Siden sidst…

…har jeg været på Roskilde og slå telt op med to veninder. Hvilket endte med at koste mig 6 timer af mit liv, en detour på 3 kilometer og det meste af huden på mine hæle, alt sammen takket være elendig kommunikation fra festivalens side. Så tak til dem. (Gør den kommentar mig til curlingforælder? Curlingperson?)

…følte jeg mig allerede den følgende aften nødsaget til at returnere til festivalpladsen med et nyt telt, eftersom det oprindelige ikke havde nogen barduner. Hvilket vi naturligvis først opdagede derude – efter kæmpeomvej og manglende hælhud. (Mig, to uger tidligere: ”Skal vi ikke lige tjekke teltet på forhånd?” Mine to veninder: ”Hahaha, hvor er du neurotisk, det er sikkert fint!”)

…har vi fejret 2 x 5-års fødselsdag i blæsevejr i gården. I år besluttede begge piger, at de helst selv ville pynte deres kager, hvilket var den ultimative dobbelt-win: De var glade og tilfredse, og moren slap for at skulle svede i køkkenet med at genskabe Slaget ved Hastings i sukkerprodukter. (Okay, ingen af mine børn har nogensinde ønsket sig normannernes indtog som fødselsdagstema, men der var noget Alvin-og-jordegernerne-LEGO-Minions-modellering oppe at vende, som jeg var svært tilfreds med at undslippe).

…har jeg raget et eller andet, der minder om sygdom, til mig. Samt ondt i ryggen, fordi jeg har en svag konstitution, som lukker helt ned efter to teltekspeditioner og en børnefødselsdag på en enkelt weekend. Så det passer bare skidegodt med, at vi skal fejre rigtig fødselsdag i morgen, med børnehavebesøg og det hele, inden jeg sent om aftenen tager på den festival, som er blevet lovet regnvejr af bibelske dimensioner. Tak for den, krop. Vi to skal nok få det hyggeligt sammen de næste par dage.

…har der været lidt ubeslutsomhed fra fødselsdagsbørnenes side vedrørende aftenmenuen, men eftersom det eneste, der lå helt fast, var desserten ”is med slik”, tror jeg sgu, vi går linen og kontoovertrækket ud og tager på Jensens Bøfhus. Fortids-Mie minder mig om, at jeg har svoret aldrig at sætte mine ben det sted. Nutids-Mie minder mig om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Those who can’t do, recommend

1) Åh, men jeg ville sådan øøøønske, at jeg havde en brevkasse. Det er sgu så herligt at dele råd ud til højre og venstre. Eller måske en brevkasseblog? Men sådan en findes jo allerede! Drevet af den viseste kvinde i verden, og placeret lige her. Læser man ikke allerede med hos Brevkassebloggen, bør man starte nu. Nu!

2) Og apropos ting, man ville ønske, man selv var kommet på, så har Klaus Lynggaard bedrevet det her i Information. (Og nej, jeg har ikke nogen sponsoraftaler med den avis, selvom Rune Lykkeberg godt nok er en af mine helte *vinker akavet med psykotisk fan-smil*). Udover at moralen er både fin og rigtig, er det hele så satans godt skrevet, at man bliver fuldkommen glad og tilfreds af at læse det.

3) Og apropos noget, der gør en glad og tilfreds, så var jeg + mand på Cicchetti på Nørrebrogade i fredags. De havde desværre ikke deres berømte blæksprutter på menuen, men ellers var det altsammen meget fint og billigt og italiensk. Og man kan altså sagtens bestille mindre end de 6 retter pr. mand, som tjeneren anbefaler, for der er dejlig meget ost, olivenolie og friture indblandet (sagde det jo, glad og tilfreds), og det mætter altsammen. Jojo.

Svar til Den forvirrede

Nåmen, L spurgte forleden i mit kommentarfelt, hvordan det mon ville være at flytte sin familie til Indre Nørrebro, og eftersom jeg eeelsker at få lov til at udbrede mig helt vildt om ting, jeg ved bare en lillebitte smule om og samtidig være nogens åndelige vejleder og fyrtårn i livet (*smiler almoderligt og megalomant ud i verden, imens høres i baggrunden den sagte lyd af L, der langsomt bakker væk og fortryder nogensinde at have spurgt*), blev det lidt langt. Så nu blev det lige til et fredags-brevkasse-indlæg i stedet. Det håber jeg er okay:

Hej L

Indre Nørrebro synes jeg umiddelbart virker som et godt sted at vokse op, mine unger er i hvert fald godt tilfredse, og de 3 skoler, der ligger her, har alle et fint ry. Der er masser af børnefamilier, også med større børn.

