Enjoy!!

ACFAF5D9-8114-40D0-A917-CE865B3A06E9

Kaptajnens logbog: Undtagelsestilstand

På mit arbejde begyndte de så småt at sende os hjem før den officielle corona-udmelding i går aftes, og jeg nåede da lige at se frem til et par ugers fredeligt hjemmearbejde … Indtil hjemsendelsen også gjaldt børnene.

Og nu er første dag i hjemmearbejde/-skolingens navn så gået, og selvom jeg på papiret godt kunne fantasere om en frit flyvende tilværelse, hvor børnene bare løber rundt herhjemme, jeg tjener styrtende på at tage filtrerede billeder af mig selv med en kop kaffe og friskfarvet læbestift, og vi allesammen samles om brætspil og bønnevafler (og filtrerede billeder af det også), må dagens konklusion være, at almindeligt lønarbejde ikke går skidegodt hånd i hånd med 3 børn hjemme. Sådan helt overordnet.

Men vi fik da spillet lidt, råbt lidt, handlet lidt (og hvad fuck sker der i øvrigt for, at gær forsvinder? Altså, hvorfor? Det er jo 1998 revisited! Findes der en hemmelig opskrift på zombieapokalypse-foccacia, jeg bare aldrig har hørt om, eller hvad? Hvad er hemmeligheden?! Sig deeet!!!), og her klokken 21.30 er jeg omsider ved at være færdig med dagens arbejde. Fra næste uge lukker min bedre halvdels arbejdsplads officielt ned (og godt for det, for han har i øvrigt astma), og så burde det hele gå lidt nemmere.

I morgens datenight er aflyst, samme er næste uges CPH:DOX-aftaler, en enkelt koncert og sikkert også den ferie, Sønberg skulle have været på med sin farmor. Og sådan er det; heldigvis skulle vi ikke noget vigtigt, alvorligt eller omkostningstungt, vi er ikke særligt udsatte, og vi har mulighed for at være hjemme med børnene.

Håber, I holder jer raske og oven vande derude.

Ironien

Når man efter en måneds tavshed omsider får sat sig ved computeren og begynder at samle til blogbunke …

… Og der samme aften melde om corona-undtagelsestilstand.

Man kan lissom ikke rigtig tillade sig at skrive om andet nu, vel?

Nå, men fortsættelse følger. Især hvis vi allesammen skal sidde hjemme de næste to uger.

6/2

I dag var typen, hvor jeg glemte min computer derhjemme og først kom i tanke om det, da jeg var mødt ind. Typen, der velsignede mig med stædigt murrende hovedpine fra morgen til aften.

Til gengæld var i dag også typen, hvor nogen blev 11, så alt andet betød ikke så meget. Og det kan aldrig blive helt skidt, når man starter morgenen med at imitere håndboldmålmand som det sidste af instrumenterne.

Desuden havde stjernebarnet bestilt Jægerschnitzel og Banana Split til aftensmad, og udsigten til den menu kan jo redde en igennem hvadsomhelst. (Da jeg kommenterede, at 80’erne vist havde ringet, sagde han i ramme alvor: “Jeg ville ønske, jeg var født i 80’erne. Det virker som om, der var så meget lækker mad!”)

Store, søde, fine dreng er han, ham min søn. Hvis I har nydt solen i dag, så husk at sende ham en tanke.

For den var helt sikkert hans fortjeneste.

 

And in case I forget to tell you later, I had a really good time

Pernille Stensgaard skrev for noget tid siden en artikel om tiden, der går, og hvordan tidens gang føles hurtigere og mere udflydende i voksenalderen, fordi man holder op med at opleve ting for første gang, og færre øjeblikke lagres i hukommelsen.

Og således er også de sidste par års jul begyndt at flyde ud for mig, for selv julen med børn *oh fred, oh fryd, oh nyfunden barnlig glæde* bliver den samme rummel, som tiden går. Mit bedste værn mod det, er det samme, som Stensgaard kom frem til: få øjeblikkene til at betyde noget, se med nye øjne, vriste flere oplevelser og minder ud af livet. At have fred og ro til at hygge, læse julehistorier og se film sammen, bage luciaboller, høre fucking Mariah Carey, strække december til sit yderste.

