Og det var så den efterårsferie…

Hvor vi nærmest ingenting lavede.

Jeg var på arbejde 3 1/2 dag, Sønberg hang efter eget ønske ud i klub (hvor de var 5 – fem! – børn i alt, undskyld, men hvad hulan gør alle I andre med børn og kun 5-6 ugers årlig ferie?!), manden gravede huller, var huslig og pustede ud, og d’damer i tvillingesæt var på ferie hos farmor og hjemme igen i tide til fredagsslik og ferieafrunding.

Men ingen rigtige udflugter, ingen kunstværker af nedfaldne ting, vi samlede. Intet træhuleprojekt, jeg ellers havde drømt om.

Så bare tv og sov længe. Tog græsenebarnet ud at spise sushi, introducerede ham for Star Wars-sagaen i Kids Machete Order (har faktisk altid været meget mere til Indiana Jones, men har en 9-årig med lige så sarte nerver som mig selv, så vi starter ligeså blødt i en ufarlig galakse, langt, langt væk) og spiste burgere i sofaen. Spillede lidt spil, drak masser af kaffe, droppede rengøringen. Så nogle venner. Tog på legeplads. Gav lusekur. Gik tur. Blandede-slik-selv (som mine piger stadig kalder det i ganske nuttet verbalisering, uden at blive rettet). Ordnede i kolonihaven. Og havde middagsbesøg.

Manden: “Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg har udrettet noget i ferien.”

Mig: “Og hvad så?”…

 

Kæft, jeg kunne godt bruge en uge mere.

 

 

Reklamer

Sidste uge med kliken – et vue

Sidste uge inden skolestart var med en mand nede – på den hyggelige måde, fordi ældstebarnet kom på en spontan ferie hos farmor, mens resten af os slæbte os ud på arbejdsmarkedet. Og som Carportognoia engang så vist sagde: “Det til alle tider mest overkommelige antal børn at have er det antal, man har – minus en”.

Så med kun to børn på matriklen var der hidtil uopdagede oceandybder af overskud til alle de ting, normale mennesker tilsyneladende hele tiden laver med deres børn. I hvert fald hvis man skal tro de sociale medier. (Og det skal man jo. For I elsker allesammen at vise den rå virkelighed, bagsiden af medaljen og det ægte menneske med et selvironisk twist, ikke?) Jeg hentede i hvert fald tidligt en masse, isene sad løst, og en eftermiddag tog vi til havnebadet ved Fisketorvet, og det var skidehyggeligt (desuden er 2 x 5 km på Christianiacykel med cirka 40 kg samlet indhold jo på mange måder en genial aktivitet i 30 graders varme – anstrengelsen var så stor, at jeg om aftenen måtte tømme 2 flasker prosecco med manden, da børnene var puttet – og dem havde jeg ærligt fortjent!)

Ene datter fik på cykelturen hjem fra havnebadet en mindre nedsmeltning; hun kunne ikke 100 procent finde ud af, hvad hun ville og havde lyst til – men hun ville under ingen omstændigheder bare sådan hjem og spise pastarester, og jeg forstod hende egentlig godt. Sommer-i-København-FOMO kender åbenbart ingen alder. Der blev kompenseret med tv-dinner til børnos og nævnte prosecco til mor, og dagen efter gik vi en tur, spiste på pizzarestaurant med rødternet dug – farvel, månedlige madbudget, goddag virkelig gode pizzaer – og tog på legeplads bagefter. Og det var lige, hvad alle trængte til.

 

(Men ærligt, ing’? Nogle gange tænker jeg, at man ville have det nemmere langt ude på landet. I stedet for denne konstante følelse af, at der bør ske noget hele tiden, at man skal bade, picnicce, mødes med venner på vinbar. Karte fra den ene legeplads til den anden efter hentning, droppe selv at lave aftensmaden og købe takeaway på vej hjem fra stranden. Og så tage et billede af det. Det gode familieliv i Region Hovedstaden består tilsyneladende af et energiniveau, vi ikke magter, og et forbrug, vi ikke har råd til. Men jeg kan sgu lide det alligevel. Og i fredags mødtes jeg med en veninde på vinbar og druknede tvivl og overtræk i rosé. Fight the power, Mie.)

Og så blev det mandag, alle er nu genforenet, konfliktniveau og overskud har atter justeret sig omvendt proportionelt, og der oprustes til den nye skolevirkelighed. EAT-maden er bestilt, børneværelserne ryddet op, lejligheden er rengjort og nye pligter tildelt. Og jeg har allerede haft mit første halvdøgnsanfald af åndenød. Skidegodt. I morgen har kunstnerne tidligere kendt som miniskinkerne deres allerallerførste skoledag, og vi glæder os allesammen meget. (Spoiler: det bliver nok noget med mange billeder og en stor is. Muligvis i kombination. Sikkert på de sociale medier). To største udfordringer bliver helt klart ikke at tude og ikke at ævle manisk til sagesløse omkringstående, hvordan 4 år bare er fløjet, siden Sønneke havde sin første skoledag… Held og lykke, siger jeg bare.

Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

It’s the priorities, stupid – del 2

Åhmen, ord kan ikke næsten ikke beskrive den form for tilfredsstillelse, det i går aftes gav mig at få en uges varer leveret til døren, samtidig med jeg modtog en mail med et rengøringstilbud.

For der prioriteres i det lille hjem. De voksne har svært ved at hænge sammen, og jeg er omsider nået dertil, hvor jeg ikke føler, vi har råd til at lade være med at uddelegere. Som jeg snakkede med en veninde om i sidste uge, så har jeg hjemmeboende børn 10-12 år endnu, og de år vil jeg gerne bruge på at have overskud til dem, frem for at prøve at finde overskud til at støvsuge. Eller bare hænge sammen.

Alle de sædvanlige argumenter med, at vi ikke helt har penge nok, at vi ikke har store forkromede karrierejobs og dermed egentlig tid nok, at det i virkeligheden er nemmere og bedre at gøre alting selv, og at min mor jo faktisk klarede både husholdning, 4 børn og et overlægejob, er fejet af banen, for det vigtigste er ikke, hvordan vi optimerer vores tid og sparepenge, det vigtigste er, at alle kan trække vejret. Det er endelig gået op for mig, at det at købe sig til hjælp i husholdningen ikke er en odiøs luksus, men en praktisk nødvendighed på linje med betalt børnepasning i dagtimerne og noget, som enhver fornuftig middelklassefamilie gjorde før i tiden, så snart de havde pengene til det. I øvrigt sad min mor ikke ned i 20 år, og mine forældre endte med at blive skilt.

Og så har det at få en kolonihave også været en god nudger mod et fredeligere familieliv, for hvis man vil bruge hele weekenden i sådan en, så er der slet, slet ikke tid til fredagsrengøring og lørdagsvask og søndagsindkøb, og heldigvis for det.

Så fra nu af gør vi, hvad der altid har været meningen for den almindelige lønmodtager: får det praktiske overstået i løbet af ugen, betaler os fra det, vi kan, og holder fri i weekenden. Ægte fri.

God weekend!

Tak for alle disse år (vrælede hun)

I denne uge siger vi farvel til børnehaven. Og den, der lider mest, er selvfølgelig mig.

Det var hårdt, allerede dengang Sønneke stoppede i vuggestue (selvom det bare betød, han skulle flytte en etage op i bygningen…), det samme, da det var pigernes tur til at rykke videre op i rækkerne. Jeg krammede pædagoger med tårer i øjnene, dengang storebror stoppede i børnehave (for denne gang at rykke hele to etager op i den integrerede fritidsklub, ahem…), og det var vemodigt, da frit-afdelingen lukkede ned til fordel for centraliseringen. Men denne gang er det virkelig slut. Et endegyldigt farvel til den institution, mine børn har gået i, længere end de selv kan huske.

Og hold nu kæft, hvor har vi allesammen elsket det sted. Søde, sjove, engagerede pædagoger og medhjælpere, dygtige ledere og et skønt køkkenpersonale, der får ungerne til at spise hvadsomhelst og begejstret gengive dagens ret derhjemme. Masser af udflugter, sjov og leg, skolehave, morgensamling, emneuger og cirkusdage. Vandmelon og vandkamp på legepladsen om sommeren, tændte stearinlys og stille musik, når man afleverer i de mørke vintermåneder og mest af alt har lyst til at blive, fordi der er så hyggeligt.

Jeg har spurgt, om jeg gerne må blive ved med at komme, og så griner vi allesammen, og pædagogerne aner ikke, at jeg næsten mener det alvorligt. Det er lige før, jeg overvejer en 4’er bare for ikke at skulle sige farvel. Og inden nogen tænker, jeg er helt fra den: jeg har for fanden haft min daglige gang det sted i 8 1/2 år.

Vuggestue, børnehave, frit. Samme institution, samme bygninger, samme vidunderlige voksne. I 8 1/2 år. Havde der stadig været fritidsklub på matriklen, var vi nået op på 12 år i alt, det er længere tid, end folkeskolen varer. Siden vi fik Sønneke har vi boet fem forskellige steder, men institutionen har altid været den samme – også i de fire år, hvor vi cyklede hver dag fra Amager. Det er de mest kontinuerlige omgivelser, mine børn har kendt i deres liv, det er de mest kontinuerlige omgivelser, jeg har kendt i mit voksenliv. Selv min mor er flyttet to gange i den periode.

Og det er jo for fanden ikke bare en dejlig institution, vi siger farvel til, det er alle mine børns førskoleår. Det er hele livet som småbørnsfamilie på godt, ondt og kaotisk, der er gemt i minderne om godmorgenkrammere fra yndlingspædagogerne, grødindsmurte tumlinge rundt om frokostbordet, sangene om bilen og sommerfuglen og flyvemaskinen, tosset udklædte børn, der drøner hujende forbi på gangene, når man henter, og alle de mange sommerfester på lige præcis den legeplads. Det er en fucking æra, der slutter.

