Kald mig bare Camilla Klump

Og solen kom, og alle så, at det var godt, og familien Hakkebøf kunne omsider komme på græs i den nye kolonihave i søndags.

Og jeg havde skruet mine forventninger godt og grundigt ned efter den ene weekend i oktobervejr med kedende, slåssende børn, der var mit hidtidige erfaringsgrundlag for kolonihavelivet. Men nu skinnede solen jo! Og alle vennerne var ude (indtil videre er vi gudhjælpeme 4 familier fra samme institution på Nørrebro), og ungerne ikke til at drive hjem, da sti-visitterne først rigtig gik i gang.

Og forældrene gik i haven (mest manden) og stressede lidt over det der gulv, der skal lægges, og vægge, der skal males, og det tag, der ser sådan liiidt skævt ud på den dårlige måde (mest mig). Og der blev rykket masser af visne planter op, nok i lidt for frisk stil, kunne vi konkludere, da DR selvsamme aften var venlige nok til at transmittere Søren Ryge roligt forklare om de der FLER-årige stauder, der bare skal KLIPPES ned.

Og jeg fik bekymret mig lidt over det utætte toilet, men også spottet placeringer til både den hængekøje, jeg for snart 10 år siden købte med hjem fra Mexico, og den havetrampolin, vi for snart 3 år siden lovede ungerne.

Og solen skinnede og skinnede, og vi dræbte flere sagesløse stauder og planlagde højbede og blev enige om, at det pjevsede græs, vi nåede at så i efteråret, bare skal have en lille eftersåning, så er det såmænd fint. Og det der enorme drivhus, skideupraktisk placeret midt i alting, skal jo i virkeligheden bare have et citrontræ og noget palme og et soppebassin, og så kan det agere Lalandia Sydfrankrig, når vi skal holde prisvenlig sommerferie i haven.

Og jeg glemte forresten alt om min telefon i min jakke, som jeg smed på en stol, havde 2 ubesvarede beskeder og fik kun taget et enkelt, elendigt billede derudefra:

Reklamer

I øvrigt…

…havde jeg da på et tidspunkt en tanke om at skrive et blogindlæg i påskeferien. Noget med at komme op at skændes og blive gode venner igen og komme alt for sent i seng og slumre om eftermiddagen på sofaen, mens børnene tullede rundt, og der spillede Marie Key i køkkenet…. Og ja, så faldt jeg altså i søvn. Tada.

…afstedkom den første forårsdag en panikagtig gennemrodning af mit begrænsede mode-beredskab for at finde egnet påklædning. Greb til sidst et tørklæde købt i Cambodia for 11 år siden og et par hvide trucker-solbriller købt i H&M for 5(?) år siden og hastede mod legepladsen. Fortalte manden, at jeg havde besluttet mig for, at jeg var smart, og hans respons var, at han faktisk først ikke kunne kende mig, fordi jeg så så ung ud… Så hvis nogen spotter en 35-årig klædt ud som småternet backpacker anno 2007, er det bare mig. Som er smart.

…er det 13 år siden, jeg gik på højskole, og en af de bedste ting, jeg lærte der, var at synge af karsken bælg – bare ud med det, for man bliver sgu så glad. Jeg er verdens mindst morgenduelige menneske, men bedre end kaffe virker altid Grundtvigs Sol er oppe, og man skal bare give den gas på ”vågner, vågner danske helte”, til man selv tror på det. Efter 8 vers er jeg klar til dagen, og min familie modvilligt uddannet i den danske sangskat. Alle vinder.

…er nævnte højskoleophold også en af grundene til, at jeg aldrig helhjertet vil kunne hade Bertel Haarder. Manden er jo for helvede opvokset på en højskole, og så har man altså de grundlæggende værdier i orden. Tænker jeg. (Hvis vi altså lige ser bort fra alt det nationalkonservative sludder, der også er en del af bevægelsen. Vil gerne have ført til protokols, at jeg altid står op at fage for Rolf Krage med det globale sindelag intakt).

…insisterer min telefons autocorrect underligt nok på at erstatte ’holiday’ med ’Holocaust’…?! Og i direkte forlængelse af dette var en sms til min engelske veninde tæt på tage prisen som Mest Politisk Ukorrekte Nogensinde, da jeg nok så uskyldigt ville spørge til hendes holiday plans.

Tak for alle disse år (vrælede hun)

I denne uge siger vi farvel til børnehaven. Og den, der lider mest, er selvfølgelig mig.

