Vil bare gerne vide, hvornår *jeg* får lov at diktere barselslovgivningen?

Mangler man lidt til blodtrykket, så er der noget at komme efter på Politikens debatsider, hvor en mand med en forholdsvis neandertalsk indstilling til barsel helst ikke vil kaldes neandertaler. Jeg har som en god pige holdt mig fra alle kommentarfelter, også på facebook (vi ved alle, at den tid, du bruger på en webdiskussion, er omvendt proportional med din samlede tro på menneskeheden og det rationelle argument), men tænker, at jeg til gengæld kan ryste galdeposen lidt herinde… Jeg bliver sgu så åndssvag af den barselsdiskussion – som vi stadigvæk har? I 2017 alligeveller?

En af mine personlige favoritter i dagens debat er argumentet om, at øremærket barsel til mænd jo risikerer at gå ud over barnet, der skal tidligere i institution, hvis far nu synes, det er sjovere at tage på job… Og når man ellers er kommet sig over chokket over, at børn åbenbart oplever konsekvenser af deres forældres valg og prioriteringer (OMG!!!), kunne man overveje, om detteher ikke lige præcis er makroversionen af den misforståelse, mange danske hjem lider under: Skal tingene gøres, er det primært mors ansvar. For vi kan da sandelig ikke holde mænd direkte ansvarlige for deres egne børns pasning…

Giv mig styrke.

Til gengæld har en vis Caroline Lillelund i sin kommentar formuleret lige det, jeg tænker, og derfor får hun det sidste ord, mens jeg går ud og tager noget beroligende:

Ligesom ferie, SU og pension bør barsel ud fra et ligestillingsperspektiv være en individuel rettighed for begge forældre. Det handler ikke blot om at sikre kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet (i fht. løn, pension og mulighed for avancementer) eller mænds ligestilling som forældre (i fht. forældremyndighed og samværsordninger ved samlivsbrud); det handler lige så meget om at sikre barnet størst mulig tilknytning til begge forældre og bedst mulige vilkår for forsørgelse barndommen ud.
Lovgivningen bør tage udgangspunkt i, at familiekonstallationen ofte falder sammen undervejs, mens det individuelle forældreskab er livslangt og forpligtende.”

“Godt, så vi er enige om, at vi skal have mindre barsel og mændene mere – for vores allesammens skyld, ikke mindst børnenes. Og for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed fremadrettet! Yes, så gør vi det!… Er I der? Jeg synes, I er blevet så stille deromme?…”

Reklamer

En slags kamptale

Det startede ellers godt.

Fik mirakuløst taget tematisk LEGO-billede mellem tandbørstning og råb i morges, og i løbet af dagen nåede jeg op på hele fem ideer til indlæg om kvinder og kamp (kan være det bliver en postfeministisk føljeton i stedet…)

Men som fagbevægelsen, der sejrede ad helvede til (godt), så har kvindernes indmarch og krav om ordentlig behandling på arbejdsmarkedet også haft den konsekvens, at der ikke er tid til demonstrationer og blogindlæg, når man skal på job. Og samtidig ikke har muligheden for at underbetale en hushjælp  til at hente børnene og lave aftensmad.

Så her er jeg, lidt træt og ret klar til for tredje aften i træk at falde i søvn til det samme afsnit af House of Cards. (Følte i øvrigt, at dette var en god krølle på kvindekampen, lige indtil jeg så, at Julia Lahme havde fået samme idé. Så jeg er altså både flad og uoriginal.)

Men derfor skal der naturligvis stadig uddeles lammere til dem, der mener, at fordeling af barsel er et privat anliggende. Og dem, der mener, at vi bare bør afskaffe kampdagen, og at cafe latte-feminister i Nordeuropa skal holde deres kæft, for dem i Subsaharask Afrika har det meget værre (Kvindernes Internationale Kampdag, for helvede!)

Jeg magter ikke udtrykket ‘søstersolidaritet’, jeg er ikke kommet frem til, hvad jeg mener om kvindekvoter. Og hvis jeg skal høre om ‘Patriarkatets magtstrukturer’ en gang til, brækker jeg mig på en Foucault-bog.

Men for fanden. Jeg synes stadig, at dagen i dag er en festdag. En dag, hvor vi fejrer alt det, der er opnået. Husker det, der mangler. Hjælper dem, der stadig trænger. Og får ændret de fucking barselsregler!

Glædelig 8. marts.

"Nå, det var det. Hvem vil med hen og diskutere kønskvoter i bestyrelser over en latte?"

“Nå, det var det. Hvem vil med hen og diskutere bestyrelsesposter over en latte?”

Begynder langsomt at se geopolitisk potentiale i bloggen

Nogen, der husker Ken Saro-Wiwa? Wikipedia fortæller mig, at han ville have haft fødselsdag i morgen, ligesom No Logo i sin tid fortalte mig, at Shell var medskyldige i hans død.

Så jeg kan godt lide, at nogen gider fortælle LEGO, at de ikke skal samarbejde med den slags firmaer, og at LEGO-figurer kan fortælle verden, at det godt kan lade sig gøre at presse store selskaber i den rigtige retning.

