Ironi:

Det, skæbnen lider af, når man beslutter at treate sig selv med en bustur i regnen, selvom det betyder, at man møder lidt senere, fordi det er så rart at kunne sidde og læse, og man så venter og venter i regnen på at få en ståplads i en overfyldt bus, som straks efter afgang sidder fast i et kryds i en umulig deadlock mellem 2 nye 5C-busser og en parkeret lastbil, mens chaufføren hører Bon Jovi, og man har ondt i ryggen af at stå op med sin kæmpestore taske med den kæmpestore bog i, man skulle læse, og man ender med at bruge sidste halvdel af turen på sin hårdt tilkæmpede siddeplads på at skrive et blogindlæg om, hvor ironisk det hele er.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.

Fra sygelejet

Det er forholdsvis skuffende, når man laver en aftale med sin krop om, at hvis man nu tager den ene sygedag, så stopper den til gengæld med at skabe sig – og den så bare bliver ved i dagevis, helt uden hensyntagen.

På min første hjemmedag nåede jeg faktisk at planlægge både støvsugning og noget arbejde. Min krop sagde nej tak. Og eftersom jeg alligevel er pissedårlig til at spille helt (gør mig bedst som martyr, det er knap så fysisk krævende), mindede jeg mig selv om, at en af fordelene ved at have et ikke udpræget fancy eller vigtigt eller ansvarsfuldt job må være, at man med god samvittighed kan føle sig helt og aldeles undværlig, mens man er syg. Enter dyne, sofa, søvn og Girls.

Med det resultat, at jeg allerede nu har opfyldt mit nytårsforsæt om at se alle sæsonerne. #goals! Så er spørgsmålet bare, hvad jeg skal lave resten af året.

Især nu, hvor jeg allerede savner den hippere, mere velformulerede og klart mere selvcentrerede version af min eget liv i start-20’erne. Neuroser, mænd, bristede illusioner und alles. Har primært brugt de sidste par dage på at pudse næse og overveje, om jeg skulle blive 25 igen og flytte til New York og gå i mønstrede mavebluser og tage en masse kokain. (Eller måske 24 igen. Da jeg var 25, var jeg gravid det meste af tiden, og jeg har hørt, det ikke går så godt med kokain).

Den tilsnottede eskapisme passede mig fint, som jeg lå der, delvist undskyldt af min egen manglende karriere og hyggeforargedes over Dunhams primadonnaagtige forhold til konceptet arbejde. (For helvede, hvilken normaltbegavet 25-årig uden alternative indtjeningsmuligheder ville nogensinde sige et velbetalt tekstforfatterjob med søde kollegaer op, fordi det ikke var ‘fint’ nok? Generation Y-entitlement har eddermaneme gjort noget ved vores jobforståelse!) På den ene side var jeg ved at brække mig over hendes og venindernes snotforkælede tilgang til livet – på den anden side drømte jeg mig tilbage til et tidspunkt, hvor mulighederne lå åbne. I hvert fald teoretisk.

Jeg burde fandeme have gjort noget mere ved skriveriet.

…måske i kombination med noget lysterapi og en margarita

Indtil videre går det ikke skidegodt med nytårsforsætterne. Hvem skulle dog have troet det.

Til gengæld fyldte jeg 34 i weekenden, og så er det meget fint, at man ikke er typen, der går og stresser over årlige målsætninger. Selvom der selvfølgelig altid er muligheden for at blive smådeprimeret over, hvor langt virkeligheden befinder sig fra min ungdoms forestillinger om, hvad jeg ville have opnået på nuværende tidspunkt. Men eftersom de fleste 17-årige er idioter, tager jeg det ikke så tungt (jo, jeg gør, det andet lyder bare bedre). Desuden var min største bekymring i den alder, om jeg nogensinde igen ville finde en kæreste, og det har jeg da trods alt præsteret.

Så. I denne weekend skal jeg fejre mig selv nok engang, denne gang med venner og rødvin, og jeg vil måske gøre et tappert forsøg på at bryde min ellers faste værtinderegel. (Dvs. den om altid at være den fuldeste i selskabet, så andre ikke har noget at skamme sig over dagen efter; lidt ligesom når værten og værtinden ikke må være de pænest klædte. Sidstnævnte regel er fra Emma Gad, førstnævnte fra det sted i min hjerne, der tager sig af selvundskyldende efterrationaliseringer). Måske.

Og ellers går jeg bare og venter spændt på, at mit nyindkøbte nattøj med taco/avocado-print når frem med posten. Tænker, at det er det, der skal få mig gennem resten af januar.

Jul på Nørrebro

…ooog jeg er tilbage! Siden sidst har der været lidt vekslende sygdom i familien, rundet af med mandens julefrokostinducerede cykelstyrt og dertil syede hage i weekenden (nej, han var ikke pissestolt bagefter, ja, jeg syntes, det var jævnt nederen at blive vækket kl 5.30 søndag morgen for at skaffe lægehjælp til ravende, blødende mand, der kort efter gik ud som et lys på sofaen, mens jeg hang i telefonkø og krydsede fingre for, at børnene ikke vågnede). En uvarslet fyringsrunde på mit arbejde blev det også til – jeg har stadig et job, min allerbedste kollega, kontormakker og arbejds-partner in crime har ikke… Og så er Ole Birk Olesen blevet minister.

