Festivalplanlægning – trin for trin

1. Mand og jeg bliver enige om at gentage tidligere års succes med at sende mig på Roskilde Festival 4 dage og ham 1 dag.

2. Det annonceres, at A Tribe Called Quest er en del af årets program. Meget nostalgi for mand. Alle er glade.

3. Jeg køber min billet til Roskilde

4. Cirkus Summarum-billetsalget starter, dagen inden Roskilde-programmet offentliggøres. Mand og jeg tager chancen og køber 5 billetter til søndag efter Roskilde, så cirkustur ikke kommer i vejen for senere sommerferieplaner.

5. Det annonceres, at A Tribe Called Quest spiller lørdag aften. Pis også.

6. Efter lidt diskussion frem og tilbage om den smånederen kombination af børneevent dagen efter en fælles Roskilde-outing, bliver mand og jeg enige om, at A Tribe Called Quest trumfer alt.

7. Mand køber endagsbillet til lørdag.

8. Forældrevenner tilbage fra Sønnekes børnehavetid oplyser, at de har købt billetter til fredag, og det skal vi da også gøre? Lille hjertesuk. Men A Tribe Called Quest trumfer alt.

9. Det viser sig pludselig, at svigermor er forhindret i at passe børn lige præcis lørdag. Jeg skriver straks til min mor.

10. Åbenbart rejser min mor på ferie meget tidligt søndag morgen. Panikken breder sig langsomt, det samme gør fortrydelsen over at have købt den fucking lørdagsbillet.

11. Jeg begynder at sende desperado-sms’er rundt i vennekredsen. Et par stykker bider på – måske.

11. Veninde bekræfter, at hun kan passe børn med overnatning, mens de uansvarlige forældre festivaller den. Stadig irriterende med cirkustur i Tømmermændsland, men hvad fanden. Vi skal se A Tribe Called Quest sammen, og det bliver skidegodt.

12. A Tribe Called Quest aflyser deres koncert på Roskilde.

13. Jeg går op og lægger mig.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.

Whole lotta huggin’ going on

I morges kom jeg til at tænke på et job, jeg engang havde. Og fik sådan lyst til at rejse tilbage i tiden og give 27-årige Mie et solidt knus og fortælle hende, at det ikke nødvendigvis var hende, der var elendig til sit arbejde, men måske bare hendes kollegaer, der var en blanding af smårøvede og selvoptagede, og at det faktisk overhovedet ikke er værd at kæmpe så desperat for et job, der indebærer daglige tudeture på toilettet.

Og nu vi er ved det, så skal 14-årige Mie også have et knus. Med besked om, at alting bliver bedre, så snart folkeskolen er overstået, at hun ikke er helt forkert på alle tænkelige måder, og at der findes masser af mennesker, der gerne vil være venner med hende. Hun møder dem bare først lige om lidt.

25-årige Mie skal heller ikke snydes for en krammer og oplysningen om, at graviditetsbetinget depression er en ganske almindelig ting og ikke nødvendigvis et tegn på, at man er ved at begå sit livs største fejltagelse. Det skal nok gå.

Og 31-årige Mie skal også have lidt kærlighed og forsikring om, at hun finder et arbejde. Og at hun ikke er et dårligt, dovent og udueligt menneske, fordi hun ikke har fundet det endnu. Virkelig, det skal nok gå.

Og 9-årige Mie skal have et knus og et kram. Og vide, at det er helt i orden ikke at være lige som de andre. Og at man ikke behøver at skamme sig over at være dårlig til gymnastik og god til at læse. Eller over at være tynd og bleg og have pandehår og den helt forkerte jakke. (Faktisk har jeg mest lyst til bare at blive og holde hende i hånden de næste 6 år.)

21-årige Mie skal også nurses lidt, og hun skal ikke være så ked af, at der ikke er styr på noget, for det skal der nok komme. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Og hun skal ikke være så ked af, at hun åbenbart er en magnet for røvhulsmænd, det skal nok ændre sig. Og mange år senere møder hun en af røvhulsmændene igen, som nok egentlig var mere umoden end et røvhul, og han siger: “Fedt nok, jeg troede ellers ikke, du ville klare den!” Klare den?

