Nørd

Det går op for mig, da jeg kigger mig i spejlet, at jeg ser om muligt endnu dummere ud med cykelhjelm end forudset. Instinktivt har jeg lyst til at tage den af og glemme alt om den, men kommer i tanke om alle de års trafiknoia og skrækhistorier fra asfalten, der har ledt til dens anskaffelse. Jeg taler til min indre teenager og minder om, at når en af mine sejeste og hippeste veninder kører med hjelm, så kan jeg også, uden at miste street cred.

Spejlanalysen forsinker mig, så jeg kommer for sent til undervisning, i elevatoren opdager jeg, at jeg har rester af linsebøf mellem tænderne, jeg snubler frem over ledninger, idet jeg kanter mig rundt om hesteskoen i forsøgt stilhed. Jeg stinker af stegeos i de nye omgivelser og sveder efter cykelturen; da jeg tager min sweater af, opdager jeg, at jeg har madlavningspletter på T-shirten. Jeg spiser et æble og spilder ned på min computer, mens jeg mumler ‘hovsa’, og jeg har været hjemme med syg Sønneke, så jeg er uden sminke, med joggingbukser, og har i øvrigt ikke læst. Min sarkastiske punchline til dagens tekst drukner halvvejs i en høfebersnøften, og jeg kan ikke logge på wi-fi.

Jeg er helt hjernedødt kikset og komplet ligeglad, for det her er voksenskole, og jeg bekymrer mig kun om alle de fede ting, jeg lærer.

Overvejer dog at tage cigaretter med næste gang. Hvis nu nogen har set cykelhjelmen.

Reklamer

Held II

Nåmen, heldet bliver tilsyneladende ved med at jagte mig. Er stadig for neurotisk til at sælge skindet før tid, men det ser ud til at løsningen på års boligfrustrationer pludselig vinker forude, og forleden fandt jeg mappen med de billeder fra sommeren 2010, jeg troede tabt for tid og evighed, men som viste sig at ligge på en bærbar, vi ikke bruger mere. Much rejoicing.

Så hvad er det naturlige næste skridt, når man sådan er forfulgt af held?

Naturligvis at købe en cykelhjelm, fordi enhver kan sige sig selv, at det snart slipper op.

(Og så må I i øvrigt også godt krydse fingre for, at vi når frem og tilbage til Bologna i ét stykke her i weekenden. Jeg bliver jo fandeme helt paranoid, når det hele går så godt – OG jeg samtidig skal ned og spise min egen vægt i pasta.)

Siden sidst:

Har jeg været til firmajubilæum og må med en grov omskrivning af et Bumle-citat erklære: ”Jeg vil bare lige sige een ting: Hold jer fra Papirøens cocktails, for de er STÆRKE!!!” (Man må selv forestille sig Lars Hjortshøj-udtalen). Jeg plejer ellers at kunne tage godt fra på alkofronten, men efter to dessert-drinks var jeg pludselig komplet blæst, og mit efterfølgende rendez-vous med to veninder står i en pinlig, pinlig tåge.

Har jeg lidt den tort at skulle til min fætters bryllup i Aalborg dagen efter cocktailmassakren. Med afgang kl. 8.45. Følte mig rimelig frisk, da jeg stod op – efter halvanden times kørsel, not so much. Da vi omsider holdt stille i køen til færgen, åbnede jeg resolut bildøren og brækkede min morgenmad op på asfalten. Bare hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilken classy broad jeg er.

Har jeg apropos Biler besluttet at tage børnos med ind og se 3’eren en af de nærmeste dage. Manden er på den årlige lejrskole, hvilket jo betyder, at kapløbet om prisen som Årets Yndlingsforælder er skudt i gang; jeg ser hans sushi-indkøb under mit fravær i weekenden og hæver omgående med en biograftur. At tømme budgetkontoen inden d. 10. i måneden er tilsyneladende en af underdisciplinerne.

