Bring da ruckus, tirsdag morgen

AC/DC er bedst at cykle til, Wu-Tang er bedst, når man går. Hvis jeg vidste mere om musik, kunne jeg sikkert sige, at det er noget med takten.

I rip it hardcore like porno flick bitches/ I roll with groups of ghetto bastards with biscuits/ Check it, my method on the microphone’s bangin’/ Wu-Tang slang’ll leave your headpiece hangin’

Kun 4 arbejdsdage i denne uge, lang weekend i kolonihaven. Varme hveder torsdag og al den rødvin, jeg aldrig fik drukket sidste weekend, fordi jeg var så uendelig træt.

Redrum/ I verbally assault with the tongue/ murder one/ my style shock your knot like a stun gun/ I’m hectic/ I wreck it with the quickness/ Set it on the microphone/ and competition get blown

Deadline i morgen, styr på det. Aflevering til mandag lavet, alt andet på studiefronten må sejle. Rengøring bliver, når det sker. Aftensmad af det, der er. Husk at trække vejret ned i maven.

And more deadly than the stroke of an axe/ choppin’ through your back *swish*/ givin’ bystanders heart attacks

4 arbejdsdage i denne uge. Kun 3 tilbage.

So bring it on/ So bring it on

Reklamer

Åndenød

I sidste uge kunne jeg ikke få vejret. Jeg sagde til mig selv, at det var noget psykisk, at det ikke skete rigtigt, men jeg kunne ikke standse krampen i mellemgulvet, der blev en hård kugle mellem ribbenene og pressede og pressede og gjorde ondt, mens jeg hev og hev og hev efter vejret og sagde til mig selv, at det bare var psykisk, at det ikke var rigtigt. Bagefter kom opkastfornemmelserne og jeg stod foroverbøjet på fortovet og hostede og harkede, mens en dame kørte forbi på Christianiacykel.

Jeg spørger mig selv, hvad et arbejdsliv er værd (en fast løn, der kan brødføde en familie på fem, jeg ved det jo godt), hvorfor jeg ikke er mere sammen med mine børn, tænker på, hvor dejligt det ville være at ligge med en bog i min hængekøje i kolonihaven. Vil bare gerne mere ud, vil gerne være ude i mit lille hus og være sammen med min familie og bare være. Men det vil alle jo, bare have fri og bare være.

I dag gør det ondt i min kæbe og mit hoved, jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal spænde, men det hjælper ikke, det bliver bare ved. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er stresset, det er jeg virkelig ikke. Mine børn er i skolealderen, mit arbejde presser mig ikke. Jeg går ikke til tusind ting, jeg er for længst holdt op med at være den, der tager kage med, og jeg er ikke stresset. Jeg er ikke stresset. Og nu kan jeg igen ikke få vejret.

Jeg vil bare gerne lidt mere ud, Torkild.

 

Historien om Hamborg-depressionen

Der skete forresten noget sjovt en af de sidste dage i vores køreferie…

“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold…” – i dette tilfælde var vi et sted udenfor Hamborg, da nedturen pludselig ramte mig. Noget stod lysende klart: Vi skulle have købt den ejerlejlighed, vi efter flere overvejelser endte med at sige nej til sidste år, fordi den var for dyr. For nu er der snart gået et år, og ingen økonomiske katastrofer er indtruffet. Vores vaskemaskine er ikke brudt sammen, ingen er blevet fyret, boligejerne er som sædvanlig blevet forgyldt frem for beskattet, og jeg fik ovenikøbet lidt arv fra min morfar, vi kunne holde ferie for. Ergo: vi kunne sagtens have boet i lejligheden, som allerede ville være steget i værdi. Vi ville efter 8 års venten omsider have haft en – godt nok temmelig forgældet – fod i døren på det københavnske boligmarked, deed done, vi skulle ikke længere træffe konstante ikke-beslutninger om vores boligsituation (sommerhus den ene dag, rækkehus den næste), jeg havde ikke behøvet tage angstfyldt stilling til, om jeg kunne overleve i forstæderne kontra bære ansvaret for at nægte min mand og mine børn en have, og ikke mindst ville murstensmillionerne have været fremtidssikret.

Hvis vi altså havde købt den lejlighed, som jeg nu græd ynkelige tårer over ikke at have fået. Der vil næppe komme andre, det vidste vi, da vi sagde nej. Den var ikke for alle, men passede lige præcis til vores behov, vi havde lige præcis råd, det var en enkeltstående chance. Og vi forpassede den. Jeg sad der i en brugt Citroën Picasso på de tyske motorveje og følte mig som den største idiot i verden at sige nej til den forbandede lejlighed. Hvordan, hvordan, hvordan kunne jeg være så stupid? Så frygtstyret? Så fucking overbekymret, når enhver kunne sige sig selv, at her lå en god handel, klar til at blive gjort?

