Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

Reklamer

It’s the priorities, stupid – del 2

Åhmen, ord kan ikke næsten ikke beskrive den form for tilfredsstillelse, det i går aftes gav mig at få en uges varer leveret til døren, samtidig med jeg modtog en mail med et rengøringstilbud.

For der prioriteres i det lille hjem. De voksne har svært ved at hænge sammen, og jeg er omsider nået dertil, hvor jeg ikke føler, vi har råd til at lade være med at uddelegere. Som jeg snakkede med en veninde om i sidste uge, så har jeg hjemmeboende børn 10-12 år endnu, og de år vil jeg gerne bruge på at have overskud til dem, frem for at prøve at finde overskud til at støvsuge. Eller bare hænge sammen.

Alle de sædvanlige argumenter med, at vi ikke helt har penge nok, at vi ikke har store forkromede karrierejobs og dermed egentlig tid nok, at det i virkeligheden er nemmere og bedre at gøre alting selv, og at min mor jo faktisk klarede både husholdning, 4 børn og et overlægejob, er fejet af banen, for det vigtigste er ikke, hvordan vi optimerer vores tid og sparepenge, det vigtigste er, at alle kan trække vejret. Det er endelig gået op for mig, at det at købe sig til hjælp i husholdningen ikke er en odiøs luksus, men en praktisk nødvendighed på linje med betalt børnepasning i dagtimerne og noget, som enhver fornuftig middelklassefamilie gjorde før i tiden, så snart de havde pengene til det. I øvrigt sad min mor ikke ned i 20 år, og mine forældre endte med at blive skilt.

Og så har det at få en kolonihave også været en god nudger mod et fredeligere familieliv, for hvis man vil bruge hele weekenden i sådan en, så er der slet, slet ikke tid til fredagsrengøring og lørdagsvask og søndagsindkøb, og heldigvis for det.

Så fra nu af gør vi, hvad der altid har været meningen for den almindelige lønmodtager: får det praktiske overstået i løbet af ugen, betaler os fra det, vi kan, og holder fri i weekenden. Ægte fri.

God weekend!

Tak for alle disse år (vrælede hun)

I denne uge siger vi farvel til børnehaven. Og den, der lider mest, er selvfølgelig mig.

Det var hårdt, allerede dengang Sønneke stoppede i vuggestue (selvom det bare betød, han skulle flytte en etage op i bygningen…), det samme, da det var pigernes tur til at rykke videre op i rækkerne. Jeg krammede pædagoger med tårer i øjnene, dengang storebror stoppede i børnehave (for denne gang at rykke hele to etager op i den integrerede fritidsklub, ahem…), og det var vemodigt, da frit-afdelingen lukkede ned til fordel for centraliseringen. Men denne gang er det virkelig slut. Et endegyldigt farvel til den institution, mine børn har gået i, længere end de selv kan huske.

Og hold nu kæft, hvor har vi allesammen elsket det sted. Søde, sjove, engagerede pædagoger og medhjælpere, dygtige ledere og et skønt køkkenpersonale, der får ungerne til at spise hvadsomhelst og begejstret gengive dagens ret derhjemme. Masser af udflugter, sjov og leg, skolehave, morgensamling, emneuger og cirkusdage. Vandmelon og vandkamp på legepladsen om sommeren, tændte stearinlys og stille musik, når man afleverer i de mørke vintermåneder og mest af alt har lyst til at blive, fordi der er så hyggeligt.

Jeg har spurgt, om jeg gerne må blive ved med at komme, og så griner vi allesammen, og pædagogerne aner ikke, at jeg næsten mener det alvorligt. Det er lige før, jeg overvejer en 4’er bare for ikke at skulle sige farvel. Og inden nogen tænker, jeg er helt fra den: jeg har for fanden haft min daglige gang det sted i 8 1/2 år.

Vuggestue, børnehave, frit. Samme institution, samme bygninger, samme vidunderlige voksne. I 8 1/2 år. Havde der stadig været fritidsklub på matriklen, var vi nået op på 12 år i alt, det er længere tid, end folkeskolen varer. Siden vi fik Sønneke har vi boet fem forskellige steder, men institutionen har altid været den samme – også i de fire år, hvor vi cyklede hver dag fra Amager. Det er de mest kontinuerlige omgivelser, mine børn har kendt i deres liv, det er de mest kontinuerlige omgivelser, jeg har kendt i mit voksenliv. Selv min mor er flyttet to gange i den periode.

Og det er jo for fanden ikke bare en dejlig institution, vi siger farvel til, det er alle mine børns førskoleår. Det er hele livet som småbørnsfamilie på godt, ondt og kaotisk, der er gemt i minderne om godmorgenkrammere fra yndlingspædagogerne, grødindsmurte tumlinge rundt om frokostbordet, sangene om bilen og sommerfuglen og flyvemaskinen, tosset udklædte børn, der drøner hujende forbi på gangene, når man henter, og alle de mange sommerfester på lige præcis den legeplads. Det er en fucking æra, der slutter.

