Gule hængekøjer

For mange år siden lå jeg i en gul hængekøje i Mexico og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre med mig selv. Jeg lå og kiggede på mine fødder og havde voldsomt lyst til den cigaret, jeg ikke kunne ryge, fordi jeg var gravid. 10 uger henne og skræmmende bevidst om, at det var endegyldigt slut med at jage rundt efter alle de ting, jeg følte, jeg skulle. Også selvom jeg ikke rigtig havde fundet det, jeg ville, for nu var der kun en ting, jeg skulle, og jeg var i langsom panik ved tanken. Og følte mig pludselig meget ensom. Jeg tog et billede af min udsigt, skrev lidt i min notesbog og tænkte, at måske var det sådan, det skulle være. Måske var det her nedslaget, jeg omsider kunne skrive fra, vendepunktet der gav mig ro.

Selvfølgelig blev det ikke det.

Ham der lå i min mave dengang er i dag 8 år gammel og stak mig her til aften en fuckfinger i ansigtet, mens hans halvt græd, halvt råbte, at jeg var den ondeste, værste mor i verden, fordi vi ikke skulle på restaurant efter hans danseafslutning, som han havde troet. Og hans lillesøstre gik i opløsning på skift, fordi de som menige tilskuere til showet ikke havde fået en brikjuice, og fordi de var dødtrætte, og alle skreg og hylede på skift, mens vi kørte hjem, og min mand var sur, fordi han også var træt, og jeg blev sur på ham, fordi han pludselig var sur på mig, og da børnene var puttet, sagde vi sure ting til hinanden og gik ind i hvert sit rum. Og nu. Nu sover de allesammen.

Og jeg sidder alene i sofaen og kom til at tænke på den gule hængekøje og har det lidt ligesom dengang. Lidt ensom, lidt fortabt, uden at føle mig hverken ældre eller klogere.

Det går nok altsammen, har jeg i det mindste lært. Og heldigvis må jeg gerne ryge en cigaret.

‘Her ligger jeg”-billede fra Mexico, anno 2008. Pre-instagram, total forud for min tid.

En form for anbefaling

Jeg kæmper lidt med at få min søn til at læse mere. For da MOR var barn, læste hun MEGET. Faktisk hele tiden (at det så til dels hang sammen med, at mor ikke havde så mange venner, forbigår vi lige i tavshed). Og læsning er sgu så lødigt, sundere end al den iPad, en nem måde at underholde sig selv på, en pause i hverdagen, godt for koncentrationsevnen, lærerigt, nærmest kræftforebyggende og blablabla.

Men barnet vil ikke rigtig. Mine gamle Steen & Stoffer-tegneserier har kunnet holde ham fanget. Lidt. Ish. Anders And-blade går an. Dennis Jürgensen var for kedeligt, og i skolen har han allerede sidste år pløjet sig igennem alle de dersens sværd-serier, man anbefaler i hans alder. Det er ikke læseevner, der mangler, han er langt foran på det punkt, men han gider ikke. Har overvejet forskellige belønningsstrategier, men jeg vil egentlig helst, at han læser af hjertens lyst og ikke som resultat af diverse grænsepædagogiske manøvrer.

Hvorom alting er, fik han til sin fødselsdag Sigurd fortæller Danmarkshistorie (*host* forældreønske *host*), og for nylig gik vi i gang med at læse den som godnathistorie. Trods gode anmeldelser var ingen af de voksne synderligt imponerede, eftersom fortællestilen er enerverende infantil (“Engang for mange, mange, mange år siden var hele Danmark dækket af is. Altså ikke chokoladeis eller jordbæris…”) og det samme er årsagsforklaringerne (”Hej med jer, gutter, er I ikke friske på at prøve at dyrke jorden?” – sagde INGEN stenaldermand NOGENSINDE). Men jeg har også altid syntes, at Sigurds Bjørnetime var moderat anstrengende på Familien Danmark-måden, så det burde nok ikke undre.

Og…her kan vi så konkludere, at hvad fanden ved jeg, for Sønneke blev så opslugt af hyggepianistens fortælling, at han i ren utålmodighed selv overtog læsningen. Efter nærmest at have vristet bogen ud af sin mors hænder omkring Grauballemanden har han nu siddet hver aften og læst selv (”Hvis det er okay, mor?”), er over halvvejs gennem første bind og kan slet ikke lægge bogen fra sig, når han skal i seng.

Så. Jeg kan dårligt sige af ærligt hjerte, at jeg synes, Sigurd fortæller Danmarkshistorie er en god bog. Men den holder da min 8-årige dreng væk fra gaden. Eller i hvert fald godt underholdt.

Når hysteria kalder

Jeg er ikke nogen moder jord-type, bare som indledende disclaimer. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været rigtig skruk, mine børn er sådan kommet dumpende, nogen planlagt, nogen ikke, men jeg har aldrig haft en livmoder, der skreg efter babyer. Til gengæld er jeg åndssvagt nostalgisk anlagt, og ønsker mig altid cirka 3 år tilbage i tiden (i sig selv ret absurd, taget i betragtning, at jeg har tvillinger på 4…). Så det burde have været til at forudse.

