Kender du typen?

Jeg har brugt det meste af september på at tage tilløb til vinternedtrykthed, og nu ser det omsider ud til at lykkes for mig. Udsigten er temmelig grå herfra, og jeg bygger hule derhjemme for at overleve, forbereder mit vinterhi.

Køber stedsegrønt til altanen og planlægger at male gangen. I en mørk farve, jeg bygger en livmoder til mig selv. Trawler dba.dk for billige boligfund, der skal helt klart flere lamper op. Har anskaffet en brugt bænk til spisebordet, fordi vi alle ved, at det er SÅ hyggeligt og faktisk synonymt med en god barndom at have en bænk i køkkenet. Hvor man kan sidde om eftermiddagen og drikke te og lave lektier og fortælle sin mor om sin dag. Eller sidde og spille et af de spil, vi har i den store skænk, der var et must, dengang vi flyttede ind, fordi en skænk i køkkenet fyldt med modellervoks og brætspil også er udslagsgivende for den gode barndom. Og så har jeg lige fundet sådan en kludetæppe-løber til gulvet, så der er lidt mere blødt og rart, og jeg ville ønske, der også var plads til en lille sofa (det er der så ikke, fordi god barndom-skænk, og man kan jo ikke få det hele). Så man rigtig kunne ligge og læse herude.

Hvis nogen i øvrigt finder en overskudsmor med hang til brætspil og eftermiddagste i nogle af de samme 70’er-rodekasser, hvorfra jeg får mine indretningsideer, må de endelig sige til. Kunne godt bruge hende lidt herhjemme.

 

It really ties the room together.

 

Og så blev det også Bastilledag

Det er cirka halvanden måned siden, jeg droppede alt, hvad der lugter af madplan, cirka lige så lang tid siden, at jeg opgav at få læst avisen og holde noget, der ligner et budget. Bare spis, sov, arbejd og betal ved kasse 1 for alt, der kan lette tilværelsen en smule, har været mottoet det sidste stykke tid.

Vi fucking overlevede 4 fødselsdage på en uge, og indimellem var det også ret hyggeligt (selvom det holdt hårdt med den ene klassefødselsdag, hvor vi kun var husstandens voksne på skansen – men så har jeg da prøvet at stå med en hel 0. klasse, der hoppede i et springvand …)

Og jeg overlevede 4 dage på Roskilde, med en efterfølgende rekonvalescensperiode, der indtil videre har varet dobbelt så længe som festivalen (3 dage med søvn i halve døgn efterfulgt af ind til videre 5 dages sygdom). Der må næsten kunne opstilles en cost-benefit-analyse for den slags, men kan dog berolige med, at min forholdvis uimponerede ægtefælle er her endnu. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde haft uforklarlige blister i hele munden i ugerne op til skoleferien, så muligvis prøvede min krop også at fortælle mig noget, inden jeg overdøvede den med en cocktail af cigaretter og … cocktails. Summa summarum: sommerferien er her, og den var tiltrængt.

Vi driver den af i kolonihaven hele sommeren, kun afbrudt af en enkelt jyllandstur, og det passer mig så fint. Vejret passer godt til hjemmeferie, og vi får hele tiden mere skik på vores meget lille hus. (Er det i øvrigt ikke noget med, at det lissom tager lidt tid for en familie at komme helt på plads i ferien, sænke konfliktniveauet, få alle til at falde ned og børnene til at stoppe med at slås hvert. fucking. kvarter.? Skulle spørge for en ven).

Såeh, jeg skal have læst nogle bøger. Og skrevet nogetnoget. Og have malet mellemgangen, og vi skal have sat et solsejl op, og der var engang, jeg havde en plan om en hule i det store cyprestræ. Men en feriedag ad gangen. Det skulle nødig ende med flere mundblister.

Vive la France!

Et af de få (nogenlunde) brugbare billeder, jeg tog på Roskilde …

 

Nåmen, de sidste 3 uger gik med, at …

… Den Uendelige Historie om kloakering i kolonihaven nærmede sig set og match. Vores assisterende VVS’er var over flere uger ikke rigtig til at hale ind til den store finale på DIY-projektet to end all marriages, så i sidste sekund, inden nogen (mig) fandt skilsmissepapirerne frem, fik jeg grundlovsdag hevet to gutter ind fra en af de andre haver, som fiksede de sidste tilslutninger og gravede de sidste rør på en eftermiddag. Halle-fucking-lujah.

