I øvrigt…

…gik det helt bananas med kommentarsporet til sidste indlæg. Ramte vist en nerve, så det skal vi da helt klart snakke mere om. Og NU har jeg vist også fået svaret alle. Der kom lidt forsinkelse på, eftersom jeg var på den årlige voksentur med manden i weekenden og vurderede, at han nok ikke ville finde det superromantisk, hvis jeg begyndte at bruge vores dyrebare tid på at hænge på bloggen for at svare mine beundrere (ja, det er lige præcis den betegnelse, I går under, folkens #ginormousheadbynow).

…gik turen i år til Malmø. Egentlig skulle vi bare have været hjemme i København, for økonomien var ikke til mere, men så kiggede jeg alligevel en lillebitte smule på hoteller, og vi blev enige om, at en del af attraktionen ved vores årlige weekend altså er luksus, luftforandring og fri adgang til badekar. Og så knalder man i øvrigt bare bedre på et hotelværelse. Så vi ofrede 1.500 kr på 2 overnatninger i Malmø og spiste burgere og billige dumplings i stedet for at gå på fin restaurant. Hvilket altsammen viste sig at være en virkelig god prioritering, for hotellet var SÅ fint. Har allerede anbefalet det på Instagram, og er dermed en komplet parodi på min egen konsumerismekritik. Selvtak.

…har Karoline født (hurra!), og i et splitsekund tog jeg mig selv i at tænke, at jeg skulle have plottet et barselsbesøg ind i kalenderen… Øh, nej, Mie. Det skal du så ikke. I hvert fald ikke før det bliver socialt acceptabelt at dukke uanmeldt op og lykønske med familieforøgelsen hos mennesker MAN IKKE KENDER I VIRKELIGHEDEN.

…endte jeg med at gå ind og redigere i nogle af de førnævnte kommentar-svar, jeg skrev i går. Fordi jeg læste dem igennem og pludselig godt kunne se, at jeg havde ladet mig rive lidt med af stemningen *ahem*. Og faktisk lå og rantede i mit eget kommentarfelt på en lettere uklædelig måde. Så ja, jeg rettede dem til. Skal jo helst fremstå mere sympatisk, end jeg egentlig er. Samtidig lagde jeg en kommentar ovre hos Hvid Kaffe, som endnu ikke er udgivet, og er derfor nu bekymret for, om jeg simpelthen havde et anfald af tekstmæssig cuntness i går, hvor alt, jeg skrev, var sådan lidt off? (I så fald, beklager!) Eller om jeg bare glemte at trykke ’send kommentar’?…

…apropos social idioti, så er jeg latterligt dårlig til at møde nye mennesker – Bonjour, skolestart med 2 hold nye forældre! Mine evner inden for almindelig smalltalk er sådan cirka lig nul, og i mit (nyttesløse) forsøg på at dæmpe min nervøsitet og virke interessant smider jeg gerne et eller andet upassende ærligt på bordet. Således lykkedes det mig i går under en samtale med en sød forælder, der havde givet sig til kende som læser af min blog, både at nævne, at jeg ikke rigtig orkede at snakke med andre forældre, samt at jeg engang ville klæde mig ud som gravid cheerleader til en fastelavnsfest, men at manden nedlagde veto, fordi det var et børnearrangement. Det sidste uden nævneværdig anledning, btw. Jeg hader mig selv.

…er der rystende mange af de her punkter, der handler om mig og min manglende evne til at interagere med andre mennesker på en normal måde. Måske trænger jeg til lidt mindre skærmtid. Og lidt mere udendørsleg.

 

Kardemummabullar i fart

 

Reklamer

I øvrigt…

…var I bare så skidesøde i kommentarfeltet til sidste indlæg. Skal nok også lige få svaret alle! #usleravneblogger

…forstår jeg ikke, hvorfor folk bruger udtrykket ‘en undring’. Ved de ikke, at det ikke findes på dansk? Og at de nårsomhelst kan åbne døren, og så står jeg der, parat til at give dem en flad?

…hører jeg Nicki Minajs nye album konstant. Så hvis I pludselig hører nogen bag jer, der mumlersynger om at knalde hjernen ud på en flæbende Drake, er det bare mig. Gotta love that woman.

