3 ting om Bagedysten

1) Jeg får galopperende feminist-fnidder af den rædderlige stil, flertallet af kvindelige deltagere fremstilles i. Hvorfor i al hede hule helvede skal de dresses op som pseudoseksualiserede hausfraus anno 1959? Hvem i alverden gider at stressbage iført stram kjole og højt hår? Jeg skulle sgu ikke nyde noget af at rende fra fromage til Pilatus i stiletter – er der en sindsforvirret kostumier på spil, eller ruller de sig rent faktisk frivilligt ind i nylon og læbestift, inden de skal udføre fysisk krævende arbejde? Spørgsmålene er mange, svarene er få. Men jeg synes altså, det er latterligt. Og underligt diskriminerende.

2) Jeg ved ikke, om producerne selv er klar over det, men flere sæsoners diversitet-typecasting har udelukkende formået at fasttømre de allerede eksisterende magtstrukturer i samfundet. På nuværende tidspunkt burde det i hvert fald være slået ind med syvtommersøm hos seerne, at gamle damer og folk med indvandrerbaggrund er middelmådige typer, som aldrig kan vinde – ikke så snart er line-uppet rullet over skærmen for første gang, før vi forventer at se lige præcis dem gå ned i en malstrøm af fejltempereret chokolade og ubehjælpelig slikpynt. Alletiders yndlings-Rosa er godt nok frisk på vej til at slå statistikken, men vi ved alle sammen, at hun i længden ikke har en chance mod hårlakerede 12-talspiger og hipsternørdede isomaltdrenge. (Og hvorfor medvirker der i øvrigt aldrig nogen gamle mænd? Igen må jeg trække diskriminationskortet.)

3) Er efterhånden nået til den smertelige erkendelse, at det eneste, der kan få mig til at respektere Timm Vladimir som TV-vært, er Gordon Kennedys øjeblikkelige genkomst i Public Service, sad as it may be. Til gengæld er jeg helt ok med udskiftningen af den kvindelige dommer – muligvis fordi Mette Blomsterberg er det eneste menneske i TV-historien, der irriterer mig mere end Timm Vladimir. (Markus Grigos rolle tror jeg bare, vi forbigår i tavshed.)

Og så skal der kun soves 6 gange inden næste afsnit – klar, parat, fordøm!

Reklamer

Selvom en god torsdag jo heller ikke er en menneskeret

Hvis der er et udtryk, jeg hader, så er det ”nu er det jo ikke en menneskeret, at…”, når det i flæng bruges til at belære andre om, hvad de kan tillade sig at forvente af tilværelsen. Gerne af folk, der selv indtager en forholdsvis privilegeret position i samfundet, med både menneskerettigheder og materielle goder til hobe. Hyklerisk much?

(Fx er der altid politikere, der står klar til at fortælle kontanthjælpsmodtagere eller studerende, at en rimelig levestandard og en bolig i overkommelig nærhed af ens studie sandelig ikke er nogen menneskeret. Politikere med høje lønninger og gode boligforhold, vel at mærke. Som tror, at de, fordi de engang i tidernes morgen tilbragte 3-4 år på SU i et billigt forældrekøb, nu ved alt om, hvad en enlig mor i lejebolig bør have af krav til livet.)

Jeg er stor fortaler for proportioner og anerkendelse af egne privilegier. Og nej, det er ikke alt, der er en menneskeret. Langt fra, faktisk. Men på det retoriske plan er det netop derfor et dundrende non-argument (er ikke sikker på, det er den korrekte akademiske term, dog), fordi der er 117 ting i tilværelsen, der ikke falder under FN’s charter, og derfor har det ikke en skid at gøre med noget som helst.

Og på det menneskelige plan er det bare åbenlyst arrogant og uforskammet at tillade sig at dømme om, hvad andre må og ikke må ønske sig (har sågar hørt om barnløse, der har fået at vide, at ”nu er børn jo ikke en menneskeret” – av, for satan, altså!)

