Følg mig i december, det bliver retro!

Julekalendre er herremeget på mode i december, så nu prøver jeg det. Som challenge (det er også herremeget på mode). Mindst 1 billede, mindst 2 ord, hver dag i december. Og ikke store krav til indhold, det er blogging som i gamle dage, bare sådan lidt dagbog. Lad os kalde det retroblogging.

(P.S. Et af børnene efterlod nedenstående genistreg af en LEGO-opstilling i morges. Så er jo næsten nødt til også at lave en LEGO-føljeton, nu hvor denne oplagte mulighed foreligger. Måske bare lidt improviseret. Og sporadisk. Og uden second unit denne gang.)

Reklamer

About last post og så nogle anbefalinger

Findes der noget mere skideirriterende end bloggere, der glemmer et kommentarfelt? Sys jeg ik, så nu har jeg endelig bidraget til det sidste her på siden. Der blev jo diskuteret patriarkat og alt muligt lækkert! Og står nogen tilbage og mangler noget til Bagedyst-snarkingen i morgen, så er der lidt her:

  1. Jeg må konstatere, at dommer Katrine Foged Thomsen har rakt meget langt tilbage for at rede sin sideskilning – muligvis så langt tilbage som år 2000, hvor jeg gik i 2.g, og hentehår til damer sidst var populært.
  2. Jeg kan ikke længere se på Jesper uden at tænke, at den tid snart kommer, hvor vi vil kigge på sammensætningen af højt hår, fuldskæg og butterfly til bysmarte mænd i deres bedste alder og grine højt. Jeg har allerede taget forskud på glæderne, kan jeg godt afsløre.

Udover det bliver min tid bliver mest brugt på nervesammenbrud over leveringstider på køkkenbordplader samt den spændende rejse ud i egne håndværker-skills – kan tilføje, at jeg er overraskende god til at fuldspartle og ganske som forventet elendig til at male træværk.

Men hvad så ellers? Så ikke så meget, i sidste uge var jeg til koncert i Vega med Princess Nokia – eller skulle jeg sige: ”Who dat? Who dat? Prin-cess No-ki-a!” – og det var fedt. Ikke verdens bedste DJ, og hun var bedre på Roskilde, men er man til hiphop og måske også noget feminisme, så er Nokia your girl. Virkelig dygtig og megasej, cirka så sej, som jeg gerne ville have været, da jeg var 25. Eller nu, for den sags skyld. Vil meget anbefale hendes album, 1992 Deluxe (opkaldt efter hendes fødeår *suk* så blev man så gammel), især hitsne Tomboy, Kitana, Brujas og Bart Simpson, men får man chancen, skal man altså se hende live. Hun har en crazy energi, og man får lov at opleve et helt crowd stå og skråle “my little titties and my fat belly”. Tjek evt. hendes instaprofil for at se hende hoppe rundt på Vega iført enhjørninge-onezie (man behøvs ikke være på insta, bare googl).

Og hvad så mere? Tjah, jævnfør det tidligere beskrevne lejlighedsarbejde har manden og jeg gang i en større test af durum-udvalget i 2200. Og indtil videre må jeg konstatere, at Nørrebros bedste falafel-durum fås i Falafelkælderen, Rantzausgade 14. Nr. 4 med hummus og tabouleh er intet mindre end en himmerigsmundfuld – og det kommer altså fra en, som er ved at have nået maksimal kvalmegrænse mht. arabisk brød rullet om fyld. Hold nu kæft, den var god, lækre falafler, godt fyld, perfekte smagskombinationer und alles. Fantaserer faktisk lidt om den lige nu... Nåmenaltså, Falafelkælderen, folkens! Deres shawarma er også god, og de laver selv deres chili, som smager godt, men er stærk, så vær lidt varsom med den. Og så er det altså nogle seriøst store durummer, der bliver langet over disken, de er ikke nærige med fyldet, så man skal være håndværkersulten! Eller bare nuppe et pitabrød.

