Septemberbøger

Det eneste måde, hvorpå jeg bare tilnærmelsesvis kan holde tanken om et laaaaaangt møøøøørkt (tunge pauker høres, langsomt indhentet af jamrende violiner) vinterhalvår ud, er ved at visualisere mig selv i tæt omfavnelse med lænestol og reolvæg; den sikre kur mod snigende efterårstristesse er at forestille sig de næste mange måneder indhyllet i plaider, te og Tolstojs samlede værker. At jeg så knap så ofte rent faktisk når til at placere mig i min grimme, men komfortable læsestol med en bog og en kande roiboos, er en anden sag. Nogen skal jo falde i søvn foran Kender du typen gentagne gange for verdensfredens skyld.

I hvert fald, lad os snakke om bøger! Og med “os” mener jeg selvfølgelig mig:

Jeg udformede alletiders ambitiøse reserveringsliste til biblioteket inden sommerferien; halvt BLM-tematiske bøger, halvt gamle hængepartier/gode anmeldelser, jeg løbende var stødt på. Det endte naturligvis med, at majoriteten af dem væltede ind, samtidig med at vi fortrak til sommerhus i Nordvestjylland, så: mine dybeste beklagelser til kommunebibliotekernes hårdt prøvede medarbejdere, men bøgerne forsvandt altså tilbage i loopet, inden jeg fik fingrene i dem. Back to scratch.

Men nogle lykkedes det at få fat på inden; jeg fik omsider læst Leonora Christina Skovs Den, der lever stille, som er velfortalt, medrivende og grum i sin beskrivelse af forstadstrist omsorgssvigt, og jeg blev samtidig mindet om, hvorfor jeg plejede at elske hendes boganmeldelser i Weekendavisen: hun har et særligt talent for at opsummere sin omverden med lakoniske, knivskarpe sarkastiske betragtninger – sikkert noget, man lærer, når ens barndom mest af alt minder om et absurd teaterstykke.

Derudover bar jeg Virginia Woolfs Mrs. Dalloway med mig rundt siden en gang i juli, bar som et åg, faktisk, hvilket var lidt forstemmende, for jeg æææælskede Til Fyret – en af de bedste bøger, jeg har læst, sværger, vanvittig god, køb den, lån den, læs den! Men altså, Clarissa Dalloway og hendes blomsterindkøb og tanker og følelser samt hendes venner og bekendtes ditto slæbte jeg mig igennem – akkompagneret af en stigende irritation over britisk high society anno 1922 og al deres overpriviligerede eksistentielle Angest. “Hvad raaaager det mig,” nåede jeg at tænke flere gange, inden den sidste tredjedel af fortællingen strammede lidt op. Eller også var det mig, der til sidst strammede op; nogle gange er man bare ikke der, hvor man kan tage ordentligt imod en bog. Den efterlod mig ikke upåvirket, og jeg er langt fra værdig til at kunne nedvurdere noget som helst af Woolf, men kickstart forfatterskabet med Til Fyret, hvis jeg må give et godt råd.

Næste på hylden er Maya Angelous Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur (jeg har villet læse den i årevis, og da det så blev (endnu mere) relevant at læse op på sort historie, kom den fluks på min ferieliste). Men eftersom den blandt andet er kendt for at beskrive det seksuelle misbrug, forfatteren var udsat for som barn, har den indtil videre fået lov at stå. Jeg kan ikke face det, hvilket er synd, for jeg ved godt, at bogen er andet og mere end det. Men jeg skal lige tage tilløb. I mellemtiden er Maguerite Duras’ De små heste i Tarquinia kommet hjem til mig, og den får muligvis lov til at springe over i køen – med nyligt gråvejr og efterår i sigte har jeg hårdt brug for et hurtigt skud camparidyppede Middelhavsintriger.

