3 kvinder, 2 bøger, 1 kampdag

Jeg er nok engang på bagkant med 8. marts, men markeres skal dagen, så hvad skal vi snakke om?

Vi kan snakke om Chimamanda Ngozi Adichie, som i 2009 gav sin TED talk ”We should all be feminists”, samme år som jeg havde hendes En halv gul sol med i tasken på fødegangen, da Sønneke meldte sin ankomst til verden (lad os lige tage en pause og grine af den himmelråbende naivitet, der fik mig til at tage en bog med på fødegangen…), og som er en helt igennem fantastisk roman. Læs også hendes åbningstale fra bogmessen i Frankfurt sidste år om feminisme, frihed og kunst; hun har så meget ret, at jeg blev helt høj af det.

Og vi kan snakke om min afdøde moster, selvstændig erhvervsdrivende, soroptimist og enlig mor, som fortalte mig anekdoter om dengang, da moster var ung, og man i venindegruppen måtte splejse, hvis nogen skulle til England og have en abort, pindede ud for mig, hvordan kvinders rettigheder er hårdt tilkæmpede og derfor aldrig bør tages for givet, og i det hele taget gjorde mig woke fra en tidlig alder.

Og så kan vi snakke om Marilyn Frenchs Kvinder, givet til min mor i 30-års fødselsdagsgave af hendes veninder, fundet i reolen af mig 15 år senere – stadig med det hjemmelavede kort indeni. Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og slog det sidste søm i feminist-Mies opvågnen (den er mildest talt bundet af sin tid og kan nok overhovedet ikke leve op til anbefalingen, men giv den alligevel et skud, om ikke andet så for dens historiske værdi).

Så snakker vi om barsel, karriere og strukturer en anden dag, promise. Smut evt. over til Karoline og hop med på deltidsdebatten for relevant politisk indhold.

Glædelig kampdag – hvad der er tilbage af den.

 

…nu med jobvenlig femi-T-shirt (i modsætning til sidste år).

Reklamer

Det, der skete, var…

…at det egentlig aldrig var planen, at der skulle gå over en måned, uden jeg skrev noget. Det SKETE lissom bare. Fordi noget med nytår, som var smadderfin hos venner lige om hjørnet, børnene hyggede sig, og vi kom i seng ved firetiden, og 1. januar stenede vi alle fem for hårdt og spiste frostpomfritter i sofaen og så fjernsyn hele dagen, og SÅ skulle jeg pludselig på arbejde, og jeg havde travlt, og broen var oppe, og min veninde skulle have hjælp til en flytning, og så skulle der jo ordnes lejlighed inden min fødselsdag, hvilket jeg egentlig HAVDE sagt til mig selv var lidt noget pjat, men samtidig var jeg også ret træt af de der badeværelser, vi aldrig havde fået fikset, dvs. de der to smadrede københavnertoiletter, som SKULLE have været lavet til et regulært badeværelse med bruseniche, inden vi flyttede ind i lejligheden sidste december, men som aldrig blev det, fordi københavnske håndværkere er nogle troløse, pengeoptrækkende bæster, og vi i øvrigt var for sent ude, men derfor blev der heller aldrig gjort noget ved dem, mens vi malede og spartlede og brød vægge ned (i omvendt rækkefølge) i resten af lejligheden, og nu stod de så stadig der, et år efter indflytning, og trekvart år efter, vi HAVDE besluttet at spare de der 170.000, vi alligevel ikke havde, og i stedet bare selv fikse dem lidt op, og var STADIG ikke fikset op, men henholdsvis (snavset) babyblåt savsmuldstapet og (snavset) beige glasvæv at se på, og hele køkken-alrum-gangen var også bare alt, ALT for hvid, og det havde irriteret mig siden første aften, vi var flyttet ind, så en dag gik jeg bare ned og købte maling og gik i gang, og manden blev lynhurtigt grebet af stemningen, og så fik vi faktisk malet loftet i gangen mørkt og gjort toilet og bad præsentable (og måtte samtidig sande, at det uforvarende lykkedes os at lave en 1:1 kopi af samtlige københavnske restauranttoiletter, hele det der smadret-terazzo-sort-toiletbræt-spejl-i-ramme-og-duftpinde har åbenbart lagret sig dybt i vores bevidsthed, hvad fanden sker der lige for det?) samt oprettet den obligatoriske mørkeblå væg i vores køkken (som har været the shit i nok år til, at den nok bliver umoderne lige om lidt), og SÅ var vi klar til min fødselsdag, for det skulle også passes, og jeg var skideklog og bestilte bare pizzaer den mandag, familien kom, og min far var der også, og min mor og hendes kæreste og alle mine søskende og deres kærester, og min fine nye nevø, og det var stille og roligt og skidehyggeligt, og jeg tog det ret pænt at blive 36, og om lørdagen blev børnos sendt væk, og vennerne kom, og det var IHVERTFALD skidehyggeligt, og jeg havde stribet kjole og guldsko på og blev, som lovet, megafuld, og vi drak 17 flasker vin, og jeg dansede med sidste veninde på skansen til Boney M kl halv fem om morgenen og vågnede næste dag og kastede op i et par timer, og samme dag fik ene datter høj feber og lå syg det meste af ugen, og så gik der pludselig halvanden uge mere, og nu skal vi til at planlægge Sønnekes 10-års fødselsdag.

