Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.

Reklamer

Total moderne på emo-måden

Det smarte ved virkelig store solbriller er, at man kan græde hele vejen hjem fra arbejde, uden at nogen kan se det. Tror jeg nok. Oplevede det kun indefra, så er ikke en pålidelig kilde.

Der er ikke sket noget alvorligt. Det har heller ikke noget med mit arbejde at gøre. Jeg er bare…træt. Og temmelig grådlabil. Det går over. På tidspunkter som dette ville det være sejt at være en af de typer, der skriver sig gennem sine følelser, men sådan en type er jeg ikke. Jeg bliver bare sådan lidt forstenet. Og træt. Og ikke skidegod med mennesker.

Men altså, det går over lige om lidt.

Bare stå klar med en intervention, når jeg går over til vandbakkelsesdeje og ‘Ulysses’

Jeg er lidt ved siden af mig selv. På en gang rastløs og energiforladt. Mit ene øje sitrer uafbrudt, og nettet fortæller mig, at det kan være tegn på søvnmangel og stress, men jeg er sgu ikke stresset. Jeg keder mig. Stresser højst over al den rastløse energi, som ikke bliver brugt, mens jeg bare står stille i mit eget liv og egentlig ikke orker noget.

I går kedede jeg mig selv op i et hjørne og bagte en kage. Toscakage, fordi jeg havde masser af mandler. Anede ikke, at det var det, den hed, vidste bare, at min mor nogle gange laver en kage med karamelliserede nødder på toppen, som jeg elsker. Googlede ’mandler ’ og ’kage’ og fandt en opskrift hos Piskeriset. Ændrede lidt i ingredienserne, efter hvad jeg havde i huset, og gangede op med halvanden, så jeg kunne gøre mig populær på arbejde. Den blev ret god, uden at kræve den store indsats, og så var der en times tid, hvor jeg bare kunne koncentrere mig om at lave kage. Alle vinder.

Til en almindelig 8 personers-version skal man piske 100 g sukker med 100 g blødt smør og herefter piske 2 æg i. 250 g hvedemel røres med 2 tsk bagepulver og kornene af en vaniljestang (skrabet af på en skefuld sukker på skærebrættet, så det ikke klumper) og piskes derefter i æggemassen, skiftevis med 1 dl yoghurt naturel og 1 dl mælk. Bages i en smurt form ved 175 grader i 25 min. Imens hakkes 100 g mandler og hældes i en gryde med 100 g smør, 75 g sukker og 3 spsk sirup. Varmes op, til det bobler, og fordeles over kagen når de 25 minutter er gået, imens ovnen skrues op til 250 grader. Kagen bages færdig i 5-10 minutter, mens man holder øje med, at nødderne ikke brænder på.

Senere læste jeg i min evighedsbog, Stuk, og faldt i en god søvn et sted midt i kulisserne i Victoriateatret. Fight fire with fire.

2 ting der er mærkelige

1) Definitioner af virkelig nicheprægede markedshuller, hippe opstartstyper altid giver som forklaring på, hvorfor de har åbnet deres bar/restaurant/butik. Á la: ”Uden at fornærme nogen manglede der bare en cocktailbar i København, hvor man kunne få en god Bloody Mary efter kl 3.30″ eller ”Der har simpelthen ikke været en cafe her i byen, hvor man har kunnet få en ordentlig acaibowl til børn” eller “Vi har altid savnet en butik, hvor vi kunne shoppe afghansk whisky, mens vi fik renset jakkesæt og hørte eksperimental-reggae, så det savn reagerede vi på.” Måske er det fordi, jeg er blevet en halvkedelig mortype, der ikke går nok ud, men jeg har – i den sammenhæng – endnu ikke set et behov beskrevet, jeg nogensinde mindes at have haft.

2) Pomfritter af sweet potatoes. De er SYGT hypede (i hvert fald blandt bloggere) og alles børn ELSKER dem tilsyneladende. Men hvorfor? Hvordan? Jeg gør tydeligvis noget forkert, for mine bliver bare melede. Og vamle. (Når ens 4-årige datter klager over for søde pomfritter, så er der altså noget galt). Anden gang, jeg prøvede at lave dem, gik jeg endda all in og dybstegte dem af to omgange for at få dem sprøde, men resultatet blev stadig underligt melet? Og vammelt? Jeg kan for min død ikke forstå, hvordan nogen kan mene, at de foretrækker dem frem for almindelige pomfritter. Medmindre der er tale om den der massepsykose af selvfornægtelse, som også får folk til at hævde, at alle mulige absurde avocado-pisket-med-chokonips-desserter er MEGET bedre end den ægte vare. Gu’ er de da røv.

