Ironi:

Det, skæbnen lider af, når man beslutter at treate sig selv med en bustur i regnen, selvom det betyder, at man møder lidt senere, fordi det er så rart at kunne sidde og læse, og man så venter og venter i regnen på at få en ståplads i en overfyldt bus, som straks efter afgang sidder fast i et kryds i en umulig deadlock mellem 2 nye 5C-busser og en parkeret lastbil, mens chaufføren hører Bon Jovi, og man har ondt i ryggen af at stå op med sin kæmpestore taske med den kæmpestore bog i, man skulle læse, og man ender med at bruge sidste halvdel af turen på sin hårdt tilkæmpede siddeplads på at skrive et blogindlæg om, hvor ironisk det hele er.

Forresten…

…er jeg bagud på blogging, så selvom dette er andet opremsningsindlæg i træk, er det bare sådan en nem måde lige at komme i gang på. Undskyld.

…er få ting værre end ubetydelige bloggere, der undskylder for enten deres komplet ligegyldige fravær eller temaet for dagens tekst, som om det havde nogen betydning for verdens gang. Så…undskyld for det. Også.

…skulle jeg da – apropos blogger i egen juice – have læst dennehersens artikel hos Kforum for længe siden. Skribenten er min nye helt.

…så jeg for nylig en boligannonce, der reklamerede med en havneudsigt, der kunne få en til at ‘drømme sig tilbage til dengang, Lord Nelson lå i bugten’. Og forsøgte at sænke hele den danske flåde?…Oh, the memories! Samme annonce falbød også ’det ekstravagante liv på Langelinie’ – er der en pengeafbrænding i Amaliehaven, jeg er gået glip af?

…er regn mandag morgen bare ekstra trumf på den nederen følelse, man i forvejen måtte have. Glæder mig sådan til, at jeg *puf* er transformeret til den type, der vågner med smil på læben og store forventninger til en ny dag, i stedet for at bande mig hele vejen ud til bruseren. Lidt ligesom jeg glæder mig til at vinde i Lotto uden at spille og at få et kørekort uden at gå til prøve.

…skulle vi slet ikke tale om det kørekort. Glem, jeg nævnte det.

…tippede min mor mig forleden om noget nybyggeri i Valby. Var lettere indifferent, indtil jeg opdagede, at man rent faktisk kan få adresse på Paradisæblevej…dvs. ligesom Anders And! Velkommen til Nørdeland, befolkning: mig.

I øvrigt…

…har Den Sure skrevet om forårsmani, og det er en ting. I hvert fald for mig, for nu skal der fandengaleme ryddes op på de børneværelser. Og rykkes rundt. Og shines op. Skal jeg tilbringe endnu en sommer på 3. sal – sig det med mig – uden altan, så skal det den ondelyneme være den hyggeligste almene beton, Nørrebro endnu har set, indvendigt. Er allerede godt på vej til ene kvinde at holde plantepusherne i lokalområdet på fode, vi har ryddet op i stuemøblerne og fået ny sofa, og nu er det afkommets tur. Om de vil det eller ej – der ER bestilt køjeseng i 3 etager.

…griber jeg høtyv og fakkel og går mod Christiansborg, hvis ikke nogen snart lukker for Søren Pape. Udover det fuldstændig usmagelige i at dyrke stemmefiskeri ved at træde på folk, der allerede ligger ned, og det komplet og aldeles smålige i at fratage indsatte en pose effin’ kaffe i julegave og derefter forvente stående applaus for den modige og handlekraftige hardliner-optræden, så er det så uendeligt forstemmende at høre nogen vægte deres egen personlige oplevelse af retsfølelse højere end alt, hvad eksperter, erfaring og ansatte i Kriminalforsorgen siger. Mit navn er Kirsten Birgit og jeg er VRED!

