…How sick?/ So sick that you can suck my…

Sidste uges ræs mod ferien, er begyndt at sidde med hiphop i ørene, mens jeg arbejder. For det første giver det mig en vidunderlig utilnærmelig attitude i det åbne kontorlandskab, for det andet giver det mig muligheden for at mumlebande rimede vulgariteter, når min chef bemærker, at det da er for latterligt stadig at høre Method Man.

Tre julefrokoster, en fødselsdag, juletræ, julebag, nissebesøg og den obligatoriske tvangsfremvisning af Muppets Juleeventyr er vel overstået; forude venter en sidste fødselsdag og fire dage i Jylland. Familiekomsammener er aftalt, nytår er planlagt, og alle gaver har været klaret siden d. 10. Jeg er en gylden gud, jeg er firbenkongen, jeg kan gøre hvadsomhelst – og jeg kom muligvis til at blære mig med min komplet afkrydsede huskeliste på Instagram i går. Beklager. Så ikke så meget julestress her.

Bare mørke og træthed og arbejdslede… Synes, det plejer at være kulden, der går mig mest på, men i år har jeg det, som om jeg lever i et gravkammer. Det er jo for fanden ikke engang lyst i dagtimerne?! Som kompensation har jeg bevilget mig selv bussen til og fra arbejde i denne uge, som en anden sidste dages uhellig sidder jeg der bag ruden med min bog, gemt væk fra den friske cykelluft. Polstrer min sjæl med Viktor Klemperer og alle de nemme pastaretter og løstsiddende godter, vi for tiden kører med derhjemme, og fortæller mig selv, at ferien er nær. Mine jeans strammer, men min ånd er redebon. Og forholdsvis grim i munden.

 

 

Reklamer

Og så til fyret!

For seks år siden skrev jeg det her indlæg. Om ikke at have et kontor, eller bare sit eget skrivebord i et rum, hvor døren kunne lukkes.

For halvandet år siden tog jeg det her billede af mit skrivebord i vores gamle lejlighed, hvor vi omsider havde fået et soveværelse med plads til den slags:

 

Vægtæppet er fra Irak og vasketøjet fra i forgårs”.

 

Information kørte nemlig sådan en ’min arbejdsplads’-føljeton med billede af diverse forfatteres skrivebord sammen med deres tanker om både det og arbejdsprocessen med at skrive. Som jeg husker det, indgik der ofte en porcelænsfigur og/eller noget arvet, og Kirsten Thorup fremviste et stort spisebord dækket af rod, bless her. Med vanlig sarkastisk tilgang til livet planlagde jeg derfor et indlæg om mit skrivebord, der primært blev brugt som afsætning for rod og vasketøj, men knap så meget til skrivearbejde. Ironisk nok fik jeg selvfølgelig aldrig skrevet den tekst. Apatien, gudinde, besyng!

Endte faktisk med at være så træt af lige det skrivebord (selvom det strengt taget ikke kunne gøre for, at jeg er et drys), at det fluks røg videre ud i verden, da vi flyttede. I stedet havde jeg min oldefars hjemmebyggede køkken-spisebord, der ikke var plads til nogen steder, og efter en hurtig tur med stiksaven passede det lige ind i fjerneste hjørne i vores nye soveværelse. I passende afstand af både vasketøj og mandens rod. Til gengæld passede højden af h. til, da det primært er tænkt som et arbejdsbord, og ingen normale stole bringer en højt nok op til en behagelig skriveposition. Min gode Kai Kristiansen-stol måtte vige pladsen, og i stedet brugte jeg en af ungernes gamle Tripp Trapp-stole, i dens egenskab af justerbar. Der er ikke nogen grund til at ofre penge på en ny stol, tænkte jeg. Og sad stadig ad helvede til.

Men for nylig fik jeg et indspark til at tage mig selv og det, jeg har lyst til at lave, alvorligt. Ikke at jeg sådan gik fra 0-100 samme dag, det ville være jævnt meget out of character, men jeg gik hjem og kastede et kritisk blik på mit nye skrivebord i vores nye lejlighed med masser af nyt rod ovenpå. Og en stol, jeg ikke sad ordentligt i.

To dage senere gik jeg på dba.dk og fandt den ene IKEA-kontorstol i verden, der ikke er en æstetisk lidelse, og som jeg længe har kigget på. Treatede også mig selv med et lammeskind at lægge over (mens jeg diskuterede med mig selv, hvordan jeg egentlig havde det med døde dyr i indretningen, men kom frem til, at det jo var værre, hvis det var omkommet forgæves, nu da dets jordiske rester tydeligvis var uønsket af første køber – efterrationalisering FTW).

Bagefter gik jeg på Amazon og bestilte det prætentiøse litterat-krus, jeg har ønsket mig, siden jeg delte kontorplads med Store Bamse – i alle de mellemliggende år, har jeg gået og forestillet mig, hvordan det lissom kunne hjælpe mig med at skabe et mentalt skriverum. Det kostede 130 kr. inklusive fragt, og lige pludselig virkede det helt åndssvagt, at jeg ikke havde købt det noget før. Men igen, jeg følte nok bare, at det var lidt noget pjat, at jeg er Steen, der putter sin elendige flagermus-opgave i et professionelt plasticomslag for at virke dygtig. I sidste ende får man udrettet noget ved at gøre det, ikke ved at indrette hjemmekontor.