Da jeg desuden er typen, der ikke gerne lader noget færdigt bag sig, er jeg sideløbende i gang med Frank Herberts sci-fi-klassiker Klit (der må fnises), Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (det litterære forlæg til Cabaret – så jeg ser hele tiden Michael York og Liza Minnelli for mig) og Caroline Criado Perez’ Invisible Women – Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Man skal aldrig kimse af at have lidt bøger on the side, og så kan det være glimrende med noget go-to-læsning, når man fx ikke lige orker at dykke ned i den engelske overklasses midtvejskriser (100 % tænkt eksempel). Til overflod har jeg også 14-dages-lånt Eve Babitz’ Stille dage, vilde nætter, fordi den stod og gjorde sig til nede på biblioteket, så jeg regner med snarest at skulle gennemleve min egen midtvejskrise over ikke at være skrivende boheme i L.A.’s kunstermiljøer. Og så har jeg Keigo Higashinos Den ophøjede morder liggende som et kolonihaveferiekrimivennelån (det er en ting!), jeg endnu ikke er begyndt på.

Tør slet ikke tænke på, hvor travlt, jeg får, når de sidste reservationer kommer hjem; jeg er for evigt bøgernes Gertrud Sand. Men efteråret ser allerede lidt mildere ud herfra.

De andres produktive liv

Jeg læste engang, at både Roberto Bolaño og Raymond Carver startede som lyrikere, men skiftede til prosa for at kunne forsørge deres familier. Hahaha, tænkte jeg, I should be so lucky.

I dag så jeg Dea Trier Mørch-udstillingen på Louisiana, hvor hun i en gammel foredragsoptagelse talte om, at livet med små børn fik hende til at skrive, for det var det, man kunne med børn, frem for andre udøvende kunstarter, der krævede, at man var andetsteds.

Jeg aner ikke, hvor de allesammen fik, hvor de allesammen får det fra.

Anne – Livet som influencer

Anne fra Grønnebakken-fans kan sikkert huske den episode i bog 3, hvor Anne har skrevet en gribende historie om heltinden Averil og hendes udkårne, Perceval Dalrymphe, som desværre bliver afvist af samtlige magasiner, hun sender den ind til. Hun konkluderer derfor, at dette var enden på hendes litterære karriere og afstår manuskriptet til den beundrende veninde Diana. Færdig med det.

Tror hun.

For et par kapitler længere henne i bogen får Anne til sin store forfærdelse brev om, at hendes novelle har vundet en konkurrence udskrevet af Rollings Bagepulver Kompagni. Den snarrådige Diana har nemlig rettet novellen lidt til og sendt den ind for hende …

“Det kommer bare lidt bag på mig. Og så er der også noget, jeg ikke forstår. Jeg havde da ikke skrevet et ord i novellen om … om … ” Anne havde svært ved at få ordet sagt … “bagepulver.”

“Nåh nej,” svarede Diana beroliget. “Det satte jeg ind. Det var så nemt som ingenting. Du ved nok dér, hvor Averil bager en kage? Der skrev jeg bare, at hun brugte Rollings bagepulver, og at det var derfor, kagen blev så god. Og i sidste kapitel, hvor Perceval omfavner Averil og siger ‘Min elskede, fra nu af vil vi altid være sammen …’ der tilføjede jeg bare ‘og vi vil aldrig bruge andet bagepulver end Rollings.'”

Jeg tænker på den passage, NÆSTEN hver gang jeg læser et reklameindlæg hos en blogger.

Og så kan I bare kalde mig Ismael

At få tre børn til at sove til tiden med en halv times forskydning i samme rum og samtidig opretholde alle de finkulturelle putteritualer, fra da mor var dreng, har været en udfordring herhjemme i årevis. Og ender som regel med, at nogen danser rundt med et par pyjamasbukser på hovedet inde i stuen, nogen går i gang med at læse selv, nogen bruger 45 minutter på at børste tænder, ingen gider høre den keeeedelige bog, mor har valgt – og samme mor opgiver totalt ævred og vrisser alle ukulturelt i søvn, uden så meget som et enkelt kapitel af en anerkendt klassiker, fordi tiden går, klokken slår.

Og jeg slår mig selv i hovedet med det mentale billede af min onkel, der sidder og læser Tom Sawyer højt for en ærbødigt lyttende børneflok bestående af mig, min lillebror og fire fætre og kusiner, og nok engang bliver bekræftet i, at jeg er en skamplet på den familiekulturelle evolutionshistorie.

