Så overarbejdende lønmodtagere, foren jer! I har kun jeres lænker at miste!

Karoline skrev et ræddi godt 8. marts-indlæg om, hvorfor det var alle mødrene, der gik på deltid? Og flere skrev i kommentarfeltet, at så hang tingene bedre sammen i en stresset hverdag, og som oftest var det kvinderne, der gerne ville arbejde mindre. Men som andre også meget rigtigt påpegede, så kan deltidsarbejde til mor hurtigt blive den individuelle løsning på et strukturelt problem (ligesom hjemmepasning, som jeg også nok skal harcelere over ved lejlighed). Og hvad er der så i vejen med individuelle løsninger på strukturelle problemer? To ting:

  1. De er usolidariske
  2. De løser ikke problemet

(Der er helt sikkert flere og mere sofistikerede problemer knyttet til, men jeg har ikke læst sociologi, så bær lige over).

Hvis vi nu antager, hvad alle med børn og arbejde ved, nemlig at der ikke findes nok timer i døgnet til at passe både job, rengøring, indkøb, tøjvask, madlavning, børn og partner – plus alle jokerne som anskaffelse af nye vinterstøvler, forældremøder, fastelavnsudklædning, legegruppe, tandlægeaftaler og den skotøjsæske, dit barn skulle have haft med til et tværfagligt projekt i forgårs (beklager på forhånd den bias, der måtte ligge i eksemplerne … *ahem*) – hvad ville så være den logiske løsning?

At vi allesammen arbejdede lidt mindre.

Alt tyder på, at i hvert fald den kategori af selvadministrerende kontornussere, som jeg tilhører, ville kunne nå det samme på en 30 timers arbejdsuge. Og de, der ikke falder under den selvadministrerende kontornusserkategori, de kunne fx få et par ekstra kollegaer (og jo, det er der helt sikkert penge til et eller andet sted).

Jeg har ikke det fjerneste begreb om samfundsøkonomi, så aner ikke, hvordan regnestykket ser ud og kan kun påpege, hvad andre har sagt: Med al den effektivisering, der er sket på arbejdsmarkedet inden for de sidste 50 år, burde vi have mere fritid. De sidste arbejdsugeforhandlinger, med de nuværende 37 timer som resultat, var i 1987. Hvilket betyder, at det er hele 32 år siden, at vi sidst har haft en regulering af den ugentlige arbejdstid (og det er faktisk tæt på rekord, kun overgået af de 38 år, det tog fra 1920 til 1958 at få arbejdsugen forhandlet fra 48 til 47 timer). Seføli er endemålet ikke det absolutte nulpunkt; 37 timer er bare ikke skrevet på stentavler, og i de nævnte 32 år er der samtidig sket en digitalisering af arbejdsmarkedet, som alt andet lige burde frigive noget tid.

I virkeligheden er det nok endnu engang fagbevægelsen, der har sejret ad helvede til godt, for den gennemsnitlige danske lønmodtager har i dag langt bedre forhold og flere handlemuligheder, end han/hun havde for både 50 og 100 år siden. Mange, ikke alle, men mange har muligheden for, at den ene forælder går på nedsat tid, og dermed opstår der ikke et folkeligt krav om kortere arbejdsuge, for det kan jo godt hænge sammen. Når altså bare mor går på deltid. Og det vil hun jo i øvrigt også helst.

Men det er sgu ikke meningen med den socialdemokratiske velfærdsmodel, at kvinderne er nødt til at gå på deltid for at få tingene til at hænge sammen, og det er et svigt fra samfundets side, hvis vi efterlader familieomsorgen på mødrene banehalvdel og lige så stille lader kvinderne glide tilbage i hjemmet, fordi det er så dejligt bekvemt for alle. Ikke mindst fordi det efterlader både enlige forældre og alle dem, der ikke kan gå på deltid, med sorteper.

Jeg tror ikke, udfordringen er kroner og øre; udfordringen er, at arbejde i et bestemt antal timer om ugen er blevet ophævet til noget langt mere meningsfyldt, end det kan bære. Arbejde er blevet helligt at have og skamfuldt at undvære – og fred være med det, hjulene skal dreje og det protestantiske selvpineri opretholdes – men der er som sagt intet som helst gudsgivent ved at opholde sig 7-8 timer om dagen, 5 dage om ugen på sin arbejdsplads i stedet for at sidde i et sommerhus, på biblioteket eller hjemme i sofaen med sin børn (eller gør som Ida: spil guitar!). Og det handler heller ikke kun om børnefamilier, jeg under alle muligheden for færre timer på arbejde, uden at man pinedød skal have familiedrift at undskylde sig med.

