Det, der skete, var…

…at det egentlig aldrig var planen, at der skulle gå over en måned, uden jeg skrev noget. Det SKETE lissom bare. Fordi noget med nytår, som var smadderfin hos venner lige om hjørnet, børnene hyggede sig, og vi kom i seng ved firetiden, og 1. januar stenede vi alle fem for hårdt og spiste frostpomfritter i sofaen og så fjernsyn hele dagen, og SÅ skulle jeg pludselig på arbejde, og jeg havde travlt, og broen var oppe, og min veninde skulle have hjælp til en flytning, og så skulle der jo ordnes lejlighed inden min fødselsdag, hvilket jeg egentlig HAVDE sagt til mig selv var lidt noget pjat, men samtidig var jeg også ret træt af de der badeværelser, vi aldrig havde fået fikset, dvs. de der to smadrede københavnertoiletter, som SKULLE have været lavet til et regulært badeværelse med bruseniche, inden vi flyttede ind i lejligheden sidste december, men som aldrig blev det, fordi københavnske håndværkere er nogle troløse, pengeoptrækkende bæster, og vi i øvrigt var for sent ude, men derfor blev der heller aldrig gjort noget ved dem, mens vi malede og spartlede og brød vægge ned (i omvendt rækkefølge) i resten af lejligheden, og nu stod de så stadig der, et år efter indflytning, og trekvart år efter, vi HAVDE besluttet at spare de der 170.000, vi alligevel ikke havde, og i stedet bare selv fikse dem lidt op, og var STADIG ikke fikset op, men henholdsvis (snavset) babyblåt savsmuldstapet og (snavset) beige glasvæv at se på, og hele køkken-alrum-gangen var også bare alt, ALT for hvid, og det havde irriteret mig siden første aften, vi var flyttet ind, så en dag gik jeg bare ned og købte maling og gik i gang, og manden blev lynhurtigt grebet af stemningen, og så fik vi faktisk malet loftet i gangen mørkt og gjort toilet og bad præsentable (og måtte samtidig sande, at det uforvarende lykkedes os at lave en 1:1 kopi af samtlige københavnske restauranttoiletter, hele det der smadret-terazzo-sort-toiletbræt-spejl-i-ramme-og-duftpinde har åbenbart lagret sig dybt i vores bevidsthed, hvad fanden sker der lige for det?) samt oprettet den obligatoriske mørkeblå væg i vores køkken (som har været the shit i nok år til, at den nok bliver umoderne lige om lidt), og SÅ var vi klar til min fødselsdag, for det skulle også passes, og jeg var skideklog og bestilte bare pizzaer den mandag, familien kom, og min far var der også, og min mor og hendes kæreste og alle mine søskende og deres kærester, og min fine nye nevø, og det var stille og roligt og skidehyggeligt, og jeg tog det ret pænt at blive 36, og om lørdagen blev børnos sendt væk, og vennerne kom, og det var IHVERTFALD skidehyggeligt, og jeg havde stribet kjole og guldsko på og blev, som lovet, megafuld, og vi drak 17 flasker vin, og jeg dansede med sidste veninde på skansen til Boney M kl halv fem om morgenen og vågnede næste dag og kastede op i et par timer, og samme dag fik ene datter høj feber og lå syg det meste af ugen, og så gik der pludselig halvanden uge mere, og nu skal vi til at planlægge Sønnekes 10-års fødselsdag.

Og det var vist cirka det, der skete.

 

Maleprojekt forklædt som seriemorderscene

 

Hvis det her ikke bare skriger 3 retter for 295,- (+ 75,- for ost), så ved jeg ikke hvad. Bemærk også Mucha-plakaten. He’s so hot right now.

 

Væggen, vi sikkert vil hade, før næste årti er omme. Men lige nu er den fab.

 

Et lille vue over fødselsdagsindkøb. Bemærk blomster/planter – syntes  pludselig, jeg havde nået den alder, hvor man i det mindste prøver på at pynte et middagsbord.

 

…dog stadig ikke den alder, hvor man ejer en ordentlig dug.

 

I virkeligheden er min fødder ret store og mine lægge freakishly tynde. Hvordan klarer profbloggere det der med vidvinkel?

 

Reklamer

The Christmas Edition

Vi er på juleferie i Jylland. Scenen er sat.

 

23. december, om eftermiddagen:

Mig: “Der er et ord, jeg ikke kan komme på.”

Manden: “Mhm?”

Mig: “Det er lidt ligesom økuller, det beskriver den der følelse, når man er begrænset på lidt plads, og man bliver sådan småtosset. Som i ubåde. Eller rumstationer.”

Manden: “Klaustrofobi?”

