Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

Lockdown herhjemme går efterhånden fint.

Det er selvfølgelig stadig lidt op ad bakke at synkronisere hjemmearbejde og hjemmeskoling, men dagene går stille og roligt, de voksne arbejder på skift og på tværs af det hele, ungerne er rimelig samarbejdsvillige, og når de ikke er, så slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive vores nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose slik og en iPad i skravering). I går, da jeg var ene voksen på skansen, bestod eftermiddagens undervisning af Anders And-læsning og billedkunst, dvs. sidde og tegne efter billeder, vi fandt på nettet. Og så legede børnos to timer(!) i gården, mens jeg arbejdede, støvsugede og satte mig tilrette med avisen, og da de kom op ved femtiden, spillede de Minecraft, mens jeg læste, tog mig en øl, serverede en skål chips, og det endte med, vi spiste aftensmad foran fjernsynet klokken halv otte. Det var skønt.

For skal man finde noget positivt ved hele situationen, så er det, at vi pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har meget mere tid til rådighed, får hverken læst stakke af bøger eller lært mig selv at spille guitar (som man jo gør), for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal jo også laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store unschooling-udtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag 2. Men vi har tid. Sammen. Og jeg nyder det. 

… Og jeg sværger, ved alt der er mig helligt, det er sgu ikke for at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud. For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde tre børn i institutionsalderen. Det scenarie ville nok passe bedre ind på The Overlook Hotel. For det andet driver de mig sgu da også til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, jeg er ved at få galopperende spat ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis fordi, jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvalitid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få kæmmet, lyttet, leget, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt. Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for det afslappede moderskab herhjemme, kan jeg godt hilse og sige). De er fandme så søde, de børn, også når de ikke er det. 

Så hvad kan vi konkludere over al den kærlighed i coronaens tid? Jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

 

 

 

Kaptajnens logbog: Undtagelsestilstand

På mit arbejde begyndte de så småt at sende os hjem før den officielle corona-udmelding i går aftes, og jeg nåede da lige at se frem til et par ugers fredeligt hjemmearbejde … Indtil hjemsendelsen også gjaldt børnene.

Og nu er første dag i hjemmearbejde/-skolingens navn så gået, og selvom jeg på papiret godt kunne fantasere om en frit flyvende tilværelse, hvor børnene bare løber rundt herhjemme, jeg tjener styrtende på at tage filtrerede billeder af mig selv med en kop kaffe og friskfarvet læbestift, og vi allesammen samles om brætspil og bønnevafler (og filtrerede billeder af det også), må dagens konklusion være, at almindeligt lønarbejde ikke går skidegodt hånd i hånd med 3 børn hjemme. Sådan helt overordnet.

Men vi fik da spillet lidt, råbt lidt, handlet lidt (og hvad fuck sker der i øvrigt for, at gær forsvinder? Altså, hvorfor? Det er jo 1998 revisited! Findes der en hemmelig opskrift på zombieapokalypse-foccacia, jeg bare aldrig har hørt om, eller hvad? Hvad er hemmeligheden?! Sig deeet!!!), og her klokken 21.30 er jeg omsider ved at være færdig med dagens arbejde. Fra næste uge lukker min bedre halvdels arbejdsplads officielt ned (og godt for det, for han har i øvrigt astma), og så burde det hele gå lidt nemmere.

I morgens datenight er aflyst, samme er næste uges CPH:DOX-aftaler, en enkelt koncert og sikkert også den ferie, Sønberg skulle have været på med sin farmor. Og sådan er det; heldigvis skulle vi ikke noget vigtigt, alvorligt eller omkostningstungt, vi er ikke særligt udsatte, og vi har mulighed for at være hjemme med børnene.

Håber, I holder jer raske og oven vande derude.

Where trouble melts like lemon drops …

Min ene datters hedeste ønske sidste jul var en ukulele. (Hendes andet store ønske var et par overalls, og hvis man lige ser bort fra eventuelle Deliverance-associationer, er det så ikke bare den allernuttedeste kombi, I nogensinde har hørt om? Forældrene dør i hvert fald jævnligt over det).

