Hvad jeg lavede i weekenden?

*nynner henført og uendeligt irriterende*  All I ever wanted…all I ever needed…

 

 

(Manden: “Så har vi sgu været i koloen, skat!”

Mig: “Mmmjah, og i forlængelse af det: jeg har engang lovet på bloggen, at hvis jeg nogensinde fik en kolonihave, så ville jeg ALDRIG referere til den som ‘kolonøjseren’.”

Manden: “Er det ellers et ord, folk bruger?”

Mig: “Ja, og det er så vanvittigt nederen.”

Manden: “Jamen… jamen, du kan da ikke bare give mig sådan et ord og så sige, jeg ikke må bruge det! Det er da megagodt!”

Mig: “Jeg er ikke sikker på, vi kan være sammen mere.”)

Reklamer

Bologna – en moderat nyttig reportage

Det er lidt meningen, at man skal komme hjem fra ferie med fornyet energi, ik’? Sådan udhvilet og som et nyt menneske?

Jeg var så det utaknemlige skarn, der kom hjem og var dødtræt. Og det eneste nye ved mig er vist mine pastakilo.
(Noget af trætheden kunne selvfølgelig skyldes, at vi kom hjem kl kvart i kvalme om aftenen, efter at have siddet direkte op af motoren i verdens mindste SAS-fly. Seriøst, jeg er normalt ikke sart anlagt, når det gælder ubekvem rejse, bare jeg har en bog og en snack, men der var altså en kort overgang, hvor jeg overvejede, om min rejseforsikring mon dækkede momentan sindssyge forårsaget af infernalsk maskinlarm, i fald jeg endte med at slå en stewardesse ned i ren desperation.)

Men Bologna var dejlig, selvfølgelig. Solen skinnede fx dernede:

 

Og der var lunt og fint og hyggeligt, og den første aften fandt vi en drink-truck i studenterkvarteret og sad ude til sent og var unge med de unge:

 

Og der var pænt overalt, fx kunne man lige åbne en luge i en mur, og så så det sådan ud:

 

Og så var der mad, oh Herre, hvor var der mad. Jeg er normalt ikke den store pastaspiser, og fx spaghetti med kødsovs keder min mund ihjel, men når pastaen er hjemmelavet (og det er den nærmest alle steder i Bologna) og væltet i fløde, svampe, ost, krydderurter, smør eller langtidssimret kødsauce, så skal jeg sateme lige love for, at jeg er en helt enorm pastaspiser with a vengeance!

Vi nåede heldigvis igennem det meste af min pasta-bucketlist: tagliatelle ragú, tortellini al brodo, parpadelle con funghi og naturligvis ravioli med hvadsomhelst; den klassiske lasagne og spinatraviolien med salviesmør måtte undværes, for der skulle også være plads til pizza (har fantaseret om italiensk pizza i noget, der ligner halvandet år – åh, det var godt!!), til gelato, til burrata, til parmaskinke og mozzarella, til panna cotta, tiramisu og creme caramel. Og masser af Aperol og rødvin, seføli. Det handler jo om at prioritere.

(Desværre fik jeg ikke smagt så mange af de frituredyppede godter, italienerne også frister med, ingen indbagte oliven eller stegte zucchiniblomster til mig i denne omgang. Nåede dog lige at få en kæmpe-arancino med pistacienødder og bacon med i håndtasken, en halv time inden vi boardede mod København. Lidt har også ret.)

Når jeg spiser, så spiser jeg, så desværre ingen pornografiske pastabilleder. Her er til gengæld nogle af alle de grøntsager, vi ikke indtog:

 

En af dagene gik vi op til St. Luca-kirken ad verdens længste søjlegang (tak til amarorama for anbefaling), og det så sådan ud:

 

Hmmm, og hvad så mere? Måske ikke så meget andet end en stor anbefaling af Bologna. Dejlig by. Gammel by. Pæn by. Søjlegange overalt, hvilket er praktisk i både sol og regn. Masser at se. Ikke for mange turister, men godt med liv og leben. Betjeningen er elendig stort set overalt, men hvem bekymrer sig om det, når man inhalerer håndlavede tortellini til spotpris? Ikke mig! Så bare afsted med jer.

 

P.S. Her er 4 gode, prisvenlige steder at spise i Bologna – mest fordi jeg selv googlede meget rundt efter den slags på forhånd, og så kan andre jo lige så godt nyde frugten af mit madindtag:

• Osteria dell’Orsa. Studenterknejpe, godt nok på Lonely Planet-trailet, men stadig hyggeligt, godt og rystende billigt – pastaretter fås til 6 euro og 1/2 liter af husets vin koster 4. Desuden et af de få steder, hvor vi oplevede venlige og imødekommende tjenere.
• Trattoria Del Rosso. Også en guidebog-klassiker, men de har dejlig pasta til en rimelig pris, indifferent serveret for både lokale og turister under en søjlegang. Lige som det skal være.
• Scalinatella. Hyggelig lille restaurant, lige ned ad en sidegade tæt ved Piazza Maggiore. Vi tog derhen for at spise pizza, og den var god og tyndbundet, som napolitanerne og fornuftige mennesker altid har ønsket det, og kostede 7 euro.
• Caminetto d’Oro. Lidt mere fine dining, hvide duge og den slags. Gode, klassiske retter, og stadig billigt efter dansk standard (vi gav 110 euro for 1 x forret, 2 x hovedret, 2 x dessert og en voldsomt god flaske rødvin + gratis appetizer).

