Ugen der gik, forklædt som madplan, forklædt som det helt autentiske levede liv

I søndags lavede jeg en liste over de fire blogindlæg, jeg skulle skrive i løbet af ugen, bl.a. noget opskriftsinspiration. HAHAHAFUCKDIG, sagde mit liv og mit overskud efterfølgende, så det blev ikke til så meget, men her er et lille vue:

Mandag lavede jeg en kæmpe portion vegetargryde til ugen med let skelen til Sneglcilles linsebolo (bare tilsat finthakket champignon og lidt mere tomat). Der er 1.500 kr. tilbage på madkontoen til resten af måneden, så det virkede som det helt rigtige at gøre; vendte en portion rundt med pasta og satte resten til side til senere brug. Børnene hadede maden – naturligvis – og jeg kunne glæde dem yderligere ved at fortælle, at de skam ville møde den igen. Manden indvendte forsigtigt, at linserne måske ikke fungerede optimalt med pasta, og jeg overvejede kort at navngive gryden ’Mors Vegetar-Nemesis’.

Tirsdag kom jeg alt for sent fra arbejde, hentede børn 1 minut i lukketid og droppede derfor den aftalte fællesoprydning og -afstøvning, da mytteriet var nært forstående. Der var dog ingen nåde, da det gjaldt aftensmaden, resterne blev hevet frem fra køleskabet, tilsat spidskommen og koriander og derefter serveret med tortillas, ris og diverse grønt tilbehør. Jeg tror, det gled bedre ned end gårsdagens parring med pasta, men jeg ved det ikke, for jeg udvandrede under et skænderi lige inden spisetid og kom først tilbage igen til puttetid (for eventuelle parforholdsråd skal man ikke tøve med at kontakte mig på mailen).

Onsdag er Store Restedag, da det er der, Sønneke er til spejder, og manden som regel har sene møder. Efter en gang festlig fællesoprydning til tonerne af MGP 2018 blev vegetargryden rørt op med ris, æg, en dåse blendede bønner, salt, peber og Urtekrams italienske krydderiblanding og genopstod på panden som ubestemmeligt pizzasmagende vege-deller –  og for første gang virkelig godt modtaget. Hallelujah. Ældste barn fik efter ønske anderester fra weekenden, da han havde spejdet færdig, manden roste vege-dellerne til skyerne, da han kom hjem, og pasta-vege-bolo-resterne i køleskabet blev ignoreret af alle.

Torsdag havde vi legegruppe på besøg, og cirka en halv time inde i sessionen var jeg tæt på at skrive til min bedre halvdel, at hvis han ikke snart tog sin andel af de forbandede legegrupper, så boykottede jeg dem personligt fra årsskiftet. Der faldt heldigvis hurtigt ro på, forældrene kom til kaffe, og jeg hældte en halv kop ud over mig selv for at demonstrere mine overlegne værtindeskills. Menuen stod på risengrød, som blev sat over for sent og nægtede at koge blød – af en eller anden grund mislykkes risengrød ALTID for mig, men jeg nægter at give op, sådan er jeg bare. Sidste vege-deller blev parret med tortillarester til nemme madpakker og forhåbentlig værdsat.

Fredag, i dag, henter min mor børnene og propper dem med julefilm og junk food. Jeg og den bedre halvdel har et bord på Omar, som forhåbentlig lever op til anbefalingerne (om ikke andet, så har vi haft en uges sjov med at gå og udtale navnet som i The Wire). Og skulle der være nogen kritiske spørgsmål til de økonomiske aspekter, kan jeg kun sige, at vi har forskellige konti til forskellige ting, og at jeg i aften ikke er ude i min egenskab af mor/regnskabschef, men udelukkende som privatperson, og det har jeg ærligt fortjent. Bliver vi virkelig fulde, kan det være pasta-bolo-bøtten i køleskabet bliver fortæret ved midnatstid, men jeg tvivler stærkt på det.