Mig: “Nej, det er ikke det, det er mere noget med at være fanget…”

Manden: “Når man er bange for det udenom en, fx under en havoverflade? Det er også en eller anden fobi… Hvad er det nu, den hedder…”

Mig: “Nej, det er noget, der beskriver den specifikke situation, hvor man bliver skør af at være mange mennesker på lidt plads… ‘Ubådskuller’? Nej…”

 

24. december, midt på dagen:

Mig: “Jeg kan STADIG ikke komme på det der ord. Og det er IKKE økuller…”

Manden: “Thalassofobi? Det var det, jeg tænkte på i går?”

Mig: “Nej, det er uformelt, det er ikke et medicinsk udtryk, og det er ikke en fobi. Det er sammensat af to dagligdags ord… og det første ord beskriver lokationen eller rummet, og så bliver man mærkelig af det… ‘Rumsyge’? Nej, det er det overhovedet ikke. Måske findes ordet slet ikke? Måske tror jeg bare, det findes?”

 

25. december, om morgenen:

Mig: “NU ved jeg det! Det er Cabin fever!”

 

…How sick?/ So sick that you can suck my…

Sidste uges ræs mod ferien, er begyndt at sidde med hiphop i ørene, mens jeg arbejder. For det første giver det mig en vidunderlig utilnærmelig attitude i det åbne kontorlandskab, for det andet giver det mig muligheden for at mumlebande rimede vulgariteter, når min chef bemærker, at det da er for latterligt stadig at høre Method Man.

Tre julefrokoster, en fødselsdag, juletræ, julebag, nissebesøg og den obligatoriske tvangsfremvisning af Muppets Juleeventyr er vel overstået; forude venter en sidste fødselsdag og fire dage i Jylland. Familiekomsammener er aftalt, nytår er planlagt, og alle gaver har været klaret siden d. 10. Jeg er en gylden gud, jeg er firbenkongen, jeg kan gøre hvadsomhelst – og jeg kom muligvis til at blære mig med min komplet afkrydsede huskeliste på Instagram i går. Beklager. Så ikke så meget julestress her.

Bare mørke og træthed og arbejdslede… Synes, det plejer at være kulden, der går mig mest på, men i år har jeg det, som om jeg lever i et gravkammer. Det er jo for fanden ikke engang lyst i dagtimerne?! Som kompensation har jeg bevilget mig selv bussen til og fra arbejde i denne uge, som en anden sidste dages uhellig sidder jeg der bag ruden med min bog, gemt væk fra den friske cykelluft. Polstrer min sjæl med Viktor Klemperer og alle de nemme pastaretter og løstsiddende godter, vi for tiden kører med derhjemme, og fortæller mig selv, at ferien er nær. Mine jeans strammer, men min ånd er redebon. Og forholdsvis grim i munden.

 

 

I øvrigt…

…fik jeg forleden melodien til Luna Mezzo Mare på hjernen. Til den undrende læser kan jeg oplyse, at det er den sang, fru Corleone bliver hevet op på scenen for at synge med på under brylluppet i starten af Godfather. Jeg blev pludselig besat af at finde ud af, hvad sangen hed, hvordan teksten lød, hvad den handlede om (på gestikken i filmen er det rimelig nemt at udlede, at det er noget sjofelt) og dernæst at finde den på iTunes og høre den igen og igen. Gæt selv, om den var nemmere at ryste af hovedet efter den seance…*nynner henført* ”Che la luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

…har jeg omsider opdaget uldundertrøjer. Menneskehedens største opfindelse, på lige fod med ilden, hjulet og smeltet ost, og alligevel skulle jeg blive 35, før jeg overgav mig til det underliggende lag merino. Men sweet mother of all good, hvor er det dog vidunderligt ikke at fryse hele tiden – i sit helt almindelige tøj. Hvis du læser med, Julemand, så ønsker jeg mig 2 til af de gode fra Føtex (priserne på den slags isolerende vintergodter er jo til gengæld horrible!)

…er der noget ved konceptet goodie bags, der altid har irriteret mig, og jeg tror, jeg omsider har fundet ud af hvad. For det første falder det ind under den der underlige femi-infantilisme, hvor voksne kvinder forventes at begejstres over Kinder-chokolade, ting med enhjørninge og små godteposer. Og så er der det andet: jeg prøver hårdnakket at lære mine børn, at man godt kan gøre noget (handle i Netto, gå en tur, tage på museum) uden nødvendigvis samtidig at skulle have noget (snackpølse, en is, alt fra museumsbutikken), så hvorfor fanden kan kvinder i den arbejdsdygtige alder så ikke gå til et hvilket som helst event inden for mode- magasin- og bloggerbranchen uden pinedød at skulle have noget?