De gode nyheder er, at vi er begyndt at godnatlæse i skiftehold inde i dobbeltsengen, og det fungerer faktisk fint. Den store får læst Harry Potter (som stadig mangler at imponere mig, men Sønberg er heldigvis godt underholdt), og efter vi har udtømt Astrid Lindgren og Tude–Marie, er de små nu nået til næste del i Mors Martrende Børnelitteraturkanon: Laura-bøgerne. Temmelig slowflow for iPad-generationen, men kan man få lov at putte i mors og fars seng, kan man åbenbart sagtens acceptere, at Far snitter en træhylde over et halvt kapitel, og vi var alle tre meget bekymrede, da samme Far ikke var nået hjem fra byen, inden det blev mørkt i den store skov. Bagefter spurgte Radise, om de ikke godt måtte ligge bare lidt længere, og det fik de lov til, bare ligge lidt længere og falde i søvn på hver side af mig.

Så jeg sad bare og sad, kiggede på dem og tænkte på dengang, de lå i min mave, og vi overvejede fine blomster- og plantenavne til dem. Dengang de var små, lige lidt for små, som sådan nogle er, når de skal dele en moderkage. Jeg gik til ekstraskanninger og flowmålinger og vrælede i bussen hjem fra Hvidovre Hospital og købte gennem tårer to cheeseburgere, en til hver af pigerne, og en trøstemilkshake til mig selv, slog studehandler af med de højere magter og besluttede, at de hellere måtte få nogle stærke navne; vi var nok alligevel ikke typerne, der fik blomsterbørn. Manden var enig (eller også afstod han bare klogeligt fra at diskutere med en specialeskrivende tvillingegravid), og da de omsider var kommet til verden, og alt var godt, opkaldte vi dem efter en viljestærk mexicansk maler og en svensk forfatter, der som den første kvinde fik Nobelprisen i litteratur. (Min kusine: ”Åhgud, hvad hvis de bare vil være klejnsmede?”)

Og jeg sad der i mørket og kiggede på de små, store basser og tænkte, at det var nogle gode navne (Mig: “Det er sguda LIGEMEGET, hvad de vil være. De kan blive lige, hvad de har lyst til!”), godt gået af os, sgu, indtil manden kom ind og bar basserne i egen seng, og jeg kunne stige ud af dynerne med ro i krop og sjæl.

Alle de år med hellig krig mod at ligge i mørket og vente på børns søvn; nu gør jeg det ganske frivilligt i bevidstheden om, at det ikke bliver ved, at de hele tiden flytter sig lidt væk fra mig.

Også den ældste på 10, ham, der helt utilsigtet deler fornavn med Tjekhov. Jeg putter ved siden af ham og tænker på dengang, han var 4 år og lillebitte og altid havde problemer med at falde i søvn (har han stadig, I might add), og jeg sad på gulvet, i døren til børneværelset, og ventede og ventede og fik læst hele Moby-Dick. 

Det er i øvrigt en god bog.

Den må vi læse på et tidspunkt.

 

 

 

Og så til fyret!

For seks år siden skrev jeg det her indlæg. Om ikke at have et kontor, eller bare sit eget skrivebord i et rum, hvor døren kunne lukkes.

For halvandet år siden tog jeg det her billede af mit skrivebord i vores gamle lejlighed, hvor vi omsider havde fået et soveværelse med plads til den slags:

 

“Vægtæppet er fra Irak og vasketøjet fra i forgårs”.

 

Information kørte nemlig sådan en ’min arbejdsplads’-føljeton med billede af diverse forfatteres skrivebord sammen med deres tanker om både det og arbejdsprocessen med at skrive. Som jeg husker det, indgik der ofte en porcelænsfigur og/eller noget arvet, og Kirsten Thorup fremviste et stort spisebord dækket af rod, bless her. Med vanlig sarkastisk tilgang til livet planlagde jeg derfor et indlæg om mit skrivebord, der primært blev brugt som afsætning for rod og vasketøj, men knap så meget til skrivearbejde. Ironisk nok fik jeg selvfølgelig aldrig skrevet den tekst. Apatien, gudinde, besyng!

