I øvrigt …

… har jeg set folk referere til en Floder af blod-tale, som Rasmus Paludan åbenbart engang har holdt – den har han sgu da planket direkte fra Enoch Powells Rivers of Blood-tale fra 1960’erne. Få dig din egen racisme, Mulle! Ellers får du aldrig en plads i tossernes blå bog. (Generel lede og afmagt ved hele situationen, tænker jeg, ligesom ligger mellem linjerne her. Og har slet ikke ord for dem, der støtter ham i en form for misforstået, selvhøjtidelig systemprotest, selvom de “ikke sådan rigtig er enige med ham”. Nej. Bare nej).

… aner jeg ikke, hvordan man laver en god overgang fra Paludan, men af en eller anden grund sad jeg forleden og læste om Rasmus Tantholdt. Som åbenbart har dannet par med hele tre forskellige kvinder fra TV2s nyhedsprogrammer. Og hvis man lige prøver at billedgoogle dem en gang, så er det vist safe to say, at Tantholdt har en type. Eller også har TV2.

… apropos sladder, så har Den Korte Radioavis en overgang kørt med indslaget Mon Diez, en fiktiv dagbog, som primært handler om, hvordan alle dåner over skribentens blændende intellekt og kaster sig ud af vinduer over, hvor gudeskøn hun er, mens hun bragger/humblebragger sig gennem tilværelsen. Jeg kendte ikke den omtalte Diez før programmet, tænkte, at de nok overdrev helt vildt, googlede mig til et interview i Alt for Damerne og – mon diez! – nu giver det mening. Men er simpelthen nødt til at påpege, at hendes historie om, hvordan hun chokerede alle på danskstudiet med den hidtil usete kombination af smuk og klog, den holder simpelthen ikke. Jeg dimitterede nemlig fra præcis samme uddannelse 6 år tidligere, så det tabu var allerede brudt! Selv tak, Katherine.

… er det gået op for mig, at løs te åbenbart ikke er noget, vi køber mere? Eller hvad? Skulle have fyldt lageret op og prøvede at undgå min bekostelige svaghed for Perch’s, men pludselig har supermarkederne nærmest ikke andet end brevte? Jeg har da både købt kvædete og roiboos hos Netto før i tiden, men end ikke Irma havde den slags i løsvægt? Sig mig, er alle mennesker blevet vanvittige? Det der Yogi-infusion i brev kan jeg lige acceptere, men ellers er det sguda umuligt at få en ordentlig kop te ud af det camping-pis! (Til alle ikke-tedrikkere, der ikke forstår min frustration, kan jeg sige, at det svarer til, at alle butikker skiftede hele deres kaffesortiment ud med 5 slags neskaffe … VANVITTIGE, siger jeg!)

… er jeg lige for tiden brændt inde med to billetter til Gods of Rap i Royal Arena. Lang historie kort, min veninde er desværre blevet forhindret, og min omgangskreds vælter ikke ligefrem med mennesker, der drømmer om at se en samling fallerede hiphoppere, cirka 20 år for sent på den. Og nej, lige nu ved jeg sgu da heller ikke, hvorfor jeg købte de billetter … Manden foreslog, at jeg lavede et facebook-opslag, hvor jeg tilbød at sælge enten begge billetter eller pladsen som min +1. Er bare ikke sikker på, at min selvfølelse ville kunne klare den form for larmende tavshed.

 

FF8F1B4E-5434-4B02-81C3-CE4F42990B02

Reklamer

I øvrigt…

…forstod jeg aldrig helt, hvorfor nogen i første omgang ville betale billetter for at se Michelle Obama? Og hvordan hun nogensinde blev den store kvinde i åbenbaringen? Altså, jeg er ikke i tvivl om, at hun er skidesød og dygtig og klog og alt det, men der er noget underligt bagvendt over, at det efterhånden skal være feminisme og empowering og #bosslady, så snart en kvinde har en uddannelse, et arbejde og indimellem noget fornuftigt at sige (hvilket hun så åbenbart ikke havde). Desuden er alt det der ’first lady’-glamourpis jo et levn fra dengang, kvinders eneste vej til indflydelse var via ægteskab. Sguda lidt sad, at man i dette årtusind kan blive et feministisk ikon, når ens claim to fame er det andet navn på vielsespapirerne.

