Køreferie – epilog

Sidste del af ferien forløb lige så fint som den første. På en weird shabby chic-B&B og med sightseeing på D-Dagsstrandene og i Bayeux. Der blev set både tapet og invasionsmuseum, og Sønneke var helt oppe at ringe over al den krigshistorie. Moderens lallede pacifisme har tilsyneladende ikke rigtig fanget an. (Selv jeg blev dog grebet af stemningen; fik helt lyst til at se Saving Private Ryan igen, og det er et seriøst faretegn.)

Så kørte vi videre til bryllup i det hollandske, hvor der blev viet og skålet og festet, og da min veninde ikke er typen, der går ned på udstyr, var der selvfølgelig også en hoppeborg(!) til børnene… Og eftersom en halvklodset, palliethadende, danser-aldrig-ædru type åbenbart sagtens kan fostre prinsessede entertainertvillinger, så var der to 4-årige, der gav den max gas i tylkjoler og festhumør og hele aftenen spurgte, hvornår brylluppet rigtig begyndte. Dvs. hvornår dansegulvet åbnede. Da det omsider skete, cirka ti minutter i puttetid, bakkede den ene ud af træthed. Men den anden gik bananas til Kool & the Gang, og eftersom jeg gerne vil lære mine børn, at man skal danse, når man har lyst, og altid uden tanke for om nogen kigger, måtte jeg jo danse med. Rimelig ædru. På et komplet tomt dansegulv, omgivet af resten af gæsterne. The things we do for love.
Manden ramte cirka kl 01.00 et punkt mellem dødtræt og fornuftig og sneg sig i seng, og da jeg opdagede hans forræderi, besluttede jeg i ren trods at drikke mig i hegnet. Heldigvis er min veninde heller ikke den, der forlader en fest i utide, og da DJ’en gik hjem, blev vi ved. På den virkelig lå-lå-lå-agtige måde. (Er sikker på, at gommens søster satte stor pris på min simultantolkning af både Nik & Jay og De Gyldne Løvers største hits.)

Og det var så det. Vi ræsede hjem til hverdagen, forsøgte at mønstre noget interesse for vores arbejde, og var rørende enige om, at det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft.

Glemte at nævne, at ferien også har lært mig verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost er gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved. "Lad det ske, lad det skeeee-eee..."

Som en ekstra bonus har jeg også lært verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost – gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved.

Køreferie, dag 11

Alt vel i campingland! Vi bor pittoresk i en skovklædt dal i Normandiet bag en af Louis d. et-eller-andets jagthytter; der ligger helt sikkert nogle hovedløse adelige et sted og vender sig i graven, når pøblen slår villateltene op i den fædrene baghave.

Vi bor i safaritelt, hvilket passer perfekt til min skjulte kolonialistside, der mangler bare lidt bisonjagt og nogle opvartere. Er ikke sikker på, at Hemingway ville have taget til takke med bogstavpasta og kødsovs på krukke, men børnene elsker det, og jeg oplever en nyfunden glæde ved madlavning, der primært indebærer åbning og opvarmning.

På feriens første dag spurgte Sønneke fra bagsædet, hvorfor der ikke er vagter ved Zoo, som kan sørge for, at dyreplagere ikke smugler våben ind(!), og jeg endte med at holde et lille foredrag om, hvordan tillid avler tillid, og at der altid vil være tosser i verden, men at man må tro på det bedste i folk. Morgenen efter, mens jeg zappede rundt efter hotellets tegneseriekanal, kom nyheden om angrebet i Nice frem på skærmen, og den dag sad jeg i bilen og tænkte, at det altid er nemmest at have de rigtige holdninger på passende sikkerhedsafstand fra verden.

Men sidst på eftermiddagen landede vi på gode venners terrasse med sol, rosé og legende børn, og mere skal der alligevel ikke til at genskabe min tro på menneskeheden. Efter nogle dages hedonistisk haveliv, hvor vi væltede os i solskin, vandkamp og pomfritter (og mere rosé) tog vi videre hertil, og i morgen går turen til noget murstensindkvartering og Bayeuxtapetet.