Finder man en lejelejlighed herinde, og er der ikke en direktørpost i vente, skal man selvfølgelig leve med bitterheden over muligvis aldrig at kunne købe en lejlighed i sit eget kvarter (hvilket jeg håndterer virkelig smukt, hvis jeg selv skal sige det i Løgneland), men her er sgu dejligt. Synes jeg. Helt subjektivt. Lidt landsby-stemning, godt med grønt og gode legepladser. Og folkekøkken. Og masser af gadefester med Rytmik-Grete (tilsyneladende har hun en eller anden klemme på en kommunalt ansat, i hvert fald optræder hun ALTID, når der er offentlige børnearrangementer.)

Der, hvor vi bor, er der ikke meget larm, bortset fra almindelig gadesnak og en knallert hist og her. Jeg er ikke den bedste at spørge om larm, for jeg er tryggest, når jeg kan høre mennesker omkring mig. Men der er mange lukkede og ensrettede gader på Indre Nørrebro, så biltrafikken er egentlig ret begrænset. Bortset lige fra Åboulevarden, seføli. Den vil jeg ikke anbefale, man flytter hen på, hvis man er til det stille liv.

Og når børnene bliver store nok til selv at gå ud og lege i bandemiljøet (nej, slap af, det gør de selvfølgelig ikke, for du har jo givet dem masser af sunde værdier med hjemmefra, ik’?), så kan man jo gå en tur rundt om søerne eller gå på gravstensjagt på Assistens, flette fingre over en fadøl på Blågårdsgade eller gå i Empire og se en film. Lave noget frivilligt arbejde i en af lokalforeningerne eller lade skægget gro og åbne et mikrodestilleri. ELLER begynde at kigge på alle de lækre lejligheder, man pludselig har råd til, når ungerne er flyttet. Loads to do!

Så kom I bare. Hvis I altså har lyst – I kan jo evt. prøve at rekognoscere lidt på forhånd, bruge en dag i området, tage til folkekøkken (tirsdage på Kapelvej) og teste nogle legepladser. Vi skal nok tage pænt imod jer.

Kh Mie

2 ting der er mærkelige

1) Definitioner af virkelig nicheprægede markedshuller, hippe opstartstyper altid giver som forklaring på, hvorfor de har åbnet deres bar/restaurant/butik. Á la: ”Uden at fornærme nogen manglede der bare en cocktailbar i København, hvor man kunne få en god Bloody Mary efter kl 3.30″ eller ”Der har simpelthen ikke været en cafe her i byen, hvor man har kunnet få en ordentlig acaibowl til børn” eller “Vi har altid savnet en butik, hvor vi kunne shoppe afghansk whisky, mens vi fik renset jakkesæt og hørte eksperimental-reggae, så det savn reagerede vi på.” Måske er det fordi, jeg er blevet en halvkedelig mortype, der ikke går nok ud, men jeg har – i den sammenhæng – endnu ikke set et behov beskrevet, jeg nogensinde mindes at have haft.

2) Pomfritter af sweet potatoes. De er SYGT hypede (i hvert fald blandt bloggere) og alles børn ELSKER dem tilsyneladende. Men hvorfor? Hvordan? Jeg gør tydeligvis noget forkert, for mine bliver bare melede. Og vamle. (Når ens 4-årige datter klager over for søde pomfritter, så er der altså noget galt). Anden gang, jeg prøvede at lave dem, gik jeg endda all in og dybstegte dem af to omgange for at få dem sprøde, men resultatet blev stadig underligt melet? Og vammelt? Jeg kan for min død ikke forstå, hvordan nogen kan mene, at de foretrækker dem frem for almindelige pomfritter. Medmindre der er tale om den der massepsykose af selvfornægtelse, som også får folk til at hævde, at alle mulige absurde avocado-pisket-med-chokonips-desserter er MEGET bedre end den ægte vare. Gu’ er de da røv.

Forresten…

…er jeg bagud på blogging, så selvom dette er andet opremsningsindlæg i træk, er det bare sådan en nem måde lige at komme i gang på. Undskyld.

…er få ting værre end ubetydelige bloggere, der undskylder for enten deres komplet ligegyldige fravær eller temaet for dagens tekst, som om det havde nogen betydning for verdens gang. Så…undskyld for det. Også.

…skulle jeg da – apropos blogger i egen juice – have læst dennehersens artikel hos Kforum for længe siden. Skribenten er min nye helt.

…så jeg for nylig en boligannonce, der reklamerede med en havneudsigt, der kunne få en til at ‘drømme sig tilbage til dengang, Lord Nelson lå i bugten’. Og forsøgte at sænke hele den danske flåde?…Oh, the memories! Samme annonce falbød også ’det ekstravagante liv på Langelinie’ – er der en pengeafbrænding i Amaliehaven, jeg er gået glip af?

