Hejhej, søster. Dagbog fra en fesen feminist

07.00: Ærgrer mig over ikke at have forberedt en forkromet tematekst i dagens anledning. Det sker fandeme hvert år. Ville også have linket til Ditte Gieses fremragende liste i Politiken over ting, vi ikke gider høre om på kvindernes kampdag, men den er kun for abonnenter nu. Nå, jeg finder nok på noget i løbet af dagen.

07.30: Tager som en start billede af mig selv i yndlings-feminisme-T-shirt, men skifter inden arbejde. Ikke så meget på grund af det politiske budskab som det seksuelle. Sværger at anskaffe mig en knytnæve-i-venusspejl-T-shirt til næste års kampdag og tager blazer på for i det mindste at udstråle lidt generel magt. Tager også en rød neglelak med i tasken, velvidende at jeg aldrig får den på.

09.50: Overvejer igen, hvad fanden jeg kan skrive om. Peter Madsen skal for retten i dag, det er sgu da ironisk. Noget om femicide-kultur? Var jo også inde at se La Traviata i går, det er en glimrende højpandet reference, og operaer har det eddermaneme med at aflive kvinder for underholdningens skyld. Var der ikke en italiensk operachef, der for nylig lod Carmen overleve? Nå, har vist ikke noget nyt at sige om det alligevel. Eller tid til at formulere det ordentligt.

11.20: Veninde har set mit Instagram-billede og spørger til betydningen af marxist feminist dialectic. Tak for at kalde mit pseudo-intellektuelle bluff, asshole. Til mit forsvar kunne jeg godt redegøre for marxistisk dialektik, dengang jeg købte T-shirten, og jeg skriver, som sandt er, at jeg har den, fordi jeg bekender mig til den gammeldags strukturelle feminisme, som jeg synes er både overset og ringeagtet. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker kombinationen af plat lummerhed og intellektuel arrogance.

12.08: Overvejer, om jeg bare skal skrive verdens største rant mod den kønsnormative kapitalisme, der vælter ud af kommercielle dameblads- og mommyblogs og forsyner nutidens kvinder med falsk bevidsthed om glæden ved det forbrugsorienterede fotogene liv uden politisk stillingtagen (jeg SAGDE jo, jeg var marxistisk feminist). Det bliver sgu nok alligevel for indviklet at udtænke i løbet af frokostpausen. Måske også lidt for aggressivt.

15.17: Stresser over det ekstraarbejde, jeg har liggende derhjemme. Og børnene skal til svømning. Måske jeg kunne skrive noget om det moderne kvindelivs lavpraktiske udfordringer? Hvad var det nu for en forsker, der pointerede ironien i, at kampen for ordentlig aflønning lige præcis havde frataget middelklassens kvinder muligheden for at betale sig fra husligt arbejde?… Njah, det er en gammel traver. Har også skrevet om det før.

16.48: Hjemme. Sønneke siger, han har det skidt, pigerne er dødtrætte og pylrede. Vi dropper svømning i dag, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo bare kan lave et kronologisk referat af dagens strøtanker. Klassisk kneb. Kan man ikke andet, kan man altid metafrasere over egen uformåen. Skrev Kirsten Hamman ikke en hel bog om at have en skriveblokering? Great minds think alike.

17.00: Ungerne ser dagens Ultra News, og kvindernes kampdag bliver nævnt og redegjort for. Fokus på historisk udvikling, dagens opståen (tilsat entusiastisk mor, der blafrer med armene i retning af Jagtvej for at demonstrere, hvor tæt de heldige små asener befinder sig på historisk guld – guld, der godtnok blev jævnet med jorden, før de blev født) og det ligestillingsarbejde, der stadig mangler, både herhjemme og ude i verden. Tak for det, Ultra.

19.30: Børn puttet, jeg går i bad og skriver til bloggen. Tænker, at det her sikkert er et af den slags vattede indlæg, der får følgertallet til at dale. Beslutter mig for, at det er sådan en strong, independent woman som mig sgu da ligeglad med. Jeg skal jo også tillade mig selv at være middelmådig som kvinde og alt det der. Finder den røde neglelak frem og lover mig selv at skrive noget mere politisk i nærmeste fremtid.