Det var hårdt, allerede dengang Sønneke stoppede i vuggestue (selvom det bare betød, han skulle flytte en etage op i bygningen…), det samme, da det var pigernes tur til at rykke videre op i rækkerne. Jeg krammede pædagoger med tårer i øjnene, dengang storebror stoppede i børnehave (for denne gang at rykke hele to etager op i den integrerede fritidsklub, ahem…), og det var vemodigt, da frit-afdelingen lukkede ned til fordel for centraliseringen. Men denne gang er det virkelig slut. Et endegyldigt farvel til den institution, mine børn har gået i, længere end de selv kan huske.

Og hold nu kæft, hvor har vi allesammen elsket det sted. Søde, sjove, engagerede pædagoger og medhjælpere, dygtige ledere og et skønt køkkenpersonale, der får ungerne til at spise hvadsomhelst og begejstret gengive dagens ret derhjemme. Masser af udflugter, sjov og leg, skolehave, morgensamling, emneuger og cirkusdage. Vandmelon og vandkamp på legepladsen om sommeren, tændte stearinlys og stille musik, når man afleverer i de mørke vintermåneder og mest af alt har lyst til at blive, fordi der er så hyggeligt.

Jeg har spurgt, om jeg gerne må blive ved med at komme, og så griner vi allesammen, og pædagogerne aner ikke, at jeg næsten mener det alvorligt. Det er lige før, jeg overvejer en 4’er bare for ikke at skulle sige farvel. Og inden nogen tænker, jeg er helt fra den: jeg har for fanden haft min daglige gang det sted i 8 1/2 år.

Vuggestue, børnehave, frit. Samme institution, samme bygninger, samme vidunderlige voksne. I 8 1/2 år. Havde der stadig været fritidsklub på matriklen, var vi nået op på 12 år i alt, det er længere tid, end folkeskolen varer. Siden vi fik Sønneke har vi boet fem forskellige steder, men institutionen har altid været den samme – også i de fire år, hvor vi cyklede hver dag fra Amager. Det er de mest kontinuerlige omgivelser, mine børn har kendt i deres liv, det er de mest kontinuerlige omgivelser, jeg har kendt i mit voksenliv. Selv min mor er flyttet to gange i den periode.

Og det er jo for fanden ikke bare en dejlig institution, vi siger farvel til, det er alle mine børns førskoleår. Det er hele livet som småbørnsfamilie på godt, ondt og kaotisk, der er gemt i minderne om godmorgenkrammere fra yndlingspædagogerne, grødindsmurte tumlinge rundt om frokostbordet, sangene om bilen og sommerfuglen og flyvemaskinen, tosset udklædte børn, der drøner hujende forbi på gangene, når man henter, og alle de mange sommerfester på lige præcis den legeplads. Det er en fucking æra, der slutter.

Men det er sådan, det er, det er sådan, tiden går, og det er sådan, det skal være. For fjerde og sidste gang vil jeg købe snacks til de søde børn, en lille ting til de søde voksne, skrive et langt og dybfølt takkekort til verdens bedste institution og gøre mit bedste for ikke at bryde grædende sammen foran hele stuen, når vi siger farvel.

Det lykkes næppe.

Somebody please tell ‘em who the F I is…

Går hårdt til mandagen med Nicki: “Yes I did, yes I did, somebody please tell him who the F I is, I am Nicki Minaj, I mack them dudes up, back coupes up, and chuck the deuce up” efter den sædvanlige sløve morgen, hvor ingen rigtig har lyst til at befinde sig i starten af ugen.

Langt forude venter påsken, tusind sjove ting og en hel kolonihavesæson. Kan man stadig nå at stikke af med familiecirkus, slå sig ned på 600 m2 græs og leve af kærlighed og sæsonbegrænset kildevand? (De slukker trods alt til oktober.)

Nå, der skal arbejdes for føden og kolonihavelejen. Og jeg skal have meddelt min søns skole, at hans trivselsbesvarelse bliver på papir, thank you very much. På med sølvpapirshatten og ned med regereringen!

Ugen er i gang.

