Modblogging: Når folket bare vil have brød og rabatkoder

Tit og ofte er det eneste, der irriterer mig mere end random bloggere, deres hengivne læsere/følgere. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er som om ellers normalbegavede mennesker går full retardo, når de rammer et kommentarfelt…

Fx når der spørges til ALT på et givent billede. Hvor kan jeg købe din jakke/kjole/taske/halskæde? Elastikken i dit hår? Billedet bag dig? Maden du spiser? Colaen du drikker? Manden der går forbi udenfor? Lampen på stolen/stolen på tæppet/tæppet på gulvet/gulvet på huset/huset på bjerget – det er fucking LANGT ude i skoven!! Er I virkelig allesammen så desperate efter at finde noget at bruge penge på? Har set kommentarer, hvor folk i ramme alvor spørger til farver, børn maler med – seriøst? Farver?! Og hvis man ikke er i stand til selv at google sig frem til et par lyserøde sko med effin’ 3 Adidas-striber på, må man så overhovedet købe noget på nettet? Er alle, der kommenterer på Instagram, i virkeligheden 15-årige med et abnormt behov for at blive set og hørt af vildtfremmede? 

*dyb indånding*

Dernæst: er jeg den eneste, der gyser lidt indvendigt, når kommentarer under bloggeres sponsorerede indlæg lyder noget i retning af “Ih, du er bare SÅ god til at skrive sponsorerede indlæg! Elsker den måde, du gør dem personlige på – jeg opdagede næsten ikke, det var spons!”…? WhattheactualFUCK!!? Du, min ven, er lige blevet taget for hårdt i røven af konsumerismens forlængede arm – ovenikøbet lusket forklædt som din nye bedste veninde – og du vender dig guddødeme bagefter om og siger mange tak for oplevelsen? Du føler dig simpelthen ekstra værdsat og set som læser, når nogen bevidst manipulerer 2 ansigtscremer og en rejseforsikring hele vejen ned i halsen på dig, mens de twee-filosoferer over deres liv som sådan, og annoncørerne griner hele vejen til banken? Jeeeesus.

Selvfølgelig er det også bare lavt af mig at rante sådan mod andre mennesker, og er det virkelig noget at hidse sig op over, og har jeg ikke noget bedre at tage mig til, og jeg kunne bare lade være med at læse med *blinkesmiley* og husk at smile og have en god dagogblablabla. Nej. Fucking nej. For det handler om, at jeg grundlæggende er pissetræt af den massepsykose i vores kultur, der gør salg, reklame og forbrug til ophøjede nødvendigheder og influencere til vores tro væbnere i kampen for merkøb. Som om de og alle firmaerne i virkeligheden gør os en kæmpe tjeneste ved konstant at eksponere os for lort, vi ikke har brug for. Det er simpelthen så sygt.

Men folk vil åbenbart bedrages. Og virkelig gerne vide, hvor man kan købe de der farver.

 

 

Reklamer

Naturligvis altsammen på en baggrund af duftende thuja og hujende børn

Manden har lagt sig med halsbetændelse, jeg går i cirkler om mig selv i haven. Børnene slås, jeg skælder ud. Blev vækket 7.30, da naboens kælne kat hoppede ind ad vinduet (skidesjovt og kækt move, hvis ikke lige man havde katteallergi). Alle kom for sent i seng. Jeg går i flere cirkler, børnene skændes. Om en uge er ferien slut. Har intet udrettet, alt mangler. Også den tilbygning, vi virkelig godt kunne bruge herude. Hvordan skal det ske? Rykker i 2 brædder, sveder og giver op. Føler mig ensom og alene og mangler nogen til at gå forrest. Laver frokost og en kande saft. Børnene slås igen, jeg skælder og råber, og bagefter græder jeg. Varmen er ulidelig. Alt er galt og lige om lidt er ferien slut.

Slap af. Træk vejret. Spis frokost. Fyld badebassinet. Find krimi, skygge og den sidste is. (Husk at slukke for vandet igen). Skriv et blogindlæg. Slap af. 

Slapafslapafslapafslapaf.

