Selvom en god torsdag jo heller ikke er en menneskeret

Hvis der er et udtryk, jeg hader, så er det ”nu er det jo ikke en menneskeret, at…”, når det i flæng bruges til at belære andre om, hvad de kan tillade sig at forvente af tilværelsen. Gerne af folk, der selv indtager en forholdsvis privilegeret position i samfundet, med både menneskerettigheder og materielle goder til hobe. Hyklerisk much?

(Fx er der altid politikere, der står klar til at fortælle kontanthjælpsmodtagere eller studerende, at en rimelig levestandard og en bolig i overkommelig nærhed af ens studie sandelig ikke er nogen menneskeret. Politikere med høje lønninger og gode boligforhold, vel at mærke. Som tror, at de, fordi de engang i tidernes morgen tilbragte 3-4 år på SU i et billigt forældrekøb, nu ved alt om, hvad en enlig mor i lejebolig bør have af krav til livet.)

Jeg er stor fortaler for proportioner og anerkendelse af egne privilegier. Og nej, det er ikke alt, der er en menneskeret. Langt fra, faktisk. Men på det retoriske plan er det netop derfor et dundrende non-argument (er ikke sikker på, det er den korrekte akademiske term, dog), fordi der er 117 ting i tilværelsen, der ikke falder under FN’s charter, og derfor har det ikke en skid at gøre med noget som helst.

Og på det menneskelige plan er det bare åbenlyst arrogant og uforskammet at tillade sig at dømme om, hvad andre må og ikke må ønske sig (har sågar hørt om barnløse, der har fået at vide, at ”nu er børn jo ikke en menneskeret” – av, for satan, altså!)

At noget ikke er en menneskeret florerer også en del i kommentarfelter; det er et lige skideirriterende forsøg på at lukke en diskussion ned, uden overhovedet at anerkende modpartens ståsted, hver gang det sker. Og sidst, den slags sved mig i øjnene, skrev jeg i ren frustration et modsvar, som jeg holdt for mig selv. Men her er det. Og man er hjertelig velkommen til selv at bruge det ved lejlighed:

“Der er mange ting, der ikke er en menneskeret, og som på globalt plan falder ind under luksusgoder, heriblandt en bekvemt beliggende bolig, rejser, et tilfredsstillende arbejde, pænt tøj, cafebesøg, en tur i Tivoli og for den sags skyld børn. Alligevel er det altsammen noget, mange mennesker ønsker sig – og med rette, for det er de ting, de fleste af os forbinder med det gode liv.
Og har man adgang til flere eller alle disse ting, har man sit på det tørre og i vid udstrækning det, man ønsker sig af livet. Så er det både uklædeligt og usmageligt at pege fingre af andre og indirekte anklage dem for at være forkælede eller forkert på den, alene fordi de ønsker sig det samme, som man selv har.
Selvom det ikke er en menneskeret.”

God torsdag.

Reklamer

Og så kan jeg passende fortryde det her, 10 sekunder efter at have trykket ‘udgiv’

Kom til at kommentere ovre hos Julia Lahme forleden. Og fordi jeg var småuenig i både hendes og resten af kommentarfeltets vinkel, fortrød jeg straks bagefter at have skrevet noget overhovedet. Ingen gider jo for helvede være hende der, der liige har en emsig mod-mening til det hele. Bliver man ikke spurgt, kan man altid holde kæft. Og sådan. Ville egentlig også have subkommenteret, at det ikke var meningen, det skulle lyde så spydigt, men har været i jævnt dårligt humør i disse dage (derfor man kommer til kaste lidt galde op på andres domæner, peut-être?) og kom ligesom fra det, og blogindlægs kommunikationsrum har nu engang en begrænset levetid.

Men altså. Indlægget, eller rettere kommentarfeltet, for det var sgu egentlig der, der som sædvanlig gik ‘godt brølt’ i den, ramte uforvarende lige ned i en af mine faste aggressioner. Som egentlig ikke har noget med hverken indlægget eller Lahme at gøre, men mere en mentalitet, jeg ikke bryder mig om. Og så kan jeg jo passende udbrede mig om den her:

Jeg synes, at det såkaldte opgør med perfektheden er noget opreklameret fis. I hvert fald på det niveau, mange bloggere (og facebook-bekendtskaber, ingen nævnt, ingen glemt) gør det, fordi det sjældent stikker dybere end at spise en romkugle til frokost eller at stikke sine unger en iPad. Uh-uh. Og så skal det gudhjælpeme samtidig italesættes som noget, der virkelig bryder med alle forældre-konventioner i et eller andet underligt krydsfelt mellem smertende bekendelse og junkfood som cool identitetsmarkør. Come on, alle serverer sguda frysepizza til aftensmad en gang imellem? Eller er for trætte til børnenes legeaftaler? Eller bare børnene i det hele taget? Det er da ikke engang kontroversielt at sige højt, det er bare livet?