Fredagfredagfredag

  • Hvor jeg i morges trumfede mit sædvanlige halvkedelige tomboymor-på-kontor-look og tog en nederdel på, fordi det er fredag og jeg skal på date med manden i aften.
  • Hvor jeg øjeblikket efter mit dristige og kontroversielle tøjvalg opdagede, at temperaturen udenfor sagde -3 grader med en wind chill-faktor på -9 og derfor lynhurtigt tilføjede et ekstra lag bluse og benvarmere til midt på låret. Hello sexy boyfriend, me love you long time.
  • Hvor omtalte nederdel er en, jeg har arvet fra min lillesøster. På 16. Den er muligvis so last year, men lad os nu lige bide mærke i, at jeg rent faktisk passer tøj med min 16-årige lillesøster.
  • Hvor ‘passer tøj’ skal læses ind i en temmelig bred fortolkningsramme, der samtidig ekskluderer overdrevent fødevareindtag og/eller dybe vejrtrækninger.
  • Hvor solen skinner! I hvert fald i København – jeg undskylder på forhånd til andre egne, evt. også Færøerne, Grønland og vore udsendte tropper.
  • Hvor der var BÅDE kage og flødeboller på arbejde i dag. Hold ud, nederdel, vi har stadig nogle timer og enkelt hovedmåltid foran os.
  • Hvor Sønneke kl 14.30 skrev tre beskeder i rap, om jeg ikke nok PLEASE ville hente ham nu, for han havde INGEN at lege med. Fem minutter senere havde han fundet en af sine bedste venner på legepladsen. Fortryder så småt, han nogensinde fik en telefon.
  • Hvor jeg virkelig glæder mig til at spise noget ikke-hjemmelavet mad, høvle nogle øl og grine af Kirsten Birgit sammen med min signifikante anden. Kan godt være lidt bekymret for, at Det skide show ikke helt lever op til forventningerne, så vigtigt med noget promille up front.
  • Hvor jeg fandt et billede i mit arkiv, der er passende bloggeragtigt på fredagsmåden. God weekend!

It’s the priorities, stupid

Prøver det der prioritering for tiden. For jeg går og føler mig øvset og presset, og de længe ventede weekender har det med at forsvinde i lavpraktiske projekter som tøjvask, rengøring og indkøb. Og så almindelig familiær omsorg uden de helt store armbevægelser.

Oveni har jeg haft noget ekstraarbejde og noget studie hængende over hovedet i hvad der føles som en evighed, og dermed bliver der aldrig tid til de langsigtede projekter. Få styr på det sidste flytterod, male loftet i gangen, skrive den der samtidsroman. Ligesom når man aldrig får gjort rigtig rent i køkkenet, fordi man bare ikke magter det efter 2 timers oprydning og rengøring af resten af lejligheden (fuldstændig tænkt eksempel, naturligvis).

Teknisk set kan det jo være pisseligemeget om den der fodliste i det ene værelse nogensinde kommer op, men det stresser mig af helvede til, det med kun at nå ting på ugebasis og så have resten hængende. Det giver en skinnende klar følelse af aldrig at nå noget, når alt det, man faktisk når, går i sig selv på en uge, og man så er tilbage ved start. Desuden mangler jeg noget mere af det sjove, læse en bog, invitere folk på middag, indrette altanen, lave et puslespil, tage i Zoologisk Have (25-årige Mie døde i øvrigt lige indeni over den sjovhedsliste… #livetpåkanten).

Så i denne her weekend besluttede jeg at prioritere. Som min gamle helt Anne Knudsen engang har sagt, så gælder det om at lave det vigtigste først, hvis man vil komme nogen vegne i livet, og det gik omsider op for mig, at hvis jeg hele tiden udskyder alt andet til efter det praktiske arbejde er overstået, når jeg ingen steder. Plus det, at jeg redder mig en lang, grå perlerække af weekender, der fortaber sig i de samme repetitive arbejdsopgaver, hvilket heller ikke er fedt. Så oprydning og rengøring blev boykottet, og i stedet svor jeg at:

  1. Blive færdig med det ekstraarbejde, jeg har haft hængende over hovedet i månedsvis.
  2. Forberede mig til undervisning mandag.
  3. Drikke øl lørdag aften.
  4. Huske, at prioriteringen af en helvedes masse røvsygt læse/skrivearbejde denne weekend ville købe mig sænkede skuldre og mere fritid de næste mange weekender (mens rengøringen alligevel kun ville købe mig en uge).

Det gik altsammen fint, selvom de seriøse søndagsstudier led noget under lørdag aftens øl-prioritering, ahem… Nåede ovenikøbet en semi-engageret tur på legepladsen (brrr-fucking-brrr!) og at bage de pizzasnegle, jeg har lovet børnos i en måned. Uden stress.

De sidste to dage har Sønbergs immunsystem til gengæld underprioriteret ham, så i dag er vi hjemme sammen. Har spist cup noodles og drukket sodavand og set LEGO Batman-filmen (den er i øvrigt fucking sjov – anbefaling herfra). Ingen støvsugning. Ingen oprydning. Lidt slumren på sofaen (mest mig) og lidt chips (mest ham) til lyden af David Attenborough og caribou-rensdyrenes vandring. Nogle prioriteringer er dejlig nemme.