At jeg pludselig sidder på en småbarnslegeplads og kigger rundt med et stik i hjertet efter snublende flyverdragter. At jeg overvejer, hvordan det ville være med en ny baby, hvad den skulle hedde, hvordan den ville se ud (blegfed og skaldet, hvis den ellers ligner de foregående 3). Hvordan det ville være igen at mærke det dunede hoved, den lille varme krop, der møffer ansigtet helt ind i det bløde punkt mellem skulder og hals og lægger sig til at sove. Hjerteslag mod hjerteslag. At have en lille en, der lærer alt fra ny, smiler, basker med armene, sutter på sine tæer, hviner, sætter sig op, krabber sig rundt og griner og griner.

Min fornuft siger, at det er biologien, der taler. Jeg har rundt regnet 10-15 fertile år endnu, min krop vil gerne bruge dem. Og de mindste er ved at have smidt den sidste rest baby, det er bare naturligt. Jeg drømmer om en barsel, jeg rigtig kunne nyde at være i, uden fødselsdepression og med bare en enkelt baby frem for to (der skriger, når de ser andre mennesker). Min fornuft prøver at forklare mig, at jeg hader graviditet, fødsel og amning, og at det er den slags irriterende realiteter, der nok ville komme til at overskygge oplevelsen. Min fornuft fortæller mig, at det var lige præcis dette, vi IKKE planlagde; vi har glædet os til at være familie i fælles tempo og døgnrytme, at kunne tage på ferier, der var for alle de næste mange år. Og at 4 børn i øvrigt betyder ny bil og at vi knap nok har råd til en lejlighed med plads til de 3, vi har i forvejen.

Men min mave vil gerne have en baby, og jeg siger det til min mand. Som omgående kalder mit bluff og siger: “Så lad os få en til!”. Og jeg bakker, trækker mig, mumler og siger nej. Vi skal ikke. Vi har ikke penge, ikke plads og sikkert heller ikke overskud. Vi er lige kommet ud på den anden side, og vi skal også passe på de børn, vi har, bruge vores tid på dem.

Men for første gang nogensinde er jeg fucking skruk.

Jeg håber ikke, det er kronisk.

"...så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden, så kan vi sgu godt få et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?"

“…så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden side, så kan vi godt få plads til et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?”

Han skal leve – med orgelakkompagnement

Det er mandag, gråt og 2 grader, og det ville være en skoddag, hvis ikke lige Sønberg i dag fyldte 8.

Mig: ”Hvilke 3 instrumenter vil du have i din sang?”
Sønneke: ”Tamburin, orgel og stortromme.”

Den store, lille breakdansende charmebøf er trasket i skole iført ny hættetrøje, nyt penalhus og 3 bakker flødeboller. I eftermiddag prøver jeg at slippe tidligt fra arbejde, så vi kan nå lidt alenetid, og i aften kommer hans moster til hygge og middag; fødselaren har bestilt (hakke)bøf bearnaise med pommes frites og hjemmebagte vafler med is og bærsauce til dessert.

Mor er stolt.

*Lyden af en støvsuger, der tændes*

Nogle gange må man indse, at der indimellem skal skæres nogle hjørner. At man ikke kan få det så rent som hjemme hos sin mor. At man også bare bliver en skidesur krampe af hele tiden at gå og rydde op og holde øje med nullermænd.

Carpe diem, live a little! Spil noget Ludo og lad opvasken stå. Hvad så, om børnenes negle trænger til at blive klippet? Hvad så, om der ikke er blevet støvsuget i 14 dage? Man må øve sig i at være ligeglad med den slags.

Og pludselig går det faktisk okay med at hvile i nullermændene. At tænke, at det kan være ligemeget med den rengøring, og fuck nu det, om ungerne ikke har været i bad i 4 dage. Det er jo det samme med alle andre, ved man. Det går nok altsammen!

Lige indtil nogen får børneorm.

At føle og at mene

Forleden skrev Blogsbjerg om Etisk Råds uenighed om, hvorvidt fosterreduktion ved tvillingegraviditet skal være en mulighed indtil 12. uge. Havde faktisk tænkt på at skrive et indlæg om det for et par uger siden, og føler mig nu igen kaldet til at smide noget mening i puljen:

Jeg vil som regel gerne se en sag fra flere sider, og jeg anerkender fuldt ud, at andre ser verden anderledes end mig og samtidig er i deres gode ret til det. Pisserummelig og rationel er jeg, med andre ord.