God weekend!

 

Reklamer

Og halle-fucking-luja for det hele

I går var en af den slags dage, hvor kloakeringsprojektet i kolonihaven virkede komplet uoverkommeligt, hvor vi mistede et sæt hoveddørsnøgler – potentielt lige foran hoveddøren – hvor de 2 nyeste af mine skolebørn græd og græd, fordi de var så trætte, og hvor jeg mest af alt havde lyst til at græde med.

I dag er en af den slags dage, hvor nøglerne lå på ejendomskontoret, hvor jeg gik til arbejde i solskin og på vejen mødte et af de sødeste mennesker, jeg kender, hvor jeg skrider tidligt for at hente børn og blande slik og lave one pot pasta, og hvor manden heldigvis ikke har noget imod at grave huller imens.

Og så blev det søreme fredag igen.

Glædeligt solskin til alle – drinks on me!

 

Joy of all seasons

I går holdt jeg hjemmearbejdsdag i kolonihaven, jeg cykler 10 km hver vej, for alle siger, det er godt med motion, og jeg sidder med min computer og glor ud på græsset og solskinnet, og jeg graver jordbærskud op, inden jeg cykler hjem, for det skulle også være godt. Jeg går til og fra arbejde i stedet for at cykle, for det er så sundt for hoved og krop med en rask gåtur. Jeg læser Delphine de Vigan og Elena Ferrante (sidstnævnte og hendes evindelige armslængde-fortællen er i øvrigt begyndt at gå mig på nerverne). Jeg mangler appetit og bliver ramt af uforklarlig kvalme, hvilket er hæsligt for en, der plejer at æde og drikke sig ud af alting. Jeg forsøger at samle overskud, så jeg ikke bliver til stakåndede råbe-mor. Jeg flygter fra forældre-smalltalk, jeg får ikke skrevet tilbage til min veninde, jeg orker ikke, at nogen skal have noget fra mig. Jeg går tidligt i seng og tænker, at så er jeg mere frisk i morgen aften, så kan jeg være en lidt mere spændende type at være gift med, men mere vil have mere, og næste aften er jeg igen træt, min krop vil bare gerne sove (bortset fra når den lige pludselig ikke vil).

Jeg har det egentlig ok, men weekenden går for hurtigt, ligegyldigheden lurer i baggrunden, jeg prøver ikke at tænke for meget. Jeg cykler og går og sover og læser bøger og graver i jorden, for jeg ved, det er godt for mig. Jeg får det ikke bedre, men jeg får det heller ikke værre. Jeg har en af den slags hoveder, der har bedst af at blive ignoreret, ikke dvæle, ikke synke, bare videre. Det er sikkert bedre i morgen, og om ikke andet får jeg læst meget mere, end jeg plejer. Tænker jeg.

 

 

I øvrigt…

…gik det helt bananas med kommentarsporet til sidste indlæg. Ramte vist en nerve, så det skal vi da helt klart snakke mere om. Og NU har jeg vist også fået svaret alle. Der kom lidt forsinkelse på, eftersom jeg var på den årlige voksentur med manden i weekenden og vurderede, at han nok ikke ville finde det superromantisk, hvis jeg begyndte at bruge vores dyrebare tid på at hænge på bloggen for at svare mine beundrere (ja, det er lige præcis den betegnelse, I går under, folkens #ginormousheadbynow).

…gik turen i år til Malmø. Egentlig skulle vi bare have været hjemme i København, for økonomien var ikke til mere, men så kiggede jeg alligevel en lillebitte smule på hoteller, og vi blev enige om, at en del af attraktionen ved vores årlige weekend altså er luksus, luftforandring og fri adgang til badekar. Og så knalder man i øvrigt bare bedre på et hotelværelse. Så vi ofrede 1.500 kr på 2 overnatninger i Malmø og spiste burgere og billige dumplings i stedet for at gå på fin restaurant. Hvilket altsammen viste sig at være en virkelig god prioritering, for hotellet var SÅ fint. Har allerede anbefalet det på Instagram, og er dermed en komplet parodi på min egen konsumerismekritik. Selvtak.

