I øvrigt…

…forstod jeg aldrig helt, hvorfor nogen i første omgang ville betale billetter for at se Michelle Obama? Og hvordan hun nogensinde blev den store kvinde i åbenbaringen? Altså, jeg er ikke i tvivl om, at hun er skidesød og dygtig og klog og alt det, men der er noget underligt bagvendt over, at det efterhånden skal være feminisme og empowering og #bosslady, så snart en kvinde har en uddannelse, et arbejde og indimellem noget fornuftigt at sige (hvilket hun så åbenbart ikke havde). Desuden er alt det der ’first lady’-glamourpis jo et levn fra dengang, kvinders eneste vej til indflydelse var via ægteskab. Sguda lidt sad, at man i dette årtusind kan blive et feministisk ikon, når ens claim to fame er det andet navn på vielsespapirerne.

…opdagede jeg for nylig, at indspilningerne til den femte Indiana Jones-film er sat til at starte i APRIL 2019! Som i nu her! (Ooog muligvis udskudt lidt igen, men pytnumeddet). Premieredatoen er 9. juli 2021, og skulle nogen være i tvivl, er det det tætteste, vi kommer Jesu genkomst i min verden. (Og gudsketakoglov er Shia LeBoeuf ikke med denne gang – så er der bare tilbage at krydse fingre for en mindre rædderlig mcguffin end sidst).

…føler jeg mig for tiden virkelig gammel. Som i sygt gammel. Regnede ud, at mine børn nu allesammen er tættere på at være 20 år, end jeg selv er. Og det er et problem, for jeg troede jo, at jeg var 20. Men det er jeg slet ikke? Faktisk er det 16 år siden, jeg var 20? 16?! 20??!! 16??!!!!!!!! *hoved eksploderer*

…holdt jeg sidste år en meget lang Game of Thrones-pause (mit hæmningsløs vold & voldtægt-bæger var på en eller anden måde fyldt op, kald mig bare sart), men ansporet af premieren på sæson 8 (den er kommet nu, forresten, vidste I det?…) har jeg den sidste halvanden uges tid binget mig frem til starten af 6. sæson. Og en ting er, at jeg har genopdaget, hvad den serie gør ved en: få døgn inde i maratonnet måtte jeg begynde at tvinge mig selv i seng kl. 01.30 samt huske på, at regelmæssig sex faktisk er vigtigere end Lannisterintriger (laboratorierotten, der sulter ihjel, mens den hamrer løs på heroinknappen, that’s me). En anden ting er, at verden er min plotspoiler, og hvor end jeg vender mig i mediebilledet, står folk parat til at diskutere seneste udvikling, halvanden sæson foran mig. Så kunne vi ikke aftale, at alle lige holder kæft, indtil jeg er up to date?

…får den næste, der bruger Cohen-citatet med there’s a crack in everything, en flad. Vi har hørt det, det er sådan lyset slipper ind, perfektion forgår, banaliteter består, og find nu for helvede en anden at citere. Der er nok at tage af. (Og, nej, heller ikke Obama – nogen af dem!)

Reklamer

Mandagsmadplanen fra uge 15, der blev væk i udbakken…

(Edit: Det eneste indlæg, jeg faktisk fik sat mig ned i påsken og skrevet, har jeg åbenbart ikke fået trykket ‘udgiv’ på… *tusind emojis, der tager sig til hovedet*. Så her er en to uger gammel madplan med en uges forsinkelse… Hvis nogen ellers vil mig noget, er jeg ude og vælte rundt i min nyskabte influencerkarriere).

Recap af ugen, der blev spist – og I joiner bare, som det passer jer!

Mandag: Vi kørte nok en gang med svømmepizzaer.

Tirsdag: Lasagnerester fra weekenden med grøntsager on the side.

Onsdag: Spejlæg og rugbrød – dvs. til børnene … De onde voksne tog sig en LPD, Late Parent Dinner, og købte taiwanesisk takeaway, efter de uskyldige små var puttet. Muahaha og yum!

Torsdag: Min kære moder tog sig af børneafhentning og madlavning, og det var noget med roastbeef og flødekartofler, som vor mor lavede det.

Fredag: Manden havde fundet noget kød på bud (er ikke jysk, men kan nu så godt lide det udtryk #regionalappropriation), så vi fejrede påskeferien med flanksteak, ovnkartofler, aioli (Hellmann’s rørt med nogle bagte fed hvidløg) og grøntsagsskuffe-salat bestående af spidskål (har vi stort set altid på lager), gulerod, avocado, æble og vinaigrette.