I rent overmod skyndte jeg mig derefter at invitere gæster den kommende weekend, for nu manglede vi bare at få sluttet den nye vandledning til i huset – forestillede mig scener á la den i Evita, hvor landsbyen får en vandhane, og Antonio Banderas danser rundt i vandkaskaderne sammen med alle de glade lokale – og det skulle vel nok kunne nås i tide, når nu VVS’eren havde lovet at gøre det fredag morgen?

HAHAHAHA, men selvfølgelig gjorde han ikke det, så jeg aflyste selskabet og bandede ham langt væk, men fandt dog trøst i, at tilslutningen var nært forestående. Den kom omsider den følgende weekend, hvor mand og ældste arving pakkede regntøj og soveposer og tog på den årlige fædretur med klassen, mens jeg og damerne kørte glamping-stilen med sushi og rindende vand i kolo.

Derefter har jeg så ladet mig indhente af et sammensurium af skolearrangementer samt planlægning af nært forestående 2 x 7-års fødselsdag – indhente og rende over ende. Efterhånden er alle pizzaarrangementerne, frit-festerne og forældremøderne heldigvis overstået (her lader vi lige som om, jeg overhovedet mødte op til sidstnævnte – ahrmen, beklager, der var fucking 4 arrangementer den uge, plus vores eget liv, der også skulle passes), så den kommende uge byder kun på klassefødselsdag mandag, klassefødselsdag tirsdag, rigtig fødselsdag fredag og familiefødselsdag søndag.

Og nåhja, der er vist også noget arbejde og noget svømmetilmelding og noget Roskilde-planlægning, der skal presses ind. Men vi tager det en dag af gangen, alle fødselsdagsgaver er bestilt, har for længst droppet enhver hovedløs plan om hjemmebag, og jeg kan vist stadig nå at tilvejebringe noget dukkehustapet og tilsvarende badeværelsesinteriør inden på fredag.

Og hvorfor så det, spørger I? Jo, har såmænd anskaffet et håndværkertilbud til Bamsefamilien, så de omsider kan bo standsmæssigt, men det trænger lige til en klat maling og en ny facade up front, for at kunne præsentere sig ordentligt på et gavebord. Men hvorfor, spørger I så, for er det ikke lidt meget at smide et hobbyprojekt ind i en forvejen presset uge? Til det kan jeg kun svare: Jo. Jo det er det.

(Kunne måske også være kommet lidt på forkant med dukkehusrenoveringen, hvis ikke lige det var fordi, der var sommerfest på mit arbejde i fredags. Hvor jeg med Hunter S. Thompsons ord naturligvis endte med at opføre mig som landsbydrukkenbolten i en tidlig irsk roman. Der findes nemlig to slags mennesker her i verden: dem, der kan håndtere en fri cocktailbar, og dem, der ikke kan, og jeg tilhører helt klart sidstnævnte gruppe).

Men hey, solen skinner, og i morges vågnede jeg med Janelle Monaes ’The way you make me feel’ på hjernen. Da de to fødselsdagssvesker skulle ønske menuen til fredag, lød det ene ønske på ”Nachos!” og det andet, efter lidt betænkningstid: ”Jeg kunne godt tænke mig at grille burgere ude i kolonihaven. Kan vi godt det?”

På forunderlig vis reddede det spørgsmål hele den kommende uge for mig. Selvfølgelig kan vi det. Og hold kæft, hvor bliver det hyggeligt!

 

 

… og så kan I bare ringe, hvis I vil skubbes ud over en klippeskrænt!

Nåmen, weekenden lavede en Houdini på mig. Ligesom påskeferien gjorde. Og jeg er fucking slidt. Dels på grund af alt det vidunderlige gravearbejde, jeg udførte i går (tak, uduelige kontornusser-krop), dels fordi jeg efterhånden har glemt, hvordan mine egne tanker lyder.

