Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.

Reklamer

Intermezzo

Nåmen, sidste år tog vi jo på camping i Nordfrankrig, og selvom vejret godt kunne have været varmere, var det hele ret fint. Solen skinnede det meste af tiden (i hvert fald ifølge min pålidelige erindring), campingpladsen lå virkelig smukt, vi fik set en masse spændende ting, alt overraskede positivt. I år – not so much.

Det er lige et par grader eller fem koldere, lidt mere blæsende og en del mere regnfuldt. Og hvor vi sidste år var i Normandiet, der trods Atlanterhavsklimaet har sin helt egen charme, nåede vi i år kun til Picardiet – en region, selv guidebogen omtaler som røvsyg (tak i øvrigt, Politikens rejseforlag, I er en sand inspiration).

Så i går røg jeg ud i en mindre feriedepression. Og et kig på vores lige så feriedeprimerede bankkonto skubbede mig helt ud over kanten. Det virkede pludselig tåbeligt at brænde dyrebare feriedage og budgetpenge af på at sidde og fryse i en halvtrist afkrog af Frankrig, når vi kunne være taget længere sydpå. Voldsom længsel efter pinjetræer. Stor følelse af uretfærdighed.

Så hvad gør den kloge? Skynder sig i nærmeste Carrefour og køber for 143 € lykke i form af råmælksoste, fiskesuppe, creme brulee, confit det canard, cidre, baguette, bretonsk pate, alsacisk pasta(!) og rødvin. Det gjorde godt, helt ind i kontoovertrækket.

Poolen er heldigvis opvarmet og overdækket og dermed udholdelig at opholde sig i, og børnene er pisseligeglade med pinjetræer. I dag kørte vi en tur, så ultrapittoreske Boulogne-sur-Mer (gamle bydel – nye del sucks, Politikens rejseguide-style) og spiste crepes med Nutella.

Frankrig er stadig Frankrig.

Ferie er stadig ferie.

Festivalplanlægning – trin for trin

1. Mand og jeg bliver enige om at gentage tidligere års succes med at sende mig på Roskilde Festival 4 dage og ham 1 dag.

2. Det annonceres, at A Tribe Called Quest er en del af årets program. Meget nostalgi for mand. Alle er glade.

3. Jeg køber min billet til Roskilde

4. Cirkus Summarum-billetsalget starter, dagen inden Roskilde-programmet offentliggøres. Mand og jeg tager chancen og køber 5 billetter til søndag efter Roskilde, så cirkustur ikke kommer i vejen for senere sommerferieplaner.

5. Det annonceres, at A Tribe Called Quest spiller lørdag aften. Pis også.

6. Efter lidt diskussion frem og tilbage om den smånederen kombination af børneevent dagen efter en fælles Roskilde-outing, bliver mand og jeg enige om, at A Tribe Called Quest trumfer alt.

7. Mand køber endagsbillet til lørdag.

8. Forældrevenner tilbage fra Sønnekes børnehavetid oplyser, at de har købt billetter til fredag, og det skal vi da også gøre? Lille hjertesuk. Men A Tribe Called Quest trumfer alt.

9. Det viser sig pludselig, at svigermor er forhindret i at passe børn lige præcis lørdag. Jeg skriver straks til min mor.

10. Åbenbart rejser min mor på ferie meget tidligt søndag morgen. Panikken breder sig langsomt, det samme gør fortrydelsen over at have købt den fucking lørdagsbillet.

11. Jeg begynder at sende desperado-sms’er rundt i vennekredsen. Et par stykker bider på – måske.

11. Veninde bekræfter, at hun kan passe børn med overnatning, mens de uansvarlige forældre festivaller den. Stadig irriterende med cirkustur i Tømmermændsland, men hvad fanden. Vi skal se A Tribe Called Quest sammen, og det bliver skidegodt.

12. A Tribe Called Quest aflyser deres koncert på Roskilde.

13. Jeg går op og lægger mig.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.

Whole lotta huggin’ going on

I morges kom jeg til at tænke på et job, jeg engang havde. Og fik sådan lyst til at rejse tilbage i tiden og give 27-årige Mie et solidt knus og fortælle hende, at det ikke nødvendigvis var hende, der var elendig til sit arbejde, men måske bare hendes kollegaer, der var en blanding af smårøvede og selvoptagede, og at det faktisk overhovedet ikke er værd at kæmpe så desperat for et job, der indebærer daglige tudeture på toilettet.

Og nu vi er ved det, så skal 14-årige Mie også have et knus. Med besked om, at alting bliver bedre, så snart folkeskolen er overstået, at hun ikke er helt forkert på alle tænkelige måder, og at der findes masser af mennesker, der gerne vil være venner med hende. Hun møder dem bare først lige om lidt.

25-årige Mie skal heller ikke snydes for en krammer og oplysningen om, at graviditetsbetinget depression er en ganske almindelig ting og ikke nødvendigvis et tegn på, at man er ved at begå sit livs største fejltagelse. Det skal nok gå.

Og 31-årige Mie skal også have lidt kærlighed og forsikring om, at hun finder et arbejde. Og at hun ikke er et dårligt, dovent og udueligt menneske, fordi hun ikke har fundet det endnu. Virkelig, det skal nok gå.