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg klarede det hele. Ikke i en håndevending, men det gik. Det går.

Andre, der trænger til et knus?

Ellers måtte nogen jo spænde hestene for og køre mig til Mariannelund

Kig godt på denne hånd! Alle Arabiens duftende vande kunne ikke vaske den ren – for den har reddet sig en gang bakteriel seneskedehindebetændelse.

Nå, det kunne imponere, hvad? Så bare hør, hvordan man skaffer sig sådan en infektion på hånden:

Lørdag vælger man at skære spegepølse hjemme hos sin mor med hendes psykopatskarpe og tilsvarende spidse urtekniv. Da skindet skal af, løftes spegepølsen i vejret, og med et kækt snit ud i luften glider man af på målet og hakker kniven direkte ned i tommelfingeren. Herefter udråb, sårrens og plaster.

Søndag skiftes plasteret, ellers ingenting.

Mandag skiftes plasteret, ellers ingenting.

Tirsdag har såret lukket sig, plasteret tages af og man noterer sig lidt hævelse i tommelfingeren, lidt mærkelig stivhed i de andre fingerled og tænker, at det nok ikke er noget.

Onsdag morgen vågner man så til nyheden om Trump som valgvinder og med halvdelen af hånden hævet til dobbelt størrelse samt stærkt nedsat bevægelse i alle fingre. Der ringes til lægen, imens man i baghovedet afspiller et medley af alle de koldbrandshistorier – inklusive den, hvor Emil kører Alfred til doktoren midt om natten i snestormen – og amputationsanekdoter, man nogensinde har hørt/læst/set i løbet af sit liv (en særlig tak skal lyde til alle 1800-talsforfattere samt folkene bag The Knick). Forhåbentlig får man i det mindste en kugle at bide i, inden de hiver saven frem…

Heldigvis gælder der andre procedurer nutildags; efter at være blevet erklæret uegnet til krigstjeneste kunne jeg i stedet hente mængder af dejlig penicillin på apoteket. Og lære spændende nye ting, som fx:

1) at tommel- og lillefingerens sener faktisk er forbundne, og det er derfor, ens lillefinger pludselig ligner en partypølse, 4 dage efter man begik uagtsomt manddrab på sin tommelfinger

2) at utroligt mange ting i denne verden kræver 2 fungerende hænder; herunder en hel del, der falder inden for påklædning og personlig hygiejne (hejhej, joggingbukser og 3. dags messy, messy bun).

Så nu venter jeg bare på, at vidundermedicinen gør sit indtog. Og sender en stille tak til Fleming og den moderne lægevidenskab, mens jeg finder takeawaymenuerne frem.

Billedet yder ikke situationen retfærdighed, men normalt er min tommel- og lillefinger halvt så store...

Billedet yder ikke den dramatiske 1800-tals-roman-situation retfærdighed, men normalt er min tommel- og lillefinger altså halvt så store…

Kørekortets 7 faser

  1. Benægtelse. Jeg kan ikke betjene en bil. Nogensinde. Hvis jeg ignorerer hele konceptet længe nok, forsvinder det sikkert. Åhgud, hvordan slipper jeg ud af det her?
  2. Vrede. Hvorfor skal jeg overhovedet tvinges til dette og risikere uskyldige menneskeliv?! Og hvem er i øvrigt den bagstræberiske klaphat, der har bestemt, at europæere er for fine til automatgear?!
  3. Forhandling. Hvis jeg overlever næste køretime, må jeg få en cheeseburger.
  4. Chok. Jeg kan skifte gear!!! Jeg er en gud!!! Folk vil digte sange til min hyldest og efterlade offergaver på mit dørtrin!!!
  5. Depression. Jeg kan ikke foretage mig noget andet, mens jeg skifter gear. Inklusive at dreje. Jeg lærer det aldrig.
  6. Accept. Jeg mangler en del, men jeg skal nok lære det. Jeg skal bare øve mig, til jeg skal tage den fucking køreprøve. Åhgud, køreprøve! Hvordan slipper jeg ud af det her?!
  7. Nyorientering (også kendt som fri fantasi-fasen). Kæft, den køreprøve var overraskende nem. Næste skridt: Lastbilkørekort!