Sommerferien lidt senere

Sporadiske feriepostkort, er det det, vi kalder det? Skidegodt, så slipper både I og jeg for lamme bloggerundskyldninger om frekvens og substans og mangel på begge…

Havde både store skriveplaner og en del kladder klar til ferien, men prøver på den anden side også at holde fri fra kæbespændinger og åndenød, og det har overraskende nok krævet et benhårdt fokus rettet mod ingenting. (Men i går slumrede jeg da lidt i hængekøjen sammen med Hemingways On writing, så kom ikke og sig, jeg ikke besidder vilje).

De første par dage herude i kolonihaven gik med lidt udflugter og besøg og så mig, der langsomt nedsmeltede i vris og gråd og uro og mere vris. Jeg stressede over, at børnene rodede, at aftensmaden skulle laves, at vi skulle ud af døren, at jeg ikke fik skrevet, ikke fik læst, og at det så ud til regn i næste uge, så min planlagte planfri ferie nåede at drukne, inden den overhovedet kom i gang… Hvis det ikke fremgår, så kan livet med mig virkelig være en fest.

Siden da har vi så lavet ingenting, og vejrudsigten har i mellemtiden artet sig, så det går altsammen meget bedre. Som jeg nok havde anet, slapper jeg bare bedst af uden planer overhovedet. Når intet er mere uopsætteligt, end man altid kan sige ja til en gang kongespil, ingen skal være klar til et bestemt tidspunkt, og madlavning er noget, man kan tage tilløb til over en hel dag. OG jeg ind i mellem kan ligge i hængekøjen med en bog. Også vigtigt! Pløjede hele Græsset synger den første dag, vi ikke skulle noget (den kan i øvrigt virkelig anbefales) og fik dermed omsider læst noget af Doris Lessing samt bekræftet, at jeg muligvis er komplet uduelig i mange af livets aspekter, men har jeg en superheltekraft, så er det hurtiglæsning. Yeah, mig!

(Den samme dag brugte manden i øvrigt på at lave et improviseret udebad, sylte 3 store glas med agurker og påbegynde det palleshelter, der egentlig var mit projekt. Således bidrog alle med deres, og skulle et postapokalyptisk samfund nogensinde vægte læsning på tid højere end praktiske færdigheder, ville jeg være megapopulær og tæt på høvdingemateriale. Siger det bare.)

Så er alt godt i sommerlandet – p.t. kæmper Mrs. Wonder Reader of All Times lidt med Kazuo Ishiguro og overvejer kraftigt at skifte ham ud med noget letspiselig Simenon, der står og lokker som en anden belgisk tøjte i bogkassen; mens hun afgør, om det er tid til en eftermiddagsøl (naturligvis er det det). 

Har en hel uge endnu til at glemme, jeg har et arbejde, og har tænkt mig at gøre mit yderste for at få det til at lykkes.

So long!

Åndenød

I sidste uge kunne jeg ikke få vejret. Jeg sagde til mig selv, at det var noget psykisk, at det ikke skete rigtigt, men jeg kunne ikke standse krampen i mellemgulvet, der blev en hård kugle mellem ribbenene og pressede og pressede og gjorde ondt, mens jeg hev og hev og hev efter vejret og sagde til mig selv, at det bare var psykisk, at det ikke var rigtigt. Bagefter kom opkastfornemmelserne og jeg stod foroverbøjet på fortovet og hostede og harkede, mens en dame kørte forbi på Christianiacykel.

Jeg spørger mig selv, hvad et arbejdsliv er værd (en fast løn, der kan brødføde en familie på fem, jeg ved det jo godt), hvorfor jeg ikke er mere sammen med mine børn, tænker på, hvor dejligt det ville være at ligge med en bog i min hængekøje i kolonihaven. Vil bare gerne mere ud, vil gerne være ude i mit lille hus og være sammen med min familie og bare være. Men det vil alle jo, bare have fri og bare være.

I dag gør det ondt i min kæbe og mit hoved, jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal spænde, men det hjælper ikke, det bliver bare ved. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er stresset, det er jeg virkelig ikke. Mine børn er i skolealderen, mit arbejde presser mig ikke. Jeg går ikke til tusind ting, jeg er for længst holdt op med at være den, der tager kage med, og jeg er ikke stresset. Jeg er ikke stresset. Og nu kan jeg igen ikke få vejret.

