1. december

Jeg bagte vafler sent i går aftes, så vi kunne få dem til morgenmad. Og inden nogen kommer løbende med overskudsmærkaterne, må jeg understrege, at det her er ren kompensation i kardemommeklæder. Vi stresser, vi istandsætter, vi får konstant børnene passet. Vi er trætte, vi spiser frysepizzaer til aftensmad, vi pynter ikke op til jul før næste weekend, når vi er flyttet (inshallah). Og børnos skal passes i aften, for vi har 2 x arbejdsjulefrokost. Dårlig samvittighed igen – indsæt selv vafler.

Jeg trøster mig med, at de skal være sammen med bedstevenner fra skole og børnehave, lave juleguirlander og spise boller i karry (moren i familien er min nye gud), foruden julekalender og fredagsslik, det skal nok blive godt. Og imens i Bathulen overvejer jeg & mand alvorligt at droppe julefrokosterne til fordel for noget glasvæv og noget maling, nu hvor ungerne er vel afsat.

Ligner overhovedet ikke mig at undvære en fest, slet ikke en julefrokost, men jeg føler skæbnen true i form af en ufærdig lejlighed, og tanken om tømmermænd i morgen hjælper heller ikke. Desuden er jeg træt i min krop og mit hoved, har uren hud og er slet ikke festmateriale – det, der trak mest i aften, var alligevel tanken om at kunne hooke op med min bedre halvdel på en bar senere på aftenen. Det og så snaps, selvfølgelig.

Nå, hvis man nu bare kunne få malet lidt først og så komme senere… Vi får at se. December er i gang.

Reklamer

Følg mig i december, det bliver retro!

Julekalendre er herremeget på mode i december, så nu prøver jeg det. Som challenge (det er også herremeget på mode). Mindst 1 billede, mindst 2 ord, hver dag i december. Og ikke store krav til indhold, det er blogging som i gamle dage, bare sådan lidt dagbog. Lad os kalde det retroblogging.

(P.S. Et af børnene efterlod nedenstående genistreg af en LEGO-opstilling i morges. Så er jo næsten nødt til også at lave en LEGO-føljeton, nu hvor denne oplagte mulighed foreligger. Måske bare lidt improviseret. Og sporadisk. Og uden second unit denne gang.)

Siden sidst…

…har jeg været på Roskilde og slå telt op med to veninder. Hvilket endte med at koste mig 6 timer af mit liv, en detour på 3 kilometer og det meste af huden på mine hæle, alt sammen takket være elendig kommunikation fra festivalens side. Så tak til dem. (Gør den kommentar mig til curlingforælder? Curlingperson?)

…følte jeg mig allerede den følgende aften nødsaget til at returnere til festivalpladsen med et nyt telt, eftersom det oprindelige ikke havde nogen barduner. Hvilket vi naturligvis først opdagede derude – efter kæmpeomvej og manglende hælhud. (Mig, to uger tidligere: ”Skal vi ikke lige tjekke teltet på forhånd?” Mine to veninder: ”Hahaha, hvor er du neurotisk, det er sikkert fint!”)

…har vi fejret 2 x 5-års fødselsdag i blæsevejr i gården. I år besluttede begge piger, at de helst selv ville pynte deres kager, hvilket var den ultimative dobbelt-win: De var glade og tilfredse, og moren slap for at skulle svede i køkkenet med at genskabe Slaget ved Hastings i sukkerprodukter. (Okay, ingen af mine børn har nogensinde ønsket sig normannernes indtog som fødselsdagstema, men der var noget Alvin-og-jordegernerne-LEGO-Minions-modellering oppe at vende, som jeg var svært tilfreds med at undslippe).

…har jeg raget et eller andet, der minder om sygdom, til mig. Samt ondt i ryggen, fordi jeg har en svag konstitution, som lukker helt ned efter to teltekspeditioner og en børnefødselsdag på en enkelt weekend. Så det passer bare skidegodt med, at vi skal fejre rigtig fødselsdag i morgen, med børnehavebesøg og det hele, inden jeg sent om aftenen tager på den festival, som er blevet lovet regnvejr af bibelske dimensioner. Tak for den, krop. Vi to skal nok få det hyggeligt sammen de næste par dage.

