Hilsen fra Frankrig

Ingen, jeg gentager: ingen! Skal snydes for anden del af mine sindsoprivende feriesnapshots. Også selvom vi i mellemtiden er kommet hjem. Det bliver bare lidt lissom det postkort til tante Gitte, som man aldrig fik sendt, mens man var afsted, og derfor måtte poste hjemmefra. Ik’? Godt. Så ruller vi. (Den opmærksomme læser vil i øvrigt bemærke, at filtre ikke er noget, vi bruger. Det skulle nødigt blive for lækkert at se på.)

 

Datter på 5 legede Monet i haven. Mor var meget stolt. På den instagramvenlige måde. Må. Straks. Dokumentere.

 

Og aprospos instagramvenlig, så er her noget af den lækre mad, vi spiste på vej til campingpladsen. Man er vel i Frankrig.

 

Safaritelt – skidehyggeligt. Lidt mindre, dog, når det er 17 grader og regn det meste af ugen…

 

…hvorfor jeg var nødt til at tømme nærmeste supermarked for at holde moralen oppe. Masser af ikkeøkologiske dyr blev i øvrigt skadet under disse optagelser.

 

Der var også solstrejf undervejs. For nu at lyde som en artikel i Hjemmet.

 

Og vi var på Louvre. …Louvre-Lens, that is. Men se bare, hvor interesserede alle er! (Sidste barn har forresten gemt sig bag montren. Man kan lige ane håret.)

 

Mens alle andre delte solbeskinnede Aperolbilleder på de sociale medier (ALLE andre!), var jeg i campingbutikken og købe noget at varme sig på. Bemærk håndleddet. Det er to lag uld, man kan se.

 

Vi slutter ferien, hvor vi startede den: med madpakke. Her á la francais med vagtelæg og baguette au jambon. Man kan næsten høre harmonikaen i baggrunden.

 

Det var vist det. Jeg har også set et slot. Og spist en masse muslinger. Glæder mig til, vi ses igen.

Kærlig hilsen Mie.

Intermezzo

Nåmen, sidste år tog vi jo på camping i Nordfrankrig, og selvom vejret godt kunne have været varmere, var det hele ret fint. Solen skinnede det meste af tiden (i hvert fald ifølge min pålidelige erindring), campingpladsen lå virkelig smukt, vi fik set en masse spændende ting, alt overraskede positivt. I år – not so much.

Det er lige et par grader eller fem koldere, lidt mere blæsende og en del mere regnfuldt. Og hvor vi sidste år var i Normandiet, der trods Atlanterhavsklimaet har sin helt egen charme, nåede vi i år kun til Picardiet – en region, selv guidebogen omtaler som røvsyg (tak i øvrigt, Politikens rejseforlag, I er en sand inspiration).

Så i går røg jeg ud i en mindre feriedepression. Og et kig på vores lige så feriedeprimerede bankkonto skubbede mig helt ud over kanten. Det virkede pludselig tåbeligt at brænde dyrebare feriedage og budgetpenge af på at sidde og fryse i en halvtrist afkrog af Frankrig, når vi kunne være taget længere sydpå. Voldsom længsel efter pinjetræer. Stor følelse af uretfærdighed.

Så hvad gør den kloge? Skynder sig i nærmeste Carrefour og køber for 143 € lykke i form af råmælksoste, fiskesuppe, creme brulee, confit det canard, cidre, baguette, bretonsk pate, alsacisk pasta(!) og rødvin. Det gjorde godt, helt ind i kontoovertrækket.

Poolen er heldigvis opvarmet og overdækket og dermed udholdelig at opholde sig i, og børnene er pisseligeglade med pinjetræer. I dag kørte vi en tur, så ultrapittoreske Boulogne-sur-Mer (gamle bydel – nye del sucks, Politikens rejseguide-style) og spiste crepes med Nutella.

Frankrig er stadig Frankrig.

Ferie er stadig ferie.

Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Køreferie – epilog

Sidste del af ferien forløb lige så fint som den første. På en weird shabby chic-B&B og med sightseeing på D-Dagsstrandene og i Bayeux. Der blev set både tapet og invasionsmuseum, og Sønneke var helt oppe at ringe over al den krigshistorie. Moderens lallede pacifisme har tilsyneladende ikke rigtig fanget an. (Selv jeg blev dog grebet af stemningen; fik helt lyst til at se Saving Private Ryan igen, og det er et seriøst faretegn.)

