Modblogging: Når folket bare vil have brød og rabatkoder

Tit og ofte er det eneste, der irriterer mig mere end random bloggere, deres hengivne læsere/følgere. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er som om ellers normalbegavede mennesker går full retardo, når de rammer et kommentarfelt…

Fx når der spørges til ALT på et givent billede. Hvor kan jeg købe din jakke/kjole/taske/halskæde? Elastikken i dit hår? Billedet bag dig? Maden du spiser? Colaen du drikker? Manden der går forbi udenfor? Lampen på stolen/stolen på tæppet/tæppet på gulvet/gulvet på huset/huset på bjerget – det er fucking LANGT ude i skoven!! Er I virkelig allesammen så desperate efter at finde noget at bruge penge på? Har set kommentarer, hvor folk i ramme alvor spørger til farver, børn maler med – seriøst? Farver?! Og hvis man ikke er i stand til selv at google sig frem til et par lyserøde sko med effin’ 3 Adidas-striber på, må man så overhovedet købe noget på nettet? Er alle, der kommenterer på Instagram, i virkeligheden 15-årige med et abnormt behov for at blive set og hørt af vildtfremmede? 

*dyb indånding*

Dernæst: er jeg den eneste, der gyser lidt indvendigt, når kommentarer under bloggeres sponsorerede indlæg lyder noget i retning af “Ih, du er bare SÅ god til at skrive sponsorerede indlæg! Elsker den måde, du gør dem personlige på – jeg opdagede næsten ikke, det var spons!”…? WhattheactualFUCK!!? Du, min ven, er lige blevet taget for hårdt i røven af konsumerismens forlængede arm – ovenikøbet lusket forklædt som din nye bedste veninde – og du vender dig guddødeme bagefter om og siger mange tak for oplevelsen? Du føler dig simpelthen ekstra værdsat og set som læser, når nogen bevidst manipulerer 2 ansigtscremer og en rejseforsikring hele vejen ned i halsen på dig, mens de twee-filosoferer over deres liv som sådan, og annoncørerne griner hele vejen til banken? Jeeeesus.

Selvfølgelig er det også bare lavt af mig at rante sådan mod andre mennesker, og er det virkelig noget at hidse sig op over, og har jeg ikke noget bedre at tage mig til, og jeg kunne bare lade være med at læse med *blinkesmiley* og husk at smile og have en god dagogblablabla. Nej. Fucking nej. For det handler om, at jeg grundlæggende er pissetræt af den massepsykose i vores kultur, der gør salg, reklame og forbrug til ophøjede nødvendigheder og influencere til vores tro væbnere i kampen for merkøb. Som om de og alle firmaerne i virkeligheden gør os en kæmpe tjeneste ved konstant at eksponere os for lort, vi ikke har brug for. Det er simpelthen så sygt.

Men folk vil åbenbart bedrages. Og virkelig gerne vide, hvor man kan købe de der farver.

 

 

Reklamer

Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?