Ugen der gik, forklædt som madplan, forklædt som det helt autentiske levede liv

I søndags lavede jeg en liste over de fire blogindlæg, jeg skulle skrive i løbet af ugen, bl.a. noget opskriftsinspiration. HAHAHAFUCKDIG, sagde mit liv og mit overskud efterfølgende, så det blev ikke til så meget, men her er et lille vue:

Mandag lavede jeg en kæmpe portion vegetargryde til ugen med let skelen til Sneglcilles linsebolo (bare tilsat finthakket champignon og lidt mere tomat). Der er 1.500 kr. tilbage på madkontoen til resten af måneden, så det virkede som det helt rigtige at gøre; vendte en portion rundt med pasta og satte resten til side til senere brug. Børnene hadede maden – naturligvis – og jeg kunne glæde dem yderligere ved at fortælle, at de skam ville møde den igen. Manden indvendte forsigtigt, at linserne måske ikke fungerede optimalt med pasta, og jeg overvejede kort at navngive gryden ’Mors Vegetar-Nemesis’.

Tirsdag kom jeg alt for sent fra arbejde, hentede børn 1 minut i lukketid og droppede derfor den aftalte fællesoprydning og -afstøvning, da mytteriet var nært forstående. Der var dog ingen nåde, da det gjaldt aftensmaden, resterne blev hevet frem fra køleskabet, tilsat spidskommen og koriander og derefter serveret med tortillas, ris og diverse grønt tilbehør. Jeg tror, det gled bedre ned end gårsdagens parring med pasta, men jeg ved det ikke, for jeg udvandrede under et skænderi lige inden spisetid og kom først tilbage igen til puttetid (for eventuelle parforholdsråd skal man ikke tøve med at kontakte mig på mailen).

Onsdag er Store Restedag, da det er der, Sønneke er til spejder, og manden som regel har sene møder. Efter en gang festlig fællesoprydning til tonerne af MGP 2018 blev vegetargryden rørt op med ris, æg, en dåse blendede bønner, salt, peber og Urtekrams italienske krydderiblanding og genopstod på panden som ubestemmeligt pizzasmagende vege-deller –  og for første gang virkelig godt modtaget. Hallelujah. Ældste barn fik efter ønske anderester fra weekenden, da han havde spejdet færdig, manden roste vege-dellerne til skyerne, da han kom hjem, og pasta-vege-bolo-resterne i køleskabet blev ignoreret af alle.

Torsdag havde vi legegruppe på besøg, og cirka en halv time inde i sessionen var jeg tæt på at skrive til min bedre halvdel, at hvis han ikke snart tog sin andel af de forbandede legegrupper, så boykottede jeg dem personligt fra årsskiftet. Der faldt heldigvis hurtigt ro på, forældrene kom til kaffe, og jeg hældte en halv kop ud over mig selv for at demonstrere mine overlegne værtindeskills. Menuen stod på risengrød, som blev sat over for sent og nægtede at koge blød – af en eller anden grund mislykkes risengrød ALTID for mig, men jeg nægter at give op, sådan er jeg bare. Sidste vege-deller blev parret med tortillarester til nemme madpakker og forhåbentlig værdsat.

Fredag, i dag, henter min mor børnene og propper dem med julefilm og junk food. Jeg og den bedre halvdel har et bord på Omar, som forhåbentlig lever op til anbefalingerne (om ikke andet, så har vi haft en uges sjov med at gå og udtale navnet som i The Wire). Og skulle der være nogen kritiske spørgsmål til de økonomiske aspekter, kan jeg kun sige, at vi har forskellige konti til forskellige ting, og at jeg i aften ikke er ude i min egenskab af mor/regnskabschef, men udelukkende som privatperson, og det har jeg ærligt fortjent. Bliver vi virkelig fulde, kan det være pasta-bolo-bøtten i køleskabet bliver fortæret ved midnatstid, men jeg tvivler stærkt på det.

God weekend!

 

Reklamer

Og det var så den efterårsferie…

Hvor vi nærmest ingenting lavede.