Og efter at have taget sol, måne og en fast besluttet 7-årig i ed, har vi nu også købt os til spilletimer. Så for tiden siger det plink-plink-plonk i køkkenet, og der bliver øvet A’er og C’er og talt til 4 om og om igen.

Selv hendes far er blevet grebet af musikalitet, tiltusker sig ukulelen, så snart nogen kigger væk, og småbander over, at han har for store fingre til at lave akkorderne rigtigt. Jeg påpeger, at hvis ham den hawaiianske musiker på 350 kg kunne ramme strengene på en ukulele rent, så burde han også kunne.

(Men tænker, at vi nok alligevel er nødt til at anskaffe os en brugt guitar, så barnet kan have sit instrument i fred, og vi alle kan kumbayae den derudad, som det sig hør og bør på Nørrebro).

Den berømte ukulelespiller hed i øvrigt Israel Kamakawiwo’ole, og hans smukke, smukke cover af (Somewhere) over the rainbow er god at vågne til på de dumme mørke oktobermorgener, der er så rigelige for tiden.

Og så blev det også Bastilledag

Det er cirka halvanden måned siden, jeg droppede alt, hvad der lugter af madplan, cirka lige så lang tid siden, at jeg opgav at få læst avisen og holde noget, der ligner et budget. Bare spis, sov, arbejd og betal ved kasse 1 for alt, der kan lette tilværelsen en smule, har været mottoet det sidste stykke tid.

Vi fucking overlevede 4 fødselsdage på en uge, og indimellem var det også ret hyggeligt (selvom det holdt hårdt med den ene klassefødselsdag, hvor vi kun var husstandens voksne på skansen – men så har jeg da prøvet at stå med en hel 0. klasse, der hoppede i et springvand …)

Og jeg overlevede 4 dage på Roskilde, med en efterfølgende rekonvalescensperiode, der indtil videre har varet dobbelt så længe som festivalen (3 dage med søvn i halve døgn efterfulgt af ind til videre 5 dages sygdom). Der må næsten kunne opstilles en cost-benefit-analyse for den slags, men kan dog berolige med, at min forholdvis uimponerede ægtefælle er her endnu. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde haft uforklarlige blister i hele munden i ugerne op til skoleferien, så muligvis prøvede min krop også at fortælle mig noget, inden jeg overdøvede den med en cocktail af cigaretter og … cocktails. Summa summarum: sommerferien er her, og den var tiltrængt.

Vi driver den af i kolonihaven hele sommeren, kun afbrudt af en enkelt jyllandstur, og det passer mig så fint. Vejret passer godt til hjemmeferie, og vi får hele tiden mere skik på vores meget lille hus. (Er det i øvrigt ikke noget med, at det lissom tager lidt tid for en familie at komme helt på plads i ferien, sænke konfliktniveauet, få alle til at falde ned og børnene til at stoppe med at slås hvert. fucking. kvarter.? Skulle spørge for en ven).

Såeh, jeg skal have læst nogle bøger. Og skrevet nogetnoget. Og have malet mellemgangen, og vi skal have sat et solsejl op, og der var engang, jeg havde en plan om en hule i det store cyprestræ. Men en feriedag ad gangen. Det skulle nødig ende med flere mundblister.

Vive la France!

Et af de få (nogenlunde) brugbare billeder, jeg tog på Roskilde …

 

Have haves (fornuft mangles)

Det er blevet den tid på året igen, hvor min ellers så kyniske person begynder at dagdrømme om højbede. Og udebad og bambushæk og måske et magnoliatræ.

Så fuck da det, at halvdelen af kolonihaven består af jord og huller pga. det igangværende kloakeringsprojekt, som er færdigt, guderne må vide hvornår (hvilket naturligvis også betyder det totale fravær af vand og sanitære installationer i samme tidsrum). Den anden halvdel er klar til at blive luget og klippet og tilplantet og rodet rundt med, og jeg har garanteret allerede slået mindst et halvt dusin sagesløse stauder ihjel i udlugningsprocessen, og hvad så?

Oh, og græsslåning! Den absolut mest mindfulde af alle beskæftigelser; sidste år gik det omsider op for mig, at det sgu da er derfor, at folk er så besatte af at få en have: for at få lov til at slå græs. Hvorfor har ingen fortalt mig, hvor skønt det er? Lykken er at sige “Jeg slår lige græsset!”, finde plæneklipperen frem og derefter gå i fred og ro med sit meget vigtige og samtidig ret overskuelige stykke arbejde, hvor fremskridt hele tiden kan ses, og ingen forstyrrer en, mens man går i systematiske baner i duften af nyslået græs, og bagefter kan man så tage sig en lille pause, for man har jo lige slået græsset.

Og jeg er begyndt at forspire (et par uger for sent, men hvem tæller), jeg har læst hele Havebladet fra ende til anden og tænker nu på at finde nogle Søren Ryge-programmer frem til at hygge mig med om aftenen.

De sidst omvendte er vitterligt de værste.

 

Og så kan I bare kalde mig Ismael

At få tre børn til at sove til tiden med en halv times forskydning i samme rum og samtidig opretholde alle de finkulturelle putteritualer, fra da mor var dreng, har været en udfordring herhjemme i årevis. Og ender som regel med, at nogen danser rundt med et par pyjamasbukser på hovedet inde i stuen, nogen går i gang med at læse selv, nogen bruger 45 minutter på at børste tænder, ingen gider høre den keeeedelige bog, mor har valgt – og samme mor opgiver totalt ævred og vrisser alle ukulturelt i søvn, uden så meget som et enkelt kapitel af en anerkendt klassiker, fordi tiden går, klokken slår.

Og jeg slår mig selv i hovedet med det mentale billede af min onkel, der sidder og læser Tom Sawyer højt for en ærbødigt lyttende børneflok bestående af mig, min lillebror og fire fætre og kusiner, og nok engang bliver bekræftet i, at jeg er en skamplet på den familiekulturelle evolutionshistorie.

De gode nyheder er, at vi er begyndt at godnatlæse i skiftehold inde i dobbeltsengen, og det fungerer faktisk fint. Den store får læst Harry Potter (som stadig mangler at imponere mig, men Sønberg er heldigvis godt underholdt), og efter vi har udtømt Astrid Lindgren og Tude–Marie, er de små nu nået til næste del i Mors Martrende Børnelitteraturkanon: Laura-bøgerne. Temmelig slowflow for iPad-generationen, men kan man få lov at putte i mors og fars seng, kan man åbenbart sagtens acceptere, at Far snitter en træhylde over et halvt kapitel, og vi var alle tre meget bekymrede, da samme Far ikke var nået hjem fra byen, inden det blev mørkt i den store skov. Bagefter spurgte Radise, om de ikke godt måtte ligge bare lidt længere, og det fik de lov til, bare ligge lidt længere og falde i søvn på hver side af mig.

Så jeg sad bare og sad, kiggede på dem og tænkte på dengang, de lå i min mave, og vi overvejede fine blomster- og plantenavne til dem. Dengang de var små, lige lidt for små, som sådan nogle er, når de skal dele en moderkage. Jeg gik til ekstraskanninger og flowmålinger og vrælede i bussen hjem fra Hvidovre Hospital og købte gennem tårer to cheeseburgere, en til hver af pigerne, og en trøstemilkshake til mig selv, slog studehandler af med de højere magter og besluttede, at de hellere måtte få nogle stærke navne; vi var nok alligevel ikke typerne, der fik blomsterbørn. Manden var enig (eller også afstod han bare klogeligt fra at diskutere med en specialeskrivende tvillingegravid), og da de omsider var kommet til verden, og alt var godt, opkaldte vi dem efter en viljestærk mexicansk maler og en svensk forfatter, der som den første kvinde fik Nobelprisen i litteratur. (Min kusine: ”Åhgud, hvad hvis de bare vil være klejnsmede?”)

Og jeg sad der i mørket og kiggede på de små, store basser og tænkte, at det var nogle gode navne (Mig: “Det er sguda LIGEMEGET, hvad de vil være. De kan blive lige, hvad de har lyst til!”), godt gået af os, sgu, indtil manden kom ind og bar basserne i egen seng, og jeg kunne stige ud af dynerne med ro i krop og sjæl.

