Og sådan er livet så ironisk

Har ligget syg herhjemme de sidste to dage og været træt af det, for når jeg nu omsider har et arbejde, vil jeg lissom også gerne møde op på det og være corporate og lave en kop kaffe og snakke kollegialt – og arbejde.

Så jeg brugte den første dag på at have lidt dårlig samvittighed, sørgede for at slæbe mig i bad, så jeg var klar til hvadsomhelst, hvis jeg blev frisk senere, spiste salat og et kogt æg til frokost, stressede lidt over det arbejde, jeg havde været forudseende nok til at tage med hjem. Sørgede for, at det hele ikke skred for meget, med andre ord. Forsøgte at holde mig selv oppe.

I dag er jeg bare gået all in.

For det gik op for mig, at nu, hvor jeg er et agtet medlem af arbejdsstyrken, så er det mit privilegium at holde en ordentlig sygedag. Jeg slipper for at stresse over alle de jobs, jeg ikke får søgt, til gengæld kan jeg droppe bad og tandbørstning og gå i Netto iført nattøj og frakke med god samvittighed, for dette er blot en undtagelse fra mit sædvanlige, ærværdige arbejdsliv. (Min nyvundne ærværdighed var i øvrigt tæt på at gå fløjten, da jeg stod svedende i køen og kunne mærke, hvordan den trætte elastik i mine pyjamasbukser laaangsomt gled længere og længere ned indenunder frakken…) Spiste klammo fryse-thaimad og en skål chips til frokost og sov det meste af dagen væk på sofaen.

Det var skønt. Men kun fordi, jeg skal på arbejde igen lige om lidt.

Dagens tanker – highlights

“Så så man lige mig tage nye jeans på, inden jeg tager på arbejde.”

“Så så man lige mig aflevere mit barn i skole, inden jeg tager på arbejde.”

“Så så man lige mig cykle af sted med alle de andre, der skal på arbejde.”

“Så så man lige mig sige godmorgen og snakke casual om vejret med folk på arbejde.”

“Så så man lige mig sætte mine ting ved mit skrivebord på arbejde.”

“Så så man lige mig tage dagens første kop kaffe på arbejde.”

“Så så man lige mig overveje, hvor mange liter kaffe, det i gennemsnit vil kræve at holde mig vågen en hel dag på arbejde.”

“Så så man lige mig gå tidligt i seng, så jeg er frisk i morgen til at tage på arbejde.”

(I morgen skal jeg ned på lageret og hente kontorartikler. Jeg skal mindst have en kuglepen i hver farve!)

IMG_8579

Jobsøgningstip 2.0

Sidste år havde min yndlingsblogger, Den Sure, alletiders guide til at finde et job. På én gang tragikomisk og realistisk. Så gå lige over og læs den, ikke?…

Er det gjort? Godt, så vil jeg gerne komme med min egen tilføjelse:

Start en blog, vent to år på at en flink læser kontakter dig med tip om oprettelse af en stilling der matcher din ellers ubrugelige profil, søg jobbet og få det.

(…)

Ja, I hørte mig. Og det eneste, der lige nu varmer min sjæl lige så meget som tanken om et rigtig job til en rigtig løn, er tanken om at vade direkte ind til mit næste møde på jobcentret og bede dem om at rende mig rigtig grundigt.

Jeg vidste bare, at de Batman-ørestikker ville redde mit år!

(Hvis det ellers er ok at poste den slags billeder i disse tider...)

(Hvis det ellers er ok at poste den slags billeder i disse tider…)

Jobspoiler

Nåmen, efter alle de venlige inputs til mit jobsøgnings-indlæg, burde jeg jo lige komme med en opfølgning.

Jeg tænkte og tænkte og tænkte, og som Julie pointerede i kommentarfeltet, var jeg måske ikke klar til at opgive min anonymitet for en ansøgning. På den anden side er jeg nærmest klar til at opgive min udødelige sjæl for et fast arbejde og økonomisk stabilitet.

