Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Reklamer

Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.

Weekenden der gik

Fredag var jeg til firmafest og fik endnu en gang det geniale indfald, at den bedste måde at gøre mig professionelt bemærket på, var at forsøge at drikke alle under bordet, inklusive mig selv. Mie – Straight Outta 1.g. Men sjovt var det. Selvom det der med at drikke shots med sin chef, mens man indvier vedkommende i alle sine eksistentielle overvejelser om livet, døden og jobbet vist ikke ligefrem står på side 1 i Magistrenes Karrierehåndbog (*big time-græmmelses-smiley*). Væltede hjem lidt i 2 og har helt sikkert imponeret mindst en shawarma-sælger med mine overlegne evner inden for basale motoriske funktioner.

Lørdag stod lidt i en tåge, mand og ældste barn tog på lejrtur og efterlod mig med et søvndrukkent “Hvor ser I bare søde ud med jeres rygsække på!…” samt naturligvis den dynamiske duo af lillesøstre. Og apropos at være renegade på den sørgelige måde, så var der fuldstændig frit spil ved skærmene, mens Usleravnemor kæmpede for at holde gejsten oppe og sidst indtagne måltid nede. Med svingende resultat, I might add. Helt ud af det blå tilbød min mor om eftermiddagen at tage basserne ud til en is og en gadefest og kom senere tilbage med to tilfredse piger og tre kager med hindbær og bladguld. Det var muligvis tømmermændene, men var tæt på at tude af taknemlighed.

Søndag samlede jeg mig på alle måder, tog på legeplads med børn og madpakke og derefter til den obligatoriske weekendfremvisning af andelsbolig (for de, der ikke er kronisk boligsøgende i København, kan jeg afsløre, at dette har erstattet tidligere tiders kirkegængeri og senere tiders Louisiana-besøg som middelklassens faste søndagsritual). Gik derfra i sikker forvisning om, at en af de andre 177 tilstedeværende igen ville nuppe kalorius foran os, og for en sjælden gangs skyld var jeg komplet ligeglad. Cyklede i Netto og købte jordbær og asparges og nye kartofler og koldskål, fik vasket hår på alle tre børn, stegte pølser til aftensmad, så det 8. afsnit af SKAM og var egentlig helt okay med alting.

Og så kan jeg passende fortryde det her, 10 sekunder efter at have trykket ‘udgiv’

Kom til at kommentere ovre hos Julia Lahme forleden. Og fordi jeg var småuenig i både hendes og resten af kommentarfeltets vinkel, fortrød jeg straks bagefter at have skrevet noget overhovedet. Ingen gider jo for helvede være hende der, der liige har en emsig mod-mening til det hele. Bliver man ikke spurgt, kan man altid holde kæft. Og sådan. Ville egentlig også have subkommenteret, at det ikke var meningen, det skulle lyde så spydigt, men har været i jævnt dårligt humør i disse dage (derfor man kommer til kaste lidt galde op på andres domæner, peut-être?) og kom ligesom fra det, og blogindlægs kommunikationsrum har nu engang en begrænset levetid.

Men altså. Indlægget, eller rettere kommentarfeltet, for det var sgu egentlig der, der som sædvanlig gik ‘godt brølt’ i den, ramte uforvarende lige ned i en af mine faste aggressioner. Som egentlig ikke har noget med hverken indlægget eller Lahme at gøre, men mere en mentalitet, jeg ikke bryder mig om. Og så kan jeg jo passende udbrede mig om den her:

Jeg synes, at det såkaldte opgør med perfektheden er noget opreklameret fis. I hvert fald på det niveau, mange bloggere (og facebook-bekendtskaber, ingen nævnt, ingen glemt) gør det, fordi det sjældent stikker dybere end at spise en romkugle til frokost eller at stikke sine unger en iPad. Uh-uh. Og så skal det gudhjælpeme samtidig italesættes som noget, der virkelig bryder med alle forældre-konventioner i et eller andet underligt krydsfelt mellem smertende bekendelse og junkfood som cool identitetsmarkør. Come on, alle serverer sguda frysepizza til aftensmad en gang imellem? Eller er for trætte til børnenes legeaftaler? Eller bare børnene i det hele taget? Det er da ikke engang kontroversielt at sige højt, det er bare livet?

