Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Whole lotta huggin’ going on

I morges kom jeg til at tænke på et job, jeg engang havde. Og fik sådan lyst til at rejse tilbage i tiden og give 27-årige Mie et solidt knus og fortælle hende, at det ikke nødvendigvis var hende, der var elendig til sit arbejde, men måske bare hendes kollegaer, der var en blanding af smårøvede og selvoptagede, og at det faktisk overhovedet ikke er værd at kæmpe så desperat for et job, der indebærer daglige tudeture på toilettet.

Og nu vi er ved det, så skal 14-årige Mie også have et knus. Med besked om, at alting bliver bedre, så snart folkeskolen er overstået, at hun ikke er helt forkert på alle tænkelige måder, og at der findes masser af mennesker, der gerne vil være venner med hende. Hun møder dem bare først lige om lidt.

25-årige Mie skal heller ikke snydes for en krammer og oplysningen om, at graviditetsbetinget depression er en ganske almindelig ting og ikke nødvendigvis et tegn på, at man er ved at begå sit livs største fejltagelse. Det skal nok gå.

Og 31-årige Mie skal også have lidt kærlighed og forsikring om, at hun finder et arbejde. Og at hun ikke er et dårligt, dovent og udueligt menneske, fordi hun ikke har fundet det endnu. Virkelig, det skal nok gå.

Og 9-årige Mie skal have et knus og et kram. Og vide, at det er helt i orden ikke at være lige som de andre. Og at man ikke behøver at skamme sig over at være dårlig til gymnastik og god til at læse. Eller over at være tynd og bleg og have pandehår og den helt forkerte jakke. (Faktisk har jeg mest lyst til bare at blive og holde hende i hånden de næste 6 år.)

21-årige Mie skal også nurses lidt, og hun skal ikke være så ked af, at der ikke er styr på noget, for det skal der nok komme. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Og hun skal ikke være så ked af, at hun åbenbart er en magnet for røvhulsmænd, det skal nok ændre sig. Og mange år senere møder hun en af røvhulsmændene igen, som nok egentlig var mere umoden end et røvhul, og han siger: “Fedt nok, jeg troede ellers ikke, du ville klare den!” Klare den?

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg klarede det hele. Ikke i en håndevending, men det gik. Det går.

Andre, der trænger til et knus?

Hvad kan jeg blive? (Spørgerundesvar)

Den sure ville under spørgerunden gerne vide, hvilke overvejelser, der lå bag mit valg af uddannelse. Ovenpå en god, sund skoggerlatter, bliver dette mit svar:

Da jeg var 18 år, bestod min karriereplan af to punkter. Universitetet og chefredaktørposten på Wekeendavisen.
Studiemæssigt vaklede jeg mellem litteraturvidenskab, film- og medievidenskab og psykologi – men da jeg havde fundet det mere relevant at drikke øl, rende efter fyre og ellers ligge derhjemme og være deprimeret i majoriteten af min gymnasietid, var mit snit lidt over middel og slet ikke højt nok til alle prestigestudierne.
Min dansklærer, som også var min klasselærer og min studievejleder og samtidig en af de få lærere, der kunne lide mig (sandsynligvis fordi jeg var den eneste i min klasse, der elskede dansktimerne af en ærligt hjerte), foreslog, at jeg i stedet læste dansk. Så efter et års obligatorisk pædagogmedhjælperarbejde og almindelig lallen rundt, gjorde jeg det.

Faktisk har jeg altid haft en plan om, at jeg skulle ende ud som journalist, men at tage på Journalisthøjskolen var næsten for enkelt. Og jeg skulle jo på universitetet, skulle jeg. Hvilket jeg slet ikke var moden til.
Jeg havde set for mange amerikanske college-serier, og troede, at universitetet var noget med at læse alle klassikerne, komme med begavede betragtninger om Madame Bovary til nogle forelæsninger og så ellers valse rundt på campus i solen med alle ens nye venner. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle slide mig igennem lange uforståelige teorier om, hvorvidt forfatteren eksisterede eller ej eller nøjes med 8 timers undervisning om ugen på et hold fyldt med folk, der var noget ældre end mig og som skulle direkte hjem efter undervisning, fordi der kom blikkenslager.
I løbet af 3. semester fik jeg et fast studiejob som tjener, og da fyraftensøl sagde mig mere end Derridá, stod jeg ved slutningen af grunduddannelsen og skulle skrive to BA-opgaver i fag, jeg havde været til ca. to gange på et år. Stort set uden at have åbnet en bog. Så jeg frameldte mine eksamener, tog et års orlov, arbejdede noget mere som tjener og tog på højskole. Vendte tilbage til uni og slæbte mig lige akkurat igennem mit tilvalgsfag i medier og kultur. Og tænkte, at det altså var nu, hvis jeg skulle være det der journalist.

