Flere bullet points fra hverdagen (I øvrigt…)

…forsøgte jeg mig med at bage fastelavnsboller i weekenden – min afhængighed begynder at blive for dyr i bagerpenge. Har aldrig gjort det før, for min mor laver verdens bedste fastelavnsboller, men tænkte, at jeg burde kunne lave nogle, der var lige så gode. Det kunne jeg så ikke. De var ikke dårlige, slet ikke. De var bare IKKE lige så gode. (Heldigvis er både mand og børn forholdsvis ukritiske modtagere af hvidt brød med variationer af sukkertilbehør).

…honorerede mine tvillingepiger nok engang deres mors bøssefeministiske forventninger til fastelavnsudklædning og drog afsted som hhv. politikvinde og detektiv her til morgen. Var SÅ hårdt fristet af at give politikvinden et Tibet-flag med (og nu jeg tænker over det, kunne detektiven da passende have fået en invitation til kvotekongefest og nogle dubiøse fondsregnskaber med i lommen). Det virkede desværre bare lidt forkert at sende sit barn i byen med en joke, hun ikke selv forstod. Selvom det var en virkelig god en af slagsen.

…sad politikvinden også kendt som min 6-årige datter for et par uger siden og talte sine sparepenge, hvorefter hun betroede mig: ”Når jeg får mange penge, vil jeg skynde mig at bruge dem alle sammen, jeg ikke bliver berømt. For kan man aldrig være sig selv.” Det kan godt være, at hendes kausalitetsforståelse er helt i hegnet, men hun har da i det mindste værdierne i orden.

…var jeg for nylig ude at investere i en ny dametaske, da min gamle blev stjålet (eller…jeg var fuld og glemte den, og så forsvandt den, hvis du absolut skal spørge). Og facede nok engang mit evige accessory-paradoks: det skal være pænt (men ikke for pænt) uden at være for dyrt, og det skal være praktisk uden at være røvsygt. Og en taske må godt være lidt fiks, men der SKAL være plads til en bog. Kan afsløre, at det er en feature, ikke mange taskedesignere indtænker. Og at man i øvrigt føler sig jævnt dum, når man står i et dunkelt hjørne af NEYE-butikken og tester, om Nicole Krauss’ seneste udgydelser kan klemmes ned i diverse crossbodies.

…er det voldsomt ironisk, at et af mine uudtalte krav til en hverdagstaske er, at den skal være pæn nok til, at den ikke falder helt igennem, hvis man pludselig ender i byen… Forholdsvis hårdt kriterie at stille op, når man tænker på, at spontane byture er nærmest ikkeeksisterende i mit nuværende liv. Men altså, meget lidt er sandsynligt, alt er muligt. Inklusive scenariet, hvor jeg uden forudgående varsel befinder mig på Chateau Motels dansegulv med Tjekhovs noveller klemt ned i en heldigvis absolut passende håndtaske.

 

Reklamer

I øvrigt…

…vrissede jeg forleden under en halvtravl morgen til Sønneke, at jeg var pænt træt af, at jeg aldrig nåede at lægge makeup, inden jeg tog på arbejde, fordi jeg skulle rende rundt efter ham og sørge for, at han kom afsted til tiden (han har en rimelig irriterende tendens til konstant at falde i staver random steder under morgenforberedelserne, og jeg ved desværre, hvem han har det fra). Hvorpå barnet kigger forfærdet på mig og udbryder: “Men mor! Du behøver jo ikke makeup! Du er SMUK uden makeup!“. Okay, så. 1-0 til dig, din lille frontend-feminist.

…har manden og jeg binget de første to sæsoner af Friends From College, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af min normalt så ophøjede selvfølelse, da jeg så, hvor dårlige anmeldelser, den havde fået. Okay, det er langt fra årets serie, men jeg syntes sgu, den var ret sjov. Især set i lyset af, at jeg sjældent er specielt underholdt af de komedieserier, alle andre elsker – jeg kan som regel se en joke kommer på 4 kilometers afstand, og persontegningen er altid udmattende endimensionel, selvom den tror, den ikke er det (igen, det er svært at være så overlegen som mig…) Friends From College er derimod lavkomisk nok til, at jokesene ikke falder så langt til jorden, og humoren er tilpas åndssvag til at være uforudsigelig. Me like.