Og hvad så mere? Joh, min hud og mine læber har aldrig været venner med denne her årstid, og det hjælper ikke jævnligt at stå badet i småbasisk byggestøv. Hele mit ansigt er i undtagelsestilstand, og nogle dage ligner jeg mest en rødspættet udgave af Donatella Versace. Så efter forleden aften desperat at have forsøgt at vride det sidste ud af 2-3 udtjente læbepomader, som alligevel bare gav fornemmelsen af at sætte Mickey Mouse-plaster på et åbent kødsår, har jeg gjort det eneste indlysende og er begyndt at bruge vaseline til læberne. Much relief! Such magic! Det kan godt være, Ice Cube ikke bruger den slags, men gode gamle Kløver har fuldstændig reddet mit kysseudstyr, og apoteksekspedienterne kommer til at tro, der foregår ukristelige ting i hjemmet, næste gang jeg skal på indkøb, det kan jeg godt love jer.

Til sidst rundes der elegant af med insta-billede fra min eneste koncertoplevelse i et halvt år. Who dat is, hoe?


3 ting om Bagedysten

1) Jeg får galopperende feminist-fnidder af den rædderlige stil, flertallet af kvindelige deltagere fremstilles i. Hvorfor i al hede hule helvede skal de dresses op som pseudoseksualiserede hausfraus anno 1959? Hvem i alverden gider at stressbage iført stram kjole og højt hår? Jeg skulle sgu ikke nyde noget af at rende fra fromage til Pilatus i stiletter – er der en sindsforvirret kostumier på spil, eller ruller de sig rent faktisk frivilligt ind i nylon og læbestift, inden de skal udføre fysisk krævende arbejde? Spørgsmålene er mange, svarene er få. Men jeg synes altså, det er latterligt. Og underligt diskriminerende.

2) Jeg ved ikke, om producerne selv er klar over det, men flere sæsoners diversitet-typecasting har udelukkende formået at fasttømre de allerede eksisterende magtstrukturer i samfundet. På nuværende tidspunkt burde det i hvert fald være slået ind med syvtommersøm hos seerne, at gamle damer og folk med indvandrerbaggrund er middelmådige typer, som aldrig kan vinde – ikke så snart er line-uppet rullet over skærmen for første gang, før vi forventer at se lige præcis dem gå ned i en malstrøm af fejltempereret chokolade og ubehjælpelig slikpynt. Alletiders yndlings-Rosa er godt nok frisk på vej til at slå statistikken, men vi ved alle sammen, at hun i længden ikke har en chance mod hårlakerede 12-talspiger og hipsternørdede isomaltdrenge. (Og hvorfor medvirker der i øvrigt aldrig nogen gamle mænd? Igen må jeg trække diskriminationskortet.)

3) Er efterhånden nået til den smertelige erkendelse, at det eneste, der kan få mig til at respektere Timm Vladimir som TV-vært, er Gordon Kennedys øjeblikkelige genkomst i Public Service, sad as it may be. Til gengæld er jeg helt ok med udskiftningen af den kvindelige dommer – muligvis fordi Mette Blomsterberg er det eneste menneske i TV-historien, der irriterer mig mere end Timm Vladimir. (Markus Grigos rolle tror jeg bare, vi forbigår i tavshed.)

Og så skal der kun soves 6 gange inden næste afsnit – klar, parat, fordøm!

Familien Byggekaos sprænger banken

Sønneke: “Mor, hvor meget kostede vores kolonihave?

Mig: “Omkring 130.000.

Sønneke (lettere målløs): “Det er da billigt! For et helt hus!”

Mig: “Ja.”

Sønneke: “Det er jo det samme som et badeværelse koster!”

Mig (som en træt udgave af Phineas og Ferb): “Ja. Ja, det er det.”

Jeg lever, jeg lever…

…jeg har bare sådan lidt travlt.

På den gode måde. Og den lidt pressede måde.

I går lykkedes det mig fx både at vaske hvad der føltes som 1.000 mia. m2 vægge og lofter og stuk og pis og skaffe en plastic-øksemorderøkse og en Elsa-paryk OG hente børn på den rigtige side af lukketid, mens jeg i tankerne velsignede det af mine børn, der gladeligt tager til takke med en Halloween-udklædning, der allerede findes i husstanden.