…har Karoline født (hurra!), og i et splitsekund tog jeg mig selv i at tænke, at jeg skulle have plottet et barselsbesøg ind i kalenderen… Øh, nej, Mie. Det skal du så ikke. I hvert fald ikke før det bliver socialt acceptabelt at dukke uanmeldt op og lykønske med familieforøgelsen hos mennesker MAN IKKE KENDER I VIRKELIGHEDEN.

…endte jeg med at gå ind og redigere i nogle af de førnævnte kommentar-svar, jeg skrev i går. Fordi jeg læste dem igennem og pludselig godt kunne se, at jeg havde ladet mig rive lidt med af stemningen *ahem*. Og faktisk lå og rantede i mit eget kommentarfelt på en lettere uklædelig måde. Så ja, jeg rettede dem til. Skal jo helst fremstå mere sympatisk, end jeg egentlig er. Samtidig lagde jeg en kommentar ovre hos Hvid Kaffe, som endnu ikke er udgivet, og er derfor nu bekymret for, om jeg simpelthen havde et anfald af tekstmæssig cuntness i går, hvor alt, jeg skrev, var sådan lidt off? (I så fald, beklager!) Eller om jeg bare glemte at trykke ’send kommentar’?…

…apropos social idioti, så er jeg latterligt dårlig til at møde nye mennesker – Bonjour, skolestart med 2 hold nye forældre! Mine evner inden for almindelig smalltalk er sådan cirka lig nul, og i mit (nyttesløse) forsøg på at dæmpe min nervøsitet og virke interessant smider jeg gerne et eller andet upassende ærligt på bordet. Således lykkedes det mig i går under en samtale med en sød forælder, der havde givet sig til kende som læser af min blog, både at nævne, at jeg ikke rigtig orkede at snakke med andre forældre, samt at jeg engang ville klæde mig ud som gravid cheerleader til en fastelavnsfest, men at manden nedlagde veto, fordi det var et børnearrangement. Det sidste uden nævneværdig anledning, btw. Jeg hader mig selv.

…er der rystende mange af de her punkter, der handler om mig og min manglende evne til at interagere med andre mennesker på en normal måde. Måske trænger jeg til lidt mindre skærmtid. Og lidt mere udendørsleg.

 

Kardemummabullar i fart

 

Når både tid og penge er små – 2 husholdningshacks fra yours truly

Efter utallige (forudsat, man ikke kan tælle til 2, that is) opfordringer på Instagram, deler jeg her mine nyeste ændringer mod en mindre stresset hverdag. Virker for mig, i hvert fald. Muligvis ikke for andre. Eller også gør alle det i forvejen. Men det er så prætentiøs blogger-visdom i al sin mangel.

Sagen er, at vi er inde i en fase, hvor vi så vidt muligt prøver at spare tid på det praktiske arbejde, så vi kan trække vejret ned i maven, have det lidt sjovere og være mere sammen med børnos. Samtidig gik det under sidste oprulning af budgetter op for mig, at hvis vi nogensinde igen vil på så meget som en billig campingferie, så er vi nødt til at spare lidt mere op og barbere vores i forvejen skrabede budget. So what to do? For vi ved allesammen, at det gængse råd til pressede småbørnsmødre er, at man endelig ikke skal være bange for at betale sig fra det huslige. Og jeg er sgu ikke bange, tværtimod, men min budgetkonto er nærmest rædselsslagen. Så her er, hvad småstressede middelindkomstere med mange børn indfører:

 

