Ved du, hvad du skal?

(Hvis du bor i Københavnsområdet)

Skynde dig ind og se Tove Jansson-udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand!

Jeg har hele tiden haft planer om at se den, men i går gik det op for mig, at den lukker på søndag. Min weekend er helt booket op, så hvad gør man så? Man råber ”Carpe Diem”, ”Moritori te salutant”, benytter sig groft af, at mormor henter børn, og skynder sig til Gammel Strand på vej hjem fra arbejde.

Ugens bedste beslutning, I might add, for det er SÅ fin en udstilling, og den har givet mig stor respekt for Jansson som kunstner. Jeg vidste godt, at hun var en fantastisk tegner, men jeg vidste fx ikke, at Mumitroldene først eksisterede som avisstribe – en både poetisk og sjov en af slagsen. Man kan se en masse af de gamle skitser, bl.a. den her, som jeg helt forelskede mig i:

Sniff forsøger at overtale en protesterende Mumi til at blive berømt kunstner. Med baskerhue. Da Mumi nægter og pga. huen går ud over en klippeskrænt, konstaterer Sniff: “Sådan går det, når man ikke vil se virkeligheden i øjnene.”

 

Desuden var Jansson en dygtig maler, og en samling af hendes malerier er også udstillet. Fx det her selvportræt fra 1970’erne:

Der er et eller andet ved det, som siger mig, at Jansson havde selvironien i orden.

 

Og så er der alle hendes smukke, smukke tegninger og forskellige illustrationer og plakater (hun startede helt ung som grafiker) samt fotografier taget af hendes bror – alle 3 søskende i Jansson-familien endte som kreativt udøvende, ligesom deres kunstnerforældre.

Jeg overvejede at tage børnos med, men droppede det, fordi jeg gerne ville se udstillingen i fred, ro og eget tempo. Men der er faktisk et stort tegnelokale på øverste etage – Mumiskoven – hvor man sagtens kunne slippe ungerne løs, mens man selv tusser rundt og indånder magien (børn kommer forresten gratis ind). På samme etage vises også en dokumentar om Jansson, som jeg vil anbefale, man sætter tid af til – evt. mens børnene går bananas i tegneland:


Så: Løb! Skynd jer! Det er en af de fineste, sjoveste og mest rørende samlinger, jeg længe har set, snyd ikke dem selv for dette! Og prøv evt. at undgå de åbenlyse spidsbelastningstidspunkter, onsdag er deres sene dag, og da jeg gik derfra ved 17-tiden, havde der samlet sig en lang fyraftenskø foran billetsalget. Til gengæld forhindrede det mig i at købe mig fattig i Mumi-merchandise…

Min yndlingsfigur, Lille My. Folk har sagt, jeg ligner hende, og egentlig kan jeg godt se, hvad de mener.

Reklamer

Fra sygelejet

Det er forholdsvis skuffende, når man laver en aftale med sin krop om, at hvis man nu tager den ene sygedag, så stopper den til gengæld med at skabe sig – og den så bare bliver ved i dagevis, helt uden hensyntagen.

På min første hjemmedag nåede jeg faktisk at planlægge både støvsugning og noget arbejde. Min krop sagde nej tak. Og eftersom jeg alligevel er pissedårlig til at spille helt (gør mig bedst som martyr, det er knap så fysisk krævende), mindede jeg mig selv om, at en af fordelene ved at have et ikke udpræget fancy eller vigtigt eller ansvarsfuldt job må være, at man med god samvittighed kan føle sig helt og aldeles undværlig, mens man er syg. Enter dyne, sofa, søvn og Girls.

Med det resultat, at jeg allerede nu har opfyldt mit nytårsforsæt om at se alle sæsonerne. #goals! Så er spørgsmålet bare, hvad jeg skal lave resten af året.

Især nu, hvor jeg allerede savner den hippere, mere velformulerede og klart mere selvcentrerede version af min eget liv i start-20’erne. Neuroser, mænd, bristede illusioner und alles. Har primært brugt de sidste par dage på at pudse næse og overveje, om jeg skulle blive 25 igen og flytte til New York og gå i mønstrede mavebluser og tage en masse kokain. (Eller måske 24 igen. Da jeg var 25, var jeg gravid det meste af tiden, og jeg har hørt, det ikke går så godt med kokain).