Så kørte vi videre til bryllup i det hollandske, hvor der blev viet og skålet og festet, og da min veninde ikke er typen, der går ned på udstyr, var der selvfølgelig også en hoppeborg(!) til børnene… Og eftersom en halvklodset, palliethadende, danser-aldrig-ædru type åbenbart sagtens kan fostre prinsessede entertainertvillinger, så var der to 4-årige, der gav den max gas i tylkjoler og festhumør og hele aftenen spurgte, hvornår brylluppet rigtig begyndte. Dvs. hvornår dansegulvet åbnede. Da det omsider skete, cirka ti minutter i puttetid, bakkede den ene ud af træthed. Men den anden gik bananas til Kool & the Gang, og eftersom jeg gerne vil lære mine børn, at man skal danse, når man har lyst, og altid uden tanke for om nogen kigger, måtte jeg jo danse med. Rimelig ædru. På et komplet tomt dansegulv, omgivet af resten af gæsterne. The things we do for love.
Manden ramte cirka kl 01.00 et punkt mellem dødtræt og fornuftig og sneg sig i seng, og da jeg opdagede hans forræderi, besluttede jeg i ren trods at drikke mig i hegnet. Heldigvis er min veninde heller ikke den, der forlader en fest i utide, og da DJ’en gik hjem, blev vi ved. På den virkelig lå-lå-lå-agtige måde. (Er sikker på, at gommens søster satte stor pris på min simultantolkning af både Nik & Jay og De Gyldne Løvers største hits.)

Og det var så det. Vi ræsede hjem til hverdagen, forsøgte at mønstre noget interesse for vores arbejde, og var rørende enige om, at det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft.

Glemte at nævne, at ferien også har lært mig verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost er gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved. "Lad det ske, lad det skeeee-eee..."

Som en ekstra bonus har jeg også lært verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost – gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved.

Køreferie, dag 11

Alt vel i campingland! Vi bor pittoresk i en skovklædt dal i Normandiet bag en af Louis d. et-eller-andets jagthytter; der ligger helt sikkert nogle hovedløse adelige et sted og vender sig i graven, når pøblen slår villateltene op i den fædrene baghave.

Vi bor i safaritelt, hvilket passer perfekt til min skjulte kolonialistside, der mangler bare lidt bisonjagt og nogle opvartere. Er ikke sikker på, at Hemingway ville have taget til takke med bogstavpasta og kødsovs på krukke, men børnene elsker det, og jeg oplever en nyfunden glæde ved madlavning, der primært indebærer åbning og opvarmning.

På feriens første dag spurgte Sønneke fra bagsædet, hvorfor der ikke er vagter ved Zoo, som kan sørge for, at dyreplagere ikke smugler våben ind(!), og jeg endte med at holde et lille foredrag om, hvordan tillid avler tillid, og at der altid vil være tosser i verden, men at man må tro på det bedste i folk. Morgenen efter, mens jeg zappede rundt efter hotellets tegneseriekanal, kom nyheden om angrebet i Nice frem på skærmen, og den dag sad jeg i bilen og tænkte, at det altid er nemmest at have de rigtige holdninger på passende sikkerhedsafstand fra verden.

Men sidst på eftermiddagen landede vi på gode venners terrasse med sol, rosé og legende børn, og mere skal der alligevel ikke til at genskabe min tro på menneskeheden. Efter nogle dages hedonistisk haveliv, hvor vi væltede os i solskin, vandkamp og pomfritter (og mere rosé) tog vi videre hertil, og i morgen går turen til noget murstensindkvartering og Bayeuxtapetet.

Så her går det godt. Alt køreriet er blevet rimeligt modtaget af bagsædetyrannerne, og lidt sightseeing er de små heller ikke afvisende overfor. Jeg har snart læst to bøger, er ret sikker på, at mine indre organer langsomt er ved at blive erstattet af kartoffelchips, og hygger mig helt vildt med det hersens familieferie.

image

Små stykker gris fra himlen

Min farmor er ikke alene en umanerlig livskraftig dame, der i en alder af 92 stadig kører bil, holder køkkenhave og himler op, når man kun tager ét sølle stykke kage (efter at man har konsumeret det meste af en grydestegt kylling med alt hvad dertil hører samt tre portioner budding med flødeskum og saft, that is…). Hun laver også verdens bedste frikadeller.
Små, brankede og lækre er de sagnomspundne Farmors Frikadeller, oftest serveret med den ligeså sagnomspundne Farmors Spaghetti (en aldeles uhellig og særdeles velsmagende størrelse, som jeg måske afslører hemmeligheden bag på et senere tidspunkt), til alle børnebørns store fryd og fordøjelse.

