3 ting om Bagedysten

1) Jeg får galopperende feminist-fnidder af den rædderlige stil, flertallet af kvindelige deltagere fremstilles i. Hvorfor i al hede hule helvede skal de dresses op som pseudoseksualiserede hausfraus anno 1959? Hvem i alverden gider at stressbage iført stram kjole og højt hår? Jeg skulle sgu ikke nyde noget af at rende fra fromage til Pilatus i stiletter – er der en sindsforvirret kostumier på spil, eller ruller de sig rent faktisk frivilligt ind i nylon og læbestift, inden de skal udføre fysisk krævende arbejde? Spørgsmålene er mange, svarene er få. Men jeg synes altså, det er latterligt. Og underligt diskriminerende.

2) Jeg ved ikke, om producerne selv er klar over det, men flere sæsoners diversitet-typecasting har udelukkende formået at fasttømre de allerede eksisterende magtstrukturer i samfundet. På nuværende tidspunkt burde det i hvert fald være slået ind med syvtommersøm hos seerne, at gamle damer og folk med indvandrerbaggrund er middelmådige typer, som aldrig kan vinde – ikke så snart er line-uppet rullet over skærmen for første gang, før vi forventer at se lige præcis dem gå ned i en malstrøm af fejltempereret chokolade og ubehjælpelig slikpynt. Alletiders yndlings-Rosa er godt nok frisk på vej til at slå statistikken, men vi ved alle sammen, at hun i længden ikke har en chance mod hårlakerede 12-talspiger og hipsternørdede isomaltdrenge. (Og hvorfor medvirker der i øvrigt aldrig nogen gamle mænd? Igen må jeg trække diskriminationskortet.)

3) Er efterhånden nået til den smertelige erkendelse, at det eneste, der kan få mig til at respektere Timm Vladimir som TV-vært, er Gordon Kennedys øjeblikkelige genkomst i Public Service, sad as it may be. Til gengæld er jeg helt ok med udskiftningen af den kvindelige dommer – muligvis fordi Mette Blomsterberg er det eneste menneske i TV-historien, der irriterer mig mere end Timm Vladimir. (Markus Grigos rolle tror jeg bare, vi forbigår i tavshed.)

Og så skal der kun soves 6 gange inden næste afsnit – klar, parat, fordøm!

Reklamer

Familien Byggekaos sprænger banken

Sønneke: “Mor, hvor meget kostede vores kolonihave?

Mig: “Omkring 130.000.

Sønneke (lettere målløs): “Det er da billigt! For et helt hus!”

Mig: “Ja.”

Sønneke: “Det er jo det samme som et badeværelse koster!”

Mig (som en træt udgave af Phineas og Ferb): “Ja. Ja, det er det.”

Jeg lever, jeg lever…

…jeg har bare sådan lidt travlt.

På den gode måde. Og den lidt pressede måde.

I går lykkedes det mig fx både at vaske hvad der føltes som 1.000 mia. m2 vægge og lofter og stuk og pis og skaffe en plastic-øksemorderøkse og en Elsa-paryk OG hente børn på den rigtige side af lukketid, mens jeg i tankerne velsignede det af mine børn, der gladeligt tager til takke med en Halloween-udklædning, der allerede findes i husstanden.

Til gengæld glemte jeg helt at hente min bog, bestilt i 11. time til fredagens læseklub, på biblioteket, men der gad børnos heldigvis rigtig godt med hen. Og jeg havde egentlig en, der skulle komme og se vores lejlighed mellem 17 og 18, og min telefon var gået død, men jeg var samtidig så dødtræt af halvanden måneds marathon med VVS’ere og murere og boligadvokater og bankfolk, der aldrig følger op på noget som helst, aldrig ringer tilbage og aldrig giver mig nogen brugbare svar, og jeg havde brug for at være en egoistisk nedtursrøv. Så kunne sagesløse dame fra lejeforeningen passende få lov at vente i omvendt pay it forward-stil, mens vi fandt Marguerite Duras og Onkel Rejes historier.

Hun kom så først en halv time senere, så ingen dyr led overlast. Jeg varmede rester af den kartoffelsuppe, ingen rigtig gad sidst, og Elsa-parykken er vist lidt for lille.

