Joy of all seasons

I går holdt jeg hjemmearbejdsdag i kolonihaven, jeg cykler 10 km hver vej, for alle siger, det er godt med motion, og jeg sidder med min computer og glor ud på græsset og solskinnet, og jeg graver jordbærskud op, inden jeg cykler hjem, for det skulle også være godt. Jeg går til og fra arbejde i stedet for at cykle, for det er så sundt for hoved og krop med en rask gåtur. Jeg læser Delphine de Vigan og Elena Ferrante (sidstnævnte og hendes evindelige armslængde-fortællen er i øvrigt begyndt at gå mig på nerverne). Jeg mangler appetit og bliver ramt af uforklarlig kvalme, hvilket er hæsligt for en, der plejer at æde og drikke sig ud af alting. Jeg forsøger at samle overskud, så jeg ikke bliver til stakåndede råbe-mor. Jeg flygter fra forældre-smalltalk, jeg får ikke skrevet tilbage til min veninde, jeg orker ikke, at nogen skal have noget fra mig. Jeg går tidligt i seng og tænker, at så er jeg mere frisk i morgen aften, så kan jeg være en lidt mere spændende type at være gift med, men mere vil have mere, og næste aften er jeg igen træt, min krop vil bare gerne sove (bortset fra når den lige pludselig ikke vil).

Jeg har det egentlig ok, men weekenden går for hurtigt, ligegyldigheden lurer i baggrunden, jeg prøver ikke at tænke for meget. Jeg cykler og går og sover og læser bøger og graver i jorden, for jeg ved, det er godt for mig. Jeg får det ikke bedre, men jeg får det heller ikke værre. Jeg har en af den slags hoveder, der har bedst af at blive ignoreret, ikke dvæle, ikke synke, bare videre. Det er sikkert bedre i morgen, og om ikke andet får jeg læst meget mere, end jeg plejer. Tænker jeg.

 

 

Reklamer

I øvrigt…

…gik det helt bananas med kommentarsporet til sidste indlæg. Ramte vist en nerve, så det skal vi da helt klart snakke mere om. Og NU har jeg vist også fået svaret alle. Der kom lidt forsinkelse på, eftersom jeg var på den årlige voksentur med manden i weekenden og vurderede, at han nok ikke ville finde det superromantisk, hvis jeg begyndte at bruge vores dyrebare tid på at hænge på bloggen for at svare mine beundrere (ja, det er lige præcis den betegnelse, I går under, folkens #ginormousheadbynow).

…gik turen i år til Malmø. Egentlig skulle vi bare have været hjemme i København, for økonomien var ikke til mere, men så kiggede jeg alligevel en lillebitte smule på hoteller, og vi blev enige om, at en del af attraktionen ved vores årlige weekend altså er luksus, luftforandring og fri adgang til badekar. Og så knalder man i øvrigt bare bedre på et hotelværelse. Så vi ofrede 1.500 kr på 2 overnatninger i Malmø og spiste burgere og billige dumplings i stedet for at gå på fin restaurant. Hvilket altsammen viste sig at være en virkelig god prioritering, for hotellet var SÅ fint. Har allerede anbefalet det på Instagram, og er dermed en komplet parodi på min egen konsumerismekritik. Selvtak.

…har Karoline født (hurra!), og i et splitsekund tog jeg mig selv i at tænke, at jeg skulle have plottet et barselsbesøg ind i kalenderen… Øh, nej, Mie. Det skal du så ikke. I hvert fald ikke før det bliver socialt acceptabelt at dukke uanmeldt op og lykønske med familieforøgelsen hos mennesker MAN IKKE KENDER I VIRKELIGHEDEN.

