Kaptajnens logbog: Undtagelsestilstand

På mit arbejde begyndte de så småt at sende os hjem før den officielle corona-udmelding i går aftes, og jeg nåede da lige at se frem til et par ugers fredeligt hjemmearbejde … Indtil hjemsendelsen også gjaldt børnene.

Og nu er første dag i hjemmearbejde/-skolingens navn så gået, og selvom jeg på papiret godt kunne fantasere om en frit flyvende tilværelse, hvor børnene bare løber rundt herhjemme, jeg tjener styrtende på at tage filtrerede billeder af mig selv med en kop kaffe og friskfarvet læbestift, og vi allesammen samles om brætspil og bønnevafler (og filtrerede billeder af det også), må dagens konklusion være, at almindeligt lønarbejde ikke går skidegodt hånd i hånd med 3 børn hjemme. Sådan helt overordnet.

Men vi fik da spillet lidt, råbt lidt, handlet lidt (og hvad fuck sker der i øvrigt for, at gær forsvinder? Altså, hvorfor? Det er jo 1998 revisited! Findes der en hemmelig opskrift på zombieapokalypse-foccacia, jeg bare aldrig har hørt om, eller hvad? Hvad er hemmeligheden?! Sig deeet!!!), og her klokken 21.30 er jeg omsider ved at være færdig med dagens arbejde. Fra næste uge lukker min bedre halvdels arbejdsplads officielt ned (og godt for det, for han har i øvrigt astma), og så burde det hele gå lidt nemmere.

I morgens datenight er aflyst, samme er næste uges CPH:DOX-aftaler, en enkelt koncert og sikkert også den ferie, Sønberg skulle have været på med sin farmor. Og sådan er det; heldigvis skulle vi ikke noget vigtigt, alvorligt eller omkostningstungt, vi er ikke særligt udsatte, og vi har mulighed for at være hjemme med børnene.

Håber, I holder jer raske og oven vande derude.

And in case I forget to tell you later, I had a really good time

Pernille Stensgaard skrev for noget tid siden en artikel om tiden, der går, og hvordan tidens gang føles hurtigere og mere udflydende i voksenalderen, fordi man holder op med at opleve ting for første gang, og færre øjeblikke lagres i hukommelsen.

Og således er også de sidste par års jul begyndt at flyde ud for mig, for selv julen med børn *oh fred, oh fryd, oh nyfunden barnlig glæde* bliver den samme rummel, som tiden går. Mit bedste værn mod det, er det samme, som Stensgaard kom frem til: få øjeblikkene til at betyde noget, se med nye øjne, vriste flere oplevelser og minder ud af livet. At have fred og ro til at hygge, læse julehistorier og se film sammen, bage luciaboller, høre fucking Mariah Carey, strække december til sit yderste.

Og ja, den smuttede så i år. Sidste år blærede jeg mig på Instagram med en komplet afkrydset to do-liste halvvejs gennem december; i år var jeg notorisk bagud med alt. Selv luciabollerne lykkedes det mig at glemme lige til den fredag morgen, hvor to dybt ulykkelige 7-årige spurgte, hvor de dog var?!! (Inderst inde var jeg en lille smule glad for at have skabt en tradition, der faktisk betød noget – den utrøstelige gråd en halv time inden skolestart kunne vi alle godt have undværet).

Men job var røv, mand var stresset, jeg var flad. Med uduelighed malet henover. P.t. har jeg stadig et par nissegaver liggende ugivne hen; juletræet, der blev købt i potteform, så det kunne leve til næste år, har jeg ironisk nok slået ihjel. Og blogging, forget about it. Ovenikøbet har alle for tiden ih og åh så travlt med at sige farvel til 10’erne, og intet årti ligger mig mere fjernt; de har i hvert fald ikke lagret sig, fordi børn og bleer og pengesager, og sgudafuck om jeg på nogetsomhelst tidspunkt har vidst, hvor det var hipt at tage på klåb i 2014? Og hvem, der i øvrigt spillede?