Så skal vi ikke bare lynhurtigt hoppe videre til noget så ufarligt som julepynt? En lille gennemgang af dette hjems tableaus de noël i ord, billeder og elendigt fransk, n’est pas? For hvis nogen måske sidder og er lidt kede af, at de endnu en gang ikke kan leve op til Feminas artikler om kendte designeres julepynt i sikker farvekodning og med elementer af fransk loppemarked, så er dette stedet at få det bedre med sig selv!

Følgere på Instagram vil vide, at jeg tidligere kom til at investere i sukkulenter. De er blevet stedt endeligt til hvile i årets kalenderlysarrangement. Læg især mærke til den psykedeliske mos. Først efter, jeg havde købt den, lagde jeg mærke til, hvilket bizart indfarvet(!) made in China-produkt, jeg havde fået fingre i. Læg også mærke til, hvordan lys og dekoration på en eller anden sær måde ikke matcher.

Plasticdyr venligst sponsoreret af lejlighedens yngste beboere.

Plasticdyr venligst sponsoreret af lejlighedens yngste beboere.

Videre til årets adventskrans, der (endnu en gang) er mere kitschet end køn. Opmærksomme læsere vil genkende den syregrønne mos, her kombineret med bl.a. brølende hjort og majskolbe-glaskugle. Der var en gang, hvor jeg kørte en mere klassisk grankrans med bloklys, men så kom jeg i tanke om, at jeg egentlig ikke magtede alle de ekstra indkøb. I stedet købte jeg en adventsstage i Søstrene Grene, selvom jeg altid har hadet den slags. Nogle gange overrasker man jo sig selv.

Sløjfen på radiatoren i baggrunden er et af børnenes bidrag.

I baggrunden en sløjfe på radiatoren; den 4-årige har lige så meget sans for detaljen som sin mor.

Ingen jul uden tableauer, her et i gangen, jeg kalder: ‘Dørkransen, vi nok aldrig får hængt op, tilsat morgenelementer, astmamedicin og en lillebitte plastictraktor’.

Og nej, vi er ikke morgensangtyper. Aner ikke, hvad den bog laver der.

Og nej, vi er ikke morgensangtyper. Aner ikke, hvad den bog laver der.

Og selvfølgelig: Årets snelandskab. Præcis lige så malproportioneret som det skal være og altid har været.

Ingen vidste, hvor byens indbyggere én for én forsvandt hen, imens snemanden på Bytorvet blev tykkere og tykkere.

Ingen vidste, hvor byens indbyggere én efter én forsvandt hen, alt imens snemanden på Bytorvet blev tykkere og tykkere.

Men hov, mangler der ikke noget på de snepudrede bakker? Joda, for i år har jeg omsider taget mig sammen til at lime alle de defekte kælkenisser. Som i øvrigt er resultatet af dengang, jeg i et øjebliks sindsforvirring købte et samlesæt i Panduro, for at manden og jeg kunne hygge os med at lave julepynt…*bræk-smiley* (måske var det den jul, jeg var gravid med Sønneke, det ville forklare en del). Selvsagt gik vi ret hurtigt kolde i projektet, og derfor indeholder vores samling både en mexicaner-nisse, en token black guy-nisse og en Hitman-nisse. (Foruden tumpe-nissen og tjener-nissen med serviet og solbriller, som kan skimtes i landskabet ovenfor).

Ved ikke helt, hvor det her placerer mig på et politisk korrektheds-barometer... På en måde kan det gå begge veje.

Ved ikke helt, hvor det her placerer mig på et politisk korrektheds-barometer. På en måde kan det gå begge veje.

Og til sidst: det barnlige touch. Børnehavefrembringelser får hæderspladser for ekstra hyggeeffekt, og samtidig kan alle se, hvor pisserummeligt og børnevenligt et hjem, det her er.

Intet siger 'jul' som papmaché.

Intet siger ‘jul’ som afskallet papmaché.

...eller toiletruller forklædt som snemænd.

…eller toiletruller forklædt som snemænd.

Stik den, Femina!

Status p.t.

Hånd stort set ok. I morgen gælder det halloweenfest på skolen, og den trofaste kontaktforælder – deres hengivne skribent – har bagt flagermusekage, indhentet glemte tilmeldinger og færdiggjort Sønbergs zombie-tøj. Prikken over i’et bliver at få hans lillesøstre manipuleret i ens dia de muertos-outfit, der forhåbentlig kan skræmme livet af alle 2. klasserne. (Som regel støtter vi dem naturligvis i at gå forskelligt klædt og udklædt, men helt ærligt: siden jeg var gravid med basserne, har jeg drømt om det halloweenpotentiale, et sæt enæggede tvillinger besidder… Desuden skal de matche min udklædning, og den ved vi jo allesammen er det vigtigste!)

img_0396