Så her går det godt. Alt køreriet er blevet rimeligt modtaget af bagsædetyrannerne, og lidt sightseeing er de små heller ikke afvisende overfor. Jeg har snart læst to bøger, er ret sikker på, at mine indre organer langsomt er ved at blive erstattet af kartoffelchips, og hygger mig helt vildt med det hersens familieferie.

image

Små stykker gris fra himlen

Min farmor er ikke alene en umanerlig livskraftig dame, der i en alder af 92 stadig kører bil, holder køkkenhave og himler op, når man kun tager ét sølle stykke kage (efter at man har konsumeret det meste af en grydestegt kylling med alt hvad dertil hører samt tre portioner budding med flødeskum og saft, that is…). Hun laver også verdens bedste frikadeller.
Små, brankede og lækre er de sagnomspundne Farmors Frikadeller, oftest serveret med den ligeså sagnomspundne Farmors Spaghetti (en aldeles uhellig og særdeles velsmagende størrelse, som jeg måske afslører hemmeligheden bag på et senere tidspunkt), til alle børnebørns store fryd og fordøjelse.

Det meste af mit voksne liv har jeg forsøgt at gøre min farmor frikadellekunsten efter, ganske uden held. En komplikation har selvklart været, at min fars familie ikke rigtig er en scene, hvor man sidder sniksnakkende og udveksler opskrifter. Det er mere noget med at give hånd og blive nødet til et stykke kage til og så spille noget kort eller gå en tur i skoven. Så i stedet har jeg i årevis prøvet mig frem, taget imod Nanna Simonsens gode råd om at tilsætte saltet først og bruge mineralvand i stedet for mælk. Jeg har tilsat bouillon, jeg har forsøgt mig med og uden løg, jeg har forsøgt at stege i både olie og smør, endda over to omgange. Og lige lidt har det hjulpet.
Har en enkelt gang dristet mig til at spørge farmor, hvordan i alverden hun fik sine frikadeller så gode, og det eneste, kvindemennesket kunne svinge sig op til, var “Åh, det ved jeg såmænd ikke…jo, jeg er begyndt at komme havregryn i, i stedet for mel!”. Jowtak.

Men så en dag, for tre år siden, så jeg omsider lyset! I form af de aldeles pragtfulde frikadeller, min veninde serverede til en madklubaften.
Som min farmors havde de dén der helt særlige, sødlige proteinsmag, og som hendes var de herligt skamstegte og brankede, uden at være tørre. Jeg bad sitrende om opskriften, hvorefter der straks gik farmor i min veninde, og hun begyndte at fable om Frikalet-pulver og den feta, hun havde kommet i. “Nejnejnej,” næsten råbte jeg, “det er ikke det, det er ikke det, du er nødt til at skrive hele opskriften ned til mig! Til mindste detalje!”

Som beordret, så gjort, og på denne måde opdagede jeg omsider farmors hemmelighed. (Trommehvirvel)…
Rigelige mængder mælk i farsen. Simpelt, men effektivt.
Uden at være den store kemiker (eller nogen størrelse kemiker overhovedet) vil jeg gætte på, at mælke- og kød-proteinerne arbejder sammen mod en mere intens frikadellesmag, og samtidig gør de rigelige mængder væske, at frikadellerne holder sig saftige, uanset hvor hårdt man steger dem. Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke kan ramme farmors dunser 100%, der skal nok noget mere stivelse i farsen og noget mere magarine på panden, hvis de skal helt op at ringe. Men jeg laver stadig glimrende frikadeller således:

400-500 g hakket kalv og flæsk røres sejt med ca. 1 tsk. groft salt (Simonsen har nemlig ret i, at det får kødet til at suge mere væske, og dermed bliver frikadellerne saftigere). Herefter tilsættes 1 æg, kværnet sort peber, 2,5-3 dl mælk og et finthakket løg. Egentlig skal løget rives, men det hader jeg inderligt at gøre. Til gengæld vil jeg anbefale, at man anskaffer sig en mand der er tidligere kok, og som kan finthakke det løg til atomer. Som forberedelse kan man eventuelt hakke sig selv i hånden på en virkelig idiotisk måde med en brødkniv et par dage i forvejen – så kommer han springende, så snart man bevæger sig mod køkkenregionerne. Får man flashet det enorme plaster i venstre håndflade nok, kan han også godt overtales til at rive en gulerod på den fine side af rivejernet til yderligere tilsætning.
Til sidst tilsættes stivelse, start bare med 1 spiseskefuld. Hvedemel, hvis man er old school, havregryn, hvis man er almindeligt angst og maizena, hvis man er glutenallergiker (eller får en til middag).
Det hele røres meget grundigt sammen – ingen kødlommer her! Tilsæt meget gerne mere stivelse og mere mælk, og husk, at farsen godt må være ret våd. Lad den hvile i en halv times tid, og steg så først en lille smagsprøve, for at se, om der skal mere salt og peber i (det skal der sikkert). Herefter steges alle dellerne ved middelhård varme, gerne i mængder af olie og smør, som ville gøre farmor stolt. Er man i det eventyrlystne hjørne, er det også godt med stykker af feta og soltørret tomat i farsen – eller friske, hakkede krydderurter. Og skal jeg være ærlig, så ville farmor nok undlade det der grønsagspjat med løg og gulerødder i, men det kan man jo gøre, som man lyster.