Men det er sådan, det er, det er sådan, tiden går, og det er sådan, det skal være. For fjerde og sidste gang vil jeg købe snacks til de søde børn, en lille ting til de søde voksne, skrive et langt og dybfølt takkekort til verdens bedste institution og gøre mit bedste for ikke at bryde grædende sammen foran hele stuen, når vi siger farvel.

Det lykkes næppe.

Dengang foråret var varmere og barselsbluesen grønnere…

Er lidt i udu. For meget ekstraarbejde, der æder min fritid, i kombination med sne i marts har en dårlig effekt på mit humør. Jeg savner noget andet og mere og anderledes og har ingen energi til at opsøge det. Forleden fortabte jeg mig i egen blog (selvdyrkelse findes der altid tid til), og så savnede jeg også lidt på en renere og hyppigere skriveform. Eller måske savnede jeg bare mig selv i en yngre udgave. Læste hele april, maj og juni 2013 og syntes, at jeg var sjovere, og solen skinnede mere. (Måske er det også den varslede konflikt, der forbinder mig med tidligere tid, Sophie Løhde dukkede gudhjælpeme også op i arkiverne!) Hm. Livet med helt små børn ER bare godt baggrundsmateriale, nu skal jeg jo til at grave mit eget uspændende selv frem. Og skrive noget mere. Kom nu, forår!

 

 

Basal børnelærdom: endnu en ting, jeg kan nå at fucke op som forælder.

Efter at det med børn gik fra ’Ren overlevelse’ til ’Almindeligt udfordrende familieliv’, gik det op for mig, at der jo for fanden er nogle ting, børn skal kunne. Som de ikke lærer af sig selv. Som det åbenbart forventes af mig (og med-forælder) at tage hånd om. Og fordi hænderne måske engang har haft lidt travlt med babymos, bleskift og trodsalder-flitsbuer, er nogle af de ting muligvis skredet i svinget. De der ting, man ifølge egen hukommelse bare lærte som barn, men som der selvsagt er nogle voksne, der på et tidspunkt har taget ansvar for.

Som at binde snørebånd. Det har jeg fx endnu ikke fået videregivet. Alle sko kommer jo efterhånden med velcro og elastikker, og for nylig gik det op for mig, at min snart 9-årige søn vist ikke ved, hvordan man binder en sløjfe. #usleravnemor.

Cykle selv, det skal man også helst kunne. Men eftersom børn her på Nørrebro kører i Christianiacykel og ellers bor i gå-afstand til det meste, er det at transportere sig selv rundt på 2 hjul i trafikken, i modsætning til borddækning og selvhjulpne toiletbesøg, ikke en opdragelsessituation, der dagligt tigger om at blive løst. Og dermed må dovne og ustrukturerede forældretyper som mig man selv være obs på at indøve den slags. (Bare rolig, alle mine børn lærte at cykle, omkring 4-års alderen, men det er for nylig gået op for mig, at man nok bør træne noget mere trafik med især den ældste, når det nu er så sjældent, han cykler på gader og veje).

Og sidst, men ikke mindst: svømme. Det SKAL man jo for fanden kunne. Men bortset fra et enkelt turbo-kursus i privat regi, som jeg i et anfald af larmende skyldfølelse fik Sønneke sendt afsted til sidste år, så har ingen af mine børn gået til svømning. Vi er bare aldrig rigtig kommet ind i det regi, måske også fordi #usleravnemoren mildest talt ikke er nogen vandhund.

Babysvømning med Sønneke orkede jeg ikke, og med tvillinger var det ikke rigtig en mulighed. Ingen af os så meget som overvejede at tage i svømmehal med en voksen-børn-ratio på 2:3, da ungerne var små (det er stadig en småstressende oplevelse, kan jeg afsløre), og svømmeundervisning for et eller flere børn på skiftende tidspunkter virkede også som for meget af et projekt før i tiden (kunne fx ikke lige overskue at stå med tvillingeklapvogn og hjælpe en 5-årig i omklædningsrummet). Vi går i svømmehallen med børnene nu, og de har elsket poolen, når vi har været på camping, men svømme, det kan de ikke – lad så skammen fylde mig herfra og til næste torsdag.

Men nu skal det være slut. I erkendelse af, at der nok aldrig kommer en voksen og tager ansvar, kastede jeg mig forleden ud i det mareridt, der er Københavns kommunale svømmelister (der går legender om forældre, som med 3 log-ins faktisk har været heldige at få en rigtig plads på indskrivningsdagen, og ikke bare en ventelisteplads…), og det lykkedes mig guddødeme, her halvvejs gennem sæsonen, at finde 3 ledige pladser på samme adresse inden for hovedstadsområdet, på et tidspunkt, der lå efter arbejde og inden puttetid, og på niveauer, der nogenlunde passer. Så det er planen fra nu af.

Og så krydser vi lige fingre for, at det går fint, ik’? Det gør det sikkert. De er allerede langt mere begejstrede for vand, end jeg nogensinde har været, og jeg har lovet pizza bagefter. Så mangler vi bare snørebåndene.

Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.