Åndenød

I sidste uge kunne jeg ikke få vejret. Jeg sagde til mig selv, at det var noget psykisk, at det ikke skete rigtigt, men jeg kunne ikke standse krampen i mellemgulvet, der blev en hård kugle mellem ribbenene og pressede og pressede og gjorde ondt, mens jeg hev og hev og hev efter vejret og sagde til mig selv, at det bare var psykisk, at det ikke var rigtigt. Bagefter kom opkastfornemmelserne og jeg stod foroverbøjet på fortovet og hostede og harkede, mens en dame kørte forbi på Christianiacykel.

Jeg spørger mig selv, hvad et arbejdsliv er værd (en fast løn, der kan brødføde en familie på fem, jeg ved det jo godt), hvorfor jeg ikke er mere sammen med mine børn, tænker på, hvor dejligt det ville være at ligge med en bog i min hængekøje i kolonihaven. Vil bare gerne mere ud, vil gerne være ude i mit lille hus og være sammen med min familie og bare være. Men det vil alle jo, bare have fri og bare være.

I dag gør det ondt i min kæbe og mit hoved, jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal spænde, men det hjælper ikke, det bliver bare ved. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er stresset, det er jeg virkelig ikke. Mine børn er i skolealderen, mit arbejde presser mig ikke. Jeg går ikke til tusind ting, jeg er for længst holdt op med at være den, der tager kage med, og jeg er ikke stresset. Jeg er ikke stresset. Og nu kan jeg igen ikke få vejret.

Jeg vil bare gerne lidt mere ud, Torkild.

 

Reklamer

Dengang foråret var varmere og barselsbluesen grønnere…

Er lidt i udu. For meget ekstraarbejde, der æder min fritid, i kombination med sne i marts har en dårlig effekt på mit humør. Jeg savner noget andet og mere og anderledes og har ingen energi til at opsøge det. Forleden fortabte jeg mig i egen blog (selvdyrkelse findes der altid tid til), og så savnede jeg også lidt på en renere og hyppigere skriveform. Eller måske savnede jeg bare mig selv i en yngre udgave. Læste hele april, maj og juni 2013 og syntes, at jeg var sjovere, og solen skinnede mere. (Måske er det også den varslede konflikt, der forbinder mig med tidligere tid, Sophie Løhde dukkede gudhjælpeme også op i arkiverne!) Hm. Livet med helt små børn ER bare godt baggrundsmateriale, nu skal jeg jo til at grave mit eget uspændende selv frem. Og skrive noget mere. Kom nu, forår!

 

 

Efterregninger

Penge retur fra banken, da tinglysning af ny lejlighed blev færdiggjort i starten af februar: 11.200 kr
Regning til mekaniker halvanden uge senere for at bringe familiens trofaste ven, Delphine (ja, det hedder hun altså), up to speed: 19.500 kr

Det kan tilføjes, at beløbet svarer til 2/3 af bilens samlede købssum – min bedre halvdel noterede sig, at det i længden nok godt kunne være en økonomisk glidebane at menneskeliggøre sine mekaniske ejendele. Fx at navngive en 14 år gammel, brugt Citroën… Jeg havde naturligvis allerede i ånden brugt tinglysningspengene på den ferie, vi ellers ikke har råd til, men endte i stedet med at vride hænder og budgetter en ekstra gang. Ingen ferie. So be it. (Nu har vi ellers lige en køreklar bil.)

På forhånd dumpede vintereksamener pga. manglende undervisningsdeltagelse pga. istandsættende lejlighedsdeltagelse: 2
Aktivt dumpede vintereksamener pga. ovennævnte: 1
Samlede antal reeksamener i denne uge: 3

Og i dag lykkedes det mig så omsider at få kontakt med min underviser, som kunne fortælle mig, at jeg var endog meget langt fra at bestå første gang, og at jeg næppe består reeksamen, medmindre jeg tager kurset igen. Hvilket efterlader mig med 1 styks komplet spildt eksamensforsøg i morgen (og neeej, man kan NATURLIGVIS ikke afmelde nu, den mulighed stoppede for 2 uger siden – lææænge inden, jeg fik at vide, jeg næppe ville bestå alligevel) samt 2 eksamener de følgende dage, som jeg måske/måske ikke består. Mine penge er nok mest på det sidste.

Hvilket til allersidst efterlader mig med 1 styks opsparet 35-års krise, fordi jeg lige pludselig ikke kan komme i tanke om, hvorfor fanden jeg egentlig skal bruge min energi på at tage de eksamener, når jeg i virkeligheden burde finde ud af, hvad jeg skal med mit liv. Jeg startede på den her tillægsuddannelse, da jeg var nyuddannet, på barsel og trængte til noget mere at lave end at passe miniskinker. De samme miniskinker bliver 6 år til juni og starter i skole, og det er en temmelig smertelig påmindelse om, at jeg bare bliver ældre og ældre og kommer ingen vegne. Ikke engang den fucking uddannelse har jeg formået at færdiggøre.

