Opstart

Lige i gang igen. Med arbejde og det hele. Selvom man godt kan føle sig lidt feriesnydt med det der vejr, vi alle sammen har snakket ihjel i to måneder. Som min veninde sagde: ”Det er ligesom, når man har sat sin telefon til opladning og så om morgenen opdager, at man har glemt at tænde på kontakten, og tænker ’Eijh for fanden, jeg kan jo ikke klare mig igennem en hel dag på så lidt batteri!’” 

Det er lige præcis sådan, det er. Hej, efterår.

Nå, nok om vejret. Mere om mig.

Jeg har været i Tivoli i weekenden, det var sjovt. Havde lige glemt detaljen med, at det var sidste weekend i skoleferien med dertilhørende køer, men sådan var det. Astronomen var der mindst kø til, så den fik jeg lov at prøve 4 gange – ”Højere op, mor, højere op!”. Radise blev væk på Rasmus Klump-legepladsen fra helvede og jeg måtte mønstre al selvkontrol, jeg nogensinde har været i besiddelse af, for ikke at panikke, da vi ikke havde fundet hende efter de første 10 minutter. Hun havde jo for helvede telefonnummer på armen. Og stod LIGE der LIGE før. Hun fandt os til sidst selv, helt opløst i gråd, fordi hun ikke havde kunnet finde en Tivoli-vagt til at hjælpe sig, ligesom vi havde sagt, hun skulle. På vej hjem spurgte min søn, om jeg havde lagt mærke til, at ingen af dem havde skændtes hele dagen? Våbenhvilen blev brudt allerede tre gader efter, men det var ganske rigtigt rart, så længe det varede.

Mine børn skændes ellers kon-fucking-stant, føles det som. Gerne efterfulgt af slåskamp, når skældsordene slipper op. Selv Radise og Flame, der ellers altid har haft en civiliseret tvillingerelation kørende, river og flår og råber ”dumme-dumme-dumme-du-er-aldrig-mere-min-ven”. Jeg bliver vanvittig. Siger til mig selv, at det er alderen (5, 5 og 8, det er meget normalt, ikke? IKKE?). Prøver at forholde mig rolig, skabe bløde, rummelige rammer, øver mig, øver mig, øver mig. Og hører Aerosmith på vej til arbejde. Altså ikke det der nyere Armageddon-lort. Det fra 80’erne. Og starten af 90’erne. Efter stofferne. Før Ben Affleck.

Ovre hos Sneglcille så jeg, at Gestuz har lavet en Wu-Tang-T-shirt. Den vil jeg gerne have! Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg jo ikke skal være den klassiske wannabe-whitegirl, der køber sig til cool by appropriation, og jeg gider i HVERT fald ikke gå i den samme T-shirt som alle nogleogtyveårige bloglæsende kvinder i byen, nu jeg ligesom har formået at styre udenom de infantile Ganni-print og i øvrigt er 34. Men jeg vil stadig gerne have den. Og jeg har hørt Wu-Tang Clan, siden jeg var 13, hvilket om ikke andet giver mig 21 års whitegirl-anciennitet over dem, der render rundt med to ferskner trykt på brysterne, fordi nogen har sagt, det er fedt. Har jeg besluttet. Så skal jeg bare få mig selv til at give 399,- for en T-shirt.

 

Jeg lever!

Og jeg har sommerferie! Som indtil videre er blevet brugt på en god fredagsbrandert, en tur ud til min mor, lidt blandet vennehejs og ikke mindst søvn, masser af dejlig søvn. Efter en uges arbejde med feriedeadlines, hårdt kørt på en Roskilde-efterbrænder af hoste og generel udmattelse, var det lige det, min krop ønskede sig mest.

Derudover har jeg selvfølgelig også fundet mentalt underskud til den evigt tilbagevendende eksistentielle krise over, om sparepengene skal bruges på en kolonihave, et sommerhus eller et rækkehus i forstæderne. Eller pyramidespil. Den mulighed synes jeg ikke, vi har ordentligt afsøgt.

Og i morgen står den på puslespil (jeg LOVEDE, og vi nåede det ikke i dag), bilpakning og fællesekspedition til biblioteket. Og SÅ kører vi på ferie. Jylland, Holland…og så måske bare hjem igen. Eller videre ud i det blå, det kommer også lidt an på, hvordan det pyramidespil udvikler sig.

Det skal nok blive godt.

Intet signalerer feriestemning som blå himmel og bandegraffiti.

Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.

3 ting, der fortjener rosende omtale

– Mine børn, som bare er pissenuttede. Fx når jeg annoncerer, at det er i dag, der er sommerfest, og de allesammen helt uopfordret løber ind og tager pænt tøj på. (Bemærk, at begrebet ’pænt tøj’ har en temmelig bred fortolkningsramme. For nogle er det chinos, omgående stylet ned med en absolut farveclashende T-shirt og en plettet trøje fra vasketøjskurven, for nogle er det lyserød blazer og småblomstrede bukser og for andre igen er det forvasket sommerkjole tilsat prinsessetiara og hjemmelavet bijouteri.)

– Juni. Kalenderårets svar på fredag eftermiddag. Jaja, vejret er lort, men sommeren ligger foran os, nætterne er lyse og jordbærrene klar til at blive ædt i rå mængder. En lind strøm af afslutningsfester, fødselsdagsfejringer og travle eksamensdage for lærertyper, man er gift med, fritager mig fra på nogen måde at have styr på noget, for i stedet bare at gå tidligt og transportere glade, overtrætte, snavsede børn rundt mellem fællesgrill, lagkager og legepladser. Arbejde? Nårhja, vi når det nok, og der er ferie lige om lidt. Desuden er sommermånederne jo bare ENDNU en god undskyldning for at drikke alkohol på hverdage.

– Sætningen: ”Det betyder derimod, at den pris, vi betaler for at få anerkendt, at vi har været udsat for en uretfærdighed, ikke skal være, at vi gør vores liv til et bevis for uretfærdigheden og derfor lader vores psyke konservere som et gerningssted, der når som helst kan inspiceres” fra dagens forsideartikel i Information. Og ja, det handler altså om voldtægt, beklager stilbruddet. Men jeg synes, den interviewede kulturhistoriker har nogle interessante (og rigtige) pointer om vores samfunds holdning til kvinder, krop og ære, som man flux skal gå ind og læse. Du skal alligevel gå tidligt for at drikke rosé i haven.

Ironi:

Det, skæbnen lider af, når man beslutter at treate sig selv med en bustur i regnen, selvom det betyder, at man møder lidt senere, fordi det er så rart at kunne sidde og læse, og man så venter og venter i regnen på at få en ståplads i en overfyldt bus, som straks efter afgang sidder fast i et kryds i en umulig deadlock mellem 2 nye 5C-busser og en parkeret lastbil, mens chaufføren hører Bon Jovi, og man har ondt i ryggen af at stå op med sin kæmpestore taske med den kæmpestore bog i, man skulle læse, og man ender med at bruge sidste halvdel af turen på sin hårdt tilkæmpede siddeplads på at skrive et blogindlæg om, hvor ironisk det hele er.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.