Reklamer

Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Og tænk sig, selv er jeg ikke blevet et år ældre i mellemtiden

9 år bliver Sønneke i dag, og hvert år er også lidt en fejring af aldrig at skulle igennem sådan en fødsel igen. Jeg har købt bøf og bearnaise på bestilling, cola og stenbiderrogn som overraskelse, og yndlingsmoster er inviteret til middag. Halvvejs mod min vilje fik han sin fars gamle iPhone i gave, men han blev så glad og taknemlig, at al modviljen forduftede, og lige nu overvejer jeg at skrive ham hans første SMS og spørge, om vi skal tage på cafe i eftermiddag.

Snart er han færdig med SFO, næste år er det 4. klasse, så de nye idrætssko, han også fik (og som er størrelse effin’ 36) har snørebånd. Det er ved at være på tide.

 

Weekenden baglæns

I går holdt vi 9-års fødselsdag på forskud, og sjældent er det lykkedes mig at spolere en kage så grundigt. I en hidtil uset stime af ingrediensdestruktion fik jeg først skilt moussefyldet i fedt, gryn og atomer og dernæst den hvide chokolade i ditto (hvid chokolade ER bare en lille biatch, ved ikke, hvornår jeg lærer det). Mand + blender reddede hindbærmousse + humør (jeg kan godt være sådan en lidt… følelsesladet type, når ting mislykkes i et køkken), og den underlige smøropløsning formerly known as chokolade røg ud til højre, så Dødsstjernen endte med en atypisk bund af mørk chokolade i stedet (komplet med fejlfarvet glasur ovenpå – var tilsyneladende ustoppelig). Til gengæld fik Sønberg både en robot, en Tivoli-tur og min søsters gamle computer i gave, så han var pænt oppe at ringe – og pænt ligeglad med Lord Vaders mystiske farveskala. Der var Wii, der var hygge, der var skilsmisse-bedsteforældre uden akavet stemning, og der var luksus-biks med det hele til aften, så det var alt i alt en god dag.

Lørdag gjorde vi sådan, da vi vaskede vort tøj og støvsugede vort gulv, og det er aldrig sindssygt sjovt, men vi har i det mindste nye regler om mindre skærmtid og mindst ét brætspil i løbet af dagen, motivationen til at rydde op på sit værelse er altid højere, når der kommer gæster næste dag, og Den Korte Weekendavis på podcast kan redde det meste. Tilsyneladende har Kirsten Birgit efterladt sig nogle eksorbitante frokostregninger (“…der er købt Remy Martin-cognac for over 2.000 kr!?!!”), men nægter at udtale sig til programchef Mads Brügger om enkeltsager, og jeg dør lidt af grin, mens jeg er på forkant med fest-bageriet – lidet anende, hvilke kagetrængsler der skal ramme mig dagen efter.

Fredag lagde hårdt ud med det moderne arbejdslivs svar på en rodbehandling: Medarbejder-workshop. Hader. Haderhaderhaderhader. Især da vi nåede til den klassiske HR-non-opgave ‘nedfæld på post-its nogle ord, der er essentielle for din trivsel’, hvilket selvfølgelig straks gav mig en ustyrlig trang til at skrive ‘direktørløn’ og ’nekrofili’. Meeen lidt pli har man jo, og gode kollegaer heldigvis også, så som en ægte aristotelisk komedie startede det ondt og endte godt, og så var det jo fredag… mmmmhhh… fredag.

Klip til nutid, mandag, hvor jeg er ved godt mod, selvom de tilsyneladende har lukket for varmen på mit arbejde (hvilken naturlig ting at gøre på årets koldeste dag). Solen skinner, farmor henter børn, og jeg har Erindring om kærligheden i tasken til busturen hjem. It’s all good.

 

Atter en workshop på arbejdspladsen. Atter en glad dag.