Endte faktisk med at være så træt af lige det skrivebord (selvom det strengt taget ikke kunne gøre for, at jeg er et drys), at det fluks røg videre ud i verden, da vi flyttede. I stedet havde jeg min oldefars hjemmebyggede køkken-spisebord, der ikke var plads til nogen steder, og efter en hurtig tur med stiksaven passede det lige ind i fjerneste hjørne i vores nye soveværelse. I passende afstand af både vasketøj og mandens rod. Til gengæld passede højden af h. til, da det primært er tænkt som et arbejdsbord, og ingen normale stole bringer en højt nok op til en behagelig skriveposition. Min gode Kai Kristiansen-stol måtte vige pladsen, og i stedet brugte jeg en af ungernes gamle Tripp Trapp-stole, i dens egenskab af justerbar. Der er ikke nogen grund til at ofre penge på en ny stol, tænkte jeg. Og sad stadig ad helvede til.

Men for nylig fik jeg et indspark til at tage mig selv og det, jeg har lyst til at lave, alvorligt. Ikke at jeg sådan gik fra 0-100 samme dag, det ville være jævnt meget out of character, men jeg gik hjem og kastede et kritisk blik på mit nye skrivebord i vores nye lejlighed med masser af nyt rod ovenpå. Og en stol, jeg ikke sad ordentligt i.

To dage senere gik jeg på dba.dk og fandt den ene IKEA-kontorstol i verden, der ikke er en æstetisk lidelse, og som jeg længe har kigget på. Treatede også mig selv med et lammeskind at lægge over (mens jeg diskuterede med mig selv, hvordan jeg egentlig havde det med døde dyr i indretningen, men kom frem til, at det jo var værre, hvis det var omkommet forgæves, nu da dets jordiske rester tydeligvis var uønsket af første køber – efterrationalisering FTW).

Bagefter gik jeg på Amazon og bestilte det prætentiøse litterat-krus, jeg har ønsket mig, siden jeg delte kontorplads med Store Bamse – i alle de mellemliggende år, har jeg gået og forestillet mig, hvordan det lissom kunne hjælpe mig med at skabe et mentalt skriverum. Det kostede 130 kr. inklusive fragt, og lige pludselig virkede det helt åndssvagt, at jeg ikke havde købt det noget før. Men igen, jeg følte nok bare, at det var lidt noget pjat, at jeg er Steen, der putter sin elendige flagermus-opgave i et professionelt plasticomslag for at virke dygtig. I sidste ende får man udrettet noget ved at gøre det, ikke ved at indrette hjemmekontor.

Men med det sagt, så føles det faktisk godt at tage sig selv alvorligt. Og selv Virginia Woolf startede vel der.

 

Målet er inden for rækkevidde – bemærk den arvede porcelænsfigur i baggrunden.

 

Ved du, hvad du skal?

(Hvis du bor i Københavnsområdet)

Skynde dig ind og se Tove Jansson-udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand!

Jeg har hele tiden haft planer om at se den, men i går gik det op for mig, at den lukker på søndag. Min weekend er helt booket op, så hvad gør man så? Man råber ”Carpe Diem”, ”Moritori te salutant”, benytter sig groft af, at mormor henter børn, og skynder sig til Gammel Strand på vej hjem fra arbejde.

Ugens bedste beslutning, I might add, for det er SÅ fin en udstilling, og den har givet mig stor respekt for Jansson som kunstner. Jeg vidste godt, at hun var en fantastisk tegner, men jeg vidste fx ikke, at Mumitroldene først eksisterede som avisstribe – en både poetisk og sjov en af slagsen. Man kan se en masse af de gamle skitser, bl.a. den her, som jeg helt forelskede mig i:

Sniff forsøger at overtale en protesterende Mumi til at blive berømt kunstner. Med baskerhue. Da Mumi nægter og pga. huen går ud over en klippeskrænt, konstaterer Sniff: “Sådan går det, når man ikke vil se virkeligheden i øjnene.”

