Så det var ligesom det

Mig: “Den der halve time, du kom tidligere hjem fra arbejde, det var jo der, jeg skulle have skrevet den næste store samtidsroman, blogget, taget bad og catchet op på Game of Thrones. Du har fuldstændig fucket med min tidsplan!”

Mand (griner): “Men du kan da bare tage en halv time nu?”

Mig: “For sent. Jeg er ude af zonen”.

Reklamer

Så overarbejdende lønmodtagere, foren jer! I har kun jeres lænker at miste!

Karoline skrev et ræddi godt 8. marts-indlæg om, hvorfor det var alle mødrene, der gik på deltid? Og flere skrev i kommentarfeltet, at så hang tingene bedre sammen i en stresset hverdag, og som oftest var det kvinderne, der gerne ville arbejde mindre. Men som andre også meget rigtigt påpegede, så kan deltidsarbejde til mor hurtigt blive den individuelle løsning på et strukturelt problem (ligesom hjemmepasning, som jeg også nok skal harcelere over ved lejlighed). Og hvad er der så i vejen med individuelle løsninger på strukturelle problemer? To ting:

  1. De er usolidariske
  2. De løser ikke problemet

(Der er helt sikkert flere og mere sofistikerede problemer knyttet til, men jeg har ikke læst sociologi, så bær lige over).

Hvis vi nu antager, hvad alle med børn og arbejde ved, nemlig at der ikke findes nok timer i døgnet til at passe både job, rengøring, indkøb, tøjvask, madlavning, børn og partner – plus alle jokerne som anskaffelse af nye vinterstøvler, forældremøder, fastelavnsudklædning, legegruppe, tandlægeaftaler og den skotøjsæske, dit barn skulle have haft med til et tværfagligt projekt i forgårs (beklager på forhånd den bias, der måtte ligge i eksemplerne … *ahem*) – hvad ville så være den logiske løsning?

At vi allesammen arbejdede lidt mindre.

Alt tyder på, at i hvert fald den kategori af selvadministrerende kontornussere, som jeg tilhører, ville kunne nå det samme på en 30 timers arbejdsuge. Og de, der ikke falder under den selvadministrerende kontornusserkategori, de kunne fx få et par ekstra kollegaer (og jo, det er der helt sikkert penge til et eller andet sted).

Jeg har ikke det fjerneste begreb om samfundsøkonomi, så aner ikke, hvordan regnestykket ser ud og kan kun påpege, hvad andre har sagt: Med al den effektivisering, der er sket på arbejdsmarkedet inden for de sidste 50 år, burde vi have mere fritid. De sidste arbejdsugeforhandlinger, med de nuværende 37 timer som resultat, var i 1987. Hvilket betyder, at det er hele 32 år siden, at vi sidst har haft en regulering af den ugentlige arbejdstid (og det er faktisk tæt på rekord, kun overgået af de 38 år, det tog fra 1920 til 1958 at få arbejdsugen forhandlet fra 48 til 47 timer). Seføli er endemålet ikke det absolutte nulpunkt; 37 timer er bare ikke skrevet på stentavler, og i de nævnte 32 år er der samtidig sket en digitalisering af arbejdsmarkedet, som alt andet lige burde frigive noget tid.

I virkeligheden er det nok endnu engang fagbevægelsen, der har sejret ad helvede til godt, for den gennemsnitlige danske lønmodtager har i dag langt bedre forhold og flere handlemuligheder, end han/hun havde for både 50 og 100 år siden. Mange, ikke alle, men mange har muligheden for, at den ene forælder går på nedsat tid, og dermed opstår der ikke et folkeligt krav om kortere arbejdsuge, for det kan jo godt hænge sammen. Når altså bare mor går på deltid. Og det vil hun jo i øvrigt også helst.

Men det er sgu ikke meningen med den socialdemokratiske velfærdsmodel, at kvinderne er nødt til at gå på deltid for at få tingene til at hænge sammen, og det er et svigt fra samfundets side, hvis vi efterlader familieomsorgen på mødrene banehalvdel og lige så stille lader kvinderne glide tilbage i hjemmet, fordi det er så dejligt bekvemt for alle. Ikke mindst fordi det efterlader både enlige forældre og alle dem, der ikke kan gå på deltid, med sorteper.

Jeg tror ikke, udfordringen er kroner og øre; udfordringen er, at arbejde i et bestemt antal timer om ugen er blevet ophævet til noget langt mere meningsfyldt, end det kan bære. Arbejde er blevet helligt at have og skamfuldt at undvære – og fred være med det, hjulene skal dreje og det protestantiske selvpineri opretholdes – men der er som sagt intet som helst gudsgivent ved at opholde sig 7-8 timer om dagen, 5 dage om ugen på sin arbejdsplads i stedet for at sidde i et sommerhus, på biblioteket eller hjemme i sofaen med sin børn (eller gør som Ida: spil guitar!). Og det handler heller ikke kun om børnefamilier, jeg under alle muligheden for færre timer på arbejde, uden at man pinedød skal have familiedrift at undskylde sig med.