…skal vi virkelig, virkelig have afmeldt vores tv-pakke. Den eneste forskel fra før, hvor vi bare streamede DR’s kanaler, er TV2, og den kanal er fanderme ikke mine penge værd. Alene de mængder af lortereklamer, man får smidt i hovedet, er ved at drive mig til vanvid; læg dertil en evig båndsløjfe af Station 2, Mikkel Kryger og random britisk sensationsjournalistik…aaaaand I’m outta here.

…kom jeg lige i tanke om, at jeg har bryllupsdag i dag. 5 år, sgu. Nettet fortæller mig, at det er træbryllup, og indtil videre har jeg fejret dagen med at morgenvrisse af børnene og forbande menuen i kantinen. Men har skrevet til manden, at jeg ønsker mig et træ, og lagt planer for at åbne de dyre italienske bobler, vi har på lager. Måske købe en kage på vej hjem? Se mig lave party-u-turn på en torsdag.

I øvrigt…

…blev dronningens gravmæle afsløret i forgårs, og pludselig giver Prins Henriks opførsel i hans sidste tid enormt meget mening. Jeg skulle eddermaneme heller ikke begraves under den rædsel. Fandt det også stærkt underholdende, hvordan pressemeddelelsen understregede, at Bjørn Nørgaard havde holdt sig inden for budgettet. Konceptet ’for knap 30 millioner skattekroner afskyelig grimhed’ vurderes åbenbart mere spiseligt for den almindelige borger end ’for over 30 millioner skattekroner afskyelig grimhed’. Go figure.

…bør der snart nedlægges fogedforbud mod servering af mørksej i kantiner. I hvert fald i kantiner, der ikke kan tilberede en fisk uden at slå den ihjel anden gang. Og som tror, de laver Nyt Nordisk Firmakøkken, så længe de bare hælder rigelige mængder stegt kål og ramsløg oven på de dobbeltmyrdede grå fileter. Og som i øvrigt laver mad til min arbejdsplads. Selv en billig hvidfisk har fortjent bedre end det, kantine-typer, kan I alligevel ikke finde på andet, så paner dog kræet!

…tror jeg ikke, Dennis Kristensen kommer med til ret manges fødselsdag i år. Musketered, schmusketered, som man siger. Nuvel, hvis han bekender kulør som OK 2018-forhandlingernes Milady de Winter, må det være op til sygeplejerskernes Grete Christensen at spille rollen som vores allesammens D’Artagnan. Kom så, Grete! (Vi ved alle, at Athos Bondo ikke har en chance alene mod Richelieu… jeg mener Michael Ziegler.)

…er jeg næsten færdig med at sy gardiner til kolonihavehuset. Eller, sy og sy, lægge færdige IKEA-gardiner op i rigtig længde, skal det nu være helt korrekt. Hvilket stadig er lidt af et arbejde, især når man er så rådden og utålmodig en håndværker som undertegnede. Har dog strakt mig så langt som til at bruge knappenåle i denne omgang, men kan stadig i mit baghoved høre min sarkastiske håndarbejdslærer i 5. klasse: ”Mjah, det bugter sig godt nok i bakkedal, hva’?!” 

…kommer der nok til at stå en masse om vores kolonihave herinde. Undskyld. Jeg er faldet direkte ned i bloggergryden med hashtag-boligen, men jeg kan ikke dy mig, det er sgu bare for sjovt og herligt med sådan et lille hus. Til gengæld lover jeg stadig ikke at kalde det for ’’kolonøjseren’ (alle ved jo, at ’kolo’ er tusind gange mere tjekket… *host*) og berette rigeligt om motorvejslarm og skrigende børn. Men altså: Jeg er en omvandrende københavnsk middelklasse-kliché balancerende på kanten af kvalmegrænsen, og jeg ved det godt. Undskyld igen.

 

 

I øvrigt…

…havde jeg da på et tidspunkt en tanke om at skrive et blogindlæg i påskeferien. Noget med at komme op at skændes og blive gode venner igen og komme alt for sent i seng og slumre om eftermiddagen på sofaen, mens børnene tullede rundt, og der spillede Marie Key i køkkenet…. Og ja, så faldt jeg altså i søvn. Tada.