…har en anden ny voksenaktivitet herhjemme været at spille Vildkat. En dag, vi spillede det med børnene, fik jeg en ubændig trang til at demonstrere, hvor meget jeg kunne tvære min bedre halvdel, men havde samtidig en forholdsvis edgy 6-årig på hver side, som nok ikke lige havde brug for, at jeg gik psykomor på spillestilen. I stedet tog vi det frem, da børnene var puttet, og hold kæft, hvor var det sjovt! Kan kun anbefale at tage sådan et slag no mercy-børnespil; ældste barn vågnede og kom ud i køkkenet, fordi vi larmede så meget – og var komplet himmelfalden, da han så, hvad vi foretog os. (Jeg vandt. Naturligvis.)

…skal man IKKE høre Flo Rida på vej på arbejde, hvis ikke man vil risikere at sidde resten af dagen i et åbent kontorlandskab med lyden af Ung Rejs kværnende for sit indre øre.

…hører jeg naturligvis ikke Flo Rida. Nogensinde. Du kan selv høre Flo Rida. Og David Guetta.

…flipper jeg snart ud, hvis jeg skal høre flere kommentarer fra eller om mænd og deres indiskutable genetiske behov for KØD. Tilsyneladende er det stadig socialt acceptabelt for voksne mennesker at opføre sig som om, grøntsager er både farlige, ulækre og det tætteste man kommer på medicinsk kastration via måltid. Men tro mig, både planeten og dit kolesteroltal vil takke dig, hvis du lige hapser de der kikærter uden mere brok. Vi kan også godt lege flyvemaskine, hvis det gør det nemmere?

…lykkedes det mig i sidste øjeblik at ændre aftenens menu fra people pleaseren Pad Krapow til rugbrød & fastelavnsboller. Ingen protesterede, men den går næppe igen i morgen. Måske.

…har vi vores madplan skrevet på en tavle i køkkenet, og for nylig besluttede jeg at skrive ugedagene på fransk. Ikke kun fordi jeg er et prætentiøst røvhul, men også fordi manden og jeg aldrig kan huske dem (de virkelig få gange, vi har brug for det), og eftersom vi er de studentikose typer, der også har et verdenskort og det periodiske system hængende, var dette det næste naturlige skridt. Og det virker faktisk. Lige pludselig ved jeg, hvad ‘torsdag’ hedder på fransk, hvilket er en hel ny følelse; som jeg ser det, står der nu nærmest ingenting mellem mig og en tilværelse som skrivende intellektuel i Languedoc-regionen. A bientôt, bitches!

 

I øvrigt…

…fik jeg forleden melodien til Luna Mezzo Mare på hjernen. Til den undrende læser kan jeg oplyse, at det er den sang, fru Corleone bliver hevet op på scenen for at synge med på under brylluppet i starten af Godfather. Jeg blev pludselig besat af at finde ud af, hvad sangen hed, hvordan teksten lød, hvad den handlede om (på gestikken i filmen er det rimelig nemt at udlede, at det er noget sjofelt) og dernæst at finde den på iTunes og høre den igen og igen. Gæt selv, om den var nemmere at ryste af hovedet efter den seance…*nynner henført* ”Che la luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

…har jeg omsider opdaget uldundertrøjer. Menneskehedens største opfindelse, på lige fod med ilden, hjulet og smeltet ost, og alligevel skulle jeg blive 35, før jeg overgav mig til det underliggende lag merino. Men sweet mother of all good, hvor er det dog vidunderligt ikke at fryse hele tiden – i sit helt almindelige tøj. Hvis du læser med, Julemand, så ønsker jeg mig 2 til af de gode fra Føtex (priserne på den slags isolerende vintergodter er jo til gengæld horrible!)