Så i stedet for, at nogle af mødrene går på deltid, alle andre bliver sygemeldt med stress, og de formuende investeringsrådgivere går på pension som 42-årige, fordi de HAR set lyset og samtidig har råd til at følge det, kunne det så ikke være skidefedt, hvis vi alle sammen kunne nøjes med at være lidt mindre på arbejde?

P.S Jeg stiller hverken op for Enhedslisten eller stemmer på Alternativet, til gengæld har jeg engang læst Foucault, og han ville give mig ret.

 

Reklamer

De vrede og de døde

Det har været en følelsesladet uge.

Master Fatman døde, og det gjorde mig næsten mere ked af det, end rimeligt var. Begyndte simpelthen at græde, da jeg hørte Kirsten Birgits mindeord over ham i Den Korte Radioavis – altså hvad fanden sker der lige for det? Græde over nogen, man ikke har kendt, mindet af nogen, der ikke eksisterer?? Men det var som om, der var noget tiltrængt kærlighed, der forsvandt ud af verden med Morten Lindberg. Og der er noget forstemmende over at høre så mange mennesker rose hans måde at være på, mens de indirekte erkender, at sådan er de desværre ikke selv. Så mit forårsforsæt er at sprede noget mere kærlighed, høre noget mere bossanova, spise noget mere dessert, og bare generelt spørge mig selv: ”Hvad ville Master Fatman have gjort?

Og så har jeg været vred, pissehamrende vred, vred på de journalister i Radio24syv, der havde en repræsentant fra BUPL i studiet og guddødeme i den kritiske journalistiks hellige navn sidder og mistænkeliggør bevæggrundene for at ønske flere pædagoger i institutionerne og indirekte anklager hende og BUPL for bare at ville pleje egeninteresser. Ahmen, what? Fordi vi alle sammen kunne blive snydt, hvis deres diabolske plan om … flere pædagoger til at passe børn i daginstitutionerne … blev gennemført, til skade for … ja, hvem, egentlig?! Slap lige af, Woodward og Bernstein, nogle ledige standpunkter er simpelthen for langt ude i hampen til, at man bør indtage dem!

Og samtidig er jeg rasende over, at det rent faktisk lykkes DF at lukke samme radiostation med de skideirriterende journalister, fordi de åbenbart også synes, de er skideirriterende, og af årsager, som ingen rigtigt kan godtgøre, har både agt og magt til påvirke Public Service-medierne og smadre dem langsomt efter behov. Hvad fanden i helvede sker der?! Hvorfor er der ingen, der stopper det her vanvid? Søren Espersen stod jo decideret og truede DR inden medieforliget, hvordan kan det overhovedet foregå i en retsstat? Armslængde mig i røven! Bogstaveligt talt. Og i øvrigt kudos til Mads Brügger & Co. for at nægte at lade sig trække rundt i manegen af de smålige neofascister!

Og jeg er vred på alle de latterlige politikere, der står til enhver tv-debat og opfører sig som om, de er til lønforhandlingssamtale, falder over hinanden for at fremhæve egne præstationer og nedgøre modstanderens, men hvad vi som borgere egentlig kan få ud af dem, det må stå hen i det uvisse. Det er åbenbart vigtigere bare at skændes med sidemanden i den store politiske fjerdeklasse. Og hvad med børnene, egentlig, de gamle, de syge, de handicappede? Det ville sateme klæde alle over en kam at stoppe med at rundbarbere den offentlige sektor, mens de selv hæver deres livstidslønninger og sender ungerne i privatskole og beder offentligt ansatte om at lade være med at klynke sådan, for vi har det jo så godt, så godt alle sammen, og hvis ikke, så er det i hvert fald nogle andres skyld! (Eller bare din egen, lidt afhængigt af politisk ståsted).

Hvad ville Master Fatman have gjort?” Han ville sige, slap af, det er fredag. Solen skinner, det er forår, livet er smukt, der er kærlighed i luften. Kys din kæreste, køb en kage, sæt noget musik på. Men han ville også sige: gør noget for andre mennesker, det er det vigtigste, der findes.

Så jeg vil gøre alt det, og på næste lørdag, d. 6. april, bruger jeg min opsparede vrede konstruktivt og går til demonstration for minimumsnormeringer i institutionerne. Ikke fordi, jeg nødvendigvis tror, det kommer til at batte noget som helst. Men fordi man udover at vinke til en kronhjort og smile til en stær også skal huske at gå i brechen for dem, der har brug for det. Så jeg håber, vi ses – hjemmesiden med oplysninger om de landsdækkende demonstrationer kan findes her.