Forstå mig ret, det er skønno, at vi både har fået sat højbede op, indrettet en bålplads og snart er færdige med mini-shelter i kolonihaven, og desuden har fået ryddet op på altanen og sat rørkasser og hylder op i køkkenet i vores lejlighed. Det er alletiders, at vi samtidig har fundet tid til at tage i svømmehallen og i biografen at se Dumbo og til familiehygge og ud at drikke nogle øl uden børn. Herligt! Elsker det! Jeg trænger bare virkelig til noget fred og ro.

For jeg har aldrig været typen, “der bare ikke kan sidde stille”. Nixenbixen, ikke her. At sidde stille er en af mine absolutte spidskompetencer. Evt. kombineret med at stirre ud i luften. Og den evne føler jeg slet ikke, jeg har fået lov at demonstrere nok de sidste par uger. Føler den faktisk til et niveau, hvor jeg hvert øjeblik kan gå Dolph på mine omgivelser, hvis de ikke holder deres kæft og lader mig være – alt fra sludrende børn til sludrende kollegaer er i farezonen p.t.

(Men altså helt seriøst, har I nogen anelse om, hvor meget 3 børn i skolealderen LARMER? Råber, griner, skændes, fjoller, afbryder, skriger … og synger?! “Vi sejler op ad åen” om og om og om igen, eller bare noget med lort og tissemand, indtil hysterisk latter sekundet efter bliver skiftet ud med slåskamp og gråd og så videre. De er ganske vidunderlige, sunde og raske og glade og LARMENDE. Og jeg er åbenbart skabt uden det der magiske forældrefilter i ørene; der bor en fucking kakofoni i mit hoved, som ikke vil dø).

Så med disse nyskabende ord fra en træt familiemor vil jeg ønske alle en fortsat god mandag aften. Og lige sidde lidt stille.

 

A3F4F309-700F-4C55-AC81-68E0C2368470.jpeg

 

Onsdagsrapport

For tiden lider jeg af mindreværdskomplekser og en slem forkølelse. Men da de sidste skal blive de første, er det mest snot, sofa og søvn, der fylder lige p.t.

Dejlig, dejlig søvn, som jeg fik alt for lidt af i weekenden. Min nuttede nevø havde den frækhed at blive døbt, dagen efter GZA spillede i Pumpehuset, og med gaveindkøb og familiebesøg resten af tiden, endte jeg med at ligge mandag morgen og kramme min dyne, mens jeg tænkte, at vi da slet ikke havde fået nok kvalitid sammen…

Havde jeg en pointe? Me think not. Præsten mindede mig om, at vi ikke er alene, og GZA mindede mig om, at vi alle sammen bliver ældre. Således oplyst arbejder jeg mig gennem hovedpine på fjerdedagen, hører endnu mere Wu-Tang end jeg plejer og glæder mig til fredag, hvor vi skal have pasta cacio e pepe. Ze little things, you know.

Jeg er fucking træt som et ondt år, men foråret kommer snart, jeg har reolen fuld af bøger, og jeg er pjattet med min mand på den ulækre bloggermåde, bare uden billederne. We shall overcome.

 

Endnu en update

(Ja, undskyld, der kæmpes stadig lidt med at finde en ny og bedre skriverytme her i 2019… Og så livet, ya know…)

Sidste uge gik med sygdom og mere sygdom (tror, vi har haft tre forskellige infektioner indendørs på tre uger, det er vist lidt af en familierekord) samt Sønbergs 10-års fødselsdag i tre akter. Og det er ikke fordi, jeg har en masochistisk side eller ikke lagde mærke til den begyndende sitren i kroppen (er der stadig) eller søvnløsheden (er væk igen), men man skal jo for fanden fejres på sin fødselsdag, familien skal også have lov at komme til lagkage i weekenden, og for første gang i 10 år havde det ellers ret tilbageholdende barn ønsket sig sin helt egen klassefødselsdag, og den skulle han altså også have. Og vupti, så ligger der lynhurtigt 3 x fejring til frit aftag.