Hvid meningshavers byrde

Hvis der er noget, jeg hader, så er det, når jeg lyder som den frelste bøssefeminist, jeg helst ikke vil indrømme, jeg er. Nogle gange er det bare så svært at lade være. Som forleden til en familiemiddag, hvor en fælles latterliggørelse af hele miseren omkring Pippi-rullegardinet med de sorte børn, fik mig op på de post-marxistiske nagler endnu en gang.

For det mindede mig om, dengang jeg til en international konference hørte den danske forfatter Josefine Ottesen holde et oplæg om at blive oversat til andre sprog og de kulturelle forviklinger, det nogle gange medførte. Der var et eksempel med en grise-metafor, som var blevet ændret i den britiske udgave, og en børnebibliotekar fra Tingbjerg bød ind med en anekdote om, hvordan de lokale muslimer gerne vendte udstillede billedbøger med forsiden ind mod væggen, hvis bøgerne handlede om grise. Tilhørerne, som primært var danske bibliotekarer, grinede.
Ved siden af mig sad en amerikansk litteraturforsker som var både kvinde, sort, og alt andet end underholdt. Og jeg så pludselig scenariet udefra, med hendes øjne, hvilket fik alle os danskere til at virke komplet afstumpede i forhold til alle de udlændinge – fra blandt andet muslimske lande – der befandt sig til konferencen på den anden side af døren. Selvfølgelig fremstår det lidt fjollet at gå og vende børnebøger om på den måde, men det der virkede så forkert, var den indforståede latterliggørelse. Haha, se lige hvor åndssvage de er!

Jeg kan på den ene side godt se, at svenskerne da også bare er skidehysteriske, og hvad er det nu for noget pjat og så videre og så videre.
Samtidig ved jeg også, hvor træt jeg bliver af at høre på priviligerede hvide mænd fra den øvre middelklasse udbrede sig om, hvor uproblematisk et samfund vi lever i, og hvis nogen i øvrigt mener noget andet, så er det da bare fordi, de er nogle dovne/utaknemlige/hysteriske/feministiske skarn. (Ja, Ole Birk Olesen, jeg kigger på dig). Så hvordan er historien med gardinet anderledes? Selvfølgelig er det da uproblematisk for hvide mennesker, at billedet fremstiller to sorte børn agere tjenere for Pippi. Vi er sgu da ligeglade, haha! Men altså, nu er det så heller ikke vores børn, der skal vokse op med en meget lang hale af undertrykkelse og mindreværd slæbende efter sig, vel?

Jeg er ikke fan af hverken rullegardin-forbud eller facebook-storme og da slet ikke af at efterredigere et litterært (mester)værk til massernes tilfredsstillelse. Jeg mener bare, at det er for nemt at grine af andres sårede følelser, når man samtidig ikke behøver at forholde sig til, hvordan deres virkelighed ser ud.
Lige så lidt som jeg gider høre mænd kalde kvinder, der føler sig diskriminerede, for hysteriske, lige så lidt kan jeg tillade mig at pege fingre og grine hånligt af dem, som ikke synes om, at sorte blive fremstillet som tjenende ånder på rullegardiner. At underkende og latterliggøre andres synspunkter, bare fordi de afviger fra ens egen opfattelse af virkeligheden, er ren mobning (NB: undtagelsen herfra er naturligvis Ole Birk Olesens synspunkter, dem må jeg latterliggøre så meget det passer mig, uden at jeg af den grund bliver et ringere menneske); især når det bliver udført af en normdefinerende overmagt, hvilket – let’s face it – vi lyserøde mennesker jo egentlig går og er. Også de af os, der er kvinder. Og bøssefeminister.

"Kære Redaktør. Jeg forlanger, at I øjeblikkeligt begynder at bringe reportager om gule plastic-mennesker, da jeg ikke føler mig repræsenteret i jeres nuværende udgivelser. Bliver mine krav ikke mødt, vil det få alvorlige konsekvenser. Pizzaer, I ikke har bestilt, vil pludselig dukke op. Bindende abonnementer på Q og Antik & Auktion vil vælte ind ad jeres dør. Med truende hilsen, En Anonym."

“Kære Redaktør. Jeg forlanger, at I øjeblikkeligt begynder at bringe reportager om gule plastic-mennesker, da jeg ikke føler mig repræsenteret i jeres nuværende udgivelser. Bliver mine krav ikke mødt, vil det få alvorlige konsekvenser. Pizzaer, I ikke har bestilt, vil pludselig dukke op. Bindende abonnementer på Antik & Auktion og Magasinet Q vil komme væltende. Facebook-statusser vil helt sikkert blive delt. Med truende hilsen, En Anonym.”

Køn, kamp og LEGO

Det handler om både LEGO og feminisme, så jeg lige henlede opmærksomheden på Informations (oversatte!) artikel om de nye LEGO-videnskabskvinder, som forhåbentlig snart kommer i handelen (jeg ser straks en ‘mad female scientist’-føljeton for mig – “Beklager Sønneke, men det blev altså Laboratorie-Lise frem for Dødsstjernen denne jul!” ).

