Lige tre ting…

1) I går, da jeg stod i kø i Tiger for at købe sidsteøjebliksgaver til fællesfødselsdag, overhørte jeg en far bede sine to små piger stille sig bag “den unge dame der”. Unge dame!!! Moi?!!! Var tæt på at fri til ham på stedet. Lovede også mig selv, at jeg fra nu af altid vil gå med håret løst.*

2) Her til morgen, da jeg cyklede på arbejde og holdt stille i et kryds, kørte der en VVS-varevogn op på siden af mig. Bag rattet sad en ung tatoveret fyr med vinduerne rullet ned og fuld knald på musikken. Sangen? Anne Linnets Forårsdag. Og han så ud til at nyde den.

3) Fredag. Det er fredag, for fanden. Glædelig fredag!

 

*) Skriver naturligvis dette iført min sædvanlige rodeknold.

Reklamer

Sommerferien lidt senere

Sporadiske feriepostkort, er det det, vi kalder det? Skidegodt, så slipper både I og jeg for lamme bloggerundskyldninger om frekvens og substans og mangel på begge…

Havde både store skriveplaner og en del kladder klar til ferien, men prøver på den anden side også at holde fri fra kæbespændinger og åndenød, og det har overraskende nok krævet et benhårdt fokus rettet mod ingenting. (Men i går slumrede jeg da lidt i hængekøjen sammen med Hemingways On writing, så kom ikke og sig, jeg ikke besidder vilje).

De første par dage herude i kolonihaven gik med lidt udflugter og besøg og så mig, der langsomt nedsmeltede i vris og gråd og uro og mere vris. Jeg stressede over, at børnene rodede, at aftensmaden skulle laves, at vi skulle ud af døren, at jeg ikke fik skrevet, ikke fik læst, og at det så ud til regn i næste uge, så min planlagte planfri ferie nåede at drukne, inden den overhovedet kom i gang… Hvis det ikke fremgår, så kan livet med mig virkelig være en fest.

Siden da har vi så lavet ingenting, og vejrudsigten har i mellemtiden artet sig, så det går altsammen meget bedre. Som jeg nok havde anet, slapper jeg bare bedst af uden planer overhovedet. Når intet er mere uopsætteligt, end man altid kan sige ja til en gang kongespil, ingen skal være klar til et bestemt tidspunkt, og madlavning er noget, man kan tage tilløb til over en hel dag. OG jeg ind i mellem kan ligge i hængekøjen med en bog. Også vigtigt! Pløjede hele Græsset synger den første dag, vi ikke skulle noget (den kan i øvrigt virkelig anbefales) og fik dermed omsider læst noget af Doris Lessing samt bekræftet, at jeg muligvis er komplet uduelig i mange af livets aspekter, men har jeg en superheltekraft, så er det hurtiglæsning. Yeah, mig!

(Den samme dag brugte manden i øvrigt på at lave et improviseret udebad, sylte 3 store glas med agurker og påbegynde det palleshelter, der egentlig var mit projekt. Således bidrog alle med deres, og skulle et postapokalyptisk samfund nogensinde vægte læsning på tid højere end praktiske færdigheder, ville jeg være megapopulær og tæt på høvdingemateriale. Siger det bare.)

Så er alt godt i sommerlandet – p.t. kæmper Mrs. Wonder Reader of All Times lidt med Kazuo Ishiguro og overvejer kraftigt at skifte ham ud med noget letspiselig Simenon, der står og lokker som en anden belgisk tøjte i bogkassen; mens hun afgør, om det er tid til en eftermiddagsøl (naturligvis er det det). 

Har en hel uge endnu til at glemme, jeg har et arbejde, og har tænkt mig at gøre mit yderste for at få det til at lykkes.

So long!

Sommerferien indtil videre

Det stikker et lillebitte sted, meget langt tilbage i mit hjerte, at jeg i denne ferie ikke har udsigt til duftende pinjetræer, billig fransk vin og pooltrætte børn. Til gengæld har sommeren herhjemme som bekendt set nådigt til fattige røve, og skal jeg være helt ærlig, har det faktisk været en kæmpe lettelse, at ferieplanlægningen har ligget på et sted mellem 0 og 2 på stress-skalaen. Ingen bookning af overnatninger, ingen koordinering af datoer, ingen bekymringer over budgettet. Har ikke engang lavet aftensmad i halvanden uge, hvilket må være lidt af en personlig rekord.