Så jeg startede på journalisthøjskolen, og selvom det sociale liv var fedt, så var undervisningen det ikke. Eller underviserne. Og jeg begyndte hurtigt – oh, the irony! – at savne universitetet.
Selvom jeg havde nogle søde medstuderende, led jeg desuden forfærdeligt af hjemve efter København, mine gamle venner og min nye kæreste, og jeg kunne slet ikke have det opskruede, kompetitive studiemiljø, der langsomt sneg sig ind omkring mig. Jeg kom fra et studie, hvor folk skulle være gymnasielærere eller bare elskede digte og befandt mig pludselig i noget, der mindede om en nyreligiøs sekt med en praktikplads på Jyllands-Posten som det absolutte nirvana. Samtidig lå mine forældre i skilsmisse, min kæreste havde en depression og jeg var ved at blive rykket midt over af deadlines, der skulle nås i toget mellem Århus og København.
Hvis jeg ikke allerede efter det første år var kommet frem til den konklusion, at journalisthøjskolen kunne rende mig, så stod det i hvert fald lysende klart, da jeg efter et halvt års sygeorlov dumpede førsteårsopgaven for anden gang – og samtidig opdagede, at jeg var gravid.

Så det blev dansk, og det blev jeg glad for. Hvis man ser bort fra mine tilbagevendende fortrydelser over ikke i stedet at være blevet læge, sociolog, Mellemøstekspert, fotograf, socialrådgiver – eller journalist – så er jeg glad for min uddannelse, og min gamle dansklærer havde ret i, at den passede godt til mig. Som arbejdsløs kunne jeg godt bande længe og ofte over, at jeg ikke havde taget en anden uddannelse, eller bare målrettet den lidt mere. Men dengang jeg startede, var der masser af jobs, og undervejs var der en masse andre ting, jeg var optaget af. Desuden regner jeg alligevel med at have et par år at løbe på, inden Anne Knudsen går på pension.

"Hvorfor jeg valgte serbiske dansestudier som mit hovedfag? Tjah, det virkede som en god idé i øjeblikket...jeg mener, det har hele tiden været en del af min nøje tilrettelagte plan mod at komme til samtale på dette job som chefredaktør for Weekendavisen!"

“Og således har mit sidefag i serbiske dansestudier og min overbygning i kvægholds pesticidophobning hele tiden været en del af min årelange og nøje tilrettelagte plan mod stillingen som chefredaktør for Weekendavisen!”

Pas

For ti år siden var jeg på højskole. For ti år siden vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle med mit liv. For ti år siden havde jeg ikke en kæreste og slet ikke nogen børn. For ti år siden var jeg i Israel og Palæstina, og derfor fik jeg lavet nyt pas inden, og det kom jeg pludselig i tanke om i sidste uge, for ti år er så længe, et pas gælder, og om en uge skal jeg udenlands, så pludselig fik jeg travlt.

Mig (småfebrilsk): “…og så skal jeg også have taget et billede, og jeg skal have lavet et nødpas, for det er vist for sent at forlænge det gamle, og jeg skal rejse om under 14 dage…”

Borgerservicemedarbejder (roligt og venligt): “Det er okay, jeg laver det bare til en hastesag, så får du det tilsendt i løbet af næste uge.”

Og det gjorde jeg, det kom i dag. Det er fint og nyt, jeg ligner ikke en tosse på billedet, og det skal fornys i 2025, hvilket føles som om meget længe. Mit gamle pas med alle stemplerne og underskrifterne og de indklæbede visa er gemt væk sammen med dets forgængere; jeg er på mit 5. pas nu. Sønneke er allerede på sit 2.

