Weekenden der gik

Fredag var jeg til firmafest og fik endnu en gang det geniale indfald, at den bedste måde at gøre mig professionelt bemærket på, var at forsøge at drikke alle under bordet, inklusive mig selv. Mie – Straight Outta 1.g. Men sjovt var det. Selvom det der med at drikke shots med sin chef, mens man indvier vedkommende i alle sine eksistentielle overvejelser om livet, døden og jobbet vist ikke ligefrem står på side 1 i Magistrenes Karrierehåndbog (*big time-græmmelses-smiley*). Væltede hjem lidt i 2 og har helt sikkert imponeret mindst en shawarma-sælger med mine overlegne evner inden for basale motoriske funktioner.

Lørdag stod lidt i en tåge, mand og ældste barn tog på lejrtur og efterlod mig med et søvndrukkent “Hvor ser I bare søde ud med jeres rygsække på!…” samt naturligvis den dynamiske duo af lillesøstre. Og apropos at være renegade på den sørgelige måde, så var der fuldstændig frit spil ved skærmene, mens Usleravnemor kæmpede for at holde gejsten oppe og sidst indtagne måltid nede. Med svingende resultat, I might add. Helt ud af det blå tilbød min mor om eftermiddagen at tage basserne ud til en is og en gadefest og kom senere tilbage med to tilfredse piger og tre kager med hindbær og bladguld. Det var muligvis tømmermændene, men var tæt på at tude af taknemlighed.

Søndag samlede jeg mig på alle måder, tog på legeplads med børn og madpakke og derefter til den obligatoriske weekendfremvisning af andelsbolig (for de, der ikke er kronisk boligsøgende i København, kan jeg afsløre, at dette har erstattet tidligere tiders kirkegængeri og senere tiders Louisiana-besøg som middelklassens faste søndagsritual). Gik derfra i sikker forvisning om, at en af de andre 177 tilstedeværende igen ville nuppe kalorius foran os, og for en sjælden gangs skyld var jeg komplet ligeglad. Cyklede i Netto og købte jordbær og asparges og nye kartofler og koldskål, fik vasket hår på alle tre børn, stegte pølser til aftensmad, så det 8. afsnit af SKAM og var egentlig helt okay med alting.

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.

God weekend!

Det er fredag, og jeg ved ikke med resten af landet, men her i København er det pissekoldt og regner.

Og derfor opfandt Gud store hovedtelefoner og Beenie Man King of the Dancehall. 

Upassende røvvrikkeri kan spottes omkring Nørrebrogade.

Zenbuddhisme i oktober

Hvis et træ falder i skoven, og ingen hører det, giver det så en lyd? Og hvis Sønneke slår foden, og mest giver lyd, når nogen hører det, er han så virkelig kommet til skade?

Ingen ved det, men ingen skal heller betvivle mine forældreevner, så nu er det barnets første sygedag, og om lidt er der lægeaftale til ham, der kunne vise sig at være ugens Nigeriabrev iført Spiderman-T-shirt. 

Alligevel skal vi nok have hans livret, pad krapow, til aftensmad. Selv den indbildt syge trænger vel til trøst, og nu har vi tid til at købe den rigtige basilikum. Og jeg trænger til soja og chili og alt, der dufter af sol.

Og en ren lejlighed. Åh, rengøring.

I gangen begynder paprørene at hobe sig op, for mindsterne vil deltage i Ramasjangs Mini-MGP for toiletrullefigurer. Og hver morgen bliver der spredt perler ud over gulvet og grædt tårer over skævt tegnede øjne, og jeg siger, at det er et dårligt tidspunkt, og at vi skal have jakker på.

Så i aften må vi tænde nogle stearinlys og finde pallietterne frem, og jeg vil lave en toiletrulle, der får RuPaul til at ligne Jette Gottlieb. Det var det med forældreevnerne.

Og hvis man køber et hus på landet, og ingen kan se byen, er der så overhovedet et savn? Kan man bare lege med pallietter og rejse sydpå i ferierne og lave pad krapow uden den rigtige basilikum, og så er det fint?

Ingen ved det, og om lidt skal vi til lægen. Bagefter laver vi te og læser Anders And og Villy Sørensens Odysseus, hvor han redder alle ved at være Ingen. Og hvis ingen støvsuger, og ingen bekymrer sig, giver det så en lyd?

Your average thursday

Ingmar Bergman sagde, at man ikke behøver have haft en ulykkelig barndom for at blive en stor kunstner. Men det hjælper. Og uden nogen form for sammenligning overhovedet, så behøver mit liv jo ikke være bøvl og bekymringer, for at jeg har noget interessant at blogge om. Men det hjælper.

Så – surt for blog, godt for mig. Er man mere til noget brok, kan man jo smutte over på Politiken og læse Ditte Giese skrive alt det, jeg altid har tænkt om både Bridget Jones og chick lit.

For her går det stille og roligt *tusind bank under bordet*. Sønneke er blevet elevrådsrepræsentant (åbenbart gik den lille populist til valg på kortere lektioner og længere frikvarterer – men mente samtidig at et folkeligt krav om isbod i skolegården var ‘helt urealistisk’). Og miniskinkerne, som ikke er så mini mere, var i dag til forsinket 4-års undersøgelse, brillerede endnu en gang i disciplinen ‘enæggede tvillinger’ (præcis samme højde og en vægtforskel på 300 g) og tog bogstavelig talt deres vaccinationer i stiv arm. Hvilket omgående fik mig til at fortryde al den sukkerkompensation, jeg på forhånd havde tilbudt.

