I øvrigt …

… er hjemmearbejde helt klart en af de ting, der er superfedt i starten og derefter daler i både nyheds- og sjovhedsværdi. Mit evige narrativ om, at jeg jo faktisk kun er kontornusser af nød, mens min autentiske persona er sådan en hjemmeskrivende boho-type & fri fugl, lider alvorligt i disse dage. Skal vi tro empirien, så er min autentiske persona vist mere sådan en smådepri sjuskedorte i fire dage gammelt joggingtøj, som kun hæve-sænke-borde og faste mødetider har holdt fra vanvid og deroute. Indtil nu.

… fortæller Politiken mig, at der lige nu foregår et internt magtopgør i Frimurerlogen. Ja, du læste rigtigt. Frimurerlogen. Et af medlemmerne overvejer ovenikøbet at anlægge injuriesag, og jeg tænker umiddelbart, at de må være i seriøst opmærksomhedsunderskud, når en gruppe midaldrende mænd, kendt for hellere at likvidere folk end afsløre et hemmeligt håndtryk, pludselig vasker deres snavsede organisationsundertøj på forsiden af landsdækkende nyhedsmedier. Måske har corona også gjort dem lidt understimulerede.

… havde jeg for nylig et familiemedlem, der delte et af de der “nej-nu-må-det-altså-være-nok-med-alle-de-hysteriske-kvinder-og-deres-TI-ÅR-gamle-krænkelsessager”-opslag, og det krævede voldsom selvbeherskelse ikke at splitte vedkommende ad med resten af facebook som mit vidne. Men jeg lod være. Ikke, fordi jeg er fej, men fordi magtforholdet ville være ulige, og desuden havde opslaget høstet 1 sølle like, så jeg tænker, vi var flere i omgangskredsen, der var enige om, at eklatant idioti nogle gange bare skal ties ihjel.

… er nogle af de mere mystiske ting, jeg er begyndt at dyrke på Instagram, minature cooking (folk, der laver mad i mini-skala – det er SÅ weird og SÅ nuttet på en gang) og vanlifers, altså folk, der bor og rejser omkring i ombyggede varevogne og skolebusser. Min nye vrangforestilling af et personligt narrativ er åbenbart noget med at stå på en australsk strand og tilberede miniaturedonuts i bagenden af en Ford Transit. Min familie bliver ellevilde.

… savner jeg stadig Radio 24syv. Sådan helt åndssvagt meget.

I øvrigt … (del 2)

… er det alt for længe siden! Hvordan har I det derude, hvordan går det?

… kan jeg jo starte: Jeg har det godt, tak. Lockdown gik rimelig ok, min sommer har været fin, selv uden Italien og koncertbranderter, og vi har hængt en del i kolonihaven, da vejret begyndte at peake, 3 dage efter alles ferie sluttede, og det har faktisk alt sammen været a-ok. Helt fjong. Nothing to see.

… har alt det kolonihavehængeri i hverdagene fået mig til at længes efter ligusterkatastrofer og pludselig grill og stille mig selv det eviggyldige spørgsmål: Bør vi flytte til forstaderne? Er det nu? Er jeg klar? Heldigvis viste en hurtig søgning på Boliga, at det behøver jeg slet, slet ikke bruge tid på at bekymre mig om. Det er muligt, jeg er klar, men det bliver vores økonomi aldrig. Den treogenhalvmillion, som vores sidste lånegodkendelse lød på, rækker ingen steder på det Storkøbenhavnske villamarked, kan jeg godt hilse at sige. (Medmindre, selvfølgelig, man drømmer om at bo klos op ad en tresporet motorvej, men det er trods alt en perversion, jeg ikke besidder).

… må Mette Frederiksen godt begynde bare at tie stille. At have en statsminister, der gør sig til ukritisk talerør for den røvballede provinsrascisme, der tilsyneladende florerer friere end Corona hertillands, passer enormt dårligt ind i mit narrativ. Så hvis du lige kunne hæve dig et par takter over at smitte-udskamme i forvejen marginaliserede befolkningsgrupper samt det dirrende behov for at inkludere enheden grupperafindvandrerdrenge i præsentationen af nyt politiforlig, ville det virkelig klæde os som nation, @mette (#ostemad #sødtøs #levvel #stikmigenspand).