…er der noget ved konceptet goodie bags, der altid har irriteret mig, og jeg tror, jeg omsider har fundet ud af hvad. For det første falder det ind under den der underlige femi-infantilisme, hvor voksne kvinder forventes at begejstres over Kinder-chokolade, ting med enhjørninge og små godteposer. Og så er der det andet: jeg prøver hårdnakket at lære mine børn, at man godt kan gøre noget (handle i Netto, gå en tur, tage på museum) uden nødvendigvis samtidig at skulle have noget (snackpølse, en is, alt fra museumsbutikken), så hvorfor fanden kan kvinder i den arbejdsdygtige alder så ikke gå til et hvilket som helst event inden for mode- magasin- og bloggerbranchen uden pinedød at skulle have noget?

…er jeg i gang med at oppe mit julegame. Hvis alt går efter planen, så kan alle gaver være bestilt og alle familieaftaler fastlagt, når vi når starten af december, og jeg vil dermed have nedskaleret 2 af de største stressfaktorer: gaveplanlægning og -indkøb samt hvem-hvad-hvor-leg i anden halvdel af december, hvor vi altid ender med at skuffe nogen, når energien er opbrugt. Men i år kan folk få lov at møde deres eventuelle skuffelse up front, og jeg har en – måske optimistisk – plan om at samle familien herhjemme til en pizza- og hyggedag, og så skal jeg forhåbentlig ikke have andet i hovedet i december end en enkelt luciabolledej. Det kan jeg godt overskue.

…kunne nogen måske tænke ”Men hvad med juleaften? Hvordan planlægger I den?” Til det kan jeg kun svare med en høj skoggerlatter: HAHAHAHAHA! Som om det var noget, vi selv bestemte?! Nejnejnej, juleaften har lige siden Sønnekes tilkomst tilhørt min mor og svigermor på skift i en benhård opdeling, der ikke lader Jaltakonferencen noget efter, og jeg nærer ingen naive forestillinger om nogen som helst form for medbestemmelse på den front. Bedstemødrene er glade, børnene er glade, og det er det vigtigste (og det mener jeg faktisk). Så må den evigt klemte midtergeneration bare tage sig et ekstra glas portvin og lune sig ved tanken om, at resten af december tilhører os selv.

“Che la Luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

I øvrigt…

…har jeg set Politiken Plus sælge en kimono i “100 % økologisk, vaflet bomuld”, som ifølge de kreative overklasseløg er “den perfekte beklædning til stille morgener, vinterbadning eller ferie” – livet består jo knap af andet, forstås. Selv de kulturradikales berømte selvironi har åbenbart visse blinde pletter.

…forstår jeg ikke, at ‘ghosting’ bliver italesat som noget helt nyt, folk gør på de sociale medier? Jeg er sgu da blevet ghostet så rigeligt tilbage i 00’erne? Før der overhovedet fandtes facebook, blev jeg i tide og utide ignoreret left, right and center af mandspersoner, jeg havde indladt mig med. Så kom ikke her, post-millennials!

…glæder jeg mig virkelig meget til sæson 3 af True Detective. Og er grundlæggende træt af, at House of Cards skulle omkalfatreres på grund af Spacey og hans pis. Altså, jeg elsker skam Robin Wright, men kunne tumpen for helvede ikke bare have opført sig ordentligt, så jeg ikke hele tiden behøvede tænke på, hvordan sæson 6 oprindeligt så ud? Som sædvanlig tager ingen hensyn til mine følelser i det her. Pfh.

…nærer jeg et helt urimeligt had til samtlige Anne & Anders-doku-rejse-snakke-komfur-serier. Finder dem begge så ulideligt irriterende på hver deres unikke måde, at summen af de to føles som public service-svaret på Skylla og Charybdis. (Forestiller mig umiddelbart Anne som den flerhovede Skylla, der med en mund knævrer løs og en anden prøvesmager tapas fra krydskontaminerede skærebrætter, mens Anders er Charybdis, der suger alt og alle ned i en malstrøm af mumlende indføling).

…tog jeg mig selv i at tjekke vinduet for fastelavnsboller, da jeg passerede en bager på vej til arbejde i dag. Og samtidig overveje, om det egentlig ikke er lige oppe over med den slags?… Nej, Mie. Not even close. (Muligvis er det al Halloween-udklædningen, der har årstidsforvirret mig).