1) Fælles rengøringsrutine – der virker

”Men du sagde da, at NU skulle I have rengøringshjælp?! At NU var der ikke flere økonomiske undskyldninger, der stod mellem dig og et hjem, der skinnede ganske som betalt?” Jaja. Jeg siger så fucking meget. Og står egentlig også ved det: på en gang at skulle varetage et almindeligt job, alt det praktiske arbejde i en husholdning og samtidig være en tilstedeværende forælder og partner er hverken sundt, naturligt eller opskriften på det gode liv for nogen. Men se ovenstående bemærkninger: sølle 2 x 600 kr til rengøring om måneden fyldte pludselig ret meget i et lige så sølle budget. Så jeg skød nok en gang drømmen om det velbeslåede voksenliv et stykke ud i fremtiden og fostrede en anden plan: løften i flok.

Nu da jeg er velsignet med 3 skolebørn, kan der godt skrues lidt på Askepot-knapperne i hjemmet. Samtidig vil jeg UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER bruge weekenden på at gøre rent, den skal bruges til kolonihavebesøg og almindelig afslapning. Så rutinen er som følger:

Torsdag eftermiddag, efterhånden som alle kommer hjem, rydder vi op. Alle sammen. Ungerne er primært ansvarlige for egne ting og værelser; de 2 mindste på 6 år støver hver deres halvdel af værelset af. Den store på 9 støver sit værelse af og støvsuger det – det er på 6 m2, så opgaven er ganske overskuelig, men det føles stadig som en stor byrde lettet – og han er faktisk grundigere end mig *ahem*. Jeg støver af i resten af lejligheden og vander planter, manden ordner badeværelset.

Fredag morgen bruger jeg så 30-40 min. på at støvsuge og vaske gulve – det går lynhurtigt, når der er ryddet op, og jeg desuden har ét værelse mindre at tage mig af. Med inspiration fra en veninde har ældstebarnet desuden en tjans indimellem med at vaske køkkenfronter, og det er så det. Done. Nichts weiter. Der bliver næppe uddelt nogen husmormedaljer hos os foreløbig, men det meste af tiden er her faktisk ok rent og ok ryddeligt. Den store fordel ved at sætte børnene i sving er nemlig, at det er knap så fristende at efterlade en syndflod af gulvrod eller opstille ALT sit yndlings-LEGO på skrivebordet, når man ved, at man selv komme til at face skidtet, så snart vi når torsdag…

 

2) Impro-aftensmad og begrænsede indkøb

Lad mig lige slå fast: jeg er fucking dronningen af madplaner. Har dyrket disciplinen i årevis, og jeg kan lægge en sund, varieret og børnevenlig ugemenu inden for en begrænset økonomisk ramme og handle det hele på tre kvarter like a goddamn boss. Men det kræver altså lidt planlægning og overblik. Og i foråret fandt jeg ud af, at det var lige præcis den slags administrative opgaver, der fuckede med mit hoved og min vejrtrækning. Jeg drukner simpelthen i det, sådan som jeg har det for tiden.

Den anden ulempe er, at det ikke er så fleksibelt. Holdt som regel 1-2 dage fri til eventuelle ændringer, men endte alligevel tit med at stå med for meget mad i køleskabet, eller nogle kartoffelrester, der SKULLE bruges nu, og så blev det pludselig en stressfaktor at overholde den skide madplan. Så i stedet er jeg gået tilbage til min tidligere titel som dronningen af køkkenskabene (samt den indlysende: dronningen af selvbestaltede titler).

