I øvrigt …

… har jeg set folk referere til en Floder af blod-tale, som Rasmus Paludan åbenbart engang har holdt – den har han sgu da planket direkte fra Enoch Powells Rivers of Blood-tale fra 1960’erne. Få dig din egen racisme, Mulle! Ellers får du aldrig en plads i tossernes blå bog. (Generel lede og afmagt ved hele situationen, tænker jeg, ligesom ligger mellem linjerne her. Og har slet ikke ord for dem, der støtter ham i en form for misforstået, selvhøjtidelig systemprotest, selvom de “ikke sådan rigtig er enige med ham”. Nej. Bare nej).

… aner jeg ikke, hvordan man laver en god overgang fra Paludan, men af en eller anden grund sad jeg forleden og læste om Rasmus Tantholdt. Som åbenbart har dannet par med hele tre forskellige kvinder fra TV2s nyhedsprogrammer. Og hvis man lige prøver at billedgoogle dem en gang, så er det vist safe to say, at Tantholdt har en type. Eller også har TV2.

… apropos sladder, så har Den Korte Radioavis en overgang kørt med indslaget Mon Diez, en fiktiv dagbog, som primært handler om, hvordan alle dåner over skribentens blændende intellekt og kaster sig ud af vinduer over, hvor gudeskøn hun er, mens hun bragger/humblebragger sig gennem tilværelsen. Jeg kendte ikke den omtalte Diez før programmet, tænkte, at de nok overdrev helt vildt, googlede mig til et interview i Alt for Damerne og – mon diez! – nu giver det mening. Men er simpelthen nødt til at påpege, at hendes historie om, hvordan hun chokerede alle på danskstudiet med den hidtil usete kombination af smuk og klog, den holder simpelthen ikke. Jeg dimitterede nemlig fra præcis samme uddannelse 6 år tidligere, så det tabu var allerede brudt! Selv tak, Katherine.

… er det gået op for mig, at løs te åbenbart ikke er noget, vi køber mere? Eller hvad? Skulle have fyldt lageret op og prøvede at undgå min bekostelige svaghed for Perch’s, men pludselig har supermarkederne nærmest ikke andet end brevte? Jeg har da både købt kvædete og roiboos hos Netto før i tiden, men end ikke Irma havde den slags i løsvægt? Sig mig, er alle mennesker blevet vanvittige? Det der Yogi-infusion i brev kan jeg lige acceptere, men ellers er det sguda umuligt at få en ordentlig kop te ud af det camping-pis! (Til alle ikke-tedrikkere, der ikke forstår min frustration, kan jeg sige, at det svarer til, at alle butikker skiftede hele deres kaffesortiment ud med 5 slags neskaffe … VANVITTIGE, siger jeg!)

… er jeg lige for tiden brændt inde med to billetter til Gods of Rap i Royal Arena. Lang historie kort, min veninde er desværre blevet forhindret, og min omgangskreds vælter ikke ligefrem med mennesker, der drømmer om at se en samling fallerede hiphoppere, cirka 20 år for sent på den. Og nej, lige nu ved jeg sgu da heller ikke, hvorfor jeg købte de billetter … Manden foreslog, at jeg lavede et facebook-opslag, hvor jeg tilbød at sælge enten begge billetter eller pladsen som min +1. Er bare ikke sikker på, at min selvfølelse ville kunne klare den form for larmende tavshed.

 

FF8F1B4E-5434-4B02-81C3-CE4F42990B02

Reklamer

Så det var ligesom det

Mig: “Den der halve time, du kom tidligere hjem fra arbejde, det var jo der, jeg skulle have skrevet den næste store samtidsroman, blogget, taget bad og catchet op på Game of Thrones. Du har fuldstændig fucket med min tidsplan!”

Mand (griner): “Men du kan da bare tage en halv time nu?”

Mig: “For sent. Jeg er ude af zonen”.

Så overarbejdende lønmodtagere, foren jer! I har kun jeres lænker at miste!

Karoline skrev et ræddi godt 8. marts-indlæg om, hvorfor det var alle mødrene, der gik på deltid? Og flere skrev i kommentarfeltet, at så hang tingene bedre sammen i en stresset hverdag, og som oftest var det kvinderne, der gerne ville arbejde mindre. Men som andre også meget rigtigt påpegede, så kan deltidsarbejde til mor hurtigt blive den individuelle løsning på et strukturelt problem (ligesom hjemmepasning, som jeg også nok skal harcelere over ved lejlighed). Og hvad er der så i vejen med individuelle løsninger på strukturelle problemer? To ting:

  1. De er usolidariske
  2. De løser ikke problemet

(Der er helt sikkert flere og mere sofistikerede problemer knyttet til, men jeg har ikke læst sociologi, så bær lige over).

Hvis vi nu antager, hvad alle med børn og arbejde ved, nemlig at der ikke findes nok timer i døgnet til at passe både job, rengøring, indkøb, tøjvask, madlavning, børn og partner – plus alle jokerne som anskaffelse af nye vinterstøvler, forældremøder, fastelavnsudklædning, legegruppe, tandlægeaftaler og den skotøjsæske, dit barn skulle have haft med til et tværfagligt projekt i forgårs (beklager på forhånd den bias, der måtte ligge i eksemplerne … *ahem*) – hvad ville så være den logiske løsning?

