Stresser over mange ting på forskellige planer og føler hele tiden, jeg er bagud. Vi nævner i flæng:
Invitationer. Den (eneste) lokale fotohandler havde ferielukket, vores printer løb tør for toner, weekenden var i det hele taget brolagt med brudte forventninger på den front. Da jeg når frem til fotohandler på Nørrebro lørdag eftermiddag, har jeg glemt, at jeg skulle have mingeleret med formatet på det forpulede billede hjemmefra. Lige præcis der kastede jeg håndklædet i ringen og købte shawarma til mig og min trofaste væbnersøn i stedet for at løbe tilbage til Amager, mingelere billede, sende mail og prøve at nå tilbage på Nørrebro og hente fremkaldelserne inden lukketid. Det var alligevel en lost cause. Sønneke satter også pris på at fotohandler-stress blev erstattet af pomfritter og kirsebærsaft på dåse (Beyti på Nørrebrogade er på mange måder et magisk sted).
Ph.d.-ansøgning. Skal have stykket noget fornuftigt sammen og sende mail til min specialevejleder, og spørge hvad hun synes og om hun vil hjælpe mig. Gruer for det, især fordi jeg forventer at hendes dybe suk ved synet af mit navn vil kunne høres helt herhjem. Selvom man, når man ser den gennemsnitlige akademiske underviser, skulle tro, at et rodet kontor, almindelig forvirring og manglende styr på sagerne er en force i universitetsmiljøet, har jeg en mistanke om, at det alligevel ikke forholder sig sådan. Er bange for, at jeg bare ikke er academia-materiale. Føler bare, at jeg er nødt til at prøve alligevel. Er nemlig bange for, at jeg ikke er nogetsomhelst -materiale, så det kan jeg ikke rigtig lade standse mig, hvis jeg nogensinde skal blive selv-, for slet ikke at tale om familieforsørgende.
Baghoveder. Småbørnsforældre vil forstå. Mine døtre vil på ingen måde takke mig, hvis de fra det fyldte 13. år er nødt til at medtænke deres flade kranier i deres frisurevalg. Men hvad gør man? De små saboteurs insisterer på at sove på deres hårdt prøvede baghoveder, frem for at ligge med hovedet til siden. Jeg vender og drejer og har endda købt en ergonomisk baghovedepude (ja, sådan nogle findes kraftstejleme, #fagrenyeforældreverden). Lige lidt hjælper det. Måske skal jeg bare begynde at spare sammen til kommende frisørregninger og psykologtimer.
Skal også have læst to Shakespeare-stykker til min opgave (ja, jeg forstår at komplicere disciplinen ‘frit emne’), tabe fem kilo, få mit stædige ældstebarn til at holde op med at bruge ble, finde en gallakjole der forstørrer mine bryster og formindsker mine lår og rydde op i mit klædeskab, der har kastet op ud over sig selv bag lukkede døre. Det kommer alt sammen til at ske. Jeg skal bare lige have en kop kaffe.