Har hvid kaffe været en sveske og anbefalet mig, hvilket har givet et ordentlig ryk i min følgerskare. Jeg har ikke lige fået svaret på kommentarer eller budt ordentlig velkommen, fordi jeg har haft travlt med at kaste op og være til bryllup, men altså: Velkommen til! – *vinker begejstret* – Jeg håber ikke, jeg bliver for stor en skuffelse for jer.

Har jeg som en ægte blogger oplevet noget meget spændende, jeg ikke kan fortælle om endnu – *koket fnisen* – men snart. Jeg er forresten ikke gravid, og jeg har ikke landet nogen former for kontrakter. Jeg er heller ikke på vej ind i et åndssvagt spændende samarbejde med nogen, og faktisk har begivenheden overhovedet ingen relevans for andre end mig selv. Synes bare lige, I skulle vide det.

Har denne formiddag budt på op til flere kollega-historier fra i fredags, inkluderende bl.a. opkast, cykelstyrt, black-out og undskyldnings-sms’er. Åbenbart var det lige efter middagen gået op for nogle, at der var masser af penge tilbage på aftenens konto, og sådan noget kan vi som afdeling åbenlyst ikke håndtere. Vil derfor gerne gentage den tidligere Bumle-advarsel og tilføje et “Tak, spids!

Opstart

Lige i gang igen. Med arbejde og det hele. Selvom man godt kan føle sig lidt feriesnydt med det der vejr, vi alle sammen har snakket ihjel i to måneder. Som min veninde sagde: ”Det er ligesom, når man har sat sin telefon til opladning og så om morgenen opdager, at man har glemt at tænde på kontakten, og tænker ’Eijh for fanden, jeg kan jo ikke klare mig igennem en hel dag på så lidt batteri!’” 

Det er lige præcis sådan, det er. Hej, efterår.

Nå, nok om vejret. Mere om mig.

Jeg har været i Tivoli i weekenden, det var sjovt. Havde lige glemt detaljen med, at det var sidste weekend i skoleferien med dertilhørende køer, men sådan var det. Astronomen var der mindst kø til, så den fik jeg lov at prøve 4 gange – ”Højere op, mor, højere op!”. Radise blev væk på Rasmus Klump-legepladsen fra helvede og jeg måtte mønstre al selvkontrol, jeg nogensinde har været i besiddelse af, for ikke at panikke, da vi ikke havde fundet hende efter de første 10 minutter. Hun havde jo for helvede telefonnummer på armen. Og stod LIGE der LIGE før. Hun fandt os til sidst selv, helt opløst i gråd, fordi hun ikke havde kunnet finde en Tivoli-vagt til at hjælpe sig, ligesom vi havde sagt, hun skulle. På vej hjem spurgte min søn, om jeg havde lagt mærke til, at ingen af dem havde skændtes hele dagen? Våbenhvilen blev brudt allerede tre gader efter, men det var ganske rigtigt rart, så længe det varede.

Mine børn skændes ellers kon-fucking-stant, føles det som. Gerne efterfulgt af slåskamp, når skældsordene slipper op. Selv Radise og Flame, der ellers altid har haft en civiliseret tvillingerelation kørende, river og flår og råber ”dumme-dumme-dumme-du-er-aldrig-mere-min-ven”. Jeg bliver vanvittig. Siger til mig selv, at det er alderen (5, 5 og 8, det er meget normalt, ikke? IKKE?). Prøver at forholde mig rolig, skabe bløde, rummelige rammer, øver mig, øver mig, øver mig. Og hører Aerosmith på vej til arbejde. Altså ikke det der nyere Armageddon-lort. Det fra 80’erne. Og starten af 90’erne. Efter stofferne. Før Ben Affleck.