…endte jeg med at gå ind og redigere i nogle af de førnævnte kommentar-svar, jeg skrev i går. Fordi jeg læste dem igennem og pludselig godt kunne se, at jeg havde ladet mig rive lidt med af stemningen *ahem*. Og faktisk lå og rantede i mit eget kommentarfelt på en lettere uklædelig måde. Så ja, jeg rettede dem til. Skal jo helst fremstå mere sympatisk, end jeg egentlig er. Samtidig lagde jeg en kommentar ovre hos Hvid Kaffe, som endnu ikke er udgivet, og er derfor nu bekymret for, om jeg simpelthen havde et anfald af tekstmæssig cuntness i går, hvor alt, jeg skrev, var sådan lidt off? (I så fald, beklager!) Eller om jeg bare glemte at trykke ’send kommentar’?…

…apropos social idioti, så er jeg latterligt dårlig til at møde nye mennesker – Bonjour, skolestart med 2 hold nye forældre! Mine evner inden for almindelig smalltalk er sådan cirka lig nul, og i mit (nyttesløse) forsøg på at dæmpe min nervøsitet og virke interessant smider jeg gerne et eller andet upassende ærligt på bordet. Således lykkedes det mig i går under en samtale med en sød forælder, der havde givet sig til kende som læser af min blog, både at nævne, at jeg ikke rigtig orkede at snakke med andre forældre, samt at jeg engang ville klæde mig ud som gravid cheerleader til en fastelavnsfest, men at manden nedlagde veto, fordi det var et børnearrangement. Det sidste uden nævneværdig anledning, btw. Jeg hader mig selv.

…er der rystende mange af de her punkter, der handler om mig og min manglende evne til at interagere med andre mennesker på en normal måde. Måske trænger jeg til lidt mindre skærmtid. Og lidt mere udendørsleg.

 

Kardemummabullar i fart

 

Modblogging: Når folket bare vil have brød og rabatkoder

Tit og ofte er det eneste, der irriterer mig mere end random bloggere, deres hengivne læsere/følgere. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er som om ellers normalbegavede mennesker går full retardo, når de rammer et kommentarfelt…

Fx når der spørges til ALT på et givent billede. Hvor kan jeg købe din jakke/kjole/taske/halskæde? Elastikken i dit hår? Billedet bag dig? Maden du spiser? Colaen du drikker? Manden der går forbi udenfor? Lampen på stolen/stolen på tæppet/tæppet på gulvet/gulvet på huset/huset på bjerget – det er fucking LANGT ude i skoven!! Er I virkelig allesammen så desperate efter at finde noget at bruge penge på? Har set kommentarer, hvor folk i ramme alvor spørger til farver, børn maler med – seriøst? Farver?! Og hvis man ikke er i stand til selv at google sig frem til et par lyserøde sko med effin’ 3 Adidas-striber på, må man så overhovedet købe noget på nettet? Er alle, der kommenterer på Instagram, i virkeligheden 15-årige med et abnormt behov for at blive set og hørt af vildtfremmede? 

*dyb indånding*

Dernæst: er jeg den eneste, der gyser lidt indvendigt, når kommentarer under bloggeres sponsorerede indlæg lyder noget i retning af “Ih, du er bare SÅ god til at skrive sponsorerede indlæg! Elsker den måde, du gør dem personlige på – jeg opdagede næsten ikke, det var spons!”…? WhattheactualFUCK!!? Du, min ven, er lige blevet taget for hårdt i røven af konsumerismens forlængede arm – ovenikøbet lusket forklædt som din nye bedste veninde – og du vender dig guddødeme bagefter om og siger mange tak for oplevelsen? Du føler dig simpelthen ekstra værdsat og set som læser, når nogen bevidst manipulerer 2 ansigtscremer og en rejseforsikring hele vejen ned i halsen på dig, mens de twee-filosoferer over deres liv som sådan, og annoncørerne griner hele vejen til banken? Jeeeesus.

Selvfølgelig er det også bare lavt af mig at rante sådan mod andre mennesker, og er det virkelig noget at hidse sig op over, og har jeg ikke noget bedre at tage mig til, og jeg kunne bare lade være med at læse med *blinkesmiley* og husk at smile og have en god dagogblablabla. Nej. Fucking nej. For det handler om, at jeg grundlæggende er pissetræt af den massepsykose i vores kultur, der gør salg, reklame og forbrug til ophøjede nødvendigheder og influencere til vores tro væbnere i kampen for merkøb. Som om de og alle firmaerne i virkeligheden gør os en kæmpe tjeneste ved konstant at eksponere os for lort, vi ikke har brug for. Det er simpelthen så sygt.