Jeg var på arbejde 3 1/2 dag, Sønberg hang efter eget ønske ud i klub (hvor de var 5 – fem! – børn i alt, undskyld, men hvad hulan gør alle I andre med børn og kun 5-6 ugers årlig ferie?!), manden gravede huller, var huslig og pustede ud, og d’damer i tvillingesæt var på ferie hos farmor og hjemme igen i tide til fredagsslik og ferieafrunding.

Men ingen rigtige udflugter, ingen kunstværker af nedfaldne ting, vi samlede. Intet træhuleprojekt, jeg ellers havde drømt om.

Så bare tv og sov længe. Tog græsenebarnet ud at spise sushi, introducerede ham for Star Wars-sagaen i Kids Machete Order (har faktisk altid været meget mere til Indiana Jones, men har en 9-årig med lige så sarte nerver som mig selv, så vi starter ligeså blødt i en ufarlig galakse, langt, langt væk) og spiste burgere i sofaen. Spillede lidt spil, drak masser af kaffe, droppede rengøringen. Så nogle venner. Tog på legeplads. Gav lusekur. Gik tur. Blandede-slik-selv (som mine piger stadig kalder det i ganske nuttet verbalisering, uden at blive rettet). Ordnede i kolonihaven. Og havde middagsbesøg.

Manden: “Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg har udrettet noget i ferien.”

Mig: “Og hvad så?”…

 

Kæft, jeg kunne godt bruge en uge mere.

 

 

Og halle-fucking-luja for det hele

I går var en af den slags dage, hvor kloakeringsprojektet i kolonihaven virkede komplet uoverkommeligt, hvor vi mistede et sæt hoveddørsnøgler – potentielt lige foran hoveddøren – hvor de 2 nyeste af mine skolebørn græd og græd, fordi de var så trætte, og hvor jeg mest af alt havde lyst til at græde med.

I dag er en af den slags dage, hvor nøglerne lå på ejendomskontoret, hvor jeg gik til arbejde i solskin og på vejen mødte et af de sødeste mennesker, jeg kender, hvor jeg skrider tidligt for at hente børn og blande slik og lave one pot pasta, og hvor manden heldigvis ikke har noget imod at grave huller imens.

Og så blev det søreme fredag igen.

Glædeligt solskin til alle – drinks on me!

 

Peace out fra velourhimlen

Sidste nye tiltag for at komme igennem livslede, kropstunghed og det foranliggende mørke er naturligvis at omdekorere soveværelset (“Der skal bare SKEEE noget” flagrede den semi-vinterdepressive dame og begyndte bagefter at google billetter til Malaga). Yessir, forældresoveværelset, det evige stedbarn hos børnefamilien med kronisk pladsmangel, rummet hvor vasketøj og alle overskydende genstande i hjemmet går hen for at dø. Holdt så neutralt som muligt, med hvide vægge, hvide skabe, den loftslampe, der var tilovers efter flytningen, og et hjemmesyet sengetæppe i ufarlig antracitgrå. Hot stuff.

Men for nylig kiggede jeg mig altså omkring i pulterkammeret forklædt som new nordic og konstaterede, at herinde gad jeg hverken læse, knalde eller vågne. Noget andet og mere måtte til, noget mindre stilrent, mere hotelagtigt og helst i velour. Så efter en mindre oprydning, en tur i kælderen efter de mørkerøde fløjlsgardiner fra min kollegietid (bæredygtig eller hoarder – you decide) og for knap 500 kr. IKEA-køb er vi nu landet blødt på noget lidt mere huggeligt, og vinteren tager sig straks mindre truende ud.

Og selvfølgelig er det fjollet at interiørkøbe sig til livskvalitet, især for penge, man egentlig ikke har i overskud, men vi smider nærmest aldrig ud og køber nyt, vi bytter bare rundt på de slidte ting, der nu engang er, og indimellem bliver man sgu lidt træt af det, og som min mor siger: det er også rart at have noget pænt at kigge på. Ja, sgu. Man har brug for at have det rart, jeg har brug for at have det rart.

