Det eneste måde, hvorpå jeg bare tilnærmelsesvis kan holde tanken om et laaaaaangt møøøøørkt (tunge pauker høres, langsomt indhentet af jamrende violiner) vinterhalvår ud, er ved at visualisere mig selv i tæt omfavnelse med lænestol og reolvæg; den sikre kur mod snigende efterårstristesse er at forestille sig de næste mange måneder indhyllet i plaider, te og Tolstojs samlede værker. At jeg så knap så ofte rent faktisk når til at placere mig i min grimme, men komfortable læsestol med en bog og en kande roiboos, er en anden sag. Nogen skal jo falde i søvn foran Kender du typen gentagne gange for verdensfredens skyld.
I hvert fald, lad os snakke om bøger! Og med “os” mener jeg selvfølgelig mig:
Jeg udformede alletiders ambitiøse reserveringsliste til biblioteket inden sommerferien; halvt BLM-tematiske bøger, halvt gamle hængepartier/gode anmeldelser, jeg løbende var stødt på. Det endte naturligvis med, at majoriteten af dem væltede ind, samtidig med at vi fortrak til sommerhus i Nordvestjylland, så: mine dybeste beklagelser til kommunebibliotekernes hårdt prøvede medarbejdere, men bøgerne forsvandt altså tilbage i loopet, inden jeg fik fingrene i dem. Back to scratch.
Men nogle lykkedes det at få fat på inden; jeg fik omsider læst Leonora Christina Skovs Den, der lever stille, som er velfortalt, medrivende og grum i sin beskrivelse af forstadstrist omsorgssvigt, og jeg blev samtidig mindet om, hvorfor jeg plejede at elske hendes boganmeldelser i Weekendavisen: hun har et særligt talent for at opsummere sin omverden med lakoniske, knivskarpe sarkastiske betragtninger – sikkert noget, man lærer, når ens barndom mest af alt minder om et absurd teaterstykke.
Derudover bar jeg Virginia Woolfs Mrs. Dalloway med mig rundt siden en gang i juli, bar som et åg, faktisk, hvilket var lidt forstemmende, for jeg æææælskede Til Fyret – en af de bedste bøger, jeg har læst, sværger, vanvittig god, køb den, lån den, læs den! Men altså, Clarissa Dalloway og hendes blomsterindkøb og tanker og følelser samt hendes venner og bekendtes ditto slæbte jeg mig igennem – akkompagneret af en stigende irritation over britisk high society anno 1922 og al deres overpriviligerede eksistentielle Angest. “Hvad raaaager det mig,” nåede jeg at tænke flere gange, inden den sidste tredjedel af fortællingen strammede lidt op. Eller også var det mig, der til sidst strammede op; nogle gange er man bare ikke der, hvor man kan tage ordentligt imod en bog. Den efterlod mig ikke upåvirket, og jeg er langt fra værdig til at kunne nedvurdere noget som helst af Woolf, men kickstart forfatterskabet med Til Fyret, hvis jeg må give et godt råd.
Næste på hylden er Maya Angelous Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur (jeg har villet læse den i årevis, og da det så blev (endnu mere) relevant at læse op på sort historie, kom den fluks på min ferieliste). Men eftersom den blandt andet er kendt for at beskrive det seksuelle misbrug, forfatteren var udsat for som barn, har den indtil videre fået lov at stå. Jeg kan ikke face det, hvilket er synd, for jeg ved godt, at bogen er andet og mere end det. Men jeg skal lige tage tilløb. I mellemtiden er Maguerite Duras’ De små heste i Tarquinia kommet hjem til mig, og den får muligvis lov til at springe over i køen – med nyligt gråvejr og efterår i sigte har jeg hårdt brug for et hurtigt skud camparidyppede Middelhavsintriger.
Da jeg desuden er typen, der ikke gerne lader noget færdigt bag sig, er jeg sideløbende i gang med Frank Herberts sci-fi-klassiker Klit (der må fnises), Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (det litterære forlæg til Cabaret – så jeg ser hele tiden Michael York og Liza Minnelli for mig) og Caroline Criado Perez’ Invisible Women – Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Man skal aldrig kimse af at have lidt bøger on the side, og så kan det være glimrende med noget go-to-læsning, når man fx ikke lige orker at dykke ned i den engelske overklasses midtvejskriser (100 % tænkt eksempel). Til overflod har jeg også 14-dages-lånt Eve Babitz’ Stille dage, vilde nætter, fordi den stod og gjorde sig til nede på biblioteket, så jeg regner med snarest at skulle gennemleve min egen midtvejskrise over ikke at være skrivende boheme i L.A.’s kunstermiljøer. Og så har jeg Keigo Higashinos Den ophøjede morder liggende som et kolonihaveferiekrimivennelån (det er en ting!), jeg endnu ikke er begyndt på.
Tør slet ikke tænke på, hvor travlt, jeg får, når de sidste reservationer kommer hjem; jeg er for evigt bøgernes Gertrud Sand. Men efteråret ser allerede lidt mildere ud herfra.