Lørdag: Følte trang til at modvirke en uhørt kødrig uge, og havde samtidig dårlig fiskesamvittighed, så vi fik Salade Niçoise-ish: spinatblade, kogte kartofler, peberfrugt, grønne bønner, agurk, tomat, oliven, æg og tun.

Søndag: Jeg var ude, Nørrebro brændte (uden sammenhæng i øvrigt), og min mor inviterede på hakkebøffer. Done.

C’est ça – næste uge gælder det påskeferien, og kan allerede nu løfte sløret for, at menuen bliver lidt mere spændende.

Have haves (fornuft mangles)

Det er blevet den tid på året igen, hvor min ellers så kyniske person begynder at dagdrømme om højbede. Og udebad og bambushæk og måske et magnoliatræ.

Så fuck da det, at halvdelen af kolonihaven består af jord og huller pga. det igangværende kloakeringsprojekt, som er færdigt, guderne må vide hvornår (hvilket naturligvis også betyder det totale fravær af vand og sanitære installationer i samme tidsrum). Den anden halvdel er klar til at blive luget og klippet og tilplantet og rodet rundt med, og jeg har garanteret allerede slået mindst et halvt dusin sagesløse stauder ihjel i udlugningsprocessen, og hvad så?

Oh, og græsslåning! Den absolut mest mindfulde af alle beskæftigelser; sidste år gik det omsider op for mig, at det sgu da er derfor, at folk er så besatte af at få en have: for at få lov til at slå græs. Hvorfor har ingen fortalt mig, hvor skønt det er? Lykken er at sige “Jeg slår lige græsset!”, finde plæneklipperen frem og derefter gå i fred og ro med sit meget vigtige og samtidig ret overskuelige stykke arbejde, hvor fremskridt hele tiden kan ses, og ingen forstyrrer en, mens man går i systematiske baner i duften af nyslået græs, og bagefter kan man så tage sig en lille pause, for man har jo lige slået græsset.

Og jeg er begyndt at forspire (et par uger for sent, men hvem tæller), jeg har læst hele Havebladet fra ende til anden og tænker nu på at finde nogle Søren Ryge-programmer frem til at hygge mig med om aftenen.

De sidst omvendte er vitterligt de værste.

 

Madplan, genbesøgt

Hey, skulle der ikke have været en mandagsmadplan i går, da det var mandag? Hvahvahvahva?

Jo, men ugens første dag treatede mig med hævet øjenlåg (bygkorn), hovedpine (søvnmangel) og en flad cykel (hvem ved?), og jeg endte aftenen i en komatøs søvn kl. 21.00. Hermed ny bundrekord for vildt levet liv, og hvor lidt der skal til for at vælte ens hølæs… Så hvis vi alle sammen er enige om, hvor synd det er for mig (er det sgu da overhovedet ikke), så kommer her tilbageblikket på ugens madplan (som jeg jo kom til at afsløre på forhånd, inden konceptet blev vendt om, men i næste uge bliver det virkelig spændende, bare vent!)

Mandag: Svømmepizza bestod nok en uge. Alle var glade.

Tirsdag: Vi holdt os til planen med rugbrød & spejlæg og lidt grønt on the side.

Onsdag: Confit de canard vakte lykke i hjemmet, og selvom den oprindelige plan lød på kun en salat til, endte jeg alligevel med også at lave en gang kartoffeltern stegt i andefedtet til børnene, da der selvfølgelig kun var 4 lår i dåsen, og jeg måske var liidt for nonchalant, da jeg sagde, det var nok. Alt blev i øvrigt spist.

Torsdag: Moules Marinieres blev en realitet, og ældste barn var til fællesspisning i klubben, så 2 kg muslinger (+ ¼ l fløde…) var alt rigeligt til os.

Fredag: Fredagspastaen bestod af Pasta Cacio e Pepe, fordi det kun krævede pasta, parmesanost, kogevand, salt og peber og derudover et kvarter af min tid. Børnos var tossede med det, og jeg strakte mig endda så langt som til at lave en stor skål salat til.

Lørdag: Jeg var ude, og musene på bordet derhjemme fik bagels med laks til middag. Bare lige for at få de sidste tomme kulhydrater i hus.

