Spørgsmål

Hvordan kan det lade sig gøre, at en lejlighed, der for 2 uger siden var alle mine drømmes mål, nu bare giver mig konstant ondt i maven?

Hvor bliver alle de mennesker af, som kan forsikre mig om, at kronisk mavepine og flugttanker er en helt sund og naturlig del af et boligkøb?

Hvor bliver alle de mennesker af, som kan forsikre mig om, at man aldrig skal købe noget, man ikke har det godt med, og at vi alligevel slet ikke har råd til den lejlighed?

Hvor er den spåkvinde, som kan fortælle mig, hvordan renteudviklingen og ejendomsskatterne ser ud om 4 år?

Hvor er den tryllekunstner/fidusmager/lejemorder, som kan skaffe mig ind på andelsboligmarkedet?

Hvor er min dømmekraft?

Ditto fornuft?

Mavefornemmelse?

Kvindelige intuition?

Og ikke mindst den lille fjernbetjening, så jeg kan se sidste sæson af Downton Abbey på Netflix?


Jeg trænger til ferie. Nårhnej. Det har jeg lige haft.

Se børnlil, nu går det (rimelig) godt

Var åbenbart ramt af momentan jule-sindssyge, da jeg postede det her indlæg. I hvert fald kunne jeg findes to uger senere i sprintfart mellem Magasin, Nørrebrogade, Amagercentret og min lokale fotohandler i et desperat forsøg på at få ordnet og indkøbt julegaver til 10 mennesker + dobbelt op til de to niddinge i familien, der har fødselsdag en uge inden jul (det burde fandeme være forbudt!), i den 11. time inden børnlillos havde juleferie og Turen gik til Jylland.

Efter at have jagtet Sønnekes gave fra Vesterbro til Østerbro for til sidst at glemme den ved kassen i Rema 1000 på Frederiksberg (ja, det var naturligvis den dag, der var skybrud) og dernæst have rendt i pendulfart mellem mit hjem og fotomanden en hel formiddag for at fremstille noget så simpelt som fire fremkaldelser af samme Sønnebarn (og samtidig løbende have bandet både den talentløse skolefotograf, den elendigt kommunikerende privatfotograf og min egen mangel på planlægning langt væk), var jeg parat til at kvæle Rudolf i hans egne bjælder og i øvrigt boykotte julen for i år.

Men det lykkedes.

Og her i det jyske eksil har manden og jeg netop indkøbt de aller-allersidste gaver, mindstebasserne sover til middag efter at have charmet hele gågaden iført tylskørter og Ecco-støvler, og mand, søn og svoger er taget på herretur til Nøddebo Præstegård eller det, der ligner, efter et juletræ. Julefreden har med andre ord sænket sig, så nu er det bare at læne sig tilbage og lade som om, jeg rent faktisk får læst de fire bøger, jeg har medbragt (ja, jeg er håbløs optimist hvad dét angår – vil sgu da ikke stå tilbage for alle damebloggerne med deres plaids og pis og ‘det skal jeg læse i ferien’), indtage rigelige mængder alkohol & knas og så ellers se at få planlagt den nytårsaften.

"Nå, så det er tid til at lægge gaverne under træet nu? Ja, nu skal jeg være der, jeg skal såmænd bare lige en tur forbi tanken, medbringende denne krøllede rest gavepapir... Ses om lidt!"

“Nå, så det er tid til at lægge gaverne under træet? Ja, nu skal jeg være der, jeg skal såmænd bare lige et hurtigt smut forbi tanken, medbringende denne krøllede rest gavepapir… Ses om lidt!”

Dazed and confused

Nåmenaltså, der er ligesom gået lidt sommerferie i bloggen her. Egentlig ikke planlagt, men med vanlig sans for god timing ser det ud til, at vi om ringe tid har en ferie og en flytning der ligger lidt tæt, her i det lille hjem. (Nej, vi har ikke pludselig vundet i Lotto. Ferien er længe planlagt, og flytningen er internt i boligforeningen. Men til Nørrebro! Hiphip! – som i hurra, ikke Steppeulvene.)