Mens jeg tænkte, dukkede to andre jobs op, som jeg også skulle søge, og i det ene tilfælde gik jeg videre til en skriveopgave. Så gik der også lidt tid og præstationsangst med det.
Og så var der lige en fødselsdag der skulle holdes, og et sprutbeholdning der skulle tømmes og nogle tømmermænd der skulle overleves. Og to rare mennesker, jeg ikke har snakket med i 10 år, ville pludselig gerne drikke kaffe med mig.
Henover det hele er både jeg og de enæggede skinker marineret i virus på 3. uge (jeg sværger, jeg tror, jeg har sprængt min ene trommehinde ved at pudse næse!), og jeg har et febervarmt barn sovende ved siden af mig as we speak.

(Fornemmer man, hvor det bærer hen af?)

Så da jeg på et eller andet tidspunkt stikker mine næse og tilhørende betændte bihuler op til overfladen, er jobopslaget væk. Hvilket giver god mening, eftersom det skulle besættes hurtigst muligt. Og så slap jeg i det mindste for at tage stilling til den potentielle ydmygelse ved at bruge mine blogskriverier i en seriøs sammenhæng.

Det er ok.

Har gang i lidt andet også, og lige for tiden drømmer jeg faktisk mest om at blive vækket de sædvanlige 3-4 gange om natten, i stedet for de 10-15 gange, som er stilen nu her (“Pudse næsen!”, “Øje driller!”, “Gerne ha’ vand!”, “Gør ondt! Gør ondt!”, “Dyne driller!”, “Pudse næsen!”, “Ha’ tør ble!” og min personlige favorit: “WAAAAAAAAAAHHHH!!! WAAAAAAAAAAAAH!!!! WAAAAAAAAAAAAAH!!!”).

Men kan godt være, man skulle udtænke en bedre strategi til næste gang, noget lignende dukker op…
I hvert fald tak for inputs og ros – ingen af delene kan jeg få for meget af!

Rapport fra systemet

Har tilbragt dagen på et kursus i forretningsforståelse. Det var sådan udmærket, hældende mod det mildt ligegyldige. Men ok.

Der var en enkelt deltager, som jeg har mødt før, i et tidligere forløb. En midaldrende dame, som har et af den slags CV’er der virkelig trigger min grundangst for at ende som evighedsmedlem af det akademiske proletariat: BA og så en MA fra et udenlandsk universitet, to andre uddannelser, løbende omskolinger til hvad samfundet nu lige krævede i det årti og alligevel for 117. gang i sit karriereforløb uden fast arbejde og parat til næsten hvad som helst for at få et job. I frokostpausen sad hun alene i kantinen med sin laptop. Jeg går ud fra, at hun søgte jobs, og kom til at tænke på Primo Levi: Overleverne er dem, der forstår at sno sig; dem, som følger reglerne, bukker under som de første.

Men for nu hurtigt at forlade den voldsomt upassende sammenligning af kz-lejre og dagpengesystemet, så var det som sagt en ok kursusdag. Jeg ankom på grådens rand og gik derfra i væsentligt bedre humør. (Eneste minus var, at kursuslokalerne var klos op ad min gamle arbejdsplads, så jeg kunne stå og glo tværs over gården og direkte ind på eks-chefernes kontor og flere gange overveje bare at styrte ned og tigge om lov til at tømme papirkurvene.) Måske fordi vi slap for alt det sædvanlige workshop-pis, og bare lærte lidt om, hvordan man driver en virksomhed. Jeg plejer ellers at være den sureste, mest desillusionerede krampe til den slags ledigheds-sammenkomster, fordi jeg vitterligt ikke kan se formålet. Men i ren eufori over ikke at skulle sidde i plenum og diskutere min strategi, fik jeg både svaret på nogle af underviserens spørgsmål og revet et par vittige bemærkninger af mig ved samme lejlighed. Stemningen er bare så god, når ingen nævner jobsøgning.