Men i denne her diskussion kan jeg ikke se ud over, at jeg selv er tvillingemor. Og den måde, det at få tvillinger bliver italesat i denne her debat, rammer mig lige i hjertet. Jeg bliver ked af det, når jeg på nettet ser nogle bruge som argument, hvor umenneskelig hårdt, det er at have tvillinger, hvor meget det vil gå ud over eventuelle andre børn. Og at folk derfor er i deres gode ret til at vælge det fra, for det kan man nærmest ikke byde nogen. (Hver gang skrevet af nogle, som ikke selv har tvillinger, hvilket øjeblikkeligt giver mig lyst til at råbe: “Hvad fanden ved I overhovedet om det?!”)

På samme måde som det altid stikker i mit hjerte, hvis nogen omkring mig højlydt giver udtryk for, at de i hvert fald håber, de IKKE får tvillinger, og korser sig alene ved tanken. Selvfølgelig har jeg forståelse for, at tvillinger ikke er øverst på ønskelisten, hvis man er enlig mor eller har 4 børn i forvejen, men det er voldsomt sårende, når venner eller bekendte, som har både hænderne og ressourcerne, opfører sig som om 2 babyer på én gang er det absolut værste, der kunne ske for dem. Excusez-moi, men det er altså mine børn, du lige har sammenlignet med et færdselsuheld?!

Som en skrev i kommentarfeltet hos Blogsbjerg, så giver diskussionen ondt i maven, fordi tvillinger bliver italesat som noget forkert og problematisk; jeg føler, at mine børn bliver sygeliggjort helt uden grund.

Pludselig forstår jeg bare en snert af det, indædte abortmodstandere og forældre til børn med Downs syndrom oplever. Jeg forstår lidt af den vrede og sorg, de må føle, når de bliver konfronteret med omverdenens generelle holdning til fri abort, og jeg får lyst til at messe “børn er en gave – altid en gave”. Til trods for, at jeg er tilhænger af fri abort, til trods for, at jeg tror på frivilligt forælderskab, og til trods for, at jeg er verdens største underskudsmor. Det er ikke Spelt-Moder Jord, der taler her, jeg har altid syntes, at livet med børn er lidt af en prøvelse. Jeg mener bare ikke, at tvillinger gør det til en større prøvelse end så meget andet.

Det er ikke fordi, det ikke er hårdt med 2 babyer, gu’ fanden er det det. Men det er og bliver en fase. Og jeg er helt med på, at der er familier, for hvem tvillinger vil være en uoverkommelig opgave, men så er vi ude i særtilfælde. Det er anskuelsen af tvillinger som et problem i sig selv, jeg finder både urimelig og sårende.

Etisk Råds imod-gruppe skelner mellem fravalg af moderskab og fravalg af det enkelte barn, hvor respekten for fosterets liv i sidstnævnte tilfælde vægtes højere end moderens frie valg. Efter nøje overvejelse tror jeg, jeg er enig. Og bliver så igen udfordret på spørgsmålet om de enlige mødre og forældre med diagnosebørn. Som Linda har jeg det topfint med, at det ikke bliver mig, der skal tage beslutningen, men for én gangs skyld i mit liv må jeg sige, at jeg er enig med Lillian Bondo.

Og ellers erklære mig helt og aldeles inhabil.

Zenbuddhisme i oktober

Hvis et træ falder i skoven, og ingen hører det, giver det så en lyd? Og hvis Sønneke slår foden, og mest giver lyd, når nogen hører det, er han så virkelig kommet til skade?

Ingen ved det, men ingen skal heller betvivle mine forældreevner, så nu er det barnets første sygedag, og om lidt er der lægeaftale til ham, der kunne vise sig at være ugens Nigeriabrev iført Spiderman-T-shirt. 

Alligevel skal vi nok have hans livret, pad krapow, til aftensmad. Selv den indbildt syge trænger vel til trøst, og nu har vi tid til at købe den rigtige basilikum. Og jeg trænger til soja og chili og alt, der dufter af sol.

Og en ren lejlighed. Åh, rengøring.

I gangen begynder paprørene at hobe sig op, for mindsterne vil deltage i Ramasjangs Mini-MGP for toiletrullefigurer. Og hver morgen bliver der spredt perler ud over gulvet og grædt tårer over skævt tegnede øjne, og jeg siger, at det er et dårligt tidspunkt, og at vi skal have jakker på.

Så i aften må vi tænde nogle stearinlys og finde pallietterne frem, og jeg vil lave en toiletrulle, der får RuPaul til at ligne Jette Gottlieb. Det var det med forældreevnerne.

Og hvis man køber et hus på landet, og ingen kan se byen, er der så overhovedet et savn? Kan man bare lege med pallietter og rejse sydpå i ferierne og lave pad krapow uden den rigtige basilikum, og så er det fint?

Ingen ved det, og om lidt skal vi til lægen. Bagefter laver vi te og læser Anders And og Villy Sørensens Odysseus, hvor han redder alle ved at være Ingen. Og hvis ingen støvsuger, og ingen bekymrer sig, giver det så en lyd?