… har jeg i løbet af de sidste par uger oparbejdet en virkelig uhensigtsmæssig afhængighed af byens nyeste blogsterdarling: bagels fra Depanneur. De dumme canadiske svin har placeret sig smash-bang i mit hood, og til trods for at min mave hader hvidt brød, og min økonomi i øvrigt slet ikke er til den slags tant og fjas, Når Vi Faktisk Har Mad Derhjemme, så kan jeg *ikke* lade surdejslækkerierne være, og er allerede oppe på flere bagels om ugen. Der er crack i. Jeg ved det bare.

… skal man aldrig være for fin til at starte dagen med en 120 decibel-version af Icona Pops I love it. 


I øvrigt …

… er Camus’ Pesten en af de bøger, der bliver namedroppet i disse dage, og jeg kan kun anbefale, at man får den læst. Det er gonnok en del år siden, jeg selv har været der (da jeg var 22, og mit hoved (også dengang) næsten var for stort til min krop), og egentlig er epidemien jo et billede på fascismens indtog, men dens beskrivelse af et samfund i krise og personernes forskellige eksistentielle tilgang, er stadig on point.

laver Den Korte Radioavis for tiden Den Korte CoronAvis som podcast på spreaker.com. Had den eller lad være, den ligger til gratis afbenyttelse.

… er Oeconomia på CPH:DOX et must-see i disse krisetider. Seriøst. Se den. Gør det. Nu. Den handler om penge, kapitalisme, vores økonomiske system, og hvorfor vi alle er fucked. Og den giver en virkelig god baggrund til at forstå den økonomiske krise, der nok er på vej, i et helt andet perspektiv. I har til d. 5. april. Afsted med jer.

… skulle jeg apropos økonomiske systemer forleden forklare mine to 7-årige konceptet lige og ulige tal. Og lad os bare sige, at jeg næppe vinder nogen undervisningspriser på den konto. Den 11-åriges kommasætning og fugebogstaver i flerleddede komposita gik det lidt bedre med, uden at der ligefrem var stående klapsalver bagefter. Skomager, bliv ved din læst.

… har jeg bagt kardemommesnurrer for første gang i mit liv (vi kaldte det “Hjemkundskab” – alle vinder), og det var en stor succes. Ungerne klarede hele snurredelen, og resultatet blev meget vellykket, omend lidt udflydende. Jeg kan nu med stolthed i stemmen erklære os endegyldigt uafhængige af både Juno The Bakery og Sverige!

… skal vi huske opbakningen til alle dem derude, der holder samfundet i gang, mens andre er sendt hjem. Det vil sige ikke bare nu, hvor vi er alle er altansyngende facebook-helte for Vorherre, men også næste gang, der kommer overenkomstforhandlinger og strejkevarsler og lockout. Deres krav er sikkert ganske rimelige, deres løn- og arbejdsvilkår sikkert ikke.

 

ACF447BB-6959-4271-9505-E10E23F1CDBC

 

 

Dagens lockdown-tip: Se CPH:DOX hjemmefra

CPH:DOX skulle været startet nu her, men er selvfølgelig også lukket ned … Dog ikke helt! For i stedet bliver festivalen udbudt online, hvilket er alletiders mulighed for at lave sin helt egen hjemme-filmfestival og sikkert også få set flere film, end man ellers ville.

Man går bare ind på CPH:DOX’ hjemmeside og vælger en film under onlineprogrammet, dernæst “se film”, og så bliver man ledt hen på den platform, der viser filmene, og hvor man kan købe billetter til visning (man skal også lige registrere sig med et kodeord, det er hurtigt gjort). Og der er seriØST et fund at gøre her: En onlinevisning på et valgfrit tidspunkt i perioden 18.-29. marts koster kun 6 € pr. film – er man ligefrem flere voksne i husstanden, er det virkelig en billig tur i biografen. Desuden meget nemmere! Samtidig støtter man CPH:DOX, der på nuværende tidspunkt går en temmelig kedelig økonomi i møde, og ikke mindst alle de mennesker, der har brugt årevis på at lave filmene.