Søndag: Vi kom sent hjem fra kolonihaven, så menuen gik fra gryderet-luftkasteller til det, jeg efterhånden har døbt ’mormors lasagne’, dvs. lasagne lavet på Dolmio-sovs, hvide pastaplader, rigeligt kød og ingen overflødige grøntsager (børnene elsker det naturligvis – sundhed og simremad dem i røven). For få år siden ville jeg have slået korsets tegn fem gange foran både færdig tomatsovs, færdig bechamel samt pasta/pizza-retter flere gange om ugen, men nu er det blevet prisen, jeg betaler, for at kunne frigøre dyrebar tid og trække vejret ordentligt. Ville egentlig hellere udradere al oprydning, rengøring og tøjvask fra mit liv og bruge mere energi på madlavning (som rent faktisk giver mig glæde), men jeg har endnu ikke fundet Dolmio-udgaven af støvsugning. Sig til, hvis I spotter den et sted.

Og det var så det – del løs og stay tuned!

Mandagsmadplan

utallige opfordringer (er du der, Louise? Ellers kunne det her godt gå hen og blive akavet…) bringer vi her ugens madplan – lidt på bagkant.

Søndag: Merguezpølser, fladbrød, hummus & salat. Nettos flaskeautomat svigtede nok engang, så måtte i Irma og lod mig ved den lejlighed lede forbi datovarerne – og vupti, så var middagen sikret. 125 kr. for gode økopølser, brød og hummus til fem personer, mageløst. Serveret med italiensk gulerodssalat (klassiker fra Sølvskeen: gulerod i tynde skiver vendt med saft af en halv citron, et drys groft salt og en spsk god olivenolie – alle elsker det!), en rest træt spidskål vendt med vinaigrette og en skål halve cherrytomater med lidt balsamico på.

Mandag: Svømmepizza, et levn fra sidste sæson, hvor jeg kun kunne få holdpladser ad helvedes til langt væk, så hele familien måtte køre i bil frem og tilbage torsdag aften; for at dulme slaget og spare tid indførte vi en rutine med pizzakøb på hjemvejen. Det er ikke skide holdbart, hverken økonomisk eller ernæringsmæssigt, så vi ændrer det nok på et tidspunkt (manden var tæt på at knække så sent som i morges), men det er en udmærket måde at shine mandagen lidt op på, virker glimrende som bestikkelse til overtrætte børn først på ugen, og så længe vi holder os på 3 pizzaer til ca. 200 kr., kan jeg sådan nogenlunde forsvare det i kommende budgetforhandlinger.

Tirsdag: Rugbrød & spejlæg. Need I say more?

Onsdag: Confit de canard & salat. Irma havde, udover herlige datovarer, en stor dåse confit de canard på tilbud til 129 kr, så den røg også i kurven. Det er verdens nemmeste treat og smager så godt som hjemmelavet; i vanlig fransk charlatanstil, står der altid ‘4/5 cuisses’ på dåsen, hvilket seføli er skideirriterende, hvis man skal have gæster, men fire lår rækker fint til os fem herhjemme. Og så bare en stor skål salat til (sådan nogle fedtsyltede lårbasser mætter RET meget).

Torsdag: Moules marinieres. Måske. Det afhænger lidt af dagsformen, og om Netto har blåmuslinger, når vi nærmer os. Ellers bliver det noget improviseret vegetarmad. Men det er længe siden, vi har fået fisk, og kan man ellers overkomme processen med at gå dem igennem (kan også uddelegeres til børn, og supermarkedsmuslinger kræver næsten ingen rensning – det vigtigste er faktisk at smide den medfølgende hvidvinslage i skraldespanden, for den smager af h. til), og har man ovenikøbet snittet løg og gulerødder aftenen før, så er det både nem, billig og hurtig mad. Grøntsager brunoise svitses, rensede muslinger oveni, en god sjat hvidvin (eller bare vand), dampe under låg i 5 min, muslinger op, fond koge lidt ind, fløde i, muslinger tilbage i gryden, og så er der mad. Easy-peasy.

Fredag, også kendt som Pastafredag: Pasta Cacio e Pepe. Ingen orker madlavning fredag eftermiddag, allermindst yours truly, så vi går nok engang på kompromis med folkesundheden til fordel for noget nemt; sjælen skal jo også næres, og det bliver den så rigeligt med pasta vendt i smeltet ost. Går bølgerne rigtig højt, får vi en salat til, men jeg lover ingenting. (Pastafredag er et tilbagevendende koncept herhjemme, også fordi det virker glimrende som bestikkelse til overtrætte børn sidst på ugen).

