One night in Bangkok

En veninde sendte mig for nylig et syv år gammelt videoklip af hende og mig der sidder på en kantsten på Khao San Road klokken tidligt om morgenen i en kæmpe thai whisky-brandert og på skift suger af en heliumballon, mens vi fremfører en a capella-version af Yesterday.

Jeg begik den fejltagelse at se klippet på iPad’en, hvilket vil sige, at det nu ligger i medieafspilleren. Hvilket igen vil sige, at hver gang mine yngste har fået snitterne i elektronikken, kan jeg pludselig høre lyden af mig + veninde der tåge/musesynger os gennem Paul McCartneys evergreen, tilsat lidt tropisk trafikstøj i baggrunden. (Og skinkernes begejstrede “Det’ mor! Det’ mor!” i forgrunden.)

Og af en eller anden grund sker det altid, mens jeg er i gang med at lave aftensmad/ordne vasketøj/samle 1.873 stykker legetøj op fra gulvet. Som om man lige i den situation havde brug for at tænke lidt mere over, hvor tiden blev af.

Mig ved et busstoppested. Mens Soul Asylums Runaway Train spiller i baggrunden.

Synet af mig ved et busstoppested med en kuffert ville nok virke mindre foruroligende, hvis ikke Soul Asylums Runaway Train samtidig spillede i baggrunden.

Reklamer

Inden for rækkevidde

Der var en gang, hvor jeg tænkte: “Hvis bare jeg får en sød kæreste, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

Derefter tænkte jeg: “Hvis bare jeg bliver færdig med min bachelor, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

Senere tænkte jeg: “Hvis bare den her fødsel holder op, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

“Hvis bare jeg får det studiejob”.

“Hvis bare jeg får en altan”.

“Hvis bare jeg får skrevet mit speciale”.

“Hvis bare de her tvillinger kommer sunde og raske ud”.

Senest har jeg brugt meget energi på at tænke: “Hvis bare jeg får et arbejde og et bedre sted at bo, vil jeg blive et bedre og lykkeligere menneske”.

Men her til aften har jeg valgt at sænke barren.
Hvis bare jeg bliver færdig med Moby-Dick, vil jeg helt sikkert blive et bedre og lykkeligere menneske.

Hver morgen, når José iførte sig falsk overskæg og poncho, tænkte han på den eneste, der havde opmuntret ham til at forfølge sin drøm om at blive gadegøgler: hans gamle mor. Måtte hun brænde op i helvede.

Hver morgen, når José iførte sig falsk overskæg og poncho, tænkte han på den eneste, der i sin tid havde opmuntret ham til at forfølge sin drøm om at blive gadegøgler: hans gamle mor. Måtte hun brænde op i helvede.

Stuck in speed bump city/where the only thing that’s pretty/is the thought of getting out

Jeg er inkarneret Roskilde-menneske, og det første år Los Mandos og jeg var kærester, skulle han naturligvis slæbes med til Dyrskuepladsens Lyksaligheder. Det var i 2007. Nogen, der husker det år? Det regnede en del. Og for første (og eneste) gang, var der hul i mit telt. Min kæreste har forresten astma. Og endte med at tage hjem torsdag aften, et par timer efter musikken startede, fordi han ikke længere kunne trække vejret for al fugten.

Siden har jeg fået festivaloplevelsen helt for mig selv.

Men så kom folk boy wonder Jake Bugg. Og så ville manden for en gangs skyld godt med en enkelt dag (kan også være, det er den voksende børneflok, der har gjort udslaget). Så bliver det omsider i år, at jeg får indfriet min store drøm om ham og mig, gående hånd i hånd henover festivalpladsen, i aftensolens stråler, draget mod musikken, glade og fulde og stadig lidt unge? Sikkert ikke, nu hvor jeg har jinxet det for hårdt, og vi i øvrigt har været syge på skift siden fredag. Men jeg glæder mig stadig.

Så selv om jeg ikke er lige så stor fan af klynkeindie som min (i øvrigt meget mandige) kæreste, så er jeg alligevel Jake Bugg tak skyldig. Og derudover er første linje i det her nummer jo en medalje værd i sig selv.