…er regn mandag morgen bare ekstra trumf på den nederen følelse, man i forvejen måtte have. Glæder mig sådan til, at jeg *puf* er transformeret til den type, der vågner med smil på læben og store forventninger til en ny dag, i stedet for at bande mig hele vejen ud til bruseren. Lidt ligesom jeg glæder mig til at vinde i Lotto uden at spille og at få et kørekort uden at gå til prøve.

…skulle vi slet ikke tale om det kørekort. Glem, jeg nævnte det.

…tippede min mor mig forleden om noget nybyggeri i Valby. Var lettere indifferent, indtil jeg opdagede, at man rent faktisk kan få adresse på Paradisæblevej…dvs. ligesom Anders And! Velkommen til Nørdeland, befolkning: mig.

I øvrigt…

…har Den Sure skrevet om forårsmani, og det er en ting. I hvert fald for mig, for nu skal der fandengaleme ryddes op på de børneværelser. Og rykkes rundt. Og shines op. Skal jeg tilbringe endnu en sommer på 3. sal – sig det med mig – uden altan, så skal det den ondelyneme være den hyggeligste almene beton, Nørrebro endnu har set, indvendigt. Er allerede godt på vej til ene kvinde at holde plantepusherne i lokalområdet på fode, vi har ryddet op i stuemøblerne og fået ny sofa, og nu er det afkommets tur. Om de vil det eller ej – der ER bestilt køjeseng i 3 etager.

…griber jeg høtyv og fakkel og går mod Christiansborg, hvis ikke nogen snart lukker for Søren Pape. Udover det fuldstændig usmagelige i at dyrke stemmefiskeri ved at træde på folk, der allerede ligger ned, og det komplet og aldeles smålige i at fratage indsatte en pose effin’ kaffe i julegave og derefter forvente stående applaus for den modige og handlekraftige hardliner-optræden, så er det så uendeligt forstemmende at høre nogen vægte deres egen personlige oplevelse af retsfølelse højere end alt, hvad eksperter, erfaring og ansatte i Kriminalforsorgen siger. Mit navn er Kirsten Birgit og jeg er VRED!

…har jeg købt min billet til Roskilde. Og en lørdagsbillet til manden, så vi kan se A Tribe Called Quest og lade som om, vi er teenagere. Hvilket i øvrigt kommer til at gå SÅ godt i spænd med de Cirkus Summarum-billetter til om søndagen, jeg nåede at købe, fordi det billetsalg selvfølgelig startede lige præcis dagen inden, Roskilde offentliggjorde deres program. Det ville nu være dejligt, hvis diverse arrangører gad snakke sammen og krydstænke deres segmenter en lille smule. Vi er trods alt nogle, der er til både fadøl og Motor-Mille.

…holder det altanpis jo aldrig op med at hjemsøge mig (nogle husker måske dette indlæg). I min uendelige genialitet gik jeg derfor i går i gang med projekt indvendig altan. Noget med at cykle to børn og en Christianiacykel til Silvan i blæsevejr for at hjemføre to store træplader, der kan gøre det ud for hævet gulv, så man kan rykke sin stol helt hen til kanten på den franske altan, i stedet for at trinnet er i vejen. Så skal der bare lukkes helt op for dørene og skrues et klapbord på rækværket, og så er den i vinkel. Da jeg forklarede min mand, hvad de to mdf-plader lavede på stuegulvet, kiggede han på mig, som om jeg var komplet sindssyg. Han har muligvis en pointe.

I dag

– har jeg hele tiden Missy Elliott på hjernen. Det er rimelig meget koklokke i baghovedet, kan jeg godt afsløre.

– har jeg taget en temmelig ferskt ferskenfarvet neglelak på. Fortrød, tænkte, det blev bedre efter andet lag, fortrød endnu mere. Hader, når det sker.

– lynpreppede jeg lagkage til weekendens familiefødselsdag, da den skulle lægges sammen med citronfromage (fødselsdagsbarnets ønske – den dreng er simpelthen for vild). Forstår omsider, hvad alle deltagere i Den Store Bagedyst har gennemlevet. Åhgud, bare den sætter sig!

– er jeg stadig sur over, at ingen kunne beslutte sig for, om det stort anlagte hattedameshow sidste weekend tog fuge-s eller genitiv-s. (Enten hedder det Danmarks Indsamling eller også hedder det Danmarksindsamlingen. Men sgu fandme ikke ‘Danmarks Indsamlingen’!)

– skal jeg direkte fra arbejde og til damefødselsdag. Hos en gammel veninde, sammen med ingen, jeg kender. Ville ønske, jeg ikke havde taget ferskenfarvet neglelak på. Men det går nok.

God weekend!