 

Zzzzz…Nåmenhej, skat! Jeg er såmænd bare i gang med noget benhård prioritering. Laver du ikke en sjus?”

Hejhej, søster. Dagbog fra en fesen feminist

07.00: Ærgrer mig over ikke at have forberedt en forkromet tematekst i dagens anledning. Det sker fandeme hvert år. Ville også have linket til Ditte Gieses fremragende liste i Politiken over ting, vi ikke gider høre om på kvindernes kampdag, men den er kun for abonnenter nu. Nå, jeg finder nok på noget i løbet af dagen.

07.30: Tager som en start billede af mig selv i yndlings-feminisme-T-shirt, men skifter inden arbejde. Ikke så meget på grund af det politiske budskab som det seksuelle. Sværger at anskaffe mig en knytnæve-i-venusspejl-T-shirt til næste års kampdag og tager blazer på for i det mindste at udstråle lidt generel magt. Tager også en rød neglelak med i tasken, velvidende at jeg aldrig får den på.

09.50: Overvejer igen, hvad fanden jeg kan skrive om. Peter Madsen skal for retten i dag, det er sgu da ironisk. Noget om femicide-kultur? Var jo også inde at se La Traviata i går, det er en glimrende højpandet reference, og operaer har det eddermaneme med at aflive kvinder for underholdningens skyld. Var der ikke en italiensk operachef, der for nylig lod Carmen overleve? Nå, har vist ikke noget nyt at sige om det alligevel. Eller tid til at formulere det ordentligt.

11.20: Veninde har set mit Instagram-billede og spørger til betydningen af marxist feminist dialectic. Tak for at kalde mit pseudo-intellektuelle bluff, asshole. Til mit forsvar kunne jeg godt redegøre for marxistisk dialektik, dengang jeg købte T-shirten, og jeg skriver, som sandt er, at jeg har den, fordi jeg bekender mig til den gammeldags strukturelle feminisme, som jeg synes er både overset og ringeagtet. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker kombinationen af plat lummerhed og intellektuel arrogance.

12.08: Overvejer, om jeg bare skal skrive verdens største rant mod den kønsnormative kapitalisme, der vælter ud af kommercielle dameblads- og mommyblogs og forsyner nutidens kvinder med falsk bevidsthed om glæden ved det forbrugsorienterede fotogene liv uden politisk stillingtagen (jeg SAGDE jo, jeg var marxistisk feminist). Det bliver sgu nok alligevel for indviklet at udtænke i løbet af frokostpausen. Måske også lidt for aggressivt.

15.17: Stresser over det ekstraarbejde, jeg har liggende derhjemme. Og børnene skal til svømning. Måske jeg kunne skrive noget om det moderne kvindelivs lavpraktiske udfordringer? Hvad var det nu for en forsker, der pointerede ironien i, at kampen for ordentlig aflønning lige præcis havde frataget middelklassens kvinder muligheden for at betale sig fra husligt arbejde?… Njah, det er en gammel traver. Har også skrevet om det før.

16.48: Hjemme. Sønneke siger, han har det skidt, pigerne er dødtrætte og pylrede. Vi dropper svømning i dag, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo bare kan lave et kronologisk referat af dagens strøtanker. Klassisk kneb. Kan man ikke andet, kan man altid metafrasere over egen uformåen. Skrev Kirsten Hamman ikke en hel bog om at have en skriveblokering? Great minds think alike.

17.00: Ungerne ser dagens Ultra News, og kvindernes kampdag bliver nævnt og redegjort for. Fokus på historisk udvikling, dagens opståen (tilsat entusiastisk mor, der blafrer med armene i retning af Jagtvej for at demonstrere, hvor tæt de heldige små asener befinder sig på historisk guld – guld, der godtnok blev jævnet med jorden, før de blev født) og det ligestillingsarbejde, der stadig mangler, både herhjemme og ude i verden. Tak for det, Ultra.

19.30: Børn puttet, jeg går i bad og skriver til bloggen. Tænker, at det her sikkert er et af den slags vattede indlæg, der får følgertallet til at dale. Beslutter mig for, at det er sådan en strong, independent woman som mig sgu da ligeglad med. Jeg skal jo også tillade mig selv at være middelmådig som kvinde og alt det der. Finder den røde neglelak frem og lover mig selv at skrive noget mere politisk i nærmeste fremtid.