Nørd

Det går op for mig, da jeg kigger mig i spejlet, at jeg ser om muligt endnu dummere ud med cykelhjelm end forudset. Instinktivt har jeg lyst til at tage den af og glemme alt om den, men kommer i tanke om alle de års trafiknoia og skrækhistorier fra asfalten, der har ledt til dens anskaffelse. Jeg taler til min indre teenager og minder om, at når en af mine sejeste og hippeste veninder kører med hjelm, så kan jeg også, uden at miste street cred.

Spejlanalysen forsinker mig, så jeg kommer for sent til undervisning, i elevatoren opdager jeg, at jeg har rester af linsebøf mellem tænderne, jeg snubler frem over ledninger, idet jeg kanter mig rundt om hesteskoen i forsøgt stilhed. Jeg stinker af stegeos i de nye omgivelser og sveder efter cykelturen; da jeg tager min sweater af, opdager jeg, at jeg har madlavningspletter på T-shirten. Jeg spiser et æble og spilder ned på min computer, mens jeg mumler ‘hovsa’, og jeg har været hjemme med syg Sønneke, så jeg er uden sminke, med joggingbukser, og har i øvrigt ikke læst. Min sarkastiske punchline til dagens tekst drukner halvvejs i en høfebersnøften, og jeg kan ikke logge på wi-fi.

Jeg er helt hjernedødt kikset og komplet ligeglad, for det her er voksenskole, og jeg bekymrer mig kun om alle de fede ting, jeg lærer.

Overvejer dog at tage cigaretter med næste gang. Hvis nu nogen har set cykelhjelmen.

Held II

Nåmen, heldet bliver tilsyneladende ved med at jagte mig. Er stadig for neurotisk til at sælge skindet før tid, men det ser ud til at løsningen på års boligfrustrationer pludselig vinker forude, og forleden fandt jeg mappen med de billeder fra sommeren 2010, jeg troede tabt for tid og evighed, men som viste sig at ligge på en bærbar, vi ikke bruger mere. Much rejoicing.

Så hvad er det naturlige næste skridt, når man sådan er forfulgt af held?

Naturligvis at købe en cykelhjelm, fordi enhver kan sige sig selv, at det snart slipper op.

(Og så må I i øvrigt også godt krydse fingre for, at vi når frem og tilbage til Bologna i ét stykke her i weekenden. Jeg bliver jo fandeme helt paranoid, når det hele går så godt – OG jeg samtidig skal ned og spise min egen vægt i pasta.)

Held

Tingene flasker sig for tiden. Det gør de faktisk. Sådan lidt i det store og mest i det små.

Og jeg skriver dette velvidende, at jeg hermed har vold-jinxet min tilværelse, øget sandsynligheden for, at alt ramler i morgen, og ved samme lejlighed vil kunne pege på mig selv som den hovedansvarlige. Sådan fungerer jeg nemlig, jeg er overtroisk og i mit eget hoved primært uheldig. Jeg sagde det til min mor, dengang jeg var jobsøgende: ”Det er også, fordi jeg er uheldig. Er der et job, er det en af de andre, der får det, det bliver ikke mig, det ved jeg. Nogle mennesker er bare heldige, det er jeg ikke. Jeg har været heldig med mit helbred og min familie, og det er jeg glad for, men det er så det. Jeg regner ikke med at have heldet med mig på nogen andre områder.” Min mor kiggede på mig, som om jeg var sindsforvirret, og fortalte mig, at det var det mest åndssvage vrøvl, hun nogensinde havde hørt.

Men jeg mente det. Jeg sætter pris på de ting, jeg har, og jeg er også bevidst om, at man ikke skal gå og kalde sig selv uheldig, når der findes folk, der slås med sygdom, barnløshed, konkurs og dødsfald. Jeg mener bare, at jeg som udgangspunkt ikke regner med, at ting lykkes for mig. Jeg regner fx ikke rigtig med nogensinde at få et drømmejob eller en drømmebolig. Eller begge. Dengang jeg var til en jobsamtale, samtidig med at der var en andelslejlighed til salg, som vi ville have råd til, hvis bare jeg fik et job, tillod jeg mig at håbe, men jeg vidste godt, at det under ingen omstændigheder ville ske. Jeg var helt afklaret med, at jeg ikke var typen, der fik et job, lige når jeg havde allermest brug for det. Det ville være for heldigt. Og jaja, man skaber sit eget held og alt det pis – nogle er bare bedre til den slags end andre. Jeg har sagt det før, jeg tror ikke på mirakler, og jeg tror sjældent på, at tingene nok skal gå. Jeg frygter det værste, for det er det nemmeste, når man er neurotisk.