Lørdag: Aner det ikke. Det er weekend, vi finder på noget.

Hm, når jeg lige kigger på det, ser det måske lidt voldsomt ud med muslinger og confit som hverdagsmad, men det ER ret nemt og rimelig billigt, vi spiser normalt også masser af linsesuppe og rugbrød, og jeg tager bukserne på et ben ad gangen om morgenen ligesom jer andre, ing’…?

Og så kan man ellers bare dele løs i kommentarfeltet, hvis man har lyst (Louise! Så er det nu!) Jeg lover højt og helligt, at jeg hverken videresælger jeres madplaner til storkapitalen eller bruger dem som målgruppeoplysninger til mit næste kampagnefremstød for Schulstad.

 

De vrede og de døde

Det har været en følelsesladet uge.

Master Fatman døde, og det gjorde mig næsten mere ked af det, end rimeligt var. Begyndte simpelthen at græde, da jeg hørte Kirsten Birgits mindeord over ham i Den Korte Radioavis – altså hvad fanden sker der lige for det? Græde over nogen, man ikke har kendt, mindet af nogen, der ikke eksisterer?? Men det var som om, der var noget tiltrængt kærlighed, der forsvandt ud af verden med Morten Lindberg. Og der er noget forstemmende over at høre så mange mennesker rose hans måde at være på, mens de indirekte erkender, at sådan er de desværre ikke selv. Så mit forårsforsæt er at sprede noget mere kærlighed, høre noget mere bossanova, spise noget mere dessert, og bare generelt spørge mig selv: ”Hvad ville Master Fatman have gjort?

Og så har jeg været vred, pissehamrende vred, vred på de journalister i Radio24syv, der havde en repræsentant fra BUPL i studiet og guddødeme i den kritiske journalistiks hellige navn sidder og mistænkeliggør bevæggrundene for at ønske flere pædagoger i institutionerne og indirekte anklager hende og BUPL for bare at ville pleje egeninteresser. Ahmen, what? Fordi vi alle sammen kunne blive snydt, hvis deres diabolske plan om … flere pædagoger til at passe børn i daginstitutionerne … blev gennemført, til skade for … ja, hvem, egentlig?! Slap lige af, Woodward og Bernstein, nogle ledige standpunkter er simpelthen for langt ude i hampen til, at man bør indtage dem!

Og samtidig er jeg rasende over, at det rent faktisk lykkes DF at lukke samme radiostation med de skideirriterende journalister, fordi de åbenbart også synes, de er skideirriterende, og af årsager, som ingen rigtigt kan godtgøre, har både agt og magt til påvirke Public Service-medierne og smadre dem langsomt efter behov. Hvad fanden i helvede sker der?! Hvorfor er der ingen, der stopper det her vanvid? Søren Espersen stod jo decideret og truede DR inden medieforliget, hvordan kan det overhovedet foregå i en retsstat? Armslængde mig i røven! Bogstaveligt talt. Og i øvrigt kudos til Mads Brügger & Co. for at nægte at lade sig trække rundt i manegen af de smålige neofascister!

Og jeg er vred på alle de latterlige politikere, der står til enhver tv-debat og opfører sig som om, de er til lønforhandlingssamtale, falder over hinanden for at fremhæve egne præstationer og nedgøre modstanderens, men hvad vi som borgere egentlig kan få ud af dem, det må stå hen i det uvisse. Det er åbenbart vigtigere bare at skændes med sidemanden i den store politiske fjerdeklasse. Og hvad med børnene, egentlig, de gamle, de syge, de handicappede? Det ville sateme klæde alle over en kam at stoppe med at rundbarbere den offentlige sektor, mens de selv hæver deres livstidslønninger og sender ungerne i privatskole og beder offentligt ansatte om at lade være med at klynke sådan, for vi har det jo så godt, så godt alle sammen, og hvis ikke, så er det i hvert fald nogle andres skyld! (Eller bare din egen, lidt afhængigt af politisk ståsted).

Hvad ville Master Fatman have gjort?” Han ville sige, slap af, det er fredag. Solen skinner, det er forår, livet er smukt, der er kærlighed i luften. Kys din kæreste, køb en kage, sæt noget musik på. Men han ville også sige: gør noget for andre mennesker, det er det vigtigste, der findes.

