Dagens lockdown-tip: Se CPH:DOX hjemmefra

CPH:DOX skulle været startet nu her, men er selvfølgelig også lukket ned … Dog ikke helt! For i stedet bliver festivalen udbudt online, hvilket er alletiders mulighed for at lave sin helt egen hjemme-filmfestival og sikkert også få set flere film, end man ellers ville.

Man går bare ind på CPH:DOX’ hjemmeside og vælger en film under onlineprogrammet, dernæst “se film”, og så bliver man ledt hen på den platform, der viser filmene, og hvor man kan købe billetter til visning (man skal også lige registrere sig med et kodeord, det er hurtigt gjort). Og der er seriØST et fund at gøre her: En onlinevisning på et valgfrit tidspunkt i perioden 18.-29. marts koster kun 6 € pr. film – er man ligefrem flere voksne i husstanden, er det virkelig en billig tur i biografen. Desuden meget nemmere! Samtidig støtter man CPH:DOX, der på nuværende tidspunkt går en temmelig kedelig økonomi i møde, og ikke mindst alle de mennesker, der har brugt årevis på at lave filmene.

Herhjemme fik kombinationen af pris og tilgængelighed så meget krammet på mig, at jeg allerede har købt 9 visninger – hvilket er cirka 9 gange så mange film, som jeg plejer at få set. Og som opstartstip kan jeg afsløre, at det drejer sig om:

  • Songs of Repression (kender dem, der har lavet den, en lille smule, og historien om efterkommerne af en syg sekt i Chile lyder helt vanvittig!)
  • Oeconomia (forklaring af kapitalismen, den slags film er jeg en sucker for)
  • Kampen for Grønland (havde en underviser på overbygningen, der installerede mig med kronisk dårlig samvittighed over, at man som dansker slet ikke ved nok om grønlandske forhold – den her er for dig, Kirsten!)
  • A Colombian Family (FARC og familietraumer, det kan kun være spændende)
  • Meet the Censors (undersøgelse af censurens væsen gennem interviews med censuransvarlige i hele verden, der naturligvis alle mener, de handler i det godes tjeneste)
  • Crazy, not Insane (om en berømt kvindelig retpsykiaters forskning; seriemordere fucker mig seriøst op, så det var mest til ære for min bedre halvdel, og så må jeg se, om jeg holder til det)
  • Acasa, My Home (om en roma-familie, der i naturfredningens tegn flyttes fra deres hjem uden for Bukarest og ind til byen)
  • Bloody Nose, Empty Pockets (en døgn på et værtshus i Las Vegas – alene titlen er nok til, at jeg måtte se den)
  • Martha: A Picture Story (om en kvindelig fotograf, der har taget billeder af grafitti siden 70’erne og den dag i dag er et kultfænomen)

… Og der er meget mere at finde på hjemmesiden. Enjoy!!

ACFAF5D9-8114-40D0-A917-CE865B3A06E9

Kaptajnens logbog: Undtagelsestilstand

På mit arbejde begyndte de så småt at sende os hjem før den officielle corona-udmelding i går aftes, og jeg nåede da lige at se frem til et par ugers fredeligt hjemmearbejde … Indtil hjemsendelsen også gjaldt børnene.

Og nu er første dag i hjemmearbejde/-skolingens navn så gået, og selvom jeg på papiret godt kunne fantasere om en frit flyvende tilværelse, hvor børnene bare løber rundt herhjemme, jeg tjener styrtende på at tage filtrerede billeder af mig selv med en kop kaffe og friskfarvet læbestift, og vi allesammen samles om brætspil og bønnevafler (og filtrerede billeder af det også), må dagens konklusion være, at almindeligt lønarbejde ikke går skidegodt hånd i hånd med 3 børn hjemme. Sådan helt overordnet.

Men vi fik da spillet lidt, råbt lidt, handlet lidt (og hvad fuck sker der i øvrigt for, at gær forsvinder? Altså, hvorfor? Det er jo 1998 revisited! Findes der en hemmelig opskrift på zombieapokalypse-foccacia, jeg bare aldrig har hørt om, eller hvad? Hvad er hemmeligheden?! Sig deeet!!!), og her klokken 21.30 er jeg omsider ved at være færdig med dagens arbejde. Fra næste uge lukker min bedre halvdels arbejdsplads officielt ned (og godt for det, for han har i øvrigt astma), og så burde det hele gå lidt nemmere.

