Kender du typen?

Jeg har brugt det meste af september på at tage tilløb til vinternedtrykthed, og nu ser det omsider ud til at lykkes for mig. Udsigten er temmelig grå herfra, og jeg bygger hule derhjemme for at overleve, forbereder mit vinterhi.

Køber stedsegrønt til altanen og planlægger at male gangen. I en mørk farve, jeg bygger en livmoder til mig selv. Trawler dba.dk for billige boligfund, der skal helt klart flere lamper op. Har anskaffet en brugt bænk til spisebordet, fordi vi alle ved, at det er SÅ hyggeligt og faktisk synonymt med en god barndom at have en bænk i køkkenet. Hvor man kan sidde om eftermiddagen og drikke te og lave lektier og fortælle sin mor om sin dag. Eller sidde og spille et af de spil, vi har i den store skænk, der var et must, dengang vi flyttede ind, fordi en skænk i køkkenet fyldt med modellervoks og brætspil også er udslagsgivende for den gode barndom. Og så har jeg lige fundet sådan en kludetæppe-løber til gulvet, så der er lidt mere blødt og rart, og jeg ville ønske, der også var plads til en lille sofa (det er der så ikke, fordi god barndom-skænk, og man kan jo ikke få det hele). Så man rigtig kunne ligge og læse herude.

Hvis nogen i øvrigt finder en overskudsmor med hang til brætspil og eftermiddagste i nogle af de samme 70’er-rodekasser, hvorfra jeg får mine indretningsideer, må de endelig sige til. Kunne godt bruge hende lidt herhjemme.

 

It really ties the room together.

 

Reklamer

Mandagsmadplan

utallige opfordringer (er du der, Louise? Ellers kunne det her godt gå hen og blive akavet…) bringer vi her ugens madplan – lidt på bagkant.

Søndag: Merguezpølser, fladbrød, hummus & salat. Nettos flaskeautomat svigtede nok engang, så måtte i Irma og lod mig ved den lejlighed lede forbi datovarerne – og vupti, så var middagen sikret. 125 kr. for gode økopølser, brød og hummus til fem personer, mageløst. Serveret med italiensk gulerodssalat (klassiker fra Sølvskeen: gulerod i tynde skiver vendt med saft af en halv citron, et drys groft salt og en spsk god olivenolie – alle elsker det!), en rest træt spidskål vendt med vinaigrette og en skål halve cherrytomater med lidt balsamico på.

Mandag: Svømmepizza, et levn fra sidste sæson, hvor jeg kun kunne få holdpladser ad helvedes til langt væk, så hele familien måtte køre i bil frem og tilbage torsdag aften; for at dulme slaget og spare tid indførte vi en rutine med pizzakøb på hjemvejen. Det er ikke skide holdbart, hverken økonomisk eller ernæringsmæssigt, så vi ændrer det nok på et tidspunkt (manden var tæt på at knække så sent som i morges), men det er en udmærket måde at shine mandagen lidt op på, virker glimrende som bestikkelse til overtrætte børn først på ugen, og så længe vi holder os på 3 pizzaer til ca. 200 kr., kan jeg sådan nogenlunde forsvare det i kommende budgetforhandlinger.

Tirsdag: Rugbrød & spejlæg. Need I say more?

Onsdag: Confit de canard & salat. Irma havde, udover herlige datovarer, en stor dåse confit de canard på tilbud til 129 kr, så den røg også i kurven. Det er verdens nemmeste treat og smager så godt som hjemmelavet; i vanlig fransk charlatanstil, står der altid ‘4/5 cuisses’ på dåsen, hvilket seføli er skideirriterende, hvis man skal have gæster, men fire lår rækker fint til os fem herhjemme. Og så bare en stor skål salat til (sådan nogle fedtsyltede lårbasser mætter RET meget).

Torsdag: Moules marinieres. Måske. Det afhænger lidt af dagsformen, og om Netto har blåmuslinger, når vi nærmer os. Ellers bliver det noget improviseret vegetarmad. Men det er længe siden, vi har fået fisk, og kan man ellers overkomme processen med at gå dem igennem (kan også uddelegeres til børn, og supermarkedsmuslinger kræver næsten ingen rensning – det vigtigste er faktisk at smide den medfølgende hvidvinslage i skraldespanden, for den smager af h. til), og har man ovenikøbet snittet løg og gulerødder aftenen før, så er det både nem, billig og hurtig mad. Grøntsager brunoise svitses, rensede muslinger oveni, en god sjat hvidvin (eller bare vand), dampe under låg i 5 min, muslinger op, fond koge lidt ind, fløde i, muslinger tilbage i gryden, og så er der mad. Easy-peasy.