Jeg vil bare gerne lidt mere ud, Torkild.

 

Dengang foråret var varmere og barselsbluesen grønnere…

Er lidt i udu. For meget ekstraarbejde, der æder min fritid, i kombination med sne i marts har en dårlig effekt på mit humør. Jeg savner noget andet og mere og anderledes og har ingen energi til at opsøge det. Forleden fortabte jeg mig i egen blog (selvdyrkelse findes der altid tid til), og så savnede jeg også lidt på en renere og hyppigere skriveform. Eller måske savnede jeg bare mig selv i en yngre udgave. Læste hele april, maj og juni 2013 og syntes, at jeg var sjovere, og solen skinnede mere. (Måske er det også den varslede konflikt, der forbinder mig med tidligere tid, Sophie Løhde dukkede gudhjælpeme også op i arkiverne!) Hm. Livet med helt små børn ER bare godt baggrundsmateriale, nu skal jeg jo til at grave mit eget uspændende selv frem. Og skrive noget mere. Kom nu, forår!

 

 

Efterregninger

Penge retur fra banken, da tinglysning af ny lejlighed blev færdiggjort i starten af februar: 11.200 kr
Regning til mekaniker halvanden uge senere for at bringe familiens trofaste ven, Delphine (ja, det hedder hun altså), up to speed: 19.500 kr

Det kan tilføjes, at beløbet svarer til 2/3 af bilens samlede købssum – min bedre halvdel noterede sig, at det i længden nok godt kunne være en økonomisk glidebane at menneskeliggøre sine mekaniske ejendele. Fx at navngive en 14 år gammel, brugt Citroën… Jeg havde naturligvis allerede i ånden brugt tinglysningspengene på den ferie, vi ellers ikke har råd til, men endte i stedet med at vride hænder og budgetter en ekstra gang. Ingen ferie. So be it. (Nu har vi ellers lige en køreklar bil.)

På forhånd dumpede vintereksamener pga. manglende undervisningsdeltagelse pga. istandsættende lejlighedsdeltagelse: 2
Aktivt dumpede vintereksamener pga. ovennævnte: 1
Samlede antal reeksamener i denne uge: 3

Og i dag lykkedes det mig så omsider at få kontakt med min underviser, som kunne fortælle mig, at jeg var endog meget langt fra at bestå første gang, og at jeg næppe består reeksamen, medmindre jeg tager kurset igen. Hvilket efterlader mig med 1 styks komplet spildt eksamensforsøg i morgen (og neeej, man kan NATURLIGVIS ikke afmelde nu, den mulighed stoppede for 2 uger siden – lææænge inden, jeg fik at vide, jeg næppe ville bestå alligevel) samt 2 eksamener de følgende dage, som jeg måske/måske ikke består. Mine penge er nok mest på det sidste.

Hvilket til allersidst efterlader mig med 1 styks opsparet 35-års krise, fordi jeg lige pludselig ikke kan komme i tanke om, hvorfor fanden jeg egentlig skal bruge min energi på at tage de eksamener, når jeg i virkeligheden burde finde ud af, hvad jeg skal med mit liv. Jeg startede på den her tillægsuddannelse, da jeg var nyuddannet, på barsel og trængte til noget mere at lave end at passe miniskinker. De samme miniskinker bliver 6 år til juni og starter i skole, og det er en temmelig smertelig påmindelse om, at jeg bare bliver ældre og ældre og kommer ingen vegne. Ikke engang den fucking uddannelse har jeg formået at færdiggøre.

Og nu sidder jeg sent på arbejde, inden jeg skal til undervisning, og skriver blogindlæg og har mest af alt lyst til at stille mig ned på parkeringspladsen med armene i vejret og skrige, om der ikke for helvede er nogen, der vil fortælle mig, hvad jeg skal? …Og så selvfølgelig noget om de små børn i Afrika og de arbejdsløse og de barnløse og de forældreløse og dem med dårligt helbred. Tusind disclaimer-skud ud til alle dem, der har det megetmeget værre og uendeligt større problemer end mig.

Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal.

Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.