Have haves (fornuft mangles)

Det er blevet den tid på året igen, hvor min ellers så kyniske person begynder at dagdrømme om højbede. Og udebad og bambushæk og måske et magnoliatræ.

Så fuck da det, at halvdelen af kolonihaven består af jord og huller pga. det igangværende kloakeringsprojekt, som er færdigt, guderne må vide hvornår (hvilket naturligvis også betyder det totale fravær af vand og sanitære installationer i samme tidsrum). Den anden halvdel er klar til at blive luget og klippet og tilplantet og rodet rundt med, og jeg har garanteret allerede slået mindst et halvt dusin sagesløse stauder ihjel i udlugningsprocessen, og hvad så?

Oh, og græsslåning! Den absolut mest mindfulde af alle beskæftigelser; sidste år gik det omsider op for mig, at det sgu da er derfor, at folk er så besatte af at få en have: for at få lov til at slå græs. Hvorfor har ingen fortalt mig, hvor skønt det er? Lykken er at sige “Jeg slår lige græsset!”, finde plæneklipperen frem og derefter gå i fred og ro med sit meget vigtige og samtidig ret overskuelige stykke arbejde, hvor fremskridt hele tiden kan ses, og ingen forstyrrer en, mens man går i systematiske baner i duften af nyslået græs, og bagefter kan man så tage sig en lille pause, for man har jo lige slået græsset.

Og jeg er begyndt at forspire (et par uger for sent, men hvem tæller), jeg har læst hele Havebladet fra ende til anden og tænker nu på at finde nogle Søren Ryge-programmer frem til at hygge mig med om aftenen.

De sidst omvendte er vitterligt de værste.

 

Reklamer

Og så kan I bare kalde mig Ismael

At få tre børn til at sove til tiden med en halv times forskydning i samme rum og samtidig opretholde alle de finkulturelle putteritualer, fra da mor var dreng, har været en udfordring herhjemme i årevis. Og ender som regel med, at nogen danser rundt med et par pyjamasbukser på hovedet inde i stuen, nogen går i gang med at læse selv, nogen bruger 45 minutter på at børste tænder, ingen gider høre den keeeedelige bog, mor har valgt – og samme mor opgiver totalt ævred og vrisser alle ukulturelt i søvn, uden så meget som et enkelt kapitel af en anerkendt klassiker, fordi tiden går, klokken slår.

Og jeg slår mig selv i hovedet med det mentale billede af min onkel, der sidder og læser Tom Sawyer højt for en ærbødigt lyttende børneflok bestående af mig, min lillebror og fire fætre og kusiner, og nok engang bliver bekræftet i, at jeg er en skamplet på den familiekulturelle evolutionshistorie.

De gode nyheder er, at vi er begyndt at godnatlæse i skiftehold inde i dobbeltsengen, og det fungerer faktisk fint. Den store får læst Harry Potter (som stadig mangler at imponere mig, men Sønberg er heldigvis godt underholdt), og efter vi har udtømt Astrid Lindgren og TudeMarie, er de små nu nået til næste del i Mors Martrende Børnelitteraturkanon: Laura-bøgerne. Temmelig slowflow for iPad-generationen, men kan man få lov at putte i mors og fars seng, kan man åbenbart sagtens acceptere, at Far snitter en træhylde over et halvt kapitel, og vi var alle tre meget bekymrede, da samme Far ikke var nået hjem fra byen, inden det blev mørkt i den store skov. Bagefter spurgte Radise, om de ikke godt måtte ligge bare lidt længere, og det fik de lov til, bare ligge lidt længere og falde i søvn på hver side af mig.

Så jeg sad bare og sad, kiggede på dem og tænkte på dengang, de lå i min mave, og vi overvejede fine blomster- og plantenavne til dem. Dengang de var små, lige lidt for små, som sådan nogle er, når de skal dele en moderkage. Jeg gik til ekstraskanninger og flowmålinger og vrælede i bussen hjem fra Hvidovre Hospital og købte gennem tårer to cheeseburgere, en til hver af pigerne, og en trøstemilkshake til mig selv, slog studehandler af med de højere magter og besluttede, at de hellere måtte få nogle stærke navne; vi var nok alligevel ikke typerne, der fik blomsterbørn. Manden var enig (eller også afstod han bare klogeligt fra at diskutere med en specialeskrivende tvillingegravid), og da de omsider var kommet til verden, og alt var godt, opkaldte vi dem efter en viljestærk mexicansk maler og en svensk forfatter, der som den første kvinde fik Nobelprisen i litteratur. (Min kusine: ”Åhgudhvad hvis de bare vil være klejnsmede?”)

