En form for anbefaling

Jeg kæmper lidt med at få min søn til at læse mere. For da MOR var barn, læste hun MEGET. Faktisk hele tiden (at det så til dels hang sammen med, at mor ikke havde så mange venner, forbigår vi lige i tavshed). Og læsning er sgu så lødigt, sundere end al den iPad, en nem måde at underholde sig selv på, en pause i hverdagen, godt for koncentrationsevnen, lærerigt, nærmest kræftforebyggende og blablabla.

Men barnet vil ikke rigtig. Mine gamle Steen & Stoffer-tegneserier har kunnet holde ham fanget. Lidt. Ish. Anders And-blade går an. Dennis Jürgensen var for kedeligt, og i skolen har han allerede sidste år pløjet sig igennem alle de dersens sværd-serier, man anbefaler i hans alder. Det er ikke læseevner, der mangler, han er langt foran på det punkt, men han gider ikke. Har overvejet forskellige belønningsstrategier, men jeg vil egentlig helst, at han læser af hjertens lyst og ikke som resultat af diverse grænsepædagogiske manøvrer.

Hvorom alting er, fik han til sin fødselsdag Sigurd fortæller Danmarkshistorie (*host* forældreønske *host*), og for nylig gik vi i gang med at læse den som godnathistorie. Trods gode anmeldelser var ingen af de voksne synderligt imponerede, eftersom fortællestilen er enerverende infantil (“Engang for mange, mange, mange år siden var hele Danmark dækket af is. Altså ikke chokoladeis eller jordbæris…”) og det samme er årsagsforklaringerne (”Hej med jer, gutter, er I ikke friske på at prøve at dyrke jorden?” – sagde INGEN stenaldermand NOGENSINDE). Men jeg har også altid syntes, at Sigurds Bjørnetime var moderat anstrengende på Familien Danmark-måden, så det burde nok ikke undre.

Og…her kan vi så konkludere, at hvad fanden ved jeg, for Sønneke blev så opslugt af hyggepianistens fortælling, at han i ren utålmodighed selv overtog læsningen. Efter nærmest at have vristet bogen ud af sin mors hænder omkring Grauballemanden har han nu siddet hver aften og læst selv (”Hvis det er okay, mor?”), er over halvvejs gennem første bind og kan slet ikke lægge bogen fra sig, når han skal i seng.

Så. Jeg kan dårligt sige af ærligt hjerte, at jeg synes, Sigurd fortæller Danmarkshistorie er en god bog. Men den holder da min 8-årige dreng væk fra gaden. Eller i hvert fald godt underholdt.

Bare stå klar med en intervention, når jeg går over til vandbakkelsesdeje og ‘Ulysses’

Jeg er lidt ved siden af mig selv. På en gang rastløs og energiforladt. Mit ene øje sitrer uafbrudt, og nettet fortæller mig, at det kan være tegn på søvnmangel og stress, men jeg er sgu ikke stresset. Jeg keder mig. Stresser højst over al den rastløse energi, som ikke bliver brugt, mens jeg bare står stille i mit eget liv og egentlig ikke orker noget.

I går kedede jeg mig selv op i et hjørne og bagte en kage. Toscakage, fordi jeg havde masser af mandler. Anede ikke, at det var det, den hed, vidste bare, at min mor nogle gange laver en kage med karamelliserede nødder på toppen, som jeg elsker. Googlede ’mandler ’ og ’kage’ og fandt en opskrift hos Piskeriset. Ændrede lidt i ingredienserne, efter hvad jeg havde i huset, og gangede op med halvanden, så jeg kunne gøre mig populær på arbejde. Den blev ret god, uden at kræve den store indsats, og så var der en times tid, hvor jeg bare kunne koncentrere mig om at lave kage. Alle vinder.