En ting er, at jeg altid stønner indvendigt, når der sparkes (i mine øjne) åbne døre ind og derefter forventes applaus for samme. Men hvis den højeste form for skamfuld indrømmelse er, at vasketøjet hober sig op og børnene i øvrigt har set fjernsyn hele eftermiddagen med en Nutellamad i hånden, hvor placerer det så tilværelsens virkelige tvivl, skam og fortrædeligheder? “Men den slags hører hjemme i et helt andet forum.” Jomen. Sprog skaber virkelighed. Og hvis noget så ligegyldigt som frysepizzaer løbende skal italesættes som det, vi ikke taler højt om, så er der eddermaneme mange ting, der falder ind under den kategori.

Plus at det bare helt basalt pisser mig af, når nogen tror, de kan iscenesætte sig selv som renegade as fuck, fordi de stak deres barn en Kindersnitte og drak et halvt glas hvidvin. Woman, please! Det er simpelthen for ufarligt. Og i virkeligheden en underlig form for privilegieblindhed. Der er næppe nogen, der peger fingre, så længe du samtidig har en cand.something, det nyeste Ganni-print og en pose chia-frø i rygsækken. Kun mig.

Vil bare gerne vide, hvornår *jeg* får lov at diktere barselslovgivningen?

Mangler man lidt til blodtrykket, så er der noget at komme efter på Politikens debatsider, hvor en mand med en forholdsvis neandertalsk indstilling til barsel helst ikke vil kaldes neandertaler. Jeg har som en god pige holdt mig fra alle kommentarfelter, også på facebook (vi ved alle, at den tid, du bruger på en webdiskussion, er omvendt proportional med din samlede tro på menneskeheden og det rationelle argument), men tænker, at jeg til gengæld kan ryste galdeposen lidt herinde… Jeg bliver sgu så åndssvag af den barselsdiskussion – som vi stadigvæk har? I 2017 alligeveller?

En af mine personlige favoritter i dagens debat er argumentet om, at øremærket barsel til mænd jo risikerer at gå ud over barnet, der skal tidligere i institution, hvis far nu synes, det er sjovere at tage på job… Og når man ellers er kommet sig over chokket over, at børn åbenbart oplever konsekvenser af deres forældres valg og prioriteringer (OMG!!!), kunne man overveje, om detteher ikke lige præcis er makroversionen af den misforståelse, mange danske hjem lider under: Skal tingene gøres, er det primært mors ansvar. For vi kan da sandelig ikke holde mænd direkte ansvarlige for deres egne børns pasning…

Giv mig styrke.

Til gengæld har en vis Caroline Lillelund i sin kommentar formuleret lige det, jeg tænker, og derfor får hun det sidste ord, mens jeg går ud og tager noget beroligende:

Ligesom ferie, SU og pension bør barsel ud fra et ligestillingsperspektiv være en individuel rettighed for begge forældre. Det handler ikke blot om at sikre kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet (i fht. løn, pension og mulighed for avancementer) eller mænds ligestilling som forældre (i fht. forældremyndighed og samværsordninger ved samlivsbrud); det handler lige så meget om at sikre barnet størst mulig tilknytning til begge forældre og bedst mulige vilkår for forsørgelse barndommen ud.
Lovgivningen bør tage udgangspunkt i, at familiekonstallationen ofte falder sammen undervejs, mens det individuelle forældreskab er livslangt og forpligtende.”

“Godt, så vi er enige om, at vi skal have mindre barsel og mændene mere – for vores allesammens skyld, ikke mindst børnenes. Og for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed fremadrettet! Yes, så gør vi det!… Er I der? Jeg synes, I er blevet så stille deromme?…”

Glædelig fucking mandag

Nogle gange ønsker jeg mig at være en totalanonym vredesblogger. Så jeg kunne få ordentligt afløb for al min galde.