Kan heller ikke rigtig finde på en titel

Nå, det står lidt sløvt til med bloggeriet, beklager. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle give den en skalle i går aftes, da manden alligevel så fodbold, og jeg, hvor gerne jeg end vil være en af de seje piger, simpelthen ikke kunne piske en interesse op for skidtet.
Men jeg var træt og trist, fordi verden er et røvhul, og fordi mine børn for tiden sover af h. til (eller rettere, de sover fint, men vågner hver gang en dyne falder til siden, en sut forsvinder, en ond drøm opstår og en pludselig tørst melder sig. Gang det meste op med 3 og gæt selv, who you gonna call?). Så jeg gik i seng. Med en halv kasse klammo Hello Kitty-grøn te-chokolader, som smager lidt af erstatning, og et Anders And-album.
Og i aften er jeg stadig terror-trist, i hvert fald nok til at jeg dropper at skrive mere om mig selv og så mig selv igen. God søndag, det der er tilbage af den. Og fred på jorden i alles velbehag.

 

Men minderne har jeg da lov at have

Over Sønnekes seng hænger en uro, han har haft, siden han var baby (og nej, det er ikke klovne-uroen of doom). Vi købte den, dengang jeg var højgravid, og vi shoppede babyting i IKEA, og når jeg putter ham om aftenen og kigger på dyrene, der vinker ned fra luftballonen, tænker jeg tilbage på Sønneke som nyfødt, hvor nyt og spændende det hele var, og hvor enkelt mit liv var dengang. Hvilket er en erindringsforskydning af astronomiske dimensioner.

Sandheden er, at jeg var nedtrykt, ensom og bekymret. Jeg fik en fødselsdepression, følte mig isoleret, og alt det nye virkede mere skræmmende end spændende. Hvis mit liv var noget som helst, så var det kompliceret. Men erindret i glimt bliver min førstegangsmor-oplevelse mere til det rolige jubeltrip, som alle andre (tilsyneladende) oplever. Hvilket på mange måder er en god ting – her tænker jeg især på fremtidige skåltaler og redigeringen af Barnets Bog – men også et udtryk for min temmelig kontrafaktiske hukommelse.

Eksempelvis blev det år, jeg boede i Århus, halvvejs ædt op af ensomhed og stress, i bagklogskabens uklare lys til en spændende tid med nyforelskelse, nyt studie og den sidste periode i mit liv, hvor jeg boede alene (oh, joy!). Så glemmer vi bare, at kæresten boede hjemme i København, studiet var ved at rykke mig midt over, og jeg savnede mine venner og mit gamle kollegie så meget, at jeg sad på mit værelse og græd en stor del af tiden.

Næsten ligegyldigt, hvor nederen en periode i mit liv har været, så vil den bare et halvt til et helt år senere have sin helt egen charme i min tågede erindring, hvilket nok er en uomgængelig konsekvens af at være nostalgiker. Og mit virkelige problem er selvfølgelig ikke de glossede minder. Det er den nutid, der altid føles forkert, bekymrende og ikke så god, som den kunne være. Hvis mit liv altid er lykkeligere i retrospekt, hvad siger det så om mig? Sandsynligvis at jeg er grundlæggende utilpas i nuet…

Tro mig, jeg arbejder på det.

En dag vil jeg mindes dengang, en fredag aften blev brugt med halvandet glas rødvin og referat af sidste forældremøde, og huske det, som den bedste tid i mit liv. Eller også vil jeg ikke.

En dag vil jeg mindes dengang, en fredag aften gik med et halvt glas rødvin og referatet af sidste forældremøde, og huske det, som den bedste tid i mit liv. Eller også vil jeg ikke.

On a darker note

Det her falder lidt ved siden af det foregående indlæg, men jeg læste i dag, at ISIS havde sprængt et tempel i Palmyra i stykker. Og henrettet Khaled al-Asaad, ekspert i Palmyras historie og pensioneret kurator for området.

Jeg har set det tempel, for snart 19 år siden. Jeg har stået og kigget på det og beundret, hvor velbevaret det var. Og selvom jeg tænker mest på alle de mennesker, der lider i Syrien, så var der noget ved det tempel, som ramte mig. Ligesom dengang Taleban sprængte Buddha-figurerne i stykker i Afghanistan.
Det tempel havde overlevet krige, det havde overlevet romersk, osmannisk og fransk besættelse. Det havde stået i flere tusinde år, og nu er det ødelagt. Hvem fanden gør den slags?
Det gør de samme umennesker, som halshugger en 81-årig arkæolog på åben gade.
Og som mishandler, voldtager, torturerer og henretter mænd, kvinder og børn i hele regionen. Jeg ved det godt, intet af det giver mening, og intet er mere meningsløst end andet.

Alligevel sad jeg i et stykke tid og tænkte på det tempel, der stod så længe, og den mand, der passede på det, og at begge nu er væk.