Også Hoffa! Det var også mig!

Det er så evigt typisk.

At efter en aften med venindebesøg, for meget rødvin og for sent i seng… Så bliver det naturligvis en af de dage, hvor ene miniskinke føler, at 45 min. er alt rigeligt til en formiddagslur. Mens søster lige nupper en ekstra time på øjet. Så man resten af dagen er i selskab med to babyer i en skiftende og konstant sprængfarlig dødtræt/superfrisk-kombination. Også kendt som tvillingernes svar på good cop/bad cop.

Jeg er i hvert fald parat til at tilstå det meste.

IMG_6545

Men mest af alt hader jeg hverdagen

Gentagelserne ad absurdum dræner mig langsomt, men sikkert.

Den dumpe lyd af en blepose, der rammer bunden af affaldsskakten. Den vamle lugt af overkogte grøntsager. Jaget i ryggen, når jeg løfter først den ene og så den anden og så den ene igen. Stødet, det giver, når barnevognen bumper ind i et hjørne af en supermarkedshylde. Følelsen af udtrådt rugbrød under fødderne. Lyden af babygråd, kedende, klagende, ulykkelig. Ekkoet af mig, der snakker om, hvor træt og nedtrykt og nedslidt, jeg er af at være på barsel.

Om og om og om igen.

Jordbærsæson

IMG_6225

Det er blevet varmere i vejret, og samtidig er the terrible twos aka Radise & Flame (tak, Thea) aka miniskinkerne blevet mildere stemt over for fremmede. De responderer ikke længere med en halv times krampegråd, hvis nogen drister sig til at kigge dem i øjnene, og da vi stod i kø efter årskort til Den Blå Planet, strakte de sig oven i købet til at smile og pludre til de nærmeststående, mens de rev et katalog i stykker på nuttedeste vis.

Vi er omsider *anti-jinx! anti-jinx!* i en faseudfasning – eller også har deres nye huer magiske kræfter. En ting er sikker: Når jeg triller de to små skinker tilberedt som bær igennem en strøm af svimehenfaldende “Nææh!”, “Nååårh!” og “Iiiih, se lige de to dér!”, er jeg ikke til at skyde igennem. Det er til gengæld alle mine hellige principper om ikke at klæde mine tvillinger ens, og i det hele taget aldrig klæde mine børn ud for andres skyld.

Men hvem fanden har alligevel brug for principper, når komplet fremmede én gang for alle har blåstemplet ens børn som kære!

Forventningsafstemning

Moderens plan for formiddagen: Putte miniskinker. Herefter bad, en kop kaffe og nyhedslæsning. Foretage vredt opkald til fakultetssekretariat ang. Sagaen om Det Manglende Eksamensbevis, da sagen har taget en uventet drejning og fjendebilledet dermed ændret sig. Læse postmodernistiske noveller til undervisning i aften, måske på altanen. Blogge. Evt. ligge lidt i fosterstilling over, at besøgstallet nok er dalet til normalen igen.

Miniskinkernes plan for formiddagen: Være vågne. Evt. sove på skift med begrænset overlap.

Moderens revurderede plan for formiddagen: Ligge på gulvet i nattøj og skiftevis aktivere Fisher-Price-bondegård (“MOOOOH!”, “OINK-OINK!”) og læse Vrum! siger Buller. Bære babyer frem og tilbage mellem børneværelse og stue. Blogge. Evt. bade i to minutter med åben dør og et ben halvt ude i gangen til at verfe småfolk væk fra at tygge i dørmåtten.

IMG_5976

My Own Private Paper Shredders

Kan godt være, det bare er mig, der gør den slags. Men jeg har efterhånden en del skyld-kuverter liggende rundt omkring. Det vil sige alle de der tilsendte voksenpapirer med kundefordele og spørgeskemaer og forsikringsbetingelser, som man egentlig burde forholde sig til, men bare ikke liiige kan overskue, og altid gemmer til i morgen, eller weekenden, eller når eksamensperioden er overstået og hunden er død og børnene flyttet hjemmefra. Men som man (jeg) alligevel ikke rigtig tør smide ud, og som derfor bare ligger i en bunke et sted og sender dårlig samvittighed ud gennem kuvertruden. I årevis.

Nuvel, i går, da miniskinkerne var på deres sædvanlige plyndringstogt i bogreolerne, fik de fat i min et år gamle velkomstkonvolut fra Magisterforeningen. Og på fem minutter var overvejelserne vedrørende bankskifte, medlemstilbud og Politiken Plus-abonnement tillintetgjort af små buttede hænder og rigelige mængder savl. Problem solved.

Tror sgu, jeg har fundet min nye brevhylde.

IMG_6215

The ballad of being Yoko

Var ude hos min mor og holde fødselsdag hele onsdag, sekunderet af miniskinkerne (mændene i familien var optagede af andre forpligtelser). Nogle temmelig uselskabelige miniskinker, that is.

Det eneste tidspunkt, hvor de ikke skreg, var, da de sov til middag. Og så lige, da resten af selskabet gik en tur, og jeg var alene med dem. Og efterhånden også havde lyst til at skrige. Pissehyggeligt var det.

(Hvad sker der? Har da aldrig hørt om babyer, der har ekstrem fremmedangst tre måneder i streg?! Hvor fejler jeg?!!!)

Min semi-socialfobiske side, som jeg i årevis har kontrolleret med psykolog-mantraer som “ingen ofrer så mange tanker på mig, som jeg selv gør” og “det foregår alt sammen i mit hoved”, føler alligevel en form for tilbageslag, når jeg for en gangs skyld med sikkerhed ved, at alle ånder lettet op, så snart jeg (og Rote Armee Fraktion i pangfarvede flyverdragter) er ude af døren.

Men fik da brugt den førnævnte middagslur-pause på at læse et interview med Yoko Ono. Som nok om nogen ved, hvordan det er at være ugleset. Så til ære for hende bliver dagens sang The Ballad of John & Yoko.

Men lære det skal de jo

Min mormor, må hun hvile i fred, var en temmelig sirlig og ret bestemt dame. Og – gætter jeg på – ikke typen, der lå søvnløs om natten og bekymrede sig om, hvorvidt hendes pædagogiske principper nu også var gode nok. Da min mor og mine mostre nåede den alder, hvor de skulle starte på fast føde og samtidig lære at spise selv, orkede min mormor efter eget udsagn ikke “det griseri”. Så til sundhedsplejerskens store bestyrtelse, fik de i stedet bare vælling. I en flaske. (Kan dog bevidne, at det i sidste ende lykkedes dem alle tre at lære at indtage føde ved egen hjælp).

For tiden sender jeg min mormor en kærlig tanke, hver gang jeg kravler rundt på alle fire og skrubber en skønsom blanding af leverpostej, avocado, sødmælk, udtværet rugbrød og div. kogte grøntsager af alle flader i en radius på 2,5 meter.

IMG_6084