I morgen skal jeg til noget krea-kursus, hvor man skal danse sin jobsamtale eller sådan noget. Så skal Krampe-Mie nok vende tilbage.

"OooooKAY! Hvordan går det så her i gruppe 4 med 'Hvordan får jeg et job i løbet af den næste time'-brainstormen? Mie, vil du lægge ud?"

“OooooKAY! Hvordan går det så her i gruppe 4 med ‘Hvordan får jeg et job i løbet af den næste time’-brainstormen?!! Mie, vil du lægge ud?”

Ah, husmoderen…

En af de crappy ting ved at være arbejdsløs er, at størstedelen af de praktiske og administrative opgaver herhjemme naturligt nok hænger på mig. Og lad os bare sige, at jeg ikke er specielt underholdt.
Bortset fra madlavning, så tror jeg ikke, at der findes husligt arbejde, som jeg ikke helst ville betale mig fra. Jeg hader at gøre rent, jeg hader at ordne vasketøj, og jeg er ude af stand til at stryge en skjorte bare nogenlunde hæderligt (hvilket så også er grunden til, at den slags tilfalder manden – det er alligevel mest ham, der har skjorter).

Indrømmet, jeg har da engang været den, der kunne holde af at nusse lidt rundt, rydde op, bage boller og få styr på voksenpapirerne. Men efter at have gået hjemme i snart tre år, så har jeg mest lyst til bare at sætte ild til det hele.
Jeg haderhaderhader at være hushjælp og familiesekretær i ét, og samtidig økonomisk afhængig af min mand. Det var fandme ikke det, jeg gik fem år på universitetet for!
Min mormor – der opgav sin karriere for at blive hjemmegående husmor og hadede det som pesten – vender sig helt sikkert i sin grav.

En dag som i dag har jeg blandt andet fået til at gå med følgende sindsoprivende aktiviteter:

  • Komme i bund med 60 graders-vask efter sidste lusekur. (Og hvad fanden sker der i øvrigt for invasionen af psyko-muterede parasitter? Jeg har haft lus én gang som barn. ÈN fucking gang! Er der en parasitolog til stede? Red os!!)
  • Bage en broccolitærte til fællesspisning i aften. Håber, nogen gider spise den.
  • Bage boller af den koldhævede dej, jeg har efterladt lige præcis et døgn for længe i køleskabet, og som derfor gav et totalt udflydende resultat. Til gengæld tog jeg en grusom hævn ved næsten at brænde en hel plade af. Så kan de lære det.
  • Udhule et græskar, eftersom det er Halloween i morgen, og da vi skal til skolearrangement i aften og får middagsgæster i morgen, så jeg mig nødsaget til at begrænse den del af arbejdet, der skal foregå i samarbejde med mindreårige. (De sidste to år er der vel at mærke ikke blevet indkøbt græskar, men følte mig på forunderlig vis klar igen i år – *ryster min knytnæve mod wannabe-overskuds-Mie*).
  • Ringe til forsikringsselskab og råde bod på to måneders fejlkommunikation og inkompetence i forbindelse med overdragelse fra andet selskab. Inklusive en halv times ventetid i telefonkø, naturligvis.
  • Betale restbeløb fra andet forsikringsselskab. Inklusive gentagne nedsmeltninger fra computerens side, naturligvis. Og et par fra min.
  • Læse en helvedes masse blogs. Til dels tidsspilde, men dog nødvendigt for at give illusionen af menneskeligt selskab.

Og nu er det tid til at hente børn, selvom jeg desværre mangler at forsøge at reparere støvsugeren, som er brændt sammen. Og det er altså rengøringsdag i morgen! (Husmoderlige hyl og vredne hænder anes i baggrunden).

Spændende, ikke sandt? Og det værste er, at jeg virkelig ikke føler, at jeg har lavet noget som helst fornuftigt. Eftersom intet af det bringer mig tættere på et arbejde, og det i øvrigt er sådan nogle ting, almindelige mennesker klarer, mens de passer et job…

Den  konservative politiker, Frank Dahlgaard, foreslog engang at rejse en statue af husmoderen. Jeg forestiller mig noget i denne retning.