Roskilde var som sædvanlig en ren fest med gamle venner, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slappe helt og aldeles af. Spiste og hyggede uden at gide skele småligt til overtrækket, betalte mig fra teltet og drak mig fra resten. Spørg mig ikke, hvilke koncerter jeg så, der en hel del, jeg ikke vil være i stand til at gengive. Men Eminem var faktisk overraskende fed – har ellers aldrig været særlig vild med ham.

Straks efter festivalen futtede svigermor til Jylland med bilen fuld af mine børn. Manden og jeg nåede lige at få et par timers søvn oven på langs nats rejse mod dag søndag morgen (det bliver så skidefedt, den dag DSB afvikler billetsalget på festivalpladsen på en værdig og effektiv måde), inden der skulle gives knus og vinkes af, og da den sidste pangfarvede børnerygsæk var forsvundet ned ad trapperne, skyndte vi os tilbage i seng og sov til op ad eftermiddagen – svigermor har fortjent en meget stor fødselsdagsgave i år. Så efter i 4 dage at have genlevet vores start-20’ere (bare med meget mere takeaway, efterhånden som det blev til min personlige mission IKKE at lave mad), er vi nu genforenet med børnos i det jyske, mens alletiders svigermor forsøger at lægge mindst 5 kilo til alles kampvægt.

Jeg har fundet en keramik-mælkekande til kolonihaven til en 20’er i den lokale genbrugsbutik (1. shoppemission) og vi har købt skoletasker til miniskinkerne (2. shoppemission). Belært af miseren og dramaet fra dengang, Sønneke skulle have en skoletaske, var tilskud til skoletasker et af fødselsdagsønskerne i juni, så vi med sindsro kunne lade to elektriske 6-årige vælge frit på JEVA-hylderne og med kølig mine lange 2 x 799 kr. i kontanter over disken. Som narkobaroner ved skolestart. (Og ja, det ER et fuldstændig horribelt beløb at give for en skoletaske, men pengene sidder alligevel løst på bedsteforældrene, basserne manglede hverken tøj eller legetøj, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at de har snakket om de skoletasker siden sidste sommer, så syntes, de skulle have lov helt selv at vælge. Og ret skal være ret: Sønberg har indtil videre haft sin famøse dronteskindstaske i 4 år, og den holder faktisk rigtig fint… #konsumerismeapologi).

Og med ferieshoppingen overstået er det eneste, vi nu skal nå herovre, en længe lovet tur i Djurs Sommerland, en kop kaffe hos min farmor og en enkelt sommerhusvisit; derefter tager vi tilbage til øen og vegeterer 2 uger i kolonihaven. Har storslåede planer om at bygge et minishelter af træpaller, men lad os nu se. Selv Alexander den Store måtte give op omkring Indien.

Yessir, så burde alle være opdaterede og klar til igen at læne sig tilbage og afvente mere nyt fra mit gennemsnitlige liv. Vil man eventuelt have lidt hyppigere frekvens på de åndløst spændende livsbidder, instagrammer jeg under @nomdemie (man behøver ikke selv have en konto, det kan også bare googles frem).

Biß dann!

Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

Vi ses igen om lidt

Nåmen, til alles og ikke mindst min egen overraskelse sker der simpelthen det, at jeg er på vej til New York. Hvor jeg aldrig har været før. Men min allerældste veninde er derovre på et 3-årigt forskningslegat, og nu skal jeg besøge hende sammen med 2 gymnasieveninder.

Det er skam planlagt (og sparet op til, apropos odiøs luksus) over et halvt år, men havde så travlt i efteråret, at jeg nærmest har nået at glemme det igen, nok fordi ene (guld)gymnasieveninde ordnede alt det praktiske, og jeg mest stod på hovedet i en malerspand bygget af stress.