Og mens jeg stod i venteværelset og stenede ud ad vinduet, lagde jeg mærke til, at kastanjerne omkring søerne er ved at falme, selvom solen varmer lidt endnu, og hvor fanden jeg egentlig vil hen med det her efterårsbavl, ved jeg ikke. Til punktum og så hen på sofaen, tænker jeg.

"Ja, hallo, er det Gyldendal? Jeg ringer for at pitche min idé til en selvbiografisk brevroman. Arbejdstitlen er 'Emails fra en lykkelig middelklassebarndom på solsiden'"

Ja, hallo, er det Gyldendal? Jeg ringer for at pitche min idé til en selvbiografisk brevroman. Arbejdstitlen er ‘Emails fra en lykkelig middelklassebarndom på solsiden'”

Men tips til Madrid modtages gerne

(Dyb indånding)

Der skete det, at der var en lejlighed. Men der var ikke nogen penge. Måske. Og jeg er den med det flexede job og det økonomiske overblik (ha!), så jeg mailede og ringede og fandt en boligadvokat og snakkede med 3 bankrådgivere og min mor og min far og min bror og min veninde, der var på ferie. Og så mailede og ringede jeg noget mere. Og vred hænder og ringede og kom for sent ned at hente børn og købte pizza for ikke at være en røvmor og var bagud med 1.000 ting på arbejde, fordi jeg hele tiden mailede og ringede og vred hænder. Og så var der til sidst penge. Men ikke nogen lejlighed. Og så købte vi en masse trøste-takeaway og sagde fuck det. Så gik der nogle dage. Og så var der alligevel en lejlighed. Så jeg startede forfra med at maile og ringe og vride hænder, og vores bankrådgiver var på ferie, og vi var faktisk selv på vej på ferie, og jeg begyndte at få paniktanker om kontoovertræk og facaderenovering og var det nu også dér, vi ville bo? Sådan rigtigt? Sådan bindende? Og har vi råd? Har vi virkelig råd? Og er det min skyld, hvis det hele går i vasken, og burde vi bare droppe den der forældretur til Madrid nu, og hvad nu hvis vi styrter ned, og hvad hvis børnene ikke kan lide den nye gård, og hvad hvis de slet ikke når at opleve den, fordi deres dumme forældre tog til Madrid og gik bankerot og styrtede ned med et fly på en gang?

Og mens jeg stod i går og snittede gulerødder til aftensmad med kramper i maven og gråd i halsen og katastrofescenarier i hovedet og overvejede at droppe både lejlighed og weekendferie, for det var nok egentlig bedst, fik jeg et flashback til dengang, jeg var på barsel: Det er sådan her, jeg bliver, når jeg er presset.

Det er ikke rationelt, det er ikke mavefornemmelse, det er bare mig for fuld ustabil udblæsning.

Så nu sidder jeg i flyet. Som er forsinket. Men jeg skal ned og drikke en masse cava med manden. Og er sådan forholdsvis rolig. Og i næste uge tager vi stilling til resten.

Køreferie – epilog

Sidste del af ferien forløb lige så fint som den første. På en weird shabby chic-B&B og med sightseeing på D-Dagsstrandene og i Bayeux. Der blev set både tapet og invasionsmuseum, og Sønneke var helt oppe at ringe over al den krigshistorie. Moderens lallede pacifisme har tilsyneladende ikke rigtig fanget an. (Selv jeg blev dog grebet af stemningen; fik helt lyst til at se Saving Private Ryan igen, og det er et seriøst faretegn.)

Så kørte vi videre til bryllup i det hollandske, hvor der blev viet og skålet og festet, og da min veninde ikke er typen, der går ned på udstyr, var der selvfølgelig også en hoppeborg(!) til børnene… Og eftersom en halvklodset, palliethadende, danser-aldrig-ædru type åbenbart sagtens kan fostre prinsessede entertainertvillinger, så var der to 4-årige, der gav den max gas i tylkjoler og festhumør og hele aftenen spurgte, hvornår brylluppet rigtig begyndte. Dvs. hvornår dansegulvet åbnede. Da det omsider skete, cirka ti minutter i puttetid, bakkede den ene ud af træthed. Men den anden gik bananas til Kool & the Gang, og eftersom jeg gerne vil lære mine børn, at man skal danse, når man har lyst, og altid uden tanke for om nogen kigger, måtte jeg jo danse med. Rimelig ædru. På et komplet tomt dansegulv, omgivet af resten af gæsterne. The things we do for love.
Manden ramte cirka kl 01.00 et punkt mellem dødtræt og fornuftig og sneg sig i seng, og da jeg opdagede hans forræderi, besluttede jeg i ren trods at drikke mig i hegnet. Heldigvis er min veninde heller ikke den, der forlader en fest i utide, og da DJ’en gik hjem, blev vi ved. På den virkelig lå-lå-lå-agtige måde. (Er sikker på, at gommens søster satte stor pris på min simultantolkning af både Nik & Jay og De Gyldne Løvers største hits.)

Og det var så det. Vi ræsede hjem til hverdagen, forsøgte at mønstre noget interesse for vores arbejde, og var rørende enige om, at det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft.

Glemte at nævne, at ferien også har lært mig verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost er gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved. "Lad det ske, lad det skeeee-eee..."

Som en ekstra bonus har jeg også lært verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost – gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved.