Naturligvis altsammen på en baggrund af duftende thuja og hujende børn

Manden har lagt sig med halsbetændelse, jeg går i cirkler om mig selv i haven. Børnene slås, jeg skælder ud. Blev vækket 7.30, da naboens kælne kat hoppede ind ad vinduet (skidesjovt og kækt move, hvis ikke lige man havde katteallergi). Alle kom for sent i seng. Jeg går i flere cirkler, børnene skændes. Om en uge er ferien slut. Har intet udrettet, alt mangler. Også den tilbygning, vi virkelig godt kunne bruge herude. Hvordan skal det ske? Rykker i 2 brædder, sveder og giver op. Føler mig ensom og alene og mangler nogen til at gå forrest. Laver frokost og en kande saft. Børnene slås igen, jeg skælder og råber, og bagefter græder jeg. Varmen er ulidelig. Alt er galt og lige om lidt er ferien slut.

Slap af. Træk vejret. Spis frokost. Fyld badebassinet. Find krimi, skygge og den sidste is. (Husk at slukke for vandet igen). Skriv et blogindlæg. Slap af. 

Slapafslapafslapafslapaf.

Reklamer

Sommerferien lidt senere

Sporadiske feriepostkort, er det det, vi kalder det? Skidegodt, så slipper både I og jeg for lamme bloggerundskyldninger om frekvens og substans og mangel på begge…

Havde både store skriveplaner og en del kladder klar til ferien, men prøver på den anden side også at holde fri fra kæbespændinger og åndenød, og det har overraskende nok krævet et benhårdt fokus rettet mod ingenting. (Men i går slumrede jeg da lidt i hængekøjen sammen med Hemingways On writing, så kom ikke og sig, jeg ikke besidder vilje).

De første par dage herude i kolonihaven gik med lidt udflugter og besøg og så mig, der langsomt nedsmeltede i vris og gråd og uro og mere vris. Jeg stressede over, at børnene rodede, at aftensmaden skulle laves, at vi skulle ud af døren, at jeg ikke fik skrevet, ikke fik læst, og at det så ud til regn i næste uge, så min planlagte planfri ferie nåede at drukne, inden den overhovedet kom i gang… Hvis det ikke fremgår, så kan livet med mig virkelig være en fest.

Siden da har vi så lavet ingenting, og vejrudsigten har i mellemtiden artet sig, så det går altsammen meget bedre. Som jeg nok havde anet, slapper jeg bare bedst af uden planer overhovedet. Når intet er mere uopsætteligt, end man altid kan sige ja til en gang kongespil, ingen skal være klar til et bestemt tidspunkt, og madlavning er noget, man kan tage tilløb til over en hel dag. OG jeg ind i mellem kan ligge i hængekøjen med en bog. Også vigtigt! Pløjede hele Græsset synger den første dag, vi ikke skulle noget (den kan i øvrigt virkelig anbefales) og fik dermed omsider læst noget af Doris Lessing samt bekræftet, at jeg muligvis er komplet uduelig i mange af livets aspekter, men har jeg en superheltekraft, så er det hurtiglæsning. Yeah, mig!

(Den samme dag brugte manden i øvrigt på at lave et improviseret udebad, sylte 3 store glas med agurker og påbegynde det palleshelter, der egentlig var mit projekt. Således bidrog alle med deres, og skulle et postapokalyptisk samfund nogensinde vægte læsning på tid højere end praktiske færdigheder, ville jeg være megapopulær og tæt på høvdingemateriale. Siger det bare.)

Så er alt godt i sommerlandet – p.t. kæmper Mrs. Wonder Reader of All Times lidt med Kazuo Ishiguro og overvejer kraftigt at skifte ham ud med noget letspiselig Simenon, der står og lokker som en anden belgisk tøjte i bogkassen; mens hun afgør, om det er tid til en eftermiddagsøl (naturligvis er det det). 

Har en hel uge endnu til at glemme, jeg har et arbejde, og har tænkt mig at gøre mit yderste for at få det til at lykkes.

So long!

Sommerferien indtil videre

Det stikker et lillebitte sted, meget langt tilbage i mit hjerte, at jeg i denne ferie ikke har udsigt til duftende pinjetræer, billig fransk vin og pooltrætte børn. Til gengæld har sommeren herhjemme som bekendt set nådigt til fattige røve, og skal jeg være helt ærlig, har det faktisk været en kæmpe lettelse, at ferieplanlægningen har ligget på et sted mellem 0 og 2 på stress-skalaen. Ingen bookning af overnatninger, ingen koordinering af datoer, ingen bekymringer over budgettet. Har ikke engang lavet aftensmad i halvanden uge, hvilket må være lidt af en personlig rekord.