Men lige nu flasker det sig omkring mig i en fin, grøn farve. Både i stort og småt. Min allerbedste eks-kollega, der sidste år blev fyret, skrev i sidste uge, at hun har fået et job – et rigtig godt et. Min bror har fundet en sød kæreste, der er helt rigtig for ham. Børnene er nemme at glæde. Her til morgen løste et problem med Sønnekes fritidsaktiviteter sig på eleganteste vis, og min kalender er fyldt med gode aftaler. Tingene kører, karmaen er god, og jeg er splittet imellem at købe en lottokupon og forberede mig på den nedtur, der uvægerligt må lure om hjørnet.

Måske er det bare, fordi jeg har det godt. Måske er jeg åben for muligheder, som selvhjælpsbøgerne siger, måske formår jeg ubevidst at fokusere på alt det positive. Men det føles faktisk som held. Og jeg sender også gerne noget i retning af jer andre, der måske har mere brug for det end mig: *vifter med hænderne ud mod verdenshjørnerne*.

Så længe det varer… Ing’?

 

Hilsen fra Frankrig

Ingen, jeg gentager: ingen! Skal snydes for anden del af mine sindsoprivende feriesnapshots. Også selvom vi i mellemtiden er kommet hjem. Det bliver bare lidt lissom det postkort til tante Gitte, som man aldrig fik sendt, mens man var afsted, og derfor måtte poste hjemmefra. Ik’? Godt. Så ruller vi. (Den opmærksomme læser vil i øvrigt bemærke, at filtre ikke er noget, vi bruger. Det skulle nødigt blive for lækkert at se på.)

 

Datter på 5 legede Monet i haven. Mor var meget stolt. På den instagramvenlige måde. Må. Straks. Dokumentere.

 

Og aprospos instagramvenlig, så er her noget af den lækre mad, vi spiste på vej til campingpladsen. Man er vel i Frankrig.

 

Safaritelt – skidehyggeligt. Lidt mindre, dog, når det er 17 grader og regn det meste af ugen…

 

…hvorfor jeg var nødt til at tømme nærmeste supermarked for at holde moralen oppe. Masser af ikkeøkologiske dyr blev i øvrigt skadet under disse optagelser.

 

Der var også solstrejf undervejs. For nu at lyde som en artikel i Hjemmet.

 

Og vi var på Louvre. …Louvre-Lens, that is. Men se bare, hvor interesserede alle er! (Sidste barn har forresten gemt sig bag montren. Man kan lige ane håret.)

 

Mens alle andre delte solbeskinnede Aperolbilleder på de sociale medier (ALLE andre!), var jeg i campingbutikken og købe noget at varme sig på. Bemærk håndleddet. Det er to lag uld, man kan se.

 

Vi slutter ferien, hvor vi startede den: med madpakke. Her á la francais med vagtelæg og baguette au jambon. Man kan næsten høre harmonikaen i baggrunden.

 

Det var vist det. Jeg har også set et slot. Og spist en masse muslinger. Glæder mig til, vi ses igen.

Kærlig hilsen Mie.

Intermezzo

Nåmen, sidste år tog vi jo på camping i Nordfrankrig, og selvom vejret godt kunne have været varmere, var det hele ret fint. Solen skinnede det meste af tiden (i hvert fald ifølge min pålidelige erindring), campingpladsen lå virkelig smukt, vi fik set en masse spændende ting, alt overraskede positivt. I år – not so much.

Det er lige et par grader eller fem koldere, lidt mere blæsende og en del mere regnfuldt. Og hvor vi sidste år var i Normandiet, der trods Atlanterhavsklimaet har sin helt egen charme, nåede vi i år kun til Picardiet – en region, selv guidebogen omtaler som røvsyg (tak i øvrigt, Politikens rejseforlag, I er en sand inspiration).

Så i går røg jeg ud i en mindre feriedepression. Og et kig på vores lige så feriedeprimerede bankkonto skubbede mig helt ud over kanten. Det virkede pludselig tåbeligt at brænde dyrebare feriedage og budgetpenge af på at sidde og fryse i en halvtrist afkrog af Frankrig, når vi kunne være taget længere sydpå. Voldsom længsel efter pinjetræer. Stor følelse af uretfærdighed.

Så hvad gør den kloge? Skynder sig i nærmeste Carrefour og køber for 143 € lykke i form af råmælksoste, fiskesuppe, creme brulee, confit det canard, cidre, baguette, bretonsk pate, alsacisk pasta(!) og rødvin. Det gjorde godt, helt ind i kontoovertrækket.

Poolen er heldigvis opvarmet og overdækket og dermed udholdelig at opholde sig i, og børnene er pisseligeglade med pinjetræer. I dag kørte vi en tur, så ultrapittoreske Boulogne-sur-Mer (gamle bydel – nye del sucks, Politikens rejseguide-style) og spiste crepes med Nutella.

Frankrig er stadig Frankrig.

Ferie er stadig ferie.