Historien har været oppe at vende før, men i artiklen ligger som bonus også to videoer, hvor seje Anita Sarkeesian fra bloggen Feminist Frequency (jaja, jeg namedropper, indrømmer blankt, at jeg ikke kendte kvindemennesket før jeg havde læst artiklen, men derfor er hun jo stadig sej!) gennemgår LEGOs mildest talt uheldige forhold til kønsroller på ganske underholdende vis. Klik ind og kik – det er lige til at blive lidt ligestillingssur over på sådan en almindelig onsdag eftermiddag.

…Og helt langt fra pointen med videoerne, så havde jeg da i øvrigt fuldstændig glemt Paradisa-hotellet! Som jeg vist også ganske ufeministisk ønskede mig en kort overgang… (nynner)“…se blot her, hvad der sker! Paradisa, paradisa, vi har bygget det her!…”
Ahem. Vi er alle kommercialismens slaver.

"Og hvordan fanden skal jeg så få denne her hjelm nedover min latterligt overdrevne hårpragt? Fuck det, jeg åbner et konditeri i stedet! Eller en dyrehandel! Er I så glade?"

“Og hvordan fanden skal jeg så lige få denne her dykkerhjelm nedover min latterligt overdrevne hårpragt?!! Fuck det, jeg åbner et konditori i stedet! Eller en dyrehandel! Er I så glade? Er I?!!”

 

Den pædagogiske eunuk

Når det kommer til opdragelse af drenge- og pigebørn, så skal der ikke meget til at få mig op på de marxistisk-feministiske barrikader. Her skal sandelig være lige adgang til kønsbelastet legetøj, her er ikke noget der hedder ‘drengeting’ og ‘pigefarver’. (Byggede et legekøkken til Sønneke i 2-års fødselsdagsgave, hvilket affødte følgende kommentar fra min ellers så progressive svigermor: “Skal han så også have et dukkehus?” Meget gerne! Og må jeg i øvrigt minde om, at din egen søn er noget så åbenbart kønspolitisk kontroversielt som kokkeuddannet? Nå, det var et sidespor…)

Så ankom miniskinkerne, og det lyserøde tøj kom snigende ind ad døren i form af fire kæmpe sække arvetøj fra en flink nabo uden helt samme svensker-indstilling til børnetøj som mig. Nåjaja, beggars can’t be choosers… Men næste pædagogiske benspænd opstår så i kraft af hele tvillingeaspektet: De er enæggede, skal jo for fanden behandles som to unikke individer og alt det der, og må endelig ikke gå ens klædt. Så hvad gør man, når H&M kun har to slags overtræksbukser: skrigende candyflosspink og grå med blå kant? (Og hvad i hede hule helvede sker der i øvrigt også lige for det?)

Som nedenstående billede med al tydelighed viser, så er jeg en langt bedre rødstrømpe end tvillingemor. Og når d’damer om mange år kommer med deres anklagende blikke og moderinducerede identitetsforstyrrelser, må jeg jo bare prøve at forklare dem, at lyserødt altså er meget værre. Og at de i det mindste havde forskellige jakker.

Jaja, skoene fandtes også kun i én pæn farve. So shoot me.

Jaja, skoene fandtes også kun i én pæn farve. So shoot me.

Jeg er forelsket

I Caitlin Moran (jaja, det er alle andre også, men JEG elsker hende mest). Havde godt fornemmet, at hun var min type, men blev endeligt overbevist, da jeg så hende på Diamanten i går. Vi passer bare så godt sammen! Hun kan f.eks. heller ikke lide ordet ‘søstersolidaritet’. Og mit hjerte hoppede en ekstra gang, da hun hev op i T-shirten, og formede en stor smilende mund af sit graviditetshærgede maveskind. Altså!

Havde jeg været lige så sej som hende, havde jeg minglet noget mere med de forlagsfolk, jeg kender lidt, og jeg var gået hen og havde sagt hej til Maren og Superheltemor. Men social amøbe som jeg er, stirrede jeg bare panikslagent rundt, greb mit gratis glas rødvin og stillede mig i kø til bogsigneringen. Og trådte mig selv over tæerne, mens jeg fortalte Caitlin mit navn.

Men inden jeg begynder at tappe blod til et fanbrev og planlægger, hvordan jeg bedst kommer på skudhold af præsidenten, skal hendes nyoversatte bog, Kunsten at være kvinde, have en stor og uforbeholden anbefaling med på vejen. (Ville egentlig have købt den på engelsk, men kunne ikke lade muligheden for en autograf og et hej gå min næse forbi. Så køber jeg den bare også på engelsk. Alt for hende). Læs den. Hun er selvudleverende, knivskarp og nuanceret. Og så er hun pissesjov – og jeg er normalt ret svær at stille tilfreds på den front.

Mit navn, skrevet af Caitlin Moran. Det endegyldige bevis på, at hun og jeg er evigt forbundne.

Mit navn, skrevet af Caitlin Moran. Det endegyldige bevis på, at hun og jeg er evigt forbundne.