Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Reklamer

Mit liv som omvandrende Oscar Wilde-citat

Jeg har en ven, der altid siger, at summen af laster af konstant. True dat.  Har fx aldrig været den store kaffedrikker, men under begge mine graviditeter skulle jeg fandengaleme have mine tre kopper kaffer om dagen, når det nu var den eneste tilladte stimulans. Bean me up, Scotty!

Siden nytår har jeg forsøgt kun at ryge ’ægte’ festsmøger, dvs. dem jeg ryger, når jeg fået alkohol nok til ikke at kunne stå imod (hvilket er omkring 2-3 genstande – har aldrig haft det store behov for at ligne en med rygrad). Det er gået fint, kan sagtens undvære cigaretter resten af tiden.

Til gengæld er jeg begyndt at æde chips sådan på daglig basis. Og slik. Og jeg har det med også at unde mig selv et glas rødvin ind i mellem. Så jeg begyndte at tænke, at man nok burde skære lidt ned på alt det, er holdt op med at købe chips og prøver at mærke efter, hvor gerne jeg egentlig vil have det glas rødvin. Det er også gået fint.

Til gengæld er jeg igen begyndt at ryge en cigaret indimellem. Også i går aftes, hvor jeg var alene hjemme. Bagefter læste jeg en bog med et glas vin og en skål chips ved siden af.

Vorherrebevares, kvindemenneske, fristes man til at sige. Så skru dog op for kaffen.

I øvrigt…

…har Den Sure skrevet om forårsmani, og det er en ting. I hvert fald for mig, for nu skal der fandengaleme ryddes op på de børneværelser. Og rykkes rundt. Og shines op. Skal jeg tilbringe endnu en sommer på 3. sal – sig det med mig – uden altan, så skal det den ondelyneme være den hyggeligste almene beton, Nørrebro endnu har set, indvendigt. Er allerede godt på vej til ene kvinde at holde plantepusherne i lokalområdet på fode, vi har ryddet op i stuemøblerne og fået ny sofa, og nu er det afkommets tur. Om de vil det eller ej – der ER bestilt køjeseng i 3 etager.

…griber jeg høtyv og fakkel og går mod Christiansborg, hvis ikke nogen snart lukker for Søren Pape. Udover det fuldstændig usmagelige i at dyrke stemmefiskeri ved at træde på folk, der allerede ligger ned, og det komplet og aldeles smålige i at fratage indsatte en pose effin’ kaffe i julegave og derefter forvente stående applaus for den modige og handlekraftige hardliner-optræden, så er det så uendeligt forstemmende at høre nogen vægte deres egen personlige oplevelse af retsfølelse højere end alt, hvad eksperter, erfaring og ansatte i Kriminalforsorgen siger. Mit navn er Kirsten Birgit og jeg er VRED!

…har jeg købt min billet til Roskilde. Og en lørdagsbillet til manden, så vi kan se A Tribe Called Quest og lade som om, vi er teenagere. Hvilket i øvrigt kommer til at gå SÅ godt i spænd med de Cirkus Summarum-billetter til om søndagen, jeg nåede at købe, fordi det billetsalg selvfølgelig startede lige præcis dagen inden, Roskilde offentliggjorde deres program. Det ville nu være dejligt, hvis diverse arrangører gad snakke sammen og krydstænke deres segmenter en lille smule. Vi er trods alt nogle, der er til både fadøl og Motor-Mille.

…holder det altanpis jo aldrig op med at hjemsøge mig (nogle husker måske dette indlæg). I min uendelige genialitet gik jeg derfor i går i gang med projekt indvendig altan. Noget med at cykle to børn og en Christianiacykel til Silvan i blæsevejr for at hjemføre to store træplader, der kan gøre det ud for hævet gulv, så man kan rykke sin stol helt hen til kanten på den franske altan, i stedet for at trinnet er i vejen. Så skal der bare lukkes helt op for dørene og skrues et klapbord på rækværket, og så er den i vinkel. Da jeg forklarede min mand, hvad de to mdf-plader lavede på stuegulvet, kiggede han på mig, som om jeg var komplet sindssyg. Han har muligvis en pointe.

Og hvad er der så i vejen med det?

Mig: “Jeg er meget vred på kantinen. De skulle egentlig have lavet butter chicken i morgen, men nu har de i sidste øjeblik rykket det til i dag, hvor jeg arbejder hjemme. I stedet er der skibberlabskovs i morgen. Og deres indiske mad plejer at være herregod! Jeg føler mig snydt!”

Manden: “…Vil det sige, at du planlægger dine hjemmearbejdsdage efter menuen i kantinen?”

Mig: “Nej, altså…så ville jeg jo arbejde hjemme om torsdagen, for det er fiskedag, og deres fisk er altid elendig. Men det passer bare ikke så godt at arbejde hjemme om torsdagen, desværre. Til gengæld sørger jeg for at være der om onsdagen, for det er kagedag.”

Manden: “Så du planlægger altså dine hjemmearbejdsdage efter menuen i kantinen?”

Mig: “…

I dag

– har jeg hele tiden Missy Elliott på hjernen. Det er rimelig meget koklokke i baghovedet, kan jeg godt afsløre.