Og 9-årige Mie skal have et knus og et kram. Og vide, at det er helt i orden ikke at være lige som de andre. Og at man ikke behøver at skamme sig over at være dårlig til gymnastik og god til at læse. Eller over at være tynd og bleg og have pandehår og den helt forkerte jakke. (Faktisk har jeg mest lyst til bare at blive og holde hende i hånden de næste 6 år.)

21-årige Mie skal også nurses lidt, og hun skal ikke være så ked af, at der ikke er styr på noget, for det skal der nok komme. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Og hun skal ikke være så ked af, at hun åbenbart er en magnet for røvhulsmænd, det skal nok ændre sig. Og mange år senere møder hun en af røvhulsmændene igen, som nok egentlig var mere umoden end et røvhul, og han siger: “Fedt nok, jeg troede ellers ikke, du ville klare den!” Klare den?

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg klarede det hele. Ikke i en håndevending, men det gik. Det går.

Andre, der trænger til et knus?

Ellers måtte nogen jo spænde hestene for og køre mig til Mariannelund

Kig godt på denne hånd! Alle Arabiens duftende vande kunne ikke vaske den ren – for den har reddet sig en gang bakteriel seneskedehindebetændelse.

Nå, det kunne imponere, hvad? Så bare hør, hvordan man skaffer sig sådan en infektion på hånden:

Lørdag vælger man at skære spegepølse hjemme hos sin mor med hendes psykopatskarpe og tilsvarende spidse urtekniv. Da skindet skal af, løftes spegepølsen i vejret, og med et kækt snit ud i luften glider man af på målet og hakker kniven direkte ned i tommelfingeren. Herefter udråb, sårrens og plaster.

Søndag skiftes plasteret, ellers ingenting.

Mandag skiftes plasteret, ellers ingenting.

Tirsdag har såret lukket sig, plasteret tages af og man noterer sig lidt hævelse i tommelfingeren, lidt mærkelig stivhed i de andre fingerled og tænker, at det nok ikke er noget.

Onsdag morgen vågner man så til nyheden om Trump som valgvinder og med halvdelen af hånden hævet til dobbelt størrelse samt stærkt nedsat bevægelse i alle fingre. Der ringes til lægen, imens man i baghovedet afspiller et medley af alle de koldbrandshistorier – inklusive den, hvor Emil kører Alfred til doktoren midt om natten i snestormen – og amputationsanekdoter, man nogensinde har hørt/læst/set i løbet af sit liv (en særlig tak skal lyde til alle 1800-talsforfattere samt folkene bag The Knick). Forhåbentlig får man i det mindste en kugle at bide i, inden de hiver saven frem…

Heldigvis gælder der andre procedurer nutildags; efter at være blevet erklæret uegnet til krigstjeneste kunne jeg i stedet hente mængder af dejlig penicillin på apoteket. Og lære spændende nye ting, som fx:

1) at tommel- og lillefingerens sener faktisk er forbundne, og det er derfor, ens lillefinger pludselig ligner en partypølse, 4 dage efter man begik uagtsomt manddrab på sin tommelfinger

2) at utroligt mange ting i denne verden kræver 2 fungerende hænder; herunder en hel del, der falder inden for påklædning og personlig hygiejne (hejhej, joggingbukser og 3. dags messy, messy bun).

Så nu venter jeg bare på, at vidundermedicinen gør sit indtog. Og sender en stille tak til Fleming og den moderne lægevidenskab, mens jeg finder takeawaymenuerne frem.

Billedet yder ikke situationen retfærdighed, men normalt er min tommel- og lillefinger halvt så store...

Billedet yder ikke den dramatiske 1800-tals-roman-situation retfærdighed, men normalt er min tommel- og lillefinger altså halvt så store…

Kørekortets 7 faser

  1. Benægtelse. Jeg kan ikke betjene en bil. Nogensinde. Hvis jeg ignorerer hele konceptet længe nok, forsvinder det sikkert. Åhgud, hvordan slipper jeg ud af det her?
  2. Vrede. Hvorfor skal jeg overhovedet tvinges til dette og risikere uskyldige menneskeliv?! Og hvem er i øvrigt den bagstræberiske klaphat, der har bestemt, at europæere er for fine til automatgear?!
  3. Forhandling. Hvis jeg overlever næste køretime, må jeg få en cheeseburger.
  4. Chok. Jeg kan skifte gear!!! Jeg er en gud!!! Folk vil digte sange til min hyldest og efterlade offergaver på mit dørtrin!!!
  5. Depression. Jeg kan ikke foretage mig noget andet, mens jeg skifter gear. Inklusive at dreje. Jeg lærer det aldrig.
  6. Accept. Jeg mangler en del, men jeg skal nok lære det. Jeg skal bare øve mig, til jeg skal tage den fucking køreprøve. Åhgud, køreprøve! Hvordan slipper jeg ud af det her?!
  7. Nyorientering (også kendt som fri fantasi-fasen). Kæft, den køreprøve var overraskende nem. Næste skridt: Lastbilkørekort!