Vi hænger i.

Selvom en god torsdag jo heller ikke er en menneskeret

Hvis der er et udtryk, jeg hader, så er det ”nu er det jo ikke en menneskeret, at…”, når det i flæng bruges til at belære andre om, hvad de kan tillade sig at forvente af tilværelsen. Gerne af folk, der selv indtager en forholdsvis privilegeret position i samfundet, med både menneskerettigheder og materielle goder til hobe. Hyklerisk much?

(Fx er der altid politikere, der står klar til at fortælle kontanthjælpsmodtagere eller studerende, at en rimelig levestandard og en bolig i overkommelig nærhed af ens studie sandelig ikke er nogen menneskeret. Politikere med høje lønninger og gode boligforhold, vel at mærke. Som tror, at de, fordi de engang i tidernes morgen tilbragte 3-4 år på SU i et billigt forældrekøb, nu ved alt om, hvad en enlig mor i lejebolig bør have af krav til livet.)

Jeg er stor fortaler for proportioner og anerkendelse af egne privilegier. Og nej, det er ikke alt, der er en menneskeret. Langt fra, faktisk. Men på det retoriske plan er det netop derfor et dundrende non-argument (er ikke sikker på, det er den korrekte akademiske term, dog), fordi der er 117 ting i tilværelsen, der ikke falder under FN’s charter, og derfor har det ikke en skid at gøre med noget som helst.

Og på det menneskelige plan er det bare åbenlyst arrogant og uforskammet at tillade sig at dømme om, hvad andre må og ikke må ønske sig (har sågar hørt om barnløse, der har fået at vide, at ”nu er børn jo ikke en menneskeret” – av, for satan, altså!)

At noget ikke er en menneskeret florerer også en del i kommentarfelter; det er et lige skideirriterende forsøg på at lukke en diskussion ned, uden overhovedet at anerkende modpartens ståsted, hver gang det sker. Og sidst, den slags sved mig i øjnene, skrev jeg i ren frustration et modsvar, som jeg holdt for mig selv. Men her er det. Og man er hjertelig velkommen til selv at bruge det ved lejlighed:

“Der er mange ting, der ikke er en menneskeret, og som på globalt plan falder ind under luksusgoder, heriblandt en bekvemt beliggende bolig, rejser, et tilfredsstillende arbejde, pænt tøj, cafebesøg, en tur i Tivoli og for den sags skyld børn. Alligevel er det altsammen noget, mange mennesker ønsker sig – og med rette, for det er de ting, de fleste af os forbinder med det gode liv.
Og har man adgang til flere eller alle disse ting, har man sit på det tørre og i vid udstrækning det, man ønsker sig af livet. Så er det både uklædeligt og usmageligt at pege fingre af andre og indirekte anklage dem for at være forkælede eller forkert på den, alene fordi de ønsker sig det samme, som man selv har.
Selvom det ikke er en menneskeret.”

God torsdag.

Hvad jeg lavede i weekenden?

*nynner henført og uendeligt irriterende*  All I ever wanted…all I ever needed…

 

 

(Manden: “Så har vi sgu været i koloen, skat!”

Mig: “Mmmjah, og i forlængelse af det: jeg har engang lovet på bloggen, at hvis jeg nogensinde fik en kolonihave, så ville jeg ALDRIG referere til den som ‘kolonøjseren’.”

Manden: “Er det ellers et ord, folk bruger?”

Mig: “Ja, og det er så vanvittigt nederen.”

Manden: “Jamen… jamen, du kan da ikke bare give mig sådan et ord og så sige, jeg ikke må bruge det! Det er da megagodt!”

Mig: “Jeg er ikke sikker på, vi kan være sammen mere.”)

I øvrigt…

…er vi omsider hoppet på Game of Thrones herhjemme. Ved egentlig ikke, hvorfor det tog så lang tid, eftersom jeg alle dage har været en sucker for Sværd-og-Sandal-filmens moderne aftager, Hor-og-Mord-serien. (Var sikkert også den eneste, der begræd, at Rome stoppede efter 2 sæsoner – nogen, der kan huske den? Fra dengang, man så serier i TV?) Under alle omstændigheder er vi allerede på første pause, da streamingtjenesters svar på crack har det med at stjæle nattesøvn fra svage sjæle. Så nu ser vi lidt True Detective 2 i stedet. Som vi ellers holdt os fra, fordi alle sagde, at den var SÅ meget ringere end 1’eren, men når man i mellemtiden har fået tid til at gå med Blacklist og How to get away with Murder, spicet op med lidt Barnaby og Foyle (jaja, vi har en indvendig gennemsnitsalder på cirka 80), så står den sgu egentlig ret skarpt. Tip hermed givet videre: se en masse crap først.