Alle de år med hellig krig mod at ligge i mørket og vente på børns søvn; nu gør jeg det ganske frivilligt i bevidstheden om, at det ikke bliver ved, at de hele tiden flytter sig lidt væk fra mig.

Også den ældste på 10, ham, der helt utilsigtet deler fornavn med Tjekhov. Jeg putter ved siden af ham og tænker på dengang, han var 4 år og lillebitte og altid havde problemer med at falde i søvn (har han stadig, I might add), og jeg sad på gulvet, i døren til børneværelset, og ventede og ventede og fik læst hele Moby-Dick. 

Det er i øvrigt en god bog.

Den må vi læse på et tidspunkt.

 

 

 

Onsdagsrapport

For tiden lider jeg af mindreværdskomplekser og en slem forkølelse. Men da de sidste skal blive de første, er det mest snot, sofa og søvn, der fylder lige p.t.

Dejlig, dejlig søvn, som jeg fik alt for lidt af i weekenden. Min nuttede nevø havde den frækhed at blive døbt, dagen efter GZA spillede i Pumpehuset, og med gaveindkøb og familiebesøg resten af tiden, endte jeg med at ligge mandag morgen og kramme min dyne, mens jeg tænkte, at vi da slet ikke havde fået nok kvalitid sammen…

Havde jeg en pointe? Me think not. Præsten mindede mig om, at vi ikke er alene, og GZA mindede mig om, at vi alle sammen bliver ældre. Således oplyst arbejder jeg mig gennem hovedpine på fjerdedagen, hører endnu mere Wu-Tang end jeg plejer og glæder mig til fredag, hvor vi skal have pasta cacio e pepe. Ze little things, you know.

Jeg er fucking træt som et ondt år, men foråret kommer snart, jeg har reolen fuld af bøger, og jeg er pjattet med min mand på den ulækre bloggermåde, bare uden billederne. We shall overcome.

 

For øjeblikket har vi det herligt…

…her på Costa Blaaan-caaa! Og i morgen meget tidlig futter vi hjem igen. Det har været en aldeles lidt sindsoprivende og helt igennem fin ferie Vi har futtet rundt i solen, spillet kort, ædt os en pukkel til i fuet-pølser og is og mine vanvittige børn har badet i både Middelhavet og poolen – 16 grader er åbenbart en ah-okay temperatur til badeferie. Og så fejrede manden og jeg Valentine’s med at slæbe frugten af vores kærlighed brokkende og surmulende gennem det lokale arkæologimuseum, mens aftenens menu stod på frysepizza. That’s fucking amore for you.

Alt er med andre ord muy bien, og nu skal jeg have sat en alarm og set nyeste afsnit af True Detective.

Adios!

…How sick?/ So sick that you can suck my…

Sidste uges ræs mod ferien, er begyndt at sidde med hiphop i ørene, mens jeg arbejder. For det første giver det mig en vidunderlig utilnærmelig attitude i det åbne kontorlandskab, for det andet giver det mig muligheden for at mumlebande rimede vulgariteter, når min chef bemærker, at det da er for latterligt stadig at høre Method Man.

Tre julefrokoster, en fødselsdag, juletræ, julebag, nissebesøg og den obligatoriske tvangsfremvisning af Muppets Juleeventyr er vel overstået; forude venter en sidste fødselsdag og fire dage i Jylland. Familiekomsammener er aftalt, nytår er planlagt, og alle gaver har været klaret siden d. 10. Jeg er en gylden gud, jeg er firbenkongen, jeg kan gøre hvadsomhelst – og jeg kom muligvis til at blære mig med min komplet afkrydsede huskeliste på Instagram i går. Beklager. Så ikke så meget julestress her.

Bare mørke og træthed og arbejdslede… Synes, det plejer at være kulden, der går mig mest på, men i år har jeg det, som om jeg lever i et gravkammer. Det er jo for fanden ikke engang lyst i dagtimerne?! Som kompensation har jeg bevilget mig selv bussen til og fra arbejde i denne uge, som en anden sidste dages uhellig sidder jeg der bag ruden med min bog, gemt væk fra den friske cykelluft. Polstrer min sjæl med Viktor Klemperer og alle de nemme pastaretter og løstsiddende godter, vi for tiden kører med derhjemme, og fortæller mig selv, at ferien er nær. Mine jeans strammer, men min ånd er redebon. Og forholdsvis grim i munden.

