Bologna – en moderat nyttig reportage

Det er lidt meningen, at man skal komme hjem fra ferie med fornyet energi, ik’? Sådan udhvilet og som et nyt menneske?

Jeg var så det utaknemlige skarn, der kom hjem og var dødtræt. Og det eneste nye ved mig er vist mine pastakilo.
(Noget af trætheden kunne selvfølgelig skyldes, at vi kom hjem kl kvart i kvalme om aftenen, efter at have siddet direkte op af motoren i verdens mindste SAS-fly. Seriøst, jeg er normalt ikke sart anlagt, når det gælder ubekvem rejse, bare jeg har en bog og en snack, men der var altså en kort overgang, hvor jeg overvejede, om min rejseforsikring mon dækkede momentan sindssyge forårsaget af infernalsk maskinlarm, i fald jeg endte med at slå en stewardesse ned i ren desperation.)

Men Bologna var dejlig, selvfølgelig. Solen skinnede fx dernede:

 

Og der var lunt og fint og hyggeligt, og den første aften fandt vi en drink-truck i studenterkvarteret og sad ude til sent og var unge med de unge:

 

Og der var pænt overalt, fx kunne man lige åbne en luge i en mur, og så så det sådan ud:

 

Og så var der mad, oh Herre, hvor var der mad. Jeg er normalt ikke den store pastaspiser, og fx spaghetti med kødsovs keder min mund ihjel, men når pastaen er hjemmelavet (og det er den nærmest alle steder i Bologna) og væltet i fløde, svampe, ost, krydderurter, smør eller langtidssimret kødsauce, så skal jeg sateme lige love for, at jeg er en helt enorm pastaspiser with a vengeance!

Vi nåede heldigvis igennem det meste af min pasta-bucketlist: tagliatelle ragú, tortellini al brodo, parpadelle con funghi og naturligvis ravioli med hvadsomhelst; den klassiske lasagne og spinatraviolien med salviesmør måtte undværes, for der skulle også være plads til pizza (har fantaseret om italiensk pizza i noget, der ligner halvandet år – åh, det var godt!!), til gelato, til burrata, til parmaskinke og mozzarella, til panna cotta, tiramisu og creme caramel. Og masser af Aperol og rødvin, seføli. Det handler jo om at prioritere.

(Desværre fik jeg ikke smagt så mange af de frituredyppede godter, italienerne også frister med, ingen indbagte oliven eller stegte zucchiniblomster til mig i denne omgang. Nåede dog lige at få en kæmpe-arancino med pistacienødder og bacon med i håndtasken, en halv time inden vi boardede mod København. Lidt har også ret.)

Når jeg spiser, så spiser jeg, så desværre ingen pornografiske pastabilleder. Her er til gengæld nogle af alle de grøntsager, vi ikke indtog:

 

En af dagene gik vi op til St. Luca-kirken ad verdens længste søjlegang (tak til amarorama for anbefaling), og det så sådan ud:

 

Hmmm, og hvad så mere? Måske ikke så meget andet end en stor anbefaling af Bologna. Dejlig by. Gammel by. Pæn by. Søjlegange overalt, hvilket er praktisk i både sol og regn. Masser at se. Ikke for mange turister, men godt med liv og leben. Betjeningen er elendig stort set overalt, men hvem bekymrer sig om det, når man inhalerer håndlavede tortellini til spotpris? Ikke mig! Så bare afsted med jer.

 

P.S. Her er 4 gode, prisvenlige steder at spise i Bologna – mest fordi jeg selv googlede meget rundt efter den slags på forhånd, og så kan andre jo lige så godt nyde frugten af mit madindtag:

  • Osteria dell’Orsa. Studenterknejpe, godt nok på Lonely Planet-trailet, men stadig hyggeligt, godt og rystende billigt – pastaretter fås til 6 euro og 1/2 liter af husets vin koster 4. Desuden et af de få steder, hvor vi oplevede venlige og imødekommende tjenere.
  • Trattoria Del Rosso. Også en guidebog-klassiker, men de har dejlig pasta til en rimelig pris, indifferent serveret for både lokale og turister under en søjlegang. Lige som det skal være.
  • Scalinatella. Hyggelig lille restaurant, lige ned ad en sidegade tæt ved Piazza Maggiore. Vi tog derhen for at spise pizza, og den var god og tyndbundet, som napolitanerne og fornuftige mennesker altid har ønsket det, og kostede 7 euro.
  • Caminetto d’Oro. Lidt mere fine dining, hvide duge og den slags. Gode, klassiske retter, og stadig billigt efter dansk standard (vi gav 110 euro for 1 x forret, 2 x hovedret, 2 x dessert og en voldsomt god flaske rødvin + gratis appetizer).
Reklamer

Fornuftsmad (med feta, bare rolig)

Tiden efter sommerferien er gerne tynget af den samme askese (eller i hvert fald ønsket om den) som januar: Efter at man i ugevis har rendt rundt i bar mave og marineret sig i rosé og rullet sig i hvidt brød, begynder tanken om kildevand og grøntsager så småt at melde sig. Og det skal helst være næsten gratis, nu da formuen er brugt på rosé. Og hvidt brød. Og paté og muslinger og ostepops og creme brulee og mælkechokolade og pizza og gedeost og vingummibamser og pomfritter og gin-tonic og pasta og grillet kød og cola og… *savle*…det var et sidespor, beklager. Det skulle jo være fornuftigt.