Og Farmors Spaghetti? Det er faktisk bare pasta rørt med ketchup, og så lige den hemmelige ingrediens: en solid spiseskefuld sukker. Jeg sværger, det er godt!

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst...)

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst…)

 

Der var én, der var to

Høvs, så gik der lige en uge. Får jo aldrig opfyldt drømmen om eksploderende læsertal på denne her måde…
Til gengæld har jeg valgt at tage imod opfordringen fra trofast læser og med-tvillingemor Malenka, så her er altså historien om dengang vi fandt ud af, at vi skulle have tvillinger:

I sommeren 2011 var Sønneke to et halvt, og manden og jeg begyndte så småt at snakke om at få barn nummer to. Godt nok havde barnefaderen stadig to år tilbage af sin uddannelse (i en alder af 31 – vi er nogle seriøse go-getters her i hytten), og jeg var lige gået i gang med mit speciale, men vi blev enige om, at skulle vi vente på, at alle var færdiguddannede og jobsikrede, kunne der snildt gå mange år, før Sønneke blev storebror. Og både økonomi og bolig kunne godt bære ét barn til, lidt tid endnu. (Kan I høre det i baggrunden? Det er lyden af skæbnens ironi, der slår en høj skoggerlatter op). Så jeg stoppede med p-pillerne og blev gravid i løbet af efteråret. Til forskel fra min første graviditet var jeg denne gang voldsomt plaget af kvalme og madlede, men min læge sagde, at den slags var meget normalt, når man var andengangsgravid. Godt så, tænkte jeg, lad os håbe, at der ikke er andre ting der overrasker, her i anden omgang…

I januar tog vi til nakkefoldskanning, og mens jeg rullede trøjen op og fik gelé på, bemærkede jeg til jordemoderen, at min mave allerede var ret stor (med Sønneke kunne jeg teoretisk set have skjult min graviditet indtil 6. måned), men at det måske nok var meget normalt, når det ikke var første gang? Hun sagde, at min livmoder ikke var særlig stor endnu, så vi blev grinende enige om, at det nok bare var julen, der havde sat sine spor. Hun gik så i gang med at skanne mig, og siger pludselig: “Nå, det ser ud til, at der alligevel er en grund til, at du er så stor allerede…” (her stivner manden og jeg mens vi venter i spænding på fortsættelsen) “…for der er to!”

Herefter er alt lidt tåget, men jeg mener at kunne huske, at jeg begyndte at grine hysterisk, mens jeg sagde noget i retning af “nådetvardaellersvildtdetvardasindssygt-dererellersikketvillingerifamiliendetvardagodtnokvildtnejforviharaltsåikketvillingerifamilien-erdetrigtigtdeterdaheltvildterdetikke”. Og manden sagde noget tilsvarende begavet. Jordemoderen bad os så om ikke at panikke, men hun skulle altså lige sikre sig, at det ikke var trillinger – det var det dog ikke (og det var godt det samme, for på daværende tidspunkt var manden på besvimelsens rand). Endnu en jordemoder blev tilkaldt, det blev fastslået, at vi ventede monochoriske (fælles ydre fosterhinde + fælles moderkage) diamniotiske (hver sin indre fosterhinde) gemelli, og jeg fik udleveret et skema fyldt med ekstraskanninger og lægesamtaler og hvad har vi.
Jeg forsatte med speedsnak og hysterisk latter det næste døgns tid, manden kompenserede til gengæld ved stort set ikke at sige noget. Indtil han pludselig begyndte at snakke om, at vi umuligt kunne få plads til tre autostole på bagsædet. Jeg følte mig nødsaget til at minde ham om, at:
1.) Vi ikke havde nogen bil.
2.) Der ville gå mindst et par år, før vi fik råd til en.
3.) Der altså var mere presserende problemer end lige det her.
Hvorefter han nikkede åndsfraværende og gik i gang med at google stationcars på nettet.