I morgens datenight er aflyst, samme er næste uges CPH:DOX-aftaler, en enkelt koncert og sikkert også den ferie, Sønberg skulle have været på med sin farmor. Og sådan er det; heldigvis skulle vi ikke noget vigtigt, alvorligt eller omkostningstungt, vi er ikke særligt udsatte, og vi har mulighed for at være hjemme med børnene.

Håber, I holder jer raske og oven vande derude.

Ironien

Når man efter en måneds tavshed omsider får sat sig ved computeren og begynder at samle til blogbunke …

… Og der samme aften melde om corona-undtagelsestilstand.

Man kan lissom ikke rigtig tillade sig at skrive om andet nu, vel?

Nå, men fortsættelse følger. Især hvis vi allesammen skal sidde hjemme de næste to uger.

6/2

I dag var typen, hvor jeg glemte min computer derhjemme og først kom i tanke om det, da jeg var mødt ind. Typen, der velsignede mig med stædigt murrende hovedpine fra morgen til aften.

Til gengæld var i dag også typen, hvor nogen blev 11, så alt andet betød ikke så meget. Og det kan aldrig blive helt skidt, når man starter morgenen med at imitere håndboldmålmand som det sidste af instrumenterne.

Desuden havde stjernebarnet bestilt Jægerschnitzel og Banana Split til aftensmad, og udsigten til den menu kan jo redde en igennem hvadsomhelst. (Da jeg kommenterede, at 80’erne vist havde ringet, sagde han i ramme alvor: “Jeg ville ønske, jeg var født i 80’erne. Det virker som om, der var så meget lækker mad!”)

Store, søde, fine dreng er han, ham min søn. Hvis I har nydt solen i dag, så husk at sende ham en tanke.

For den var helt sikkert hans fortjeneste.

 

And in case I forget to tell you later, I had a really good time

Pernille Stensgaard skrev for noget tid siden en artikel om tiden, der går, og hvordan tidens gang føles hurtigere og mere udflydende i voksenalderen, fordi man holder op med at opleve ting for første gang, og færre øjeblikke lagres i hukommelsen.

Og således er også de sidste par års jul begyndt at flyde ud for mig, for selv julen med børn *oh fred, oh fryd, oh nyfunden barnlig glæde* bliver den samme rummel, som tiden går. Mit bedste værn mod det, er det samme, som Stensgaard kom frem til: få øjeblikkene til at betyde noget, se med nye øjne, vriste flere oplevelser og minder ud af livet. At have fred og ro til at hygge, læse julehistorier og se film sammen, bage luciaboller, høre fucking Mariah Carey, strække december til sit yderste.

Og ja, den smuttede så i år. Sidste år blærede jeg mig på Instagram med en komplet afkrydset to do-liste halvvejs gennem december; i år var jeg notorisk bagud med alt. Selv luciabollerne lykkedes det mig at glemme lige til den fredag morgen, hvor to dybt ulykkelige 7-årige spurgte, hvor de dog var?!! (Inderst inde var jeg en lille smule glad for at have skabt en tradition, der faktisk betød noget – den utrøstelige gråd en halv time inden skolestart kunne vi alle godt have undværet).

Men job var røv, mand var stresset, jeg var flad. Med uduelighed malet henover. P.t. har jeg stadig et par nissegaver liggende ugivne hen; juletræet, der blev købt i potteform, så det kunne leve til næste år, har jeg ironisk nok slået ihjel. Og blogging, forget about it. Ovenikøbet har alle for tiden ih og åh så travlt med at sige farvel til 10’erne, og intet årti ligger mig mere fjernt; de har i hvert fald ikke lagret sig, fordi børn og bleer og pengesager, og sgudafuck om jeg på nogetsomhelst tidspunkt har vidst, hvor det var hipt at tage på klåb i 2014? Og hvem, der i øvrigt spillede?

Til gengæld har jeg (og mand, bevares) i selvsamme årti opfostret tre børn, der næsten ikke kan komme på nogen juleønsker udover lidt tøj og spil, og som dertil var rørende glade og tilfredse med det, de fik (bl.a. en hel del hættetrøjer). Fandme da sødt, hva’? Derudover lykkedes det mig efter tredje julefrokost i år at overbevise mig selv om, at jeg generelt er awesome i min brandert og ikke hverken forkert, for pinlig eller for meget. Hvilket er lidt af en milepæl. 

Og se, nu føler jeg mig allerede en lille smule mindre uduelig end før, jeg skrev dette, lige om lidt er det nytårsaften, og det skal nok blive godt.

