I øvrigt…

…har jeg set Politiken Plus sælge en kimono i “100 % økologisk, vaflet bomuld”, som ifølge de kreative overklasseløg er “den perfekte beklædning til stille morgener, vinterbadning eller ferie” – livet består jo knap af andet, forstås. Selv de kulturradikales berømte selvironi har åbenbart visse blinde pletter.

…forstår jeg ikke, at ‘ghosting’ bliver italesat som noget helt nyt, folk gør på de sociale medier? Jeg er sgu da blevet ghostet så rigeligt tilbage i 00’erne? Før der overhovedet fandtes facebook, blev jeg i tide og utide ignoreret left, right and center af mandspersoner, jeg havde indladt mig med. Så kom ikke her, post-millennials!

…glæder jeg mig virkelig meget til sæson 3 af True Detective. Og er grundlæggende træt af, at House of Cards skulle omkalfatreres på grund af Spacey og hans pis. Altså, jeg elsker skam Robin Wright, men kunne tumpen for helvede ikke bare have opført sig ordentligt, så jeg ikke hele tiden behøvede tænke på, hvordan sæson 6 oprindeligt så ud? Som sædvanlig tager ingen hensyn til mine følelser i det her. Pfh.

…nærer jeg et helt urimeligt had til samtlige Anne & Anders-doku-rejse-snakke-komfur-serier. Finder dem begge så ulideligt irriterende på hver deres unikke måde, at summen af de to føles som public service-svaret på Skylla og Charybdis. (Forestiller mig umiddelbart Anne som den flerhovede Skylla, der med en mund knævrer løs og en anden prøvesmager tapas fra krydskontaminerede skærebrætter, mens Anders er Charybdis, der suger alt og alle ned i en malstrøm af mumlende indføling).

…tog jeg mig selv i at tjekke vinduet for fastelavnsboller, da jeg passerede en bager på vej til arbejde i dag. Og samtidig overveje, om det egentlig ikke er lige oppe over med den slags?… Nej, Mie. Not even close. (Muligvis er det al Halloween-udklædningen, der har årstidsforvirret mig).

…gik mine tvillingepiger som sædvanlig i god/ond-udklædningsmode i sidste uge. Den ene var en meget nuttet og dekorativ heks. Den anden en temmelig nasty ond klovn (ideen bed sig især fast, da hun fandt ud af, hvor meget jeg hader klovne). Deres storebror var efter eget ønske ‘lille barn, sminket helt hvid, indsmurt i blod og med en blodig dukke i hånden’ – taget i betragtning, at han er den eneste i familien, der er lige så frygtsom som mig, var det overraskende fucked-up fundet på.

 

Scary child in the making…

 

Reklamer

Søndag – en blandet fornøjelse

Har været alene med børnene to dage i streg (dog afbrudt af vinbogklub-aften, bare inden nogen begynder at råbe “Aaaarhskepot!”), og denne eftermiddag kunne jeg godt mærke, at mit system var ved at smelte helt ned. Kan. Ikke. Tømme mere opvaskemaskine, løse flere konflikter eller tilberede flere måltider. Ikke uden uklædelig krampegråd i hvert fald.

Men nu leger de to mindste med de andre børn i gården, Sønneke og kammerat er blevet bortvist fra computeren og sendt ud og spille fodbold, og jeg ligger på sofaen med et halvt øre på for- og køkkendør og en næsten færdig Napoli-bog balancerende på maven. Desuden har jeg en marokkansk kylling i ovnen og et udsprunget citrontræ i køkkenet, der får lejligheden til at dufte som en arabisk dessertbuffet. Fik oven i købet syet to pudebetræk (ikke helt færdigt, men alligeveller, halvt fuldendt og alt det der), inden mit hoved imploderede. Så it’s all good.

Bortset fra, at i morgen er det mandag. Og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke var så satans træt og modløs. Hele fucking tiden. Pudebetræk og bøger og langtidsstegt kylling, lovning om at sy nederdele og halstørklæder til bamserne. Hvadsomhelst for ikke at føle, jeg fuldstændig spilder min tid på jord.

 

Alsså, det stribede er bare fra IKEA, men det blomstrede er sgu da meget pænt? 

 

Og det var så den efterårsferie…

Hvor vi nærmest ingenting lavede.

Jeg var på arbejde 3 1/2 dag, Sønberg hang efter eget ønske ud i klub (hvor de var 5 – fem! – børn i alt, undskyld, men hvad hulan gør alle I andre med børn og kun 5-6 ugers årlig ferie?!), manden gravede huller, var huslig og pustede ud, og d’damer i tvillingesæt var på ferie hos farmor og hjemme igen i tide til fredagsslik og ferieafrunding.

Men ingen rigtige udflugter, ingen kunstværker af nedfaldne ting, vi samlede. Intet træhuleprojekt, jeg ellers havde drømt om.