Men folk vil åbenbart bedrages. Og virkelig gerne vide, hvor man kan købe de der farver.

 

 

Når både tid og penge er små – 2 husholdningshacks fra yours truly

Efter utallige (forudsat, man ikke kan tælle til 2, that is) opfordringer på Instagram, deler jeg her mine nyeste ændringer mod en mindre stresset hverdag. Virker for mig, i hvert fald. Muligvis ikke for andre. Eller også gør alle det i forvejen. Men det er så prætentiøs blogger-visdom i al sin mangel.

Sagen er, at vi er inde i en fase, hvor vi så vidt muligt prøver at spare tid på det praktiske arbejde, så vi kan trække vejret ned i maven, have det lidt sjovere og være mere sammen med børnos. Samtidig gik det under sidste oprulning af budgetter op for mig, at hvis vi nogensinde igen vil på så meget som en billig campingferie, så er vi nødt til at spare lidt mere op og barbere vores i forvejen skrabede budget. So what to do? For vi ved allesammen, at det gængse råd til pressede småbørnsmødre er, at man endelig ikke skal være bange for at betale sig fra det huslige. Og jeg er sgu ikke bange, tværtimod, men min budgetkonto er nærmest rædselsslagen. Så her er, hvad småstressede middelindkomstere med mange børn indfører:

 

1) Fælles rengøringsrutine – der virker

”Men du sagde da, at NU skulle I have rengøringshjælp?! At NU var der ikke flere økonomiske undskyldninger, der stod mellem dig og et hjem, der skinnede ganske som betalt?” Jaja. Jeg siger så fucking meget. Og står egentlig også ved det: på en gang at skulle varetage et almindeligt job, alt det praktiske arbejde i en husholdning og samtidig være en tilstedeværende forælder og partner er hverken sundt, naturligt eller opskriften på det gode liv for nogen. Men se ovenstående bemærkninger: sølle 2 x 600 kr til rengøring om måneden fyldte pludselig ret meget i et lige så sølle budget. Så jeg skød nok en gang drømmen om det velbeslåede voksenliv et stykke ud i fremtiden og fostrede en anden plan: løften i flok.

Nu da jeg er velsignet med 3 skolebørn, kan der godt skrues lidt på Askepot-knapperne i hjemmet. Samtidig vil jeg UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER bruge weekenden på at gøre rent, den skal bruges til kolonihavebesøg og almindelig afslapning. Så rutinen er som følger:

Torsdag eftermiddag, efterhånden som alle kommer hjem, rydder vi op. Alle sammen. Ungerne er primært ansvarlige for egne ting og værelser; de 2 mindste på 6 år støver hver deres halvdel af værelset af. Den store på 9 støver sit værelse af og støvsuger det – det er på 6 m2, så opgaven er ganske overskuelig, men det føles stadig som en stor byrde lettet – og han er faktisk grundigere end mig *ahem*. Jeg støver af i resten af lejligheden og vander planter, manden ordner badeværelset.

Fredag morgen bruger jeg så 30-40 min. på at støvsuge og vaske gulve – det går lynhurtigt, når der er ryddet op, og jeg desuden har ét værelse mindre at tage mig af. Med inspiration fra en veninde har ældstebarnet desuden en tjans indimellem med at vaske køkkenfronter, og det er så det. Done. Nichts weiter. Der bliver næppe uddelt nogen husmormedaljer hos os foreløbig, men det meste af tiden er her faktisk ok rent og ok ryddeligt. Den store fordel ved at sætte børnene i sving er nemlig, at det er knap så fristende at efterlade en syndflod af gulvrod eller opstille ALT sit yndlings-LEGO på skrivebordet, når man ved, at man selv komme til at face skidtet, så snart vi når torsdag…

 

2) Impro-aftensmad og begrænsede indkøb

Lad mig lige slå fast: jeg er fucking dronningen af madplaner. Har dyrket disciplinen i årevis, og jeg kan lægge en sund, varieret og børnevenlig ugemenu inden for en begrænset økonomisk ramme og handle det hele på tre kvarter like a goddamn boss. Men det kræver altså lidt planlægning og overblik. Og i foråret fandt jeg ud af, at det var lige præcis den slags administrative opgaver, der fuckede med mit hoved og min vejrtrækning. Jeg drukner simpelthen i det, sådan som jeg har det for tiden.