Herhjemme fik kombinationen af pris og tilgængelighed så meget krammet på mig, at jeg allerede har købt 9 visninger – hvilket er cirka 9 gange så mange film, som jeg plejer at få set. Og som opstartstip kan jeg afsløre, at det drejer sig om:

  • Songs of Repression (kender dem, der har lavet den, en lille smule, og historien om efterkommerne af en syg sekt i Chile lyder helt vanvittig!)
  • Oeconomia (forklaring af kapitalismen, den slags film er jeg en sucker for)
  • Kampen for Grønland (havde en underviser på overbygningen, der installerede mig med kronisk dårlig samvittighed over, at man som dansker slet ikke ved nok om grønlandske forhold – den her er for dig, Kirsten!)
  • A Colombian Family (FARC og familietraumer, det kan kun være spændende)
  • Meet the Censors (undersøgelse af censurens væsen gennem interviews med censuransvarlige i hele verden, der naturligvis alle mener, de handler i det godes tjeneste)
  • Crazy, not Insane (om en berømt kvindelig retpsykiaters forskning; seriemordere fucker mig seriøst op, så det var mest til ære for min bedre halvdel, og så må jeg se, om jeg holder til det)
  • Acasa, My Home (om en roma-familie, der i naturfredningens tegn flyttes fra deres hjem uden for Bukarest og ind til byen)
  • Bloody Nose, Empty Pockets (en døgn på et værtshus i Las Vegas – alene titlen er nok til, at jeg måtte se den)
  • Martha: A Picture Story (om en kvindelig fotograf, der har taget billeder af grafitti siden 70’erne og den dag i dag er et kultfænomen)

… Og der er meget mere at finde på hjemmesiden. Enjoy!!

ACFAF5D9-8114-40D0-A917-CE865B3A06E9

Skole-hjem-samarbejde vs. Generation Y: Game, set og match

Det er morgen i det lille hjem.

Flame: ”Hvilken bedsteforælder kommer til min jule-klippe-klistre-dag på torsdag?”

Mig: ”Det bliver så mig, der kommer”

Flame: ”Okay, okay … menøh … min lærer sagde, at det SKAL være nogen på 40 … eller … (hurtigt sideblik til faren)… 39 år!”

Mig: ”Erhm, det kan godt være, men I må klare jer med en på 36, for jeg er den eneste, der kan”

Flame: ”Men hvad så med … (begynder at opremse samtlige personer, hun er i familie med, inklusive en moster i Berlin, en onkel i Aalborg og en 17-årig grandkusine fra Skanderborgområdet)”

Radise (slutter sig til samtalen): ”Hvad med min klippe-klistre-dag?”

Mig: ”Den tager far”

Flame: ”Men …”

Mig: ”Prøliåhørherskat, jeg ved godt, du rigtig gerne vil have mormor eller morfar ELLER far med, men nu bliver det altså mig, for jeg er den eneste, der kan den dag. Alle andre skal arbejde, sådan er det bare. Og det skal nok blive hyggeligt, ik’?”

Radise: “Men kan mormor så komme til min? Eller morfar?”

Mig: “Nej. Det kan de ikke. De skal arbejde, far kommer.”

Sønneke (kommer ind fra højre): ”Hvad så med MIN klippe-klistre-dag?”

Manden (med stigende frustration og en snert af sarkasme): ”Du kan jo prøve at ringe og spørge morfar!”

Radise og Flame (i kor): ”MEN-MEN-MEN … !!!”

Sønneke (lettere forvirret): ”Men min er ikke for bedsteforældre?”

(Dramaet når crescendo og udfasning, da det samtidig er tid til at få sko og jakker på og komme af sted).

Manden (indebrændt henvendt til mig): ”Man kunne jo for helvede også bare melde fra til alt det pis af den simple grund, at man skal PÅ ARBEJDE!”

Mig: ”Tjah. Sådan var det jo for mine forældre, da jeg var barn”

Manden: ”Præcis! Og hvad gjorde de så?”

Mig: ”Sendte mine bedsteforældre”.

 

“Jeg vil gerne bestille julekort til mine forældre. Gran rundt i kanten, og så bare et kæmpestort “OK, Boomer!” i guldtryk. Du forstår det ikke? Nej, det gør de nok heller ikke, hahaha!”

I øvrigt …

… er jeg alene på skansen til sent torsdag, da manden er på den årlige lejrtur – selvom den slags næsten ikke er værd at nævne, nu hvor alle børn på matriklen er i skolealderen. Men derfor kan man jo stadig godt have en slagplan. Som fx at se Toy Story 1-3, ommøblere hjemmet efter eget hoved og have alle klar 07.50 hver morgen. Det går i den rigtige retning med det hele, kan jeg tilføje.

… tænker jeg, der bør oprettes en øjeblikkelig skueret med efterfølgende livstidsdomme til de ansatte på mine børns skole, der i en og samme håndbevægelse har placeret 1. klasse-elevernes garderobe i kælderen og deres klasselokale på 3. sal. Og nej, det er på ingen måde for hårdt. Er man ikke del af løsningen, er man en del af problemet. Hver. Fucking. Morgen.