Kæft, hvor tiden altså flyver.

image

 

Ghost of school days past

Til endnu et kursus hos en anden anden aktør, lærte jeg i sidste uge, at det kan være fornuftigt at holde døren til sit mentale værksted lukket, når man træder ud i det offentlige rum – og samtidig bestemme på forhånd, hvad man tager med ud til andre. Altså skal alt, hvad der hedder karrieretvivl, specialebekymringer og personlige udviklingsprocesser holdes ude af både jobsøgning og familiefester, og man skal kun præsentere relevante og nøje udvalgte bidder af sit virke og sin person for såvel potentielle arbejdsgivere som Onkel Karin med de Tusind Velmente Input.
Det er et godt råd, faktisk. Jeg har også lært, at man skal huske at trække vejret, få kroppen med, indtage rummet og glæde sig over at være til stede.

Alt sammen nyttige lektioner, eftersom jeg endte med at beslutte mig for at tage med til den omstridte julefrokost…

Jajaja, jeg ved godt, at majoriteten af jer rådede mig til at lade være. Men jeg havde faktisk lyst, og så snakkede jeg med min meget kloge kusine, som har været i en tilsvarende situation, og som syntes, at jeg skulle tage med – hvis jeg havde lyst. Ikke for at få anerkendelse eller oprejsning, men for at give 14-årige Mie lidt heling ved at møde dem fra dengang med et åbent sind og et håb om at se noget positivt i dem. For at slå nogle spøgelser ihjel; nogle spøgelser, som ikke udelukkende er skabt af dem, jeg dengang gik i klasse med, men lige så meget af mine forældre, mine lærere og mit eget skæve sind.

Så jeg tog en masse dybe indåndinger her i weekenden, lukkede døren til værkstedet, iførte mig noget klædeligt og begav mig af sted. Eneste udfordring var faktisk, at enhver form for vejrtrækningsteknikker og mental lukken døre forudsætter en vis grad af psykisk selvkontrol. En selvkontrol, der rimelig meget går fløjten, i det øjeblik alkohol indtages.

Så nej, jeg skulle ikke drikke for meget, og jeg skulle i hvert fald ikke whine over at være arbejdsløs, og jeg skulle slet, slet, slet ikke begynde at blive fulde-(k)ærlig over for folk. Men meget kan man sige om min gamle folkeskoleklasse, de har trods alt forstået, at rigelige mængder sprut altid er befordrende for et selskab. Så efter at de første 100.000 shots var indtaget i festligt lag omkring køkkenøen, skyllet ned med rigelige mængder øl, 90’er-musik, en enkelt whisky og de sidste rester af min rygrad, var der ikke meget lukket dør over mig.
Til gengæld glædede jeg mig så rigeligt over at være til stede og indtog nok desværre også rummet en lille smule til den Shakira-sang, jeg har haft på hjernen de sidste to dage (uden helt at kunne huske, at vi hørte den, hvilket er en klar indikation på, at den er blevet spillet på et tidspunkt, hvor jeg har været fuld nok til at kaste mig ud i at danse. Og. Det. Er. Aldrig. Et. Kønt. Syn. Har også svage minder om Sir-Mix-A-Lot, så jeg ved desværre godt, hvilken slags dans, der har været på banen. Lord have mercy on my ass.)

Så specielt kontrolleret var jeg ikke, men det gjaldt vist for andre end mig i selskabet. Og som manden blev ved med at fortælle mig, mens jeg drunk-shamede mig selv hele søndagen: Det var åbenbart pissesjovt.

Ja, det var. Sgu.

På den ene side ville jeg gerne dele alle de indtryk, aftenen bød på (inden de forsvandt i en tåge af grøn Gajol og de forbudte trin, forstås), hvordan nogle havde ændret sig til det bedre, hvordan nogle måske i virkeligheden altid havde været ok, mærkelige forbindelser og sympatier, som jeg iagttog på kryds og tværs… Men det føles af en eller anden grund lidt for privat, så I må stille jer tilfredse med, at jeg faktisk havde en god aften.
Især, hvis vi kan lade som om, at alle de tilstedeværendes visuelle hukommelse er slettet i tidsrummet ca. 02.00-05.30. Eller bare imens Shakira var på.

"Okay, så alt, hvad du skal gøre, er at spise din risalamande og drikke lidt vin. Ikke blive for fuld. Ikke blive for ærlig. Ikke danse på bordene, ikke nasse smøger af alt og alle, når du selv er løbet tør. Ikke tabe værdigheden. Ikke blive for fuld... Hm, måske det virker bedre, hvis jeg laver det til en positiv liste... Kan allerede mærke, at det her går galt..."