Så bare tv og sov længe. Tog græsenebarnet ud at spise sushi, introducerede ham for Star Wars-sagaen i Kids Machete Order (har faktisk altid været meget mere til Indiana Jones, men har en 9-årig med lige så sarte nerver som mig selv, så vi starter ligeså blødt i en ufarlig galakse, langt, langt væk) og spiste burgere i sofaen. Spillede lidt spil, drak masser af kaffe, droppede rengøringen. Så nogle venner. Tog på legeplads. Gav lusekur. Gik tur. Blandede-slik-selv (som mine piger stadig kalder det i ganske nuttet verbalisering, uden at blive rettet). Ordnede i kolonihaven. Og havde middagsbesøg.

Manden: “Jeg føler bare ikke rigtig, at jeg har udrettet noget i ferien.”

Mig: “Og hvad så?”…

 

Kæft, jeg kunne godt bruge en uge mere.

 

 

Og halle-fucking-luja for det hele

I går var en af den slags dage, hvor kloakeringsprojektet i kolonihaven virkede komplet uoverkommeligt, hvor vi mistede et sæt hoveddørsnøgler – potentielt lige foran hoveddøren – hvor de 2 nyeste af mine skolebørn græd og græd, fordi de var så trætte, og hvor jeg mest af alt havde lyst til at græde med.

I dag er en af den slags dage, hvor nøglerne lå på ejendomskontoret, hvor jeg gik til arbejde i solskin og på vejen mødte et af de sødeste mennesker, jeg kender, hvor jeg skrider tidligt for at hente børn og blande slik og lave one pot pasta, og hvor manden heldigvis ikke har noget imod at grave huller imens.

Og så blev det søreme fredag igen.

Glædeligt solskin til alle – drinks on me!

 

Peace out fra velourhimlen

Sidste nye tiltag for at komme igennem livslede, kropstunghed og det foranliggende mørke er naturligvis at omdekorere soveværelset (“Der skal bare SKEEE noget” flagrede den semi-vinterdepressive dame og begyndte bagefter at google billetter til Malaga). Yessir, forældresoveværelset, det evige stedbarn hos børnefamilien med kronisk pladsmangel, rummet hvor vasketøj og alle overskydende genstande i hjemmet går hen for at dø. Holdt så neutralt som muligt, med hvide vægge, hvide skabe, den loftslampe, der var tilovers efter flytningen, og et hjemmesyet sengetæppe i ufarlig antracitgrå. Hot stuff.

Men for nylig kiggede jeg mig altså omkring i pulterkammeret forklædt som new nordic og konstaterede, at herinde gad jeg hverken læse, knalde eller vågne. Noget andet og mere måtte til, noget mindre stilrent, mere hotelagtigt og helst i velour. Så efter en mindre oprydning, en tur i kælderen efter de mørkerøde fløjlsgardiner fra min kollegietid (bæredygtig eller hoarder – you decide) og for knap 500 kr. IKEA-køb er vi nu landet blødt på noget lidt mere huggeligt, og vinteren tager sig straks mindre truende ud.

Og selvfølgelig er det fjollet at interiørkøbe sig til livskvalitet, især for penge, man egentlig ikke har i overskud, men vi smider nærmest aldrig ud og køber nyt, vi bytter bare rundt på de slidte ting, der nu engang er, og indimellem bliver man sgu lidt træt af det, og som min mor siger: det er også rart at have noget pænt at kigge på. Ja, sgu. Man har brug for at have det rart, jeg har brug for at have det rart.

For tiden læser jeg Tudemarie for mine piger, opmærksomheden svinger lidt, men i går kom vi til det kapitel, hvor Marie og hendes storesøster er feriebørn på en gård, og beskrivelserne af den tvivlsomme hygiejne samt storesøsterens kvababbelser over samme, var et stort hit blandt de 6-årige. ”Tørrer du spytbakken af med karkluden?” udbryder Amalie forfærdet. ”Ja, der er ikke mange, der har det så rent som os,” svarer gårdkonen.

Alt er relativt.

 

New lamp, new me.

 

 

Joy of all seasons

I går holdt jeg hjemmearbejdsdag i kolonihaven, jeg cykler 10 km hver vej, for alle siger, det er godt med motion, og jeg sidder med min computer og glor ud på græsset og solskinnet, og jeg graver jordbærskud op, inden jeg cykler hjem, for det skulle også være godt. Jeg går til og fra arbejde i stedet for at cykle, for det er så sundt for hoved og krop med en rask gåtur. Jeg læser Delphine de Vigan og Elena Ferrante (sidstnævnte og hendes evindelige armslængde-fortællen er i øvrigt begyndt at gå mig på nerverne). Jeg mangler appetit og bliver ramt af uforklarlig kvalme, hvilket er hæsligt for en, der plejer at æde og drikke sig ud af alting. Jeg forsøger at samle overskud, så jeg ikke bliver til stakåndede råbe-mor. Jeg flygter fra forældre-smalltalk, jeg får ikke skrevet tilbage til min veninde, jeg orker ikke, at nogen skal have noget fra mig. Jeg går tidligt i seng og tænker, at så er jeg mere frisk i morgen aften, så kan jeg være en lidt mere spændende type at være gift med, men mere vil have mere, og næste aften er jeg igen træt, min krop vil bare gerne sove (bortset fra når den lige pludselig ikke vil).

