Søndag – en blandet fornøjelse

Har været alene med børnene to dage i streg (dog afbrudt af vinbogklub-aften, bare inden nogen begynder at råbe “Aaaarhskepot!”), og denne eftermiddag kunne jeg godt mærke, at mit system var ved at smelte helt ned. Kan. Ikke. Tømme mere opvaskemaskine, løse flere konflikter eller tilberede flere måltider. Ikke uden uklædelig krampegråd i hvert fald.

Men nu leger de to mindste med de andre børn i gården, Sønneke og kammerat er blevet bortvist fra computeren og sendt ud og spille fodbold, og jeg ligger på sofaen med et halvt øre på for- og køkkendør og en næsten færdig Napoli-bog balancerende på maven. Desuden har jeg en marokkansk kylling i ovnen og et udsprunget citrontræ i køkkenet, der får lejligheden til at dufte som en arabisk dessertbuffet. Fik oven i købet syet to pudebetræk (ikke helt færdigt, men alligeveller, halvt fuldendt og alt det der), inden mit hoved imploderede. Så it’s all good.

Bortset fra, at i morgen er det mandag. Og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke var så satans træt og modløs. Hele fucking tiden. Pudebetræk og bøger og langtidsstegt kylling, lovning om at sy nederdele og halstørklæder til bamserne. Hvadsomhelst for ikke at føle, jeg fuldstændig spilder min tid på jord.

 

Alsså, det stribede er bare fra IKEA, men det blomstrede er sgu da meget pænt? 

 

Joy of all seasons

I går holdt jeg hjemmearbejdsdag i kolonihaven, jeg cykler 10 km hver vej, for alle siger, det er godt med motion, og jeg sidder med min computer og glor ud på græsset og solskinnet, og jeg graver jordbærskud op, inden jeg cykler hjem, for det skulle også være godt. Jeg går til og fra arbejde i stedet for at cykle, for det er så sundt for hoved og krop med en rask gåtur. Jeg læser Delphine de Vigan og Elena Ferrante (sidstnævnte og hendes evindelige armslængde-fortællen er i øvrigt begyndt at gå mig på nerverne). Jeg mangler appetit og bliver ramt af uforklarlig kvalme, hvilket er hæsligt for en, der plejer at æde og drikke sig ud af alting. Jeg forsøger at samle overskud, så jeg ikke bliver til stakåndede råbe-mor. Jeg flygter fra forældre-smalltalk, jeg får ikke skrevet tilbage til min veninde, jeg orker ikke, at nogen skal have noget fra mig. Jeg går tidligt i seng og tænker, at så er jeg mere frisk i morgen aften, så kan jeg være en lidt mere spændende type at være gift med, men mere vil have mere, og næste aften er jeg igen træt, min krop vil bare gerne sove (bortset fra når den lige pludselig ikke vil).

Jeg har det egentlig ok, men weekenden går for hurtigt, ligegyldigheden lurer i baggrunden, jeg prøver ikke at tænke for meget. Jeg cykler og går og sover og læser bøger og graver i jorden, for jeg ved, det er godt for mig. Jeg får det ikke bedre, men jeg får det heller ikke værre. Jeg har en af den slags hoveder, der har bedst af at blive ignoreret, ikke dvæle, ikke synke, bare videre. Det er sikkert bedre i morgen, og om ikke andet får jeg læst meget mere, end jeg plejer. Tænker jeg.

 

 

Vi takker for tålmodigheden

Der findes for tiden to personligheder, der bestandig krydser rundt i min vej. (Som Tove ville have sagt).

Jeg er skiftevis komplet ugidelig og fyldt med ideer og energi. Gerne på skift flere gange i løbet af en dag. Så jeg har fem blogindlæg, starten på alletiders samtidsroman og ideen til et start-up i hovedet kl 11 plus al optimisme i verden omkring at få det hele ned på skrift – for så desværre cirka 18.30 samme dag at være tømt for energi og selvtillid og egentlig bare være lidt træt af formiddags-Mie og alle hendes skideirriterende røvforslag.

Jeg er sikker på, det aldrig skete for Tolstoj. Han stod sikkert heller ikke i Netto med summende hoved og tårer på vej og hev varer op af kurven, fordi han nu igen var ved at overkomplicere madplanen og det hele også kunne være ligemeget. Eller havde åndenød eller konstant snurren i kroppen eller søvnløshed eller buhfuckinghuh. (Teknisk set blev han vist rimelig tosset på sine gamle dage, så måske vi alligevel har lidt til fælles).

Never the less. Der kanaliseres en hel del grød ud på domænet for tiden, for det giver mig trods alt en følelse af at præstere. Så kan jeg altid forsøge at bilde mig selv ind, at det ikke rører mig, når der ryger et par følgere for hver udgivet portion blah (Hvem prøver jeg at narre? Kom tilbaaaaaageeee!!! Jeg lover at gøre mig umage fra nu af!!! Og jeg skal også nok være mindre clingy. Og ikke hele tiden spørge, hvad du tænker på. Eller skrive for mange sms’er i streg. Og du behøver heller ikke møde min familie!) Jeg er også røvdårlig til at kommentere hos andre bloggere. Og svare på kommentarer herinde. Sorry. Der går bare lidt hvad-skal-det-altsammen-nytte i mig. Og jeg føler, at hverken jeg eller verden har noget på hjerte. Vi er alligevel alle sammen dødsens, sammen med isbjørnene.

