Hilsen fra Frankrig

Ingen, jeg gentager: ingen! Skal snydes for anden del af mine sindsoprivende feriesnapshots. Også selvom vi i mellemtiden er kommet hjem. Det bliver bare lidt lissom det postkort til tante Gitte, som man aldrig fik sendt, mens man var afsted, og derfor måtte poste hjemmefra. Ik’? Godt. Så ruller vi. (Den opmærksomme læser vil i øvrigt bemærke, at filtre ikke er noget, vi bruger. Det skulle nødigt blive for lækkert at se på.)

 

Datter på 5 legede Monet i haven. Mor var meget stolt. På den instagramvenlige måde. Må. Straks. Dokumentere.

 

Og aprospos instagramvenlig, så er her noget af den lækre mad, vi spiste på vej til campingpladsen. Man er vel i Frankrig.

 

Safaritelt – skidehyggeligt. Lidt mindre, dog, når det er 17 grader og regn det meste af ugen…

 

…hvorfor jeg var nødt til at tømme nærmeste supermarked for at holde moralen oppe. Masser af ikkeøkologiske dyr blev i øvrigt skadet under disse optagelser.

 

Der var også solstrejf undervejs. For nu at lyde som en artikel i Hjemmet.

 

Og vi var på Louvre. …Louvre-Lens, that is. Men se bare, hvor interesserede alle er! (Sidste barn har forresten gemt sig bag montren. Man kan lige ane håret.)

 

Mens alle andre delte solbeskinnede Aperolbilleder på de sociale medier (ALLE andre!), var jeg i campingbutikken og købe noget at varme sig på. Bemærk håndleddet. Det er to lag uld, man kan se.

 

Vi slutter ferien, hvor vi startede den: med madpakke. Her á la francais med vagtelæg og baguette au jambon. Man kan næsten høre harmonikaen i baggrunden.

 

Det var vist det. Jeg har også set et slot. Og spist en masse muslinger. Glæder mig til, vi ses igen.

Kærlig hilsen Mie.

Intermezzo

Nåmen, sidste år tog vi jo på camping i Nordfrankrig, og selvom vejret godt kunne have været varmere, var det hele ret fint. Solen skinnede det meste af tiden (i hvert fald ifølge min pålidelige erindring), campingpladsen lå virkelig smukt, vi fik set en masse spændende ting, alt overraskede positivt. I år – not so much.

Det er lige et par grader eller fem koldere, lidt mere blæsende og en del mere regnfuldt. Og hvor vi sidste år var i Normandiet, der trods Atlanterhavsklimaet har sin helt egen charme, nåede vi i år kun til Picardiet – en region, selv guidebogen omtaler som røvsyg (tak i øvrigt, Politikens rejseforlag, I er en sand inspiration).

Så i går røg jeg ud i en mindre feriedepression. Og et kig på vores lige så feriedeprimerede bankkonto skubbede mig helt ud over kanten. Det virkede pludselig tåbeligt at brænde dyrebare feriedage og budgetpenge af på at sidde og fryse i en halvtrist afkrog af Frankrig, når vi kunne være taget længere sydpå. Voldsom længsel efter pinjetræer. Stor følelse af uretfærdighed.

Så hvad gør den kloge? Skynder sig i nærmeste Carrefour og køber for 143 € lykke i form af råmælksoste, fiskesuppe, creme brulee, confit det canard, cidre, baguette, bretonsk pate, alsacisk pasta(!) og rødvin. Det gjorde godt, helt ind i kontoovertrækket.

Poolen er heldigvis opvarmet og overdækket og dermed udholdelig at opholde sig i, og børnene er pisseligeglade med pinjetræer. I dag kørte vi en tur, så ultrapittoreske Boulogne-sur-Mer (gamle bydel – nye del sucks, Politikens rejseguide-style) og spiste crepes med Nutella.

Frankrig er stadig Frankrig.

Ferie er stadig ferie.

Hilsen fra Holland

At blogge om sig selv kræver, at man indimellem er i stand til at træde et skridt tilbage og betragte sit liv på afstand. Og det er lidt svært, når man konstant er omgivet af børn og voksne og solcreme og rosé. Hvilket jeg er for tiden.

Så i stedet præsenteres her et lille pauseafsnit, i hvilket hvor heltinde disker op med almindelig social adfærds svar på rundsaven: feriebilleder.

(Advarsel: De fleste af de billeder, jeg tager, er af familie og venner, og kan derfor ikke vises her. Er ikke prof nok til hele tiden at huske at få taget lækre anonyma-bloggerbilleder, så spændingsniveauet er virkelig derefter.)

 

Først: bagagepral. 5 mennesker, 3 uger, 4 weekendtasker. Bum. Like a mothafuckin hausfrauboss. (IKEA-posen med sengetøj, køletasker til madpakker, posen med bøger og børnenes rygsække tæller i øvrigt ikke som bagage.)

 

Ferielitteratur. Rystende ambitiøst.

 

Så et ‘vi er på vej’-billede til lissom at sætte stemningen. Bemærk den blå himmel og de åbne vidder, der er frihed i det her. Frihed og semi-aggressive børn på bagsædet.

 

Samme aften, nu med pacificerede børn på tysk stop-over-hotel. Schnitzler, pomfritter og bad har gjort deres virkning. Gurli Gris og Anders And runder af, inden forældrene omsider kan fortrække til altanen med en øl.

 

Og så er vi fremme. Her lidt obligatorisk arkitektur. Hollænderne kan bare det pis.

 

Noget andet, hollænderne kan, er at friturestege ting. Alting, faktisk. Fx de her små labre boller. Som æbleskiver, bare bedre.