Til gengæld har jeg (og mand, bevares) i selvsamme årti opfostret tre børn, der næsten ikke kan komme på nogen juleønsker udover lidt tøj og spil, og som dertil var rørende glade og tilfredse med det, de fik (bl.a. en hel del hættetrøjer). Fandme da sødt, hva’? Derudover lykkedes det mig efter tredje julefrokost i år at overbevise mig selv om, at jeg generelt er awesome i min brandert og ikke hverken forkert, for pinlig eller for meget. Hvilket er lidt af en milepæl. 

Og se, nu føler jeg mig allerede en lille smule mindre uduelig end før, jeg skrev dette, lige om lidt er det nytårsaften, og det skal nok blive godt.

Tiden går, klokken slår. Ses til næste år.

Skole-hjem-samarbejde – hvis du lige manglede noget at stresse over

For nylig stod en læsevejleder til de to 1.klasse-forældremøder, vi havde fornøjelsen af på en og samme aften, og mindede om, at man skal få sit barn til at læse 20 minutter hver dag – det SKAL man bare! Hun tog ingen gidsler, hende her.

Og straks bevægede et ellers begravet samvittighedsnag fra Sønnekes første skoleår sig op til overfladen: som en anden ravende skyld-zombie på jagt efter min sjæl, bevæbnet med det faktum, at det er en konstant kamp at få mit ellers videbegærlige ældstebarn til at læse bøger. Fuck. Det er helt sikkert ved de 20 minutter, det er gået galt. Nobelpris eller rendesten, lige der gik korsvejen.

Angreb er som bekendt det bedste forsvar, så Gudfaderbevares, råbte jeg omgående til læsevejlederen, inde i mig selv. Og tænkte på dengang, vistnok Annamette Fuhrmann påpegede, at hvis man nogensinde skulle gennemføre al den motion, læsning, madlavning og meditation, diverse dameblade ville have en til at bruge bare en halv time om dagen på, ville man hurtigt løbe tør for tid … 3 børn á 20 minutter er en time, Madam Læsevejleder. Sådan en, jeg ikke lige har i overskud hver dag. (Selvom de selvfølgelig kan læse samtidig, mens jeg laver mad, der var skam nok af gode råd. Og endnu bedre, læse højt for hinanden, for tilsyneladende lever vi i et eller andet Bulderby-parallelunivers, hvor børn frivilligt gør den slags).

Nuvel, med den form for entusiasme, der kun griber en på vej ud fra forældremøder, aftalte jeg med mig selv, at fælleslæsning og æblekindet overskud nok burde kunne klemmes ind, når vi kommer hjem fra arbejde og frit. Hvilket allerede dagen efter blev lidt for sent, fordi jeg gik fra arbejde lidt for sent, fordi jeg mødte lidt for sent …

Fordi der var – surprise – morgenmadsarrangement i den ene af 1. klasserne (livet med skolebørn er en uafbrudt perlerække af fælles oplevelser), og hvem efterlader et bævrende barn alene til den slags? Kun typer, der ikke hver dag læser 20 minutter med deres børn. Så jeg svedte i mit regntøj og hjalp hende rundt ved morgenmadsbuffeten, jeg ikke selv havde medbragt noget til. Beundrede et selvportræt og stavede mig gennem de frit opfundne børneord på bagsiden. Og tænkte i mit stille sind, at da jeg var 7 år, læste jeg rigtige bøger selv og stavede korrekt til det meste, men mine forældre læste garanteret også med mig hver dag. (Til gengæld kom de aldrig til morgenmadsarrangementer, skulle nogen have været psykotisk nok til at stable den slags på benene tilbage i 1990).

Hvad kan vi så konkludere af det hele? At det for helvede nok skal gå altsammen. Det lykkedes mig jo at glemme alt om de 20 læseminutter, sidst jeg havde et barn i 1. klasse. Så det kan jeg sagtens gøre igen. Og det bliver næppe lige det, mine børns fremtid står og falder med.

Vel?