Jeg præsenterer derfor: Bulgur kogt i tomat og blandet med alskens gode (billige) sager. 1 løg og 2 fed hvidløg hakkes og svitses i olie, og oveni bringes 5 dl bulgur i kog med 1 dåse flåede tomater (jeg har for nylig læst mig til, at hakkede tomater er et inferiørt andenrangsprodukt, og mig skal de ikke snyde!), 1 dåse vand, 1 terning hønseboullion, 1 laurbærblad, et ordentligt drys stødt spiskommen og måske en håndfuld hakket, frisk persille, hvis man har det. Skru ned og lad simre i sådan en 15-20 minutters tid, måske mere eller mindre, konsulter gerne bulgur-posen og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Er man en bulgur-rookie som mig, er man faktisk nødt til at holde sig i nærheden og konstant tjekke, røre rundt og prøvesmage. Mere tjekkede typer kan bare efterlade gryden uden voksenopsyn. Og på det helt rigtige tidspunkt står man så tilbage med noget velkogt, tomatiseret bulgur, som smages lidt til og blandes med følgende: en solid håndfuld udstenede sorte oliven, 75 g smuldret feta (cirka – jeg kommer bare på, til der er NOK, askese smager altid bedre med rigelig feta, og så giver det nogle proteiner til retten), en dusk friske mynteblade og en lille pose (60 g) pinjekerner, ristet på panden. Jeg begik den fejl først at lægge bulguren på et fad og bagefter lege semi-dekorativ med resten, men jeg vil tro, man får et bedre result ved at røre 2/3 af hver ingrediens i bulguren først, og så bare pynte med det sidste. Som med så meget anden mellemøstlig mad kan man også med fordel lige squeeze en halv citron henover på et eller andet tidspunkt.

Som tilbehør serverede jeg en salat af snackpeber, agurk og tomat i små tern, rørt med lidt olie, citronsaft, salt og frisk koriander (mmmh…frisk koriander), hummus (endnu en gang vil jeg gerne minde om, at sådan en skal være lind og ikke i stand til at få hverken en ske eller en husmur til at stå oprejst, sådan som nogle tror), yoghurtdressing (bare lidt afdryppet yoghurt naturel rørt med lidt salt) og nogle komplet mislykkede hjemmebagte pitabrød, som ikke fortjener at blive nævnt her. I virkeligheden behøver man heller ikke brød til bulgur, så bare stryg dem fra hukommelsen. Det vil jeg gøre. Velbekomme!

IMG_1666

Bare stå klar med en intervention, når jeg går over til vandbakkelsesdeje og ‘Ulysses’

Jeg er lidt ved siden af mig selv. På en gang rastløs og energiforladt. Mit ene øje sitrer uafbrudt, og nettet fortæller mig, at det kan være tegn på søvnmangel og stress, men jeg er sgu ikke stresset. Jeg keder mig. Stresser højst over al den rastløse energi, som ikke bliver brugt, mens jeg bare står stille i mit eget liv og egentlig ikke orker noget.

I går kedede jeg mig selv op i et hjørne og bagte en kage. Toscakage, fordi jeg havde masser af mandler. Anede ikke, at det var det, den hed, vidste bare, at min mor nogle gange laver en kage med karamelliserede nødder på toppen, som jeg elsker. Googlede ’mandler ’ og ’kage’ og fandt en opskrift hos Piskeriset. Ændrede lidt i ingredienserne, efter hvad jeg havde i huset, og gangede op med halvanden, så jeg kunne gøre mig populær på arbejde. Den blev ret god, uden at kræve den store indsats, og så var der en times tid, hvor jeg bare kunne koncentrere mig om at lave kage. Alle vinder.