…er jeg i gang med at oppe mit julegame. Hvis alt går efter planen, så kan alle gaver være bestilt og alle familieaftaler fastlagt, når vi når starten af december, og jeg vil dermed have nedskaleret 2 af de største stressfaktorer: gaveplanlægning og -indkøb samt hvem-hvad-hvor-leg i anden halvdel af december, hvor vi altid ender med at skuffe nogen, når energien er opbrugt. Men i år kan folk få lov at møde deres eventuelle skuffelse up front, og jeg har en – måske optimistisk – plan om at samle familien herhjemme til en pizza- og hyggedag, og så skal jeg forhåbentlig ikke have andet i hovedet i december end en enkelt luciabolledej. Det kan jeg godt overskue.

…kunne nogen måske tænke ”Men hvad med juleaften? Hvordan planlægger I den?” Til det kan jeg kun svare med en høj skoggerlatter: HAHAHAHAHA! Som om det var noget, vi selv bestemte?! Nejnejnej, juleaften har lige siden Sønnekes tilkomst tilhørt min mor og svigermor på skift i en benhård opdeling, der ikke lader Jaltakonferencen noget efter, og jeg nærer ingen naive forestillinger om nogen som helst form for medbestemmelse på den front. Bedstemødrene er glade, børnene er glade, og det er det vigtigste (og det mener jeg faktisk). Så må den evigt klemte midtergeneration bare tage sig et ekstra glas portvin og lune sig ved tanken om, at resten af december tilhører os selv.

“Che la Luna mezzo mare, mamma mia, ma maritare…”

Og så til fyret!

For seks år siden skrev jeg det her indlæg. Om ikke at have et kontor, eller bare sit eget skrivebord i et rum, hvor døren kunne lukkes.

For halvandet år siden tog jeg det her billede af mit skrivebord i vores gamle lejlighed, hvor vi omsider havde fået et soveværelse med plads til den slags:

 

Vægtæppet er fra Irak og vasketøjet fra i forgårs”.

 

Information kørte nemlig sådan en ’min arbejdsplads’-føljeton med billede af diverse forfatteres skrivebord sammen med deres tanker om både det og arbejdsprocessen med at skrive. Som jeg husker det, indgik der ofte en porcelænsfigur og/eller noget arvet, og Kirsten Thorup fremviste et stort spisebord dækket af rod, bless her. Med vanlig sarkastisk tilgang til livet planlagde jeg derfor et indlæg om mit skrivebord, der primært blev brugt som afsætning for rod og vasketøj, men knap så meget til skrivearbejde. Ironisk nok fik jeg selvfølgelig aldrig skrevet den tekst. Apatien, gudinde, besyng!

Endte faktisk med at være så træt af lige det skrivebord (selvom det strengt taget ikke kunne gøre for, at jeg er et drys), at det fluks røg videre ud i verden, da vi flyttede. I stedet havde jeg min oldefars hjemmebyggede køkken-spisebord, der ikke var plads til nogen steder, og efter en hurtig tur med stiksaven passede det lige ind i fjerneste hjørne i vores nye soveværelse. I passende afstand af både vasketøj og mandens rod. Til gengæld passede højden af h. til, da det primært er tænkt som et arbejdsbord, og ingen normale stole bringer en højt nok op til en behagelig skriveposition. Min gode Kai Kristiansen-stol måtte vige pladsen, og i stedet brugte jeg en af ungernes gamle Tripp Trapp-stole, i dens egenskab af justerbar. Der er ikke nogen grund til at ofre penge på en ny stol, tænkte jeg. Og sad stadig ad helvede til.

Men for nylig fik jeg et indspark til at tage mig selv og det, jeg har lyst til at lave, alvorligt. Ikke at jeg sådan gik fra 0-100 samme dag, det ville være jævnt meget out of character, men jeg gik hjem og kastede et kritisk blik på mit nye skrivebord i vores nye lejlighed med masser af nyt rod ovenpå. Og en stol, jeg ikke sad ordentligt i.

To dage senere gik jeg på dba.dk og fandt den ene IKEA-kontorstol i verden, der ikke er en æstetisk lidelse, og som jeg længe har kigget på. Treatede også mig selv med et lammeskind at lægge over (mens jeg diskuterede med mig selv, hvordan jeg egentlig havde det med døde dyr i indretningen, men kom frem til, at det jo var værre, hvis det var omkommet forgæves, nu da dets jordiske rester tydeligvis var uønsket af første køber – efterrationalisering FTW).

