Vi ses igen om lidt

Nåmen, til alles og ikke mindst min egen overraskelse sker der simpelthen det, at jeg er på vej til New York. Hvor jeg aldrig har været før. Men min allerældste veninde er derovre på et 3-årigt forskningslegat, og nu skal jeg besøge hende sammen med 2 gymnasieveninder.

Det er skam planlagt (og sparet op til, apropos odiøs luksus) over et halvt år, men havde så travlt i efteråret, at jeg nærmest har nået at glemme det igen, nok fordi ene (guld)gymnasieveninde ordnede alt det praktiske, og jeg mest stod på hovedet i en malerspand bygget af stress.

Så det er bare for at sige, at der nok er lidt stille herinde de næste 5 dage. Hejhej.

 

Reklamer

Kald mig bare Camilla Klump

Og solen kom, og alle så, at det var godt, og familien Hakkebøf kunne omsider komme på græs i den nye kolonihave i søndags.

Og jeg havde skruet mine forventninger godt og grundigt ned efter den ene weekend i oktobervejr med kedende, slåssende børn, der var mit hidtidige erfaringsgrundlag for kolonihavelivet. Men nu skinnede solen jo! Og alle vennerne var ude (indtil videre er vi gudhjælpeme 4 familier fra samme institution på Nørrebro), og ungerne ikke til at drive hjem, da sti-visitterne først rigtig gik i gang.

Og forældrene gik i haven (mest manden) og stressede lidt over det der gulv, der skal lægges, og vægge, der skal males, og det tag, der ser sådan liiidt skævt ud på den dårlige måde (mest mig). Og der blev rykket masser af visne planter op, nok i lidt for frisk stil, kunne vi konkludere, da DR selvsamme aften var venlige nok til at transmittere Søren Ryge roligt forklare om de der FLER-årige stauder, der bare skal KLIPPES ned.

Og jeg fik bekymret mig lidt over det utætte toilet, men også spottet placeringer til både den hængekøje, jeg for snart 10 år siden købte med hjem fra Mexico, og den havetrampolin, vi for snart 3 år siden lovede ungerne.

Og solen skinnede og skinnede, og vi dræbte flere sagesløse stauder og planlagde højbede og blev enige om, at det pjevsede græs, vi nåede at så i efteråret, bare skal have en lille eftersåning, så er det såmænd fint. Og det der enorme drivhus, skideupraktisk placeret midt i alting, skal jo i virkeligheden bare have et citrontræ og noget palme og et soppebassin, og så kan det agere Lalandia Sydfrankrig, når vi skal holde prisvenlig sommerferie i haven.

Og jeg glemte forresten alt om min telefon i min jakke, som jeg smed på en stol, havde 2 ubesvarede beskeder og fik kun taget et enkelt, elendigt billede derudefra:

Fredagfredagfredag

  • Hvor jeg i morges trumfede mit sædvanlige halvkedelige tomboymor-på-kontor-look og tog en nederdel på, fordi det er fredag og jeg skal på date med manden i aften.
  • Hvor jeg øjeblikket efter mit dristige og kontroversielle tøjvalg opdagede, at temperaturen udenfor sagde -3 grader med en wind chill-faktor på -9 og derfor lynhurtigt tilføjede et ekstra lag bluse og benvarmere til midt på låret. Hello sexy boyfriend, me love you long time.
  • Hvor omtalte nederdel er en, jeg har arvet fra min lillesøster. På 16. Den er muligvis so last year, men lad os nu lige bide mærke i, at jeg rent faktisk passer tøj med min 16-årige lillesøster.
  • Hvor ‘passer tøj’ skal læses ind i en temmelig bred fortolkningsramme, der samtidig ekskluderer overdrevent fødevareindtag og/eller dybe vejrtrækninger.
  • Hvor solen skinner! I hvert fald i København – jeg undskylder på forhånd til andre egne, evt. også Færøerne, Grønland og vore udsendte tropper.
  • Hvor der var BÅDE kage og flødeboller på arbejde i dag. Hold ud, nederdel, vi har stadig nogle timer og enkelt hovedmåltid foran os.
  • Hvor Sønneke kl 14.30 skrev tre beskeder i rap, om jeg ikke nok PLEASE ville hente ham nu, for han havde INGEN at lege med. Fem minutter senere havde han fundet en af sine bedste venner på legepladsen. Fortryder så småt, han nogensinde fik en telefon.
  • Hvor jeg virkelig glæder mig til at spise noget ikke-hjemmelavet mad, høvle nogle øl og grine af Kirsten Birgit sammen med min signifikante anden. Kan godt være lidt bekymret for, at Det skide show ikke helt lever op til forventningerne, så vigtigt med noget promille up front.
  • Hvor jeg fandt et billede i mit arkiv, der er passende bloggeragtigt på fredagsmåden. God weekend!