…har jeg købt min billet til Roskilde. Og en lørdagsbillet til manden, så vi kan se A Tribe Called Quest og lade som om, vi er teenagere. Hvilket i øvrigt kommer til at gå SÅ godt i spænd med de Cirkus Summarum-billetter til om søndagen, jeg nåede at købe, fordi det billetsalg selvfølgelig startede lige præcis dagen inden, Roskilde offentliggjorde deres program. Det ville nu være dejligt, hvis diverse arrangører gad snakke sammen og krydstænke deres segmenter en lille smule. Vi er trods alt nogle, der er til både fadøl og Motor-Mille.

…holder det altanpis jo aldrig op med at hjemsøge mig (nogle husker måske dette indlæg). I min uendelige genialitet gik jeg derfor i går i gang med projekt indvendig altan. Noget med at cykle to børn og en Christianiacykel til Silvan i blæsevejr for at hjemføre to store træplader, der kan gøre det ud for hævet gulv, så man kan rykke sin stol helt hen til kanten på den franske altan, i stedet for at trinnet er i vejen. Så skal der bare lukkes helt op for dørene og skrues et klapbord på rækværket, og så er den i vinkel. Da jeg forklarede min mand, hvad de to mdf-plader lavede på stuegulvet, kiggede han på mig, som om jeg var komplet sindssyg. Han har muligvis en pointe.

Men sådan er det at være både neurotisk og indehaver af en kort hukommelse

Nogle vil måske huske, at vi sidste år var tæt på at købe en lejlighed. Hvilket gjorde mig nærmest psykotisk af tvivl og bekymring for, om vi overhovedet havde råd.

Vi endte med at beslutte, at vi faktisk ikke havde råd, medmindre vi havde lyst til at leve med konstant mavepine de næste mange år. Hvilket var en kæmpe lettelse og den helt rigtige beslutning.

I dag skinner solen. Og det eneste, jeg tænker på, er, hvor meget bedre alting ville være, hvis jeg om et par timer kunne stå i lige præcis det køkken med udgang til gården, vi nu ikke ejer, og lave mad, mens børnene legede udenfor. Og bagefter sætte mig ud i solen og drikke en fredagsøl med min mand. Ikke mere slæben mig hjem til langsom oprådnen på 3. sal – uden altan. Ikke mere spekuleren over, hvor fanden i helvede vi nogensinde skal bygge og bo.

Og nu har jeg mavepine over det i stedet.

God weekend.

Vil bare gerne vide, hvornår *jeg* får lov at diktere barselslovgivningen?

Mangler man lidt til blodtrykket, så er der noget at komme efter på Politikens debatsider, hvor en mand med en forholdsvis neandertalsk indstilling til barsel helst ikke vil kaldes neandertaler. Jeg har som en god pige holdt mig fra alle kommentarfelter, også på facebook (vi ved alle, at den tid, du bruger på en webdiskussion, er omvendt proportional med din samlede tro på menneskeheden og det rationelle argument), men tænker, at jeg til gengæld kan ryste galdeposen lidt herinde… Jeg bliver sgu så åndssvag af den barselsdiskussion – som vi stadigvæk har? I 2017 alligeveller?

En af mine personlige favoritter i dagens debat er argumentet om, at øremærket barsel til mænd jo risikerer at gå ud over barnet, der skal tidligere i institution, hvis far nu synes, det er sjovere at tage på job… Og når man ellers er kommet sig over chokket over, at børn åbenbart oplever konsekvenser af deres forældres valg og prioriteringer (OMG!!!), kunne man overveje, om detteher ikke lige præcis er makroversionen af den misforståelse, mange danske hjem lider under: Skal tingene gøres, er det primært mors ansvar. For vi kan da sandelig ikke holde mænd direkte ansvarlige for deres egne børns pasning…

Giv mig styrke.