“Okay, julefrokost! Alt, hvad du skal gøre, er at spise din risalamande, konversere og drikke lidt vin. Ikke blive for fuld. Ikke blive for ærlig. Ikke danse på bordene, ikke nasse smøger af alt og alle, når du selv er løbet tør. Ikke begynde at plapre. Ikke tabe værdigheden. Ikke blive for fuld… Åh, for fanden, hvem prøver jeg at narre?!!”

Kære Monopolet

Jeg har fået en invitation til julefrokost med min gamle folkeskoleklasse, og det har bragt mig i lidt af et dilemma.

Min folkeskoletid var det meste af tiden ikke specielt munter (chokerende nyhed, når man tænker på min forkærlighed for bøger og små legetøjstableauer, jeg ved det godt), og netop derfor har jeg et behov for et comeback – at vende tilbage som en kønnere, mere populær og helt klart mere cool version af mig selv (vi leger lige et øjeblik, at jeg rent faktisk er cool). Til vores 10-års jubilæum var jeg fire måneder henne med Sønneke, så selvom jeg har gjort min forbedrede jeg-entré før, så kunne jeg stadig godt tænke mig at prøve Gensyn med Forstaden med en cigaret i den ene hånd og en fadøl i den anden. Og den ro, det trods alt har givet mig at få børn.

Men pludselig forleden gik det op for mig, at det jo er fuldstændig grotesk at tage til en julefrokost, hvor jeg egentlig ikke gider se nogen af de tilstedeværende (okay, der er lige to, mine venner fra dengang, men vi er jo stadig gledet fra hinanden af en grund). Til 10-års jubilæet fik jeg nemlig bekræftet, at stort set alle fra min gamle klasse ikke sagde mig en hujende fis. Det, kombineret med at de fleste af dem i folkeskoletiden enten ignorerede mig eller bare var decideret røvhulsagtige, gør det fuldstændig meningsløst at fejre et fællesskab, som jeg aldrig har været en del af – hverken dengang eller nu.
Det virker helt forkert at tage hen og kindkysse og drikke snaps, og spørge, hvordan det går; som om det ikke betød noget, alle de gange jeg gik grædende hjem fra skole. Som om det ikke betød noget, at det tog mig det meste af gymnasiet at blive et nogenlunde normalt socialt fungerende menneske. Som om det ikke har plaget mit sind og mit selvværd og mit forhold til andre mennesker lige siden, at jeg i ti år fik at vide, at jeg ikke var god nok.

Jeg føler mig ikke inspireret til at lave en scene, for deres virkelighed er en anden end min. Men jeg er heller ikke interesseret i at give hele banden syndsforladelse med min blotte tilstedeværelse. Dybest set vil jeg bare med for at føle mig overlegen.
Men hvis jeg virkelig er så overlegen, hvorfor takkede jeg så ikke bare nej med det samme? Hvorfor overvejer jeg stadig at tage med?

IMG_8259

One night in Bangkok

En veninde sendte mig for nylig et syv år gammelt videoklip af hende og mig der sidder på en kantsten på Khao San Road klokken tidligt om morgenen i en kæmpe thai whisky-brandert og på skift suger af en heliumballon, mens vi fremfører en a capella-version af Yesterday.

Jeg begik den fejltagelse at se klippet på iPad’en, hvilket vil sige, at det nu ligger i medieafspilleren. Hvilket igen vil sige, at hver gang mine yngste har fået snitterne i elektronikken, kan jeg pludselig høre lyden af mig + veninde der tåge/musesynger os gennem Paul McCartneys evergreen, tilsat lidt tropisk trafikstøj i baggrunden. (Og skinkernes begejstrede “Det’ mor! Det’ mor!” i forgrunden.)

Og af en eller anden grund sker det altid, mens jeg er i gang med at lave aftensmad/ordne vasketøj/samle 1.873 stykker legetøj op fra gulvet. Som om man lige i den situation havde brug for at tænke lidt mere over, hvor tiden blev af.

Mig ved et busstoppested. Mens Soul Asylums Runaway Train spiller i baggrunden.

Synet af mig ved et busstoppested med en kuffert ville nok virke mindre foruroligende, hvis ikke Soul Asylums Runaway Train samtidig spillede i baggrunden.