– har jeg taget en temmelig ferskt ferskenfarvet neglelak på. Fortrød, tænkte, det blev bedre efter andet lag, fortrød endnu mere. Hader, når det sker.

– lynpreppede jeg lagkage til weekendens familiefødselsdag, da den skulle lægges sammen med citronfromage (fødselsdagsbarnets ønske – den dreng er simpelthen for vild). Forstår omsider, hvad alle deltagere i Den Store Bagedyst har gennemlevet. Åhgud, bare den sætter sig!

– er jeg stadig sur over, at ingen kunne beslutte sig for, om det stort anlagte hattedameshow sidste weekend tog fuge-s eller genitiv-s. (Enten hedder det Danmarks Indsamling eller også hedder det Danmarksindsamlingen. Men sgu fandme ikke ‘Danmarks Indsamlingen’!)

– skal jeg direkte fra arbejde og til damefødselsdag. Hos en gammel veninde, sammen med ingen, jeg kender. Ville ønske, jeg ikke havde taget ferskenfarvet neglelak på. Men det går nok.

God weekend!

Som en åben bog

Jeg har sådan et ansigt, der afslører alt. En slags modsat-pokerfjæs. Det er sikkert ikke noget specielt exceptionelt; tror, de fleste mennesker kan aflæses på samme måde.

Jeg er bare samtidig ret kontrolleret, når jeg møder folk. Sådan lidt små-neurotisk, faktisk, ingen store følelsesudbrud og helst ingen kontroversielle synspunkter. Og så vil man jo gerne have, at fjæset følger med. Altså, så det ikke er tydeligt, hvad jeg i virkeligheden mener om den der smådumme kommentar eller den kjole eller dig som person generelt, mens jeg samtidig står der og leger karrierediplomat med mit sprog.

Også fordi, det alligevel ikke passer. Umiddelbare indtryk er lige præcis umiddelbare, og jeg er alligevel bare en snob med dårlig tøjsmag og ingen people skills. Og jeg har skiftet mening om fem minutter, så lad os bare sige, at jeg har tics.

Eller bare generelt går alt for meget op i, hvad folk tænker om mig.

"Total omlægning af af alle de ændringer, vi brugte hele sidste år på at gennemføre? Jada! Skøn idé! Har du noget imod, at jeg holder det her papir op foran mit ansigt, mens vi snakker videre om det?"

Total omlægning af af alle de ændringer, vi brugte hele sidste år på at gennemføre? Jada! Skøn idé! Har du noget imod, at jeg holder det her papir op foran mit ansigt, mens vi snakker videre om det?”

Doesn’t play well with others

For nylig var jeg som nævnt på noget kursus på arbejde. Og ligesom man i dagens Danmark tilsyneladende ikke kan lave et ungdomsprojekt uden hiphop, så kan man ikke lege kursus uden workshops. I grupper.

Jeg er ikke specielt vild med den slags. (Nej, virkelig, det er sandt! Jeg ved, hvor meget det overrasker…) Godt nok er jeg med årene blevet bedre til at tage mig sammen og brainstorme i plenum uden brok, men det er virkelig sjældent, jeg har deltaget i et gruppearbejde, hvor jeg ikke bagefter har tænkt, at både resultat og proces havde været bedre, hvis jeg havde løst opgaven alene. Ikke fordi, jeg er en overlegen ø i tilværelsen, som andre kun kan trække ned. Men fordi jeg oplever gruppearbejde som en arbejdsform, hvor man bruger dobbelt så lang tid på alting og derfor altid når halvt så langt. Majoriteten af det gruppearbejde, jeg har været udsat for, starter med, at alle er bange for at sige noget, og slutter med, at ingen føler sig ordentlig hørt. Og derimellem indgår man så tusind kompromiser, som tager en evighed at nå frem til, fordi alle skal have taletid, tosser råber højest, og ingen tør sige deres ærlige mening.

Jeg kan muuuligvis være en smule farvet af min nylige kursusoplevelse (jeg kigger på jer, defensive-typer-befriet-for-selvironi); ransager jeg min hjerne har der også været gode oplevelser med gruppearbejde, hvor både proces og slutprodukt fungerede godt.
Men stadig… Er det tilladt at mene, at man bare fungerer bedst som soloarbejder? Eller er det bare fordi, jeg aldrig er blevet rigtig god til gruppearbejde, ikke har øvet mig nok, ikke har lært de rigtige metoder? (Der er lammer til den første, der bruger ordet ‘værktøjer’.) For dybt nede har jeg stadig følelsen af, at når jeg sætter mig ved et bord med en bunke post-its, tre farver tuscher og en samling nervøse smil, så er det mest af alt for, at underviseren kan krydse den aktivitet af på listen. Og ikke så meget fordi, det nogensinde er bevist, at dette er en givtig arbejdsform.

Men jeg kan selvfølgelig tage fejl – har endnu ikke diskuteret det i plenum.

Det irriterende tidspunkt i enhver workshop, hvor alle konsekvent overhørte mit forslag om at kalde projektet 'Mies Verdenscirkus'.

Det irriterende tidspunkt i enhver workshop, hvor alle konsekvent overhører mit forslag om at navngive projektet Mies Verdenscirkus (of Doom).