Hejhej, søster. Dagbog fra en fesen feminist

07.00: Ærgrer mig over ikke at have forberedt en forkromet tematekst i dagens anledning. Det sker fandeme hvert år. Ville også have linket til Ditte Gieses fremragende liste i Politiken over ting, vi ikke gider høre om på kvindernes kampdag, men den er kun for abonnenter nu. Nå, jeg finder nok på noget i løbet af dagen.

07.30: Tager som en start billede af mig selv i yndlings-feminisme-T-shirt, men skifter inden arbejde. Ikke så meget på grund af det politiske budskab som det seksuelle. Sværger at anskaffe mig en knytnæve-i-venusspejl-T-shirt til næste års kampdag og tager blazer på for i det mindste at udstråle lidt generel magt. Tager også en rød neglelak med i tasken, velvidende at jeg aldrig får den på.

09.50: Overvejer igen, hvad fanden jeg kan skrive om. Peter Madsen skal for retten i dag, det er sgu da ironisk. Noget om femicide-kultur? Var jo også inde at se La Traviata i går, det er en glimrende højpandet reference, og operaer har det eddermaneme med at aflive kvinder for underholdningens skyld. Var der ikke en italiensk operachef, der for nylig lod Carmen overleve? Nå, har vist ikke noget nyt at sige om det alligevel. Eller tid til at formulere det ordentligt.

11.20: Veninde har set mit Instagram-billede og spørger til betydningen af marxist feminist dialectic. Tak for at kalde mit pseudo-intellektuelle bluff, asshole. Til mit forsvar kunne jeg godt redegøre for marxistisk dialektik, dengang jeg købte T-shirten, og jeg skriver, som sandt er, at jeg har den, fordi jeg bekender mig til den gammeldags strukturelle feminisme, som jeg synes er både overset og ringeagtet. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker kombinationen af plat lummerhed og intellektuel arrogance.

12.08: Overvejer, om jeg bare skal skrive verdens største rant mod den kønsnormative kapitalisme, der vælter ud af kommercielle dameblads- og mommyblogs og forsyner nutidens kvinder med falsk bevidsthed om glæden ved det forbrugsorienterede fotogene liv uden politisk stillingtagen (jeg SAGDE jo, jeg var marxistisk feminist). Det bliver sgu nok alligevel for indviklet at udtænke i løbet af frokostpausen. Måske også lidt for aggressivt.

15.17: Stresser over det ekstraarbejde, jeg har liggende derhjemme. Og børnene skal til svømning. Måske jeg kunne skrive noget om det moderne kvindelivs lavpraktiske udfordringer? Hvad var det nu for en forsker, der pointerede ironien i, at kampen for ordentlig aflønning lige præcis havde frataget middelklassens kvinder muligheden for at betale sig fra husligt arbejde?… Njah, det er en gammel traver. Har også skrevet om det før.

16.48: Hjemme. Sønneke siger, han har det skidt, pigerne er dødtrætte og pylrede. Vi dropper svømning i dag, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo bare kan lave et kronologisk referat af dagens strøtanker. Klassisk kneb. Kan man ikke andet, kan man altid metafrasere over egen uformåen. Skrev Kirsten Hamman ikke en hel bog om at have en skriveblokering? Great minds think alike.

17.00: Ungerne ser dagens Ultra News, og kvindernes kampdag bliver nævnt og redegjort for. Fokus på historisk udvikling, dagens opståen (tilsat entusiastisk mor, der blafrer med armene i retning af Jagtvej for at demonstrere, hvor tæt de heldige små asener befinder sig på historisk guld – guld, der godtnok blev jævnet med jorden, før de blev født) og det ligestillingsarbejde, der stadig mangler, både herhjemme og ude i verden. Tak for det, Ultra.

19.30: Børn puttet, jeg går i bad og skriver til bloggen. Tænker, at det her sikkert er et af den slags vattede indlæg, der får følgertallet til at dale. Beslutter mig for, at det er sådan en strong, independent woman som mig sgu da ligeglad med. Jeg skal jo også tillade mig selv at være middelmådig som kvinde og alt det der. Finder den røde neglelak frem og lover mig selv at skrive noget mere politisk i nærmeste fremtid.


Reklamer

Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?

Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Følg mig i december, det bliver retro!

Julekalendre er herremeget på mode i december, så nu prøver jeg det. Som challenge (det er også herremeget på mode). Mindst 1 billede, mindst 2 ord, hver dag i december. Og ikke store krav til indhold, det er blogging som i gamle dage, bare sådan lidt dagbog. Lad os kalde det retroblogging.