…opdagede jeg for nylig, at indspilningerne til den femte Indiana Jones-film er sat til at starte i APRIL 2019! Som i nu her! (Ooog muligvis udskudt lidt igen, men pytnumeddet). Premieredatoen er 9. juli 2021, og skulle nogen være i tvivl, er det det tætteste, vi kommer Jesu genkomst i min verden. (Og gudsketakoglov er Shia LeBoeuf ikke med denne gang – så er der bare tilbage at krydse fingre for en mindre rædderlig mcguffin end sidst).

…føler jeg mig for tiden virkelig gammel. Som i sygt gammel. Regnede ud, at mine børn nu allesammen er tættere på at være 20 år, end jeg selv er. Og det er et problem, for jeg troede jo, at jeg var 20. Men det er jeg slet ikke? Faktisk er det 16 år siden, jeg var 20? 16?! 20??!! 16??!!!!!!!! *hoved eksploderer*

…holdt jeg sidste år en meget lang Game of Thrones-pause (mit hæmningsløs vold & voldtægt-bæger var på en eller anden måde fyldt op, kald mig bare sart), men ansporet af premieren på sæson 8 (den er kommet nu, forresten, vidste I det?…) har jeg den sidste halvanden uges tid binget mig frem til starten af 6. sæson. Og en ting er, at jeg har genopdaget, hvad den serie gør ved en: få døgn inde i maratonnet måtte jeg begynde at tvinge mig selv i seng kl. 01.30 samt huske på, at regelmæssig sex faktisk er vigtigere end Lannisterintriger (laboratorierotten, der sulter ihjel, mens den hamrer løs på heroinknappen, that’s me). En anden ting er, at verden er min plotspoiler, og hvor end jeg vender mig i mediebilledet, står folk parat til at diskutere seneste udvikling, halvanden sæson foran mig. Så kunne vi ikke aftale, at alle lige holder kæft, indtil jeg er up to date?

…får den næste, der bruger Cohen-citatet med there’s a crack in everything, en flad. Vi har hørt det, det er sådan lyset slipper ind, perfektion forgår, banaliteter består, og find nu for helvede en anden at citere. Der er nok at tage af. (Og, nej, heller ikke Obama – nogen af dem!)

I øvrigt…

…noterede jeg mig, at ’dialogkaffe’ blev optaget som et af de nye ord i DDO, men Özlem Cekic er ikke krediteret i opslaget? Altså, har jeg misforstået noget, eller er det ikke ret meget hende, der har opfundet og udbredt det begreb? Og er det ikke temmelig ironisk, at hun ikke er nævnt som ophavskvinde, når nu de nye ord ligefrem blev offentliggjort 8. marts?

…er mit liv stadig fyldt med gode intentioner om mere blogaktivitet, og mit arkiv er fyldt med kladder, menaltsåyaknow… Vi arbejder for tiden på at udrydde alle de der hængepartier fra istandsættelse og flytning sidste/forrige år (altså ikke nødvendigvis dem alle sammen, jeg er ikke idiot); lige nu gælder det ældste barns værelse, og for nylig tømte jeg hans skab ved at placere alt indholdet på mit ellers så skriveklare skrivebord. Så lad være med at vente med tilbageholdt åndedræt. Det vil jeg nødig have på samvittigheden.

…nu vi er ved vejen til helvede og dens brolægning, så skal jeg altså have rykket til eget domæne. Vi er snart oppe på syv år – Niller – uden. Men hvem derude kan flytte for mig? Det skal jeg lige have fundet ud af… Og ja, jeg ved godt, at det burde være til at klare selv, men hvis bloggen undervejs eller senere hen går op i røg og mystiske koder, så vil jeg bare gerne have en at ringe til (og med den it-proffe formulering ‘røg og mystiske koder’ har jeg nok samtidig afsløret min egen inkompetence på feltet…)

…overvejede jeg engang at skrive vores ugentlige madplaner herinde, men turde ikke helt, af frygt for at det ville være en sprængfarlig blanding af unyttig info og unødigt blær. Nu gør jeg det ikke, fordi de er pinligt ringe. Morale: Udsæt noget længe nok, og din egen utilstrækkelighed vil før eller siden spænde ben for projektet.

…har jeg sådan lyst til at tage familien en tur til Malmø. Primært for at indtage min egen vægt i kardemommesnurrer, hvilket, de fleste nok ville mene, er et lovligt spinkelt grundlag. De fleste, bortset fra min mand. Som var parat til øjeblikkeligt at vende om og tage toget tilbage efter flere kardemummaforsyninger, sidst vi returnerede fra det svenske.