At noget ikke er en menneskeret florerer også en del i kommentarfelter; det er et lige skideirriterende forsøg på at lukke en diskussion ned, uden overhovedet at anerkende modpartens ståsted, hver gang det sker. Og sidst, den slags sved mig i øjnene, skrev jeg i ren frustration et modsvar, som jeg holdt for mig selv. Men her er det. Og man er hjertelig velkommen til selv at bruge det ved lejlighed:

“Der er mange ting, der ikke er en menneskeret, og som på globalt plan falder ind under luksusgoder, heriblandt en bekvemt beliggende bolig, rejser, et tilfredsstillende arbejde, pænt tøj, cafebesøg, en tur i Tivoli og for den sags skyld børn. Alligevel er det altsammen noget, mange mennesker ønsker sig – og med rette, for det er de ting, de fleste af os forbinder med det gode liv.
Og har man adgang til flere eller alle disse ting, har man sit på det tørre og i vid udstrækning det, man ønsker sig af livet. Så er det både uklædeligt og usmageligt at pege fingre af andre og indirekte anklage dem for at være forkælede eller forkert på den, alene fordi de ønsker sig det samme, som man selv har.
Selvom det ikke er en menneskeret.”

God torsdag.

I øvrigt…

…er vi omsider hoppet på Game of Thrones herhjemme. Ved egentlig ikke, hvorfor det tog så lang tid, eftersom jeg alle dage har været en sucker for Sværd-og-Sandal-filmens moderne aftager, Hor-og-Mord-serien. (Var sikkert også den eneste, der begræd, at Rome stoppede efter 2 sæsoner – nogen, der kan huske den? Fra dengang, man så serier i TV?) Under alle omstændigheder er vi allerede på første pause, da streamingtjenesters svar på crack har det med at stjæle nattesøvn fra svage sjæle. Så nu ser vi lidt True Detective 2 i stedet. Som vi ellers holdt os fra, fordi alle sagde, at den var SÅ meget ringere end 1’eren, men når man i mellemtiden har fået tid til at gå med Blacklist og How to get away with Murder, spicet op med lidt Barnaby og Foyle (jaja, vi har en indvendig gennemsnitsalder på cirka 80), så står den sgu egentlig ret skarpt. Tip hermed givet videre: se en masse crap først.

…synes jeg godt, vi i stedet for ’Systemet Politiken’ kunne snakke lidt mere om ’Systemet Berlingske’. Den avis består jo for helvede snart ikke af andet end beretninger fra erhvervslivet og højreorienterede svins klummeskribenters rasen mod islams indtog, moderne forældres blødsødenhed og alt det ind i mellem. Læg dertil en altovervældende humorforladthed samt verdensfjerne livsstilstillæg med liebhaverboligannoncer i 10 mio.-klassen, smarte sengeborde til en spotpris svarende til Burundis samlede bruttonationalprodukt og prætentiøse madopskrifter, hvor den allestedsnærværende Søren Frank med sædvanlig schwung i håret rådgiver om ’vinen til’, og man begynder at forstå, hvad der er i vejen med verden – og ikke mindst hvordan Lars Løkke kan tro, at 2000 kr. er en ganske almindelig pris for et par sko.

…måtte jeg i går tage til tandlægen på grund af voldsom smerte omkring en visdomstand. Diagnose: ret så betændt tandkød. Og kuren? En grundig skylning og 3 x injektion med brintoverilte direkte ned i samme ret så betændte tandkød. Ja, der stod injektion. Med kanyler. Det var cirka ligeså festligt, som det lyder, og jeg endte med at gå tidligt hjem fra arbejde, fordi behandlingen viste sig mere smertefuld end sygdommen. Eneste optur var efterfølgende selvmedicinering med min og mandens gamle guilty pleasure: en bøtte Ben & Jerry’s til deling. Jeg måtte jo lissom kun spise kolde og bløde ting.