Jeg har det egentlig ok, men weekenden går for hurtigt, ligegyldigheden lurer i baggrunden, jeg prøver ikke at tænke for meget. Jeg cykler og går og sover og læser bøger og graver i jorden, for jeg ved, det er godt for mig. Jeg får det ikke bedre, men jeg får det heller ikke værre. Jeg har en af den slags hoveder, der har bedst af at blive ignoreret, ikke dvæle, ikke synke, bare videre. Det er sikkert bedre i morgen, og om ikke andet får jeg læst meget mere, end jeg plejer. Tænker jeg.

 

 

I øvrigt…

…gik det helt bananas med kommentarsporet til sidste indlæg. Ramte vist en nerve, så det skal vi da helt klart snakke mere om. Og NU har jeg vist også fået svaret alle. Der kom lidt forsinkelse på, eftersom jeg var på den årlige voksentur med manden i weekenden og vurderede, at han nok ikke ville finde det superromantisk, hvis jeg begyndte at bruge vores dyrebare tid på at hænge på bloggen for at svare mine beundrere (ja, det er lige præcis den betegnelse, I går under, folkens #ginormousheadbynow).

…gik turen i år til Malmø. Egentlig skulle vi bare have været hjemme i København, for økonomien var ikke til mere, men så kiggede jeg alligevel en lillebitte smule på hoteller, og vi blev enige om, at en del af attraktionen ved vores årlige weekend altså er luksus, luftforandring og fri adgang til badekar. Og så knalder man i øvrigt bare bedre på et hotelværelse. Så vi ofrede 1.500 kr på 2 overnatninger i Malmø og spiste burgere og billige dumplings i stedet for at gå på fin restaurant. Hvilket altsammen viste sig at være en virkelig god prioritering, for hotellet var SÅ fint. Har allerede anbefalet det på Instagram, og er dermed en komplet parodi på min egen konsumerismekritik. Selvtak.

…har Karoline født (hurra!), og i et splitsekund tog jeg mig selv i at tænke, at jeg skulle have plottet et barselsbesøg ind i kalenderen… Øh, nej, Mie. Det skal du så ikke. I hvert fald ikke før det bliver socialt acceptabelt at dukke uanmeldt op og lykønske med familieforøgelsen hos mennesker MAN IKKE KENDER I VIRKELIGHEDEN.

…endte jeg med at gå ind og redigere i nogle af de førnævnte kommentar-svar, jeg skrev i går. Fordi jeg læste dem igennem og pludselig godt kunne se, at jeg havde ladet mig rive lidt med af stemningen *ahem*. Og faktisk lå og rantede i mit eget kommentarfelt på en lettere uklædelig måde. Så ja, jeg rettede dem til. Skal jo helst fremstå mere sympatisk, end jeg egentlig er. Samtidig lagde jeg en kommentar ovre hos Hvid Kaffe, som endnu ikke er udgivet, og er derfor nu bekymret for, om jeg simpelthen havde et anfald af tekstmæssig cuntness i går, hvor alt, jeg skrev, var sådan lidt off? (I så fald, beklager!) Eller om jeg bare glemte at trykke ’send kommentar’?…

…apropos social idioti, så er jeg latterligt dårlig til at møde nye mennesker – Bonjour, skolestart med 2 hold nye forældre! Mine evner inden for almindelig smalltalk er sådan cirka lig nul, og i mit (nyttesløse) forsøg på at dæmpe min nervøsitet og virke interessant smider jeg gerne et eller andet upassende ærligt på bordet. Således lykkedes det mig i går under en samtale med en sød forælder, der havde givet sig til kende som læser af min blog, både at nævne, at jeg ikke rigtig orkede at snakke med andre forældre, samt at jeg engang ville klæde mig ud som gravid cheerleader til en fastelavnsfest, men at manden nedlagde veto, fordi det var et børnearrangement. Det sidste uden nævneværdig anledning, btw. Jeg hader mig selv.

…er der rystende mange af de her punkter, der handler om mig og min manglende evne til at interagere med andre mennesker på en normal måde. Måske trænger jeg til lidt mindre skærmtid. Og lidt mere udendørsleg.

 

Kardemummabullar i fart