En ting er, at jeg altid stønner indvendigt, når der sparkes (i mine øjne) åbne døre ind og derefter forventes applaus for samme. Men hvis den højeste form for skamfuld indrømmelse er, at vasketøjet hober sig op og børnene i øvrigt har set fjernsyn hele eftermiddagen med en Nutellamad i hånden, hvor placerer det så tilværelsens virkelige tvivl, skam og fortrædeligheder? “Men den slags hører hjemme i et helt andet forum.” Jomen. Sprog skaber virkelighed. Og hvis noget så ligegyldigt som frysepizzaer løbende skal italesættes som det, vi ikke taler højt om, så er der eddermaneme mange ting, der falder ind under den kategori.

Plus at det bare helt basalt pisser mig af, når nogen tror, de kan iscenesætte sig selv som renegade as fuck, fordi de stak deres barn en Kindersnitte og drak et halvt glas hvidvin. Woman, please! Det er simpelthen for ufarligt. Og i virkeligheden en underlig form for privilegieblindhed. Der er næppe nogen, der peger fingre, så længe du samtidig har en cand.something, det nyeste Ganni-print og en pose chia-frø i rygsækken. Kun mig.

Gule hængekøjer

For mange år siden lå jeg i en gul hængekøje i Mexico og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre med mig selv. Jeg lå og kiggede på mine fødder og havde voldsomt lyst til den cigaret, jeg ikke kunne ryge, fordi jeg var gravid. 10 uger henne og skræmmende bevidst om, at det var endegyldigt slut med at jage rundt efter alle de ting, jeg følte, jeg skulle. Også selvom jeg ikke rigtig havde fundet det, jeg ville, for nu var der kun en ting, jeg skulle, og jeg var i langsom panik ved tanken. Og følte mig pludselig meget ensom. Jeg tog et billede af min udsigt, skrev lidt i min notesbog og tænkte, at måske var det sådan, det skulle være. Måske var det her nedslaget, jeg omsider kunne skrive fra, vendepunktet der gav mig ro.

Selvfølgelig blev det ikke det.

Ham der lå i min mave dengang er i dag 8 år gammel og stak mig her til aften en fuckfinger i ansigtet, mens hans halvt græd, halvt råbte, at jeg var den ondeste, værste mor i verden, fordi vi ikke skulle på restaurant efter hans danseafslutning, som han havde troet. Og hans lillesøstre gik i opløsning på skift, fordi de som menige tilskuere til showet ikke havde fået en brikjuice, og fordi de var dødtrætte, og alle skreg og hylede på skift, mens vi kørte hjem, og min mand var sur, fordi han også var træt, og jeg blev sur på ham, fordi han pludselig var sur på mig, og da børnene var puttet, sagde vi sure ting til hinanden og gik ind i hvert sit rum. Og nu. Nu sover de allesammen.

Og jeg sidder alene i sofaen og kom til at tænke på den gule hængekøje og har det lidt ligesom dengang. Lidt ensom, lidt fortabt, uden at føle mig hverken ældre eller klogere.

Det går nok altsammen, har jeg i det mindste lært. Og heldigvis må jeg gerne ryge en cigaret.

‘Her ligger jeg”-billede fra Mexico, anno 2008. Pre-instagram, total forud for min tid.

En form for anbefaling

Jeg kæmper lidt med at få min søn til at læse mere. For da MOR var barn, læste hun MEGET. Faktisk hele tiden (at det så til dels hang sammen med, at mor ikke havde så mange venner, forbigår vi lige i tavshed). Og læsning er sgu så lødigt, sundere end al den iPad, en nem måde at underholde sig selv på, en pause i hverdagen, godt for koncentrationsevnen, lærerigt, nærmest kræftforebyggende og blablabla.

Men barnet vil ikke rigtig. Mine gamle Steen & Stoffer-tegneserier har kunnet holde ham fanget. Lidt. Ish. Anders And-blade går an. Dennis Jürgensen var for kedeligt, og i skolen har han allerede sidste år pløjet sig igennem alle de dersens sværd-serier, man anbefaler i hans alder. Det er ikke læseevner, der mangler, han er langt foran på det punkt, men han gider ikke. Har overvejet forskellige belønningsstrategier, men jeg vil egentlig helst, at han læser af hjertens lyst og ikke som resultat af diverse grænsepædagogiske manøvrer.