Og det var vist cirka det, der skete.

 

Maleprojekt forklædt som seriemorderscene

 

Hvis det her ikke bare skriger 3 retter for 295,- (+ 75,- for ost), så ved jeg ikke hvad. Bemærk også Mucha-plakaten. He’s so hot right now.

 

Væggen, vi sikkert vil hade, før næste årti er omme. Men lige nu er den fab.

 

Et lille vue over fødselsdagsindkøb. Bemærk blomster/planter – syntes  pludselig, jeg havde nået den alder, hvor man i det mindste prøver på at pynte et middagsbord.

 

…dog stadig ikke den alder, hvor man ejer en ordentlig dug.

 

I virkeligheden er min fødder ret store og mine lægge freakishly tynde. Hvordan klarer profbloggere det der med vidvinkel?

 

The Christmas Edition

Vi er på juleferie i Jylland. Scenen er sat.

 

23. december, om eftermiddagen:

Mig: “Der er et ord, jeg ikke kan komme på.”

Manden: “Mhm?”

Mig: “Det er lidt ligesom økuller, det beskriver den der følelse, når man er begrænset på lidt plads, og man bliver sådan småtosset. Som i ubåde. Eller rumstationer.”

Manden: “Klaustrofobi?”

Mig: “Nej, det er ikke det, det er mere noget med at være fanget…”

Manden: “Når man er bange for det udenom en, fx under en havoverflade? Det er også en eller anden fobi… Hvad er det nu, den hedder…”

Mig: “Nej, det er noget, der beskriver den specifikke situation, hvor man bliver skør af at være mange mennesker på lidt plads… ‘Ubådskuller’? Nej…”

 

24. december, midt på dagen:

Mig: “Jeg kan STADIG ikke komme på det der ord. Og det er IKKE økuller…”

Manden: “Thalassofobi? Det var det, jeg tænkte på i går?”

Mig: “Nej, det er uformelt, det er ikke et medicinsk udtryk, og det er ikke en fobi. Det er sammensat af to dagligdags ord… og det første ord beskriver lokationen eller rummet, og så bliver man mærkelig af det… ‘Rumsyge’? Nej, det er det overhovedet ikke. Måske findes ordet slet ikke? Måske tror jeg bare, det findes?”

 

25. december, om morgenen:

Mig: “NU ved jeg det! Det er Cabin fever!”

