Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?

Reklamer

Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Selvom en god torsdag jo heller ikke er en menneskeret

Hvis der er et udtryk, jeg hader, så er det ”nu er det jo ikke en menneskeret, at…”, når det i flæng bruges til at belære andre om, hvad de kan tillade sig at forvente af tilværelsen. Gerne af folk, der selv indtager en forholdsvis privilegeret position i samfundet, med både menneskerettigheder og materielle goder til hobe. Hyklerisk much?

(Fx er der altid politikere, der står klar til at fortælle kontanthjælpsmodtagere eller studerende, at en rimelig levestandard og en bolig i overkommelig nærhed af ens studie sandelig ikke er nogen menneskeret. Politikere med høje lønninger og gode boligforhold, vel at mærke. Som tror, at de, fordi de engang i tidernes morgen tilbragte 3-4 år på SU i et billigt forældrekøb, nu ved alt om, hvad en enlig mor i lejebolig bør have af krav til livet.)

Jeg er stor fortaler for proportioner og anerkendelse af egne privilegier. Og nej, det er ikke alt, der er en menneskeret. Langt fra, faktisk. Men på det retoriske plan er det netop derfor et dundrende non-argument (er ikke sikker på, det er den korrekte akademiske term, dog), fordi der er 117 ting i tilværelsen, der ikke falder under FN’s charter, og derfor har det ikke en skid at gøre med noget som helst.

Og på det menneskelige plan er det bare åbenlyst arrogant og uforskammet at tillade sig at dømme om, hvad andre må og ikke må ønske sig (har sågar hørt om barnløse, der har fået at vide, at ”nu er børn jo ikke en menneskeret” – av, for satan, altså!)

At noget ikke er en menneskeret florerer også en del i kommentarfelter; det er et lige skideirriterende forsøg på at lukke en diskussion ned, uden overhovedet at anerkende modpartens ståsted, hver gang det sker. Og sidst, den slags sved mig i øjnene, skrev jeg i ren frustration et modsvar, som jeg holdt for mig selv. Men her er det. Og man er hjertelig velkommen til selv at bruge det ved lejlighed:

“Der er mange ting, der ikke er en menneskeret, og som på globalt plan falder ind under luksusgoder, heriblandt en bekvemt beliggende bolig, rejser, et tilfredsstillende arbejde, pænt tøj, cafebesøg, en tur i Tivoli og for den sags skyld børn. Alligevel er det altsammen noget, mange mennesker ønsker sig – og med rette, for det er de ting, de fleste af os forbinder med det gode liv.
Og har man adgang til flere eller alle disse ting, har man sit på det tørre og i vid udstrækning det, man ønsker sig af livet. Så er det både uklædeligt og usmageligt at pege fingre af andre og indirekte anklage dem for at være forkælede eller forkert på den, alene fordi de ønsker sig det samme, som man selv har.
Selvom det ikke er en menneskeret.”

God torsdag.

Og så kan jeg passende fortryde det her, 10 sekunder efter at have trykket ‘udgiv’

Kom til at kommentere ovre hos Julia Lahme forleden. Og fordi jeg var småuenig i både hendes og resten af kommentarfeltets vinkel, fortrød jeg straks bagefter at have skrevet noget overhovedet. Ingen gider jo for helvede være hende der, der liige har en emsig mod-mening til det hele. Bliver man ikke spurgt, kan man altid holde kæft. Og sådan. Ville egentlig også have subkommenteret, at det ikke var meningen, det skulle lyde så spydigt, men har været i jævnt dårligt humør i disse dage (derfor man kommer til kaste lidt galde op på andres domæner, peut-être?) og kom ligesom fra det, og blogindlægs kommunikationsrum har nu engang en begrænset levetid.