Det meste af mit voksne liv har jeg forsøgt at gøre min farmor frikadellekunsten efter, ganske uden held. En komplikation har selvklart været, at min fars familie ikke rigtig er en scene, hvor man sidder sniksnakkende og udveksler opskrifter. Det er mere noget med at give hånd og blive nødet til et stykke kage til og så spille noget kort eller gå en tur i skoven. Så i stedet har jeg i årevis prøvet mig frem, taget imod Nanna Simonsens gode råd om at tilsætte saltet først og bruge mineralvand i stedet for mælk. Jeg har tilsat bouillon, jeg har forsøgt mig med og uden løg, jeg har forsøgt at stege i både olie og smør, endda over to omgange. Og lige lidt har det hjulpet.
Har en enkelt gang dristet mig til at spørge farmor, hvordan i alverden hun fik sine frikadeller så gode, og det eneste, kvindemennesket kunne svinge sig op til, var “Åh, det ved jeg såmænd ikke…jo, jeg er begyndt at komme havregryn i, i stedet for mel!”. Jowtak.

Men så en dag, for tre år siden, så jeg omsider lyset! I form af de aldeles pragtfulde frikadeller, min veninde serverede til en madklubaften.
Som min farmors havde de dén der helt særlige, sødlige proteinsmag, og som hendes var de herligt skamstegte og brankede, uden at være tørre. Jeg bad sitrende om opskriften, hvorefter der straks gik farmor i min veninde, og hun begyndte at fable om Frikalet-pulver og den feta, hun havde kommet i. “Nejnejnej,” næsten råbte jeg, “det er ikke det, det er ikke det, du er nødt til at skrive hele opskriften ned til mig! Til mindste detalje!”

Som beordret, så gjort, og på denne måde opdagede jeg omsider farmors hemmelighed. (Trommehvirvel)…
Rigelige mængder mælk i farsen. Simpelt, men effektivt.
Uden at være den store kemiker (eller nogen størrelse kemiker overhovedet) vil jeg gætte på, at mælke- og kød-proteinerne arbejder sammen mod en mere intens frikadellesmag, og samtidig gør de rigelige mængder væske, at frikadellerne holder sig saftige, uanset hvor hårdt man steger dem. Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke kan ramme farmors dunser 100%, der skal nok noget mere stivelse i farsen og noget mere magarine på panden, hvis de skal helt op at ringe. Men jeg laver stadig glimrende frikadeller således:

400-500 g hakket kalv og flæsk røres sejt med ca. 1 tsk. groft salt (Simonsen har nemlig ret i, at det får kødet til at suge mere væske, og dermed bliver frikadellerne saftigere). Herefter tilsættes 1 æg, kværnet sort peber, 2,5-3 dl mælk og et finthakket løg. Egentlig skal løget rives, men det hader jeg inderligt at gøre. Til gengæld vil jeg anbefale, at man anskaffer sig en mand der er tidligere kok, og som kan finthakke det løg til atomer. Som forberedelse kan man eventuelt hakke sig selv i hånden på en virkelig idiotisk måde med en brødkniv et par dage i forvejen – så kommer han springende, så snart man bevæger sig mod køkkenregionerne. Får man flashet det enorme plaster i venstre håndflade nok, kan han også godt overtales til at rive en gulerod på den fine side af rivejernet til yderligere tilsætning.
Til sidst tilsættes stivelse, start bare med 1 spiseskefuld. Hvedemel, hvis man er old school, havregryn, hvis man er almindeligt angst og maizena, hvis man er glutenallergiker (eller får en til middag).
Det hele røres meget grundigt sammen – ingen kødlommer her! Tilsæt meget gerne mere stivelse og mere mælk, og husk, at farsen godt må være ret våd. Lad den hvile i en halv times tid, og steg så først en lille smagsprøve, for at se, om der skal mere salt og peber i (det skal der sikkert). Herefter steges alle dellerne ved middelhård varme, gerne i mængder af olie og smør, som ville gøre farmor stolt. Er man i det eventyrlystne hjørne, er det også godt med stykker af feta og soltørret tomat i farsen – eller friske, hakkede krydderurter. Og skal jeg være ærlig, så ville farmor nok undlade det der grønsagspjat med løg og gulerødder i, men det kan man jo gøre, som man lyster.

Og Farmors Spaghetti? Det er faktisk bare pasta rørt med ketchup, og så lige den hemmelige ingrediens: en solid spiseskefuld sukker. Jeg sværger, det er godt!

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst...)