Og undertegnede er jo gerne typen, der lader sig overvælde af denne pludselige malstrøm af pasfornyelser (for helvede! Altid i sidste øjeblik!), flyttepapirer, nedpakningsplanlægning og deslige, og derfor finder meget lidt tankevirksomhed tilovers til blogindlæg.
Desuden har manden fået sommerferie, og det er bare så svært at slappe den lidt med tekst og LEGO, når han går herhjemme og får Kaptajn Jespersen-minen på og hele tiden spørger, hvad planen er for i dag.

Så nyd nu det gode vejr i stedet, ikke? Det er heller ikke godt med alt det skærmkiggeri. Og læs eventuelt lidt tips til sommer i København i dette hersens e-magasin, hvor yours truly også optræder. Ikke at jeg bidrager med noget specielt begavet, men heldigvis er jeg ikke den eneste der er med…

"Argh, er der ikke lige nogen, der kunne... Det er bare fordi... Og jeg har også hår i øjnene!"

“Argh!…Er der ikke lige nogen, der kunne… Det er bare fordi… Og jeg har også hår i øjnene… Hvor kommer alle de klodser fra?!”

Tager mig sammen…nu

Har ret meget, jeg skal have nået inden juleferien. (Altså det, andre mennesker kalder ‘juleferie’, og vi her i huset kalder ‘hvordan-fanden-i-helvede-skal-vi-aktivere-3-børn-i-knap-2-uger?!’)

Så derfor har jeg bygget Village People i Lego.

IMG_7155

Har samtidig noteret mig, at vi er i underskud hvad angår indianerfjer, cowboyhatte, oplynet lædertøj og sorte Legomænd. Forhåbentlig kan julen råde bod på dette.

Jeg kalder billedet ‘Mor med barn’

Ville gerne skrive kloge ting, men har haft verdens længste dag, og verdens længste aften, og nu vil jeg have verdens længste en cigaret, inden jeg skal videre med verdens længste barnedåbsbageprojekt (næste gang jeg synes, at det er så skidesmart med hjemmebag til 40-50 mennesker, så please, stop mig! For helvede!).

Min kæreste er ude og muntre sig, i morgen er det min tur. Fødselsdag med cocktails og ostebord, to af mine favoritting i verden. Jeg glæder mig lige så stille.

Dether lå uden for min søns børnehave en morgen. Synes det på smukkeste vis illustrerer livet som forælder.

Op på hesten

Jeg har pissetravlt med at få klasket et ph.d.-oplæg sammen, selvom det er alt for sent på den og derfor næppe bliver til noget. Det er møgkoldt på den blæsende måde udenfor og mystisk koldt på den snigende måde herinde på KUA. Ved ikke hvordan de snedige prisvindende arkitekter gør det.

Det er med andre ord så grå mandag som de fås, og jeg har ikke engang tid til at skrive et ordentligt indlæg, endsige komme på en ordentlig sang at poste som opkvikker. Så det bliver bare den som alle har hørt og set til døde, men som min søde søn på 3 1/2 genopliver dag efter dag, komplet med ridemoves og “heeeeyy…sexy lady!” (“Det betyder noget med piger, mor”), og så danser vi sammen, den ene værre end den anden:

Mandag

Stresser over mange ting på forskellige planer og føler hele tiden, jeg er bagud. Vi nævner i flæng:

Invitationer. Den (eneste) lokale fotohandler havde ferielukket, vores printer løb tør for toner, weekenden var i det hele taget brolagt med brudte forventninger på den front. Da jeg når frem til fotohandler på Nørrebro lørdag eftermiddag, har jeg glemt, at jeg skulle have mingeleret med formatet på det forpulede billede hjemmefra. Lige præcis der kastede jeg håndklædet i ringen og købte shawarma til mig og min trofaste væbnersøn i stedet for at løbe tilbage til Amager, mingelere billede, sende mail og prøve at nå tilbage på Nørrebro og hente fremkaldelserne inden lukketid. Det var alligevel en lost cause. Sønneke satter også pris på at fotohandler-stress blev erstattet af pomfritter og kirsebærsaft på dåse (Beyti på Nørrebrogade er på mange måder et magisk sted).