Men altså. Indlægget, eller rettere kommentarfeltet, for det var sgu egentlig der, der som sædvanlig gik ‘godt brølt’ i den, ramte uforvarende lige ned i en af mine faste aggressioner. Som egentlig ikke har noget med hverken indlægget eller Lahme at gøre, men mere en mentalitet, jeg ikke bryder mig om. Og så kan jeg jo passende udbrede mig om den her:

Jeg synes, at det såkaldte opgør med perfektheden er noget opreklameret fis. I hvert fald på det niveau, mange bloggere (og facebook-bekendtskaber, ingen nævnt, ingen glemt) gør det, fordi det sjældent stikker dybere end at spise en romkugle til frokost eller at stikke sine unger en iPad. Uh-uh. Og så skal det gudhjælpeme samtidig italesættes som noget, der virkelig bryder med alle forældre-konventioner i et eller andet underligt krydsfelt mellem smertende bekendelse og junkfood som cool identitetsmarkør. Come on, alle serverer sguda frysepizza til aftensmad en gang imellem? Eller er for trætte til børnenes legeaftaler? Eller bare børnene i det hele taget? Det er da ikke engang kontroversielt at sige højt, det er bare livet?

En ting er, at jeg altid stønner indvendigt, når der sparkes (i mine øjne) åbne døre ind og derefter forventes applaus for samme. Men hvis den højeste form for skamfuld indrømmelse er, at vasketøjet hober sig op og børnene i øvrigt har set fjernsyn hele eftermiddagen med en Nutellamad i hånden, hvor placerer det så tilværelsens virkelige tvivl, skam og fortrædeligheder? “Men den slags hører hjemme i et helt andet forum.” Jomen. Sprog skaber virkelighed. Og hvis noget så ligegyldigt som frysepizzaer løbende skal italesættes som det, vi ikke taler højt om, så er der eddermaneme mange ting, der falder ind under den kategori.

Plus at det bare helt basalt pisser mig af, når nogen tror, de kan iscenesætte sig selv som renegade as fuck, fordi de stak deres barn en Kindersnitte og drak et halvt glas hvidvin. Woman, please! Det er simpelthen for ufarligt. Og i virkeligheden en underlig form for privilegieblindhed. Der er næppe nogen, der peger fingre, så længe du samtidig har en cand.something, det nyeste Ganni-print og en pose chia-frø i rygsækken. Kun mig.

Vil bare gerne vide, hvornår *jeg* får lov at diktere barselslovgivningen?

Mangler man lidt til blodtrykket, så er der noget at komme efter på Politikens debatsider, hvor en mand med en forholdsvis neandertalsk indstilling til barsel helst ikke vil kaldes neandertaler. Jeg har som en god pige holdt mig fra alle kommentarfelter, også på facebook (vi ved alle, at den tid, du bruger på en webdiskussion, er omvendt proportional med din samlede tro på menneskeheden og det rationelle argument), men tænker, at jeg til gengæld kan ryste galdeposen lidt herinde… Jeg bliver sgu så åndssvag af den barselsdiskussion – som vi stadigvæk har? I 2017 alligeveller?

En af mine personlige favoritter i dagens debat er argumentet om, at øremærket barsel til mænd jo risikerer at gå ud over barnet, der skal tidligere i institution, hvis far nu synes, det er sjovere at tage på job… Og når man ellers er kommet sig over chokket over, at børn åbenbart oplever konsekvenser af deres forældres valg og prioriteringer (OMG!!!), kunne man overveje, om detteher ikke lige præcis er makroversionen af den misforståelse, mange danske hjem lider under: Skal tingene gøres, er det primært mors ansvar. For vi kan da sandelig ikke holde mænd direkte ansvarlige for deres egne børns pasning…

Giv mig styrke.

Til gengæld har en vis Caroline Lillelund i sin kommentar formuleret lige det, jeg tænker, og derfor får hun det sidste ord, mens jeg går ud og tager noget beroligende:

”Ligesom ferie, SU og pension bør barsel ud fra et ligestillingsperspektiv være en individuel rettighed for begge forældre. Det handler ikke blot om at sikre kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet (i fht. løn, pension og mulighed for avancementer) eller mænds ligestilling som forældre (i fht. forældremyndighed og samværsordninger ved samlivsbrud); det handler lige så meget om at sikre barnet størst mulig tilknytning til begge forældre og bedst mulige vilkår for forsørgelse barndommen ud.
Lovgivningen bør tage udgangspunkt i, at familiekonstallationen ofte falder sammen undervejs, mens det individuelle forældreskab er livslangt og forpligtende.”