Og nu sidder jeg sent på arbejde, inden jeg skal til undervisning, og skriver blogindlæg og har mest af alt lyst til at stille mig ned på parkeringspladsen med armene i vejret og skrige, om der ikke for helvede er nogen, der vil fortælle mig, hvad jeg skal? …Og så selvfølgelig noget om de små børn i Afrika og de arbejdsløse og de barnløse og de forældreløse og dem med dårligt helbred. Tusind disclaimer-skud ud til alle dem, der har det megetmeget værre og uendeligt større problemer end mig.

Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal.

Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.

Intermezzo

Nåmen, sidste år tog vi jo på camping i Nordfrankrig, og selvom vejret godt kunne have været varmere, var det hele ret fint. Solen skinnede det meste af tiden (i hvert fald ifølge min pålidelige erindring), campingpladsen lå virkelig smukt, vi fik set en masse spændende ting, alt overraskede positivt. I år – not so much.

Det er lige et par grader eller fem koldere, lidt mere blæsende og en del mere regnfuldt. Og hvor vi sidste år var i Normandiet, der trods Atlanterhavsklimaet har sin helt egen charme, nåede vi i år kun til Picardiet – en region, selv guidebogen omtaler som røvsyg (tak i øvrigt, Politikens rejseforlag, I er en sand inspiration).

Så i går røg jeg ud i en mindre feriedepression. Og et kig på vores lige så feriedeprimerede bankkonto skubbede mig helt ud over kanten. Det virkede pludselig tåbeligt at brænde dyrebare feriedage og budgetpenge af på at sidde og fryse i en halvtrist afkrog af Frankrig, når vi kunne være taget længere sydpå. Voldsom længsel efter pinjetræer. Stor følelse af uretfærdighed.

Så hvad gør den kloge? Skynder sig i nærmeste Carrefour og køber for 143 € lykke i form af råmælksoste, fiskesuppe, creme brulee, confit det canard, cidre, baguette, bretonsk pate, alsacisk pasta(!) og rødvin. Det gjorde godt, helt ind i kontoovertrækket.

Poolen er heldigvis opvarmet og overdækket og dermed udholdelig at opholde sig i, og børnene er pisseligeglade med pinjetræer. I dag kørte vi en tur, så ultrapittoreske Boulogne-sur-Mer (gamle bydel – nye del sucks, Politikens rejseguide-style) og spiste crepes med Nutella.

Frankrig er stadig Frankrig.

Ferie er stadig ferie.

Festivalplanlægning – trin for trin

1. Mand og jeg bliver enige om at gentage tidligere års succes med at sende mig på Roskilde Festival 4 dage og ham 1 dag.

2. Det annonceres, at A Tribe Called Quest er en del af årets program. Meget nostalgi for mand. Alle er glade.

3. Jeg køber min billet til Roskilde

4. Cirkus Summarum-billetsalget starter, dagen inden Roskilde-programmet offentliggøres. Mand og jeg tager chancen og køber 5 billetter til søndag efter Roskilde, så cirkustur ikke kommer i vejen for senere sommerferieplaner.

5. Det annonceres, at A Tribe Called Quest spiller lørdag aften. Pis også.

6. Efter lidt diskussion frem og tilbage om den smånederen kombination af børneevent dagen efter en fælles Roskilde-outing, bliver mand og jeg enige om, at A Tribe Called Quest trumfer alt.

7. Mand køber endagsbillet til lørdag.

8. Forældrevenner tilbage fra Sønnekes børnehavetid oplyser, at de har købt billetter til fredag, og det skal vi da også gøre? Lille hjertesuk. Men A Tribe Called Quest trumfer alt.

9. Det viser sig pludselig, at svigermor er forhindret i at passe børn lige præcis lørdag. Jeg skriver straks til min mor.

10. Åbenbart rejser min mor på ferie meget tidligt søndag morgen. Panikken breder sig langsomt, det samme gør fortrydelsen over at have købt den fucking lørdagsbillet.

11. Jeg begynder at sende desperado-sms’er rundt i vennekredsen. Et par stykker bider på – måske.

11. Veninde bekræfter, at hun kan passe børn med overnatning, mens de uansvarlige forældre festivaller den. Stadig irriterende med cirkustur i Tømmermændsland, men hvad fanden. Vi skal se A Tribe Called Quest sammen, og det bliver skidegodt.

12. A Tribe Called Quest aflyser deres koncert på Roskilde.

13. Jeg går op og lægger mig.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.