…synes jeg godt, vi i stedet for ’Systemet Politiken’ kunne snakke lidt mere om ’Systemet Berlingske’. Den avis består jo for helvede snart ikke af andet end beretninger fra erhvervslivet og højreorienterede svins klummeskribenters rasen mod islams indtog, moderne forældres blødsødenhed og alt det ind i mellem. Læg dertil en altovervældende humorforladthed samt verdensfjerne livsstilstillæg med liebhaverboligannoncer i 10 mio.-klassen, smarte sengeborde til en spotpris svarende til Burundis samlede bruttonationalprodukt og prætentiøse madopskrifter, hvor den allestedsnærværende Søren Frank med sædvanlig schwung i håret rådgiver om ’vinen til’, og man begynder at forstå, hvad der er i vejen med verden – og ikke mindst hvordan Lars Løkke kan tro, at 2000 kr. er en ganske almindelig pris for et par sko.

…måtte jeg i går tage til tandlægen på grund af voldsom smerte omkring en visdomstand. Diagnose: ret så betændt tandkød. Og kuren? En grundig skylning og 3 x injektion med brintoverilte direkte ned i samme ret så betændte tandkød. Ja, der stod injektion. Med kanyler. Det var cirka ligeså festligt, som det lyder, og jeg endte med at gå tidligt hjem fra arbejde, fordi behandlingen viste sig mere smertefuld end sygdommen. Eneste optur var efterfølgende selvmedicinering med min og mandens gamle guilty pleasure: en bøtte Ben & Jerry’s til deling. Jeg måtte jo lissom kun spise kolde og bløde ting.

…fik vi ved samme lejlighed genoplivet regler og traditioner for Ben & Jerry’s-indtag: Vi køber det altid i 7eleven, når jeg vi har bestemt, at det skal vi da ha’. Ikke noget med at jagte supermarkedstilbud og fylde fryseren, det skal være en sjælden treat, hvor der ikke skeles til pris. Derfor købes der også kun en bøtte, som fortæres umiddelbart efter, måske over 2 omgange, men helst til kvalmegrænsen er nået. Chunky Monkey og Cherry Garcia er altid trumf, hvis de forefindes (det gør de desværre sjældent). Næste på ranglisten er Caramel Chew Chew og – blev vi enige om i går – Peanut Butter Cup. Ellers kan Phish Food også slæbe an. (Jeg kan egentlig godt lide dem med kagedej, men det koncept afskyr manden, så de figurerer ikke på listen). Og så må isen under ingen omstændigheder serveres i skål, den skal spises med ske direkte af bøtten. Helst foran fjernsynet.

…er det fredag, sguda. Og solen skinner. Og jeg har lovet ungerne sushi og mig selv champagne i aften. Så god fredag! Vær lidt glad! Brug nogle penge! Nej, jeg mente det ikke, lad for helvede være med det. Men sørg nu for at læse en masse bøger og artikler, når det regner i weekenden, gerne nogle, der forholder sig stærkt kritisk til det moderne forbrugssamfund, individfokuserede løsninger på strukturelle problemer og lalle-positiv framing som svaret på alt. Eller bare læs Mogens Klitgaards Der sidder en mand i en sporvogn. Den er god.

 

Bologna – en moderat nyttig reportage

Det er lidt meningen, at man skal komme hjem fra ferie med fornyet energi, ik’? Sådan udhvilet og som et nyt menneske?