Så jeg lå i fosterstilling de næste 3 dage, det føltes som den ondeste kærestesorg, at jeg nu skulle leve mit liv uden den lejlighed. Hvert eneste pusterum i familielivet brugte jeg på at græde eller stirre tomt ud i luften, og min mand begyndte at blive småbekymret. Jeg huskede historien om min mormor og morfars første hus: på et tidspunkt havde min morfar udtalt, at nu skulle der et mirakel til, hvis de skulle klare næste termin. Og miraklet skete, han fik en forfremmelse og en udstationering, der gjorde at det hele pludselig løb rundt. Jeg ville have den fortælling, jeg ville være dem, der tog chancen og klarede sig igennem. Men den slags sker ikke for mig, fordi jeg ikke tror på mirakler og da slet ikke tør forlade mig på dem.

Alligevel følte jeg mig på en underlig bagvendt måde som den troende mand i vittigheden, hvor vandet kommer, og hans naboer tilbyder ham et lift væk derfra, men han siger: ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, og vandet stiger og stiger, en båd kommer for at redde ham, men han siger ”Nej tak, Gud vil sørge for mig”, redningshelikopteren siger han også nej til, og da han til sin store forbløffelse drukner og ender ved himmeriges porte er han rasende på Gud: ”Her har jeg tilbedt dig og troet på dig, og så vil du ikke engang redde mig fra syndfloden?!” Hvortil Gud svarer: ”Jeg sendte naboerne, en båd og en redningshelikopter, hvad mere ville du egentlig have?”

Du fik bevilget et lån, du ikke havde troet muligt, til en lejlighed, du ikke troede var inden for rækkevidde, og du sagde nej. Hvad mere ville du egentlig have, Mie?

Nå, selvpineriet stod som sagt på i knap 3 dage, så lettede tågen igen (heldigvis var min mand helt med på, at eftersom det som regel er ham, der ryger ud i modløshed, og mig, der disker op med peptalks og løsningsforslag, tilsat lidt kynisk matter-of-factism, var det nu min tur til at ligge i et hul og hans forbandede pligt at trække mig op af det). Det siger sig selv, at der nok også var noget ferie-blues indenover, kombineret med almindelig eksistentiel angst og en helt grundlæggende tvivl om, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Det hele crashede bare lidt for mig. Rundstykke.

Vi kom hjem til os selv, og jeg fik det straks bedre. Solen skinnede, vi havde stadig et par dages ferie tilbage, og jeg kom i tanke om, at jeg faktisk godt kan lide mit hjem. Selvom det er lejet. Jeg kom også i tanke om, at jeg godt kan lide bare en gang imellem at have penge til andet end mad og elektricitet (heriblandt, men ikke udelukkende: børnenes fritidsinteresser, benzin, takeaway, cykellapning, fødselsdagsgaver, koncertbilletter, diverse uforudsete udgifter og den forældretur til Bologna i september, vi lige har booket). Lige så stille blev jeg normal – eller i hvert fald så normal, jeg kan finde ud af at være – og jeg kunne igen mærke alle årsagerne til, at vi sagde nej til den lejlighed. Det er okay. Intet alvorligt er sket, alle er raske, det går nok alt sammen. Og jeg må bare lære at leve med at være en uskøn blanding af mellembemidlet og beslutningssvag.

Sidste weekend blev vi igen overhalet indenom på en andel i nærheden, og jeg kigger lidt på rækkehuse og forsøger ikke at hyperventilere. Alt er tilbage til normalen.

Total moderne på emo-måden

Det smarte ved virkelig store solbriller er, at man kan græde hele vejen hjem fra arbejde, uden at nogen kan se det. Tror jeg nok. Oplevede det kun indefra, så er ikke en pålidelig kilde.

Der er ikke sket noget alvorligt. Det har heller ikke noget med mit arbejde at gøre. Jeg er bare…træt. Og temmelig grådlabil. Det går over. På tidspunkter som dette ville det være sejt at være en af de typer, der skriver sig gennem sine følelser, men sådan en type er jeg ikke. Jeg bliver bare sådan lidt forstenet. Og træt. Og ikke skidegod med mennesker.

Men altså, det går over lige om lidt.

Bare stå klar med en intervention, når jeg går over til vandbakkelsesdeje og ‘Ulysses’

Jeg er lidt ved siden af mig selv. På en gang rastløs og energiforladt. Mit ene øje sitrer uafbrudt, og nettet fortæller mig, at det kan være tegn på søvnmangel og stress, men jeg er sgu ikke stresset. Jeg keder mig. Stresser højst over al den rastløse energi, som ikke bliver brugt, mens jeg bare står stille i mit eget liv og egentlig ikke orker noget.