Til en almindelig 8 personers-version skal man piske 100 g sukker med 100 g blødt smør og herefter piske 2 æg i. 250 g hvedemel røres med 2 tsk bagepulver og kornene af en vaniljestang (skrabet af på en skefuld sukker på skærebrættet, så det ikke klumper) og piskes derefter i æggemassen, skiftevis med 1 dl yoghurt naturel og 1 dl mælk. Bages i en smurt form ved 175 grader i 25 min. Imens hakkes 100 g mandler og hældes i en gryde med 100 g smør, 75 g sukker og 3 spsk sirup. Varmes op, til det bobler, og fordeles over kagen når de 25 minutter er gået, imens ovnen skrues op til 250 grader. Kagen bages færdig i 5-10 minutter, mens man holder øje med, at nødderne ikke brænder på.

Senere læste jeg i min evighedsbog, Stuk, og faldt i en god søvn et sted midt i kulisserne i Victoriateatret. Fight fire with fire.

Fars fars

Da jeg var barn, havde min far 2 retter på sit repertoire: risengrød og fiskefrikadeller. Sidstnævnte lavet af fars fra fiskehandleren – og jeg hadedehadedehadede dem. Jeg hadede lugten, jeg hadede konsistensen, og jeg hadede den måde, de voksede i min mund på; når min mor var udenbys, og hverken skæbnen eller min far undte mig risengrød, sad jeg og findelte fiskedeller, syltede dem i remoulade og citronsaft og sank dem så hurtigt, jeg overhovedet kunne.

Og derfor, siden jeg blev stor nok til den slags, har jeg altid lavet mine fiskefrikadeller fra bunden. Ikke for at være fin på den, men fordi færdiglavet fars og deller sender mig 25 år tilbage i tiden, til en direkte konfrontation med stive, svuppende, fiskelugtende melklumper.

Som regel bruger jeg torsk, gerne optøet frossen, laks er lidt luksus, men også godt. Af Nikolaj Løngreen har jeg lært det smarte trick også at komme torskerogn i farsen; man må heldigvis gerne bruge dåsetorskerogn, og det gør noget godt for både konsistens og smag. Til en familie som vores er det fint med cirka 300 g fisk og 1 dåse torskerogn, dvs. 200 g. Det blendes (stræbertyper kan i stedet hakke og røre for mere struktur i farsen, det er jeg desværre alt, alt for doven til) med 1 æg, lidt mælk og mel (men jeg er MEGET varsom med det! *urgh-bvadr-barndomstraume*), 1 fintrevet gulerod og evt. nogle krydderurter, som fx dild og persille, og så lidt peber. Saltet venter jeg gerne med, til jeg har stegt en smagsprøve, for torskerognen salter også. Hviler, steges og spises med fx ovnkartofler og noget hjemmerørt dressing. Før i tiden ville jeg koge gulerødder og snitte æbler og lave min egen remoulade fra scratch, men et eller andet sted mellem det første barn og de to næste, begyndte jeg at købe Fynbos grove pickles på glas og bare røre en stor skefuld af det op med hvad vi nu har af surmælksprodukt i køleskabet. Works like a charm. Er man alligevel i performance-hjørnet, kan man lave en sauce tartare, som smager godt til al fisk: creme fraiche (eller skyr eller fromage frais eller yoghurt eller hvad ved jeg, men creme fraiche er bedst – gerne tilsat mayo… #noregrets) røres med hakket dild, hakket purløg, hakket persille, hakkede kapers, hakkede cornichoner (gerne de søde) og et finthakket, hårdkogt æg (kan udelades). Smages til med salt, peber, citronsaft og lidt sukker og pøses på alting.

Har man lyst til lidt spænding i tilværelsen, kan livet leves på kanten med thai fish cakes i stedet for almindelige deller. Igen gribes 300 g torsk og blendes med 200 g optøede rejer, 1 finthakket stilk citrongræs, 1 æg, 2 spsk fish sauce, 1 tsk rød karrypasta (mind you, jeg laver mad, der skal spises af børn, et voksent publikum kan nok godt tåle en større mængde) og en dusk frisk koriander. Til sidst røres 3 hakkede forårsløg i. Hviler, steges i riiiigelig olie og serveres traditionelt med agurkesalat, sød chilisovs og jasminris. Men vi havde ikke så meget agurk, endnu mindre eddike, og et tilbehør bestående udelukkende af jasminris virkede ikke helt kosher. Så i stedet lavede jeg en salat af de grøntsager, vi havde, med en dressing af 2 tsk eddike, 2 tsk soja, og 1 tsk smagsneutral olie. Og skar nogle kartofler i tern, vendte dem i lidt olie og bagte dem i ovnen ca. 45 min, hvorefter toppen af en broccoli (gem stilken til wokretter eller suppe) i buketter røg oveni og bagte med ca. 15 min. Det hele blev bagefter vendt med et godt drys salt og en peanutdressing af 1 solid spsk peanutbutter, rørt med kogende vand til det er lindt, et skvæt citronsaft, 2 tsk soja og et nip sukker. Og så drysset med sesam, bare fordi jeg kunne.