 

Siden sidst:

  • Er jeg blevet 35. Oh, rædsel. Men som min venindes mor altid har sagt: alternativet er værre.
  • Har jeg fejret mig selv 2 gange. Og endnu et år formået at overholde min selvbestaltede Emma Gad-regel: Værtinden bør altid være den fuldeste i selskabet, thi således behøver ingen gæster skamme sig den næste dag. Bare rolig folkens, jeg tager altid en for holdet.
  • Har jeg endnu en gang besluttet, at NÆSTE år skal jeg død og pine formå at være klar med ALT inden gæsterne kommer, så jeg bare for en gangs skyld i mit liv kan opfylde drømmen om at modtage folk over behagelig passiar og cocktails i stuen i stedet for at byde velkommen i en forvirret køkken-frenzy, hvor jeg styrter rundt og åbner vin, mislykker en hummus og opgiver at lægge neglelak. Næste år.
  • Har jeg fået en bloggerhylde (se nedenstående billede). Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv.
  • Har jeg nydtnydtnydt at bo i vores nye lejlighed. Lykken er at være et andelshavende boligsvin. Med køkken-alrum.
  • Har jeg glææædet mig til, vi skal ud i vores kolonihave til foråret. Vi er godt nok nødt til at lægge et nyt gulv. Og male. Og så er der noget med WC’et, og et fugtigt pulterrum, der bør ryddes op i. Og for lidt plads i virkeligheden. Men hvad fanden. Lykken er at være et kolonihaveejende boligsvin.
  • Har min ægtefælle fået en surdej af en kollega; videnskaben har dermed gjort sit indtog i køkkenet, og der er ingen ro før den optimale hævetid, den optimale bagemåde og den helt optimale krumme er nået. Efter mandens eget udsagn bliver alt først godt, når det er lykkedes ham at præsentere et brød på arbejde, der kan overgå de altid mirakuløse frembringelser fra ”den fucking lille hipster” – dvs. selvsamme sagesløse kollega-ven, der har foræret ham surdejen. Mænd, altså.
  • Har jeg kommenteret en hel del på mænd og deres evige projektmageri, deres åndede konkurrencegen samt de sundhedsmæssige konsekvenser ved stort hvedebrødsindtag, alt imens jeg har fyldt mig med den linde strøm af smørbelagte, surdejshævede kulhydrater, der er flydt min vej. Skinhellighed, dit navn er Mie.

1. december

Jeg bagte vafler sent i går aftes, så vi kunne få dem til morgenmad. Og inden nogen kommer løbende med overskudsmærkaterne, må jeg understrege, at det her er ren kompensation i kardemommeklæder. Vi stresser, vi istandsætter, vi får konstant børnene passet. Vi er trætte, vi spiser frysepizzaer til aftensmad, vi pynter ikke op til jul før næste weekend, når vi er flyttet (inshallah). Og børnos skal passes i aften, for vi har 2 x arbejdsjulefrokost. Dårlig samvittighed igen – indsæt selv vafler.

Jeg trøster mig med, at de skal være sammen med bedstevenner fra skole og børnehave, lave juleguirlander og spise boller i karry (moren i familien er min nye gud), foruden julekalender og fredagsslik, det skal nok blive godt. Og imens i Bathulen overvejer jeg & mand alvorligt at droppe julefrokosterne til fordel for noget glasvæv og noget maling, nu hvor ungerne er vel afsat.

Ligner overhovedet ikke mig at undvære en fest, slet ikke en julefrokost, men jeg føler skæbnen true i form af en ufærdig lejlighed, og tanken om tømmermænd i morgen hjælper heller ikke. Desuden er jeg træt i min krop og mit hoved, har uren hud og er slet ikke festmateriale – det, der trak mest i aften, var alligevel tanken om at kunne hooke op med min bedre halvdel på en bar senere på aftenen. Det og så snaps, selvfølgelig.

Nå, hvis man nu bare kunne få malet lidt først og så komme senere… Vi får at se. December er i gang.

Følg mig i december, det bliver retro!

Julekalendre er herremeget på mode i december, så nu prøver jeg det. Som challenge (det er også herremeget på mode). Mindst 1 billede, mindst 2 ord, hver dag i december. Og ikke store krav til indhold, det er blogging som i gamle dage, bare sådan lidt dagbog. Lad os kalde det retroblogging.

(P.S. Et af børnene efterlod nedenstående genistreg af en LEGO-opstilling i morges. Så er jo næsten nødt til også at lave en LEGO-føljeton, nu hvor denne oplagte mulighed foreligger. Måske bare lidt improviseret. Og sporadisk. Og uden second unit denne gang.)