Den tilsnottede eskapisme passede mig fint, som jeg lå der, delvist undskyldt af min egen manglende karriere og hyggeforargedes over Dunhams primadonnaagtige forhold til konceptet arbejde. (For helvede, hvilken normaltbegavet 25-årig uden alternative indtjeningsmuligheder ville nogensinde sige et velbetalt tekstforfatterjob med søde kollegaer op, fordi det ikke var ‘fint’ nok? Generation Y-entitlement har eddermaneme gjort noget ved vores jobforståelse!) På den ene side var jeg ved at brække mig over hendes og venindernes snotforkælede tilgang til livet – på den anden side drømte jeg mig tilbage til et tidspunkt, hvor mulighederne lå åbne. I hvert fald teoretisk.

Jeg burde fandeme have gjort noget mere ved skriveriet.

Kun overgået af en bumset trekkie foran George Takeis hus

Tegneserienørder vil vide, at der her i weekenden var Art Bubble-festival i Rundetårn. Anders And-nørder som undertegnede ved også, at the one and only Don Rosa gæstede festivalen og var programsat begge dage til signeringer ad libitum.

Sidst han (så vidt jeg ved) var i Danmark, var til en festival i Vanløse Kulturhus for rundt regnet 7 år siden. Dengang opdagede jeg det i allersidste øjeblik på festivalens sidste dag, smed eksamensbøgerne fra mig, tog toget til Vanløse, sneg mig ind på mit pressekort og drønede hen til signeringskøen, som netop var lukket. Så jeg smuttede lynhurtigt rundt om den stol, dilletanterne havde sat op som afspærring, og ankom som garanteret sidste mand foran bordet og mit store idol. En rar ældre mand med et glimt i øjet og som ved synet af mig udbrød “Oh, hello! I’ve been waiting all day for you, and there you are!”. Helt befippet fik jeg signeret mit medbragte album og en nyindkøbt særtryk-plakat, sagde noget dumt og gik rødmende derfra.

Denne gang nåede jeg at overveje, om jeg behøvede møde ham igen; strengt taget havde jo ikke noget liggende, der bare lå og ventede på en signering – fraregnet min venstre underarm, naturligvis, men at få hans autograf som tatovering var alligevel for weird, selv for mig. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg jo har ti års originale Anders And-blade med hans historier liggende i kælderen. Så efter at have brugt kun ti minutter søndag formiddag på at grave min favorithistorie frem (jeg huskede først årstallet forkert, men kunne til gengæld identificere layoutet som det fra relanceringen af Anders And & Co. i 1991, og ja, det er rystende nørdet), var jeg klar til festival.

Som endte med at blive en skuffelse.

Jeg er sikker på, at det er nogle flinke, oprigtige mennesker, der arrangerer det her (folk der elsker tegneserier må vel per definition være de gode). Men jeg synes faktisk, at det er grænsende til uforskammet først at sælge mig den dyre version af billetten, den som inkluderede foredrag og signeringer, ved indgangen. For derefter ved køen til Don Rosa at gøre mig opmærksom på, at man – surprise – skal have en separat kø-billet for at møde manden, og at de billetter – surprise – er udsolgt. Siden dagen før. Og afslutningsvis afvise mine protester over at betale ekstra for ingenting med ordene “der er jo masser af andre, der signerer”. Oh yes, men det virker lidt meningsløst at få dem til at signere mit Anders And-blad n’est pas? (Jeg kunne måske lige have nedladt mig til at købe et signeret Aida Nur-album af Sussi Bech, men hun var desværre ikke på sin stol, mens jeg var der.)

Og det var det. På facebook hed det sig, at ‘det burde man jo have vidst fra sidste gang’ – men sidste gang snød jeg mig jo ind til allersidst uden at ane, hvad der var gået forud?!
Så nu venter jeg tålmodigt på næste gang, så jeg kan få ført den der samtale med Don Rosa, jeg lissom havde nået at forestille mig… Hvor han blev så imponeret over, at jeg havde gemt det blad i alle de år, og jeg kunne fortælle ham, hvordan min kusine og jeg græd af grin, dengang vi læste hans historie højt for hinanden, og hvor stort et indtryk, han gjorde på mig som barn. Og hvor han i øvrigt kunne huske mig fra sidst. Ahem.

