Og så blev det også Bastilledag

Det er cirka halvanden måned siden, jeg droppede alt, hvad der lugter af madplan, cirka lige så lang tid siden, at jeg opgav at få læst avisen og holde noget, der ligner et budget. Bare spis, sov, arbejd og betal ved kasse 1 for alt, der kan lette tilværelsen en smule, har været mottoet det sidste stykke tid.

Vi fucking overlevede 4 fødselsdage på en uge, og indimellem var det også ret hyggeligt (selvom det holdt hårdt med den ene klassefødselsdag, hvor vi kun var husstandens voksne på skansen – men så har jeg da prøvet at stå med en hel 0. klasse, der hoppede i et springvand …)

Og jeg overlevede 4 dage på Roskilde, med en efterfølgende rekonvalescensperiode, der indtil videre har varet dobbelt så længe som festivalen (3 dage med søvn i halve døgn efterfulgt af ind til videre 5 dages sygdom). Der må næsten kunne opstilles en cost-benefit-analyse for den slags, men kan dog berolige med, at min forholdvis uimponerede ægtefælle er her endnu. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde haft uforklarlige blister i hele munden i ugerne op til skoleferien, så muligvis prøvede min krop også at fortælle mig noget, inden jeg overdøvede den med en cocktail af cigaretter og … cocktails. Summa summarum: sommerferien er her, og den var tiltrængt.

Vi driver den af i kolonihaven hele sommeren, kun afbrudt af en enkelt jyllandstur, og det passer mig så fint. Vejret passer godt til hjemmeferie, og vi får hele tiden mere skik på vores meget lille hus. (Er det i øvrigt ikke noget med, at det lissom tager lidt tid for en familie at komme helt på plads i ferien, sænke konfliktniveauet, få alle til at falde ned og børnene til at stoppe med at slås hvert. fucking. kvarter.? Skulle spørge for en ven).

Såeh, jeg skal have læst nogle bøger. Og skrevet nogetnoget. Og have malet mellemgangen, og vi skal have sat et solsejl op, og der var engang, jeg havde en plan om en hule i det store cyprestræ. Men en feriedag ad gangen. Det skulle nødig ende med flere mundblister.

Vive la France!

Et af de få (nogenlunde) brugbare billeder, jeg tog på Roskilde …

 

Have haves (fornuft mangles)

Det er blevet den tid på året igen, hvor min ellers så kyniske person begynder at dagdrømme om højbede. Og udebad og bambushæk og måske et magnoliatræ.

Så fuck da det, at halvdelen af kolonihaven består af jord og huller pga. det igangværende kloakeringsprojekt, som er færdigt, guderne må vide hvornår (hvilket naturligvis også betyder det totale fravær af vand og sanitære installationer i samme tidsrum). Den anden halvdel er klar til at blive luget og klippet og tilplantet og rodet rundt med, og jeg har garanteret allerede slået mindst et halvt dusin sagesløse stauder ihjel i udlugningsprocessen, og hvad så?

Oh, og græsslåning! Den absolut mest mindfulde af alle beskæftigelser; sidste år gik det omsider op for mig, at det sgu da er derfor, at folk er så besatte af at få en have: for at få lov til at slå græs. Hvorfor har ingen fortalt mig, hvor skønt det er? Lykken er at sige “Jeg slår lige græsset!”, finde plæneklipperen frem og derefter gå i fred og ro med sit meget vigtige og samtidig ret overskuelige stykke arbejde, hvor fremskridt hele tiden kan ses, og ingen forstyrrer en, mens man går i systematiske baner i duften af nyslået græs, og bagefter kan man så tage sig en lille pause, for man har jo lige slået græsset.

Og jeg er begyndt at forspire (et par uger for sent, men hvem tæller), jeg har læst hele Havebladet fra ende til anden og tænker nu på at finde nogle Søren Ryge-programmer frem til at hygge mig med om aftenen.

De sidst omvendte er vitterligt de værste.