Og jeg sad der i mørket og kiggede på de små, store basser og tænkte, at det var nogle gode navne (Mig: “Det er sguda LIGEMEGET, hvad de vil være. De kan blive lige, hvad de har lyst til!”), godt gået af os, sgu, indtil manden kom ind og bar basserne i egen seng, og jeg kunne stige ud af dynerne med ro i krop og sjæl.

Alle de år med hellig krig mod at ligge i mørket og vente på børns søvn; nu gør jeg det ganske frivilligt i bevidstheden om, at det ikke bliver ved, at de hele tiden flytter sig lidt væk fra mig.

Også den ældste på 10, ham, der helt utilsigtet deler fornavn med Tjekhov. Jeg putter ved siden af ham og tænker på dengang, han var 4 år og lillebitte og altid havde problemer med at falde i søvn (har han stadig, I might add), og jeg sad på gulvet, i døren til børneværelset, og ventede og ventede og fik læst hele Moby-Dick. 

Det er i øvrigt en god bog.

Den må vi læse på et tidspunkt.

 

 

 

Onsdagsrapport

For tiden lider jeg af mindreværdskomplekser og en slem forkølelse. Men da de sidste skal blive de første, er det mest snot, sofa og søvn, der fylder lige p.t.

Dejlig, dejlig søvn, som jeg fik alt for lidt af i weekenden. Min nuttede nevø havde den frækhed at blive døbt, dagen efter GZA spillede i Pumpehuset, og med gaveindkøb og familiebesøg resten af tiden, endte jeg med at ligge mandag morgen og kramme min dyne, mens jeg tænkte, at vi da slet ikke havde fået nok kvalitid sammen…

Havde jeg en pointe? Me think not. Præsten mindede mig om, at vi ikke er alene, og GZA mindede mig om, at vi alle sammen bliver ældre. Således oplyst arbejder jeg mig gennem hovedpine på fjerdedagen, hører endnu mere Wu-Tang end jeg plejer og glæder mig til fredag, hvor vi skal have pasta cacio e pepe. Ze little things, you know.

Jeg er fucking træt som et ondt år, men foråret kommer snart, jeg har reolen fuld af bøger, og jeg er pjattet med min mand på den ulækre bloggermåde, bare uden billederne. We shall overcome.

 

For øjeblikket har vi det herligt…

…her på Costa Blaaan-caaa! Og i morgen meget tidlig futter vi hjem igen. Det har været en aldeles lidt sindsoprivende og helt igennem fin ferie Vi har futtet rundt i solen, spillet kort, ædt os en pukkel til i fuet-pølser og is og mine vanvittige børn har badet i både Middelhavet og poolen – 16 grader er åbenbart en ah-okay temperatur til badeferie. Og så fejrede manden og jeg Valentine’s med at slæbe frugten af vores kærlighed brokkende og surmulende gennem det lokale arkæologimuseum, mens aftenens menu stod på frysepizza. That’s fucking amore for you.

Alt er med andre ord muy bien, og nu skal jeg have sat en alarm og set nyeste afsnit af True Detective.

Adios!



…How sick?/ So sick that you can suck my…

Sidste uges ræs mod ferien, er begyndt at sidde med hiphop i ørene, mens jeg arbejder. For det første giver det mig en vidunderlig utilnærmelig attitude i det åbne kontorlandskab, for det andet giver det mig muligheden for at mumlebande rimede vulgariteter, når min chef bemærker, at det da er for latterligt stadig at høre Method Man.

Tre julefrokoster, en fødselsdag, juletræ, julebag, nissebesøg og den obligatoriske tvangsfremvisning af Muppets Juleeventyr er vel overstået; forude venter en sidste fødselsdag og fire dage i Jylland. Familiekomsammener er aftalt, nytår er planlagt, og alle gaver har været klaret siden d. 10. Jeg er en gylden gud, jeg er firbenkongen, jeg kan gøre hvadsomhelst – og jeg kom muligvis til at blære mig med min komplet afkrydsede huskeliste på Instagram i går. Beklager. Så ikke så meget julestress her.