Fredag, også kendt som Pastafredag: Pasta Cacio e Pepe. Ingen orker madlavning fredag eftermiddag, allermindst yours truly, så vi går nok engang på kompromis med folkesundheden til fordel for noget nemt; sjælen skal jo også næres, og det bliver den så rigeligt med pasta vendt i smeltet ost. Går bølgerne rigtig højt, får vi en salat til, men jeg lover ingenting. (Pastafredag er et tilbagevendende koncept herhjemme, også fordi det virker glimrende som bestikkelse til overtrætte børn sidst på ugen).

Lørdag: Aner det ikke. Det er weekend, vi finder på noget.

Hm, når jeg lige kigger på det, ser det måske lidt voldsomt ud med muslinger og confit som hverdagsmad, men det ER ret nemt og rimelig billigt, vi spiser normalt også masser af linsesuppe og rugbrød, og jeg tager bukserne på et ben ad gangen om morgenen ligesom jer andre, ing’…?

Og så kan man ellers bare dele løs i kommentarfeltet, hvis man har lyst (Louise! Så er det nu!) Jeg lover højt og helligt, at jeg hverken videresælger jeres madplaner til storkapitalen eller bruger dem som målgruppeoplysninger til mit næste kampagnefremstød for Schulstad.

 

Og så kan I bare kalde mig Ismael

At få tre børn til at sove til tiden med en halv times forskydning i samme rum og samtidig opretholde alle de finkulturelle putteritualer, fra da mor var dreng, har været en udfordring herhjemme i årevis. Og ender som regel med, at nogen danser rundt med et par pyjamasbukser på hovedet inde i stuen, nogen går i gang med at læse selv, nogen bruger 45 minutter på at børste tænder, ingen gider høre den keeeedelige bog, mor har valgt – og samme mor opgiver totalt ævred og vrisser alle ukulturelt i søvn, uden så meget som et enkelt kapitel af en anerkendt klassiker, fordi tiden går, klokken slår.

Og jeg slår mig selv i hovedet med det mentale billede af min onkel, der sidder og læser Tom Sawyer højt for en ærbødigt lyttende børneflok bestående af mig, min lillebror og fire fætre og kusiner, og nok engang bliver bekræftet i, at jeg er en skamplet på den familiekulturelle evolutionshistorie.

De gode nyheder er, at vi er begyndt at godnatlæse i skiftehold inde i dobbeltsengen, og det fungerer faktisk fint. Den store får læst Harry Potter (som stadig mangler at imponere mig, men Sønberg er heldigvis godt underholdt), og efter vi har udtømt Astrid Lindgren og TudeMarie, er de små nu nået til næste del i Mors Martrende Børnelitteraturkanon: Laura-bøgerne. Temmelig slowflow for iPad-generationen, men kan man få lov at putte i mors og fars seng, kan man åbenbart sagtens acceptere, at Far snitter en træhylde over et halvt kapitel, og vi var alle tre meget bekymrede, da samme Far ikke var nået hjem fra byen, inden det blev mørkt i den store skov. Bagefter spurgte Radise, om de ikke godt måtte ligge bare lidt længere, og det fik de lov til, bare ligge lidt længere og falde i søvn på hver side af mig.

Så jeg sad bare og sad, kiggede på dem og tænkte på dengang, de lå i min mave, og vi overvejede fine blomster- og plantenavne til dem. Dengang de var små, lige lidt for små, som sådan nogle er, når de skal dele en moderkage. Jeg gik til ekstraskanninger og flowmålinger og vrælede i bussen hjem fra Hvidovre Hospital og købte gennem tårer to cheeseburgere, en til hver af pigerne, og en trøstemilkshake til mig selv, slog studehandler af med de højere magter og besluttede, at de hellere måtte få nogle stærke navne; vi var nok alligevel ikke typerne, der fik blomsterbørn. Manden var enig (eller også afstod han bare klogeligt fra at diskutere med en specialeskrivende tvillingegravid), og da de omsider var kommet til verden, og alt var godt, opkaldte vi dem efter en viljestærk mexicansk maler og en svensk forfatter, der som den første kvinde fik Nobelprisen i litteratur. (Min kusine: ”Åhgudhvad hvis de bare vil være klejnsmede?”)