Weekenden baglæns

I går holdt vi 9-års fødselsdag på forskud, og sjældent er det lykkedes mig at spolere en kage så grundigt. I en hidtil uset stime af ingrediensdestruktion fik jeg først skilt moussefyldet i fedt, gryn og atomer og dernæst den hvide chokolade i ditto (hvid chokolade ER bare en lille biatch, ved ikke, hvornår jeg lærer det). Mand + blender reddede hindbærmousse + humør (jeg kan godt være sådan en lidt… følelsesladet type, når ting mislykkes i et køkken), og den underlige smøropløsning formerly known as chokolade røg ud til højre, så Dødsstjernen endte med en atypisk bund af mørk chokolade i stedet (komplet med fejlfarvet glasur ovenpå – var tilsyneladende ustoppelig). Til gengæld fik Sønberg både en robot, en Tivoli-tur og min søsters gamle computer i gave, så han var pænt oppe at ringe – og pænt ligeglad med Lord Vaders mystiske farveskala. Der var Wii, der var hygge, der var skilsmisse-bedsteforældre uden akavet stemning, og der var luksus-biks med det hele til aften, så det var alt i alt en god dag.

Lørdag gjorde vi sådan, da vi vaskede vort tøj og støvsugede vort gulv, og det er aldrig sindssygt sjovt, men vi har i det mindste nye regler om mindre skærmtid og mindst ét brætspil i løbet af dagen, motivationen til at rydde op på sit værelse er altid højere, når der kommer gæster næste dag, og Den Korte Weekendavis på podcast kan redde det meste. Tilsyneladende har Kirsten Birgit efterladt sig nogle eksorbitante frokostregninger (“…der er købt Remy Martin-cognac for over 2.000 kr!?!!”), men nægter at udtale sig til programchef Mads Brügger om enkeltsager, og jeg dør lidt af grin, mens jeg er på forkant med fest-bageriet – lidet anende, hvilke kagetrængsler der skal ramme mig dagen efter.

Fredag lagde hårdt ud med det moderne arbejdslivs svar på en rodbehandling: Medarbejder-workshop. Hader. Haderhaderhaderhader. Især da vi nåede til den klassiske HR-non-opgave ‘nedfæld på post-its nogle ord, der er essentielle for din trivsel’, hvilket selvfølgelig straks gav mig en ustyrlig trang til at skrive ‘direktørløn’ og ’nekrofili’. Meeen lidt pli har man jo, og gode kollegaer heldigvis også, så som en ægte aristotelisk komedie startede det ondt og endte godt, og så var det jo fredag… mmmmhhh… fredag.

Klip til nutid, mandag, hvor jeg er ved godt mod, selvom de tilsyneladende har lukket for varmen på mit arbejde (hvilken naturlig ting at gøre på årets koldeste dag). Solen skinner, farmor henter børn, og jeg har Erindring om kærligheden i tasken til busturen hjem. It’s all good.

 

Atter en workshop på arbejdspladsen. Atter en glad dag.

 

Hvad jeg lavede i weekenden?

*nynner henført og uendeligt irriterende*  All I ever wanted…all I ever needed…

 

 

(Manden: “Så har vi sgu været i koloen, skat!”

Mig: “Mmmjah, og i forlængelse af det: jeg har engang lovet på bloggen, at hvis jeg nogensinde fik en kolonihave, så ville jeg ALDRIG referere til den som ‘kolonøjseren’.”

Manden: “Er det ellers et ord, folk bruger?”

Mig: “Ja, og det er så vanvittigt nederen.”

Manden: “Jamen… jamen, du kan da ikke bare give mig sådan et ord og så sige, jeg ikke må bruge det! Det er da megagodt!”

Mig: “Jeg er ikke sikker på, vi kan være sammen mere.”)

Bologna – en moderat nyttig reportage

Det er lidt meningen, at man skal komme hjem fra ferie med fornyet energi, ik’? Sådan udhvilet og som et nyt menneske?

Jeg var så det utaknemlige skarn, der kom hjem og var dødtræt. Og det eneste nye ved mig er vist mine pastakilo.
(Noget af trætheden kunne selvfølgelig skyldes, at vi kom hjem kl kvart i kvalme om aftenen, efter at have siddet direkte op af motoren i verdens mindste SAS-fly. Seriøst, jeg er normalt ikke sart anlagt, når det gælder ubekvem rejse, bare jeg har en bog og en snack, men der var altså en kort overgang, hvor jeg overvejede, om min rejseforsikring mon dækkede momentan sindssyge forårsaget af infernalsk maskinlarm, i fald jeg endte med at slå en stewardesse ned i ren desperation.)

Men Bologna var dejlig, selvfølgelig. Solen skinnede fx dernede:

 

Og der var lunt og fint og hyggeligt, og den første aften fandt vi en drink-truck i studenterkvarteret og sad ude til sent og var unge med de unge:

 

Og der var pænt overalt, fx kunne man lige åbne en luge i en mur, og så så det sådan ud:

 

Og så var der mad, oh Herre, hvor var der mad. Jeg er normalt ikke den store pastaspiser, og fx spaghetti med kødsovs keder min mund ihjel, men når pastaen er hjemmelavet (og det er den nærmest alle steder i Bologna) og væltet i fløde, svampe, ost, krydderurter, smør eller langtidssimret kødsauce, så skal jeg sateme lige love for, at jeg er en helt enorm pastaspiser with a vengeance!