Hvorom alting er, fik han til sin fødselsdag Sigurd fortæller Danmarkshistorie (*host* forældreønske *host*), og for nylig gik vi i gang med at læse den som godnathistorie. Trods gode anmeldelser var ingen af de voksne synderligt imponerede, eftersom fortællestilen er enerverende infantil (“Engang for mange, mange, mange år siden var hele Danmark dækket af is. Altså ikke chokoladeis eller jordbæris…”) og det samme er årsagsforklaringerne (”Hej med jer, gutter, er I ikke friske på at prøve at dyrke jorden?” – sagde INGEN stenaldermand NOGENSINDE). Men jeg har også altid syntes, at Sigurds Bjørnetime var moderat anstrengende på Familien Danmark-måden, så det burde nok ikke undre.

Og…her kan vi så konkludere, at hvad fanden ved jeg, for Sønneke blev så opslugt af hyggepianistens fortælling, at han i ren utålmodighed selv overtog læsningen. Efter nærmest at have vristet bogen ud af sin mors hænder omkring Grauballemanden har han nu siddet hver aften og læst selv (”Hvis det er okay, mor?”), er over halvvejs gennem første bind og kan slet ikke lægge bogen fra sig, når han skal i seng.

Så. Jeg kan dårligt sige af ærligt hjerte, at jeg synes, Sigurd fortæller Danmarkshistorie er en god bog. Men den holder da min 8-årige dreng væk fra gaden. Eller i hvert fald godt underholdt.

Når hysteria kalder

Jeg er ikke nogen moder jord-type, bare som indledende disclaimer. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været rigtig skruk, mine børn er sådan kommet dumpende, nogen planlagt, nogen ikke, men jeg har aldrig haft en livmoder, der skreg efter babyer. Til gengæld er jeg åndssvagt nostalgisk anlagt, og ønsker mig altid cirka 3 år tilbage i tiden (i sig selv ret absurd, taget i betragtning, at jeg har tvillinger på 4…). Så det burde have været til at forudse.

At jeg pludselig sidder på en småbarnslegeplads og kigger rundt med et stik i hjertet efter snublende flyverdragter. At jeg overvejer, hvordan det ville være med en ny baby, hvad den skulle hedde, hvordan den ville se ud (blegfed og skaldet, hvis den ellers ligner de foregående 3). Hvordan det ville være igen at mærke det dunede hoved, den lille varme krop, der møffer ansigtet helt ind i det bløde punkt mellem skulder og hals og lægger sig til at sove. Hjerteslag mod hjerteslag. At have en lille en, der lærer alt fra ny, smiler, basker med armene, sutter på sine tæer, hviner, sætter sig op, krabber sig rundt og griner og griner.

Min fornuft siger, at det er biologien, der taler. Jeg har rundt regnet 10-15 fertile år endnu, min krop vil gerne bruge dem. Og de mindste er ved at have smidt den sidste rest baby, det er bare naturligt. Jeg drømmer om en barsel, jeg rigtig kunne nyde at være i, uden fødselsdepression og med bare en enkelt baby frem for to (der skriger, når de ser andre mennesker). Min fornuft prøver at forklare mig, at jeg hader graviditet, fødsel og amning, og at det er den slags irriterende realiteter, der nok ville komme til at overskygge oplevelsen. Min fornuft fortæller mig, at det var lige præcis dette, vi IKKE planlagde; vi har glædet os til at være familie i fælles tempo og døgnrytme, at kunne tage på ferier, der var for alle de næste mange år. Og at 4 børn i øvrigt betyder ny bil og at vi knap nok har råd til en lejlighed med plads til de 3, vi har i forvejen.

Men min mave vil gerne have en baby, og jeg siger det til min mand. Som omgående kalder mit bluff og siger: “Så lad os få en til!”. Og jeg bakker, trækker mig, mumler og siger nej. Vi skal ikke. Vi har ikke penge, ikke plads og sikkert heller ikke overskud. Vi er lige kommet ud på den anden side, og vi skal også passe på de børn, vi har, bruge vores tid på dem.

Men for første gang nogensinde er jeg fucking skruk.

Jeg håber ikke, det er kronisk.

"...så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden, så kan vi sgu godt få et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?"

“…så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden side, så kan vi godt få plads til et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?”