“Godt, så vi er enige om, at vi skal have mindre barsel og mændene mere – for vores allesammens skyld, ikke mindst børnenes. Og for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed fremadrettet! Yes, så gør vi det!… Er I der? Jeg synes, I er blevet så stille deromme?…”

Glædelig fucking mandag

Nogle gange ønsker jeg mig at være en totalanonym vredesblogger. Så jeg kunne få ordentligt afløb for al min galde.

Så jeg ikke behøvede at nøjes med at mumlebande til min mand og til møblerne, hver eneste fucking gang, jeg er ved at brække mig over, hvor snotdumme andre mennesker er. Og blogging, blogging er fandme det dummeste, fuck hvor ville jeg elske at hænge hele konceptet ud. Jeg brækker mig herfra og tilbage over alt det materialistiske lort, der pushes, over alle de hjernedødt ligegyldige læbestifte og ankelstøvler og svimlende kostbare brudekjoler og fucking mamorborde, der købes og sponsoreres og blandes op med lidt gajolvisdom, inden det hele sendes videre til de ukritiske masser, som bare aldrig før har hørt noget så rigtigt om børneopdragelse eller søstersolidaritet eller kimonoer sammensat med læderbukser. Hver gang nogen et sted i universet poster et indlæg om sponsoreret rugbrød eller en eller anden acai-pindemadsevent eller den hysterisk dyre frokost, de nød i solskinnet på en cafe kl 14, fordi det bare er sådan en herlig tilværelse at være professionel udstiller af egen indholdsløse tilværelse, har jeg lyst til at råbe: de har jo ikke noget fucking tøj på, vi har ikke noget tøj på, nogen af os. Og hver gang et kommentarfelt hylder ægtheden, fordi en blogger var lidt træt og en anden glemte at tage mascara på og en tredje spiste et kinderæg og en fjerde hældte mælken skævt på sit barns havregryn, midt i alle marmorbordene og tropeferierne og acaipindemadderne og de 17.000 filtrerede selfies, så man rigtig fornemmer sårbarheden og mennesket bag bloggen, har jeg lyst til at skyde hele internettet. Og bede folk om at læse nogle flere bøger (femikrimier og selvhjælp tæller ikke) og købe nogle færre sko.

Min mand siger, at jeg skal spy min galde på bloggen, at jeg skal lade være med at bekymre mig om, hvad andre tænker, at jeg skal lade ham og møblerne i fred og i stedet sprede min ægthedsvrede på eget domæne. Men jeg tør ikke. Nogen kunne jo tro, at jeg var den hadefulde type.

Og jeg kunne jo bare læse nogle flere bøger.

Der står ‘Fuck jer allesammen’ på indersiden af posen.

Aleppo

Så Aleppo er faldet. Og i går aftes græd jeg og opgav at skrive noget på forhånd, for jeg hader distanceempatisk bloggerlyrik med masser af punktummer for effekt, fordi tragedien bare på en eller anden måde lissom rammer mig så dybt lige nu, og alt det bræk om at kramme børnene lidt ekstra og sms’e noget nødhjælp og andet hashtagget hattedameri.
Jeg vil ikke ændre facebook-billede, hvad fuck skulle det hjælpe nogen. Når der sidder en stjernepsykopat i FN’s sikkerhedsråd og verdenssamfundet tilsyneladende ikke har noget tungtvejende problem med at lade ham komme sin diktator-kammersjuk til hjælp med at bombe den syriske befolkning tilbage til yngre stenalder og henrette civile i gaderne.
Jeg er blevet snydt af alle de voksne, der fortalte mig, at Holocaust og Rwanda og Srebrenica kun kunne ske, fordi verdenssamfundet ikke greb ind – underforstået: den slags gør vi ikke mere. Men det gør vi så. For handelsaftaler er vigtigere end menneskeliv, og Saudi-Arabien kan sgu da også lige få en high-five med på vejen.
Og Aleppo er faldet, og det hele har været nytteløst. Al den død og ødelæggelse, i sidste ende vandt den fesne øjenlæge med de skjulte diktatorgener alligevel. Der er ingen morale, ingen lykkelig slutning, vi har ikke lært en skid.

(Men doner nogle penge alligevel, det er nok det eneste, der nytter.)