…gik mine tvillingepiger som sædvanlig i god/ond-udklædningsmode i sidste uge. Den ene var en meget nuttet og dekorativ heks. Den anden en temmelig nasty ond klovn (ideen bed sig især fast, da hun fandt ud af, hvor meget jeg hader klovne). Deres storebror var efter eget ønske ‘lille barn, sminket helt hvid, indsmurt i blod og med en blodig dukke i hånden’ – taget i betragtning, at han er den eneste i familien, der er lige så frygtsom som mig, var det overraskende fucked-up fundet på.

 

Scary child in the making…

 

I øvrigt…

…gik det helt bananas med kommentarsporet til sidste indlæg. Ramte vist en nerve, så det skal vi da helt klart snakke mere om. Og NU har jeg vist også fået svaret alle. Der kom lidt forsinkelse på, eftersom jeg var på den årlige voksentur med manden i weekenden og vurderede, at han nok ikke ville finde det superromantisk, hvis jeg begyndte at bruge vores dyrebare tid på at hænge på bloggen for at svare mine beundrere (ja, det er lige præcis den betegnelse, I går under, folkens #ginormousheadbynow).

…gik turen i år til Malmø. Egentlig skulle vi bare have været hjemme i København, for økonomien var ikke til mere, men så kiggede jeg alligevel en lillebitte smule på hoteller, og vi blev enige om, at en del af attraktionen ved vores årlige weekend altså er luksus, luftforandring og fri adgang til badekar. Og så knalder man i øvrigt bare bedre på et hotelværelse. Så vi ofrede 1.500 kr på 2 overnatninger i Malmø og spiste burgere og billige dumplings i stedet for at gå på fin restaurant. Hvilket altsammen viste sig at være en virkelig god prioritering, for hotellet var SÅ fint. Har allerede anbefalet det på Instagram, og er dermed en komplet parodi på min egen konsumerismekritik. Selvtak.

…har Karoline født (hurra!), og i et splitsekund tog jeg mig selv i at tænke, at jeg skulle have plottet et barselsbesøg ind i kalenderen… Øh, nej, Mie. Det skal du så ikke. I hvert fald ikke før det bliver socialt acceptabelt at dukke uanmeldt op og lykønske med familieforøgelsen hos mennesker MAN IKKE KENDER I VIRKELIGHEDEN.

…endte jeg med at gå ind og redigere i nogle af de førnævnte kommentar-svar, jeg skrev i går. Fordi jeg læste dem igennem og pludselig godt kunne se, at jeg havde ladet mig rive lidt med af stemningen *ahem*. Og faktisk lå og rantede i mit eget kommentarfelt på en lettere uklædelig måde. Så ja, jeg rettede dem til. Skal jo helst fremstå mere sympatisk, end jeg egentlig er. Samtidig lagde jeg en kommentar ovre hos Hvid Kaffe, som endnu ikke er udgivet, og er derfor nu bekymret for, om jeg simpelthen havde et anfald af tekstmæssig cuntness i går, hvor alt, jeg skrev, var sådan lidt off? (I så fald, beklager!) Eller om jeg bare glemte at trykke ’send kommentar’?…

…apropos social idioti, så er jeg latterligt dårlig til at møde nye mennesker – Bonjour, skolestart med 2 hold nye forældre! Mine evner inden for almindelig smalltalk er sådan cirka lig nul, og i mit (nyttesløse) forsøg på at dæmpe min nervøsitet og virke interessant smider jeg gerne et eller andet upassende ærligt på bordet. Således lykkedes det mig i går under en samtale med en sød forælder, der havde givet sig til kende som læser af min blog, både at nævne, at jeg ikke rigtig orkede at snakke med andre forældre, samt at jeg engang ville klæde mig ud som gravid cheerleader til en fastelavnsfest, men at manden nedlagde veto, fordi det var et børnearrangement. Det sidste uden nævneværdig anledning, btw. Jeg hader mig selv.

…er der rystende mange af de her punkter, der handler om mig og min manglende evne til at interagere med andre mennesker på en normal måde. Måske trænger jeg til lidt mindre skærmtid. Og lidt mere udendørsleg.

 

Kardemummabullar i fart

 

I øvrigt…

…var I bare så skidesøde i kommentarfeltet til sidste indlæg. Skal nok også lige få svaret alle! #usleravneblogger

…forstår jeg ikke, hvorfor folk bruger udtrykket ‘en undring’. Ved de ikke, at det ikke findes på dansk? Og at de nårsomhelst kan åbne døren, og så står jeg der, parat til at give dem en flad?