Dengang vi havde endnu færre penge, tre små børn og begrænset energi til indkøb, freestylede jeg nemlig tit over, hvad vi lige havde i huset. Man kan komme rigtig langt (og vegetarisk) med, hvad der er i grøntsagsskuffen og på konserveshylden, og æg, ost og yoghurt gør det fint ud for animalsk protein, når der ikke er kød. Skal der treates lidt ekstra, kan man altid bikse en lyndej sammen – til fx chapatis behøves kun mel, vand, salt og en pande. Samtidig har jeg meget mindre tid til rådighed end dengang, så selvom jeg faktisk elsker at lave mad, har jeg nu frasagt mig en stor del af ansvaret og indstillet alle på, at vi holder det simpelt (så bare stryg chapatierne igen). Vi handler stadig (så vidt muligt) kun en gang om ugen, men de sidste par uger har vi kun handlet det allermest nødvendige: mælk, juice, havregryn, rugbrød, pålæg og frugt/grønt, evt. opfyldning på de nævnte basisvarer og så 1 – kun 1 – planlagt kød/fiskeret, gerne noget, der kan række et par dage. Rester spises først på ugen, så de ikke går til i glemsel og fordærv, de følgende dage improviserer vi os ud af. Fx rugbrød med stegt (dåse)torskerogn, omelet med grønsager og pasta carbonara med frostærter i stedet for bacon.

Det sparer penge i indkøb, når vi kun køber det mest nødvendige, og det sparer mig for at skulle spæne til komfuret, så snart jeg kommer hjem fra arbejde, når ambitionsniveauet er, at intet skal tage mere end 20 minutter at lave, og der ikke er en forkromet (psykomor)plan for effektiv anvendelse af hver eneste nøje indkøbt råvare. Og så fred være med, om vi spiser lidt mere pasta, end jeg kunne ønske. Der skal bare mad på bordet.

 

Vi takker for tålmodigheden

Der findes for tiden to personligheder, der bestandig krydser rundt i min vej. (Som Tove ville have sagt).

Jeg er skiftevis komplet ugidelig og fyldt med ideer og energi. Gerne på skift flere gange i løbet af en dag. Så jeg har fem blogindlæg, starten på alletiders samtidsroman og ideen til et start-up i hovedet kl 11 plus al optimisme i verden omkring at få det hele ned på skrift – for så desværre cirka 18.30 samme dag at være tømt for energi og selvtillid og egentlig bare være lidt træt af formiddags-Mie og alle hendes skideirriterende røvforslag.

Jeg er sikker på, det aldrig skete for Tolstoj. Han stod sikkert heller ikke i Netto med summende hoved og tårer på vej og hev varer op af kurven, fordi han nu igen var ved at overkomplicere madplanen og det hele også kunne være ligemeget. Eller havde åndenød eller konstant snurren i kroppen eller søvnløshed eller buhfuckinghuh. (Teknisk set blev han vist rimelig tosset på sine gamle dage, så måske vi alligevel har lidt til fælles).

Never the less. Der kanaliseres en hel del grød ud på domænet for tiden, for det giver mig trods alt en følelse af at præstere. Så kan jeg altid forsøge at bilde mig selv ind, at det ikke rører mig, når der ryger et par følgere for hver udgivet portion blah (Hvem prøver jeg at narre? Kom tilbaaaaaageeee!!! Jeg lover at gøre mig umage fra nu af!!! Og jeg skal også nok være mindre clingy. Og ikke hele tiden spørge, hvad du tænker på. Eller skrive for mange sms’er i streg. Og du behøver heller ikke møde min familie!) Jeg er også røvdårlig til at kommentere hos andre bloggere. Og svare på kommentarer herinde. Sorry. Der går bare lidt hvad-skal-det-altsammen-nytte i mig. Og jeg føler, at hverken jeg eller verden har noget på hjerte. Vi er alligevel alle sammen dødsens, sammen med isbjørnene.

Nå. Men jeg skal til at se The Letdown (den er sjov – anbefales især til forældre). Og har købt bland-selv-slik, hvilket jer på insta allerede ved. Slettede i øvrigt det første billede og lagde et andet op, der lissom føltes mere æstetisk. Vi snakker om et billede af en pose bland-selv-slik, ja. Så bundsørgelig er jeg. Men bortset fra det, så går det godt med de vigtige ting. Hygger mig med børnene (når alle tre ikke er i totterne på hinanden), elsker mand, har søde, sjove venner, der gør mig glad. Har lige været i kolonihave, spillede spil og spiste æbler og hentede rundstykker hos bageren. Alt er sådan set fint. Det er som sædvanlig bare mig, der roder.