Jeg var så det utaknemlige skarn, der kom hjem og var dødtræt. Og det eneste nye ved mig er vist mine pastakilo.
(Noget af trætheden kunne selvfølgelig skyldes, at vi kom hjem kl kvart i kvalme om aftenen, efter at have siddet direkte op af motoren i verdens mindste SAS-fly. Seriøst, jeg er normalt ikke sart anlagt, når det gælder ubekvem rejse, bare jeg har en bog og en snack, men der var altså en kort overgang, hvor jeg overvejede, om min rejseforsikring mon dækkede momentan sindssyge forårsaget af infernalsk maskinlarm, i fald jeg endte med at slå en stewardesse ned i ren desperation.)

Men Bologna var dejlig, selvfølgelig. Solen skinnede fx dernede:

 

Og der var lunt og fint og hyggeligt, og den første aften fandt vi en drink-truck i studenterkvarteret og sad ude til sent og var unge med de unge:

 

Og der var pænt overalt, fx kunne man lige åbne en luge i en mur, og så så det sådan ud:

 

Og så var der mad, oh Herre, hvor var der mad. Jeg er normalt ikke den store pastaspiser, og fx spaghetti med kødsovs keder min mund ihjel, men når pastaen er hjemmelavet (og det er den nærmest alle steder i Bologna) og væltet i fløde, svampe, ost, krydderurter, smør eller langtidssimret kødsauce, så skal jeg sateme lige love for, at jeg er en helt enorm pastaspiser with a vengeance!

Vi nåede heldigvis igennem det meste af min pasta-bucketlist: tagliatelle ragú, tortellini al brodo, parpadelle con funghi og naturligvis ravioli med hvadsomhelst; den klassiske lasagne og spinatraviolien med salviesmør måtte undværes, for der skulle også være plads til pizza (har fantaseret om italiensk pizza i noget, der ligner halvandet år – åh, det var godt!!), til gelato, til burrata, til parmaskinke og mozzarella, til panna cotta, tiramisu og creme caramel. Og masser af Aperol og rødvin, seføli. Det handler jo om at prioritere.

(Desværre fik jeg ikke smagt så mange af de frituredyppede godter, italienerne også frister med, ingen indbagte oliven eller stegte zucchiniblomster til mig i denne omgang. Nåede dog lige at få en kæmpe-arancino med pistacienødder og bacon med i håndtasken, en halv time inden vi boardede mod København. Lidt har også ret.)

Når jeg spiser, så spiser jeg, så desværre ingen pornografiske pastabilleder. Her er til gengæld nogle af alle de grøntsager, vi ikke indtog:

 

En af dagene gik vi op til St. Luca-kirken ad verdens længste søjlegang (tak til amarorama for anbefaling), og det så sådan ud:

 

Hmmm, og hvad så mere? Måske ikke så meget andet end en stor anbefaling af Bologna. Dejlig by. Gammel by. Pæn by. Søjlegange overalt, hvilket er praktisk i både sol og regn. Masser at se. Ikke for mange turister, men godt med liv og leben. Betjeningen er elendig stort set overalt, men hvem bekymrer sig om det, når man inhalerer håndlavede tortellini til spotpris? Ikke mig! Så bare afsted med jer.

 

P.S. Her er 4 gode, prisvenlige steder at spise i Bologna – mest fordi jeg selv googlede meget rundt efter den slags på forhånd, og så kan andre jo lige så godt nyde frugten af mit madindtag:

  • Osteria dell’Orsa. Studenterknejpe, godt nok på Lonely Planet-trailet, men stadig hyggeligt, godt og rystende billigt – pastaretter fås til 6 euro og 1/2 liter af husets vin koster 4. Desuden et af de få steder, hvor vi oplevede venlige og imødekommende tjenere.
  • Trattoria Del Rosso. Også en guidebog-klassiker, men de har dejlig pasta til en rimelig pris, indifferent serveret for både lokale og turister under en søjlegang. Lige som det skal være.
  • Scalinatella. Hyggelig lille restaurant, lige ned ad en sidegade tæt ved Piazza Maggiore. Vi tog derhen for at spise pizza, og den var god og tyndbundet, som napolitanerne og fornuftige mennesker altid har ønsket det, og kostede 7 euro.
  • Caminetto d’Oro. Lidt mere fine dining, hvide duge og den slags. Gode, klassiske retter, og stadig billigt efter dansk standard (vi gav 110 euro for 1 x forret, 2 x hovedret, 2 x dessert og en voldsomt god flaske rødvin + gratis appetizer).