 

Havudsigt har de også hernede. Og strandpromenader. Uh-mazing.

 

Slut på del 1. Det bliver spændende at se, om nogen har nerver til del 2.

Jeg lever!

Og jeg har sommerferie! Som indtil videre er blevet brugt på en god fredagsbrandert, en tur ud til min mor, lidt blandet vennehejs og ikke mindst søvn, masser af dejlig søvn. Efter en uges arbejde med feriedeadlines, hårdt kørt på en Roskilde-efterbrænder af hoste og generel udmattelse, var det lige det, min krop ønskede sig mest.

Derudover har jeg selvfølgelig også fundet mentalt underskud til den evigt tilbagevendende eksistentielle krise over, om sparepengene skal bruges på en kolonihave, et sommerhus eller et rækkehus i forstæderne. Eller pyramidespil. Den mulighed synes jeg ikke, vi har ordentligt afsøgt.

Og i morgen står den på puslespil (jeg LOVEDE, og vi nåede det ikke i dag), bilpakning og fællesekspedition til biblioteket. Og SÅ kører vi på ferie. Jylland, Holland…og så måske bare hjem igen. Eller videre ud i det blå, det kommer også lidt an på, hvordan det pyramidespil udvikler sig.

Det skal nok blive godt.

Intet signalerer feriestemning som blå himmel og bandegraffiti.

Med andre ord: vi ses om et par dage

Jeg var 17 år, første gang jeg tog på Roskilde, og jeg er kommet der hver eneste år lige siden. Ikke det år, jeg var gravid med min søn, og ikke det år, jeg havde født tvillinger 2 dage inden festivalstart, men ellers. Hvert år.

Nogle af mine veninder er faldet fra undervejs, nogle gider det ikke mere, nogle gider en gang i mellem, men jeg, jeg gider altid, for jeg er dybt afhængig. Og det er altid lykkedes mig at finde nogen, der ville med.

Det handler ikke bare om at ligge i sprit; jeg har altid nogle sjove branderter, men har aldrig været typen, der kunne holde til massiv druk flere dage i træk (i hvert fald ikke siden mine tjenerdage).

Det er heller ikke kun for musikken, jeg er ikke den store connaisseur, min musikalske udvikling stoppede omkring 25-års alderen, og jeg lader glad og gerne andre føre mig rundt til koncerter.

Men for mig har Roskilde altid været…frihed. Først fra mine forældre, så fra mine uoverskuelige start-20’ere, så fra havregrød og bleskift og henteaftaler.

Og så er det jo sjovt, hold kæft, hvor er det sjovt. Og hyggeligt. Det er sjældent, man får lov at bruge så mange dage med gode venner, hvor man ikke skal andet end bare at være til. Høre en masse god musik, drikke nogle øl, ryge en masse cigaretter. For os, der ikke altid er så gode til det med at passe ind, er Roskilde et taknemligt fællesskab at falde ned i.

Og så er der lige den der ekstra ting, måske faktisk den helt afgørende ting.

Den følelse, det giver, at stå sammen med 50.000 mennesker, løfte armene i takt og mærke musikken som en fælles puls, mens solen går ned over festivalpladsen. Det er det vildeste.

Folk er forskellige, ting kan ikke sammenlignes. Men helt ærligt: Når nogen siger, at det største sus, de har oplevet, var at få et barn. Så tænker jeg altid, hvor er det synd, de aldrig har prøvet at stå i en 12-hestes brandert foran Orange Scene.

Weekenden der gik

Fredag var jeg til firmafest og fik endnu en gang det geniale indfald, at den bedste måde at gøre mig professionelt bemærket på, var at forsøge at drikke alle under bordet, inklusive mig selv. Mie – Straight Outta 1.g. Men sjovt var det. Selvom det der med at drikke shots med sin chef, mens man indvier vedkommende i alle sine eksistentielle overvejelser om livet, døden og jobbet vist ikke ligefrem står på side 1 i Magistrenes Karrierehåndbog (*big time-græmmelses-smiley*). Væltede hjem lidt i 2 og har helt sikkert imponeret mindst en shawarma-sælger med mine overlegne evner inden for basale motoriske funktioner.

Lørdag stod lidt i en tåge, mand og ældste barn tog på lejrtur og efterlod mig med et søvndrukkent “Hvor ser I bare søde ud med jeres rygsække på!…” samt naturligvis den dynamiske duo af lillesøstre. Og apropos at være renegade på den sørgelige måde, så var der fuldstændig frit spil ved skærmene, mens Usleravnemor kæmpede for at holde gejsten oppe og sidst indtagne måltid nede. Med svingende resultat, I might add. Helt ud af det blå tilbød min mor om eftermiddagen at tage basserne ud til en is og en gadefest og kom senere tilbage med to tilfredse piger og tre kager med hindbær og bladguld. Det var muligvis tømmermændene, men var tæt på at tude af taknemlighed.

Søndag samlede jeg mig på alle måder, tog på legeplads med børn og madpakke og derefter til den obligatoriske weekendfremvisning af andelsbolig (for de, der ikke er kronisk boligsøgende i København, kan jeg afsløre, at dette har erstattet tidligere tiders kirkegængeri og senere tiders Louisiana-besøg som middelklassens faste søndagsritual). Gik derfra i sikker forvisning om, at en af de andre 177 tilstedeværende igen ville nuppe kalorius foran os, og for en sjælden gangs skyld var jeg komplet ligeglad. Cyklede i Netto og købte jordbær og asparges og nye kartofler og koldskål, fik vasket hår på alle tre børn, stegte pølser til aftensmad, så det 8. afsnit af SKAM og var egentlig helt okay med alting.

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.