… er det muligvis navnesammenfaldet, der påvirker mig, men var Blaks skideirriterende Nede Mette ikke bare en opdateret version af MC Einars skideirriterende Mette Medium? Komplet med slutshaming-tema og almen nedrakning af ordinære piger, der ”vil for meget” … Pfh, siger jeg bare, subtil misogyni er so last millennium.

… fik vi i sidste uge afslag på at låne penge i lejligheden til at bygge til i vores kolonihave. Jeg er med på, at det er et førsteverdensproblem for friværdisvin, men det var sgu alligevel lidt et slag. Til gengæld satte rådgiveren helt sikkert pris på vores så-må-vi-jo-røve-en-bank-joke – og alles smil stivnede lidt, da jeg tilføjede, at jeg allerede havde affotograferet omgivelserne på vejen til mødelokalet.

… begynder det under alle omstændigheder snart at blive småtræls ikke at have nogen soveværelser derude, så hvis nogen kender en, der kan hjælpe med at bygge 15 m2 anneks på punktfundament for cirka halvdelen af, hvad alle andre skal have, så sig endelig til?… Alternativt modtager jeg også gerne et blåtryk over nærmeste bank. De der slørede iPhone-billeder er alligevel ikke meget værd.

 

I øvrigt …

… har jeg set folk referere til en Floder af blod-tale, som Rasmus Paludan åbenbart engang har holdt – den har han sgu da planket direkte fra Enoch Powells Rivers of Blood-tale fra 1960’erne. Få dig din egen racisme, Mulle! Ellers får du aldrig en plads i tossernes blå bog. (Generel lede og afmagt ved hele situationen, tænker jeg, ligesom ligger mellem linjerne her. Og har slet ikke ord for dem, der støtter ham i en form for misforstået, selvhøjtidelig systemprotest, selvom de “ikke sådan rigtig er enige med ham”. Nej. Bare nej).

… aner jeg ikke, hvordan man laver en god overgang fra Paludan, men af en eller anden grund sad jeg forleden og læste om Rasmus Tantholdt. Som åbenbart har dannet par med hele tre forskellige kvinder fra TV2s nyhedsprogrammer. Og hvis man lige prøver at billedgoogle dem en gang, så er det vist safe to say, at Tantholdt har en type. Eller også har TV2.

… apropos sladder, så har Den Korte Radioavis en overgang kørt med indslaget Mon Diez, en fiktiv dagbog, som primært handler om, hvordan alle dåner over skribentens blændende intellekt og kaster sig ud af vinduer over, hvor gudeskøn hun er, mens hun bragger/humblebragger sig gennem tilværelsen. Jeg kendte ikke den omtalte Diez før programmet, tænkte, at de nok overdrev helt vildt, googlede mig til et interview i Alt for Damerne og – mon diez! – nu giver det mening. Men er simpelthen nødt til at påpege, at hendes historie om, hvordan hun chokerede alle på danskstudiet med den hidtil usete kombination af smuk og klog, den holder altså ikke. Jeg dimitterede nemlig fra præcis samme uddannelse 6 år tidligere, så det tabu var allerede brudt! Selv tak, Katherine.

… er det gået op for mig, at løs te åbenbart ikke er noget, vi køber mere? Eller hvad? Skulle have fyldt lageret op og prøvede at undgå min bekostelige svaghed for Perch’s, men pludselig har supermarkederne nærmest ikke andet end brevte? Jeg har da både købt kvædete og roiboos hos Netto før i tiden, men end ikke Irma havde den slags i løsvægt? Sig mig, er alle mennesker blevet vanvittige? Det der Yogi-infusion i brev kan jeg lige acceptere, men ellers er det sguda umuligt at få en ordentlig kop te ud af det camping-pis! (Til alle ikke-tedrikkere, der ikke forstår min frustration, kan jeg sige, at det svarer til, at alle butikker skiftede hele deres kaffesortiment ud med 5 slags neskaffe … VANVITTIGE, siger jeg!)

… er jeg lige for tiden brændt inde med to billetter til Gods of Rap i Royal Arena. Lang historie kort, min veninde er desværre blevet forhindret, og min omgangskreds vælter ikke ligefrem med mennesker, der drømmer om at se en samling fallerede hiphoppere, cirka 20 år for sent på den. Og nej, lige nu ved jeg sgu da heller ikke, hvorfor jeg købte de billetter … Manden foreslog, at jeg lavede et facebook-opslag, hvor jeg tilbød at sælge enten begge billetter eller pladsen som min +1. Er bare ikke sikker på, at min selvfølelse ville kunne klare den form for larmende tavshed.