…fik vi ved samme lejlighed genoplivet regler og traditioner for Ben & Jerry’s-indtag: Vi køber det altid i 7eleven, når jeg vi har bestemt, at det skal vi da ha’. Ikke noget med at jagte supermarkedstilbud og fylde fryseren, det skal være en sjælden treat, hvor der ikke skeles til pris. Derfor købes der også kun en bøtte, som fortæres umiddelbart efter, måske over 2 omgange, men helst til kvalmegrænsen er nået. Chunky Monkey og Cherry Garcia er altid trumf, hvis de forefindes (det gør de desværre sjældent). Næste på ranglisten er Caramel Chew Chew og – blev vi enige om i går – Peanut Butter Cup. Ellers kan Phish Food også slæbe an. (Jeg kan egentlig godt lide dem med kagedej, men det koncept afskyr manden, så de figurerer ikke på listen). Og så må isen under ingen omstændigheder serveres i skål, den skal spises med ske direkte af bøtten. Helst foran fjernsynet.

…er det fredag, sguda. Og solen skinner. Og jeg har lovet ungerne sushi og mig selv champagne i aften. Så god fredag! Vær lidt glad! Brug nogle penge! Nej, jeg mente det ikke, lad for helvede være med det. Men sørg nu for at læse en masse bøger og artikler, når det regner i weekenden, gerne nogle, der forholder sig stærkt kritisk til det moderne forbrugssamfund, individfokuserede løsninger på strukturelle problemer og lalle-positiv framing som svaret på alt. Eller bare læs Mogens Klitgaards Der sidder en mand i en sporvogn. Den er god.

 

I øvrigt…

…er jeg som det sidste menneske i verden kommet med på Aperol spritzer-bølgen. Helt ærligt, hvorfor har ingen fået mig med på den før? Troede bare, det var en glorificeret Camparisjus, men det er jo MEGET bedre! Mildt i smagen, friskt som drink, alkosvagt som hvidvin. I mangel af bedre sommer har vi udviklet et seriøst misbrug af de sataner herhjemme og er allerede ved at være igennem første flaske Aperol. Indkøbt sidste fredag, thank you very much.

…opfandt jeg for et par måneder siden et nyt ord, og det var så godt, at jeg lige må sikre mig, at alle lægger nøje mærke til det. ‘Usleravnemor’. En smuk kombi af ‘usle’ og ‘ravnemor’ og samtidig en reference til byen Usleravnekrog i Carl Barks-tegneserien om Anders And og de firkantede æg… Måske gør det sig i virkeligheden bedst som hashtag? Nå, synes i hvert fald selv, at det er nærmest genialt. Resten må være op til historien at dømme *begynder så småt at tage mål til verdenshersker-krone*.

…har jeg engang været til et arrangement med Morten Messerschmidt på Journalisthøjskolen, hvor han nævnte en kronik, han havde skrevet om sin store passion for Wagner. Han italesatte den som et forsøg på at overraske og vise nye sider af sig selv, og den dag i dag ærgrer jeg mig over, at jeg i situationen var for høflig til at række hånden op og påpege, at som fremtrædende medlem af et nationalkonservativt parti, og med en slående lighed med den ariske idealmand, er en forkærlighed for Wagner nok noget nær det mindst overraskende, man kan diske op med.

…er jeg gået i gang med at lave et perleplade-dørskilt. Menneskene har så mange sære ting for, og det har vist aldrig været Guds mening, at et navneskilt i Hama-perler skulle være en af dem. I hvert fald har jeg allerede i projektets spæde startfase fået en helt ny forståelse for nogle af de følelser, der demonstreres rundt om bordene i landets børnehaver, og jeg begynder samtidig så småt at fortryde, at jeg ikke kaldte mine børn Ib, Ea og Ida. Det er vist ved at være Aperol-tid (igen).