For tiden læser jeg Tudemarie for mine piger, opmærksomheden svinger lidt, men i går kom vi til det kapitel, hvor Marie og hendes storesøster er feriebørn på en gård, og beskrivelserne af den tvivlsomme hygiejne samt storesøsterens kvababbelser over samme, var et stort hit blandt de 6-årige. ”Tørrer du spytbakken af med karkluden?” udbryder Amalie forfærdet. ”Ja, der er ikke mange, der har det så rent som os,” svarer gårdkonen.

Alt er relativt.

 

New lamp, new me.

 

 

Lige tre ting…

1) I går, da jeg stod i kø i Tiger for at købe sidsteøjebliksgaver til fællesfødselsdag, overhørte jeg en far bede sine to små piger stille sig bag “den unge dame der”. Unge dame!!! Moi?!!! Var tæt på at fri til ham på stedet. Lovede også mig selv, at jeg fra nu af altid vil gå med håret løst.*

2) Her til morgen, da jeg cyklede på arbejde og holdt stille i et kryds, kørte der en VVS-varevogn op på siden af mig. Bag rattet sad en ung tatoveret fyr med vinduerne rullet ned og fuld knald på musikken. Sangen? Anne Linnets Forårsdag. Og han så ud til at nyde den.

3) Fredag. Det er fredag, for fanden. Glædelig fredag!

 

*) Skriver naturligvis dette iført min sædvanlige rodeknold.

Sommerferien lidt senere

Sporadiske feriepostkort, er det det, vi kalder det? Skidegodt, så slipper både I og jeg for lamme bloggerundskyldninger om frekvens og substans og mangel på begge…

Havde både store skriveplaner og en del kladder klar til ferien, men prøver på den anden side også at holde fri fra kæbespændinger og åndenød, og det har overraskende nok krævet et benhårdt fokus rettet mod ingenting. (Men i går slumrede jeg da lidt i hængekøjen sammen med Hemingways On writing, så kom ikke og sig, jeg ikke besidder vilje).

De første par dage herude i kolonihaven gik med lidt udflugter og besøg og så mig, der langsomt nedsmeltede i vris og gråd og uro og mere vris. Jeg stressede over, at børnene rodede, at aftensmaden skulle laves, at vi skulle ud af døren, at jeg ikke fik skrevet, ikke fik læst, og at det så ud til regn i næste uge, så min planlagte planfri ferie nåede at drukne, inden den overhovedet kom i gang… Hvis det ikke fremgår, så kan livet med mig virkelig være en fest.

Siden da har vi så lavet ingenting, og vejrudsigten har i mellemtiden artet sig, så det går altsammen meget bedre. Som jeg nok havde anet, slapper jeg bare bedst af uden planer overhovedet. Når intet er mere uopsætteligt, end man altid kan sige ja til en gang kongespil, ingen skal være klar til et bestemt tidspunkt, og madlavning er noget, man kan tage tilløb til over en hel dag. OG jeg ind i mellem kan ligge i hængekøjen med en bog. Også vigtigt! Pløjede hele Græsset synger den første dag, vi ikke skulle noget (den kan i øvrigt virkelig anbefales) og fik dermed omsider læst noget af Doris Lessing samt bekræftet, at jeg muligvis er komplet uduelig i mange af livets aspekter, men har jeg en superheltekraft, så er det hurtiglæsning. Yeah, mig!

(Den samme dag brugte manden i øvrigt på at lave et improviseret udebad, sylte 3 store glas med agurker og påbegynde det palleshelter, der egentlig var mit projekt. Således bidrog alle med deres, og skulle et postapokalyptisk samfund nogensinde vægte læsning på tid højere end praktiske færdigheder, ville jeg være megapopulær og tæt på høvdingemateriale. Siger det bare.)

Så er alt godt i sommerlandet – p.t. kæmper Mrs. Wonder Reader of All Times lidt med Kazuo Ishiguro og overvejer kraftigt at skifte ham ud med noget letspiselig Simenon, der står og lokker som en anden belgisk tøjte i bogkassen; mens hun afgør, om det er tid til en eftermiddagsøl (naturligvis er det det). 