Så jeg ikke behøvede at nøjes med at mumlebande til min mand og til møblerne, hver eneste fucking gang, jeg er ved at brække mig over, hvor snotdumme andre mennesker er. Og blogging, blogging er fandme det dummeste, fuck hvor ville jeg elske at hænge hele konceptet ud. Jeg brækker mig herfra og tilbage over alt det materialistiske lort, der pushes, over alle de hjernedødt ligegyldige læbestifte og ankelstøvler og svimlende kostbare brudekjoler og fucking mamorborde, der købes og sponsoreres og blandes op med lidt gajolvisdom, inden det hele sendes videre til de ukritiske masser, som bare aldrig før har hørt noget så rigtigt om børneopdragelse eller søstersolidaritet eller kimonoer sammensat med læderbukser. Hver gang nogen et sted i universet poster et indlæg om sponsoreret rugbrød eller en eller anden acai-pindemadsevent eller den hysterisk dyre frokost, de nød i solskinnet på en cafe kl 14, fordi det bare er sådan en herlig tilværelse at være professionel udstiller af egen indholdsløse tilværelse, har jeg lyst til at råbe: de har jo ikke noget fucking tøj på, vi har ikke noget tøj på, nogen af os. Og hver gang et kommentarfelt hylder ægtheden, fordi en blogger var lidt træt og en anden glemte at tage mascara på og en tredje spiste et kinderæg og en fjerde hældte mælken skævt på sit barns havregryn, midt i alle marmorbordene og tropeferierne og acaipindemadderne og de 17.000 filtrerede selfies, så man rigtig fornemmer sårbarheden og mennesket bag bloggen, har jeg lyst til at skyde hele internettet. Og bede folk om at læse nogle flere bøger (femikrimier og selvhjælp tæller ikke) og købe nogle færre sko.

Min mand siger, at jeg skal spy min galde på bloggen, at jeg skal lade være med at bekymre mig om, hvad andre tænker, at jeg skal lade ham og møblerne i fred og i stedet sprede min ægthedsvrede på eget domæne. Men jeg tør ikke. Nogen kunne jo tro, at jeg var den hadefulde type.

Og jeg kunne jo bare læse nogle flere bøger.

Der står 'Fuck jer allesammen' på indersiden.

Der står ‘Fuck jer allesammen’ på indersiden af posen.

Aleppo

Så Aleppo er faldet. Og i går aftes græd jeg og opgav at skrive noget på forhånd, for jeg hader distanceempatisk bloggerlyrik med masser af punktummer for effekt, fordi tragedien bare på en eller anden måde lissom rammer mig så dybt lige nu, og alt det bræk om at kramme børnene lidt ekstra og sms’e noget nødhjælp og andet hashtagget hattedameri.
Jeg vil ikke ændre facebook-billede, hvad fuck skulle det hjælpe nogen. Når der sidder en stjernepsykopat i FN’s sikkerhedsråd og verdenssamfundet tilsyneladende ikke har noget tungtvejende problem med at lade ham komme sin diktator-kammersjuk til hjælp med at bombe den syriske befolkning tilbage til yngre stenalder og henrette civile i gaderne.
Jeg er blevet snydt af alle de voksne, der fortalte mig, at Holocaust og Rwanda og Srebrenica kun kunne ske, fordi verdenssamfundet ikke greb ind – underforstået: den slags gør vi ikke mere. Men det gør vi så. For handelsaftaler er vigtigere end menneskeliv, og Saudi-Arabien kan sgu da også lige få en high-five med på vejen.
Og Aleppo er faldet, og det hele har været nytteløst. Al den død og ødelæggelse, i sidste ende vandt den fesne øjenlæge med de skjulte diktatorgener alligevel. Der er ingen morale, ingen lykkelig slutning, vi har ikke lært en skid.

(Men doner nogle penge alligevel, det er nok det eneste, der nytter.)

At føle og at mene

Forleden skrev Blogsbjerg om Etisk Råds uenighed om, hvorvidt fosterreduktion ved tvillingegraviditet skal være en mulighed indtil 12. uge. Havde faktisk tænkt på at skrive et indlæg om det for et par uger siden, og føler mig nu igen kaldet til at smide noget mening i puljen:

Jeg vil som regel gerne se en sag fra flere sider, og jeg anerkender fuldt ud, at andre ser verden anderledes end mig og samtidig er i deres gode ret til det. Pisserummelig og rationel er jeg, med andre ord.