Klassen kom til fødselsdagsboller og fri leg i foreningens fælleslokaler på dagen, og det var både en god og dårlig beslutning – dårlig, fordi det var liiidt pres at skulle køre 2/3 af festlighederne af på samme dag, og god, fordi så var det fucking overstået! Som min far bemærkede, da han ringede om aftenen: ”Hvis man gerne vil opleve, HVOR relativ tid kan være, skal man bare invitere til børnefødselsdag. Der findes ingen langsommere tid i universet, end når man har skudt alle legene af, og der stadig er to timer til, de bliver hentet”.

Nå, men alle hyggede sig vist, fødselaren havde en god dag, og om aftenen kom yndlingsmosteren til sushi (det blev et stort fedt ja til Sønnekes ønske om dyr takeaway, bare jeg ikke skulle tilbringe et minut mere i køkkenet – havde bagt boller hele formiddagen samt i sidste øjeblik smækket den cheesecake sammen, der egentlig først var blevet ønsket og nægtet, men da barnet om morgenen med bævrende underlæbe konstaterede, at næsten halvdelen af de inviterede lå syge/var taget på tidlig vinterferie, og fire ekstra sygemeldinger dernæst tikkede ind i løbet af formiddagen, besluttede moren, at det i hvert fald ikke skulle komme an på den fucking cheesecake – faktisk var jeg halvvejs på vej ud for at leje Tivoli).

 

“Der kan sagtens være dobbelt portion i røremaskinen. Sagtens.”

 

Fredag aften tilbragte jeg så med et lagkagefyld, der skilte (hvilket efterhånden er fast tradition til mit ældste barns fødselsdag – hans lagkage er min stupiditets Groundhog Day), en svigermor netop hjemvendt fra Australien og en mand, der var væk, fordi han skulle arbejde. Så klokken 22.23, da jeg stod med grynet flødeskum, værkende ryg og opvask over hele køkkenet, lunede jeg mig lige så stille ved tanken om, at bare et forkert ord fra min ægtefælle den følgende dag – bare ét – og jeg ville lave en scene, der var en Tarantino-film værdig. Menaltså, det til trods blev Sønberg-fødselsdag 2.0 en hyggelig affære, rundet fint af med søskende og svigerinde, der spillede spil med mine børn, mens jeg sad med et glas hvidvin og nuttede min lille nevø.

Og NU, mine damer og herrer, sker der det, at i morgen tager familien Hakkebøf til Spanien! (Indsæt selv pludselig & umotiveret flamenco-fanfare). Jeg var nemlig så skideklog helt tilbage i oktober at booke fjerne slægtninges feriehus samt tjekke Norwegian for billige billetter nogenlunde inden for rammerne af skolernes vinterferie – og lo and behold: de fandtes. Egentlig har vi ikke rigtig et feriebudget i år – der står kolonihave på både regninger og destinationsplan – men de 6500 kr, det samlet løb op i for en uges ferie for os alle fem, vurderede jeg i min egenskab af økonomichef, at vi godt kunne undvære for lidt sol i februar. Så af hjertet tak, Fortids-Mie, du er seriøst den bedste! Nej, virkelig. Det er er du altså. Virkelig.

Og det allerbedste er, at børnene har glædet sig i månedsvis. Kombinationen af både at skulle udenlands og skulle flyve, er tydeligvis det mest eksotiske, der er sket i mands minde, og for at det ikke skal være løgn, ønskede og fik de to mindste sig et sæt rullekufferter i julegave… Som i løbet af dagen er blevet proppet med alt fra legeværktøj til enhjørningeheldragter. (”Øv, min ukulele kan ikke være der!” ”Hvad hvis der ikke er plads til mit tøj, mor?”) Det bliver næppe poolvejr, men huset har et badekar, og som sagt: alt for lidt mere sol, ing? Og lidt vino tinto, lidt palmer og lidt middelhavsluft. Aaahh…

P.S. Og så har jeg jo helt glemt at treate verden med en 10-year challenge:

 

Tænk bare, at det lille paradistræ i øverste venstre hjørne nu er en stor gulvplante!… (Og nårhja – den skaldede type med den store næse er en meget ny Sønneke (som i øvrigt er et kønt barn den dag i dag!) og den uglede type med den store næse er mig. Lige fyldt 26, temmelig søvnberøvet og sådan rimelig skræmt fra vid og sans – kan vi lige sende hende en tidsforskudt krammer?)