Tiden går, klokken slår. Ses til næste år.

Madplan i retrospekt, uge 46 & 47

Stadig lidt på bagkant, men det er ligemeget, for jeg ved, at der sidder mindst to læsere derude, der synes, det her er fedt – I ved selv, hvem I er!

Mandag: Pasta med kødboller i tomatsovs. Sidstnævnte hevet direkte op af fryseren. Tak, Fortids-Mie!

Tirsdag: Rester + lidt ekstra. Børnene fik det, der var tilbage af pastaen, de voksne fik snittet spidskål til kødbollerne, og jeg gratinerede en broccoli i ovnen som tilbehør

Onsdag: Vegetarcurry med søde kartofler og spinat + raita og naanbrød. Som jeg vist har nævnt før, så har mine børn aldrig fået memoet om, at de bør elske søde kartofler. Men efter at have givet op på både suppe og fritter, har jeg endelig opdaget en eneste variant af den vammelsøde rodfrugt, de godt gider: som tern i vegetarcurry eller chili sin carne.

Torsdag: Medister med sovs, kartofler, ærter og spidskålssalat. Jeg havde fundet De Puy-linser på tilbud i Netto, så havde egentlig en ondsindet plan om at bruge medisteren i en fransk linsegryde … Men eftersom mine ene datter havde udtalt sig i ret kraftige vendinger om linser dagen før (de røde i curryen kunne til nød gå an), gik jeg i stedet efter de billige point og lavede hendes absolutte yndlingsret: Alt med sovs og kartofler.

Weekenden blev tilbragt hos hhv. svigermor og mor; de fik lov at forkæle os med diverse udskæringer af okse, og jeg slap for at lave mad.

Mandag: Brasekartofler og spejlæg.   (Mandag er min sene dag på arbejde, så der står som regel variation over restemad på menuen).

Tirsdag: Chili sin carne med nachos og grønt. Søde kartoffeltern kom igen til deres ret sammen med små sorte bønner (de eneste bønner, mine børn gider æde), løg, hvidløg, tomat, krydderier og en enkelt dåse kidneybeans, blendet til uigenkendelighed *diabolsk mor-latter høres*, for ekstra fylde.

Onsdag: Sommeruller med bagt laks og diverse grønt. Netto havde tilbud på en lakseside, og vi opdagede, at der søreme er endnu en ting, der smager godt med hoisin og/eller gomadressing. Whadda ya know! (Pro-tip: Jeg prøver som regel at lægge arabisk/mexicansk/asiatisk/indisk klos i madplanen, eftersom det tit er de samme ikke specielt versatile eller langtidsholdbare råvarer, der går igen. Så kan man købe ind én gang, give den gas med koriander, mynte, avocado, mango, fladbrød osv. i et par dage, og så gå tilbage til knoldselleri og kolde afvaskninger resten af ugen).

Torsdag: Huevos rancheros. Resterne af chili sin carnen tilsat en dåse tomater, spejlæg ovenpå og så resten af nachos’ne til.

Fredag: Osso buco med ris. Jeg var ude at føjte til julefrokost, og resten af familien overlevede på fryserester hjembragt fra svigermor. Tak til hende.

Lørdag: Pasta cacio e pepe. Den temmelig tømmermændsramte mor rejste sig fra sofaen og besluttede sig for en ret, der krævede cirka 15 minutters arbejde og ingen yderligere indkøb. Kræfterne rakte også lige til en salat, og familien tog nådigt imod.

Søndag: Panik før spisetid, men så slog jeg tilældigt op på Valdemarsros Kylling med parmesan, salvie og tomater i fad, og jeg havde jo nogle De Puy-linser, der ikke var kommet til ære … Vi fik det med pomfritter (for det var børnene allerede blevet lovet), aïoli (for lissom at hive fritterne lidt op ad gourmetstigen) og italiensk gulerodssalat, og det var virkelig, virkelig godt!

(Husk, at man hjertens gerne må byde ind i kommentarfeltet. Vi er en stor lykkelig husperson-klub herinde!)

 

 

Skole-hjem-samarbejde vs. Generation Y: Game, set og match

Det er morgen i det lille hjem.

Flame: ”Hvilken bedsteforælder kommer til min jule-klippe-klistre-dag på torsdag?”

Mig: ”Det bliver så mig, der kommer”

Flame: ”Okay, okay … menøh … min lærer sagde, at det SKAL være nogen på 40 … eller … (hurtigt sideblik til faren)… 39 år!”