Den anden ulempe er, at det ikke er så fleksibelt. Holdt som regel 1-2 dage fri til eventuelle ændringer, men endte alligevel tit med at stå med for meget mad i køleskabet, eller nogle kartoffelrester, der SKULLE bruges nu, og så blev det pludselig en stressfaktor at overholde den skide madplan. Så i stedet er jeg gået tilbage til min tidligere titel som dronningen af køkkenskabene (samt den indlysende: dronningen af selvbestaltede titler).

Dengang vi havde endnu færre penge, tre små børn og begrænset energi til indkøb, freestylede jeg nemlig tit over, hvad vi lige havde i huset. Man kan komme rigtig langt (og vegetarisk) med, hvad der er i grøntsagsskuffen og på konserveshylden, og æg, ost og yoghurt gør det fint ud for animalsk protein, når der ikke er kød. Skal der treates lidt ekstra, kan man altid bikse en lyndej sammen – til fx chapatis behøves kun mel, vand, salt og en pande. Samtidig har jeg meget mindre tid til rådighed end dengang, så selvom jeg faktisk elsker at lave mad, har jeg nu frasagt mig en stor del af ansvaret og indstillet alle på, at vi holder det simpelt (så bare stryg chapatierne igen). Vi handler stadig (så vidt muligt) kun en gang om ugen, men de sidste par uger har vi kun handlet det allermest nødvendige: mælk, juice, havregryn, rugbrød, pålæg og frugt/grønt, evt. opfyldning på de nævnte basisvarer og så 1 – kun 1 – planlagt kød/fiskeret, gerne noget, der kan række et par dage. Rester spises først på ugen, så de ikke går til i glemsel og fordærv, de følgende dage improviserer vi os ud af. Fx rugbrød med stegt (dåse)torskerogn, omelet med grønsager og pasta carbonara med frostærter i stedet for bacon.

Det sparer penge i indkøb, når vi kun køber det mest nødvendige, og det sparer mig for at skulle spæne til komfuret, så snart jeg kommer hjem fra arbejde, når ambitionsniveauet er, at intet skal tage mere end 20 minutter at lave, og der ikke er en forkromet (psykomor)plan for effektiv anvendelse af hver eneste nøje indkøbt råvare. Og så fred være med, om vi spiser lidt mere pasta, end jeg kunne ønske. Der skal bare mad på bordet.

 

I øvrigt…

…var I bare så skidesøde i kommentarfeltet til sidste indlæg. Skal nok også lige få svaret alle! #usleravneblogger

…forstår jeg ikke, hvorfor folk bruger udtrykket ‘en undring’. Ved de ikke, at det ikke findes på dansk? Og at de nårsomhelst kan åbne døren, og så står jeg der, parat til at give dem en flad?

…hører jeg Nicki Minajs nye album konstant. Så hvis I pludselig hører nogen bag jer, der mumlersynger om at knalde hjernen ud på en flæbende Drake, er det bare mig. Gotta love that woman.

…skal vi virkelig, virkelig have afmeldt vores tv-pakke. Den eneste forskel fra før, hvor vi bare streamede DR’s kanaler, er TV2, og den kanal er fanderme ikke mine penge værd. Alene de mængder af lortereklamer, man får smidt i hovedet, er ved at drive mig til vanvid; læg dertil en evig båndsløjfe af Station 2, Mikkel Kryger og random britisk sensationsjournalistik…aaaaand I’m outta here.