En slags forhånds-feriefejlkøb

På fredag går turen til Budapest, og eftersom alting er hamrende billigt dernede, har vi både bestilt bord på en Michelin-restaurant og købt billetter til operaen (der er nu ikke noget som at lukrere på andre landes dårlige økonomi).

Jeg syntes lidt, jeg manglede en lang, pæn kjole, som ikke var sort (det er ca. 80% af min garderobe – jeg ville være en god arkitekt) til al den rigmandssjov. Så jeg kiggede mig lidt omkring og kastede min kærlighed på en fin gammel lysegrøn sag fra den lokale luksusgenbrug; den var et par numre for stor, men butiksejeren har en skrædder tilknyttet, og jeg fik en god pris, der inkluderede tilretning, så alt var i skønneste orden.

I dag var den så klar, så jeg hentede den og prøvede den med det samme, jeg kom hjem… Og måtte konkludere, at jeg har brugt 900,- på en kjole, som jeg for det første er lige en tand for bleg til, og som for det andet nok ville være mest passende, hvis jeg

a) skulle forny mine bryllupsløfter i en skovlysning iført bare tæer og blomsterkrans

b) havde landet en statistrolle i Jul på Slottet.

Hvilket er ekstra ærgerligt, fordi jeg virkelig sjældent bruger penge på tøj… Men den ER stadig fin, så der er ikke andet at gøre end at tage den med, dresse ned med nogle klipklappere og så skabe nogle alletiders (fulde) minder i den, så den ikke ender med at samle støv bagerst i klædeskabet.

Alternativt vente, til jeg bliver inviteret til udklædningsfest.

"Så er jeg ved at være klar! Bare lige hurtigt: er det for meget med både mexi-printet og enhjørningehjelmen? Vil ikke stikke for meget ud til første forældremøde."

“Så er jeg ved at være klar! Bare lige hurtigt: er det for voldsomt med skulderpuder OG enhjørningehjelm? Vil ikke stikke for meget ud til første forældremøde.”

How much do I loathe it/let me count the ways…

Nåh, hvordan går det så med det kørekort?

Tjah, jeg tog en pause i foråret, da det viste sig, at nyt job, aftenundervisning to gange om ugen og teoritimer + køretimer alligevel blev lidt for meget at jonglere ved siden af det almindelige familieliv. Til gengæld svor jeg en hellig ed på at få så meget som muligt kørekort onduleret i sommerferien, hvilket selvfølgelig ikke skete. Men nu er jeg startet igen. Og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, der er jo så meget at fortælle om…

Fx ydmygelsen, da min kørelærer to minutter inde i dagens kørelektion siger “nu må jeg vist hellere overtage pedalerne, for vores begge tos sikkerheds skyld.” Vi var ikke engang nået ud af parkeringspladsen.

Eller de sjove lyde og bevægelser, en bil laver, når man (jeg) ved en fejl går fra 2. tilbage til 1. gear i jævn fart. Hvorfor er 3. gear i det hele taget så fucking svært at finde? For slet ikke at tale om 4.? Eller 2. igen, når man har været hele kongerækken igennem?

Eller den følelsesmæssige rutchebanetur det er at starte en prøve-teoriprøve med et par rigtige. Så én forkert. Så et par rigtige. For til sidst at ende på otte forkerte svar. Ud af 25. (I was robbed!)

Og selvfølgelig den vrede og frustration, jeg føler, når min kørelærer beder mig skifte gear, mens vi befinder os midt i et kryds. Han forstår tydeligvis ikke, at al min mentale energi er opbrugt på at køre frem, uden at bilen går i stå (husk at holde koblingen nede), blinke af til den rigtige side (dimsen skal op, når du svinger til højre), sørge for ikke at påkøre nogen sagesløse cyklister (både tjekke i sidespejl og over skulderen) og sidst, men ikke mindst, dreje rattet. Skal jeg også til at huske den rigtige kombination af kobling og speeder samt 2. gears placering, vil det uværgerligt komme til at koste menneskeliv.

Jeg lærer det. fucking. aldrig.

"...og lang historie kort, så tænkte jeg, at jeg kunne tage køreprøven på cykel i stedet?"

“…ooog lang historie kort, så tænkte jeg, at jeg kunne tage køreprøven på cykel i stedet?”