Men i denne her diskussion kan jeg ikke se ud over, at jeg selv er tvillingemor. Og den måde, det at få tvillinger bliver italesat i denne her debat, rammer mig lige i hjertet. Jeg bliver ked af det, når jeg på nettet ser nogle bruge som argument, hvor umenneskelig hårdt, det er at have tvillinger, hvor meget det vil gå ud over eventuelle andre børn. Og at folk derfor er i deres gode ret til at vælge det fra, for det kan man nærmest ikke byde nogen. (Hver gang skrevet af nogle, som ikke selv har tvillinger, hvilket øjeblikkeligt giver mig lyst til at råbe: “Hvad fanden ved I overhovedet om det?!”)

På samme måde som det altid stikker i mit hjerte, hvis nogen omkring mig højlydt giver udtryk for, at de i hvert fald håber, de IKKE får tvillinger, og korser sig alene ved tanken. Selvfølgelig har jeg forståelse for, at tvillinger ikke er øverst på ønskelisten, hvis man er enlig mor eller har 4 børn i forvejen, men det er voldsomt sårende, når venner eller bekendte, som har både hænderne og ressourcerne, opfører sig som om 2 babyer på én gang er det absolut værste, der kunne ske for dem. Excusez-moi, men det er altså mine børn, du lige har sammenlignet med et færdselsuheld?!

Som en skrev i kommentarfeltet hos Blogsbjerg, så giver diskussionen ondt i maven, fordi tvillinger bliver italesat som noget forkert og problematisk; jeg føler, at mine børn bliver sygeliggjort helt uden grund.

Pludselig forstår jeg bare en snert af det, indædte abortmodstandere og forældre til børn med Downs syndrom oplever. Jeg forstår lidt af den vrede og sorg, de må føle, når de bliver konfronteret med omverdenens generelle holdning til fri abort, og jeg får lyst til at messe “børn er en gave – altid en gave”. Til trods for, at jeg er tilhænger af fri abort, til trods for, at jeg tror på frivilligt forælderskab, og til trods for, at jeg er verdens største underskudsmor. Det er ikke Spelt-Moder Jord, der taler her, jeg har altid syntes, at livet med børn er lidt af en prøvelse. Jeg mener bare ikke, at tvillinger gør det til en større prøvelse end så meget andet.

Det er ikke fordi, det ikke er hårdt med 2 babyer, gu’ fanden er det det. Men det er og bliver en fase. Og jeg er helt med på, at der er familier, for hvem tvillinger vil være en uoverkommelig opgave, men så er vi ude i særtilfælde. Det er anskuelsen af tvillinger som et problem i sig selv, jeg finder både urimelig og sårende.

Etisk Råds imod-gruppe skelner mellem fravalg af moderskab og fravalg af det enkelte barn, hvor respekten for fosterets liv i sidstnævnte tilfælde vægtes højere end moderens frie valg. Efter nøje overvejelse tror jeg, jeg er enig. Og bliver så igen udfordret på spørgsmålet om de enlige mødre og forældre med diagnosebørn. Som Linda har jeg det topfint med, at det ikke bliver mig, der skal tage beslutningen, men for én gangs skyld i mit liv må jeg sige, at jeg er enig med Lillian Bondo.

Og ellers erklære mig helt og aldeles inhabil.

Ikke i mit navn, tak

Vi kender allesammen de der nederen typer i klassen, der først kaldte nogen ‘dumme svin’, og derefter sagde, at det bare var for sjov, ikke? Eller dem, der konsekvent afslutter en skriftlig sviner med en blinke-smiley? Humor, ikke?

Jeg kan godt lide humor, jeg anser mig selv for at være et humoristisk menneske. (Hvis man ellers kan sige det, uden at lyde som en Hudibras-abonnent). Jeg går ind for humor. Jeg tror på humor.

Og når Marlene Harpsøe på DF’s årsmøde siger, at flygtninge kan få et par kondisko og gå hjem igen, og Kristian Thulesen Dahl (bort)forklarer det med, at det var en humoristisk bemærkning, så føler jeg, at jeg i humorens navn omgående må tage afstand fra den slags udtalelser.

Kære DF, det er ikke sådan, jeg tolker og efterlever humor. Det er ikke sådan, jeg forstår humor, det er ikke sådan, langt de fleste mennesker forstår humor. Det er ikke ægte humor, eftersom ægte humor rent faktisk er sjov. Det, I lige nu udøver, er decideret misbrug af humor – stop venligst med det.

Dumme svin. (*blinke-smiley*)