Til gengæld har en vis Caroline Lillelund i sin kommentar formuleret lige det, jeg tænker, og derfor får hun det sidste ord, mens jeg går ud og tager noget beroligende:

Ligesom ferie, SU og pension bør barsel ud fra et ligestillingsperspektiv være en individuel rettighed for begge forældre. Det handler ikke blot om at sikre kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet (i fht. løn, pension og mulighed for avancementer) eller mænds ligestilling som forældre (i fht. forældremyndighed og samværsordninger ved samlivsbrud); det handler lige så meget om at sikre barnet størst mulig tilknytning til begge forældre og bedst mulige vilkår for forsørgelse barndommen ud.
Lovgivningen bør tage udgangspunkt i, at familiekonstallationen ofte falder sammen undervejs, mens det individuelle forældreskab er livslangt og forpligtende.”

“Godt, så vi er enige om, at vi skal have mindre barsel og mændene mere – for vores allesammens skyld, ikke mindst børnenes. Og for at sikre kvinders økonomiske uafhængighed fremadrettet! Yes, så gør vi det!… Er I der? Jeg synes, I er blevet så stille deromme?…”

Og hvad er der så i vejen med det?

Mig: “Jeg er meget vred på kantinen. De skulle egentlig have lavet butter chicken i morgen, men nu har de i sidste øjeblik rykket det til i dag, hvor jeg arbejder hjemme. I stedet er der skibberlabskovs i morgen. Og deres indiske mad plejer at være herregod! Jeg føler mig snydt!”

Manden: “…Vil det sige, at du planlægger dine hjemmearbejdsdage efter menuen i kantinen?”

Mig: “Nej, altså…så ville jeg jo arbejde hjemme om torsdagen, for det er fiskedag, og deres fisk er altid elendig. Men det passer bare ikke så godt at arbejde hjemme om torsdagen, desværre. Til gengæld sørger jeg for at være der om onsdagen, for det er kagedag.”

Manden: “Så du planlægger altså dine hjemmearbejdsdage efter menuen i kantinen?”

Mig: “…

Whole lotta huggin’ going on

I morges kom jeg til at tænke på et job, jeg engang havde. Og fik sådan lyst til at rejse tilbage i tiden og give 27-årige Mie et solidt knus og fortælle hende, at det ikke nødvendigvis var hende, der var elendig til sit arbejde, men måske bare hendes kollegaer, der var en blanding af smårøvede og selvoptagede, og at det faktisk overhovedet ikke er værd at kæmpe så desperat for et job, der indebærer daglige tudeture på toilettet.

Og nu vi er ved det, så skal 14-årige Mie også have et knus. Med besked om, at alting bliver bedre, så snart folkeskolen er overstået, at hun ikke er helt forkert på alle tænkelige måder, og at der findes masser af mennesker, der gerne vil være venner med hende. Hun møder dem bare først lige om lidt.

25-årige Mie skal heller ikke snydes for en krammer og oplysningen om, at graviditetsbetinget depression er en ganske almindelig ting og ikke nødvendigvis et tegn på, at man er ved at begå sit livs største fejltagelse. Det skal nok gå.

Og 31-årige Mie skal også have lidt kærlighed og forsikring om, at hun finder et arbejde. Og at hun ikke er et dårligt, dovent og udueligt menneske, fordi hun ikke har fundet det endnu. Virkelig, det skal nok gå.

Og 9-årige Mie skal have et knus og et kram. Og vide, at det er helt i orden ikke at være lige som de andre. Og at man ikke behøver at skamme sig over at være dårlig til gymnastik og god til at læse. Eller over at være tynd og bleg og have pandehår og den helt forkerte jakke. (Faktisk har jeg mest lyst til bare at blive og holde hende i hånden de næste 6 år.)

21-årige Mie skal også nurses lidt, og hun skal ikke være så ked af, at der ikke er styr på noget, for det skal der nok komme. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Og hun skal ikke være så ked af, at hun åbenbart er en magnet for røvhulsmænd, det skal nok ændre sig. Og mange år senere møder hun en af røvhulsmændene igen, som nok egentlig var mere umoden end et røvhul, og han siger: “Fedt nok, jeg troede ellers ikke, du ville klare den!” Klare den?

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg klarede det hele. Ikke i en håndevending, men det gik. Det går.

Andre, der trænger til et knus?