Bare mørke og træthed og arbejdslede… Synes, det plejer at være kulden, der går mig mest på, men i år har jeg det, som om jeg lever i et gravkammer. Det er jo for fanden ikke engang lyst i dagtimerne?! Som kompensation har jeg bevilget mig selv bussen til og fra arbejde i denne uge, som en anden sidste dages uhellig sidder jeg der bag ruden med min bog, gemt væk fra den friske cykelluft. Polstrer min sjæl med Viktor Klemperer og alle de nemme pastaretter og løstsiddende godter, vi for tiden kører med derhjemme, og fortæller mig selv, at ferien er nær. Mine jeans strammer, men min ånd er redebon. Og forholdsvis grim i munden.

 

 

Og så til fyret!

For seks år siden skrev jeg det her indlæg. Om ikke at have et kontor, eller bare sit eget skrivebord i et rum, hvor døren kunne lukkes.

For halvandet år siden tog jeg det her billede af mit skrivebord i vores gamle lejlighed, hvor vi omsider havde fået et soveværelse med plads til den slags:

 

Vægtæppet er fra Irak og vasketøjet fra i forgårs”.

 

Information kørte nemlig sådan en ’min arbejdsplads’-føljeton med billede af diverse forfatteres skrivebord sammen med deres tanker om både det og arbejdsprocessen med at skrive. Som jeg husker det, indgik der ofte en porcelænsfigur og/eller noget arvet, og Kirsten Thorup fremviste et stort spisebord dækket af rod, bless her. Med vanlig sarkastisk tilgang til livet planlagde jeg derfor et indlæg om mit skrivebord, der primært blev brugt som afsætning for rod og vasketøj, men knap så meget til skrivearbejde. Ironisk nok fik jeg selvfølgelig aldrig skrevet den tekst. Apatien, gudinde, besyng!

Endte faktisk med at være så træt af lige det skrivebord (selvom det strengt taget ikke kunne gøre for, at jeg er et drys), at det fluks røg videre ud i verden, da vi flyttede. I stedet havde jeg min oldefars hjemmebyggede køkken-spisebord, der ikke var plads til nogen steder, og efter en hurtig tur med stiksaven passede det lige ind i fjerneste hjørne i vores nye soveværelse. I passende afstand af både vasketøj og mandens rod. Til gengæld passede højden af h. til, da det primært er tænkt som et arbejdsbord, og ingen normale stole bringer en højt nok op til en behagelig skriveposition. Min gode Kai Kristiansen-stol måtte vige pladsen, og i stedet brugte jeg en af ungernes gamle Tripp Trapp-stole, i dens egenskab af justerbar. Der er ikke nogen grund til at ofre penge på en ny stol, tænkte jeg. Og sad stadig ad helvede til.

Men for nylig fik jeg et indspark til at tage mig selv og det, jeg har lyst til at lave, alvorligt. Ikke at jeg sådan gik fra 0-100 samme dag, det ville være jævnt meget out of character, men jeg gik hjem og kastede et kritisk blik på mit nye skrivebord i vores nye lejlighed med masser af nyt rod ovenpå. Og en stol, jeg ikke sad ordentligt i.

To dage senere gik jeg på dba.dk og fandt den ene IKEA-kontorstol i verden, der ikke er en æstetisk lidelse, og som jeg længe har kigget på. Treatede også mig selv med et lammeskind at lægge over (mens jeg diskuterede med mig selv, hvordan jeg egentlig havde det med døde dyr i indretningen, men kom frem til, at det jo var værre, hvis det var omkommet forgæves, nu da dets jordiske rester tydeligvis var uønsket af første køber – efterrationalisering FTW).

Bagefter gik jeg på Amazon og bestilte det prætentiøse litterat-krus, jeg har ønsket mig, siden jeg delte kontorplads med Store Bamse – i alle de mellemliggende år, har jeg gået og forestillet mig, hvordan det lissom kunne hjælpe mig med at skabe et mentalt skriverum. Det kostede 130 kr. inklusive fragt, og lige pludselig virkede det helt åndssvagt, at jeg ikke havde købt det noget før. Men igen, jeg følte nok bare, at det var lidt noget pjat, at jeg er Steen, der putter sin elendige flagermus-opgave i et professionelt plasticomslag for at virke dygtig. I sidste ende får man udrettet noget ved at gøre det, ikke ved at indrette hjemmekontor.