Ph.d.-ansøgning. Skal have stykket noget fornuftigt sammen og sende mail til min specialevejleder, og spørge hvad hun synes og om hun vil hjælpe mig. Gruer for det, især fordi jeg forventer at hendes dybe suk ved synet af mit navn vil kunne høres helt herhjem. Selvom man, når man ser den gennemsnitlige akademiske underviser, skulle tro, at et rodet kontor, almindelig forvirring og manglende styr på sagerne er en force i universitetsmiljøet, har jeg en mistanke om, at det alligevel ikke forholder sig sådan. Er bange for, at jeg bare ikke er academia-materiale. Føler bare, at jeg er nødt til at prøve alligevel. Er nemlig bange for, at jeg ikke er nogetsomhelst -materiale, så det kan jeg ikke rigtig lade standse mig, hvis jeg nogensinde skal blive selv-, for slet ikke at tale om familieforsørgende.

Baghoveder. Småbørnsforældre vil forstå. Mine døtre vil på ingen måde takke mig, hvis de fra det fyldte 13. år er nødt til at medtænke deres flade kranier i deres frisurevalg. Men hvad gør man? De små saboteurs insisterer på at sove på deres hårdt prøvede baghoveder, frem for at ligge med hovedet til siden. Jeg vender og drejer og har endda købt en ergonomisk baghovedepude (ja, sådan nogle findes kraftstejleme, #fagrenyeforældreverden). Lige lidt hjælper det. Måske skal jeg bare begynde at spare sammen til kommende frisørregninger og psykologtimer.

Skal også have læst to Shakespeare-stykker til min opgave (ja, jeg forstår at komplicere disciplinen ‘frit emne’), tabe fem kilo, få mit stædige ældstebarn til at holde op med at bruge ble, finde en gallakjole der forstørrer mine bryster og formindsker mine lår og rydde op i mit klædeskab, der har kastet op ud over sig selv bag lukkede døre. Det kommer alt sammen til at ske. Jeg skal bare lige have en kop kaffe.

Forretningsmand, elsker, barnløs…

… er så absolut ikke en beskrivelse af mig, men de nøgleord Go’morgen Danmark hæftede på Ole Henriksen her til morgen. Der er simpelthen ingen grænser for viddet og den knivskarpe ordbehandling i det program.

Hastigt videre til mig og min lidt pressede uge: Skal gerne have læst halvdelen af King Lear – plus det løse i de to andre fag, jeg tager – samt påbegyndt en litterær analyse-opgave og en ph.d-ansøgning (hvad høvlen sker der i øvrigt for, at man skal have programlagt tre års forskning og undervisning på forhånd? Who does that? Ikke mig!). Og så var der jo også noget med nogle barnedåbsinvitationer… En nem løsning ville være, hvis det hele bare kunne omhandle de første tre akter af King Lear. Eller endnu nemmere: hvis alt kunne erstattes med en videooptagelse af mig, der går herhjemme og passer tvillinger og ser Go’morgen Danmark. (Ja, selvfølgelig får jeg lige trukket en tråd til indledningen. Intet på denne blog er tilfældigt! INTET, siger jeg!).

Var nok også lidt overilet at lave øl-aftale med veninde i aften. Men det var altså hende, der spurgte… Nå, jeg skal have søgt noget audiobook på Youtube og filosofere over min videre ikke særligt sandsynligt forekommende forskerskæbne, mens jeg giver flaske. God mandag!

P.S. I går var det Niels Bohrs fødselsdag, og i den anledning må jeg bogtippe nedenstående. Har fået den af en veninde, og den er et hit for alle os, for hvem fysik blot er et tåget folkeskoleminde. Det er en biografi om Einsteins berømte ligning, og dermed et (person)historisk perspektiv på kvantefysikken – med alle de intriger, dramaer og fascinerende mennesker, det indbefatter. Læs den før din nabo!

Og jæs, der skal da lige lidt moderigtig neglelak-finger med på billedet. Sådan er kvindeblogger-reglerne.