Roskilde var som sædvanlig en ren fest med gamle venner, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slappe helt og aldeles af. Spiste og hyggede uden at gide skele småligt til overtrækket, betalte mig fra teltet og drak mig fra resten. Spørg mig ikke, hvilke koncerter jeg så, der en hel del, jeg ikke vil være i stand til at gengive. Men Eminem var faktisk overraskende fed – har ellers aldrig været særlig vild med ham.

Straks efter festivalen futtede svigermor til Jylland med bilen fuld af mine børn. Manden og jeg nåede lige at få et par timers søvn oven på langs nats rejse mod dag søndag morgen (det bliver så skidefedt, den dag DSB afvikler billetsalget på festivalpladsen på en værdig og effektiv måde), inden der skulle gives knus og vinkes af, og da den sidste pangfarvede børnerygsæk var forsvundet ned ad trapperne, skyndte vi os tilbage i seng og sov til op ad eftermiddagen – svigermor har fortjent en meget stor fødselsdagsgave i år. Så efter i 4 dage at have genlevet vores start-20’ere (bare med meget mere takeaway, efterhånden som det blev til min personlige mission IKKE at lave mad), er vi nu genforenet med børnos i det jyske, mens alletiders svigermor forsøger at lægge mindst 5 kilo til alles kampvægt.

Jeg har fundet en keramik-mælkekande til kolonihaven til en 20’er i den lokale genbrugsbutik (1. shoppemission) og vi har købt skoletasker til miniskinkerne (2. shoppemission). Belært af miseren og dramaet fra dengang, Sønneke skulle have en skoletaske, var tilskud til skoletasker et af fødselsdagsønskerne i juni, så vi med sindsro kunne lade to elektriske 6-årige vælge frit på JEVA-hylderne og med kølig mine lange 2 x 799 kr. i kontanter over disken. Som narkobaroner ved skolestart. (Og ja, det ER et fuldstændig horribelt beløb at give for en skoletaske, men pengene sidder alligevel løst på bedsteforældrene, basserne manglede hverken tøj eller legetøj, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at de har snakket om de skoletasker siden sidste sommer, så syntes, de skulle have lov helt selv at vælge. Og ret skal være ret: Sønberg har indtil videre haft sin famøse dronteskindstaske i 4 år, og den holder faktisk rigtig fint… #konsumerismeapologi).

Og med ferieshoppingen overstået er det eneste, vi nu skal nå herovre, en længe lovet tur i Djurs Sommerland, en kop kaffe hos min farmor og en enkelt sommerhusvisit; derefter tager vi tilbage til øen og vegeterer 2 uger i kolonihaven. Har storslåede planer om at bygge et minishelter af træpaller, men lad os nu se. Selv Alexander den Store måtte give op omkring Indien.

Yessir, så burde alle være opdaterede og klar til igen at læne sig tilbage og afvente mere nyt fra mit gennemsnitlige liv. Vil man eventuelt have lidt hyppigere frekvens på de åndløst spændende livsbidder, instagrammer jeg under @nomdemie (man behøver ikke selv have en konto, det kan også bare googles frem).

Biß dann!

Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

Vi ses igen om lidt

Nåmen, til alles og ikke mindst min egen overraskelse sker der simpelthen det, at jeg er på vej til New York. Hvor jeg aldrig har været før. Men min allerældste veninde er derovre på et 3-årigt forskningslegat, og nu skal jeg besøge hende sammen med 2 gymnasieveninder.

Det er skam planlagt (og sparet op til, apropos odiøs luksus) over et halvt år, men havde så travlt i efteråret, at jeg nærmest har nået at glemme det igen, nok fordi ene (guld)gymnasieveninde ordnede alt det praktiske, og jeg mest stod på hovedet i en malerspand bygget af stress.

Så det er bare for at sige, at der nok er lidt stille herinde de næste 5 dage. Hejhej.

 

It’s the priorities, stupid – del 2

Åhmen, ord kan ikke næsten ikke beskrive den form for tilfredsstillelse, det i går aftes gav mig at få en uges varer leveret til døren, samtidig med jeg modtog en mail med et rengøringstilbud.

For der prioriteres i det lille hjem. De voksne har svært ved at hænge sammen, og jeg er omsider nået dertil, hvor jeg ikke føler, vi har råd til at lade være med at uddelegere. Som jeg snakkede med en veninde om i sidste uge, så har jeg hjemmeboende børn 10-12 år endnu, og de år vil jeg gerne bruge på at have overskud til dem, frem for at prøve at finde overskud til at støvsuge. Eller bare hænge sammen.