(P.S. Et af børnene efterlod nedenstående genistreg af en LEGO-opstilling i morges. Så er jo næsten nødt til også at lave en LEGO-føljeton, nu hvor denne oplagte mulighed foreligger. Måske bare lidt improviseret. Og sporadisk. Og uden second unit denne gang.)

Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Mit liv som omvandrende Oscar Wilde-citat

Jeg har en ven, der altid siger, at summen af laster af konstant. True dat.  Har fx aldrig været den store kaffedrikker, men under begge mine graviditeter skulle jeg fandengaleme have mine tre kopper kaffer om dagen, når det nu var den eneste tilladte stimulans. Bean me up, Scotty!

Siden nytår har jeg forsøgt kun at ryge ’ægte’ festsmøger, dvs. dem jeg ryger, når jeg fået alkohol nok til ikke at kunne stå imod (hvilket er omkring 2-3 genstande – har aldrig haft det store behov for at ligne en med rygrad). Det er gået fint, kan sagtens undvære cigaretter resten af tiden.

Til gengæld er jeg begyndt at æde chips sådan på daglig basis. Og slik. Og jeg har det med også at unde mig selv et glas rødvin ind i mellem. Så jeg begyndte at tænke, at man nok burde skære lidt ned på alt det, er holdt op med at købe chips og prøver at mærke efter, hvor gerne jeg egentlig vil have det glas rødvin. Det er også gået fint.

Til gengæld er jeg igen begyndt at ryge en cigaret indimellem. Også i går aftes, hvor jeg var alene hjemme. Bagefter læste jeg en bog med et glas vin og en skål chips ved siden af.

Vorherrebevares, kvindemenneske, fristes man til at sige. Så skru dog op for kaffen.

I øvrigt…

…har Den Sure skrevet om forårsmani, og det er en ting. I hvert fald for mig, for nu skal der fandengaleme ryddes op på de børneværelser. Og rykkes rundt. Og shines op. Skal jeg tilbringe endnu en sommer på 3. sal – sig det med mig – uden altan, så skal det den ondelyneme være den hyggeligste almene beton, Nørrebro endnu har set, indvendigt. Er allerede godt på vej til ene kvinde at holde plantepusherne i lokalområdet på fode, vi har ryddet op i stuemøblerne og fået ny sofa, og nu er det afkommets tur. Om de vil det eller ej – der ER bestilt køjeseng i 3 etager.

…griber jeg høtyv og fakkel og går mod Christiansborg, hvis ikke nogen snart lukker for Søren Pape. Udover det fuldstændig usmagelige i at dyrke stemmefiskeri ved at træde på folk, der allerede ligger ned, og det komplet og aldeles smålige i at fratage indsatte en pose effin’ kaffe i julegave og derefter forvente stående applaus for den modige og handlekraftige hardliner-optræden, så er det så uendeligt forstemmende at høre nogen vægte deres egen personlige oplevelse af retsfølelse højere end alt, hvad eksperter, erfaring og ansatte i Kriminalforsorgen siger. Mit navn er Kirsten Birgit og jeg er VRED!

…har jeg købt min billet til Roskilde. Og en lørdagsbillet til manden, så vi kan se A Tribe Called Quest og lade som om, vi er teenagere. Hvilket i øvrigt kommer til at gå SÅ godt i spænd med de Cirkus Summarum-billetter til om søndagen, jeg nåede at købe, fordi det billetsalg selvfølgelig startede lige præcis dagen inden, Roskilde offentliggjorde deres program. Det ville nu være dejligt, hvis diverse arrangører gad snakke sammen og krydstænke deres segmenter en lille smule. Vi er trods alt nogle, der er til både fadøl og Motor-Mille.

…holder det altanpis jo aldrig op med at hjemsøge mig (nogle husker måske dette indlæg). I min uendelige genialitet gik jeg derfor i går i gang med projekt indvendig altan. Noget med at cykle to børn og en Christianiacykel til Silvan i blæsevejr for at hjemføre to store træplader, der kan gøre det ud for hævet gulv, så man kan rykke sin stol helt hen til kanten på den franske altan, i stedet for at trinnet er i vejen. Så skal der bare lukkes helt op for dørene og skrues et klapbord på rækværket, og så er den i vinkel. Da jeg forklarede min mand, hvad de to mdf-plader lavede på stuegulvet, kiggede han på mig, som om jeg var komplet sindssyg. Han har muligvis en pointe.