Men lære det skal de jo

Min mormor, må hun hvile i fred, var en temmelig sirlig og ret bestemt dame. Og – gætter jeg på – ikke typen, der lå søvnløs om natten og bekymrede sig om, hvorvidt hendes pædagogiske principper nu også var gode nok. Da min mor og mine mostre nåede den alder, hvor de skulle starte på fast føde og samtidig lære at spise selv, orkede min mormor efter eget udsagn ikke “det griseri”. Så til sundhedsplejerskens store bestyrtelse, fik de i stedet bare vælling. I en flaske. (Kan dog bevidne, at det i sidste ende lykkedes dem alle tre at lære at indtage føde ved egen hjælp).

For tiden sender jeg min mormor en kærlig tanke, hver gang jeg kravler rundt på alle fire og skrubber en skønsom blanding af leverpostej, avocado, sødmælk, udtværet rugbrød og div. kogte grøntsager af alle flader i en radius på 2,5 meter.

IMG_6084

Morgenhiphop

En lørdag aften, for noget der ligner 10 år siden (euwghh… føler mig pludselig oldgammel og alt det der…), til en fest hos min gode veninde, kom en pige pludselig hen til mig og sagde: “NU ved jeg, hvor jeg kender dig fra! Du går også på KUA, ikke? Det er dig, der sidder hver morgen i metroen med de der kæmpestore høretelefoner på!”

Det var det ganske rigtigt. Og det var denne her jeg hørte (næsten) hver morgen:

Kærlighed og Mørke – en fortælling om and

Jeg har det med at forelske mig i en bestemt ret; i første stadie jagter jeg den på restauranter og take-aways, indtil jeg i andet stadie indser, at jeg er nødt til selv at lære at lave den, hvis ikke min craving skal blive den sikre vej til økonomisk ruin. Jeg har haft en Butter Chicken-fase (var tre-fire gange på indisk restaurant, den måned min kæreste og jeg var i Sydøstasien, temmeligt tosset, når man tænker på al den gode thai-mad…), en Thai-Rød Karry-fase, en Sushi-fase og for nogle år tilbage havde jeg en Peking And-fase.

Første stadie i andefasen faldt sammen en ferie i Mexico, også kendt som Den Sidste Rygsækrejse Længe, da jeg på det tidspunkt var 2-3 måneder henne med vores første barn. Mexico kan varmt anbefales, masser af kultur, natur, flinke mennesker og rig mulighed for at øve sit pseudo-spanske. Men maden. Var ikke så spændende… Den er tung og desværre ret påvirket af amerikansk fast food-kultur. Så den billige street food er inferiøre hamburgesas, og så tamales, en slags fars i majsblade, som er udemærkede, men som man kan gå på flodhestejagt med, skulle der være nogen tilovers. Og på de almindelige cafeer og restauranter, som vi havde økonomi til at frekventere, er det tortillas, tortillas, tortillas til alt. Efter den første uge var vi dødtrætte af dem.

For en stakkels kvalmeramt og forstoppet gravid, var det solide mexicanske køkken ikke lige sagen. Så den sidste aften i Mexico City besluttede jeg, at vi skulle på kinesisk restaurant. Vi fandt et velrenommeret sted i vores Lonely Planet-bibel, og jeg bestilte selvfølgelig Peking And. Fadene kom på bordet, og jeg var glad. Indtil jeg lettede på låget til den lille bambusbeholder og, i stedet for de tynde, kinesiske hvedemelspandekager, fandt…tortillas! Kun min kæreste og en stor portion selvbeherskelse forhindrede mig i at bryde grædende sammen henover Hoi Sin-saucen. (Jeg overlevede dog, skulle nogen være i tvivl. Men jeg rørte ikke de forbandede tortillas). Og der gik lang tid, før jeg igen bestilte Peking And nogen steder.

I går nåede jeg så omsider til andet stadie i fasen, og lavede det selv. Eller, tæt på i hvert fald, for rigtig Peking And skal tilberedes ganske særligt og omhyggeligt, og vi brugte bare resterne fra Mortensanden. Kødet blev plukket/skåret/frynset i små stykker og stegt på en pande med en rest andefedt. Hertil agurk i stave og forårsløg i tynde ringe, RIGTIGE hvedemelspandekager og Hoi Sin-sauce, begge købt hos min lokale vietnamesiske købkvinde. Og det var GODT. Så nu er jeg parat til en ny forelskelse.