Nå. Men jeg skal til at se The Letdown (den er sjov – anbefales især til forældre). Og har købt bland-selv-slik, hvilket jer på insta allerede ved. Slettede i øvrigt det første billede og lagde et andet op, der lissom føltes mere æstetisk. Vi snakker om et billede af en pose bland-selv-slik, ja. Så bundsørgelig er jeg. Men bortset fra det, så går det godt med de vigtige ting. Hygger mig med børnene (når alle tre ikke er i totterne på hinanden), elsker mand, har søde, sjove venner, der gør mig glad. Har lige været i kolonihave, spillede spil og spiste æbler og hentede rundstykker hos bageren. Alt er sådan set fint. Det er som sædvanlig bare mig, der roder.

Undskyld, vi roder.

 

Dagens klart mest æstetiske slik-billede. You are welcome.

 

Naturligvis altsammen på en baggrund af duftende thuja og hujende børn

Manden har lagt sig med halsbetændelse, jeg går i cirkler om mig selv i haven. Børnene slås, jeg skælder ud. Blev vækket 7.30, da naboens kælne kat hoppede ind ad vinduet (skidesjovt og kækt move, hvis ikke lige man havde katteallergi). Alle kom for sent i seng. Jeg går i flere cirkler, børnene skændes. Om en uge er ferien slut. Har intet udrettet, alt mangler. Også den tilbygning, vi virkelig godt kunne bruge herude. Hvordan skal det ske? Rykker i 2 brædder, sveder og giver op. Føler mig ensom og alene og mangler nogen til at gå forrest. Laver frokost og en kande saft. Børnene slås igen, jeg skælder og råber, og bagefter græder jeg. Varmen er ulidelig. Alt er galt og lige om lidt er ferien slut.

Slap af. Træk vejret. Spis frokost. Fyld badebassinet. Find krimi, skygge og den sidste is. (Husk at slukke for vandet igen). Skriv et blogindlæg. Slap af. 

Slapafslapafslapafslapaf.

Bring da ruckus, tirsdag morgen

AC/DC er bedst at cykle til, Wu-Tang er bedst, når man går. Hvis jeg vidste mere om musik, kunne jeg sikkert sige, at det er noget med takten.

I rip it hardcore like porno flick bitches/ I roll with groups of ghetto bastards with biscuits/ Check it, my method on the microphone’s bangin’/ Wu-Tang slang’ll leave your headpiece hangin’

Kun 4 arbejdsdage i denne uge, lang weekend i kolonihaven. Varme hveder torsdag og al den rødvin, jeg aldrig fik drukket sidste weekend, fordi jeg var så uendelig træt.

Redrum/ I verbally assault with the tongue/ murder one/ my style shock your knot like a stun gun/ I’m hectic/ I wreck it with the quickness/ Set it on the microphone/ and competition get blown

Deadline i morgen, styr på det. Aflevering til mandag lavet, alt andet på studiefronten må sejle. Rengøring bliver, når det sker. Aftensmad af det, der er. Husk at trække vejret ned i maven.

And more deadly than the stroke of an axe/ choppin’ through your back *swish*/ givin’ bystanders heart attacks

4 arbejdsdage i denne uge. Kun 3 tilbage.

So bring it on/ So bring it on

Åndenød

I sidste uge kunne jeg ikke få vejret. Jeg sagde til mig selv, at det var noget psykisk, at det ikke skete rigtigt, men jeg kunne ikke standse krampen i mellemgulvet, der blev en hård kugle mellem ribbenene og pressede og pressede og gjorde ondt, mens jeg hev og hev og hev efter vejret og sagde til mig selv, at det bare var psykisk, at det ikke var rigtigt. Bagefter kom opkastfornemmelserne og jeg stod foroverbøjet på fortovet og hostede og harkede, mens en dame kørte forbi på Christianiacykel.

Jeg spørger mig selv, hvad et arbejdsliv er værd (en fast løn, der kan brødføde en familie på fem, jeg ved det jo godt), hvorfor jeg ikke er mere sammen med mine børn, tænker på, hvor dejligt det ville være at ligge med en bog i min hængekøje i kolonihaven. Vil bare gerne mere ud, vil gerne være ude i mit lille hus og være sammen med min familie og bare være. Men det vil alle jo, bare have fri og bare være.

I dag gør det ondt i min kæbe og mit hoved, jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal spænde, men det hjælper ikke, det bliver bare ved. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er stresset, det er jeg virkelig ikke. Mine børn er i skolealderen, mit arbejde presser mig ikke. Jeg går ikke til tusind ting, jeg er for længst holdt op med at være den, der tager kage med, og jeg er ikke stresset. Jeg er ikke stresset. Og nu kan jeg igen ikke få vejret.

Jeg vil bare gerne lidt mere ud, Torkild.

 

Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.