Men det er sådan, det er, det er sådan, tiden går, og det er sådan, det skal være. For fjerde og sidste gang vil jeg købe snacks til de søde børn, en lille ting til de søde voksne, skrive et langt og dybfølt takkekort til verdens bedste institution og gøre mit bedste for ikke at bryde grædende sammen foran hele stuen, når vi siger farvel.

Det lykkes næppe.

Dengang foråret var varmere og barselsbluesen grønnere…

Er lidt i udu. For meget ekstraarbejde, der æder min fritid, i kombination med sne i marts har en dårlig effekt på mit humør. Jeg savner noget andet og mere og anderledes og har ingen energi til at opsøge det. Forleden fortabte jeg mig i egen blog (selvdyrkelse findes der altid tid til), og så savnede jeg også lidt på en renere og hyppigere skriveform. Eller måske savnede jeg bare mig selv i en yngre udgave. Læste hele april, maj og juni 2013 og syntes, at jeg var sjovere, og solen skinnede mere. (Måske er det også den varslede konflikt, der forbinder mig med tidligere tid, Sophie Løhde dukkede gudhjælpeme også op i arkiverne!) Hm. Livet med helt små børn ER bare godt baggrundsmateriale, nu skal jeg jo til at grave mit eget uspændende selv frem. Og skrive noget mere. Kom nu, forår!

 

 

Basal børnelærdom: endnu en ting, jeg kan nå at fucke op som forælder.

Efter at det med børn gik fra ’Ren overlevelse’ til ’Almindeligt udfordrende familieliv’, gik det op for mig, at der jo for fanden er nogle ting, børn skal kunne. Som de ikke lærer af sig selv. Som det åbenbart forventes af mig (og med-forælder) at tage hånd om. Og fordi hænderne måske engang har haft lidt travlt med babymos, bleskift og trodsalder-flitsbuer, er nogle af de ting muligvis skredet i svinget. De der ting, man ifølge egen hukommelse bare lærte som barn, men som der selvsagt er nogle voksne, der på et tidspunkt har taget ansvar for.

Som at binde snørebånd. Det har jeg fx endnu ikke fået videregivet. Alle sko kommer jo efterhånden med velcro og elastikker, og for nylig gik det op for mig, at min snart 9-årige søn vist ikke ved, hvordan man binder en sløjfe. #usleravnemor.

Cykle selv, det skal man også helst kunne. Men eftersom børn her på Nørrebro kører i Christianiacykel og ellers bor i gå-afstand til det meste, er det at transportere sig selv rundt på 2 hjul i trafikken, i modsætning til borddækning og selvhjulpne toiletbesøg, ikke en opdragelsessituation, der dagligt tigger om at blive løst. Og dermed må dovne og ustrukturerede forældretyper som mig man selv være obs på at indøve den slags. (Bare rolig, alle mine børn lærte at cykle, omkring 4-års alderen, men det er for nylig gået op for mig, at man nok bør træne noget mere trafik med især den ældste, når det nu er så sjældent, han cykler på gader og veje).

Og sidst, men ikke mindst: svømme. Det SKAL man jo for fanden kunne. Men bortset fra et enkelt turbo-kursus i privat regi, som jeg i et anfald af larmende skyldfølelse fik Sønneke sendt afsted til sidste år, så har ingen af mine børn gået til svømning. Vi er bare aldrig rigtig kommet ind i det regi, måske også fordi #usleravnemoren mildest talt ikke er nogen vandhund.

Babysvømning med Sønneke orkede jeg ikke, og med tvillinger var det ikke rigtig en mulighed. Ingen af os så meget som overvejede at tage i svømmehal med en voksen-børn-ratio på 2:3, da ungerne var små (det er stadig en småstressende oplevelse, kan jeg afsløre), og svømmeundervisning for et eller flere børn på skiftende tidspunkter virkede også som for meget af et projekt før i tiden (kunne fx ikke lige overskue at stå med tvillingeklapvogn og hjælpe en 5-årig i omklædningsrummet). Vi går i svømmehallen med børnene nu, og de har elsket poolen, når vi har været på camping, men svømme, det kan de ikke – lad så skammen fylde mig herfra og til næste torsdag.

Men nu skal det være slut. I erkendelse af, at der nok aldrig kommer en voksen og tager ansvar, kastede jeg mig forleden ud i det mareridt, der er Københavns kommunale svømmelister (der går legender om forældre, som med 3 log-ins faktisk har været heldige at få en rigtig plads på indskrivningsdagen, og ikke bare en ventelisteplads…), og det lykkedes mig guddødeme, her halvvejs gennem sæsonen, at finde 3 ledige pladser på samme adresse inden for hovedstadsområdet, på et tidspunkt, der lå efter arbejde og inden puttetid, og på niveauer, der nogenlunde passer. Så det er planen fra nu af.

Og så krydser vi lige fingre for, at det går fint, ik’? Det gør det sikkert. De er allerede langt mere begejstrede for vand, end jeg nogensinde har været, og jeg har lovet pizza bagefter. Så mangler vi bare snørebåndene.