1. december

Jeg bagte vafler sent i går aftes, så vi kunne få dem til morgenmad. Og inden nogen kommer løbende med overskudsmærkaterne, må jeg understrege, at det her er ren kompensation i kardemommeklæder. Vi stresser, vi istandsætter, vi får konstant børnene passet. Vi er trætte, vi spiser frysepizzaer til aftensmad, vi pynter ikke op til jul før næste weekend, når vi er flyttet (inshallah). Og børnos skal passes i aften, for vi har 2 x arbejdsjulefrokost. Dårlig samvittighed igen – indsæt selv vafler.

Jeg trøster mig med, at de skal være sammen med bedstevenner fra skole og børnehave, lave juleguirlander og spise boller i karry (moren i familien er min nye gud), foruden julekalender og fredagsslik, det skal nok blive godt. Og imens i Bathulen overvejer jeg & mand alvorligt at droppe julefrokosterne til fordel for noget glasvæv og noget maling, nu hvor ungerne er vel afsat.

Ligner overhovedet ikke mig at undvære en fest, slet ikke en julefrokost, men jeg føler skæbnen true i form af en ufærdig lejlighed, og tanken om tømmermænd i morgen hjælper heller ikke. Desuden er jeg træt i min krop og mit hoved, har uren hud og er slet ikke festmateriale – det, der trak mest i aften, var alligevel tanken om at kunne hooke op med min bedre halvdel på en bar senere på aftenen. Det og så snaps, selvfølgelig.

Nå, hvis man nu bare kunne få malet lidt først og så komme senere… Vi får at se. December er i gang.

Reklamer

Følg mig i december, det bliver retro!

Julekalendre er herremeget på mode i december, så nu prøver jeg det. Som challenge (det er også herremeget på mode). Mindst 1 billede, mindst 2 ord, hver dag i december. Og ikke store krav til indhold, det er blogging som i gamle dage, bare sådan lidt dagbog. Lad os kalde det retroblogging.

(P.S. Et af børnene efterlod nedenstående genistreg af en LEGO-opstilling i morges. Så er jo næsten nødt til også at lave en LEGO-føljeton, nu hvor denne oplagte mulighed foreligger. Måske bare lidt improviseret. Og sporadisk. Og uden second unit denne gang.)

About last post og så nogle anbefalinger

Findes der noget mere skideirriterende end bloggere, der glemmer et kommentarfelt? Sys jeg ik, så nu har jeg endelig bidraget til det sidste her på siden. Der blev jo diskuteret patriarkat og alt muligt lækkert! Og står nogen tilbage og mangler noget til Bagedyst-snarkingen i morgen, så er der lidt her:

  1. Jeg må konstatere, at dommer Katrine Foged Thomsen har rakt meget langt tilbage for at rede sin sideskilning – muligvis så langt tilbage som år 2000, hvor jeg gik i 2.g, og hentehår til damer sidst var populært.
  2. Jeg kan ikke længere se på Jesper uden at tænke, at den tid snart kommer, hvor vi vil kigge på sammensætningen af højt hår, fuldskæg og butterfly til bysmarte mænd i deres bedste alder og grine højt. Jeg har allerede taget forskud på glæderne, kan jeg godt afsløre.

Udover det bliver min tid bliver mest brugt på nervesammenbrud over leveringstider på køkkenbordplader samt den spændende rejse ud i egne håndværker-skills – kan tilføje, at jeg er overraskende god til at fuldspartle og ganske som forventet elendig til at male træværk.

Men hvad så ellers? Så ikke så meget, i sidste uge var jeg til koncert i Vega med Princess Nokia – eller skulle jeg sige: ”Who dat? Who dat? Prin-cess No-ki-a!” – og det var fedt. Ikke verdens bedste DJ, og hun var bedre på Roskilde, men er man til hiphop og måske også noget feminisme, så er Nokia your girl. Virkelig dygtig og megasej, cirka så sej, som jeg gerne ville have været, da jeg var 25. Eller nu, for den sags skyld. Vil meget anbefale hendes album, 1992 Deluxe (opkaldt efter hendes fødeår *suk* så blev man så gammel), især hitsne Tomboy, Kitana, Brujas og Bart Simpson, men får man chancen, skal man altså se hende live. Hun har en crazy energi, og man får lov at opleve et helt crowd stå og skråle “my little titties and my fat belly”. Tjek evt. hendes instaprofil for at se hende hoppe rundt på Vega iført enhjørninge-onezie (man behøvs ikke være på insta, bare googl).

Og hvad så mere? Tjah, jævnfør det tidligere beskrevne lejlighedsarbejde har manden og jeg gang i en større test af durum-udvalget i 2200. Og indtil videre må jeg konstatere, at Nørrebros bedste falafel-durum fås i Falafelkælderen, Rantzausgade 14. Nr. 4 med hummus og tabouleh er intet mindre end en himmerigsmundfuld – og det kommer altså fra en, som er ved at have nået maksimal kvalmegrænse mht. arabisk brød rullet om fyld. Hold nu kæft, den var god, lækre falafler, godt fyld, perfekte smagskombinationer und alles. Fantaserer faktisk lidt om den lige nu... Nåmenaltså, Falafelkælderen, folkens! Deres shawarma er også god, og de laver selv deres chili, som smager godt, men er stærk, så vær lidt varsom med den. Og så er det altså nogle seriøst store durummer, der bliver langet over disken, de er ikke nærige med fyldet, så man skal være håndværkersulten! Eller bare nuppe et pitabrød.