Men med det sagt, så føles det faktisk godt at tage sig selv alvorligt. Og selv Virginia Woolf startede vel der.

 

Målet er inden for rækkevidde – bemærk den arvede porcelænsfigur i baggrunden.

 

Ugen der gik, forklædt som madplan, forklædt som det helt autentiske levede liv

I søndags lavede jeg en liste over de fire blogindlæg, jeg skulle skrive i løbet af ugen, bl.a. noget opskriftsinspiration. HAHAHAFUCKDIG, sagde mit liv og mit overskud efterfølgende, så det blev ikke til så meget, men her er et lille vue:

Mandag lavede jeg en kæmpe portion vegetargryde til ugen med let skelen til Sneglcilles linsebolo (bare tilsat finthakket champignon og lidt mere tomat). Der er 1.500 kr. tilbage på madkontoen til resten af måneden, så det virkede som det helt rigtige at gøre; vendte en portion rundt med pasta og satte resten til side til senere brug. Børnene hadede maden – naturligvis – og jeg kunne glæde dem yderligere ved at fortælle, at de skam ville møde den igen. Manden indvendte forsigtigt, at linserne måske ikke fungerede optimalt med pasta, og jeg overvejede kort at navngive gryden ’Mors Vegetar-Nemesis’.

Tirsdag kom jeg alt for sent fra arbejde, hentede børn 1 minut i lukketid og droppede derfor den aftalte fællesoprydning og -afstøvning, da mytteriet var nært forstående. Der var dog ingen nåde, da det gjaldt aftensmaden, resterne blev hevet frem fra køleskabet, tilsat spidskommen og koriander og derefter serveret med tortillas, ris og diverse grønt tilbehør. Jeg tror, det gled bedre ned end gårsdagens parring med pasta, men jeg ved det ikke, for jeg udvandrede under et skænderi lige inden spisetid og kom først tilbage igen til puttetid (for ønske om eventuelle parforholdsråd, skal man ikke tøve med at kontakte mig på mailen).

Onsdag er Store Restedag, da det er der, Sønneke er til spejder, og manden som regel har sene møder. Efter en gang festlig fællesoprydning til tonerne af MGP 2018 blev vegetargryden rørt op med ris, æg, en dåse blendede bønner, salt, peber og Urtekrams italienske krydderiblanding og genopstod på panden som ubestemmeligt pizzasmagende vege-deller –  og for første gang virkelig godt modtaget. Hallelujah. Ældste barn fik efter ønske anderester fra weekenden, da han havde spejdet færdig, manden roste vege-dellerne til skyerne, da han kom hjem, og pasta-vege-bolo-resterne i køleskabet blev ignoreret af alle.

Torsdag havde vi legegruppe på besøg, og cirka en halv time inde i sessionen var jeg tæt på at skrive til min bedre halvdel, at hvis han ikke snart tog sin andel af de forbandede legegrupper, så boykottede jeg dem personligt fra årsskiftet. Der faldt heldigvis hurtigt ro på, forældrene kom til kaffe, og jeg hældte en halv kop ud over mig selv for at demonstrere mine overlegne værtindeskills. Menuen stod på risengrød, som blev sat over for sent og nægtede at koge blød – af en eller anden grund mislykkes risengrød ALTID for mig, men jeg nægter at give op, sådan er jeg bare. Sidste vege-deller blev parret med tortillarester til nemme madpakker og forhåbentlig værdsat.

Fredag, i dag, henter min mor børnene og propper dem med julefilm og junk food. Jeg og den bedre halvdel har et bord på Omar, som forhåbentlig lever op til anbefalingerne (om ikke andet, så har vi haft en uges sjov med at gå og udtale navnet som i The Wire). Og skulle der være nogen kritiske spørgsmål til de økonomiske aspekter, kan jeg kun sige, at vi har forskellige konti til forskellige ting, og at jeg i aften ikke er ude i min egenskab af mor/regnskabschef, men udelukkende som privatperson, og det har jeg ærligt fortjent. Bliver vi virkelig fulde, kan det være pasta-bolo-bøtten i køleskabet bliver fortæret ved midnatstid, men jeg tvivler stærkt på det.

God weekend!

 

Og det var så den efterårsferie…

Hvor vi nærmest ingenting lavede.

Jeg var på arbejde 3 1/2 dag, Sønberg hang efter eget ønske ud i klub (hvor de var 5 – fem! – børn i alt, undskyld, men hvad hulan gør alle I andre med børn og kun 5-6 ugers årlig ferie?!), manden gravede huller, var huslig og pustede ud, og d’damer i tvillingesæt var på ferie hos farmor og hjemme igen i tide til fredagsslik og ferieafrunding.