Efter lidt tid blev vi heldigvis begge normale igen og begyndte at føre nogle lidt mere fornuftige samtaler. Og glædede os. Hvilket jeg vil opfordre alle andre, der får beskeden om tvillinger, til også at gøre. Trods det, at jeg er alt andet end en overskudsmor (se alle forudgående blogindlæg), så var min første tanke, da jordemoderen sagde, at der var to: “YES!”. Det var som at vinde i babylotteriet.
Jeg har fuld respekt for, at det kan tage lidt tid at vænne sig til tanken om tvillinger, det gjorde det vist også for mine børns far. Men det skal nok gå alt sammen. Og har man et barn i forvejen, findes der tilsyneladende masser af biler med plads til tre autostole på bagsædet.

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er heller ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

På opfordring – en fortælling om tre boliger

Dette indlæg vil potentielt kun interessere en enkelt læser, men eftersom jeg ikke ligefrem kimes ned med ønsker til bestemte indlæg, tager jeg dem op, jeg får… Så værsgo’ Sure, her er sagaen om vores boligsituation:

Dengang Sønneke kom til verden en kold februarnat i 2009, fremlejede manden og jeg en lillebitte to-værelses lejlighed på Nørrebro. Og når jeg siger lillebitte, mener jeg det. Den var vel i omegnen af 40 m2, og det mindste værelse var gennemgangsrum – og alletiders mest rumligt udfordrede stue. Derudover var der ikke varme i entré, køkken og bad, så om vinteren lå temperaturen i den ene halvdel af lejligheden omkring frysepunktet. Jeg har fundet is på karse, jeg havde plantet i vindueskarmen, og når vi skulle lave mad i vinterhalvåret, måtte vi tænde stearinlys og alle gasblussene på komfuret for at holde varmen. Min bedre halvdel havde boet der i 6-7 år (det var en af den slags interfamiliære, dybt ulovlige fremlejer…) og var den sidste i en lang række af beboere, som aldrig rigtig havde gjort noget ved stedet. El-installationerne var livsfarlige, tapetet skallede og der var et stort hul i muren mellem de to værelser. Det perfekte sted at starte en familie, med andre ord.

Men altså…jeg elskede den lejlighed. Blandt andet fordi den lå i et virkeligt rart kvarter (bortset fra your occasional drive-by under bandekrigen, men den slags tager jeg ikke så tungt). Og indtil Sønneke meldte sin ankomst, havde vi planer om at overtage den og shine den op, men med et ekstra familiemedlem på vej virkede 40 m2 pludselig som en dårlig investering.
Vi overvejede at købe en anden lejlighed, men eftersom vi begge var studerende uden nogen nævneværdig kapital, var det svært at finde noget, der både var stort og billigt nok. Løsningen kom i form af et vennepar som til Sønnekes barnedåb spurgte os, om vi ikke havde lyst til at fremleje deres lejlighed, mens de var i USA. Manden var helt oppe at ringe over udsigten til dobbelt så meget plads, jeg var knap så hooket på endnu en fremleje, men måtte til sidst bøje mig for det faktum, at Sønneke hele tiden blev større, mens vi residerede et sted, hvor der knap nok var plads til et legetæppe på gulvet, og hvor vi måtte bære karret ind i soveværelset, hver gang han skulle i bad.

Så vi rykkede til Sølvtorvet, men beholdt vores opskrivning til institution på Nørrebro, fordi vi ikke ville risikere at skulle vente endnu længere på en plads (på det tidspunkt var jeg startet på min overbygning, og vi kørte skiftehold mellem Sønnekepasning og studie – det kan ikke anbefales!). Da det første år af fremlejen var ved at være omme, meldte vores venner deres hjemkomst, da de ikke var lykkedes med at få arbejdstilladelse. Og så var vi kommende husvilde.
Heldigvis havde manden været forudseende nok til at skrive os op i nogle lejeforeninger; tilbuddene begyndte at komme, netop som vi fik brug for dem. Og så gik der ellers Guldlok i den…
Det første sted var for dyrt – selvom manden stadig kan drømme om havudsigten fra Sluseholmen. Det næste sted var for usselt; punkterede termoruder, nyligt nedbrændt vaskeri og ingen penge på vedligeholdelseskontoen – viceværten forsikrede dog, at der var meget mindre hærværk og tyveri, efter at de havde fået overvågningskameraer op i gården… Det sidste sted var her. Det var ikke lige tilpas, for det var langt væk fra vuggestuen, men det var velholdt, med altan og til at betale. Og således blev det.