Og ja, den smuttede så i år. Sidste år blærede jeg mig på Instagram med en komplet afkrydset to do-liste halvvejs gennem december; i år var jeg notorisk bagud med alt. Selv luciabollerne lykkedes det mig at glemme lige til den fredag morgen, hvor to dybt ulykkelige 7-årige spurgte, hvor de dog var?!! (Inderst inde var jeg en lille smule glad for at have skabt en tradition, der faktisk betød noget – den utrøstelige gråd en halv time inden skolestart kunne vi alle godt have undværet).

Men job var røv, mand var stresset, jeg var flad. Med uduelighed malet henover. P.t. har jeg stadig et par nissegaver liggende ugivne hen; juletræet, der blev købt i potteform, så det kunne leve til næste år, har jeg ironisk nok slået ihjel. Og blogging, forget about it. Ovenikøbet har alle for tiden ih og åh så travlt med at sige farvel til 10’erne, og intet årti ligger mig mere fjernt; de har i hvert fald ikke lagret sig, fordi børn og bleer og pengesager, og sgudafuck om jeg på nogetsomhelst tidspunkt har vidst, hvor det var hipt at tage på klåb i 2014? Og hvem, der i øvrigt spillede?

Til gengæld har jeg (og mand, bevares) i selvsamme årti opfostret tre børn, der næsten ikke kan komme på nogen juleønsker udover lidt tøj og spil, og som dertil var rørende glade og tilfredse med det, de fik (bl.a. en hel del hættetrøjer). Fandme da sødt, hva’? Derudover lykkedes det mig efter tredje julefrokost i år at overbevise mig selv om, at jeg generelt er awesome i min brandert og ikke hverken forkert, for pinlig eller for meget. Hvilket er lidt af en milepæl. 

Og se, nu føler jeg mig allerede en lille smule mindre uduelig end før, jeg skrev dette, lige om lidt er det nytårsaften, og det skal nok blive godt.

Tiden går, klokken slår. Ses til næste år.

Madplan i retrospekt, uge 46 & 47

Stadig lidt på bagkant, men det er ligemeget, for jeg ved, at der sidder mindst to læsere derude, der synes, det her er fedt – I ved selv, hvem I er!

Mandag: Pasta med kødboller i tomatsovs. Sidstnævnte hevet direkte op af fryseren. Tak, Fortids-Mie!

Tirsdag: Rester + lidt ekstra. Børnene fik det, der var tilbage af pastaen, de voksne fik snittet spidskål til kødbollerne, og jeg gratinerede en broccoli i ovnen som tilbehør

Onsdag: Vegetarcurry med søde kartofler og spinat + raita og naanbrød. Som jeg vist har nævnt før, så har mine børn aldrig fået memoet om, at de bør elske søde kartofler. Men efter at have givet op på både suppe og fritter, har jeg endelig opdaget en eneste variant af den vammelsøde rodfrugt, de godt gider: som tern i vegetarcurry eller chili sin carne.

Torsdag: Medister med sovs, kartofler, ærter og spidskålssalat. Jeg havde fundet De Puy-linser på tilbud i Netto, så havde egentlig en ondsindet plan om at bruge medisteren i en fransk linsegryde … Men eftersom mine ene datter havde udtalt sig i ret kraftige vendinger om linser dagen før (de røde i curryen kunne til nød gå an), gik jeg i stedet efter de billige point og lavede hendes absolutte yndlingsret: Alt med sovs og kartofler.

Weekenden blev tilbragt hos hhv. svigermor og mor; de fik lov at forkæle os med diverse udskæringer af okse, og jeg slap for at lave mad.

Mandag: Brasekartofler og spejlæg.   (Mandag er min sene dag på arbejde, så der står som regel variation over restemad på menuen).

Tirsdag: Chili sin carne med nachos og grønt. Søde kartoffeltern kom igen til deres ret sammen med små sorte bønner (de eneste bønner, mine børn gider æde), løg, hvidløg, tomat, krydderier og en enkelt dåse kidneybeans, blendet til uigenkendelighed *diabolsk mor-latter høres*, for ekstra fylde.