Bagefter gik jeg på Amazon og bestilte det prætentiøse litterat-krus, jeg har ønsket mig, siden jeg delte kontorplads med Store Bamse – i alle de mellemliggende år, har jeg gået og forestillet mig, hvordan det lissom kunne hjælpe mig med at skabe et mentalt skriverum. Det kostede 130 kr. inklusive fragt, og lige pludselig virkede det helt åndssvagt, at jeg ikke havde købt det noget før. Men igen, jeg følte nok bare, at det var lidt noget pjat, at jeg er Steen, der putter sin elendige flagermus-opgave i et professionelt plasticomslag for at virke dygtig. I sidste ende får man udrettet noget ved at gøre det, ikke ved at indrette hjemmekontor.

Men med det sagt, så føles det faktisk godt at tage sig selv alvorligt. Og selv Virginia Woolf startede vel der.

 

Målet er inden for rækkevidde – bemærk den arvede porcelænsfigur i baggrunden.

 

Ugen der gik, forklædt som madplan, forklædt som det helt autentiske levede liv

I søndags lavede jeg en liste over de fire blogindlæg, jeg skulle skrive i løbet af ugen, bl.a. noget opskriftsinspiration. HAHAHAFUCKDIG, sagde mit liv og mit overskud efterfølgende, så det blev ikke til så meget, men her er et lille vue:

Mandag lavede jeg en kæmpe portion vegetargryde til ugen med let skelen til Sneglcilles linsebolo (bare tilsat finthakket champignon og lidt mere tomat). Der er 1.500 kr. tilbage på madkontoen til resten af måneden, så det virkede som det helt rigtige at gøre; vendte en portion rundt med pasta og satte resten til side til senere brug. Børnene hadede maden – naturligvis – og jeg kunne glæde dem yderligere ved at fortælle, at de skam ville møde den igen. Manden indvendte forsigtigt, at linserne måske ikke fungerede optimalt med pasta, og jeg overvejede kort at navngive gryden ’Mors Vegetar-Nemesis’.

Tirsdag kom jeg alt for sent fra arbejde, hentede børn 1 minut i lukketid og droppede derfor den aftalte fællesoprydning og -afstøvning, da mytteriet var nært forstående. Der var dog ingen nåde, da det gjaldt aftensmaden, resterne blev hevet frem fra køleskabet, tilsat spidskommen og koriander og derefter serveret med tortillas, ris og diverse grønt tilbehør. Jeg tror, det gled bedre ned end gårsdagens parring med pasta, men jeg ved det ikke, for jeg udvandrede under et skænderi lige inden spisetid og kom først tilbage igen til puttetid (for ønske om eventuelle parforholdsråd, skal man ikke tøve med at kontakte mig på mailen).

Onsdag er Store Restedag, da det er der, Sønneke er til spejder, og manden som regel har sene møder. Efter en gang festlig fællesoprydning til tonerne af MGP 2018 blev vegetargryden rørt op med ris, æg, en dåse blendede bønner, salt, peber og Urtekrams italienske krydderiblanding og genopstod på panden som ubestemmeligt pizzasmagende vege-deller –  og for første gang virkelig godt modtaget. Hallelujah. Ældste barn fik efter ønske anderester fra weekenden, da han havde spejdet færdig, manden roste vege-dellerne til skyerne, da han kom hjem, og pasta-vege-bolo-resterne i køleskabet blev ignoreret af alle.

Torsdag havde vi legegruppe på besøg, og cirka en halv time inde i sessionen var jeg tæt på at skrive til min bedre halvdel, at hvis han ikke snart tog sin andel af de forbandede legegrupper, så boykottede jeg dem personligt fra årsskiftet. Der faldt heldigvis hurtigt ro på, forældrene kom til kaffe, og jeg hældte en halv kop ud over mig selv for at demonstrere mine overlegne værtindeskills. Menuen stod på risengrød, som blev sat over for sent og nægtede at koge blød – af en eller anden grund mislykkes risengrød ALTID for mig, men jeg nægter at give op, sådan er jeg bare. Sidste vege-deller blev parret med tortillarester til nemme madpakker og forhåbentlig værdsat.

Fredag, i dag, henter min mor børnene og propper dem med julefilm og junk food. Jeg og den bedre halvdel har et bord på Omar, som forhåbentlig lever op til anbefalingerne (om ikke andet, så har vi haft en uges sjov med at gå og udtale navnet som i The Wire). Og skulle der være nogen kritiske spørgsmål til de økonomiske aspekter, kan jeg kun sige, at vi har forskellige konti til forskellige ting, og at jeg i aften ikke er ude i min egenskab af mor/regnskabschef, men udelukkende som privatperson, og det har jeg ærligt fortjent. Bliver vi virkelig fulde, kan det være pasta-bolo-bøtten i køleskabet bliver fortæret ved midnatstid, men jeg tvivler stærkt på det.

God weekend!