Nå, men der er også et glas rødvin og en virkelig verden, der kalder på mig. Måtte bare lige ud med det.

Værdighed (jordkloden på armbåndet havde ikke oprindeligt djævlehorn og fipskæg, btw).

Kostumerne var flotte og moderen tilfreds

Da jeg for snart 6 år siden sad og fedtede med min bachelor-opgave om børnelitteratur (ikke med noget mindeværdigt slutresultat btw, og censor og underviser var vist desværre ret enige om, at mine uvidenskabelige udredninger ikke ligefrem stod til at revolutionere forskningen i pigebøger), stødte jeg på diskussionen om, hvorvidt det er et kvalitetsstempel eller ej, at bøger til børn også tiltaler voksne. Altså, om ‘god’ litteratur for børn altid består af flere lag, som også giver de voksne muligheden for eftertanke og et godt grin. Eller om børnelitteratur simpelthen er god, når den appellerer til børn, og at voksnes kvalitetsparametre er komplet ligegyldige i den sammenhæng.

Jeg kom til at tænke på den diskussion, da Sønneke og jeg i går aftes var i Cirkus Summarum. Han havde glædet sig SÅ meget, men han var lidt træt, da vi tog af sted, og derfor ikke helt med på fællesdans og moderens begejstrede tilråb. Stadig interesseret og fascineret, men jeg nåede da lige at tænke, om han egentlig nød det lige så meget som mig…
For jeg syntes, at det var fantastisk børneunderholdning, storgrinede af Brunos halvhjertede forsøg på at klæde sig ud som Bamse for at score noget kage, vinkede begejstret tilbage til Kristian fra Ramasjangmysteriet, og var helt uhæmmet fan af Rasmus Bjerg som cirkusdirektøren Kaj. Kæft, han er god! Jeg ved ikke, om det bare siger mest om mit humorniveau eller mangel på samme (herregud, jeg har en blog, hvor jeg fotograferer legetøj og skriver tekst til…), men STOR anbefaling af Cirkus Summarum-showet fra mig!

Vi havde billige pladser på Big Band-tribunen, og jeg blev noget bekymret, da de udprintede billetter frejdigt lovede os “meget begrænset udsyn”. Men min frygt for, at vi havnede bag tubaen og en stolpe, blev gjort til skamme. Der var frit udsyn, manege og telt har en overskuelig størrelse, så vi følte os alligevel rimelig tæt på begivenhedernes gang; de medvirkende er gode til at optræde, danse og vinke hele raden rundt, og når man kun er lidt over en meter høj (min ledsager, forstås, ikke mig), så ser man altså bedre, når man sidder lidt til vejrs.

Så alt i alt var det en rigtig god oplevelse, trods træthed, middelmådige kyllingesandwiches og den kraftige aftershave på Hærdebred Mand foran mig. Og Sønneke gengav begejstret forestillingen for sit fædrene ophav, da vi kom hjem, så satser da på, at det ikke kun var mig, der så kvaliteten i showet.

"DA CAPO!"

“DA CAPO!”

Mesteren

Jeg beklager, men hovedet er tomt i aften, og jeg har ikke engang dårlig samvittighed. Har haft en hyggelig dag med fødselsdags-Sønneke og for en gangs skyld formået ikke at tænke på 1000 andre ting imens, heriblandt dagens blogindlæg. Og nu er der en sofa, et fjernsyn og et glas hvidvin med mit navn på (eller, det er der selvfølgelig ikke, selvom jeg måske godt kunne overveje at tage et par post-its til hjælp for at dæmme lidt op for miniskinkernes enerverende “MIN!”-fase).

I stedet vil jeg anbefale, at man googler ‘Gary Larson’ og så søger på ‘billeder’. Det er næsten det samme som at være her, eftersom jeg skylder ham alt, hvad jeg ved om et-billede-jokes…

Medmindre de rent faktisk bliver hevet med ud bagved og nakkeskudt?

Med tanke på hvordan ministerafsættelser foregår i nogle lande, kunne journalister og politikere så ikke lige skrue lidt ned for dramaet og droppe udsagn om, at Annette Vilhelmsen måske skal “lade livet” ligesom Morten Bødskov, der også “betalte den højeste pris”?

Det forekommer mig lettere usmageligt. Sagde sprogsippen.