Altid BDE

Det har været en depri weekend. Mand syg, Jyllandstur med familiebesøg og fødselsdag aflyst, almindelig afmatning ovenpå mange halloweendage, og jeg har været uforklarligt følelsesladet ovenpå Radio24syv og ikke mindst Den Korte Radioavis’ lukning.

Og når jeg siger følelsesladet, mener jeg i en grad, hvor jeg ikke turde skrive et blogindlæg om det undervejs, af frygt for senere at skamme mig over, hvor pinlig jeg havde været.

Følelsesladet på 16-år-med-kærestesorg-måden, hvor jeg ikke kunne forstå, hvorfor aviserne skrev om andre ting, og alt andet virkede fladt og ligegyldigt, mens jeg genhørte gamle podcasts og trawlede nettet for alt, der havde med Kirsten Birgit at gøre.

Jeg sagde det jo. Pinlig.

Men jeg var simpelthen så fucking nedtrykt, at det måtte handle om noget andet og mere, hvorfor i det hele taget sørge så meget over tabet af en fiktiv karakter, der bedst kan beskrives som Dolph i Ulla Terkelsen-forklædning?

Fordi, blev jeg enig med mig selv om, Radio24syv og Den Korte gav mig noget, jeg ikke vidste, jeg savnede. Noget kritisk, noget uforudsigeligt, noget holdning. Og jeg savner virkelig noget holdning, over hele linjen.

Jeg savner mening, vrede, at noget betyder noget. Jeg har lyst til at rive hovederne af samtlige Aftenshowværter og al deres vattetvenlige væsen, jeg har lyst til at råbe af politikere, deres undvigemanøvrer og deres himmelråbende magtmisbrug, og jeg har lyst til at gnave min arm af midt i kantinen og tæske de omkringstående med den, når frokostsnakken nok en gang falder på havearbejde og håndværkerregninger og forudsigelige meninger om børneopdragelse.

På en måde gav en daglig dosis Kisser mig noget afløb for al den frustration, og nu er jeg så alene med den igen.

Det tog mig det meste af weekenden at famle mig frem til, at noget mangler og måske hele tiden har gjort det. Og at jeg nok må bruge noget energi på at finde ud af, hvad det er. Og så rundede jeg søndagen af med en sidste frustrationssmøg, lavede burgere til aftensmad og pakkede halloweenpynten væk. Clean sheet. Ny uge.

Big Dick Energy.

Kender du typen?

Jeg har brugt det meste af september på at tage tilløb til vinternedtrykthed, og nu ser det omsider ud til at lykkes for mig. Udsigten er temmelig grå herfra, og jeg bygger hule derhjemme for at overleve, forbereder mit vinterhi.

Køber stedsegrønt til altanen og planlægger at male gangen. I en mørk farve, jeg bygger en livmoder til mig selv. Trawler dba.dk for billige boligfund, der skal helt klart flere lamper op. Har anskaffet en brugt bænk til spisebordet, fordi vi alle ved, at det er SÅ hyggeligt og faktisk synonymt med en god barndom at have en bænk i køkkenet. Hvor man kan sidde om eftermiddagen og drikke te og lave lektier og fortælle sin mor om sin dag. Eller sidde og spille et af de spil, vi har i den store skænk, der var et must, dengang vi flyttede ind, fordi en skænk i køkkenet fyldt med modellervoks og brætspil også er udslagsgivende for den gode barndom. Og så har jeg lige fundet sådan en kludetæppe-løber til gulvet, så der er lidt mere blødt og rart, og jeg ville ønske, der også var plads til en lille sofa (det er der så ikke, fordi god barndom-skænk, og man kan jo ikke få det hele). Så man rigtig kunne ligge og læse herude.

Hvis nogen i øvrigt finder en overskudsmor med hang til brætspil og eftermiddagste i nogle af de samme 70’er-rodekasser, hvorfra jeg får mine indretningsideer, må de endelig sige til. Kunne godt bruge hende lidt herhjemme.

 

It really ties the room together.