Og jeg sad der i mørket og kiggede på de små, store basser og tænkte, at det var nogle gode navne (Mig: “Det er sguda LIGEMEGET, hvad de vil være. De kan blive lige, hvad de har lyst til!”), godt gået af os, sgu, indtil manden kom ind og bar basserne i egen seng, og jeg kunne stige ud af dynerne med ro i krop og sjæl.

Alle de år med hellig krig mod at ligge i mørket og vente på børns søvn; nu gør jeg det ganske frivilligt i bevidstheden om, at det ikke bliver ved, at de hele tiden flytter sig lidt væk fra mig.

Også den ældste på 10, ham, der helt utilsigtet deler fornavn med Tjekhov. Jeg putter ved siden af ham og tænker på dengang, han var 4 år og lillebitte og altid havde problemer med at falde i søvn (har han stadig, I might add), og jeg sad på gulvet, i døren til børneværelset, og ventede og ventede og fik læst hele Moby-Dick. 

Det er i øvrigt en god bog.

Den må vi læse på et tidspunkt.

 

 

 

Og det var så den efterårsferie…

Hvor vi nærmest ingenting lavede.

Jeg var på arbejde 3 1/2 dag, Sønberg hang efter eget ønske ud i klub (hvor de var 5 – fem! – børn i alt, undskyld, men hvad hulan gør alle I andre med børn og kun 5-6 ugers årlig ferie?!), manden gravede huller, var huslig og pustede ud, og d’damer i tvillingesæt var på ferie hos farmor og hjemme igen i tide til fredagsslik og ferieafrunding.

Men ingen rigtige udflugter, ingen kunstværker af nedfaldne ting, vi samlede. Intet træhuleprojekt, jeg ellers havde drømt om.

Så bare tv og sov længe. Tog græsenebarnet ud at spise sushi, introducerede ham for Star Wars-sagaen i Kids Machete Order (har faktisk altid været meget mere til Indiana Jones, men har en 9-årig med lige så sarte nerver som mig selv, så vi starter ligeså blødt i en ufarlig galakse, langt, langt væk) og spiste burgere i sofaen. Spillede lidt spil, drak masser af kaffe, droppede rengøringen. Så nogle venner. Tog på legeplads. Gav lusekur. Gik tur. Blandede-slik-selv (som mine piger stadig kalder det i ganske nuttet verbalisering, uden at blive rettet). Ordnede i kolonihaven. Og havde middagsbesøg.

Manden: “Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg har udrettet noget i ferien.”

Mig: “Og hvad så?”…

 

Kæft, jeg kunne godt bruge en uge mere.

 

 

Sidste uge med kliken – et vue

Sidste uge inden skolestart var med en mand nede – på den hyggelige måde, fordi ældstebarnet kom på en spontan ferie hos farmor, mens resten af os slæbte os ud på arbejdsmarkedet. Og som Carportognoia engang så vist sagde: “Det til alle tider mest overkommelige antal børn at have er det antal, man har – minus en”.

Så med kun to børn på matriklen var der hidtil uopdagede oceandybder af overskud til alle de ting, normale mennesker tilsyneladende hele tiden laver med deres børn. I hvert fald hvis man skal tro de sociale medier. (Og det skal man jo. For I elsker allesammen at vise den rå virkelighed, bagsiden af medaljen og det ægte menneske med et selvironisk twist, ikke?) Jeg hentede i hvert fald tidligt en masse, isene sad løst, og en eftermiddag tog vi til havnebadet ved Fisketorvet, og det var skidehyggeligt (desuden er 2 x 5 km på Christianiacykel med cirka 40 kg samlet indhold jo på mange måder en genial aktivitet i 30 graders varme – anstrengelsen var så stor, at jeg om aftenen måtte tømme 2 flasker prosecco med manden, da børnene var puttet – og dem havde jeg ærligt fortjent!)