At vi allesammen arbejdede lidt mindre.

Alt tyder på, at i hvert fald den kategori af selvadministrerende kontornussere, som jeg tilhører, ville kunne nå det samme på en 30 timers arbejdsuge. Og de, der ikke falder under den selvadministrerende kontornusserkategori, de kunne fx få et par ekstra kollegaer (og jo, det er der helt sikkert penge til et eller andet sted).

Jeg har ikke det fjerneste begreb om samfundsøkonomi, så aner ikke, hvordan regnestykket ser ud og kan kun påpege, hvad andre har sagt: Med al den effektivisering, der er sket på arbejdsmarkedet inden for de sidste 50 år, burde vi have mere fritid. De sidste arbejdsugeforhandlinger, med de nuværende 37 timer som resultat, var i 1987. Hvilket betyder, at det er hele 32 år siden, at vi sidst har haft en regulering af den ugentlige arbejdstid (og det er faktisk tæt på rekord, kun overgået af de 38 år, det tog fra 1920 til 1958 at få arbejdsugen forhandlet fra 48 til 47 timer). Seføli er endemålet ikke det absolutte nulpunkt; 37 timer er bare ikke skrevet på stentavler, og i de nævnte 32 år er der samtidig sket en digitalisering af arbejdsmarkedet, som alt andet lige burde frigive noget tid.

I virkeligheden er det nok endnu engang fagbevægelsen, der har sejret ad helvede til godt, for den gennemsnitlige danske lønmodtager har i dag langt bedre forhold og flere handlemuligheder, end han/hun havde for både 50 og 100 år siden. Mange, ikke alle, men mange har muligheden for, at den ene forælder går på nedsat tid, og dermed opstår der ikke et folkeligt krav om kortere arbejdsuge, for det kan jo godt hænge sammen. Når altså bare mor går på deltid. Og det vil hun jo i øvrigt også helst.

Men det er sgu ikke meningen med den socialdemokratiske velfærdsmodel, at kvinderne er nødt til at gå på deltid for at få tingene til at hænge sammen, og det er et svigt fra samfundets side, hvis vi efterlader familieomsorgen på mødrene banehalvdel og lige så stille lader kvinderne glide tilbage i hjemmet, fordi det er så dejligt bekvemt for alle. Ikke mindst fordi det efterlader både enlige forældre og alle dem, der ikke kan gå på deltid, med sorteper.

Jeg tror ikke, udfordringen er kroner og øre; udfordringen er, at arbejde i et bestemt antal timer om ugen er blevet ophævet til noget langt mere meningsfyldt, end det kan bære. Arbejde er blevet helligt at have og skamfuldt at undvære – og fred være med det, hjulene skal dreje og det protestantiske selvpineri opretholdes – men der er som sagt intet som helst gudsgivent ved at opholde sig 7-8 timer om dagen, 5 dage om ugen på sin arbejdsplads i stedet for at sidde i et sommerhus, på biblioteket eller hjemme i sofaen med sin børn (eller gør som Ida: spil guitar!). Og det handler heller ikke kun om børnefamilier, jeg under alle muligheden for færre timer på arbejde, uden at man pinedød skal have familiedrift at undskylde sig med.

Så i stedet for, at nogle af mødrene går på deltid, alle andre bliver sygemeldt med stress, og de formuende investeringsrådgivere går på pension som 42-årige, fordi de HAR set lyset og samtidig har råd til at følge det, kunne det så ikke være skidefedt, hvis vi alle sammen kunne nøjes med at være lidt mindre på arbejde?

P.S Jeg stiller hverken op for Enhedslisten eller stemmer på Alternativet, til gengæld har jeg engang læst Foucault, og han ville give mig ret.

 

Madplan i retrospekt, påskeferien (uge 16)

Lidt bagud på livet og point, men vi er nået til påskeferien i denne hæsblæsende kulinariske føljeton, og SÅ er der snart ved at være rettet nok op, til at jeg kan begynde at gøre det her til en fast mandagsting (der blev sagt fast!). Det er næsten som at have tvillingebabyer igen, når de var blevet asynkrone, og man brugte et døgns tid på at småjustere tilbage til fælles skema, akja … (Det er derfor, jeg ikke skal have flere børn, skrigende æggestokke. Jeg har gjort min borgerpligt!)

Mandag: Tacos. Veggie style med bønner og en dåse af Urtekrams chili sin carne var egentlig planen, men vi havde rester af flanksteak fra fredagen, så det blev med kød i stedet. Bønnerne kom dog til ære og værdighed som frijoles refritos, derudover var der spidskål, tomat, agurk, avocado, creme fraiche, købesalsa og koriander. (Til min fødselsdag i januar købte jeg en læs bløde majsmelstacos på tilbud i Meny, ændrede derefter menuen som den superspontane og crazy living person, jeg er, og siden har vi kunne hive sådan en pakke frem fra tid til anden og fylde med hvad der nu lige gemte sig i skabe og grøntsagsskuffe – dette var desværre den sidste).