…hører jeg Nicki Minajs nye album konstant. Så hvis I pludselig hører nogen bag jer, der mumlersynger om at knalde hjernen ud på en flæbende Drake, er det bare mig. Gotta love that woman.

…skal vi virkelig, virkelig have afmeldt vores tv-pakke. Den eneste forskel fra før, hvor vi bare streamede DR’s kanaler, er TV2, og den kanal er fanderme ikke mine penge værd. Alene de mængder af lortereklamer, man får smidt i hovedet, er ved at drive mig til vanvid; læg dertil en evig båndsløjfe af Station 2, Mikkel Kryger og random britisk sensationsjournalistik…aaaaand I’m outta here.

…kom jeg lige i tanke om, at jeg har bryllupsdag i dag. 5 år, sgu. Nettet fortæller mig, at det er træbryllup, og indtil videre har jeg fejret dagen med at morgenvrisse af børnene og forbande menuen i kantinen. Men har skrevet til manden, at jeg ønsker mig et træ, og lagt planer for at åbne de dyre italienske bobler, vi har på lager. Måske købe en kage på vej hjem? Se mig lave party-u-turn på en torsdag.

I øvrigt…

…blev dronningens gravmæle afsløret i forgårs, og pludselig giver Prins Henriks opførsel i hans sidste tid enormt meget mening. Jeg skulle eddermaneme heller ikke begraves under den rædsel. Fandt det også stærkt underholdende, hvordan pressemeddelelsen understregede, at Bjørn Nørgaard havde holdt sig inden for budgettet. Konceptet ’for knap 30 millioner skattekroner afskyelig grimhed’ vurderes åbenbart mere spiseligt for den almindelige borger end ’for over 30 millioner skattekroner afskyelig grimhed’. Go figure.

…bør der snart nedlægges fogedforbud mod servering af mørksej i kantiner. I hvert fald i kantiner, der ikke kan tilberede en fisk uden at slå den ihjel anden gang. Og som tror, de laver Nyt Nordisk Firmakøkken, så længe de bare hælder rigelige mængder stegt kål og ramsløg oven på de dobbeltmyrdede grå fileter. Og som i øvrigt laver mad til min arbejdsplads. Selv en billig hvidfisk har fortjent bedre end det, kantine-typer, kan I alligevel ikke finde på andet, så paner dog kræet!

…tror jeg ikke, Dennis Kristensen kommer med til ret manges fødselsdag i år. Musketered, schmusketered, som man siger. Nuvel, hvis han bekender kulør som OK 2018-forhandlingernes Milady de Winter, må det være op til sygeplejerskernes Grete Christensen at spille rollen som vores allesammens D’Artagnan. Kom så, Grete! (Vi ved alle, at Athos Bondo ikke har en chance alene mod Richelieu… jeg mener Michael Ziegler.)

…er jeg næsten færdig med at sy gardiner til kolonihavehuset. Eller, sy og sy, lægge færdige IKEA-gardiner op i rigtig længde, skal det nu være helt korrekt. Hvilket stadig er lidt af et arbejde, især når man er så rådden og utålmodig en håndværker som undertegnede. Har dog strakt mig så langt som til at bruge knappenåle i denne omgang, men kan stadig i mit baghoved høre min sarkastiske håndarbejdslærer i 5. klasse: ”Mjah, det bugter sig godt nok i bakkedal, hva’?!” 

…kommer der nok til at stå en masse om vores kolonihave herinde. Undskyld. Jeg er faldet direkte ned i bloggergryden med hashtag-boligen, men jeg kan ikke dy mig, det er sgu bare for sjovt og herligt med sådan et lille hus. Til gengæld lover jeg stadig ikke at kalde det for ’’kolonøjseren’ (alle ved jo, at ’kolo’ er tusind gange mere tjekket… *host*) og berette rigeligt om motorvejslarm og skrigende børn. Men altså: Jeg er en omvandrende københavnsk middelklasse-kliché balancerende på kanten af kvalmegrænsen, og jeg ved det godt. Undskyld igen.