Til gengæld glemte jeg helt at hente min bog, bestilt i 11. time til fredagens læseklub, på biblioteket, men der gad børnos heldigvis rigtig godt med hen. Og jeg havde egentlig en, der skulle komme og se vores lejlighed mellem 17 og 18, og min telefon var gået død, men jeg var samtidig så dødtræt af halvanden måneds marathon med VVS’ere og murere og boligadvokater og bankfolk, der aldrig følger op på noget som helst, aldrig ringer tilbage og aldrig giver mig nogen brugbare svar, og jeg havde brug for at være en egoistisk nedtursrøv. Så kunne sagesløse dame fra lejeforeningen passende få lov at vente i omvendt pay it forward-stil, mens vi fandt Marguerite Duras og Onkel Rejes historier.

Hun kom så først en halv time senere, så ingen dyr led overlast. Jeg varmede rester af den kartoffelsuppe, ingen rigtig gad sidst, og Elsa-parykken er vist lidt for lille.

Vi hænger i.

Selvom en god torsdag jo heller ikke er en menneskeret

Hvis der er et udtryk, jeg hader, så er det ”nu er det jo ikke en menneskeret, at…”, når det i flæng bruges til at belære andre om, hvad de kan tillade sig at forvente af tilværelsen. Gerne af folk, der selv indtager en forholdsvis privilegeret position i samfundet, med både menneskerettigheder og materielle goder til hobe. Hyklerisk much?

(Fx er der altid politikere, der står klar til at fortælle kontanthjælpsmodtagere eller studerende, at en rimelig levestandard og en bolig i overkommelig nærhed af ens studie sandelig ikke er nogen menneskeret. Politikere med høje lønninger og gode boligforhold, vel at mærke. Som tror, at de, fordi de engang i tidernes morgen tilbragte 3-4 år på SU i et billigt forældrekøb, nu ved alt om, hvad en enlig mor i lejebolig bør have af krav til livet.)

Jeg er stor fortaler for proportioner og anerkendelse af egne privilegier. Og nej, det er ikke alt, der er en menneskeret. Langt fra, faktisk. Men på det retoriske plan er det netop derfor et dundrende non-argument (er ikke sikker på, det er den korrekte akademiske term, dog), fordi der er 117 ting i tilværelsen, der ikke falder under FN’s charter, og derfor har det ikke en skid at gøre med noget som helst.

Og på det menneskelige plan er det bare åbenlyst arrogant og uforskammet at tillade sig at dømme om, hvad andre må og ikke må ønske sig (har sågar hørt om barnløse, der har fået at vide, at ”nu er børn jo ikke en menneskeret” – av, for satan, altså!)

At noget ikke er en menneskeret florerer også en del i kommentarfelter; det er et lige skideirriterende forsøg på at lukke en diskussion ned, uden overhovedet at anerkende modpartens ståsted, hver gang det sker. Og sidst, den slags sved mig i øjnene, skrev jeg i ren frustration et modsvar, som jeg holdt for mig selv. Men her er det. Og man er hjertelig velkommen til selv at bruge det ved lejlighed:

“Der er mange ting, der ikke er en menneskeret, og som på globalt plan falder ind under luksusgoder, heriblandt en bekvemt beliggende bolig, rejser, et tilfredsstillende arbejde, pænt tøj, cafebesøg, en tur i Tivoli og for den sags skyld børn. Alligevel er det altsammen noget, mange mennesker ønsker sig – og med rette, for det er de ting, de fleste af os forbinder med det gode liv.
Og har man adgang til flere eller alle disse ting, har man sit på det tørre og i vid udstrækning det, man ønsker sig af livet. Så er det både uklædeligt og usmageligt at pege fingre af andre og indirekte anklage dem for at være forkælede eller forkert på den, alene fordi de ønsker sig det samme, som man selv har.
Selvom det ikke er en menneskeret.”

God torsdag.

Hvad jeg lavede i weekenden?

*nynner henført og uendeligt irriterende*  All I ever wanted…all I ever needed…

 

 

(Manden: “Så har vi sgu været i koloen, skat!”

Mig: “Mmmjah, og i forlængelse af det: jeg har engang lovet på bloggen, at hvis jeg nogensinde fik en kolonihave, så ville jeg ALDRIG referere til den som ‘kolonøjseren’.”

Manden: “Er det ellers et ord, folk bruger?”

Mig: “Ja, og det er så vanvittigt nederen.”

Manden: “Jamen… jamen, du kan da ikke bare give mig sådan et ord og så sige, jeg ikke må bruge det! Det er da megagodt!”

Mig: “Jeg er ikke sikker på, vi kan være sammen mere.”)