 

Desuden var Jansson en dygtig maler, og en samling af hendes malerier er også udstillet. Fx det her selvportræt fra 1970’erne:

Der er et eller andet ved det, som siger mig, at Jansson havde selvironien i orden.

 

Og så er der alle hendes smukke, smukke tegninger og forskellige illustrationer og plakater (hun startede helt ung som grafiker) samt fotografier taget af hendes bror – alle 3 søskende i Jansson-familien endte som kreativt udøvende, ligesom deres kunstnerforældre.

Jeg overvejede at tage børnos med, men droppede det, fordi jeg gerne ville se udstillingen i fred, ro og eget tempo. Men der er faktisk et stort tegnelokale på øverste etage – Mumiskoven – hvor man sagtens kunne slippe ungerne løs, mens man selv tusser rundt og indånder magien (børn kommer forresten gratis ind). På samme etage vises også en dokumentar om Jansson, som jeg vil anbefale, man sætter tid af til – evt. mens børnene går bananas i tegneland:

Så: Løb! Skynd jer! Det er en af de fineste, sjoveste og mest rørende samlinger, jeg længe har set, snyd ikke dem selv for dette! Og prøv evt. at undgå de åbenlyse spidsbelastningstidspunkter, onsdag er deres sene dag, og da jeg gik derfra ved 17-tiden, havde der samlet sig en lang fyraftenskø foran billetsalget. Til gengæld forhindrede det mig i at købe mig fattig i Mumi-merchandise…

Min yndlingsfigur, Lille My. Folk har sagt, jeg ligner hende, og egentlig kan jeg godt se, hvad de mener.

En form for anbefaling

Jeg kæmper lidt med at få min søn til at læse mere. For da MOR var barn, læste hun MEGET. Faktisk hele tiden (at det så til dels hang sammen med, at mor ikke havde så mange venner, forbigår vi lige i tavshed). Og læsning er sgu så lødigt, sundere end al den iPad, en nem måde at underholde sig selv på, en pause i hverdagen, godt for koncentrationsevnen, lærerigt, nærmest kræftforebyggende og blablabla.

Men barnet vil ikke rigtig. Mine gamle Steen & Stoffer-tegneserier har kunnet holde ham fanget. Lidt. Ish. Anders And-blade går an. Dennis Jürgensen var for kedeligt, og i skolen har han allerede sidste år pløjet sig igennem alle de dersens sværd-serier, man anbefaler i hans alder. Det er ikke læseevner, der mangler, han er langt foran på det punkt, men han gider ikke. Har overvejet forskellige belønningsstrategier, men jeg vil egentlig helst, at han læser af hjertens lyst og ikke som resultat af diverse grænsepædagogiske manøvrer.

Hvorom alting er, fik han til sin fødselsdag Sigurd fortæller Danmarkshistorie (*host* forældreønske *host*), og for nylig gik vi i gang med at læse den som godnathistorie. Trods gode anmeldelser var ingen af de voksne synderligt imponerede, eftersom fortællestilen er enerverende infantil (“Engang for mange, mange, mange år siden var hele Danmark dækket af is. Altså ikke chokoladeis eller jordbæris…”) og det samme er årsagsforklaringerne (”Hej med jer, gutter, er I ikke friske på at prøve at dyrke jorden?” – sagde INGEN stenaldermand NOGENSINDE). Men jeg har også altid syntes, at Sigurds Bjørnetime var moderat anstrengende på Familien Danmark-måden, så det burde nok ikke undre.

Og…her kan vi så konkludere, at hvad fanden ved jeg, for Sønneke blev så opslugt af hyggepianistens fortælling, at han i ren utålmodighed selv overtog læsningen. Efter nærmest at have vristet bogen ud af sin mors hænder omkring Grauballemanden har han nu siddet hver aften og læst selv (”Hvis det er okay, mor?”), er over halvvejs gennem første bind og kan slet ikke lægge bogen fra sig, når han skal i seng.

Så. Jeg kan dårligt sige af ærligt hjerte, at jeg synes, Sigurd fortæller Danmarkshistorie er en god bog. Men den holder da min 8-årige dreng væk fra gaden. Eller i hvert fald godt underholdt.