Vi nåede heldigvis igennem det meste af min pasta-bucketlist: tagliatelle ragú, tortellini al brodo, parpadelle con funghi og naturligvis ravioli med hvadsomhelst; den klassiske lasagne og spinatraviolien med salviesmør måtte undværes, for der skulle også være plads til pizza (har fantaseret om italiensk pizza i noget, der ligner halvandet år – åh, det var godt!!), til gelato, til burrata, til parmaskinke og mozzarella, til panna cotta, tiramisu og creme caramel. Og masser af Aperol og rødvin, seføli. Det handler jo om at prioritere.

(Desværre fik jeg ikke smagt så mange af de frituredyppede godter, italienerne også frister med, ingen indbagte oliven eller stegte zucchiniblomster til mig i denne omgang. Nåede dog lige at få en kæmpe-arancino med pistacienødder og bacon med i håndtasken, en halv time inden vi boardede mod København. Lidt har også ret.)

Når jeg spiser, så spiser jeg, så desværre ingen pornografiske pastabilleder. Her er til gengæld nogle af alle de grøntsager, vi ikke indtog:

 

En af dagene gik vi op til St. Luca-kirken ad verdens længste søjlegang (tak til amarorama for anbefaling), og det så sådan ud:

 

Hmmm, og hvad så mere? Måske ikke så meget andet end en stor anbefaling af Bologna. Dejlig by. Gammel by. Pæn by. Søjlegange overalt, hvilket er praktisk i både sol og regn. Masser at se. Ikke for mange turister, men godt med liv og leben. Betjeningen er elendig stort set overalt, men hvem bekymrer sig om det, når man inhalerer håndlavede tortellini til spotpris? Ikke mig! Så bare afsted med jer.

 

P.S. Her er 4 gode, prisvenlige steder at spise i Bologna – mest fordi jeg selv googlede meget rundt efter den slags på forhånd, og så kan andre jo lige så godt nyde frugten af mit madindtag:

  • Osteria dell’Orsa. Studenterknejpe, godt nok på Lonely Planet-trailet, men stadig hyggeligt, godt og rystende billigt – pastaretter fås til 6 euro og 1/2 liter af husets vin koster 4. Desuden et af de få steder, hvor vi oplevede venlige og imødekommende tjenere.
  • Trattoria Del Rosso. Også en guidebog-klassiker, men de har dejlig pasta til en rimelig pris, indifferent serveret for både lokale og turister under en søjlegang. Lige som det skal være.
  • Scalinatella. Hyggelig lille restaurant, lige ned ad en sidegade tæt ved Piazza Maggiore. Vi tog derhen for at spise pizza, og den var god og tyndbundet, som napolitanerne og fornuftige mennesker altid har ønsket det, og kostede 7 euro.
  • Caminetto d’Oro. Lidt mere fine dining, hvide duge og den slags. Gode, klassiske retter, og stadig billigt efter dansk standard (vi gav 110 euro for 1 x forret, 2 x hovedret, 2 x dessert og en voldsomt god flaske rødvin + gratis appetizer).

Nørd

Det går op for mig, da jeg kigger mig i spejlet, at jeg ser om muligt endnu dummere ud med cykelhjelm end forudset. Instinktivt har jeg lyst til at tage den af og glemme alt om den, men kommer i tanke om alle de års trafiknoia og skrækhistorier fra asfalten, der har ledt til dens anskaffelse. Jeg taler til min indre teenager og minder om, at når en af mine sejeste og hippeste veninder kører med hjelm, så kan jeg også, uden at miste street cred.

Spejlanalysen forsinker mig, så jeg kommer for sent til undervisning, i elevatoren opdager jeg, at jeg har rester af linsebøf mellem tænderne, jeg snubler frem over ledninger, idet jeg kanter mig rundt om hesteskoen i forsøgt stilhed. Jeg stinker af stegeos i de nye omgivelser og sveder efter cykelturen; da jeg tager min sweater af, opdager jeg, at jeg har madlavningspletter på T-shirten. Jeg spiser et æble og spilder ned på min computer, mens jeg mumler ‘hovsa’, og jeg har været hjemme med syg Sønneke, så jeg er uden sminke, med joggingbukser, og har i øvrigt ikke læst. Min sarkastiske punchline til dagens tekst drukner halvvejs i en høfebersnøften, og jeg kan ikke logge på wi-fi.

Jeg er helt hjernedødt kikset og komplet ligeglad, for det her er voksenskole, og jeg bekymrer mig kun om alle de fede ting, jeg lærer.

Overvejer dog at tage cigaretter med næste gang. Hvis nu nogen har set cykelhjelmen.