Til en almindelig 8 personers-version skal man piske 100 g sukker med 100 g blødt smør og herefter piske 2 æg i. 250 g hvedemel røres med 2 tsk bagepulver og kornene af en vaniljestang (skrabet af på en skefuld sukker på skærebrættet, så det ikke klumper) og piskes derefter i æggemassen, skiftevis med 1 dl yoghurt naturel og 1 dl mælk. Bages i en smurt form ved 175 grader i 25 min. Imens hakkes 100 g mandler og hældes i en gryde med 100 g smør, 75 g sukker og 3 spsk sirup. Varmes op, til det bobler, og fordeles over kagen når de 25 minutter er gået, imens ovnen skrues op til 250 grader. Kagen bages færdig i 5-10 minutter, mens man holder øje med, at nødderne ikke brænder på.

Senere læste jeg i min evighedsbog, Stuk, og faldt i en god søvn et sted midt i kulisserne i Victoriateatret. Fight fire with fire.

His Bobness? Really?

Ville tidligere i dag have blogget ud i plenum, om der var andre, der var ligeså  spændte på afsløringen af årets Nobelpris i litteratur, men nåede det ikke, inden spændingen blev udløst.

Og skulle nogen være i tvivl om, at 68’erne til tid og undergang sidder på flæsket og meningerne her i tilværelsen, er det nu endeligt blevet bekræftet. Kan lige se hele Politiken Plus-segmentet sidde og gratulere hinanden hen over friværdien (ja, det er skidebitre Generation Y, der taler, nej, han er bare ikke min generations stemme).

Havde selv sat mine penge på Adonis (ikke bogstaveligt, gambling er noget skidt, børn), det ville have været så smukt på ‘giv en hånd til Syrien’-måden.

I det mindste er mit forsæt om at læse mindst ét værk af nylige Nobelpris-tagere pludselig blevet dejligt overkommeligt.

"Årets Nobelpristager? Tjah, jeg håber brændende på en kolonikritisk tredjeverdens-forfatter, som aldrig har været kendt i den brede offentlighed. Og som jeg i øvrigt aldrig har læst."

“Årets Nobelpristager? Tjah, jeg håber brændende, det bliver en samfundskritisk tredjeverdenspoet, som skriver sværttilgængelig og kulturspecifik lyrik, der aldrig har været kendt i den brede offentlighed. Og som jeg i øvrigt aldrig har læst.”

Ferielæsning

Ingen ferie uden en ambitiøs læseplan er mit motto. Nedenstående billede viser de bøger, jeg oprindeligt havde pakket. Men så gik det op for mig, at det næppe gav særlig meget mening at vakuumpakke mit tøj til 3 ugers ferie + bryllupsoutfit i en lille weekendtaske – for derefter at pakke en pose bøger i cirka samme størrelse. Især når man tænker på, at stakken repræsenterer en rimelig læsemængde til ferie uden børn.

Så efter en benhård udvælgelsesproces, primært vinklet efter “hvad magter jeg at blive afbrudt i 127 gange undervejs?”, var det Knausgård og Klemperer, der ikke gik videre. Til gengæld er jeg endnu ikke kommet i gang med nogen af de andre bøger. Go me!

image

I kan finde mig ved den grågrønne, grumsede Limpopo-flod

Jeg har en svaghed for politisk ukorrekte fortællinger. Ikke politisk ukorrekt som i sadistiske mord eller liberale værdier (uden sammenligning i øvrigt), men politisk ukorrekt som i kolonialisme.
Bag min bøssefeministiske facade elsker jeg alt, hvad der minder om fordums tid i tropisk varme; hvor mænd har ære, hvide gardiner blafrer i vinden, og indfødte tjenestefolk serverer gin & tonics på verandaen. Hvis jeg kunne planlægge en ferie uden smålige hensyn til tid og rum, skulle det være noget med Orientekspressen (den originale), og kunne jeg bygge mit eget hus, skulle det være i koloni-stil. Siden jeg var barn, har jeg ønsket mig til Hemingways Afrika, Durats Indokina og Durells og Christies Orient; det virker måske ikke så kontroversielt for folk, der ikke har læst humaniora, men tro mig, når man har brugt et semester på at læse Edward Saids Orientalism og lært, at eksotisme er er skældsord, så skilter man ikke ligefrem med sin kærlighed til Kipling.

