Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.

3 ting, der fortjener rosende omtale

– Mine børn, som bare er pissenuttede. Fx når jeg annoncerer, at det er i dag, der er sommerfest, og de allesammen helt uopfordret løber ind og tager pænt tøj på. (Bemærk, at begrebet ’pænt tøj’ har en temmelig bred fortolkningsramme. For nogle er det chinos, omgående stylet ned med en absolut farveclashende T-shirt og en plettet trøje fra vasketøjskurven, for nogle er det lyserød blazer og småblomstrede bukser og for andre igen er det forvasket sommerkjole tilsat prinsessetiara og hjemmelavet bijouteri.)

– Juni. Kalenderårets svar på fredag eftermiddag. Jaja, vejret er lort, men sommeren ligger foran os, nætterne er lyse og jordbærrene klar til at blive ædt i rå mængder. En lind strøm af afslutningsfester, fødselsdagsfejringer og travle eksamensdage for lærertyper, man er gift med, fritager mig fra på nogen måde at have styr på noget, for i stedet bare at gå tidligt og transportere glade, overtrætte, snavsede børn rundt mellem fællesgrill, lagkager og legepladser. Arbejde? Nårhja, vi når det nok, og der er ferie lige om lidt. Desuden er sommermånederne jo bare ENDNU en god undskyldning for at drikke alkohol på hverdage.

– Sætningen: ”Det betyder derimod, at den pris, vi betaler for at få anerkendt, at vi har været udsat for en uretfærdighed, ikke skal være, at vi gør vores liv til et bevis for uretfærdigheden og derfor lader vores psyke konservere som et gerningssted, der når som helst kan inspiceres” fra dagens forsideartikel i Information. Og ja, det handler altså om voldtægt, beklager stilbruddet. Men jeg synes, den interviewede kulturhistoriker har nogle interessante (og rigtige) pointer om vores samfunds holdning til kvinder, krop og ære, som man flux skal gå ind og læse. Du skal alligevel gå tidligt for at drikke rosé i haven.

Ironi:

Det, skæbnen lider af, når man beslutter at treate sig selv med en bustur i regnen, selvom det betyder, at man møder lidt senere, fordi det er så rart at kunne sidde og læse, og man så venter og venter i regnen på at få en ståplads i en overfyldt bus, som straks efter afgang sidder fast i et kryds i en umulig deadlock mellem 2 nye 5C-busser og en parkeret lastbil, mens chaufføren hører Bon Jovi, og man har ondt i ryggen af at stå op med sin kæmpestore taske med den kæmpestore bog i, man skulle læse, og man ender med at bruge sidste halvdel af turen på sin hårdt tilkæmpede siddeplads på at skrive et blogindlæg om, hvor ironisk det hele er.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.

Fra sygelejet

Det er forholdsvis skuffende, når man laver en aftale med sin krop om, at hvis man nu tager den ene sygedag, så stopper den til gengæld med at skabe sig – og den så bare bliver ved i dagevis, helt uden hensyntagen.

På min første hjemmedag nåede jeg faktisk at planlægge både støvsugning og noget arbejde. Min krop sagde nej tak. Og eftersom jeg alligevel er pissedårlig til at spille helt (gør mig bedst som martyr, det er knap så fysisk krævende), mindede jeg mig selv om, at en af fordelene ved at have et ikke udpræget fancy eller vigtigt eller ansvarsfuldt job må være, at man med god samvittighed kan føle sig helt og aldeles undværlig, mens man er syg. Enter dyne, sofa, søvn og Girls.

Med det resultat, at jeg allerede nu har opfyldt mit nytårsforsæt om at se alle sæsonerne. #goals! Så er spørgsmålet bare, hvad jeg skal lave resten af året.

Især nu, hvor jeg allerede savner den hippere, mere velformulerede og klart mere selvcentrerede version af min eget liv i start-20’erne. Neuroser, mænd, bristede illusioner und alles. Har primært brugt de sidste par dage på at pudse næse og overveje, om jeg skulle blive 25 igen og flytte til New York og gå i mønstrede mavebluser og tage en masse kokain. (Eller måske 24 igen. Da jeg var 25, var jeg gravid det meste af tiden, og jeg har hørt, det ikke går så godt med kokain).

Den tilsnottede eskapisme passede mig fint, som jeg lå der, delvist undskyldt af min egen manglende karriere og hyggeforargedes over Dunhams primadonnaagtige forhold til konceptet arbejde. (For helvede, hvilken normaltbegavet 25-årig uden alternative indtjeningsmuligheder ville nogensinde sige et velbetalt tekstforfatterjob med søde kollegaer op, fordi det ikke var ‘fint’ nok? Generation Y-entitlement har eddermaneme gjort noget ved vores jobforståelse!) På den ene side var jeg ved at brække mig over hendes og venindernes snotforkælede tilgang til livet – på den anden side drømte jeg mig tilbage til et tidspunkt, hvor mulighederne lå åbne. I hvert fald teoretisk.

Jeg burde fandeme have gjort noget mere ved skriveriet.

…måske i kombination med noget lysterapi og en margarita

Indtil videre går det ikke skidegodt med nytårsforsætterne. Hvem skulle dog have troet det.

Til gengæld fyldte jeg 34 i weekenden, og så er det meget fint, at man ikke er typen, der går og stresser over årlige målsætninger. Selvom der selvfølgelig altid er muligheden for at blive smådeprimeret over, hvor langt virkeligheden befinder sig fra min ungdoms forestillinger om, hvad jeg ville have opnået på nuværende tidspunkt. Men eftersom de fleste 17-årige er idioter, tager jeg det ikke så tungt (jo, jeg gør, det andet lyder bare bedre). Desuden var min største bekymring i den alder, om jeg nogensinde igen ville finde en kæreste, og det har jeg da trods alt præsteret.

Så. I denne weekend skal jeg fejre mig selv nok engang, denne gang med venner og rødvin, og jeg vil måske gøre et tappert forsøg på at bryde min ellers faste værtinderegel. (Dvs. den om altid at være den fuldeste i selskabet, så andre ikke har noget at skamme sig over dagen efter; lidt ligesom når værten og værtinden ikke må være de pænest klædte. Sidstnævnte regel er fra Emma Gad, førstnævnte fra det sted i min hjerne, der tager sig af selvundskyldende efterrationaliseringer). Måske.

Og ellers går jeg bare og venter spændt på, at mit nyindkøbte nattøj med taco/avocado-print når frem med posten. Tænker, at det er det, der skal få mig gennem resten af januar.