…afstedkom den første forårsdag en panikagtig gennemrodning af mit begrænsede mode-beredskab for at finde egnet påklædning. Greb til sidst et tørklæde købt i Cambodia for 11 år siden og et par hvide trucker-solbriller købt i H&M for 5(?) år siden og hastede mod legepladsen. Fortalte manden, at jeg havde besluttet mig for, at jeg var smart, og hans respons var, at han faktisk først ikke kunne kende mig, fordi jeg så så ung ud… Så hvis nogen spotter en 35-årig klædt ud som småternet backpacker anno 2007, er det bare mig. Som er smart.

…er det 13 år siden, jeg gik på højskole, og en af de bedste ting, jeg lærte der, var at synge af karsken bælg – bare ud med det, for man bliver sgu så glad. Jeg er verdens mindst morgenduelige menneske, men bedre end kaffe virker altid Grundtvigs Sol er oppe, og man skal bare give den gas på ”vågner, vågner danske helte”, til man selv tror på det. Efter 8 vers er jeg klar til dagen, og min familie modvilligt uddannet i den danske sangskat. Alle vinder.

…er nævnte højskoleophold også en af grundene til, at jeg aldrig helhjertet vil kunne hade Bertel Haarder. Manden er jo for helvede opvokset på en højskole, og så har man altså de grundlæggende værdier i orden. Tænker jeg. (Hvis vi altså lige ser bort fra alt det nationalkonservative sludder, der også er en del af bevægelsen. Vil gerne have ført til protokols, at jeg altid står op at fage for Rolf Krage med det globale sindelag intakt).

…insisterer min telefons autocorrect underligt nok på at erstatte ’holiday’ med ’Holocaust’…?! Og i direkte forlængelse af dette var en sms til min engelske veninde tæt på tage prisen som Mest Politisk Ukorrekte Nogensinde, da jeg nok så uskyldigt ville spørge til hendes holiday plans.

I øvrigt…

…er jeg faktisk, efter sidste indlæg, stadig lidt vred. På bloggere, på firmaer, på falsk markedsføring og på samfundet generelt. Faktisk mest på bloggere. Winter is coming.

…burde jeg virkelig lade være med at læse blogs, der har æstetisk forbrug som højeste mål. Jeg er sådan nogenlunde god til ikke at købe lort, jeg ikke har brug for, men tanker er jo gratis… Eksempel: Mig, sidste år: ”Hvorfor fanden skal alle stuer nu til at ligne noget fra Dallas? Hvorfor ville nogen overhovedet overveje at lukke pastelfarvet velour ind i deres hjem?” Mig, nu: ”Jeg burde simpelthen eje en rosa puf. Og noget forgyldt med glasplader.” Går også hele tiden og har lyst til flere croissanter, end jeg nogensinde ville kunne spise og lider under den vrangforestilling, at jeg på nuværende tidspunkt for længst skulle have købt et par lyserøde sneakers – undskyld, klikket hjem – og booket i hvert fald et par rejser til det kommende år. Den dag, revolutionen kommer og redder os fra overforbrugets bærme, kan jeg passende få klippet håret af som den materialismens fattige feltmadras, jeg er. Trænger alligevel til ny frisure. TRÆNGER, siger jeg jo.

…fik jeg i mandags en mailinvitation med ordlyden: ”Kom til gravøl for prins Henrik med Weekendavisen”… Yessir. Et uhøjtideligt arrangement” på Café Europa (af alle 80’er-steder), hvor man for den rimelige pris af 250,- kunne overvære bl.a. Kjeld Hillingsø, Lars Bukdahl(?!?!!) og Søren Pind tale om ”prinsens liv og lidenskaber efterfulgt af en servering Lapin au Vin “efter prins Henriks egen opskrift”… Mit hoved var ved at flække af kognitiv dissonans over, hvordan fanden onkel Weekendavis på den ene side kunne være så plat-royal på den morbide måde, men på den anden side vel for helvede ikke kunne mene det ironisk? Så tak for den, Krasnik. Det er selvfølgelig et frisk pust i forhold til Læsernes Vinklub, men det øjeblik, der begynder at komme indbydelser til royalt babyshower på Café Dan Turèll med Frederik Stjernfelt som ordstyrer, opsiger jeg altså abonnementet.