Så det er bare for at sige, at der nok er lidt stille herinde de næste 5 dage. Hejhej.

 

Kald mig bare Camilla Klump

Og solen kom, og alle så, at det var godt, og familien Hakkebøf kunne omsider komme på græs i den nye kolonihave i søndags.

Og jeg havde skruet mine forventninger godt og grundigt ned efter den ene weekend i oktobervejr med kedende, slåssende børn, der var mit hidtidige erfaringsgrundlag for kolonihavelivet. Men nu skinnede solen jo! Og alle vennerne var ude (indtil videre er vi gudhjælpeme 4 familier fra samme institution på Nørrebro), og ungerne ikke til at drive hjem, da sti-visitterne først rigtig gik i gang.

Og forældrene gik i haven (mest manden) og stressede lidt over det der gulv, der skal lægges, og vægge, der skal males, og det tag, der ser sådan liiidt skævt ud på den dårlige måde (mest mig). Og der blev rykket masser af visne planter op, nok i lidt for frisk stil, kunne vi konkludere, da DR selvsamme aften var venlige nok til at transmittere Søren Ryge roligt forklare om de der FLER-årige stauder, der bare skal KLIPPES ned.

Og jeg fik bekymret mig lidt over det utætte toilet, men også spottet placeringer til både den hængekøje, jeg for snart 10 år siden købte med hjem fra Mexico, og den havetrampolin, vi for snart 3 år siden lovede ungerne.

Og solen skinnede og skinnede, og vi dræbte flere sagesløse stauder og planlagde højbede og blev enige om, at det pjevsede græs, vi nåede at så i efteråret, bare skal have en lille eftersåning, så er det såmænd fint. Og det der enorme drivhus, skideupraktisk placeret midt i alting, skal jo i virkeligheden bare have et citrontræ og noget palme og et soppebassin, og så kan det agere Lalandia Sydfrankrig, når vi skal holde prisvenlig sommerferie i haven.

Og jeg glemte forresten alt om min telefon i min jakke, som jeg smed på en stol, havde 2 ubesvarede beskeder og fik kun taget et enkelt, elendigt billede derudefra:

Fredagfredagfredag

• Hvor jeg i morges trumfede mit sædvanlige halvkedelige tomboymor-på-kontor-look og tog en nederdel på, fordi det er fredag og jeg skal på date med manden i aften.
• Hvor jeg øjeblikket efter mit dristige og kontroversielle tøjvalg opdagede, at temperaturen udenfor sagde -3 grader med en wind chill-faktor på -9 og derfor lynhurtigt tilføjede et ekstra lag bluse og benvarmere til midt på låret. Hello sexy boyfriend, me love you long time.
• Hvor omtalte nederdel er en, jeg har arvet fra min lillesøster. På 16. Den er muligvis so last year, men lad os nu lige bide mærke i, at jeg rent faktisk passer tøj med min 16-årige lillesøster.
• Hvor ‘passer tøj’ skal læses ind i en temmelig bred fortolkningsramme, der samtidig ekskluderer overdrevent fødevareindtag og/eller dybe vejrtrækninger.
• Hvor solen skinner! I hvert fald i København – jeg undskylder på forhånd til andre egne, evt. også Færøerne, Grønland og vore udsendte tropper.
• Hvor der var BÅDE kage og flødeboller på arbejde i dag. Hold ud, nederdel, vi har stadig nogle timer og enkelt hovedmåltid foran os.
• Hvor Sønneke kl 14.30 skrev tre beskeder i rap, om jeg ikke nok PLEASE ville hente ham nu, for han havde INGEN at lege med. Fem minutter senere havde han fundet en af sine bedste venner på legepladsen. Fortryder så småt, han nogensinde fik en telefon.
• Hvor jeg virkelig glæder mig til at spise noget ikke-hjemmelavet mad, høvle nogle øl og grine af Kirsten Birgit sammen med min signifikante anden. Kan godt være lidt bekymret for, at Det skide show ikke helt lever op til forventningerne, så vigtigt med noget promille up front.
• Hvor jeg fandt et billede i mit arkiv, der er passende bloggeragtigt på fredagsmåden. God weekend!