Onsdag: Sommeruller med bagt laks og diverse grønt. Netto havde tilbud på en lakseside, og vi opdagede, at der søreme er endnu en ting, der smager godt med hoisin og/eller gomadressing. Whadda ya know! (Pro-tip: Jeg prøver som regel at lægge arabisk/mexicansk/asiatisk/indisk klos i madplanen, eftersom det tit er de samme ikke specielt versatile eller langtidsholdbare råvarer, der går igen. Så kan man købe ind én gang, give den gas med koriander, mynte, avocado, mango, fladbrød osv. i et par dage, og så gå tilbage til knoldselleri og kolde afvaskninger resten af ugen).

Torsdag: Huevos rancheros. Resterne af chili sin carnen tilsat en dåse tomater, spejlæg ovenpå og så resten af nachos’ne til.

Fredag: Osso buco med ris. Jeg var ude at føjte til julefrokost, og resten af familien overlevede på fryserester hjembragt fra svigermor. Tak til hende.

Lørdag: Pasta cacio e pepe. Den temmelig tømmermændsramte mor rejste sig fra sofaen og besluttede sig for en ret, der krævede cirka 15 minutters arbejde og ingen yderligere indkøb. Kræfterne rakte også lige til en salat, og familien tog nådigt imod.

Søndag: Panik før spisetid, men så slog jeg tilældigt op på Valdemarsros Kylling med parmesan, salvie og tomater i fad, og jeg havde jo nogle De Puy-linser, der ikke var kommet til ære … Vi fik det med pomfritter (for det var børnene allerede blevet lovet), aïoli (for lissom at hive fritterne lidt op ad gourmetstigen) og italiensk gulerodssalat, og det var virkelig, virkelig godt!

(Husk, at man hjertens gerne må byde ind i kommentarfeltet. Vi er en stor lykkelig husperson-klub herinde!)

 

 

Skole-hjem-samarbejde vs. Generation Y: Game, set og match

Det er morgen i det lille hjem.

Flame: ”Hvilken bedsteforælder kommer til min jule-klippe-klistre-dag på torsdag?”

Mig: ”Det bliver så mig, der kommer”

Flame: ”Okay, okay … menøh … min lærer sagde, at det SKAL være nogen på 40 … eller … (hurtigt sideblik til faren)… 39 år!”

Mig: ”Erhm, det kan godt være, men I må klare jer med en på 36, for jeg er den eneste, der kan”

Flame: ”Men hvad så med … (begynder at opremse samtlige personer, hun er i familie med, inklusive en moster i Berlin, en onkel i Aalborg og en 17-årig grandkusine fra Skanderborgområdet)”

Radise (slutter sig til samtalen): ”Hvad med min klippe-klistre-dag?”

Mig: ”Den tager far”

Flame: ”Men …”

Mig: ”Prøliåhørherskat, jeg ved godt, du rigtig gerne vil have mormor eller morfar ELLER far med, men nu bliver det altså mig, for jeg er den eneste, der kan den dag. Alle andre skal arbejde, sådan er det bare. Og det skal nok blive hyggeligt, ik’?”

Radise: “Men kan mormor så komme til min? Eller morfar?”

Mig: “Nej. Det kan de ikke. De skal arbejde, far kommer.”

Sønneke (kommer ind fra højre): ”Hvad så med MIN klippe-klistre-dag?”

Manden (med stigende frustration og en snert af sarkasme): ”Du kan jo prøve at ringe og spørge morfar!”

Radise og Flame (i kor): ”MEN-MEN-MEN … !!!”

Sønneke (lettere forvirret): ”Men min er ikke for bedsteforældre?”

(Dramaet når crescendo og udfasning, da det samtidig er tid til at få sko og jakker på og komme af sted).

Manden (indebrændt henvendt til mig): ”Man kunne jo for helvede også bare melde fra til alt det pis af den simple grund, at man skal PÅ ARBEJDE!”

Mig: ”Tjah. Sådan var det jo for mine forældre, da jeg var barn”

Manden: ”Præcis! Og hvad gjorde de så?”

Mig: ”Sendte mine bedsteforældre”.

 

“Jeg vil gerne bestille julekort til mine forældre. Gran rundt i kanten, og så bare et kæmpestort “OK, Boomer!” i guldtryk. Du forstår det ikke? Nej, det gør de nok heller ikke, hahaha!”