Den konservative politiker, Frank Dahlgaard, foreslog engang at rejse en statue af husmoderen. Jeg forestiller mig noget i denne retning.

Fordi jeg ved, hvor spændende det er, når man fortæller om sine drømme…

Jeg har i mange år haft et tilbagevendende mareridt, hvor jeg sidder til matematikundervisning uforberedt, uforstående og med ondt i maven over, at jeg aldrig vil kunne nå at læse op inden eksamen, fordi jeg har misset så meget af undervisningen indtil nu. Min perfide underbevidsthed har desuden til lejligheden samlet det værste fra hver periode i mit skoleliv: klaustrofobifremkaldende lokaler og lige så klaustrofobifremkaldende klasse’kammerater’ fra folkeskolen, sjoflet matematikundervisning med tilhørende spydig lærer fra gymnasietiden samt eksamensangsten og den næsten totale udeblivelse fra mine første år på universitetet. En sand fest.

Selvsagt er det et mareridt, jeg ofte har haft i forbindelse med eksamener, specialeskrivning og lignende, men i disse mine gyldne år som nyledig, er en mere passiv-aggressiv stressdrøm begyndt at dukke op: Jeg går og nusser rundt på min sidste arbejdsplads, selvom jeg ikke rigtig er ansat længere. Jeg prøver at undgå, at nogen stiller spørgsmål til, hvad jeg egentlig laver, men samtidig vil jeg gerne vise mit værd og komme i betragtning til en fastansættelse. Situationen vanskeliggøres yderligere af, at folk omkring mig halvvejs opfører sig som i en spøgelsesfilm fra årtusindskiftet: hilser kort og går videre, overdrager mit skrivebord til andre, fører samtaler og går til frokost uden mig. I den seneste udgave af drømmen begyndte jeg at græde, fordi nogen stod og skamroste den person, som havde fået et job for næsen af mig, mens chefen gjorde et stort nummer ud af, at de ikke måtte tale så højt, at jeg kunne høre dem…

Jeg behøver naturligvis ikke Freud til at fortælle mig, at drømmen er en kombination af, hvordan jeg havde det på mit sidste job (ja, der blev smuggrædt en del på toilettet, sådan er jeg så festligt indrettet), og så et mere generelt billede af, hvordan jeg ser mig selv i forhold til jobsituationen lige nu: Lettere marginaliseret.
Men nu hvor ja-hatten er så populær i forhold til det moderne arbejdsløshedsmarked, skulle jeg måske i stedet lade mig inspirere af min underbevidsthed? Bare troppe op på en arbejdsplads og begynde at gå lidt til hånde, flytte rundt på nogle papirer, rydde op i kopirummet, tilbyde at få lidt styr på hjemmesiden. Jeg får nok ikke løn ud af det, uden at begå deciderede ulovligheder, men med en god frokostordning og en anbefaling til næste sted, ville tiden ikke være helt spildt – og jeg har den fordel, at jeg kan møde ind, når det passer mig, uden stress og angst over ikke at slå til. Alternativt kunne jeg langsomt arbejde mig op, indtil jeg en dag ud af det blå bliver tilbudt en direktørpost…

De første ti Hollywood-film med et lignende tema kan ikke tage fejl!

"Nå, skulle jeg lige være hende der lavede noget mere kaffe? Ja, I Mærsk-folk får da godt nok tanket noget mokka, haha! Det minder mig om, har du tid til, at vi lige snakker om, hvordan vi får styr på arkivet? Hov, er der nu igen røget en fejlmelding til security, haha!"

“Nå, skulle jeg lige være hende der lavede noget mere kaffe? Vi Mærsk-folk forstår da at tanke, haha! Skal for resten lige have vendt min idé til omorganisering af arkivet med dig… Hvad mener du med, at du har ringet til security?”