 

I øvrigt…

…fik jeg forleden melodien til Luna Mezzo Mare på hjernen. Til den undrende læser kan jeg oplyse, at det er den sang, fru Corleone bliver hevet op på scenen for at synge med på under brylluppet i starten af Godfather. Jeg blev pludselig besat af at finde ud af, hvad sangen hed, hvordan teksten lød, hvad den handlede om (på gestikken i filmen er det rimelig nemt at udlede, at det er noget sjofelt) og dernæst at finde den på iTunes og høre den igen og igen. Gæt selv, om den var nemmere at ryste af hovedet efter den seance…*nynner henført* ”Che la luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

…har jeg omsider opdaget uldundertrøjer. Menneskehedens største opfindelse, på lige fod med ilden, hjulet og smeltet ost, og alligevel skulle jeg blive 35, før jeg overgav mig til det underliggende lag merino. Men sweet mother of all good, hvor er det dog vidunderligt ikke at fryse hele tiden – i sit helt almindelige tøj. Hvis du læser med, Julemand, så ønsker jeg mig 2 til af de gode fra Føtex (priserne på den slags isolerende vintergodter er jo til gengæld horrible!)

…er der noget ved konceptet goodie bags, der altid har irriteret mig, og jeg tror, jeg omsider har fundet ud af hvad. For det første falder det ind under den der underlige femi-infantilisme, hvor voksne kvinder forventes at begejstres over Kinder-chokolade, ting med enhjørninge og små godteposer. Og så er der det andet: jeg prøver hårdnakket at lære mine børn, at man godt kan gøre noget (handle i Netto, gå en tur, tage på museum) uden nødvendigvis samtidig at skulle have noget (snackpølse, en is, alt fra museumsbutikken), så hvorfor fanden kan kvinder i den arbejdsdygtige alder så ikke gå til et hvilket som helst event inden for mode- magasin- og bloggerbranchen uden pinedød at skulle have noget?

…er jeg i gang med at oppe mit julegame. Hvis alt går efter planen, så kan alle gaver være bestilt og alle familieaftaler fastlagt, når vi når starten af december, og jeg vil dermed have nedskaleret 2 af de største stressfaktorer: gaveplanlægning og -indkøb samt hvem-hvad-hvor-leg i anden halvdel af december, hvor vi altid ender med at skuffe nogen, når energien er opbrugt. Men i år kan folk få lov at møde deres eventuelle skuffelse up front, og jeg har en – måske optimistisk – plan om at samle familien herhjemme til en pizza- og hyggedag, og så skal jeg forhåbentlig ikke have andet i hovedet i december end en enkelt luciabolledej. Det kan jeg godt overskue.

…kunne nogen måske tænke ”Men hvad med juleaften? Hvordan planlægger I den?” Til det kan jeg kun svare med en høj skoggerlatter: HAHAHAHAHA! Som om det var noget, vi selv bestemte?! Nejnejnej, juleaften har lige siden Sønnekes tilkomst tilhørt min mor og svigermor på skift i en benhård opdeling, der ikke lader Jaltakonferencen noget efter, og jeg nærer ingen naive forestillinger om nogen som helst form for medbestemmelse på den front. Bedstemødrene er glade, børnene er glade, og det er det vigtigste (og det mener jeg faktisk). Så må den evigt klemte midtergeneration bare tage sig et ekstra glas portvin og lune sig ved tanken om, at resten af december tilhører os selv.

“Che la Luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

Hejhej, søster. Dagbog fra en fesen feminist

07.00: Ærgrer mig over ikke at have forberedt en forkromet tematekst i dagens anledning. Det sker fandeme hvert år. Ville også have linket til Ditte Gieses fremragende liste i Politiken over ting, vi ikke gider høre om på kvindernes kampdag, men den er kun for abonnenter nu. Nå, jeg finder nok på noget i løbet af dagen.

07.30: Tager som en start billede af mig selv i yndlings-feminisme-T-shirt, men skifter inden arbejde. Ikke så meget på grund af det politiske budskab som det seksuelle. Sværger at anskaffe mig en knytnæve-i-venusspejl-T-shirt til næste års kampdag og tager blazer på for i det mindste at udstråle lidt generel magt. Tager også en rød neglelak med i tasken, velvidende at jeg aldrig får den på.