Så jeg vil gøre alt det, og på næste lørdag, d. 6. april, bruger jeg min opsparede vrede konstruktivt og går til demonstration for minimumsnormeringer i institutionerne. Ikke fordi, jeg nødvendigvis tror, det kommer til at batte noget som helst. Men fordi man udover at vinke til en kronhjort og smile til en stær også skal huske at gå i brechen for dem, der har brug for det. Så jeg håber, vi ses – hjemmesiden med oplysninger om de landsdækkende demonstrationer kan findes her.

Glædelig fucking fredag! (Og køb så den kage, den feder først på næste lørdag, og der er vi alligevel til demo).

 

Og så kan I bare kalde mig Ismael

At få tre børn til at sove til tiden med en halv times forskydning i samme rum og samtidig opretholde alle de finkulturelle putteritualer, fra da mor var dreng, har været en udfordring herhjemme i årevis. Og ender som regel med, at nogen danser rundt med et par pyjamasbukser på hovedet inde i stuen, nogen går i gang med at læse selv, nogen bruger 45 minutter på at børste tænder, ingen gider høre den keeeedelige bog, mor har valgt – og samme mor opgiver totalt ævred og vrisser alle ukulturelt i søvn, uden så meget som et enkelt kapitel af en anerkendt klassiker, fordi tiden går, klokken slår.

Og jeg slår mig selv i hovedet med det mentale billede af min onkel, der sidder og læser Tom Sawyer højt for en ærbødigt lyttende børneflok bestående af mig, min lillebror og fire fætre og kusiner, og nok engang bliver bekræftet i, at jeg er en skamplet på den familiekulturelle evolutionshistorie.

De gode nyheder er, at vi er begyndt at godnatlæse i skiftehold inde i dobbeltsengen, og det fungerer faktisk fint. Den store får læst Harry Potter (som stadig mangler at imponere mig, men Sønberg er heldigvis godt underholdt), og efter vi har udtømt Astrid Lindgren og TudeMarie, er de små nu nået til næste del i Mors Martrende Børnelitteraturkanon: Laura-bøgerne. Temmelig slowflow for iPad-generationen, men kan man få lov at putte i mors og fars seng, kan man åbenbart sagtens acceptere, at Far snitter en træhylde over et halvt kapitel, og vi var alle tre meget bekymrede, da samme Far ikke var nået hjem fra byen, inden det blev mørkt i den store skov. Bagefter spurgte Radise, om de ikke godt måtte ligge bare lidt længere, og det fik de lov til, bare ligge lidt længere og falde i søvn på hver side af mig.

Så jeg sad bare og sad, kiggede på dem og tænkte på dengang, de lå i min mave, og vi overvejede fine blomster- og plantenavne til dem. Dengang de var små, lige lidt for små, som sådan nogle er, når de skal dele en moderkage. Jeg gik til ekstraskanninger og flowmålinger og vrælede i bussen hjem fra Hvidovre Hospital og købte gennem tårer to cheeseburgere, en til hver af pigerne, og en trøstemilkshake til mig selv, slog studehandler af med de højere magter og besluttede, at de hellere måtte få nogle stærke navne; vi var nok alligevel ikke typerne, der fik blomsterbørn. Manden var enig (eller også afstod han bare klogeligt fra at diskutere med en specialeskrivende tvillingegravid), og da de omsider var kommet til verden, og alt var godt, opkaldte vi dem efter en viljestærk mexicansk maler og en svensk forfatter, der som den første kvinde fik Nobelprisen i litteratur. (Min kusine: ”Åhgudhvad hvis de bare vil være klejnsmede?”)

Og jeg sad der i mørket og kiggede på de små, store basser og tænkte, at det var nogle gode navne (Mig: “Det er sguda LIGEMEGET, hvad de vil være. De kan blive lige, hvad de har lyst til!”), godt gået af os, sgu, indtil manden kom ind og bar basserne i egen seng, og jeg kunne stige ud af dynerne med ro i krop og sjæl.

Alle de år med hellig krig mod at ligge i mørket og vente på børns søvn; nu gør jeg det ganske frivilligt i bevidstheden om, at det ikke bliver ved, at de hele tiden flytter sig lidt væk fra mig.

Også den ældste på 10, ham, der helt utilsigtet deler fornavn med Tjekhov. Jeg putter ved siden af ham og tænker på dengang, han var 4 år og lillebitte og altid havde problemer med at falde i søvn (har han stadig, I might add), og jeg sad på gulvet, i døren til børneværelset, og ventede og ventede og fik læst hele Moby-Dick. 

Det er i øvrigt en god bog.

Den må vi læse på et tidspunkt.