Hvis jeg var dansklærer i blogland…

…ville jeg sætte røde streger under følgende:

  • Arkaisk sprogbrug som ‘ingenlunde’, ‘påtænker’, ‘just’ og ‘vitterligt’. De samme 5-6 utidssvarende udtryk anvendt om og om igen er ikke en demonstration af sprogligt overskud. Det er en demonstration af de samme 5-6 utidssvarende udtryk anvendt om og om igen.
  • Snørklede sætningskonstruktioner til at matche ovenstående ord. 1880’erne har ringet, de vil have deres syntaks tilbage, og sætninger á la ‘jeg kastede mig på jernhesten, alt imens jeg vitterligt nød solens stråler på mit legeme, just som jeg påtænkte at gøre mine indkøb undervejs, hvilket jeg dog afstod fra, for i stedet at afrunde min dag i de hjemlige gemakker, der i allerhøjeste grad må siges at have brug for en opfriskning’ lugter langt væk af at være skrevet op fra slap. Hvis ‘jeg cyklede hjem i solskin uden at købe ind, og jeg trænger i øvrigt til at få gjort rent’ ikke føles interessant nok, så skriv om noget andet.
  • ‘Knuselsker’. Det kan godt være, at det er et ord (selvom jeg tvivler), men det er ikke et, voksne mennesker bruger.
  • ‘Influencer’. Det lyder som ‘influenza’, og selvom man skulle tro, at indflydelse var noget med bestyrelsesposter og forskningsstøtte, betegner det i stedet en position, hvorfra man pusher alskens materialistisk lort til desperate småbørnsmødre og kvinder, der tror, de er Carrie Bradshaw. Civilisationens undergang er nær, jeg kan mærke det i mine knogler.
  • SoMe. Bare dumt. Lad være med at sprede det ord som kopper, det skal ties ihjel.
  • ‘Sindssygt dygtig og inspirerende’. Jeg har endnu til gode at se en blogger bruge det udtryk til at beskrive en fremtrædende erhvervsleder, en menneskerettighedsaktivist eller bare en engageret børnehavepædagog. Som regel bruges det til at rose bloggerkollegaer, og jeg må derfor erklære mig lodret uenig: at tage semidyrt tøj på, gå til møder, tage et godt billede af sin frokost og bagefter skrive om præcis det, er muligvis sværere, end man skulle tro, men det er ikke sindssygt dygtigt og inspirerende. Overhovedet.
  • Udmeldinger á la ‘Jeg synes selv, jeg er nogenlunde god til at skrive’. For det første falder det ind under kategorien humblebrag, hvilket aldrig er særlig tjekket. For det andet er det en cirka lige så klassisk ‘show it – don’t tell it’-situation, som når folk sidder til en fest og fortæller om, hvor sjove de er. I begge tilfælde lider troværdigheden voldsomt.
  • Korte sætninger. Hele tiden. I løbende tekst. For ekstra effekt. Kommaer er din ven, trust me on this, og det må kunne lade sig gøre at få sit budskab frem uden alle de kunstpauser.
  • ‘Ironi kan forekomme’. Det kan min trætte sukken også. Tanken med at skrive noget er, at man lissom får formidlet det, man gerne vil sige. Lykkes det ikke, må man skrive om, frem for at tilføje vendinger der går på krykker i onkel-land.
  • Overflod af disclaimere. Stå ved det, du skriver, eller formuler det, så folk kan æde det. Slåskampe vil muligvis opstå i kommentarfeltet, men det andet er simpelthen så vattet – alternativt ret ufint, når man fx ER det arrogante røvhul, man disclaimer at være, men samtidig lukker enhver protest ned på forhånd med ‘det skal læses med et glimt i øjet’ (hvordan man så end bærer sig ad med det) eller ‘det er jo bare MIN holdning’.