…fik de mange projekter, jeg har sat i værk i hjemmet, forleden samme mand til at kigge lidt skræmt på mig og spørge, om det her alt sammen i virkeligheden var et udtryk for, at jeg kedede mig i vores forhold? Beroligede ham med, at jeg er meget 1:1 – hvis det var ham, der var problemet, ville jeg ikke løse det med indretning, men med en anden mand. Og således trøstet gik han ind og satte fodlister op.

…er Master Fatman død, og verden er lige blevet et lidt dårligere sted. Øv.

 

 

Flere bullet points fra hverdagen (I øvrigt…)

…forsøgte jeg mig med at bage fastelavnsboller i weekenden – min afhængighed begynder at blive for dyr i bagerpenge. Har aldrig gjort det før, for min mor laver verdens bedste fastelavnsboller, men tænkte, at jeg burde kunne lave nogle, der var lige så gode. Det kunne jeg så ikke. De var ikke dårlige, slet ikke. De var bare IKKE lige så gode. (Heldigvis er både mand og børn forholdsvis ukritiske modtagere af hvidt brød med variationer af sukkertilbehør).

…honorerede mine tvillingepiger nok engang deres mors bøssefeministiske forventninger til fastelavnsudklædning og drog afsted som hhv. politikvinde og detektiv her til morgen. Var SÅ hårdt fristet af at give politikvinden et Tibet-flag med (og nu jeg tænker over det, kunne detektiven da passende have fået en invitation til kvotekongefest og nogle dubiøse fondsregnskaber med i lommen). Det virkede desværre bare lidt forkert at sende sit barn i byen med en joke, hun ikke selv forstod. Selvom det var en virkelig god en af slagsen.

…sad politikvinden også kendt som min 6-årige datter for et par uger siden og talte sine sparepenge, hvorefter hun betroede mig: ”Når jeg får mange penge, vil jeg skynde mig at bruge dem alle sammen, jeg ikke bliver berømt. For kan man aldrig være sig selv.” Det kan godt være, at hendes kausalitetsforståelse er helt i hegnet, men hun har da i det mindste værdierne i orden.

…var jeg for nylig ude at investere i en ny dametaske, da min gamle blev stjålet (eller…jeg var fuld og glemte den, og så forsvandt den, hvis du absolut skal spørge). Og facede nok engang mit evige accessory-paradoks: det skal være pænt (men ikke for pænt) uden at være for dyrt, og det skal være praktisk uden at være røvsygt. Og en taske må godt være lidt fiks, men der SKAL være plads til en bog. Kan afsløre, at det er en feature, ikke mange taskedesignere indtænker. Og at man i øvrigt føler sig jævnt dum, når man står i et dunkelt hjørne af NEYE-butikken og tester, om Nicole Krauss’ seneste udgydelser kan klemmes ned i diverse crossbodies.

…er det voldsomt ironisk, at et af mine uudtalte krav til en hverdagstaske er, at den skal være pæn nok til, at den ikke falder helt igennem, hvis man pludselig ender i byen… Forholdsvis hårdt kriterie at stille op, når man tænker på, at spontane byture er nærmest ikkeeksisterende i mit nuværende liv. Men altså, meget lidt er sandsynligt, alt er muligt. Inklusive scenariet, hvor jeg uden forudgående varsel befinder mig på Chateau Motels dansegulv med Tjekhovs noveller klemt ned i en heldigvis absolut passende håndtaske.

 

I øvrigt…

…vrissede jeg forleden under en halvtravl morgen til Sønneke, at jeg var pænt træt af, at jeg aldrig nåede at lægge makeup, inden jeg tog på arbejde, fordi jeg skulle rende rundt efter ham og sørge for, at han kom afsted til tiden (han har en rimelig irriterende tendens til konstant at falde i staver random steder under morgenforberedelserne, og jeg ved desværre, hvem han har det fra). Hvorpå barnet kigger forfærdet på mig og udbryder: “Men mor! Du behøver jo ikke makeup! Du er SMUK uden makeup!“. Okay, så. 1-0 til dig, din lille frontend-feminist.

…har manden og jeg binget de første to sæsoner af Friends From College, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af min normalt så ophøjede selvfølelse, da jeg så, hvor dårlige anmeldelser, den havde fået. Okay, det er langt fra årets serie, men jeg syntes sgu, den var ret sjov. Især set i lyset af, at jeg sjældent er specielt underholdt af de komedieserier, alle andre elsker – jeg kan som regel se en joke kommer på 4 kilometers afstand, og persontegningen er altid udmattende endimensionel, selvom den tror, den ikke er det (igen, det er svært at være så overlegen som mig…) Friends From College er derimod lavkomisk nok til, at jokesene ikke falder så langt til jorden, og humoren er tilpas åndssvag til at være uforudsigelig. Me like.