I går kedede jeg mig selv op i et hjørne og bagte en kage. Toscakage, fordi jeg havde masser af mandler. Anede ikke, at det var det, den hed, vidste bare, at min mor nogle gange laver en kage med karamelliserede nødder på toppen, som jeg elsker. Googlede ’mandler ’ og ’kage’ og fandt en opskrift hos Piskeriset. Ændrede lidt i ingredienserne, efter hvad jeg havde i huset, og gangede op med halvanden, så jeg kunne gøre mig populær på arbejde. Den blev ret god, uden at kræve den store indsats, og så var der en times tid, hvor jeg bare kunne koncentrere mig om at lave kage. Alle vinder.

Til en almindelig 8 personers-version skal man piske 100 g sukker med 100 g blødt smør og herefter piske 2 æg i. 250 g hvedemel røres med 2 tsk bagepulver og kornene af en vaniljestang (skrabet af på en skefuld sukker på skærebrættet, så det ikke klumper) og piskes derefter i æggemassen, skiftevis med 1 dl yoghurt naturel og 1 dl mælk. Bages i en smurt form ved 175 grader i 25 min. Imens hakkes 100 g mandler og hældes i en gryde med 100 g smør, 75 g sukker og 3 spsk sirup. Varmes op, til det bobler, og fordeles over kagen når de 25 minutter er gået, imens ovnen skrues op til 250 grader. Kagen bages færdig i 5-10 minutter, mens man holder øje med, at nødderne ikke brænder på.

Senere læste jeg i min evighedsbog, Stuk, og faldt i en god søvn et sted midt i kulisserne i Victoriateatret. Fight fire with fire.

2 ting der er mærkelige

1) Definitioner af virkelig nicheprægede markedshuller, hippe opstartstyper altid giver som forklaring på, hvorfor de har åbnet deres bar/restaurant/butik. Á la: ”Uden at fornærme nogen manglede der bare en cocktailbar i København, hvor man kunne få en god Bloody Mary efter kl 3.30″ eller ”Der har simpelthen ikke været en cafe her i byen, hvor man har kunnet få en ordentlig acaibowl til børn” eller “Vi har altid savnet en butik, hvor vi kunne shoppe afghansk whisky, mens vi fik renset jakkesæt og hørte eksperimental-reggae, så det savn reagerede vi på.” Måske er det fordi, jeg er blevet en halvkedelig mortype, der ikke går nok ud, men jeg har – i den sammenhæng – endnu ikke set et behov beskrevet, jeg nogensinde mindes at have haft.

2) Pomfritter af sweet potatoes. De er SYGT hypede (i hvert fald blandt bloggere) og alles børn ELSKER dem tilsyneladende. Men hvorfor? Hvordan? Jeg gør tydeligvis noget forkert, for mine bliver bare melede. Og vamle. (Når ens 4-årige datter klager over for søde pomfritter, så er der altså noget galt). Anden gang, jeg prøvede at lave dem, gik jeg endda all in og dybstegte dem af to omgange for at få dem sprøde, men resultatet blev stadig underligt melet? Og vammelt? Jeg kan for min død ikke forstå, hvordan nogen kan mene, at de foretrækker dem frem for almindelige pomfritter. Medmindre der er tale om den der massepsykose af selvfornægtelse, som også får folk til at hævde, at alle mulige absurde avocado-pisket-med-chokonips-desserter er MEGET bedre end den ægte vare. Gu’ er de da røv.

Kan heller ikke rigtig finde på en titel

Nå, det står lidt sløvt til med bloggeriet, beklager. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle give den en skalle i går aftes, da manden alligevel så fodbold, og jeg, hvor gerne jeg end vil være en af de seje piger, simpelthen ikke kunne piske en interesse op for skidtet.
Men jeg var træt og trist, fordi verden er et røvhul, og fordi mine børn for tiden sover af h. til (eller rettere, de sover fint, men vågner hver gang en dyne falder til siden, en sut forsvinder, en ond drøm opstår og en pludselig tørst melder sig. Gang det meste op med 3 og gæt selv, who you gonna call?). Så jeg gik i seng. Med en halv kasse klammo Hello Kitty-grøn te-chokolader, som smager lidt af erstatning, og et Anders And-album.
Og i aften er jeg stadig terror-trist, i hvert fald nok til at jeg dropper at skrive mere om mig selv og så mig selv igen. God søndag, det der er tilbage af den. Og fred på jorden i alles velbehag.