Glædelig fucking fredag! (Og køb så den kage, den feder først på næste lørdag, og der er vi alligevel til demo).

 

Modblogging: Når folket bare vil have brød og rabatkoder

Tit og ofte er det eneste, der irriterer mig mere end random bloggere, deres hengivne læsere/følgere. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er som om ellers normalbegavede mennesker går full retardo, når de rammer et kommentarfelt…

Fx når der spørges til ALT på et givent billede. Hvor kan jeg købe din jakke/kjole/taske/halskæde? Elastikken i dit hår? Billedet bag dig? Maden du spiser? Colaen du drikker? Manden der går forbi udenfor? Lampen på stolen/stolen på tæppet/tæppet på gulvet/gulvet på huset/huset på bjerget – det er fucking LANGT ude i skoven!! Er I virkelig allesammen så desperate efter at finde noget at bruge penge på? Har set kommentarer, hvor folk i ramme alvor spørger til farver, børn maler med – seriøst? Farver?! Og hvis man ikke er i stand til selv at google sig frem til et par lyserøde sko med effin’ 3 Adidas-striber på, må man så overhovedet købe noget på nettet? Er alle, der kommenterer på Instagram, i virkeligheden 15-årige med et abnormt behov for at blive set og hørt af vildtfremmede? 

*dyb indånding*

Dernæst: er jeg den eneste, der gyser lidt indvendigt, når kommentarer under bloggeres sponsorerede indlæg lyder noget i retning af “Ih, du er bare SÅ god til at skrive sponsorerede indlæg! Elsker den måde, du gør dem personlige på – jeg opdagede næsten ikke, det var spons!”…? WhattheactualFUCK!!? Du, min ven, er lige blevet taget for hårdt i røven af konsumerismens forlængede arm – ovenikøbet lusket forklædt som din nye bedste veninde – og du vender dig guddødeme bagefter om og siger mange tak for oplevelsen? Du føler dig simpelthen ekstra værdsat og set som læser, når nogen bevidst manipulerer 2 ansigtscremer og en rejseforsikring hele vejen ned i halsen på dig, mens de twee-filosoferer over deres liv som sådan, og annoncørerne griner hele vejen til banken? Jeeeesus.

Selvfølgelig er det også bare lavt af mig at rante sådan mod andre mennesker, og er det virkelig noget at hidse sig op over, og har jeg ikke noget bedre at tage mig til, og jeg kunne bare lade være med at læse med *blinkesmiley* og husk at smile og have en god dagogblablabla. Nej. Fucking nej. For det handler om, at jeg grundlæggende er pissetræt af den massepsykose i vores kultur, der gør salg, reklame og forbrug til ophøjede nødvendigheder og influencere til vores tro væbnere i kampen for merkøb. Som om de og alle firmaerne i virkeligheden gør os en kæmpe tjeneste ved konstant at eksponere os for lort, vi ikke har brug for. Det er simpelthen så sygt.

Men folk vil åbenbart bedrages. Og virkelig gerne vide, hvor man kan købe de der farver.

 

 

Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?

Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Selvom en god torsdag jo heller ikke er en menneskeret

Hvis der er et udtryk, jeg hader, så er det ”nu er det jo ikke en menneskeret, at…”, når det i flæng bruges til at belære andre om, hvad de kan tillade sig at forvente af tilværelsen. Gerne af folk, der selv indtager en forholdsvis privilegeret position i samfundet, med både menneskerettigheder og materielle goder til hobe. Hyklerisk much?

(Fx er der altid politikere, der står klar til at fortælle kontanthjælpsmodtagere eller studerende, at en rimelig levestandard og en bolig i overkommelig nærhed af ens studie sandelig ikke er nogen menneskeret. Politikere med høje lønninger og gode boligforhold, vel at mærke. Som tror, at de, fordi de engang i tidernes morgen tilbragte 3-4 år på SU i et billigt forældrekøb, nu ved alt om, hvad en enlig mor i lejebolig bør have af krav til livet.)

Jeg er stor fortaler for proportioner og anerkendelse af egne privilegier. Og nej, det er ikke alt, der er en menneskeret. Langt fra, faktisk. Men på det retoriske plan er det netop derfor et dundrende non-argument (er ikke sikker på, det er den korrekte akademiske term, dog), fordi der er 117 ting i tilværelsen, der ikke falder under FN’s charter, og derfor har det ikke en skid at gøre med noget som helst.

