Var åbenbart ramt af momentan jule-sindssyge, da jeg postede det her indlæg. I hvert fald kunne jeg findes to uger senere i sprintfart mellem Magasin, Nørrebrogade, Amagercentret og min lokale fotohandler i et desperat forsøg på at få ordnet og indkøbt julegaver til 10 mennesker + dobbelt op til de to niddinge i familien, der har fødselsdag en uge inden jul (det burde fandeme være forbudt!), i den 11. time inden børnlillos havde juleferie og Turen gik til Jylland.
Efter at have jagtet Sønnekes gave fra Vesterbro til Østerbro for til sidst at glemme den ved kassen i Rema 1000 på Frederiksberg (ja, det var naturligvis den dag, der var skybrud) og dernæst have rendt i pendulfart mellem mit hjem og fotomanden en hel formiddag for at fremstille noget så simpelt som fire fremkaldelser af samme Sønnebarn (og samtidig løbende have bandet både den talentløse skolefotograf, den elendigt kommunikerende privatfotograf og min egen mangel på planlægning langt væk), var jeg parat til at kvæle Rudolf i hans egne bjælder og i øvrigt boykotte julen for i år.
Men det lykkedes.
Og her i det jyske eksil har manden og jeg netop indkøbt de aller-allersidste gaver, mindstebasserne sover til middag efter at have charmet hele gågaden iført tylskørter og Ecco-støvler, og mand, søn og svoger er taget på herretur til Nøddebo Præstegård eller det, der ligner, efter et juletræ. Julefreden har med andre ord sænket sig, så nu er det bare at læne sig tilbage og lade som om, jeg rent faktisk får læst de fire bøger, jeg har medbragt (ja, jeg er håbløs optimist hvad dét angår – vil sgu da ikke stå tilbage for alle damebloggerne med deres plaids og pis og ‘det skal jeg læse i ferien’), indtage rigelige mængder alkohol & knas og så ellers se at få planlagt den nytårsaften.
“Nå, så det er tid til at lægge gaverne under træet? Ja, nu skal jeg være der, jeg skal såmænd bare lige et hurtigt smut forbi tanken, medbringende denne krøllede rest gavepapir… Ses om lidt!”