Dagens gæstekok, Conchita Bratwurst. (Jeg ved det godt. Humorpolitiet kan banke på min dør nårsomhelst…)

 

Der var én, der var to

Høvs, så gik der lige en uge. Får jo aldrig opfyldt drømmen om eksploderende læsertal på denne her måde…
Til gengæld har jeg valgt at tage imod opfordringen fra trofast læser og med-tvillingemor Malenka, så her er altså historien om dengang vi fandt ud af, at vi skulle have tvillinger:

I sommeren 2011 var Sønneke to et halvt, og manden og jeg begyndte så småt at snakke om at få barn nummer to. Godt nok havde barnefaderen stadig to år tilbage af sin uddannelse (i en alder af 31 – vi er nogle seriøse go-getters her i hytten), og jeg var lige gået i gang med mit speciale, men vi blev enige om, at skulle vi vente på, at alle var færdiguddannede og jobsikrede, kunne der snildt gå mange år, før Sønneke blev storebror. Og både økonomi og bolig kunne godt bære ét barn til, lidt tid endnu. (Kan I høre det i baggrunden? Det er lyden af skæbnens ironi, der slår en høj skoggerlatter op). Så jeg stoppede med p-pillerne og blev gravid i løbet af efteråret. Til forskel fra min første graviditet var jeg denne gang voldsomt plaget af kvalme og madlede, men min læge sagde, at den slags var meget normalt, når man var andengangsgravid. Godt så, tænkte jeg, lad os håbe, at der ikke er andre ting der overrasker, her i anden omgang…

I januar tog vi til nakkefoldskanning, og mens jeg rullede trøjen op og fik gelé på, bemærkede jeg til jordemoderen, at min mave allerede var ret stor (med Sønneke kunne jeg teoretisk set have skjult min graviditet indtil 6. måned), men at det måske nok var meget normalt, når det ikke var første gang? Hun sagde, at min livmoder ikke var særlig stor endnu, så vi blev grinende enige om, at det nok bare var julen, der havde sat sine spor. Hun gik så i gang med at skanne mig, og siger pludselig: “Nå, det ser ud til, at der alligevel er en grund til, at du er så stor allerede…” (her stivner manden og jeg mens vi venter i spænding på fortsættelsen) “…for der er to!”

Herefter er alt lidt tåget, men jeg mener at kunne huske, at jeg begyndte at grine hysterisk, mens jeg sagde noget i retning af “nådetvardaellersvildtdetvardasindssygt-dererellersikketvillingerifamiliendetvardagodtnokvildtnejforviharaltsåikketvillingerifamilien-erdetrigtigtdeterdaheltvildterdetikke”. Og manden sagde noget tilsvarende begavet. Jordemoderen bad os så om ikke at panikke, men hun skulle altså lige sikre sig, at det ikke var trillinger – det var det dog ikke (og det var godt det samme, for på daværende tidspunkt var manden på besvimelsens rand). Endnu en jordemoder blev tilkaldt, det blev fastslået, at vi ventede monochoriske (fælles ydre fosterhinde + fælles moderkage) diamniotiske (hver sin indre fosterhinde) gemelli, og jeg fik udleveret et skema fyldt med ekstraskanninger og lægesamtaler og hvad har vi.
Jeg forsatte med speedsnak og hysterisk latter det næste døgns tid, manden kompenserede til gengæld ved stort set ikke at sige noget. Indtil han pludselig begyndte at snakke om, at vi umuligt kunne få plads til tre autostole på bagsædet. Jeg følte mig nødsaget til at minde ham om, at:
1.) Vi ikke havde nogen bil.
2.) Der ville gå mindst et par år, før vi fik råd til en.
3.) Der altså var mere presserende problemer end lige det her.
Hvorefter han nikkede åndsfraværende og gik i gang med at google stationcars på nettet.

Efter lidt tid blev vi heldigvis begge normale igen og begyndte at føre nogle lidt mere fornuftige samtaler. Og glædede os. Hvilket jeg vil opfordre alle andre, der får beskeden om tvillinger, til også at gøre. Trods det, at jeg er alt andet end en overskudsmor (se alle forudgående blogindlæg), så var min første tanke, da jordemoderen sagde, at der var to: “YES!”. Det var som at vinde i babylotteriet.
Jeg har fuld respekt for, at det kan tage lidt tid at vænne sig til tanken om tvillinger, det gjorde det vist også for mine børns far. Men det skal nok gå alt sammen. Og har man et barn i forvejen, findes der tilsyneladende masser af biler med plads til tre autostole på bagsædet.

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er ikke ved at gå fra hinanden på midten.)

I virkeligheden er de mere nuttede og mindre hårfagre. (Og den ene af dem er heller ikke ved at gå fra hinanden på midten.)