…har der været lidt ubeslutsomhed fra fødselsdagsbørnenes side vedrørende aftenmenuen, men eftersom det eneste, der lå helt fast, var desserten ”is med slik”, tror jeg sgu, vi går linen og kontoovertrækket ud og tager på Jensens Bøfhus. Fortids-Mie minder mig om, at jeg har svoret aldrig at sætte mine ben det sted. Nutids-Mie minder mig om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Lys i vinduet

Jeg kan egentlig godt lide traditioner. Men kramper samtidig over alt, der lugter af stolt patriotisme og heroiske krigsfortællinger (man har vel gået på KUA). Holder mig generelt fra nationale fejringer og følte mig temmelig malplaceret, dengang jeg optog en plads på et 4. maj-kollegie.

Men i julen døde min morfar – familiens modstandsmand. Og jeg har savnet ham mere, end jeg troede, jeg ville.

Så i aften gør vi det sgu.

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.

8. marts – et hurtigt overblik

Det er kvindernes internationale kampdag, og den slags forbigås ikke i tavshed her på domænet. Såeh, hvad skal vi snakke om?

Information annoncerer i dagens anledning SFs seneste krampetrækning: Forslag om 5000 skattefri kroner til mænd, der tager mere end 2 ugers barsel. Den lader vi lige stå lidt, mens jeg drømmer om at fortælle Pia Olsen Dyhr, at det ikke er skide progressivt eller for den sags skyld politisk korrekt at belønne mænd ekstraordinært for et stykke arbejde, man helt selvfølgeligt forventer af kvinder. Mie ikke imponeret.
Andetsteds i Information kan man finde en kronik af Karen Sjørup omhandlende kvinders reproduktion, også en tilbagevendende darling i kampdagsdækningen. Er ikke sikker på, at hverken jeg – eller lægevidenskaben – køber følgeslutningen om, at kvinder, der får foretaget aborter i 20’erne, er de samme, som senere i livet slås med infertilitet? Men gerne bedre daginstitutioner og mere barsel til mænderne. Jatak.

I Berlingske skriver den allestedsnærværende Girl Squad om, hvor farlige de er. Hvis nogen skulle have misset det. Der er ind i mellem nogle valide pointer om voldtægtskultur og shaming og alt det gejl, men hvor ville jeg ønske, at de ville slappe lidt af med, hvor fucking renegade de bare er i al deres reclaimede slut-subjektivitet – der kunne med fordel lånes noget god, gammelfeministisk strukturkritik fra Sjørups kronik (hun har nok til at undvære). Og så ville jeg VIRKELIG ønske, Nikita Klæstrup ikke afsluttede sin del med ordene “Mic drop. Klæstrup out.”

Hvor Tante Berlinger vist mener at have taget sin del af 8. marts-slæbet med Twerk Queen og entourage (bortset fra en leder om barselsligestilling, som vi naturligvis godt kan lide), så er Politiken selvsagt gået all in på kvindekamp. Der er Ibyen-guide til dagens arrangementer, en historisk gennemgang af 8. marts-forsider fra sidste år (hvor man med vanligt kulturradikalt selvhad beklager tidligere årtiers mandsdominerede udgivelser), hvilken-type-feminist-er-du-testen, diverse artikler og debatindlæg om alt fra ligeløn (yeah!) til giraffen Marius (wtf?) samt et kritisk postfeministisk blik på Anders And-universet, skrevet af en 11-årig (de starter fandme tidligt). Alt sammen rundet af med en leder, der anklager moderne feminisme for at drukne i identitespolitik og krænkelseskultur. Så er vi ligesom dækket ind.

Morgenfascisten Jyllands-Posten når vi desværre ikke i denne omgang, desværre. Til gengæld har yours truly i dagens ånd udskudt madlavningen og ignoreret børnene for at skrive dette indlæg færdigt.

Glædelig kampdag!

 

Han skal leve – med orgelakkompagnement

Det er mandag, gråt og 2 grader, og det ville være en skoddag, hvis ikke lige Sønberg i dag fyldte 8.

Mig: ”Hvilke 3 instrumenter vil du have i din sang?”
Sønneke: ”Tamburin, orgel og stortromme.”

Den store, lille breakdansende charmebøf er trasket i skole iført ny hættetrøje, nyt penalhus og 3 bakker flødeboller. I eftermiddag prøver jeg at slippe tidligt fra arbejde, så vi kan nå lidt alenetid, og i aften kommer hans moster til hygge og middag; fødselaren har bestilt (hakke)bøf bearnaise med pommes frites og hjemmebagte vafler med is og bærsauce til dessert.

Mor er stolt.