Og på det menneskelige plan er det bare åbenlyst arrogant og uforskammet at tillade sig at dømme om, hvad andre må og ikke må ønske sig (har sågar hørt om barnløse, der har fået at vide, at ”nu er børn jo ikke en menneskeret” – av, for satan, altså!)

At noget ikke er en menneskeret florerer også en del i kommentarfelter; det er et lige skideirriterende forsøg på at lukke en diskussion ned, uden overhovedet at anerkende modpartens ståsted, hver gang det sker. Og sidst, den slags sved mig i øjnene, skrev jeg i ren frustration et modsvar, som jeg holdt for mig selv. Men her er det. Og man er hjertelig velkommen til selv at bruge det ved lejlighed:

“Der er mange ting, der ikke er en menneskeret, og som på globalt plan falder ind under luksusgoder, heriblandt en bekvemt beliggende bolig, rejser, et tilfredsstillende arbejde, pænt tøj, cafebesøg, en tur i Tivoli og for den sags skyld børn. Alligevel er det altsammen noget, mange mennesker ønsker sig – og med rette, for det er de ting, de fleste af os forbinder med det gode liv.
Og har man adgang til flere eller alle disse ting, har man sit på det tørre og i vid udstrækning det, man ønsker sig af livet. Så er det både uklædeligt og usmageligt at pege fingre af andre og indirekte anklage dem for at være forkælede eller forkert på den, alene fordi de ønsker sig det samme, som man selv har.
Selvom det ikke er en menneskeret.”

God torsdag.

Og så kan jeg passende fortryde det her, 10 sekunder efter at have trykket ‘udgiv’

Kom til at kommentere ovre hos Julia Lahme forleden. Og fordi jeg var småuenig i både hendes og resten af kommentarfeltets vinkel, fortrød jeg straks bagefter at have skrevet noget overhovedet. Ingen gider jo for helvede være hende der, der liige har en emsig mod-mening til det hele. Bliver man ikke spurgt, kan man altid holde kæft. Og sådan. Ville egentlig også have subkommenteret, at det ikke var meningen, det skulle lyde så spydigt, men har været i jævnt dårligt humør i disse dage (derfor man kommer til kaste lidt galde op på andres domæner, peut-être?) og kom ligesom fra det, og blogindlægs kommunikationsrum har nu engang en begrænset levetid.

Men altså. Indlægget, eller rettere kommentarfeltet, for det var sgu egentlig der, der som sædvanlig gik ‘godt brølt’ i den, ramte uforvarende lige ned i en af mine faste aggressioner. Som egentlig ikke har noget med hverken indlægget eller Lahme at gøre, men mere en mentalitet, jeg ikke bryder mig om. Og så kan jeg jo passende udbrede mig om den her:

Jeg synes, at det såkaldte opgør med perfektheden er noget opreklameret fis. I hvert fald på det niveau, mange bloggere (og facebook-bekendtskaber, ingen nævnt, ingen glemt) gør det, fordi det sjældent stikker dybere end at spise en romkugle til frokost eller at stikke sine unger en iPad. Uh-uh. Og så skal det gudhjælpeme samtidig italesættes som noget, der virkelig bryder med alle forældre-konventioner i et eller andet underligt krydsfelt mellem smertende bekendelse og junkfood som cool identitetsmarkør. Come on, alle serverer sguda frysepizza til aftensmad en gang imellem? Eller er for trætte til børnenes legeaftaler? Eller bare børnene i det hele taget? Det er da ikke engang kontroversielt at sige højt, det er bare livet?

En ting er, at jeg altid stønner indvendigt, når der sparkes (i mine øjne) åbne døre ind og derefter forventes applaus for samme. Men hvis den højeste form for skamfuld indrømmelse er, at vasketøjet hober sig op og børnene i øvrigt har set fjernsyn hele eftermiddagen med en Nutellamad i hånden, hvor placerer det så tilværelsens virkelige tvivl, skam og fortrædeligheder? “Men den slags hører hjemme i et helt andet forum.” Jomen. Sprog skaber virkelighed. Og hvis noget så ligegyldigt som frysepizzaer løbende skal italesættes som det, vi ikke taler højt om, så er der eddermaneme mange ting, der falder ind under den kategori.

Plus at det bare helt basalt pisser mig af, når nogen tror, de kan iscenesætte sig selv som renegade as fuck, fordi de stak deres barn en Kindersnitte og drak et halvt glas hvidvin. Woman, please! Det er simpelthen for ufarligt. Og i virkeligheden en underlig form for privilegieblindhed. Der er næppe nogen, der peger fingre, så længe du samtidig har en cand.something, det nyeste Ganni-print og en pose chia-frø i rygsækken. Kun mig.