Mig: ”Erhm, det kan godt være, men I må klare jer med en på 36, for jeg er den eneste, der kan”

Flame: ”Men hvad så med … (begynder at opremse samtlige personer, hun er i familie med, inklusive en moster i Berlin, en onkel i Aalborg og en 17-årig grandkusine fra Skanderborgområdet)”

Radise (slutter sig til samtalen): ”Hvad med min klippe-klistre-dag?”

Mig: ”Den tager far”

Flame: ”Men …”

Mig: ”Prøliåhørherskat, jeg ved godt, du rigtig gerne vil have mormor eller morfar ELLER far med, men nu bliver det altså mig, for jeg er den eneste, der kan den dag. Alle andre skal arbejde, sådan er det bare. Og det skal nok blive hyggeligt, ik’?”

Radise: “Men kan mormor så komme til min? Eller morfar?”

Mig: “Nej. Det kan de ikke. De skal arbejde, far kommer.”

Sønneke (kommer ind fra højre): ”Hvad så med MIN klippe-klistre-dag?”

Manden (med stigende frustration og en snert af sarkasme): ”Du kan jo prøve at ringe og spørge morfar!”

Radise og Flame (i kor): ”MEN-MEN-MEN … !!!”

Sønneke (lettere forvirret): ”Men min er ikke for bedsteforældre?”

(Dramaet når crescendo og udfasning, da det samtidig er tid til at få sko og jakker på og komme af sted).

Manden (indebrændt henvendt til mig): ”Man kunne jo for helvede også bare melde fra til alt det pis af den simple grund, at man skal PÅ ARBEJDE!”

Mig: ”Tjah. Sådan var det jo for mine forældre, da jeg var barn”

Manden: ”Præcis! Og hvad gjorde de så?”

Mig: ”Sendte mine bedsteforældre”.

 

“Jeg vil gerne bestille julekort til mine forældre. Gran rundt i kanten, og så bare et kæmpestort “OK, Boomer!” i guldtryk. Du forstår det ikke? Nej, det gør de nok heller ikke, hahaha!”

Skole-hjem-samarbejde – hvis du lige manglede noget at stresse over

For nylig stod en læsevejleder til de to 1.klasse-forældremøder, vi havde fornøjelsen af på en og samme aften, og mindede om, at man skal få sit barn til at læse 20 minutter hver dag – det SKAL man bare! Hun tog ingen gidsler, hende her.

Og straks bevægede et ellers begravet samvittighedsnag fra Sønnekes første skoleår sig op til overfladen: som en anden ravende skyld-zombie på jagt efter min sjæl, bevæbnet med det faktum, at det er en konstant kamp at få mit ellers videbegærlige ældstebarn til at læse bøger. Fuck. Det er helt sikkert ved de 20 minutter, det er gået galt. Nobelpris eller rendesten, lige der gik korsvejen.

Angreb er som bekendt det bedste forsvar, så Gudfaderbevares, råbte jeg omgående til læsevejlederen, inde i mig selv. Og tænkte på dengang, vistnok Annamette Fuhrmann påpegede, at hvis man nogensinde skulle gennemføre al den motion, læsning, madlavning og meditation, diverse dameblade ville have en til at bruge bare en halv time om dagen på, ville man hurtigt løbe tør for tid … 3 børn á 20 minutter er en time, Madam Læsevejleder. Sådan en, jeg ikke lige har i overskud hver dag. (Selvom de selvfølgelig kan læse samtidig, mens jeg laver mad, der var skam nok af gode råd. Og endnu bedre, læse højt for hinanden, for tilsyneladende lever vi i et eller andet Bulderby-parallelunivers, hvor børn frivilligt gør den slags).

Nuvel, med den form for entusiasme, der kun griber en på vej ud fra forældremøder, aftalte jeg med mig selv, at fælleslæsning og æblekindet overskud nok burde kunne klemmes ind, når vi kommer hjem fra arbejde og frit. Hvilket allerede dagen efter blev lidt for sent, fordi jeg gik fra arbejde lidt for sent, fordi jeg mødte lidt for sent …

Fordi der var – surprise – morgenmadsarrangement i den ene af 1. klasserne (livet med skolebørn er en uafbrudt perlerække af fælles oplevelser), og hvem efterlader et bævrende barn alene til den slags? Kun typer, der ikke hver dag læser 20 minutter med deres børn. Så jeg svedte i mit regntøj og hjalp hende rundt ved morgenmadsbuffeten, jeg ikke selv havde medbragt noget til. Beundrede et selvportræt og stavede mig gennem de frit opfundne børneord på bagsiden. Og tænkte i mit stille sind, at da jeg var 7 år, læste jeg rigtige bøger selv og stavede korrekt til det meste, men mine forældre læste garanteret også med mig hver dag. (Til gengæld kom de aldrig til morgenmadsarrangementer, skulle nogen have været psykotisk nok til at stable den slags på benene tilbage i 1990).