Så i stedet for, at nogle af mødrene går på deltid, alle andre bliver sygemeldt med stress, og de formuende investeringsrådgivere går på pension som 42-årige, fordi de HAR set lyset og samtidig har råd til at følge det, kunne det så ikke være skidefedt, hvis vi alle sammen kunne nøjes med at være lidt mindre på arbejde?

P.S Jeg stiller hverken op for Enhedslisten eller stemmer på Alternativet, til gengæld har jeg engang læst Foucault, og han ville give mig ret.

 

Hejhej, søster. Dagbog fra en fesen feminist

07.00: Ærgrer mig over ikke at have forberedt en forkromet tematekst i dagens anledning. Det sker fandeme hvert år. Ville også have linket til Ditte Gieses fremragende liste i Politiken over ting, vi ikke gider høre om på kvindernes kampdag, men den er kun for abonnenter nu. Nå, jeg finder nok på noget i løbet af dagen.

07.30: Tager som en start billede af mig selv i yndlings-feminisme-T-shirt, men skifter inden arbejde. Ikke så meget på grund af det politiske budskab som det seksuelle. Sværger at anskaffe mig en knytnæve-i-venusspejl-T-shirt til næste års kampdag og tager blazer på for i det mindste at udstråle lidt generel magt. Tager også en rød neglelak med i tasken, velvidende at jeg aldrig får den på.

09.50: Overvejer igen, hvad fanden jeg kan skrive om. Peter Madsen skal for retten i dag, det er sgu da ironisk. Noget om femicide-kultur? Var jo også inde at se La Traviata i går, det er en glimrende højpandet reference, og operaer har det eddermaneme med at aflive kvinder for underholdningens skyld. Var der ikke en italiensk operachef, der for nylig lod Carmen overleve? Nå, har vist ikke noget nyt at sige om det alligevel. Eller tid til at formulere det ordentligt.

11.20: Veninde har set mit Instagram-billede og spørger til betydningen af marxist feminist dialectic. Tak for at kalde mit pseudo-intellektuelle bluff, asshole. Til mit forsvar kunne jeg godt redegøre for marxistisk dialektik, dengang jeg købte T-shirten, og jeg skriver, som sandt er, at jeg har den, fordi jeg bekender mig til den gammeldags strukturelle feminisme, som jeg synes er både overset og ringeagtet. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker kombinationen af plat lummerhed og intellektuel arrogance.

12.08: Overvejer, om jeg bare skal skrive verdens største rant mod den kønsnormative kapitalisme, der vælter ud af kommercielle dameblads- og mommyblogs og forsyner nutidens kvinder med falsk bevidsthed om glæden ved det forbrugsorienterede fotogene liv uden politisk stillingtagen (jeg SAGDE jo, jeg var marxistisk feminist). Det bliver sgu nok alligevel for indviklet at udtænke i løbet af frokostpausen. Måske også lidt for aggressivt.

15.17: Stresser over det ekstraarbejde, jeg har liggende derhjemme. Og børnene skal til svømning. Måske jeg kunne skrive noget om det moderne kvindelivs lavpraktiske udfordringer? Hvad var det nu for en forsker, der pointerede ironien i, at kampen for ordentlig aflønning lige præcis havde frataget middelklassens kvinder muligheden for at betale sig fra husligt arbejde?… Njah, det er en gammel traver. Har også skrevet om det før.

16.48: Hjemme. Sønneke siger, han har det skidt, pigerne er dødtrætte og pylrede. Vi dropper svømning i dag, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo bare kan lave et kronologisk referat af dagens strøtanker. Klassisk kneb. Kan man ikke andet, kan man altid metafrasere over egen uformåen. Skrev Kirsten Hamman ikke en hel bog om at have en skriveblokering? Great minds think alike.

17.00: Ungerne ser dagens Ultra News, og kvindernes kampdag bliver nævnt og redegjort for. Fokus på historisk udvikling, dagens opståen (tilsat entusiastisk mor, der blafrer med armene i retning af Jagtvej for at demonstrere, hvor tæt de heldige små asener befinder sig på historisk guld – guld, der godtnok blev jævnet med jorden, før de blev født) og det ligestillingsarbejde, der stadig mangler, både herhjemme og ude i verden. Tak for det, Ultra.

19.30: Børn puttet, jeg går i bad og skriver til bloggen. Tænker, at det her sikkert er et af den slags vattede indlæg, der får følgertallet til at dale. Beslutter mig for, at det er sådan en strong, independent woman som mig sgu da ligeglad med. Jeg skal jo også tillade mig selv at være middelmådig som kvinde og alt det der. Finder den røde neglelak frem og lover mig selv at skrive noget mere politisk i nærmeste fremtid.


Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?

Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Følg mig i december, det bliver retro!

Julekalendre er herremeget på mode i december, så nu prøver jeg det. Som challenge (det er også herremeget på mode). Mindst 1 billede, mindst 2 ord, hver dag i december. Og ikke store krav til indhold, det er blogging som i gamle dage, bare sådan lidt dagbog. Lad os kalde det retroblogging.

(P.S. Et af børnene efterlod nedenstående genistreg af en LEGO-opstilling i morges. Så er jo næsten nødt til også at lave en LEGO-føljeton, nu hvor denne oplagte mulighed foreligger. Måske bare lidt improviseret. Og sporadisk. Og uden second unit denne gang.)

Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.