Desværre er jeg ikke dansklærer i blogland. Eller nogen andre steder. I stedet må jeg bare glæde mig til den dag, mine børn skal have læst deres stile igennem.

Siden sidst…

…har jeg været på Roskilde og slå telt op med to veninder. Hvilket endte med at koste mig 6 timer af mit liv, en detour på 3 kilometer og det meste af huden på mine hæle, alt sammen takket være elendig kommunikation fra festivalens side. Så tak til dem. (Gør den kommentar mig til curlingforælder? Curlingperson?)

…følte jeg mig allerede den følgende aften nødsaget til at returnere til festivalpladsen med et nyt telt, eftersom det oprindelige ikke havde nogen barduner. Hvilket vi naturligvis først opdagede derude – efter kæmpeomvej og manglende hælhud. (Mig, to uger tidligere: ”Skal vi ikke lige tjekke teltet på forhånd?” Mine to veninder: ”Hahaha, hvor er du neurotisk, det er sikkert fint!”)

…har vi fejret 2 x 5-års fødselsdag i blæsevejr i gården. I år besluttede begge piger, at de helst selv ville pynte deres kager, hvilket var den ultimative dobbelt-win: De var glade og tilfredse, og moren slap for at skulle svede i køkkenet med at genskabe Slaget ved Hastings i sukkerprodukter. (Okay, ingen af mine børn har nogensinde ønsket sig normannernes indtog som fødselsdagstema, men der var noget Alvin-og-jordegernerne-LEGO-Minions-modellering oppe at vende, som jeg var svært tilfreds med at undslippe).

…har jeg raget et eller andet, der minder om sygdom, til mig. Samt ondt i ryggen, fordi jeg har en svag konstitution, som lukker helt ned efter to teltekspeditioner og en børnefødselsdag på en enkelt weekend. Så det passer bare skidegodt med, at vi skal fejre rigtig fødselsdag i morgen, med børnehavebesøg og det hele, inden jeg sent om aftenen tager på den festival, som er blevet lovet regnvejr af bibelske dimensioner. Tak for den, krop. Vi to skal nok få det hyggeligt sammen de næste par dage.

…har der været lidt ubeslutsomhed fra fødselsdagsbørnenes side vedrørende aftenmenuen, men eftersom det eneste, der lå helt fast, var desserten ”is med slik”, tror jeg sgu, vi går linen og kontoovertrækket ud og tager på Jensens Bøfhus. Fortids-Mie minder mig om, at jeg har svoret aldrig at sætte mine ben det sted. Nutids-Mie minder mig om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Those who can’t do, recommend

1) Åh, men jeg ville sådan øøøønske, at jeg havde en brevkasse. Det er sgu så herligt at dele råd ud til højre og venstre. Eller måske en brevkasseblog? Men sådan en findes jo allerede! Drevet af den viseste kvinde i verden, og placeret lige her. Læser man ikke allerede med hos Brevkassebloggen, bør man starte nu. Nu!

2) Og apropos ting, man ville ønske, man selv var kommet på, så har Klaus Lynggaard bedrevet det her i Information. (Og nej, jeg har ikke nogen sponsoraftaler med den avis, selvom Rune Lykkeberg godt nok er en af mine helte *vinker akavet med psykotisk fan-smil*). Udover at moralen er både fin og rigtig, er det hele så satans godt skrevet, at man bliver fuldkommen glad og tilfreds af at læse det.

3) Og apropos noget, der gør en glad og tilfreds, så var jeg + mand på Cicchetti på Nørrebrogade i fredags. De havde desværre ikke deres berømte blæksprutter på menuen, men ellers var det altsammen meget fint og billigt og italiensk. Og man kan altså sagtens bestille mindre end de 6 retter pr. mand, som tjeneren anbefaler, for der er dejlig meget ost, olivenolie og friture indblandet (sagde det jo, glad og tilfreds), og det mætter altsammen. Jojo.