Alle de sædvanlige argumenter med, at vi ikke helt har penge nok, at vi ikke har store forkromede karrierejobs og dermed egentlig tid nok, at det i virkeligheden er nemmere og bedre at gøre alting selv, og at min mor jo faktisk klarede både husholdning, 4 børn og et overlægejob, er fejet af banen, for det vigtigste er ikke, hvordan vi optimerer vores tid og sparepenge, det vigtigste er, at alle kan trække vejret. Det er endelig gået op for mig, at det at købe sig til hjælp i husholdningen ikke er en odiøs luksus, men en praktisk nødvendighed på linje med betalt børnepasning i dagtimerne og noget, som enhver fornuftig middelklassefamilie gjorde før i tiden, så snart de havde pengene til det. I øvrigt sad min mor ikke ned i 20 år, og mine forældre endte med at blive skilt.

Og så har det at få en kolonihave også været en god nudger mod et fredeligere familieliv, for hvis man vil bruge hele weekenden i sådan en, så er der slet, slet ikke tid til fredagsrengøring og lørdagsvask og søndagsindkøb, og heldigvis for det.

Så fra nu af gør vi, hvad der altid har været meningen for den almindelige lønmodtager: får det praktiske overstået i løbet af ugen, betaler os fra det, vi kan, og holder fri i weekenden. Ægte fri.

God weekend!

Verdens nemmeste og helligste kanegiffel

Hvis man har brug for lidt hurtig børneunderholdning til helligdagene (okay, MEGET hurtig, cirka 15 minutter i alt er nok, hvad det køber dig), så har jeg lige lært et lille bagehack, hvor alt, man skal bruge, er ingredienserne på billedet.

 

Ja, det er dåsecroissanter og skumfiduser. Haute cuisine, I tell ya.

 

På engelsk hedder konceptet noget så gudsfrygtigt som resurrection rolls, og det er åbenbart en ting, som troende amerikanske mommyblogger-typer bager i påsken. Men altså, smørret drypper vel også på os andre syndere, og det er i al sin enkelhed en slags kanelgiffel – bare en meget nem en af slagsen. Så nem, at børn snildt kan stå for det meste (som i virkeligheden – ikke bare på livsstilskogebogsmåden).

Man tager blot en almindelig skumfidus, som i troende mommybloggerland symboliserer Hr. Jesus (hvid og fri for synd og alt det), dypper den i smeltet smør (den sidste olie), vender den i kanelsukker (hmmm…røgelse? Andet begravelsesgejl?…) og folder den til sidst ind i dej (ligklædet – ja, de er sgu altid så morbidt bogstavelige, de katolikker).

Og her kommer det virkelig smukke: som i al ordentlig amerikansk madlavning består den afgørende del af tilberedningen i at åbne en dåse. I dette tilfælde canned crescent rolls, som jeg først tænkte næppe fandtes i Danmark – indtil det gik op for mig, at det jo bare er de gode, gamle dåsecroissanter, jeg er vokset op med om søndagen (og som er grunden til, at jeg som barn troede, jeg ikke kunne lide croissanter).

Hvert indsmurt og krydret skumfiduslegeme pakkes således ind i en dejtrekant og til sidst har man 6 små pakker (eller det dobbelte, hvis man er en 2 x dåse-kinda girl) placeret på en bageplade med samlingen nedad og penslet og drysset med det sidste smør og kanelsukker – det er forresten vigtigt at pakke de afsjælede fiduser godt og tæt ind, jeg taler af uhellig erfaring.

Dernæst bages de ved omkring 180 grader i cirka 12 minutter, mens man læser højt for sine børn af Johannesevangeliet. Eller bare råber til dem, at de skal smutte ud af køkkenet og underholde sig selv, indtil kagerne er færdige.

Til sidst er magien sket: Når de små kanelbasser er færdigbagte, er marshmallowen indeni forsvundet! Skumfidusen er med andre ord genopstanden, og tilbage er kun en tom og lækker hule beklædt med klæbrig kanelsukkermasse. Som smager overraskende godt, den dybt inferiøre croissantdej taget i betragtning. Virkelig, tag og prøv dem! Så finder jeg på et mere sekulært navn imens.

 

Og her ses grunden til, jeg aldrig bliver en god katolik. “Mor, mor, hvorfor siver Jesus?”