…kom jeg lige i tanke om, at jeg har bryllupsdag i dag. 5 år, sgu. Nettet fortæller mig, at det er træbryllup, og indtil videre har jeg fejret dagen med at morgenvrisse af børnene og forbande menuen i kantinen. Men har skrevet til manden, at jeg ønsker mig et træ, og lagt planer for at åbne de dyre italienske bobler, vi har på lager. Måske købe en kage på vej hjem? Se mig lave party-u-turn på en torsdag.

Vi takker for tålmodigheden

Der findes for tiden to personligheder, der bestandig krydser rundt i min vej. (Som Tove ville have sagt).

Jeg er skiftevis komplet ugidelig og fyldt med ideer og energi. Gerne på skift flere gange i løbet af en dag. Så jeg har fem blogindlæg, starten på alletiders samtidsroman og ideen til et start-up i hovedet kl 11 plus al optimisme i verden omkring at få det hele ned på skrift – for så desværre cirka 18.30 samme dag at være tømt for energi og selvtillid og egentlig bare være lidt træt af formiddags-Mie og alle hendes skideirriterende røvforslag.

Jeg er sikker på, det aldrig skete for Tolstoj. Han stod sikkert heller ikke i Netto med summende hoved og tårer på vej og hev varer op af kurven, fordi han nu igen var ved at overkomplicere madplanen og det hele også kunne være ligemeget. Eller havde åndenød eller konstant snurren i kroppen eller søvnløshed eller buhfuckinghuh. (Teknisk set blev han vist rimelig tosset på sine gamle dage, så måske vi alligevel har lidt til fælles).

Never the less. Der kanaliseres en hel del grød ud på domænet for tiden, for det giver mig trods alt en følelse af at præstere. Så kan jeg altid forsøge at bilde mig selv ind, at det ikke rører mig, når der ryger et par følgere for hver udgivet portion blah (Hvem prøver jeg at narre? Kom tilbaaaaaageeee!!! Jeg lover at gøre mig umage fra nu af!!! Og jeg skal også nok være mindre clingy. Og ikke hele tiden spørge, hvad du tænker på. Eller skrive for mange sms’er i streg. Og du behøver heller ikke møde min familie!) Jeg er også røvdårlig til at kommentere hos andre bloggere. Og svare på kommentarer herinde. Sorry. Der går bare lidt hvad-skal-det-altsammen-nytte i mig. Og jeg føler, at hverken jeg eller verden har noget på hjerte. Vi er alligevel alle sammen dødsens, sammen med isbjørnene.

Nå. Men jeg skal til at se The Letdown (den er sjov – anbefales især til forældre). Og har købt bland-selv-slik, hvilket jer på insta allerede ved. Slettede i øvrigt det første billede og lagde et andet op, der lissom føltes mere æstetisk. Vi snakker om et billede af en pose bland-selv-slik, ja. Så bundsørgelig er jeg. Men bortset fra det, så går det godt med de vigtige ting. Hygger mig med børnene (når alle tre ikke er i totterne på hinanden), elsker mand, har søde, sjove venner, der gør mig glad. Har lige været i kolonihave, spillede spil og spiste æbler og hentede rundstykker hos bageren. Alt er sådan set fint. Det er som sædvanlig bare mig, der roder.

Undskyld, vi roder.

 

Dagens klart mest æstetiske slik-billede. You are welcome.

 

Lige tre ting…

1) I går, da jeg stod i kø i Tiger for at købe sidsteøjebliksgaver til fællesfødselsdag, overhørte jeg en far bede sine to små piger stille sig bag “den unge dame der”. Unge dame!!! Moi?!!! Var tæt på at fri til ham på stedet. Lovede også mig selv, at jeg fra nu af altid vil gå med håret løst.*

2) Her til morgen, da jeg cyklede på arbejde og holdt stille i et kryds, kørte der en VVS-varevogn op på siden af mig. Bag rattet sad en ung tatoveret fyr med vinduerne rullet ned og fuld knald på musikken. Sangen? Anne Linnets Forårsdag. Og han så ud til at nyde den.

3) Fredag. Det er fredag, for fanden. Glædelig fredag!

 

*) Skriver naturligvis dette iført min sædvanlige rodeknold.