Har en hel uge endnu til at glemme, jeg har et arbejde, og har tænkt mig at gøre mit yderste for at få det til at lykkes.

So long!

Sommerferien indtil videre

Det stikker et lillebitte sted, meget langt tilbage i mit hjerte, at jeg i denne ferie ikke har udsigt til duftende pinjetræer, billig fransk vin og pooltrætte børn. Til gengæld har sommeren herhjemme som bekendt set nådigt til fattige røve, og skal jeg være helt ærlig, har det faktisk været en kæmpe lettelse, at ferieplanlægningen har ligget på et sted mellem 0 og 2 på stress-skalaen. Ingen bookning af overnatninger, ingen koordinering af datoer, ingen bekymringer over budgettet. Har ikke engang lavet aftensmad i halvanden uge, hvilket må være lidt af en personlig rekord.

Roskilde var som sædvanlig en ren fest med gamle venner, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slappe helt og aldeles af. Spiste og hyggede uden at gide skele småligt til overtrækket, betalte mig fra teltet og drak mig fra resten. Spørg mig ikke, hvilke koncerter jeg så, der en hel del, jeg ikke vil være i stand til at gengive. Men Eminem var faktisk overraskende fed – har ellers aldrig været særlig vild med ham.

Straks efter festivalen futtede svigermor til Jylland med bilen fuld af mine børn. Manden og jeg nåede lige at få et par timers søvn oven på langs nats rejse mod dag søndag morgen (det bliver så skidefedt, den dag DSB afvikler billetsalget på festivalpladsen på en værdig og effektiv måde), inden der skulle gives knus og vinkes af, og da den sidste pangfarvede børnerygsæk var forsvundet ned ad trapperne, skyndte vi os tilbage i seng og sov til op ad eftermiddagen – svigermor har fortjent en meget stor fødselsdagsgave i år. Så efter i 4 dage at have genlevet vores start-20’ere (bare med meget mere takeaway, efterhånden som det blev til min personlige mission IKKE at lave mad), er vi nu genforenet med børnos i det jyske, mens alletiders svigermor forsøger at lægge mindst 5 kilo til alles kampvægt.

Jeg har fundet en keramik-mælkekande til kolonihaven til en 20’er i den lokale genbrugsbutik (1. shoppemission) og vi har købt skoletasker til miniskinkerne (2. shoppemission). Belært af miseren og dramaet fra dengang, Sønneke skulle have en skoletaske, var tilskud til skoletasker et af fødselsdagsønskerne i juni, så vi med sindsro kunne lade to elektriske 6-årige vælge frit på JEVA-hylderne og med kølig mine lange 2 x 799 kr. i kontanter over disken. Som narkobaroner ved skolestart. (Og ja, det ER et fuldstændig horribelt beløb at give for en skoletaske, men pengene sidder alligevel løst på bedsteforældrene, basserne manglede hverken tøj eller legetøj, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at de har snakket om de skoletasker siden sidste sommer, så syntes, de skulle have lov helt selv at vælge. Og ret skal være ret: Sønberg har indtil videre haft sin famøse dronteskindstaske i 4 år, og den holder faktisk rigtig fint… #konsumerismeapologi).

Og med ferieshoppingen overstået er det eneste, vi nu skal nå herovre, en længe lovet tur i Djurs Sommerland, en kop kaffe hos min farmor og en enkelt sommerhusvisit; derefter tager vi tilbage til øen og vegeterer 2 uger i kolonihaven. Har storslåede planer om at bygge et minishelter af træpaller, men lad os nu se. Selv Alexander den Store måtte give op omkring Indien.

Yessir, så burde alle være opdaterede og klar til igen at læne sig tilbage og afvente mere nyt fra mit gennemsnitlige liv. Vil man eventuelt have lidt hyppigere frekvens på de åndløst spændende livsbidder, instagrammer jeg under @nomdemie (man behøver ikke selv have en konto, det kan også bare googles frem).

Biß dann!