Men ingen rigtige udflugter, ingen kunstværker af nedfaldne ting, vi samlede. Intet træhuleprojekt, jeg ellers havde drømt om.

Så bare tv og sov længe. Tog græsenebarnet ud at spise sushi, introducerede ham for Star Wars-sagaen i Kids Machete Order (har faktisk altid været meget mere til Indiana Jones, men har en 9-årig med lige så sarte nerver som mig selv, så vi starter ligeså blødt i en ufarlig galakse, langt, langt væk) og spiste burgere i sofaen. Spillede lidt spil, drak masser af kaffe, droppede rengøringen. Så nogle venner. Tog på legeplads. Gav lusekur. Gik tur. Blandede-slik-selv (som mine piger stadig kalder det i ganske nuttet verbalisering, uden at blive rettet). Ordnede i kolonihaven. Og havde middagsbesøg.

Manden: “Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg har udrettet noget i ferien.”

Mig: “Og hvad så?”…

 

Kæft, jeg kunne godt bruge en uge mere.

 

 

Og halle-fucking-luja for det hele

I går var en af den slags dage, hvor kloakeringsprojektet i kolonihaven virkede komplet uoverkommeligt, hvor vi mistede et sæt hoveddørsnøgler – potentielt lige foran hoveddøren – hvor de 2 nyeste af mine skolebørn græd og græd, fordi de var så trætte, og hvor jeg mest af alt havde lyst til at græde med.

I dag er en af den slags dage, hvor nøglerne lå på ejendomskontoret, hvor jeg gik til arbejde i solskin og på vejen mødte et af de sødeste mennesker, jeg kender, hvor jeg skrider tidligt for at hente børn og blande slik og lave one pot pasta, og hvor manden heldigvis ikke har noget imod at grave huller imens.

Og så blev det søreme fredag igen.

Glædeligt solskin til alle – drinks on me!

 

Peace out fra velourhimlen

Sidste nye tiltag for at komme igennem livslede, kropstunghed og det foranliggende mørke er naturligvis at omdekorere soveværelset (“Der skal bare SKEEE noget” flagrede den semi-vinterdepressive dame og begyndte bagefter at google billetter til Malaga). Yessir, forældresoveværelset, det evige stedbarn hos børnefamilien med kronisk pladsmangel, rummet hvor vasketøj og alle overskydende genstande i hjemmet går hen for at dø. Holdt så neutralt som muligt, med hvide vægge, hvide skabe, den loftslampe, der var tilovers efter flytningen, og et hjemmesyet sengetæppe i ufarlig antracitgrå. Hot stuff.

Men for nylig kiggede jeg mig altså omkring i pulterkammeret forklædt som new nordic og konstaterede, at herinde gad jeg hverken læse, knalde eller vågne. Noget andet og mere måtte til, noget mindre stilrent, mere hotelagtigt og helst i velour. Så efter en mindre oprydning, en tur i kælderen efter de mørkerøde fløjlsgardiner fra min kollegietid (bæredygtig eller hoarder – you decide) og for knap 500 kr. IKEA-køb er vi nu landet blødt på noget lidt mere huggeligt, og vinteren tager sig straks mindre truende ud.

Og selvfølgelig er det fjollet at interiørkøbe sig til livskvalitet, især for penge, man egentlig ikke har i overskud, men vi smider nærmest aldrig ud og køber nyt, vi bytter bare rundt på de slidte ting, der nu engang er, og indimellem bliver man sgu lidt træt af det, og som min mor siger: det er også rart at have noget pænt at kigge på. Ja, sgu. Man har brug for at have det rart, jeg har brug for at have det rart.

For tiden læser jeg Tudemarie for mine piger, opmærksomheden svinger lidt, men i går kom vi til det kapitel, hvor Marie og hendes storesøster er feriebørn på en gård, og beskrivelserne af den tvivlsomme hygiejne samt storesøsterens kvababbelser over samme, var et stort hit blandt de 6-årige. ”Tørrer du spytbakken af med karkluden?” udbryder Amalie forfærdet. ”Ja, der er ikke mange, der har det så rent som os,” svarer gårdkonen.

Alt er relativt.

 

New lamp, new me.

 

 

Lige tre ting…

1) I går, da jeg stod i kø i Tiger for at købe sidsteøjebliksgaver til fællesfødselsdag, overhørte jeg en far bede sine to små piger stille sig bag “den unge dame der”. Unge dame!!! Moi?!!! Var tæt på at fri til ham på stedet. Lovede også mig selv, at jeg fra nu af altid vil gå med håret løst.*

2) Her til morgen, da jeg cyklede på arbejde og holdt stille i et kryds, kørte der en VVS-varevogn op på siden af mig. Bag rattet sad en ung tatoveret fyr med vinduerne rullet ned og fuld knald på musikken. Sangen? Anne Linnets Forårsdag. Og han så ud til at nyde den.

3) Fredag. Det er fredag, for fanden. Glædelig fredag!

 

*) Skriver naturligvis dette iført min sædvanlige rodeknold.