 

FF8F1B4E-5434-4B02-81C3-CE4F42990B02

I øvrigt…

…forstod jeg aldrig helt, hvorfor nogen i første omgang ville betale billetter for at se Michelle Obama? Og hvordan hun nogensinde blev den store kvinde i åbenbaringen? Altså, jeg er ikke i tvivl om, at hun er skidesød og dygtig og klog og alt det, men der er noget underligt bagvendt over, at det efterhånden skal være feminisme og empowering og #bosslady, så snart en kvinde har en uddannelse, et arbejde og indimellem noget fornuftigt at sige (hvilket hun så åbenbart ikke havde). Desuden er alt det der ’first lady’-glamourpis jo et levn fra dengang, kvinders eneste vej til indflydelse var via ægteskab. Sguda lidt sad, at man i dette årtusind kan blive et feministisk ikon, når ens claim to fame er det andet navn på vielsespapirerne.

…opdagede jeg for nylig, at indspilningerne til den femte Indiana Jones-film er sat til at starte i APRIL 2019! Som i nu her! (Ooog muligvis udskudt lidt igen, men pytnumeddet). Premieredatoen er 9. juli 2021, og skulle nogen være i tvivl, er det det tætteste, vi kommer Jesu genkomst i min verden. (Og gudsketakoglov er Shia LeBoeuf ikke med denne gang – så er der bare tilbage at krydse fingre for en mindre rædderlig mcguffin end sidst).

…føler jeg mig for tiden virkelig gammel. Som i sygt gammel. Regnede ud, at mine børn nu allesammen er tættere på at være 20 år, end jeg selv er. Og det er et problem, for jeg troede jo, at jeg var 20. Men det er jeg slet ikke? Faktisk er det 16 år siden, jeg var 20? 16?! 20??!! 16??!!!!!!!! *hoved eksploderer*

…holdt jeg sidste år en meget lang Game of Thrones-pause (mit hæmningsløs vold & voldtægt-bæger var på en eller anden måde fyldt op, kald mig bare sart), men ansporet af premieren på sæson 8 (den er kommet nu, forresten, vidste I det?…) har jeg den sidste halvanden uges tid binget mig frem til starten af 6. sæson. Og en ting er, at jeg har genopdaget, hvad den serie gør ved en: få døgn inde i maratonnet måtte jeg begynde at tvinge mig selv i seng kl. 01.30 samt huske på, at regelmæssig sex faktisk er vigtigere end Lannisterintriger (laboratorierotten, der sulter ihjel, mens den hamrer løs på heroinknappen, that’s me). En anden ting er, at verden er min plotspoiler, og hvor end jeg vender mig i mediebilledet, står folk parat til at diskutere seneste udvikling, halvanden sæson foran mig. Så kunne vi ikke aftale, at alle lige holder kæft, indtil jeg er up to date?

…får den næste, der bruger Cohen-citatet med there’s a crack in everything, en flad. Vi har hørt det, det er sådan lyset slipper ind, perfektion forgår, banaliteter består, og find nu for helvede en anden at citere. Der er nok at tage af. (Og, nej, heller ikke Obama – nogen af dem!)

I øvrigt…

…noterede jeg mig, at ’dialogkaffe’ blev optaget som et af de nye ord i DDO, men Özlem Cekic er ikke krediteret i opslaget? Altså, har jeg misforstået noget, eller er det ikke ret meget hende, der har opfundet og udbredt det begreb? Og er det ikke temmelig ironisk, at hun ikke er nævnt som ophavskvinde, når nu de nye ord ligefrem blev offentliggjort 8. marts?

…er mit liv stadig fyldt med gode intentioner om mere blogaktivitet, og mit arkiv er fyldt med kladder, menaltsåyaknow… Vi arbejder for tiden på at udrydde alle de der hængepartier fra istandsættelse og flytning sidste/forrige år (altså ikke nødvendigvis dem alle sammen, jeg er ikke idiot); lige nu gælder det ældste barns værelse, og for nylig tømte jeg hans skab ved at placere alt indholdet på mit ellers så skriveklare skrivebord. Så lad være med at vente med tilbageholdt åndedræt. Det vil jeg nødig have på samvittigheden.