 

Det, der skete, var…

…at det egentlig aldrig var planen, at der skulle gå over en måned, uden jeg skrev noget. Det SKETE lissom bare. Fordi noget med nytår, som var smadderfin hos venner lige om hjørnet, børnene hyggede sig, og vi kom i seng ved firetiden, og 1. januar stenede vi alle fem for hårdt og spiste frostpomfritter i sofaen og så fjernsyn hele dagen, og SÅ skulle jeg pludselig på arbejde, og jeg havde travlt, og broen var oppe, og min veninde skulle have hjælp til en flytning, og så skulle der jo ordnes lejlighed inden min fødselsdag, hvilket jeg egentlig HAVDE sagt til mig selv var lidt noget pjat, men samtidig var jeg også ret træt af de der badeværelser, vi aldrig havde fået fikset, dvs. de der to smadrede københavnertoiletter, som SKULLE have været lavet til et regulært badeværelse med bruseniche, inden vi flyttede ind i lejligheden sidste december, men som aldrig blev det, fordi københavnske håndværkere er nogle troløse, pengeoptrækkende bæster, og vi i øvrigt var for sent ude, men derfor blev der heller aldrig gjort noget ved dem, mens vi malede og spartlede og brød vægge ned (i omvendt rækkefølge) i resten af lejligheden, og nu stod de så stadig der, et år efter indflytning, og trekvart år efter, vi HAVDE besluttet at spare de der 170.000, vi alligevel ikke havde, og i stedet bare selv fikse dem lidt op, og var STADIG ikke fikset op, men henholdsvis (snavset) babyblåt savsmuldstapet og (snavset) beige glasvæv at se på, og hele køkken-alrum-gangen var også bare alt, ALT for hvid, og det havde irriteret mig siden første aften, vi var flyttet ind, så en dag gik jeg bare ned og købte maling og gik i gang, og manden blev lynhurtigt grebet af stemningen, og så fik vi faktisk malet loftet i gangen mørkt og gjort toilet og bad præsentable (og måtte samtidig sande, at det uforvarende lykkedes os at lave en 1:1 kopi af samtlige københavnske restauranttoiletter, hele det der smadret-terazzo-sort-toiletbræt-spejl-i-ramme-og-duftpinde har åbenbart lagret sig dybt i vores bevidsthed, hvad fanden sker der lige for det?) samt oprettet den obligatoriske mørkeblå væg i vores køkken (som har været the shit i nok år til, at den nok bliver umoderne lige om lidt), og SÅ var vi klar til min fødselsdag, for det skulle også passes, og jeg var skideklog og bestilte bare pizzaer den mandag, familien kom, og min far var der også, og min mor og hendes kæreste og alle mine søskende og deres kærester, og min fine nye nevø, og det var stille og roligt og skidehyggeligt, og jeg tog det ret pænt at blive 36, og om lørdagen blev børnos sendt væk, og vennerne kom, og det var IHVERTFALD skidehyggeligt, og jeg havde stribet kjole og guldsko på og blev, som lovet, megafuld, og vi drak 17 flasker vin, og jeg dansede med sidste veninde på skansen til Boney M kl halv fem om morgenen og vågnede næste dag og kastede op i et par timer, og samme dag fik ene datter høj feber og lå syg det meste af ugen, og så gik der pludselig halvanden uge mere, og nu skal vi til at planlægge Sønnekes 10-års fødselsdag.

Og det var vist cirka det, der skete.

 

Maleprojekt forklædt som seriemorderscene

 

Hvis det her ikke bare skriger 3 retter for 295,- (+ 75,- for ost), så ved jeg ikke hvad. Bemærk også Mucha-plakaten. He’s so hot right now.

 

Væggen, vi sikkert vil hade, før næste årti er omme. Men lige nu er den fab.

 

Et lille vue over fødselsdagsindkøb. Bemærk blomster/planter – syntes  pludselig, jeg havde nået den alder, hvor man i det mindste prøver på at pynte et middagsbord.

 

…dog stadig ikke den alder, hvor man ejer en ordentlig dug.

 

I virkeligheden er min fødder ret store og mine lægge freakishly tynde. Hvordan klarer profbloggere det der med vidvinkel?