Fordi jeg ved, hvor spændende det er, når man fortæller om sine drømme…

Jeg har i mange år haft et tilbagevendende mareridt, hvor jeg sidder til matematikundervisning uforberedt, uforstående og med ondt i maven over, at jeg aldrig vil kunne nå at læse op inden eksamen, fordi jeg har misset så meget af undervisningen indtil nu. Min perfide underbevidsthed har desuden til lejligheden samlet det værste fra hver periode i mit skoleliv: klaustrofobifremkaldende lokaler og lige så klaustrofobifremkaldende klasse’kammerater’ fra folkeskolen, sjoflet matematikundervisning med tilhørende spydig lærer fra gymnasietiden samt eksamensangsten og den næsten totale udeblivelse fra mine første år på universitetet. En sand fest.

Selvsagt er det et mareridt, jeg ofte har haft i forbindelse med eksamener, specialeskrivning og lignende, men i disse mine gyldne år som nyledig, er en mere passiv-aggressiv stressdrøm begyndt at dukke op: Jeg går og nusser rundt på min sidste arbejdsplads, selvom jeg ikke rigtig er ansat længere. Jeg prøver at undgå, at nogen stiller spørgsmål til, hvad jeg egentlig laver, men samtidig vil jeg gerne vise mit værd og komme i betragtning til en fastansættelse. Situationen vanskeliggøres yderligere af, at folk omkring mig halvvejs opfører sig som i en spøgelsesfilm fra årtusindskiftet: hilser kort og går videre, overdrager mit skrivebord til andre, fører samtaler og går til frokost uden mig. I den seneste udgave af drømmen begyndte jeg at græde, fordi nogen stod og skamroste den person, som havde fået et job for næsen af mig, mens chefen gjorde et stort nummer ud af, at de ikke måtte tale så højt, at jeg kunne høre dem…

Jeg behøver naturligvis ikke Freud til at fortælle mig, at drømmen er en kombination af, hvordan jeg havde det på mit sidste job (ja, der blev smuggrædt en del på toilettet, sådan er jeg så festligt indrettet), og så et mere generelt billede af, hvordan jeg ser mig selv i forhold til jobsituationen lige nu: Lettere marginaliseret.
Men nu hvor ja-hatten er så populær i forhold til det moderne arbejdsløshedsmarked, skulle jeg måske i stedet lade mig inspirere af min underbevidsthed? Bare troppe op på en arbejdsplads og begynde at gå lidt til hånde, flytte rundt på nogle papirer, rydde op i kopirummet, tilbyde at få lidt styr på hjemmesiden. Jeg får nok ikke løn ud af det, uden at begå deciderede ulovligheder, men med en god frokostordning og en anbefaling til næste sted, ville tiden ikke være helt spildt – og jeg har den fordel, at jeg kan møde ind, når det passer mig, uden stress og angst over ikke at slå til. Alternativt kunne jeg langsomt arbejde mig op, indtil jeg en dag ud af det blå bliver tilbudt en direktørpost…

De første ti Hollywood-film med et lignende tema kan ikke tage fejl!

“Nå, skulle jeg lige være hende der lavede noget mere kaffe? Vi Mærsk-folk forstår da at tanke, haha! Skal for resten lige have vendt min idé til omorganisering af arkivet med dig… Hvad mener du med, at du har ringet til security?”