…nu vi er ved vejen til helvede og dens brolægning, så skal jeg altså have rykket til eget domæne. Vi er snart oppe på syv år – Niller – uden. Men hvem derude kan flytte for mig? Det skal jeg lige have fundet ud af… Og ja, jeg ved godt, at det burde være til at klare selv, men hvis bloggen undervejs eller senere hen går op i røg og mystiske koder, så vil jeg bare gerne have en at ringe til (og med den it-proffe formulering ‘røg og mystiske koder’ har jeg nok samtidig afsløret min egen inkompetence på feltet…)

…overvejede jeg engang at skrive vores ugentlige madplaner herinde, men turde ikke helt, af frygt for at det ville være en sprængfarlig blanding af unyttig info og unødigt blær. Nu gør jeg det ikke, fordi de er pinligt ringe. Morale: Udsæt noget længe nok, og din egen utilstrækkelighed vil før eller siden spænde ben for projektet.

…har jeg sådan lyst til at tage familien en tur til Malmø. Primært for at indtage min egen vægt i kardemommesnurrer, hvilket, de fleste nok ville mene, er et lovligt spinkelt grundlag. De fleste, bortset fra min mand. Som var parat til øjeblikkeligt at vende om og tage toget tilbage efter flere kardemummaforsyninger, sidst vi returnerede fra det svenske.

…fik de mange projekter, jeg har sat i værk i hjemmet, forleden samme mand til at kigge lidt skræmt på mig og spørge, om det her alt sammen i virkeligheden var et udtryk for, at jeg kedede mig i vores forhold? Beroligede ham med, at jeg er meget 1:1 – hvis det var ham, der var problemet, ville jeg ikke løse det med indretning, men med en anden mand. Og således trøstet gik han ind og satte fodlister op.

…er Master Fatman død, og verden er lige blevet et lidt dårligere sted. Øv.

 

 

Flere bullet points fra hverdagen (I øvrigt…)

…forsøgte jeg mig med at bage fastelavnsboller i weekenden – min afhængighed begynder at blive for dyr i bagerpenge. Har aldrig gjort det før, for min mor laver verdens bedste fastelavnsboller, men tænkte, at jeg burde kunne lave nogle, der var lige så gode. Det kunne jeg så ikke. De var ikke dårlige, slet ikke. De var bare IKKE lige så gode. (Heldigvis er både mand og børn forholdsvis ukritiske modtagere af hvidt brød med variationer af sukkertilbehør).

…honorerede mine tvillingepiger nok engang deres mors bøssefeministiske forventninger til fastelavnsudklædning og drog afsted som hhv. politikvinde og detektiv her til morgen. Var SÅ hårdt fristet af at give politikvinden et Tibet-flag med (og nu jeg tænker over det, kunne detektiven da passende have fået en invitation til kvotekongefest og nogle dubiøse fondsregnskaber med i lommen). Det virkede desværre bare lidt forkert at sende sit barn i byen med en joke, hun ikke selv forstod. Selvom det var en virkelig god en af slagsen.

…sad politikvinden også kendt som min 6-årige datter for et par uger siden og talte sine sparepenge, hvorefter hun betroede mig: ”Når jeg får mange penge, vil jeg skynde mig at bruge dem alle sammen, jeg ikke bliver berømt. For kan man aldrig være sig selv.” Det kan godt være, at hendes kausalitetsforståelse er helt i hegnet, men hun har da i det mindste værdierne i orden.

…var jeg for nylig ude at investere i en ny dametaske, da min gamle blev stjålet (eller…jeg var fuld og glemte den, og så forsvandt den, hvis du absolut skal spørge). Og facede nok engang mit evige accessory-paradoks: det skal være pænt (men ikke for pænt) uden at være for dyrt, og det skal være praktisk uden at være røvsygt. Og en taske må godt være lidt fiks, men der SKAL være plads til en bog. Kan afsløre, at det er en feature, ikke mange taskedesignere indtænker. Og at man i øvrigt føler sig jævnt dum, når man står i et dunkelt hjørne af NEYE-butikken og tester, om Nicole Krauss’ seneste udgydelser kan klemmes ned i diverse crossbodies.

…er det voldsomt ironisk, at et af mine uudtalte krav til en hverdagstaske er, at den skal være pæn nok til, at den ikke falder helt igennem, hvis man pludselig ender i byen… Forholdsvis hårdt kriterie at stille op, når man tænker på, at spontane byture er nærmest ikkeeksisterende i mit nuværende liv. Men altså, meget lidt er sandsynligt, alt er muligt. Inklusive scenariet, hvor jeg uden forudgående varsel befinder mig på Chateau Motels dansegulv med Tjekhovs noveller klemt ned i en heldigvis absolut passende håndtaske.