Ovre hos Sneglcille så jeg, at Gestuz har lavet en Wu-Tang-T-shirt. Den vil jeg gerne have! Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg jo ikke skal være den klassiske wannabe-whitegirl, der køber sig til cool by appropriation, og jeg gider i HVERT fald ikke gå i den samme T-shirt som alle nogleogtyveårige bloglæsende kvinder i byen, nu jeg ligesom har formået at styre udenom de infantile Ganni-print og i øvrigt er 34. Men jeg vil stadig gerne have den. Og jeg har hørt Wu-Tang Clan, siden jeg var 13, hvilket om ikke andet giver mig 21 års whitegirl-anciennitet over dem, der render rundt med to ferskner trykt på brysterne, fordi nogen har sagt, det er fedt. Har jeg besluttet. Så skal jeg bare få mig selv til at give 399,- for en T-shirt.

 

Jeg lever!

Og jeg har sommerferie! Som indtil videre er blevet brugt på en god fredagsbrandert, en tur ud til min mor, lidt blandet vennehejs og ikke mindst søvn, masser af dejlig søvn. Efter en uges arbejde med feriedeadlines, hårdt kørt på en Roskilde-efterbrænder af hoste og generel udmattelse, var det lige det, min krop ønskede sig mest.

Derudover har jeg selvfølgelig også fundet mentalt underskud til den evigt tilbagevendende eksistentielle krise over, om sparepengene skal bruges på en kolonihave, et sommerhus eller et rækkehus i forstæderne. Eller pyramidespil. Den mulighed synes jeg ikke, vi har ordentligt afsøgt.

Og i morgen står den på puslespil (jeg LOVEDE, og vi nåede det ikke i dag), bilpakning og fællesekspedition til biblioteket. Og SÅ kører vi på ferie. Jylland, Holland…og så måske bare hjem igen. Eller videre ud i det blå, det kommer også lidt an på, hvordan det pyramidespil udvikler sig.

Det skal nok blive godt.

Intet signalerer feriestemning som blå himmel og bandegraffiti.

Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.

3 ting, der fortjener rosende omtale

– Mine børn, som bare er pissenuttede. Fx når jeg annoncerer, at det er i dag, der er sommerfest, og de allesammen helt uopfordret løber ind og tager pænt tøj på. (Bemærk, at begrebet ’pænt tøj’ har en temmelig bred fortolkningsramme. For nogle er det chinos, omgående stylet ned med en absolut farveclashende T-shirt og en plettet trøje fra vasketøjskurven, for nogle er det lyserød blazer og småblomstrede bukser og for andre igen er det forvasket sommerkjole tilsat prinsessetiara og hjemmelavet bijouteri.)

– Juni. Kalenderårets svar på fredag eftermiddag. Jaja, vejret er lort, men sommeren ligger foran os, nætterne er lyse og jordbærrene klar til at blive ædt i rå mængder. En lind strøm af afslutningsfester, fødselsdagsfejringer og travle eksamensdage for lærertyper, man er gift med, fritager mig fra på nogen måde at have styr på noget, for i stedet bare at gå tidligt og transportere glade, overtrætte, snavsede børn rundt mellem fællesgrill, lagkager og legepladser. Arbejde? Nårhja, vi når det nok, og der er ferie lige om lidt. Desuden er sommermånederne jo bare ENDNU en god undskyldning for at drikke alkohol på hverdage.

– Sætningen: ”Det betyder derimod, at den pris, vi betaler for at få anerkendt, at vi har været udsat for en uretfærdighed, ikke skal være, at vi gør vores liv til et bevis for uretfærdigheden og derfor lader vores psyke konservere som et gerningssted, der når som helst kan inspiceres” fra dagens forsideartikel i Information. Og ja, det handler altså om voldtægt, beklager stilbruddet. Men jeg synes, den interviewede kulturhistoriker har nogle interessante (og rigtige) pointer om vores samfunds holdning til kvinder, krop og ære, som man flux skal gå ind og læse. Du skal alligevel gå tidligt for at drikke rosé i haven.