Så her sidder vi altså, fem mennesker i tre værelser på Amager, med en halv times transport til institution (Sønneke blev i sin integrerede institution på Nørrebro, fordi han ikke er verdens mest omstillingsparate barn, og vi vidste jo ikke, om vi snart skulle til at flytte igen… Og da hans søstre skulle starte i vuggestue, virkede det bare nemmest, at de alle gik det samme sted – som i øvrigt også er rigtigt rart). Helt klart et resultat af nogle kortsigtede beslutninger kombineret med lidt uforudsete begivenheder (arbejdsløshed og tvillinger blandt andet – uden sammenligning i øvrigt), men i det mindste har vi altan.
På hvilken vi har svoret en hellig ed om, at næste gang vi flytter, så bliver vi der!

"Kridtomridsene på gulvet? Njah, det er vist noget lokalt kunstprojekt... Superkreativt kvarter det her - man kan virkelig fornemme atmosfæren, ikke?"

“Kridtomridsene på gulvet? Njah, det er vist noget lokalt kunstprojekt… Superkreativt kvarter det her – man kan virkelig fornemme atmosfæren, ikke?”

Samfundsnyttig er mit mellemnavn

Min mors onkel var en af de fremsynede mennesker, der i sin tid bestemte sig for at nyde sit otium i en danskerkoloni i det sydøstlige Spanien, med pool og hele svineriet. Hans genbo var nu ikke dansk, men tysk og gammel nazist – og det mener jeg i ordets bogstaveligste SS-forstand. Derudover var han også alkoholiker (i det hele taget en kombination der nok kun overgås af ‘pædofil heroinjunkie’ på listen over folk, man mindst vil have som genbo…), og skålede altid med udsagnet: “Alkohol ist giftich – es muß verniechtet werden!”

Jeg kom til at tænke på den gamle nazists bevingede ord, da det i dag ved frokosttid viste sig, at vi havde noget så uhelligt som en halv pose curly fries og en ligeledes halv bøtte færdig-bearnaise på lager.

Junk food - først udkonkurreret den dag man finder ud af at friturestege børnelatter.

Junk food – først udkonkurreret den dag, man finder ud af at friturestege børnelatter.

 

Salg for begyndere

Mand og dame trænger til ny seng. Til jul får de et tilskud til formålet, og beslutter, at i januar skal det være.

Mand og dame har ikke mange penge, så de bliver enige om, at sengen ikke må koste over et vist beløb. De kigger på nettet, og beslutter sig for at købe en seng hos JYSK. “Man skal bare bruge mange penge på topmadrassen,” siger alle dem på nettet.

Mand og dame finder ud af præcis hvilken seng, de skal have. “Og vi skal ikke lade os besnakke til noget dyrere,” siger de til hinanden. Så tager de af sted til forretningen.

Mand og dame prøver senge i JYSK. De kan alligevel ikke helt holde sig fra de dyre senge, men heldigvis kan de ikke rigtig mærke forskel. Ekspedienten er for inkompetent til helhjertet at forsøge at sælge dem noget dyrere. Alt går efter planen.

Mand og dame beslutter sig for den allerbilligste løsning. Herefter kompliceres sagerne straks. Sengen er så billig, at fragten ikke er gratis. Intet er på lager. Ingen rabat gives. Ekspedienten er stadig inkompetent.

Mand og dame går fra forretningen, imens de diskuterer, hvor de skal låne en trailer, så de selv kan transportere sengen hjem. De beslutter sig for at kigge ind i sengeforretning på Holmbladsgade, hvor deres nemesis venter i form af en sød, kompetent og hjælpsom ekspedient.

Mand og dame prøver senge. Mand er rundforvirret efter alle de oplysninger om pocket-fjedre og latex vs. memory-skum og vil bare have en ny seng. Dame er ikke upåvirket af sin mors formaninger om at købe “ordentlig kvalitet” og tænker, at sengene i JYSK godt nok virkede lidt usle. Ekspedient tilbyder gratis lagner, gratis transport og 40% rabat på den billigste seng.

Mand og dame går fra forretningen efter at have købt en ny seng til 2000,- mere end det aftalte beløb og lykønsker hinanden for at have gjort sådan en god handel.