09.50: Overvejer igen, hvad fanden jeg kan skrive om. Peter Madsen skal for retten i dag, det er sgu da ironisk. Noget om femicide-kultur? Var jo også inde at se La Traviata i går, det er en glimrende højpandet reference, og operaer har det eddermaneme med at aflive kvinder for underholdningens skyld. Var der ikke en italiensk operachef, der for nylig lod Carmen overleve? Nå, har vist ikke noget nyt at sige om det alligevel. Eller tid til at formulere det ordentligt.

11.20: Veninde har set mit Instagram-billede og spørger til betydningen af marxist feminist dialectic. Tak for at kalde mit pseudo-intellektuelle bluff, asshole. Til mit forsvar kunne jeg godt redegøre for marxistisk dialektik, dengang jeg købte T-shirten, og jeg skriver, som sandt er, at jeg har den, fordi jeg bekender mig til den gammeldags strukturelle feminisme, som jeg synes er både overset og ringeagtet. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker kombinationen af plat lummerhed og intellektuel arrogance.

12.08: Overvejer, om jeg bare skal skrive verdens største rant mod den kønsnormative kapitalisme, der vælter ud af kommercielle dameblads- og mommyblogs og forsyner nutidens kvinder med falsk bevidsthed om glæden ved det forbrugsorienterede fotogene liv uden politisk stillingtagen (jeg SAGDE jo, jeg var marxistisk feminist). Det bliver sgu nok alligevel for indviklet at udtænke i løbet af frokostpausen. Måske også lidt for aggressivt.

15.17: Stresser over det ekstraarbejde, jeg har liggende derhjemme. Og børnene skal til svømning. Måske jeg kunne skrive noget om det moderne kvindelivs lavpraktiske udfordringer? Hvad var det nu for en forsker, der pointerede ironien i, at kampen for ordentlig aflønning lige præcis havde frataget middelklassens kvinder muligheden for at betale sig fra husligt arbejde?… Njah, det er en gammel traver. Har også skrevet om det før.

16.48: Hjemme. Sønneke siger, han har det skidt, pigerne er dødtrætte og pylrede. Vi dropper svømning i dag, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo bare kan lave et kronologisk referat af dagens strøtanker. Klassisk kneb. Kan man ikke andet, kan man altid metafrasere over egen uformåen. Skrev Kirsten Hamman ikke en hel bog om at have en skriveblokering? Great minds think alike.

17.00: Ungerne ser dagens Ultra News, og kvindernes kampdag bliver nævnt og redegjort for. Fokus på historisk udvikling, dagens opståen (tilsat entusiastisk mor, der blafrer med armene i retning af Jagtvej for at demonstrere, hvor tæt de heldige små asener befinder sig på historisk guld – guld, der godtnok blev jævnet med jorden, før de blev født) og det ligestillingsarbejde, der stadig mangler, både herhjemme og ude i verden. Tak for det, Ultra.

19.30: Børn puttet, jeg går i bad og skriver til bloggen. Tænker, at det her sikkert er et af den slags vattede indlæg, der får følgertallet til at dale. Beslutter mig for, at det er sådan en strong, independent woman som mig sgu da ligeglad med. Jeg skal jo også tillade mig selv at være middelmådig som kvinde og alt det der. Finder den røde neglelak frem og lover mig selv at skrive noget mere politisk i nærmeste fremtid.


Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Og tænk sig, selv er jeg ikke blevet et år ældre i mellemtiden

9 år bliver Sønneke i dag, og hvert år er også lidt en fejring af aldrig at skulle igennem sådan en fødsel igen. Jeg har købt bøf og bearnaise på bestilling, cola og stenbiderrogn som overraskelse, og yndlingsmoster er inviteret til middag. Halvvejs mod min vilje fik han sin fars gamle iPhone i gave, men han blev så glad og taknemlig, at al modviljen forduftede, og lige nu overvejer jeg at skrive ham hans første SMS og spørge, om vi skal tage på cafe i eftermiddag.

Snart er han færdig med SFO, næste år er det 4. klasse, så de nye idrætssko, han også fik (og som er størrelse effin’ 36) har snørebånd. Det er ved at være på tide.