Alle var glade, bortset fra fisken, og nu går der nok heller ikke længe, inden mine børn begynder at plage om risengrød.

image

La grenouille verte

Jeg har en tilståelse. Jeg har – indtil for ganske nylig – aldrig smagt en kajkage.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor; det ligner en kage right down my alley, eftersom jeg elsker smørcreme, marcipan og psykedeliske farver på mit bagværk.

Mine børn har heller aldrig smagt den, så for nylig blev det nærmest et familieprojekt at få fingrene i de små grønne syndigheder. Og faktisk er det ikke så nemt, for dagens københavnerbagerier er jo fanme i evig konkurrence om, hvem der kan være mest økologisk og langtidshævet, og hellere vil de knuses under 10 kilo håndkværnet ølandshvede, end de vil sælge syntetiske flødefrøer. Forrige weekend måtte en kajkage-jagt på Nørrebro derfor afsluttes med noget så udansk som donuts fra 7eleven – et knæfald for storkapitalismen, som ikke bragte os nærmere målet.

Google var heller ikke min ven, eftersom de fleste hits var opskrifter på hjemmelavede kajkager. Nejnejnej, blev der sagt! Hvem helvede skal man knalde for at få lov til at købe en god, gammeldags præfabrikeret flødekage af forholdsvis ringe kvalitet?

Og så til sidst blev Google alligevel min ven; via lidt snørklede blogger-omveje fandt jeg nemlig en henvisning til Søkonditoriet. Vi havde helt glemt det under weekendens strabadser, men lige dér, i starten af Nørrebrogade med Emmerys hånlige sideblik på sig, ligger en gammeldags skodbager, som vor mor undgik dem. Og de har kajkager! Så fredag eftermiddag besluttede jeg, at nu skulle det være, og købte kager til hele familien.

Og hvordan gik det så? Tjah, den evige medgørlighedstvilling, Radise, gik i flæsket på Kaj med det samme, mens hendes storebror og evigtmodsatte søster startede med at erklære, at de ikke kunne lide marcipan. Bundene var der heller ikke den store afsætning på, men fyldet var alle vilde med. Jeg kunne lide både marcipanen, smørcremen og mazarinbunden – det bliver lidt vammelt til sidst, men ellers var jeg ganske godt tilfreds.

Og det er jo det vigtigste.

image

Hurtige osteboller

Sexy title, no?

Valdemarsro har det med jævnligt at lokke mig i uføre med alle sin savlfremkaldende opskrifter. (Og så pyt med, at mit hjem og mine børn aldrig bliver lige så fotogene. Endsige regelmæssigt rengjorte. Lady knows her food!) Tydeligvis har hun ikke fået memoet om, at vi ikke længere spiser hvedemel og sukker, og det seneste misbrug, jeg har taget med mig fra fristerindens domæne, er ostebrød. I alle former.

Sagen er bare, at uanset hvad jeg engang har skrevet i mit CV, så er jeg ikke altid den store planlægger: Eller, det er jeg måske. Men mest på sådan en småneurotisk, ubrugelig måde… Anywho, det spørgsmål, verden selvfølgelig venter med længsel på at få besvaret, er: Hvad gør jeg, når jeg får en brændende trang til osteinfuseret bagværk, ikke har købt ind til det, og kun har max en halv time til rådighed, mens jeg improviserer en tomatsuppe til aftensmad, prøver at forhindre børnene i at falde i søvn foran Ramasjang, og uret bare tikker videre og videre? Frygt ej, svaret er her!

Lidt googlen rundt en tilfældig tirsdag kl. 20 min. i aftensmad gav mig dette hit. Jeg lavede lidt om, efter hvad jeg lige havde i huset, så i min version blev det 100 g fuldkornsspeltmel blandet med 150 g sigtet speltmel, 1 tsk bagepulver og lidt salt. I det rørte jeg 1 dl mælk og 1 dl yoghurt naturel og til sidst 75 g revet Gouda, fordi det var det, vi havde liggende. Flødehavarti ville sikkert også have været a-okay. (Love Food Love Cooking bruger cheddar, som jeg elsker. Højt. Og lige præcis derfor har vi aldrig en rest på cirka 75 g sådan bare liggende…) Blandingen giver 9 små boller, som bare klattes ned på en plade og bages ved 200 C i tjahbumbum…12 min?

De smager syyyygt godt. (Altså, ikke hvis du spørger mine 2 mindste, men de elsker røde pølser og prinsessekjoler i kunststof, så hvad fanden ved de?) Virkelig. Syyyyygt godt. Prøv dem. Nu. Jeg insisterer. Selvom både mine børn og mine gulve er temmelig snavsede.

Som en syngende sirene. Med ost.

Som en syngende sirene. Med ost.