…har en anden ny voksenaktivitet herhjemme været at spille Vildkat. En dag, vi spillede det med børnene, fik jeg en ubændig trang til at demonstrere, hvor meget jeg kunne tvære min bedre halvdel, men havde samtidig en forholdsvis edgy 6-årig på hver side, som nok ikke lige havde brug for, at jeg gik psykomor på spillestilen. I stedet tog vi det frem, da børnene var puttet, og hold kæft, hvor var det sjovt! Kan kun anbefale at tage sådan et slag no mercy-børnespil; ældste barn vågnede og kom ud i køkkenet, fordi vi larmede så meget – og var komplet himmelfalden, da han så, hvad vi foretog os. (Jeg vandt. Naturligvis.)

…skal man IKKE høre Flo Rida på vej på arbejde, hvis ikke man vil risikere at sidde resten af dagen i et åbent kontorlandskab med lyden af Ung Rejs kværnende for sit indre øre.

…hører jeg naturligvis ikke Flo Rida. Nogensinde. Du kan selv høre Flo Rida. Og David Guetta.

…flipper jeg snart ud, hvis jeg skal høre flere kommentarer fra eller om mænd og deres indiskutable genetiske behov for KØD. Tilsyneladende er det stadig socialt acceptabelt for voksne mennesker at opføre sig som om, grøntsager er både farlige, ulækre og det tætteste man kommer på medicinsk kastration via måltid. Men tro mig, både planeten og dit kolesteroltal vil takke dig, hvis du lige hapser de der kikærter uden mere brok. Vi kan også godt lege flyvemaskine, hvis det gør det nemmere?

…lykkedes det mig i sidste øjeblik at ændre aftenens menu fra people pleaseren Pad Krapow til rugbrød & fastelavnsboller. Ingen protesterede, men den går næppe igen i morgen. Måske.

…har vi vores madplan skrevet på en tavle i køkkenet, og for nylig besluttede jeg at skrive ugedagene på fransk. Ikke kun fordi jeg er et prætentiøst røvhul, men også fordi manden og jeg aldrig kan huske dem (de virkelig få gange, vi har brug for det), og eftersom vi er de studentikose typer, der også har et verdenskort og det periodiske system hængende, var dette det næste naturlige skridt. Og det virker faktisk. Lige pludselig ved jeg, hvad ‘torsdag’ hedder på fransk, hvilket er en hel ny følelse; som jeg ser det, står der nu nærmest ingenting mellem mig og en tilværelse som skrivende intellektuel i Languedoc-regionen. A bientôt, bitches!

 

I øvrigt…

…fik jeg forleden melodien til Luna Mezzo Mare på hjernen. Til den undrende læser kan jeg oplyse, at det er den sang, fru Corleone bliver hevet op på scenen for at synge med på under brylluppet i starten af Godfather. Jeg blev pludselig besat af at finde ud af, hvad sangen hed, hvordan teksten lød, hvad den handlede om (på gestikken i filmen er det rimelig nemt at udlede, at det er noget sjofelt) og dernæst at finde den på iTunes og høre den igen og igen. Gæt selv, om den var nemmere at ryste af hovedet efter den seance…*nynner henført* ”Che la luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

…har jeg omsider opdaget uldundertrøjer. Menneskehedens største opfindelse, på lige fod med ilden, hjulet og smeltet ost, og alligevel skulle jeg blive 35, før jeg overgav mig til det underliggende lag merino. Men sweet mother of all good, hvor er det dog vidunderligt ikke at fryse hele tiden – i sit helt almindelige tøj. Hvis du læser med, Julemand, så ønsker jeg mig 2 til af de gode fra Føtex (priserne på den slags isolerende vintergodter er jo til gengæld horrible!)

…er der noget ved konceptet goodie bags, der altid har irriteret mig, og jeg tror, jeg omsider har fundet ud af hvad. For det første falder det ind under den der underlige femi-infantilisme, hvor voksne kvinder forventes at begejstres over Kinder-chokolade, ting med enhjørninge og små godteposer. Og så er der det andet: jeg prøver hårdnakket at lære mine børn, at man godt kan gøre noget (handle i Netto, gå en tur, tage på museum) uden nødvendigvis samtidig at skulle have noget (snackpølse, en is, alt fra museumsbutikken), så hvorfor fanden kan kvinder i den arbejdsdygtige alder så ikke gå til et hvilket som helst event inden for mode- magasin- og bloggerbranchen uden pinedød at skulle have noget?