 

De andres produktive liv

Jeg læste engang, at både Roberto Bolaño og Raymond Carver startede som lyrikere, men skiftede til prosa for at kunne forsørge deres familier. Hahaha, tænkte jeg, I should be so lucky.

I dag så jeg Dea Trier Mørch-udstillingen på Louisiana, hvor hun i en gammel foredragsoptagelse talte om, at livet med små børn fik hende til at skrive, for det var det, man kunne med børn, frem for andre udøvende kunstarter, der krævede, at man var andetsteds.

Jeg aner ikke, hvor de allesammen fik, hvor de allesammen får det fra.

Søndag – en blandet fornøjelse

Har været alene med børnene to dage i streg (dog afbrudt af vinbogklub-aften, bare inden nogen begynder at råbe “Aaaarhskepot!”), og denne eftermiddag kunne jeg godt mærke, at mit system var ved at smelte helt ned. Kan. Ikke. Tømme mere opvaskemaskine, løse flere konflikter eller tilberede flere måltider. Ikke uden uklædelig krampegråd i hvert fald.

Men nu leger de to mindste med de andre børn i gården, Sønneke og kammerat er blevet bortvist fra computeren og sendt ud og spille fodbold, og jeg ligger på sofaen med et halvt øre på for- og køkkendør og en næsten færdig Napoli-bog balancerende på maven. Desuden har jeg en marokkansk kylling i ovnen og et udsprunget citrontræ i køkkenet, der får lejligheden til at dufte som en arabisk dessertbuffet. Fik oven i købet syet to pudebetræk (ikke helt færdigt, men alligeveller, halvt fuldendt og alt det der), inden mit hoved imploderede. Så it’s all good.

Bortset fra, at i morgen er det mandag. Og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke var så satans træt og modløs. Hele fucking tiden. Pudebetræk og bøger og langtidsstegt kylling, lovning om at sy nederdele og halstørklæder til bamserne. Hvadsomhelst for ikke at føle, jeg fuldstændig spilder min tid på jord.

 

Alsså, det stribede er bare fra IKEA, men det blomstrede er sgu da meget pænt? 

 

Joy of all seasons

I går holdt jeg hjemmearbejdsdag i kolonihaven, jeg cykler 10 km hver vej, for alle siger, det er godt med motion, og jeg sidder med min computer og glor ud på græsset og solskinnet, og jeg graver jordbærskud op, inden jeg cykler hjem, for det skulle også være godt. Jeg går til og fra arbejde i stedet for at cykle, for det er så sundt for hoved og krop med en rask gåtur. Jeg læser Delphine de Vigan og Elena Ferrante (sidstnævnte og hendes evindelige armslængde-fortællen er i øvrigt begyndt at gå mig på nerverne). Jeg mangler appetit og bliver ramt af uforklarlig kvalme, hvilket er hæsligt for en, der plejer at æde og drikke sig ud af alting. Jeg forsøger at samle overskud, så jeg ikke bliver til stakåndede råbe-mor. Jeg flygter fra forældre-smalltalk, jeg får ikke skrevet tilbage til min veninde, jeg orker ikke, at nogen skal have noget fra mig. Jeg går tidligt i seng og tænker, at så er jeg mere frisk i morgen aften, så kan jeg være en lidt mere spændende type at være gift med, men mere vil have mere, og næste aften er jeg igen træt, min krop vil bare gerne sove (bortset fra når den lige pludselig ikke vil).

Jeg har det egentlig ok, men weekenden går for hurtigt, ligegyldigheden lurer i baggrunden, jeg prøver ikke at tænke for meget. Jeg cykler og går og sover og læser bøger og graver i jorden, for jeg ved, det er godt for mig. Jeg får det ikke bedre, men jeg får det heller ikke værre. Jeg har en af den slags hoveder, der har bedst af at blive ignoreret, ikke dvæle, ikke synke, bare videre. Det er sikkert bedre i morgen, og om ikke andet får jeg læst meget mere, end jeg plejer. Tænker jeg.