Filmtip: Tidlig Tarantino

Quentin Tarantino er the shizzle i disse dage med sin måske/måske ikke sidste film i biograferne (som jeg skal ind at se i næste uge, og jeg VIL INTET VIDE, tak!), Information kører artikelserie, Cinemateket kører temafremvisninger, og jeg imødeser nok engang den eksistentielle udfordring, alle prætentiøse typer facer, når den interesse, der engang var deres go-to-identitetsmarkør, bliver allemandseje.

For Tarantino har seføli været the shizzle nærmest altid, men jeg har altså elsket ham endnu længere! I hvert fald længere end dig. I hvert fald siden 1990’erne, hvor jeg kunne hele Pulp Fiction udenad (kan jeg vist stadig) og syntes, han var den rene filmiske Messias; som hvis Orson Welles var blevet genfødt i en postmoderne version – 12 år før, han rent faktisk døde.

Anywho.

Reservoir Dogs, Pulp Fiction, Kill Bill 1-2, Death Proof, Inglorious Basterds, jeg har elsket dem alle højt. Jackie Brown var jeg aldrig specielt vild med, og første gang jeg så Django Unchained, stod jeg helt af (nævnt her, faktisk). Anden gang kunne jeg på en eller anden måde bedre med den, men den slukkede alligevel på forhånd min lyst til at se Hateful Eight. Så virker Once Upon a Time in Hollywood mere som min kop te (alene det at lave en titelpastiche, der for længst er blevet en kliche i egen kraft, er der næppe andre end Tarantino, der kan gøre med æren i behold).

Men skal man nu rigtig lege popkulturel connaisseur, så er her to undervurderede favoritter fra bagkataloget, som jeg vil anbefale, hvis ikke man har set dem (egentlig også hvis man har, det slår i hvert fald at surfe beslutningslammet rundt på Netflix):

True Romance (1993) – Ååååhåhåh, hvor var jeg forelsket i Christian Slater og for den sags skyld Patricia Arquette. Og i de to sammen, som alletiders star-crossed lovers på flugt i en lyserød cadillac. I det hele taget er castet genialt: Gary Oldman spiller superklam alfons, Christopher Walken og Dennis Hopper har en helt uforlignelig dialogscene, og Brad Pitt kan ses i en lille birolle som verdens skæveste roomie. Tony Scott har instrueret (jeg er typen, der altid smider en the lesser known brother-joke ved navnesammenfald, og i dette tilfælde er han jo rent faktisk the lesser known brother – må han hvile i fred …), og den ville helt sikkert have været federe, hvis Tarantino selv havde gidet, men den er stadig god. Det er noget af det tidligste, han har skrevet, og man kan mærke hjerteblodet: Clarence-figuren er ham selv som ung, og Alabama er den pige, han brændende ønskede sig.

From Dusk till Dawn (1996) – Der er dømt super-b-film her, som der nu engang er, når Robert Rodriguez og Tarantino samarbejder. Tarantinos første betalte manuskriptjob, instrueret af manden bag Desperado; det skal være hyperkitschet, og det er det også. George Clooney er sej, Tarantino er klam, Harvey Keitel er underligt overspillet på den underspillede måde, Salma Hayek er hot, og Juliette Lewis er evigt elskelig. Kan man se den uden at vide noget om handlingen først, fungerer den bedst, men jeg har efterhånden set den virkelig mange gange (skrev opgave om den første år på universitetet og var plaget af nogle temmelig syrede mareridt undervejs) og synes alligevel, den er sjov. Uh, og så den der lækre, mexicanske solnedgangsstemning, den har; faktisk kan jeg stadig godt finde på at sætte soundtracket på … It’s a DAAARK night, dam-dam-dam-dam …

Og tilføj så endelig popcorn, a glass of beer og godt selskab for at opnå den helt rigtige stemning af Tarantinotilværelse; Big Kahuna-burgere og Red Apple-cigaretter må man i sagens natur tænke sig til.

NB: Der må påregnes en vis risiko for, at begge film vil virke forfærdelig 90’er-agtige på den dårlige måde, set med nutidens øjne. For nyligt lyttede jeg til Incubus for første gang i mange år, og det viste sig altså at være noget lort. Så jeg vil ikke 100 % garantere, at disse to perler har overlevet tidens tand, og jeg vil muligvis græmme mig over min anbefaling, når jeg genser dem. Men giv dem et forsøg alligevel!

 

Reklamer

Tips til Halloween-film, 51 uger for tidligt

I sidste uge, i et anfald af mor-mani, besluttede jeg, at vi skulle familie-Halloween-hygge med nogle passende film. Sjovt nok kan man ikke beslutte den slags to dage i forvejen og så forvente, at de kommunale biblioteker leverer varen på dagen, så i stedet lå filmene først klar til mig i denne weekend. Jeg havde googlet mig frem til en liste over Halloween-film til børn, og da de mindste er tre, og Sønneke har arvet sin mors sarte nerver, var ‘harmløst’ nøgleordet: Plys’ Hafferlaf Halloween og Radiserne – Halloween (den sidste via bibliotek.dk, da den ikke fandtes i Københavns Kommunes almindelige repertoire).
Og da jeg ved, at anmeldelser af Halloween-tegnefilm med en uges forsinkelse lige er det, mine læsere har ventet på i åndeløs spænding, kommer de her:

I Radiserne – Halloween skal børnene ud og rasle (måtte kvæle en fnisen over oversættelsen “Gys eller Guf!”, men jeg er sgu også så pubertær), Nuser render rundt og leger piloten fra Første Verdenskrig, og Thomas sidder som sædvanlig hele aftenen i et græskarbed, i sikker forvisning om at det bliver i år, at Den Store Græskarmand viser sig med gaver til alle artige børn – mens alle de andre børn gør nar af ham.
Egentlig fungerer Radiserne meget bedre som tegneserie, de filosofiske samtaler bliver klodsede, når de skal siges som replikker, og Nusers sofistikerede fantasiunivers er svært at sætte lyd på, men jeg har elsket Radiserne i 25 år, så jeg ser gennem fingre med det meste. Desuden er behandlingen af Thomas’ mytologi-forvirring ret fin, fx Thomas’ kommentar om, at han vil holde op med at tro på Den Store Græskarmand, den dag de andre holder op med tro på den tykke fyr med det hvide skæg og det røde tøj, som siger ‘ho-ho-ho’. Eller når de andre børns manglende forståelse af Thomas’ univers viser sig som decideret vrede mod ham og hans udmeldelse fra fællesskabet (rundet med omsorg, når den ellers sure og skamfulde Trine både beder om ekstra slik til sin tåbelige bror og til sidst bærer en sovende Thomas ind fra græskarbedet og lægger ham i seng). Jeg havde en anelse om, at Sønneke ville sætte pris på Radiserne, og det viste sig, at jeg havde ret (20 mor-point til mig) – i skrivende stund har han set dvd’en fire gange. Stilmæssigt minder tegnefilmene (der er to på dvd’en udover den om Halloween) om Cirkeline og Alfons Åberg: helt roligt fortælletempo med klimprende underlægningsmusik, langsom dialog samt animerede figurer, der ikke bevæger sig unødigt meget. Nogle børn (og min mand) vil ganske givet finde det kedeligt, men de fleste her i hytten var godt underholdt. Fire græskarhoveder ud af seks – med det forbehold, at ikke alle elsker Radiserne som Sønneke og jeg.

I Plys’ Hafferlaf Halloween glæder Kængubarnet sig til at skulle fejre Halloween med sin nye ven, Hafferlaffen, som dog er lidt skræmt over alt det uhyggelige. Men inden det er blevet aften, er Plys ved et uheld kommet til at spise alt slikket, så Kængubarnet og Laffe begiver sig ud for at finde den af Tigerdyr opfundne ‘Trollon’, som både kan opfylde ønsker og forvandle én til et græskarhoved, for at ønske sig nyt slik. Undervejs fortæller Kængubarnet historien om dengang, Grisling overvandt sin Halloween-frygt, for at berolige den bange Hafferlaf, og selvom de ikke finder trollonen, viser det sig heldigvis til sidst, at Kængu har slik og kage til alle.
Lyder det som et godt plot? I så fald har jeg ikke refereret det ordentligt. Plys’ Hafferlaf Halloween er en time af mit liv, jeg aldrig får igen. Selv titlen er falsk reklame, eftersom den længste, sammenhængende historie, der præsenteres, er Kængubarnets fortælling om Grisling. Som, så vidt jeg kan bedømme, bare er et tidligere tv-transmitteret afsnit af Peter Plys, som dem, der bliver sendt i Disney Sjov – og ikke engang et særligt godt et af slagsen. Med andre ord har de dovne røvhuller hos Disney bare gravet et gammelt serieafsnit frem, klistret en elendig rammefortælling på og udgivet hele rædderligheden som ‘film’. Well played, Disney, men ingen af mine børn gad se den til ende (så det måtte jeg gøre alene, udelukkende for denne anmeldelses skyld).
Så uden at harcelere i timevis over, hvor uendeligt irriterende det er, når Disney forfalder til infantil protagonisme og lader ligegyldige baby-figurer som Kængubarnet være handlingsbærende, og hvor meget jeg desuden hader, når ondskabens imperie mishandler en af mine yndlingsbørnebøger, kan jeg bare sige, at denne film kan man roligt gå udenom. Trust me. Det bliver ét græskarhoved herfra, og det er udelukkende fordi, jeg har en svaghed for Tigerdyret. Kængubarnet og Hafferlaffen kan for min skyld kvæles i den lyserøde candy floss, de kom ridende ind på.

Og med disse ord vil jeg nu rette blikket mod næste højtid: Mortensaften. Der er købt to ænder, men jeg finder næppe en film, der passer til.

image

 

Always a bridesmaid

Bridesmaids sent i går aftes (jaja, jeg er verdens største lastmover, skyder noget af skylden på mine børn). Jeg havde egentlig store planer om øldrikkeri og byens lys, men ingen svarede på mine sms’er og jeg var samtidig egentlig for træt og syg til at gå nogen steder. Så det blev sofaen og Bridesmaids. Og ja, der var da mange scener hvor manuskriptforfatterne helt sikkert var gået efter ‘tåkrummende’ frem for ‘morsomt’, og selv om Kristen Wiig er ufattelig sjov med al sin underspillede weirdness (hun har været en komikerfavorit, siden jeg så hende i ‘Ghost Town’), så er det sgu en lidt ujævn produktion.

Men den ramte alligevel noget i mig; den der grimme, fortvivlende følelse af, at venindernes liv efterhånden hænger ret godt sammen, mens ens eget liv sejler derudaf. Det er flere år siden, jeg havde det som hovedpersonen i filmen, men jeg kan godt huske, hvordan det er at føle sig som verdens største fuck-up. Og det er satme ikke sjovt.