Åh, Kipling… Når nu nazisten Hamsun og antisemitten Céline stadig bliver anerkendt for deres litterære talent, så kan jeg vel også få lov at drømme mig derud, hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj, uden samtidig at skulle stå på mål for strukturel racisme og udbytningen af den tredje verden.
Jeg blev så glad forleden, da det gik op for mig, at Sønneke er gammel nok til Junglebogen, og jeg kan læse højt af mine yndlingshistorier om Mowgli, Rikki-Tikki-Tavi og alle de andre. Bare navnene! En panter, der hedder Bagheera, en bjørn, der hedder Baloo. Og Shere Khan, Akela, Kaa og Nag – ingen fjollet Disneyficering kommer i nærheden af magien i Kiplings ord. Han er en mester i rytme og lyd, perfekt til højtlæsning og dagdrømmeri. Så hvis I lige vil have mig undskyldt, så topper jeg min venstreorienterede skyldfølelse med en kop Darjeeling og indledningen til Kim:

“Han sad, til trods for alle regler og politibestemmelser, overskrævs på kanonen Zamzammah på dens murstensplatform over for det gamle Ajaib-Gher – Vidunderhuset,  som de indfødte kalder museet i Lahore…”

Arhmen, stik mig en tropehjelm og kald mig Blixen, hvor er det godt!

"Manuel! Stik mig en daquiri, hent min riffel og ring og spørg Nobelfonden, hvad det bliver til med den pris!"

“Manuel! Hent min elefantriffel, lav mig en daquiri til og ring og spørg Nobelkomiteen, hvad det bliver til med den pris!”

Der læses

Nej, det går ikke pissegodt med Ayn Rand-projektet… Da vi rejste forrige weekend, tog jeg en beslutning om at droppe min sædvanlige bog-masochisme og pakkede krimier i stedet – og hurra for det!

Den ene af dem er jeg stadig i gang med, Leonardo Paduras Kættere. Det er seneste (sidste?) bind i hans serie om den cubanske politimand Mario Conde, som jeg er ret stor fan af – fordi Padura er en af de forfattere, der demonstrerer, at man ikke behøver skrive dårligt og klichéfyldt om en-dimensionelle karakterer, bare fordi man skal skrive en krimi (i øvrigt var der et fint interview med manden i sidste udgave af Weekendavisen, bare som en slags ubrugelig bonusinfo).

Denne her er indtil videre den længste og mest ambitiøse af hans bøger: 600 sider, der kommer omkring både Rembrandt, Holocaust, jødisk migrationshistorie og Cubas udvikling gennem 70 år i én lang, glidende fortælling, og bortset fra en liidt langtrukken midterdel, der foregår i 1600-tallets Amsterdam (man kan bare bladre hurtigt igennem, den slags føler litteraten her sig aldrig for fin til), er den medrivende, spændende, gribende, velskrevet, og hvad jeg ellers kan komme på af forlags-adjektiver. Stor anbefaling herfra!

Og så er der endnu en grund til, at jeg er så optaget af den bog. Selvom det primære fortællespor er nutidigt, er handlingens omdrejningspunkt en virkelig begivenhed tilbage i 1938, da skibet St. Louis anløb Havanas havn med næsten 1.000 tyske jøder ombord. Deres ansøgning om asyl blev afvist, først af Cuba, så af USA. Og herefter var der ingen anden vej end tilbage til Europa.

Og nej, jeg vil ikke trække nazi-kortet på den nuværende flygtningesituation. Bare konstatere at skamfuld mangel på udstrakte hænder åbenbart er tidløs.

LEGO-Mie kan heller ikke få armene ned.

LEGO-Mie kan heller ikke få armene ned.