Og hvad så mere? Joh, min hud og mine læber har aldrig været venner med denne her årstid, og det hjælper ikke jævnligt at stå badet i småbasisk byggestøv. Hele mit ansigt er i undtagelsestilstand, og nogle dage ligner jeg mest en rødspættet udgave af Donatella Versace. Så efter forleden aften desperat at have forsøgt at vride det sidste ud af 2-3 udtjente læbepomader, som alligevel bare gav fornemmelsen af at sætte Mickey Mouse-plaster på et åbent kødsår, har jeg gjort det eneste indlysende og er begyndt at bruge vaseline til læberne. Much relief! Such magic! Det kan godt være, Ice Cube ikke bruger den slags, men gode gamle Kløver har fuldstændig reddet mit kysseudstyr, og apoteksekspedienterne kommer til at tro, der foregår ukristelige ting i hjemmet, næste gang jeg skal på indkøb, det kan jeg godt love jer.

Til sidst rundes der elegant af med insta-billede fra min eneste koncertoplevelse i et halvt år. Who dat is, hoe?


Familien Byggekaos sprænger banken

Sønneke: “Mor, hvor meget kostede vores kolonihave?

Mig: “Omkring 130.000.

Sønneke (lettere målløs): “Det er da billigt! For et helt hus!”

Mig: “Ja.”

Sønneke: “Det er jo det samme som et badeværelse koster!”

Mig (som en træt udgave af Phineas og Ferb): “Ja. Ja, det er det.”

Jeg lever, jeg lever…

…jeg har bare sådan lidt travlt.

På den gode måde. Og den lidt pressede måde.

I går lykkedes det mig fx både at vaske hvad der føltes som 1.000 mia. m2 vægge og lofter og stuk og pis og skaffe en plastic-øksemorderøkse og en Elsa-paryk OG hente børn på den rigtige side af lukketid, mens jeg i tankerne velsignede det af mine børn, der gladeligt tager til takke med en Halloween-udklædning, der allerede findes i husstanden.

Til gengæld glemte jeg helt at hente min bog, bestilt i 11. time til fredagens læseklub, på biblioteket, men der gad børnos heldigvis rigtig godt med hen. Og jeg havde egentlig en, der skulle komme og se vores lejlighed mellem 17 og 18, og min telefon var gået død, men jeg var samtidig så dødtræt af halvanden måneds marathon med VVS’ere og murere og boligadvokater og bankfolk, der aldrig følger op på noget som helst, aldrig ringer tilbage og aldrig giver mig nogen brugbare svar, og jeg havde brug for at være en egoistisk nedtursrøv. Så kunne sagesløse dame fra lejeforeningen passende få lov at vente i omvendt pay it forward-stil, mens vi fandt Marguerite Duras og Onkel Rejes historier.

Hun kom så først en halv time senere, så ingen dyr led overlast. Jeg varmede rester af den kartoffelsuppe, ingen rigtig gad sidst, og Elsa-parykken er vist lidt for lille.

Vi hænger i.

Nørd

Det går op for mig, da jeg kigger mig i spejlet, at jeg ser om muligt endnu dummere ud med cykelhjelm end forudset. Instinktivt har jeg lyst til at tage den af og glemme alt om den, men kommer i tanke om alle de års trafiknoia og skrækhistorier fra asfalten, der har ledt til dens anskaffelse. Jeg taler til min indre teenager og minder om, at når en af mine sejeste og hippeste veninder kører med hjelm, så kan jeg også, uden at miste street cred.

Spejlanalysen forsinker mig, så jeg kommer for sent til undervisning, i elevatoren opdager jeg, at jeg har rester af linsebøf mellem tænderne, jeg snubler frem over ledninger, idet jeg kanter mig rundt om hesteskoen i forsøgt stilhed. Jeg stinker af stegeos i de nye omgivelser og sveder efter cykelturen; da jeg tager min sweater af, opdager jeg, at jeg har madlavningspletter på T-shirten. Jeg spiser et æble og spilder ned på min computer, mens jeg mumler ‘hovsa’, og jeg har været hjemme med syg Sønneke, så jeg er uden sminke, med joggingbukser, og har i øvrigt ikke læst. Min sarkastiske punchline til dagens tekst drukner halvvejs i en høfebersnøften, og jeg kan ikke logge på wi-fi.

Jeg er helt hjernedødt kikset og komplet ligeglad, for det her er voksenskole, og jeg bekymrer mig kun om alle de fede ting, jeg lærer.

Overvejer dog at tage cigaretter med næste gang. Hvis nu nogen har set cykelhjelmen.

Held II

Nåmen, heldet bliver tilsyneladende ved med at jagte mig. Er stadig for neurotisk til at sælge skindet før tid, men det ser ud til at løsningen på års boligfrustrationer pludselig vinker forude, og forleden fandt jeg mappen med de billeder fra sommeren 2010, jeg troede tabt for tid og evighed, men som viste sig at ligge på en bærbar, vi ikke bruger mere. Much rejoicing.

Så hvad er det naturlige næste skridt, når man sådan er forfulgt af held?

Naturligvis at købe en cykelhjelm, fordi enhver kan sige sig selv, at det snart slipper op.

(Og så må I i øvrigt også godt krydse fingre for, at vi når frem og tilbage til Bologna i ét stykke her i weekenden. Jeg bliver jo fandeme helt paranoid, når det hele går så godt – OG jeg samtidig skal ned og spise min egen vægt i pasta.)