Undskyld, vi roder.

 

Dagens klart mest æstetiske slik-billede. You are welcome.

 

Sidste uge med kliken – et vue

Sidste uge inden skolestart var med en mand nede – på den hyggelige måde, fordi ældstebarnet kom på en spontan ferie hos farmor, mens resten af os slæbte os ud på arbejdsmarkedet. Og som Carportognoia engang så vist sagde: “Det til alle tider mest overkommelige antal børn at have er det antal, man har – minus en”.

Så med kun to børn på matriklen var der hidtil uopdagede oceandybder af overskud til alle de ting, normale mennesker tilsyneladende hele tiden laver med deres børn. I hvert fald hvis man skal tro de sociale medier. (Og det skal man jo. For I elsker allesammen at vise den rå virkelighed, bagsiden af medaljen og det ægte menneske med et selvironisk twist, ikke?) Jeg hentede i hvert fald tidligt en masse, isene sad løst, og en eftermiddag tog vi til havnebadet ved Fisketorvet, og det var skidehyggeligt (desuden er 2 x 5 km på Christianiacykel med cirka 40 kg samlet indhold jo på mange måder en genial aktivitet i 30 graders varme – anstrengelsen var så stor, at jeg om aftenen måtte tømme 2 flasker prosecco med manden, da børnene var puttet – og dem havde jeg ærligt fortjent!)

Ene datter fik på cykelturen hjem fra havnebadet en mindre nedsmeltning; hun kunne ikke 100 procent finde ud af, hvad hun ville og havde lyst til – men hun ville under ingen omstændigheder bare sådan hjem og spise pastarester, og jeg forstod hende egentlig godt. Sommer-i-København-FOMO kender åbenbart ingen alder. Der blev kompenseret med tv-dinner til børnos og nævnte prosecco til mor, og dagen efter gik vi en tur, spiste på pizzarestaurant med rødternet dug – farvel, månedlige madbudget, goddag virkelig gode pizzaer – og tog på legeplads bagefter. Og det var lige, hvad alle trængte til.

 

(Men ærligt, ing’? Nogle gange tænker jeg, at man ville have det nemmere langt ude på landet. I stedet for denne konstante følelse af, at der bør ske noget hele tiden, at man skal bade, picnicce, mødes med venner på vinbar. Karte fra den ene legeplads til den anden efter hentning, droppe selv at lave aftensmaden og købe takeaway på vej hjem fra stranden. Og så tage et billede af det. Det gode familieliv i Region Hovedstaden består tilsyneladende af et energiniveau, vi ikke magter, og et forbrug, vi ikke har råd til. Men jeg kan sgu lide det alligevel. Og i fredags mødtes jeg med en veninde på vinbar og druknede tvivl og overtræk i rosé. Fight the power, Mie.)

Og så blev det mandag, alle er nu genforenet, konfliktniveau og overskud har atter justeret sig omvendt proportionelt, og der oprustes til den nye skolevirkelighed. EAT-maden er bestilt, børneværelserne ryddet op, lejligheden er rengjort og nye pligter tildelt. Og jeg har allerede haft mit første halvdøgnsanfald af åndenød. Skidegodt. I morgen har kunstnerne tidligere kendt som miniskinkerne deres allerallerførste skoledag, og vi glæder os allesammen meget. (Spoiler: det bliver nok noget med mange billeder og en stor is. Muligvis i kombination. Sikkert på de sociale medier). To største udfordringer bliver helt klart ikke at tude og ikke at ævle manisk til sagesløse omkringstående, hvordan 4 år bare er fløjet, siden Sønneke havde sin første skoledag… Held og lykke, siger jeg bare.