Ene datter fik på cykelturen hjem fra havnebadet en mindre nedsmeltning; hun kunne ikke 100 procent finde ud af, hvad hun ville og havde lyst til – men hun ville under ingen omstændigheder bare sådan hjem og spise pastarester, og jeg forstod hende egentlig godt. Sommer-i-København-FOMO kender åbenbart ingen alder. Der blev kompenseret med tv-dinner til børnos og nævnte prosecco til mor, og dagen efter gik vi en tur, spiste på pizzarestaurant med rødternet dug – farvel, månedlige madbudget, goddag virkelig gode pizzaer – og tog på legeplads bagefter. Og det var lige, hvad alle trængte til.

 

(Men ærligt, ing’? Nogle gange tænker jeg, at man ville have det nemmere langt ude på landet. I stedet for denne konstante følelse af, at der bør ske noget hele tiden, at man skal bade, picnicce, mødes med venner på vinbar. Karte fra den ene legeplads til den anden efter hentning, droppe selv at lave aftensmaden og købe takeaway på vej hjem fra stranden. Og så tage et billede af det. Det gode familieliv i Region Hovedstaden består tilsyneladende af et energiniveau, vi ikke magter, og et forbrug, vi ikke har råd til. Men jeg kan sgu lide det alligevel. Og i fredags mødtes jeg med en veninde på vinbar og druknede tvivl og overtræk i rosé. Fight the power, Mie.)

Og så blev det mandag, alle er nu genforenet, konfliktniveau og overskud har atter justeret sig omvendt proportionelt, og der oprustes til den nye skolevirkelighed. EAT-maden er bestilt, børneværelserne ryddet op, lejligheden er rengjort og nye pligter tildelt. Og jeg har allerede haft mit første halvdøgnsanfald af åndenød. Skidegodt. I morgen har kunstnerne tidligere kendt som miniskinkerne deres allerallerførste skoledag, og vi glæder os allesammen meget. (Spoiler: det bliver nok noget med mange billeder og en stor is. Muligvis i kombination. Sikkert på de sociale medier). To største udfordringer bliver helt klart ikke at tude og ikke at ævle manisk til sagesløse omkringstående, hvordan 4 år bare er fløjet, siden Sønneke havde sin første skoledag… Held og lykke, siger jeg bare.

Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

It’s the priorities, stupid – del 2

Åhmen, ord kan ikke næsten ikke beskrive den form for tilfredsstillelse, det i går aftes gav mig at få en uges varer leveret til døren, samtidig med jeg modtog en mail med et rengøringstilbud.

For der prioriteres i det lille hjem. De voksne har svært ved at hænge sammen, og jeg er omsider nået dertil, hvor jeg ikke føler, vi har råd til at lade være med at uddelegere. Som jeg snakkede med en veninde om i sidste uge, så har jeg hjemmeboende børn 10-12 år endnu, og de år vil jeg gerne bruge på at have overskud til dem, frem for at prøve at finde overskud til at støvsuge. Eller bare hænge sammen.

Alle de sædvanlige argumenter med, at vi ikke helt har penge nok, at vi ikke har store forkromede karrierejobs og dermed egentlig tid nok, at det i virkeligheden er nemmere og bedre at gøre alting selv, og at min mor jo faktisk klarede både husholdning, 4 børn og et overlægejob, er fejet af banen, for det vigtigste er ikke, hvordan vi optimerer vores tid og sparepenge, det vigtigste er, at alle kan trække vejret. Det er endelig gået op for mig, at det at købe sig til hjælp i husholdningen ikke er en odiøs luksus, men en praktisk nødvendighed på linje med betalt børnepasning i dagtimerne og noget, som enhver fornuftig middelklassefamilie gjorde før i tiden, så snart de havde pengene til det. I øvrigt sad min mor ikke ned i 20 år, og mine forældre endte med at blive skilt.

Og så har det at få en kolonihave også været en god nudger mod et fredeligere familieliv, for hvis man vil bruge hele weekenden i sådan en, så er der slet, slet ikke tid til fredagsrengøring og lørdagsvask og søndagsindkøb, og heldigvis for det.

Så fra nu af gør vi, hvad der altid har været meningen for den almindelige lønmodtager: får det praktiske overstået i løbet af ugen, betaler os fra det, vi kan, og holder fri i weekenden. Ægte fri.

God weekend!