Men med det sagt, så føles det faktisk godt at tage sig selv alvorligt. Og selv Virginia Woolf startede vel der.

 

Målet er inden for rækkevidde – bemærk den arvede porcelænsfigur i baggrunden.

 

Ugen der gik, forklædt som madplan, forklædt som det helt autentiske levede liv

I søndags lavede jeg en liste over de fire blogindlæg, jeg skulle skrive i løbet af ugen, bl.a. noget opskriftsinspiration. HAHAHAFUCKDIG, sagde mit liv og mit overskud efterfølgende, så det blev ikke til så meget, men her er et lille vue:

Mandag lavede jeg en kæmpe portion vegetargryde til ugen med let skelen til Sneglcilles linsebolo (bare tilsat finthakket champignon og lidt mere tomat). Der er 1.500 kr. tilbage på madkontoen til resten af måneden, så det virkede som det helt rigtige at gøre; vendte en portion rundt med pasta og satte resten til side til senere brug. Børnene hadede maden – naturligvis – og jeg kunne glæde dem yderligere ved at fortælle, at de skam ville møde den igen. Manden indvendte forsigtigt, at linserne måske ikke fungerede optimalt med pasta, og jeg overvejede kort at navngive gryden ’Mors Vegetar-Nemesis’.

Tirsdag kom jeg alt for sent fra arbejde, hentede børn 1 minut i lukketid og droppede derfor den aftalte fællesoprydning og -afstøvning, da mytteriet var nært forstående. Der var dog ingen nåde, da det gjaldt aftensmaden, resterne blev hevet frem fra køleskabet, tilsat spidskommen og koriander og derefter serveret med tortillas, ris og diverse grønt tilbehør. Jeg tror, det gled bedre ned end gårsdagens parring med pasta, men jeg ved det ikke, for jeg udvandrede under et skænderi lige inden spisetid og kom først tilbage igen til puttetid (for ønske om eventuelle parforholdsråd, skal man ikke tøve med at kontakte mig på mailen).

Onsdag er Store Restedag, da det er der, Sønneke er til spejder, og manden som regel har sene møder. Efter en gang festlig fællesoprydning til tonerne af MGP 2018 blev vegetargryden rørt op med ris, æg, en dåse blendede bønner, salt, peber og Urtekrams italienske krydderiblanding og genopstod på panden som ubestemmeligt pizzasmagende vege-deller –  og for første gang virkelig godt modtaget. Hallelujah. Ældste barn fik efter ønske anderester fra weekenden, da han havde spejdet færdig, manden roste vege-dellerne til skyerne, da han kom hjem, og pasta-vege-bolo-resterne i køleskabet blev ignoreret af alle.

Torsdag havde vi legegruppe på besøg, og cirka en halv time inde i sessionen var jeg tæt på at skrive til min bedre halvdel, at hvis han ikke snart tog sin andel af de forbandede legegrupper, så boykottede jeg dem personligt fra årsskiftet. Der faldt heldigvis hurtigt ro på, forældrene kom til kaffe, og jeg hældte en halv kop ud over mig selv for at demonstrere mine overlegne værtindeskills. Menuen stod på risengrød, som blev sat over for sent og nægtede at koge blød – af en eller anden grund mislykkes risengrød ALTID for mig, men jeg nægter at give op, sådan er jeg bare. Sidste vege-deller blev parret med tortillarester til nemme madpakker og forhåbentlig værdsat.

Fredag, i dag, henter min mor børnene og propper dem med julefilm og junk food. Jeg og den bedre halvdel har et bord på Omar, som forhåbentlig lever op til anbefalingerne (om ikke andet, så har vi haft en uges sjov med at gå og udtale navnet som i The Wire). Og skulle der være nogen kritiske spørgsmål til de økonomiske aspekter, kan jeg kun sige, at vi har forskellige konti til forskellige ting, og at jeg i aften ikke er ude i min egenskab af mor/regnskabschef, men udelukkende som privatperson, og det har jeg ærligt fortjent. Bliver vi virkelig fulde, kan det være pasta-bolo-bøtten i køleskabet bliver fortæret ved midnatstid, men jeg tvivler stærkt på det.

God weekend!