…har jeg udviklet en bizar afhængighed. Som så mange andre misbrug startede det hele en aften, jeg arbejdede sent, var træt og sulten og ikke rigtig præsterede… Gik i den lokale Netto efter noget mad, købte en kugle bøffelmozzarella til at komme ovenpå min salat, det gentog sig et par gange og bang! Pludselig er mozzarella blevet en besættelse – er jeg det mindste sukkerkold og/eller tømmermændsramt, kan jeg nærmest ikke tænke på andet. Når man køber sådan en kugle med under de almindelige indkøb og i ramme alvor overvejer at finde et diskret hjørne uden for butikken til at flå plasticindpakningen op, hælde lagen ud og fortære 125 g ost på stedet, fremfor liiige at vente de 10-15 minutter det vil tage at cykle hjem, har man altså et problem. LCHF-venligt eller ej. (Og nej. Jeg er ikke gravid. Sådan er jeg bare med mad.)

…nåede jeg at spise skuffende få fastelavnsboller, men er det ikke stadig sæson? Selvom den slags næppe går så godt i spænd med mozzarella-misbruget, hvis jeg vil kunne passe noget af mit tøj i 2018.

..lavede jeg nedenstående billede til førstnævnte, sidste indlæg, men al vreden og forargelsen levnede ikke rigtig plads til at runde af med platte LEGO-jokes, følte jeg… På den anden side skulle det jo nødig dø i glemslen, nu jeg ligesom HAR brugt 2 minutter på at rydde et hjørne af mit skrivebord og opstille to plasticfigurer i kommunikerende positur.

 

Okay, Biker-Jens forklædt som overdimensioneret grøntsag, så du siger simpelthen, at majs kan kurere alt fra depression til halsbetændelse?! OG du har alletiders tilbud til mig?!”

Modblogging: Er der en kritisk influencer til stede?

For nylig var Karoline træt af bloggere, der glemmer at markere reklameindlæg på passende vis. Det kan jeg sådan set godt forstå, hun var. Men kan vi lige benytte lejligheden til at snakke om noget, jeg er træt af? Migmigmigmig og mine blogidiosynkrasier, I ved…

Så vidt jeg kunne forstå, var det omtalte indlæg nemlig noget med kosttilskud, og straks poppede en hengemt forargelse op i mit indre: Har set flere bloggere reklamere for Zentabox – som går ud på, at du betaler et abonnement på i omegnen af halvanden hundrede kroner om måneden og så til gengæld får tilsendt et kosttilskud, der er skræddersyet til dine behov… *eyeball-smiley*

Yesyes, mucho videnskabeligt, such science. Hvis der er nogen humanbiologer eller farmaceuter blandt læserne, er de hjertens velkomne til at modsige mig, men al anerkendt videnskab har, så længe jeg kan huske, forsøgt at få folk til at fatte, at hvis man ellers er et sundt og rask menneske, så er vitaminpiller og kosttilskud overflødige, og det giver langt mere mening at få alle de her spændende sager gennem maden. I det perspektiv er et koncept som Zentabox i bedste fald spild af penge, i lidt grimmere termer optrækkeri og kvaksalveri i samlet pakke leveret en gang om måneden.

Hvilket bringer mig videre til sagens kerne: Bloggere, der ukritisk reklamerer for lort, de samtidig ikke behøver stå til ansvar for, og hvor hamrende uetisk det egentlig er.

Er man et firma, der producerer, tjah, lad os sige kosttilskud, så må man jo ikke bare gå ud og sige til de sagesløse forbrugere, at det her shit kan kurere alt fra skaldethed til kræft. Men sender man sit produkt til en blogger, så kan hun udbrede sig om, hvor meget, hun føler, at det her produkt har hjulpet hende, og hvor dejligt det føles at gøre noget for sig selv i en travl bloggertilværelse. Vupti, bingo, positiv effekt solgt, og ingen har overtrådt nogen regler. Bortset fra mine regler, that is.

Flere kommentarer forholdt sig kritisk til hele kosttilskud-konceptet ovre hos Emiliblog, dengang hun var med på Zenta-galejen, og modsvaret var, ganske som forventet, noget udenomssnak om velvære (hvortil jeg spurgte, om man så ikke lige så godt kunne købe nogle billige vitaminpiller i supermarkedet?). Ingen stillingtagen i forhold til, om man rent faktisk sælger folk varm luft i abonnementskasser.