Mig og præsidenterne (og flydende ost)

I går var det første amerikanske præsidentvalg siden min gymnasietid, hvor jeg ikke var på arbejde. Under de sidste to valg har jeg haft jeg studiejob på Marriott Hotel, og vi (ja, ‘vi’, man var vel team player, engaged employee & walking the extra mile… Kors, hvor jeg dog hader amerikansk firmakultur…) holder altid ‘election night’, hvor der er amerikansk buffet(læs: alt det bedste fra junk food-verdenen), storskærme og øl, og den følgende morgen inviterer den amerikanske ambassade så til morgenmad for ministre og andre vigtigheder.

Ved valget i 2004 var vi alle målløse over, at Bush vandt, og senere kæmpede jeg med at servere en nogenlunde nærværende kop morgenkaffe for Anders Fogh, efter at have knoklet i 14 timer – blandt andet med at rydde hele festlokalet og derefter dække det op til morgenmad til 200 mennesker… Heldigvis var han også selv temmelig fraværende og nåede halvvejs ind i et formelt håndtryk, inden han lagde mærke til tjeneruniformen og kaffekanden i min hånd.

Ved valget i 2008 var jeg i 7. måned med mit første barn, og dermed for stor til at være i en tjeneruniform, og i det hele taget temmelig ubrugelig som tjener, så jeg trak garderobetjansen og gik tidligt hjem pga. ondt i ryggen. Jeg lå i min seng og så Obama vinde og hørte hans tale, der formåede at bevæge mig (trods mit almindelige had til politiske taler og al deres væsen af floskler og storladen patriotisme), mens min kæreste stadig slæbte ølkasser og stole blandt nedtrådt konfetti.

Nu er der så kommet tre børn til, siden sidste valg (allerede dèr tænker man FUCK! hvor tiden dog spæner afsted…). Og derfor arbejder hverken jeg eller min kæreste længere som fritidstjenere, med de tossede arbejdstider, det indebærer. Og vi kan heller ikke sidde oppe hele natten og se valg, hvis vi skal kunne overleve den følgende dag. Desværre. Det var faktisk en lidt flad fornemmelse ikke at holde valgaften, og jeg savnede på forhånd blå og røde badges (ikke tilladt kun at have den ene på som ansat!), kolde burgere og flydende ost (mmmhhh…flydende ost…) til aftensmad og nedkæmpelsen af en Budweiser kl. 10 den følgende morgen – bare fordi det hørte sig til.

Som fad kompensation købte jeg ind til burgere og almen klammo snacks, og min søn byggede og guffede for første gang en hel burger selv (og akkeja hvor tiden GÅR), og de voksne svinede sig selv til med import-øl og nachos og så lødige præsident-dokumentarer (tak, DR-netservice), og faldt i søvn på sofaen gik i seng inden optællingen var gået i gang. Og da jeg var oppe kl 3 og give sutten til den ene af mine døtre – jeg husker ikke hvem, det var mørkt og de er enæggede – skulle jeg lige tjekke nyhederne, og det så ud til, at Romney førte. Men som vi ved, vandt Obama. Heldigvis.

Der er ikke den store pointe med dette lange indlæg.

Måske at jeg for en gangs skyld er fuckerligeglad med, at medierne overeksponerer en begivenhed helt ude af proportioner. Fordi den begivenhed har haft en egen charme for mig, lige siden jeg i 2000 besluttede mig for at læse ALT i avisen om det amerikanske præsidentvalg. Eller faktisk lige siden jeg i 1988 så TV-avisen med min morfar, og sagde jeg heppede på Reagan, fordi jeg var for lille til at vide noget om valgperioder eller neoliberalisme. Min morfar heppede på Bush, god bless him.

Måske at det kan have en egen fornøjelse indimellem at binde sit liv op på fjerne, men tilbagevendende begivenheder, og forstå hvor uendeligt meget der kan ske på fire år, bare ved at huske, hvor man var sidst.

Næste gang der er præsidentvalg, tror jeg i hvert fald, at jeg inviterer nogen over. Og så skal vi helt sikkert have flydende ost.