 

 

Og så til fyret!

For seks år siden skrev jeg det her indlæg. Om ikke at have et kontor, eller bare sit eget skrivebord i et rum, hvor døren kunne lukkes.

For halvandet år siden tog jeg det her billede af mit skrivebord i vores gamle lejlighed, hvor vi omsider havde fået et soveværelse med plads til den slags:

 

“Vægtæppet er fra Irak og vasketøjet fra i forgårs”.

 

Information kørte nemlig sådan en ’min arbejdsplads’-føljeton med billede af diverse forfatteres skrivebord sammen med deres tanker om både det og arbejdsprocessen med at skrive. Som jeg husker det, indgik der ofte en porcelænsfigur og/eller noget arvet, og Kirsten Thorup fremviste et stort spisebord dækket af rod, bless her. Med vanlig sarkastisk tilgang til livet planlagde jeg derfor et indlæg om mit skrivebord, der primært blev brugt som afsætning for rod og vasketøj, men knap så meget til skrivearbejde. Ironisk nok fik jeg selvfølgelig aldrig skrevet den tekst. Apatien, gudinde, besyng!

Endte faktisk med at være så træt af lige det skrivebord (selvom det strengt taget ikke kunne gøre for, at jeg er et drys), at det fluks røg videre ud i verden, da vi flyttede. I stedet havde jeg min oldefars hjemmebyggede køkken-spisebord, der ikke var plads til nogen steder, og efter en hurtig tur med stiksaven passede det lige ind i fjerneste hjørne i vores nye soveværelse. I passende afstand af både vasketøj og mandens rod. Til gengæld passede højden af h. til, da det primært er tænkt som et arbejdsbord, og ingen normale stole bringer en højt nok op til en behagelig skriveposition. Min gode Kai Kristiansen-stol måtte vige pladsen, og i stedet brugte jeg en af ungernes gamle Tripp Trapp-stole, i dens egenskab af justerbar. Der er ikke nogen grund til at ofre penge på en ny stol, tænkte jeg. Og sad stadig ad helvede til.

Men for nylig fik jeg et indspark til at tage mig selv og det, jeg har lyst til at lave, alvorligt. Ikke at jeg sådan gik fra 0-100 samme dag, det ville være jævnt meget out of character, men jeg gik hjem og kastede et kritisk blik på mit nye skrivebord i vores nye lejlighed med masser af nyt rod ovenpå. Og en stol, jeg ikke sad ordentligt i.

To dage senere gik jeg på dba.dk og fandt den ene IKEA-kontorstol i verden, der ikke er en æstetisk lidelse, og som jeg længe har kigget på. Treatede også mig selv med et lammeskind at lægge over (mens jeg diskuterede med mig selv, hvordan jeg egentlig havde det med døde dyr i indretningen, men kom frem til, at det jo var værre, hvis det var omkommet forgæves, nu da dets jordiske rester tydeligvis var uønsket af første køber – efterrationalisering FTW).

Bagefter gik jeg på Amazon og bestilte det prætentiøse litterat-krus, jeg har ønsket mig, siden jeg delte kontorplads med Store Bamse – i alle de mellemliggende år, har jeg gået og forestillet mig, hvordan det lissom kunne hjælpe mig med at skabe et mentalt skriverum. Det kostede 130 kr. inklusive fragt, og lige pludselig virkede det helt åndssvagt, at jeg ikke havde købt det noget før. Men igen, jeg følte nok bare, at det var lidt noget pjat, at jeg er Steen, der putter sin elendige flagermus-opgave i et professionelt plasticomslag for at virke dygtig. I sidste ende får man udrettet noget ved at gøre det, ikke ved at indrette hjemmekontor.

Men med det sagt, så føles det faktisk godt at tage sig selv alvorligt. Og selv Virginia Woolf startede vel der.

 

Målet er inden for rækkevidde – bemærk den arvede porcelænsfigur i baggrunden.