Samme historie for et par år siden, da Krifa havde salgsfremstød i blogland. Bloggere reklamerede for stress-test på Krifas hjemmeside, og enkelte steder rejste der sig kritiske røster vedrørende gule fagforeninger: om man overhovedet burde reklamere for dem, især ift. afhjælpning af stress, idet de jo faktisk ikke kan hjælpe med grundlæggende strukturer på arbejdspladsen, fordi de ikke kører med overenskomster og tillidsrepræsentanter, men ligefrem er med til at undergrave de andre fagforeningers arbejde. Respons: Blablabla, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo bare blogger, stress er dumt, tag en test. Jesus! (Edit: Livet imiterer blogging. Netop som jeg skulle til at udgive det her, buldrede Krifa-debatten frem igen hos RockPaperDresses – med masser af skarpe observationer i kommentarfeltet!)

Det her er muligvis behandlet andetsteds, jeg har ikke fået memoet. Men er der ikke et hul i markedsføringsloven, når man på den ene side (og for en fed hyre) kan reklamere stolpe op og ned for diverse firmaer og/eller produkter – men samtidig ikke skal stå juridisk eller moralsk på mål for det, man reklamerer for?

For min del finder jeg det i hvert fald temmelig klamt, når professionelle bloggere mere eller mindre bevidst lukker øjnene, hæver checken – og derefter nægter at tage nogen form for politisk eller principiel stilling, til trods for den privilegerede magtposition de indtager og influenzaer løs fra. Klamt og urovækkende, faktisk. Fordi man lige dér har sådan cirka alt, hvad der er i vejen med verden i dag. Ovenikøbet rammet ind i pasteller og solgt med selfies og en lækker font.

Husk rabatkoden, ik?

Siden sidst:

  • Er jeg blevet 35. Oh, rædsel. Men som min venindes mor altid har sagt: alternativet er værre.
  • Har jeg fejret mig selv 2 gange. Og endnu et år formået at overholde min selvbestaltede Emma Gad-regel: Værtinden bør altid være den fuldeste i selskabet, thi således behøver ingen gæster skamme sig den næste dag. Bare rolig folkens, jeg tager altid en for holdet.
  • Har jeg endnu en gang besluttet, at NÆSTE år skal jeg død og pine formå at være klar med ALT inden gæsterne kommer, så jeg bare for en gangs skyld i mit liv kan opfylde drømmen om at modtage folk over behagelig passiar og cocktails i stuen i stedet for at byde velkommen i en forvirret køkken-frenzy, hvor jeg styrter rundt og åbner vin, mislykker en hummus og opgiver at lægge neglelak. Næste år.
  • Har jeg fået en bloggerhylde (se nedenstående billede). Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv.
  • Har jeg nydtnydtnydt at bo i vores nye lejlighed. Lykken er at være et andelshavende boligsvin. Med køkken-alrum.
  • Har jeg glææædet mig til, vi skal ud i vores kolonihave til foråret. Vi er godt nok nødt til at lægge et nyt gulv. Og male. Og så er der noget med WC’et, og et fugtigt pulterrum, der bør ryddes op i. Og for lidt plads i virkeligheden. Men hvad fanden. Lykken er at være et kolonihaveejende boligsvin.
  • Har min ægtefælle fået en surdej af en kollega; videnskaben har dermed gjort sit indtog i køkkenet, og der er ingen ro før den optimale hævetid, den optimale bagemåde og den helt optimale krumme er nået. Efter mandens eget udsagn bliver alt først godt, når det er lykkedes ham at præsentere et brød på arbejde, der kan overgå de altid mirakuløse frembringelser fra ”den fucking lille hipster” – dvs. selvsamme sagesløse kollega-ven, der har foræret ham surdejen. Mænd, altså.
  • Har jeg kommenteret en hel del på mænd og deres evige projektmageri, deres åndede konkurrencegen samt de sundhedsmæssige konsekvenser ved stort hvedebrødsindtag, alt imens jeg har fyldt mig med den linde strøm af smørbelagte, surdejshævede kulhydrater, der er flydt min vej. Skinhellighed, dit navn er Mie.