Hvad kan vi så konkludere af det hele? At det for helvede nok skal gå altsammen. Det lykkedes mig jo at glemme alt om de 20 læseminutter, sidst jeg havde et barn i 1. klasse. Så det kan jeg sagtens gøre igen. Og det bliver næppe lige det, mine børns fremtid står og falder med.

Vel?

Madplan i retrospekt, et vue

Jeg har faktisk troligt skrevet vores retrospektive madplaner ned den sidste halvanden måned, men eftersom en liste med 6 ugers kontinuert opremsede middagsretter er cirka lige så fascinerende læsning som et resume af, hvad jeg drømte i nat, har jeg begrænset mig til nogle ugentlige highlights.

Uge 38: Blomkålsgratin. Elsket med den reneste barndomsnostalgi af manden og dermed genindført i vores repertoire. Den har det kørende for sig, at den er billig, vegetarisk og deeejlig; vi bruger coops opskrift (tilsat lidt revet muskatnød) og får bare salat til.

Uge 39: Dhal med pappadums, raita og mangochutney. Et hit, fordi børnos for en gangs skyld spiste dhal med god appetit – sikkert på grund af tilbehøret, men der røg nu også rigeligt med linser ned. Tak til Valdemarsro for opskrift på Dhal, resten klarede vi selv. Mine børn elsker raita, og der ryger som regel bare random grøntsager fra skuffen i; agurk, tomat, peberfrugt og avocado i små tern, en ordentlig sjat yoghurt naturel, hakket mynte og koriander, hvis vi har det, et drys garam masala, citron, salt og peber (husk at vente med saltet til allersidst, det trækker vandet ud af grøntsagerne, så det hele bliver noget sjap).

Uge 40: Spidskålwraps med gratineret oksekød og grønt. Fredag er alle trætte, ingen orker madlavning, og denne uge var hverken mand eller jeg i kulhydrat-humør. Så vi købte 2 pakker hakket oksekød, stegte hakket løg, hvidløg og kød af på en pande med spidskommen og en god sjat tomatpure, ned i et fad med rigelig revet cheddar henover, og så kunne det stå og hygge sig lidt i ovnen, mens vi preppede grøntsagerne. Creme fraiche og chilisovs til. Hurra.

Uge 41: Galettes. Franske boghvedepandekager er en klassiker herhjemme, et herligt minde fra en svunden tid, da vi var fattige studerende og tog på La Galette i Larsbjørnsstræde, når vi skulle ud. Man kan ikke få den helt rigtige boghvedemel i Danmark, men jeg køber en pose af Urtekrams, når den er på tilbud. 500 g boghvedemel, 3 æg og 1 ½ tsk salt piskes med cirka 1 liter vand, tilsat lidt efter lidt, måske mindre, måske mere; pandekagerne skal være helt tynde, så det skal dejen også. Jeg bager galettes på forhånd, ellers tager det for lang tid at få mad på bordet, og det kan man sagtens stå og gøre en tirsdag aften efter puttetid med et glas rødvin og en podcast – så er der til gengæld også mad til 2 dage. Bag dem i smør, det bliver bedst. Når der så skal spises, hiver man ting som ost, skinke, frisk spinat, tomat, gedeost eller røget laks ud af køleskabet, varmer en pandekage ad gangen på panden, folder den halvt om noget fyld og lader den hurtigt stege på begge sider (den skal helst brunes lidt af for at få den rigtige smag, og osten skal selvfølgelig smelte). Voila! Børnene foretrækker skinke og revet gouda, min favorit er spinat og gedeost, og skal det være helt rigtigt, skal de voksne have bretonsk cidre til. Boghvedemel har en lidt bitter, nøddet smag, så i modsætning til almindelige madpandekager og wraps bliver galettes ikke for søde og vamle – og så er de både glutenfri og fodmap-venlige!

(Og herefter fulgte så et intermezzo af uger tabt i ferie, sygdom, hat, briller og pasta – det behøver vi ikke bruge kostbar plads på … ‘Till next time!)