 

Sommerhadelæsning, del 2: Jojo Moyes

Lad det være sagt med det samme: Jojo Moyes er en af den slags forfattere, der giver mig lyst til selv at skrive en bog. Fordi jeg efter de første 20 sider tænker: ”Det her kunne jeg fanme også have skrevet…”
Men da min arrogance tilsyneladende er større end min forfatterkløe, er det Moyes, der griner hele vejen til banken, og mig, der hermed kort opridser handlingen i hendes bestseller Me before you (på dansk Mig før dig, men jeg kunne kun få fat i den engelske udgave):

Louisa, kaldet Lou, er 26 år og bor i en søvnig, engelsk turistby. Caféen, hun arbejder på, lukker, og da hendes forældre, bedstefar og søster (som også er enlig mor) alle er afhængige af hendes indkomst, må hun skynde sig at tage et job som hjælper for den rige Will, som er lam fra halsen og ned efter en trafikulykke to år tidligere. Først kan de to ikke udstå hinanden, men langsomt opstår der en gensidig sympati…

Lyder det bekendt? Så er det nok fordi, at der er lavet de første fem Hollywood-film over nogenlunde samme skabelon. Faktisk havde jeg det ret hurtigt som om, jeg bare skulle have set filmen, i stedet for at læse mig igennem de 481 sider, bogen strækker sig over… Det lettere klichéprægede persongalleri består desuden af Lous dør af en kæreste – som bruger al sin tid på ironman-træning og proteindrikke, og som hun helt åbenlyst ikke bør være sammen med – og Wills rige og hæmmede familie (naturligvis en direkte kontrast til Lous fattige, kaotiske og hjertevarme bagland). Der mangler godt nok en slagfærdig og/eller nævenyttig bedsteveninde, men den rolle udfylder Lous søster så glimrende, at der ikke er grund til at komplicere plottet med flere relationer.

Nå, sarkasmen til side, så er Moyes heller ikke helt ueffen. Hun formår faktisk at give en nuanceret beskrivelse af tilværelsen som tetraplektiker og at argumentere overbevisende både for og imod assisteret selvmord. (Jeg har det bare lidt stramt med, at den historie skal fortælles af chick-lit’ens arketypiske småklodsede, men elskelige hovedperson, der hele tiden vittigt reflekterer over sin egen uduelighed). Og karaktererne er da elskelige, på en måde så man gerne ser dem lykkes med deres planer og deres liv.
På den anden side har jeg set flere fremhæve Moyes’ evner som forfatter, og den køber jeg altså ikke helt. Måske fordi hun formår at gøre brug af hele tre af mine litterære hadeobjekter: en overforklarende fortællestemme, ‘introduktionsrunden’ – hvor hovedpersonen i løbet af første kapitel får præsenteret næsten samtlige medvirkende og hele deres indre liv for læseren (se også første punkt) – og endelig brugen af fortælletekniske greb uden nogen påviselig årsag; i dette tilfælde fire tilfældigt indsatte kapitler, hvor fortællesynsvinklen skifter til en anden person, uden at ‘stemmerne’ lyder nævneværdigt anderledes end Lous, og uden at det bibringer noget som helst nyt til fortællingen (se igen første punkt).

Når alt det er sagt, så har jeg godt nok et alter ego i gul plastic, men jeg er trods alt ikke lavet af sten. Jeg var ganske godt underholdt bogen igennem, klukkede lidt et par gange og fik lyst til gribe dagen, leve livet og svømme med nogle delfiner. Jeg hulkede mig godt nok ikke igennem slutningen (som jeg har læst mig til, man skal), men jeg fik da en lille klump i halsen.
Konklusionen må være, at bogen egentlig er fin nok, på samme måde som en romantisk komedie kan være fin nok – jeg vil nok bare hellere se filmen og så læse en anden bog.

P.S. Føler mig lidt dum, men fattede aldrig helt titlen?…