…er jeg i gang med at oppe mit julegame. Hvis alt går efter planen, så kan alle gaver være bestilt og alle familieaftaler fastlagt, når vi når starten af december, og jeg vil dermed have nedskaleret 2 af de største stressfaktorer: gaveplanlægning og -indkøb samt hvem-hvad-hvor-leg i anden halvdel af december, hvor vi altid ender med at skuffe nogen, når energien er opbrugt. Men i år kan folk få lov at møde deres eventuelle skuffelse up front, og jeg har en – måske optimistisk – plan om at samle familien herhjemme til en pizza- og hyggedag, og så skal jeg forhåbentlig ikke have andet i hovedet i december end en enkelt luciabolledej. Det kan jeg godt overskue.

…kunne nogen måske tænke ”Men hvad med juleaften? Hvordan planlægger I den?” Til det kan jeg kun svare med en høj skoggerlatter: HAHAHAHAHA! Som om det var noget, vi selv bestemte?! Nejnejnej, juleaften har lige siden Sønnekes tilkomst tilhørt min mor og svigermor på skift i en benhård opdeling, der ikke lader Jaltakonferencen noget efter, og jeg nærer ingen naive forestillinger om nogen som helst form for medbestemmelse på den front. Bedstemødrene er glade, børnene er glade, og det er det vigtigste (og det mener jeg faktisk). Så må den evigt klemte midtergeneration bare tage sig et ekstra glas portvin og lune sig ved tanken om, at resten af december tilhører os selv.

“Che la Luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

I øvrigt…

…har jeg set Politiken Plus sælge en kimono i “100 % økologisk, vaflet bomuld”, som ifølge de kreative overklasseløg er “den perfekte beklædning til stille morgener, vinterbadning eller ferie” – livet består jo knap af andet, forstås. Selv de kulturradikales berømte selvironi har åbenbart visse blinde pletter.

…forstår jeg ikke, at ‘ghosting’ bliver italesat som noget helt nyt, folk gør på de sociale medier? Jeg er sgu da blevet ghostet så rigeligt tilbage i 00’erne? Før der overhovedet fandtes facebook, blev jeg i tide og utide ignoreret left, right and center af mandspersoner, jeg havde indladt mig med. Så kom ikke her, post-millennials!

…glæder jeg mig virkelig meget til sæson 3 af True Detective. Og er grundlæggende træt af, at House of Cards skulle omkalfatreres på grund af Spacey og hans pis. Altså, jeg elsker skam Robin Wright, men kunne tumpen for helvede ikke bare have opført sig ordentligt, så jeg ikke hele tiden behøvede tænke på, hvordan sæson 6 oprindeligt så ud? Som sædvanlig tager ingen hensyn til mine følelser i det her. Pfh.

…nærer jeg et helt urimeligt had til samtlige Anne & Anders-doku-rejse-snakke-komfur-serier. Finder dem begge så ulideligt irriterende på hver deres unikke måde, at summen af de to føles som public service-svaret på Skylla og Charybdis. (Forestiller mig umiddelbart Anne som den flerhovede Skylla, der med en mund knævrer løs og en anden prøvesmager tapas fra krydskontaminerede skærebrætter, mens Anders er Charybdis, der suger alt og alle ned i en malstrøm af mumlende indføling).

…tog jeg mig selv i at tjekke vinduet for fastelavnsboller, da jeg passerede en bager på vej til arbejde i dag. Og samtidig overveje, om det egentlig ikke er lige oppe over med den slags?… Nej, Mie. Not even close. (Muligvis er det al Halloween-udklædningen, der har årstidsforvirret mig).

…gik mine tvillingepiger som sædvanlig i god/ond-udklædningsmode i sidste uge. Den ene var en meget nuttet og dekorativ heks. Den anden en temmelig nasty ond klovn (ideen bed sig især fast, da hun fandt ud af, hvor meget jeg hader klovne). Deres storebror var efter eget ønske ‘lille barn, sminket helt hvid, indsmurt i blod og med en blodig dukke i hånden’ – taget i betragtning, at han er den eneste i familien, der er lige så frygtsom som mig, var det overraskende fucked-up fundet på.

 

Scary child in the making…