Bare stå klar med en intervention, når jeg går over til vandbakkelsesdeje og ‘Ulysses’

Jeg er lidt ved siden af mig selv. På en gang rastløs og energiforladt. Mit ene øje sitrer uafbrudt, og nettet fortæller mig, at det kan være tegn på søvnmangel og stress, men jeg er sgu ikke stresset. Jeg keder mig. Stresser højst over al den rastløse energi, som ikke bliver brugt, mens jeg bare står stille i mit eget liv og egentlig ikke orker noget.

I går kedede jeg mig selv op i et hjørne og bagte en kage. Toscakage, fordi jeg havde masser af mandler. Anede ikke, at det var det, den hed, vidste bare, at min mor nogle gange laver en kage med karamelliserede nødder på toppen, som jeg elsker. Googlede ’mandler ’ og ’kage’ og fandt en opskrift hos Piskeriset. Ændrede lidt i ingredienserne, efter hvad jeg havde i huset, og gangede op med halvanden, så jeg kunne gøre mig populær på arbejde. Den blev ret god, uden at kræve den store indsats, og så var der en times tid, hvor jeg bare kunne koncentrere mig om at lave kage. Alle vinder.

Til en almindelig 8 personers-version skal man piske 100 g sukker med 100 g blødt smør og herefter piske 2 æg i. 250 g hvedemel røres med 2 tsk bagepulver og kornene af en vaniljestang (skrabet af på en skefuld sukker på skærebrættet, så det ikke klumper) og piskes derefter i æggemassen, skiftevis med 1 dl yoghurt naturel og 1 dl mælk. Bages i en smurt form ved 175 grader i 25 min. Imens hakkes 100 g mandler og hældes i en gryde med 100 g smør, 75 g sukker og 3 spsk sirup. Varmes op, til det bobler, og fordeles over kagen når de 25 minutter er gået, imens ovnen skrues op til 250 grader. Kagen bages færdig i 5-10 minutter, mens man holder øje med, at nødderne ikke brænder på.

Senere læste jeg i min evighedsbog, Stuk, og faldt i en god søvn et sted midt i kulisserne i Victoriateatret. Fight fire with fire.

His Bobness? Really?

Ville tidligere i dag have blogget ud i plenum, om der var andre, der var ligeså  spændte på afsløringen af årets Nobelpris i litteratur, men nåede det ikke, inden spændingen blev udløst.

Og skulle nogen være i tvivl om, at 68’erne til tid og undergang sidder på flæsket og meningerne her i tilværelsen, er det nu endeligt blevet bekræftet. Kan lige se hele Politiken Plus-segmentet sidde og gratulere hinanden hen over friværdien (ja, det er skidebitre Generation Y, der taler, nej, han er bare ikke min generations stemme).

Havde selv sat mine penge på Adonis (ikke bogstaveligt, gambling er noget skidt, børn), det ville have været så smukt på ‘giv en hånd til Syrien’-måden.

I det mindste er mit forsæt om at læse mindst ét værk af nylige Nobelpris-tagere pludselig blevet dejligt overkommeligt.

“Årets Nobelpristager? Tjah, jeg håber brændende, det bliver en samfundskritisk tredjeverdenspoet, som skriver sværttilgængelig og kulturspecifik lyrik, der aldrig har været kendt i den brede offentlighed. Og som jeg i øvrigt aldrig har læst.”

Ferielæsning

Ingen ferie uden en ambitiøs læseplan er mit motto. Nedenstående billede viser de bøger, jeg oprindeligt havde pakket. Men så gik det op for mig, at det næppe gav særlig meget mening at vakuumpakke mit tøj til 3 ugers ferie + bryllupsoutfit i en lille weekendtaske – for derefter at pakke en pose bøger i cirka samme størrelse. Især når man tænker på, at stakken repræsenterer en rimelig læsemængde til ferie uden børn.

Så efter en benhård udvælgelsesproces, primært vinklet efter “hvad magter jeg at blive afbrudt i 127 gange undervejs?”, var det Knausgård og Klemperer, der ikke gik videre. Til gengæld er jeg endnu ikke kommet i gang med nogen af de andre bøger. Go me!