Tirsdag: Banh xeo med div. grønt og krydderurter. Havde noget impro-asiatisk i tankerne, da vi havde en rest grønne bønner, lidt broccoli og noget spidskål i køleren, men vi havde lige lidt for lidt af både nudler og ris, og pludselig fik jeg en akut trang til vietnamesiske Banh Xeo (pandekager lavet på kokosmælk, æg og rismel og stegt med løg og bønnespirer). Brugte Valdemarsros opskrift, lavede dobbelt op af portionen, droppede gurkemeje og kød/rejer og brugte desuden finthakket rødløg, da jeg glemte at købe forårsløg. De førnævnte grøntsagsrester blev stegt af med noget hvidløg og soja som side dish, og derudover serverede vi agurk, peberfrugt, koriander og mynte til – plus sriracha, soja og den gomadressing, vi desperat prøver at få udryddet, inden den udløber. Det hele blev overraskende vel modtaget, selv Sønnekes legekammerat tog 2 gange, og alle 12-15 pandekager blev spist. (Normalt serverer man dem også med rispapir til, men jeg synes, det bliver liiige vammelt nok på kulhydratmåden, og de fungerer altså helt fint bare med rå grøntsager og krydderurter).

Onsdag: Spinatvafler med falafler, baba ghanoush, yoghurtdressing og grønt. Mor var on feriefire, og nu skulle der fandeme vegetarkokkereres til den store familiemedalje. Og da jeg så stod med falafelfars og vaffeldej og en baba ghanoush, der også lige skulle laves, en halv time i spisetid, kom jeg i tanke om, hvorfor det er, jeg er røget i Dolmiofælden. Der er så varmt og trygt og nemt dernede. Men det var ferie, alle var chill, vi skulle ikke nå noget, så jeg skænkede mig selv en dyb indånding og et glas rødvin og kokkererede videre. Vaflerne lavede jeg på boghvedemel, samme dej, jeg bruger til franske galettes. Tilsatte bare spinat og et ekstra æg for at være sikker på, den kunne stå distancen i vaffeljernet. Det hele blev superfint, men næste gang tror jeg, det hedder spinatvafler for sig, galettes for sig, for boghvededejen egner sig bedst til at blive bagt i et tyndt lag og bliver bedre brunet af på panden. Desuden blev min ældstefødte connaisseur slemt skuffet, da han opdagede, at boghvededejen ikke kom med skinke og smeltet ost, som den plejer …

Torsdag: Bøf Stroganoff med kartoffelmos var lige det, vi gik og savnede. Retten, der forvandler mig til den menneskelige labrador (død, hvor er din brod?), og som jeg var så klog at presse manden til, at vi lavede aftenen i forvejen, så det hele var klar, da vi kom hjem fra kolonihaven sidst på eftermiddagen. (Lavede desuden stor portion, så der også var til fryseren). Much genius! Such happy! Og efter mange års kamp har mine underlige børn, der før i tiden ikke rigtig forstod pointen med hverken kartoffelmos eller gryderetter (jeg ved det, jeg ved det, til gengæld elsker de skaldyr og kapers …), omsider set lyset, så alle var meget mætte og glade.

Fredag: Familiefødselsdag, masser af lækker mad og min søde 6-årige, der spurgte sin mormor, om hun mon til oksemørbraden havde sådan en sovs med nogle champignoner og noget fløde og tomat? … Dvs. Bøf Stroganoff. Bless her.

Lørdag: Turen gik til IKEA og aftensmaden bestod dermed af kødboller, der smager af sved, som Superheltemor vist engang beskrev dem. Unclean family entertainment you can trust.

Søndag: Tarteletter med kylling var egentlig på menuen, og jeg kogte en Løgismosekylling om formiddagen (igen: ferie), men da de voksne var stopmætte efter dagens påskefrokost, og ældste barn desuden var deserteret til et andet middagsbord, så jeg ingen pointe i at lave farmormad (min mormor lavede mad straight outta 60’erne/70’erne: ananas, karry og alt godt fra dåse; så tarteletter og anden soul food er farmormad i min verden) til hele familien. Til gengæld måtte slaget fra aflysningen af tarteletterne mildnes, så der blev taget en hurtig beslutning om hjemmelavede burgere (= kombination af people pleaser og noget, der kan spises i hold).

Det var det!

… og så kan I bare ringe, hvis I vil skubbes ud over en klippeskrænt!

Nåmen, weekenden lavede en Houdini på mig. Ligesom påskeferien gjorde. Og jeg er fucking slidt. Dels på grund af alt det vidunderlige gravearbejde, jeg udførte i går (tak, uduelige kontornusser-krop), dels fordi jeg efterhånden har glemt, hvordan mine egne tanker lyder.

Forstå mig ret, det er skønno, at vi både har fået sat højbede op, indrettet en bålplads og snart er færdige med mini-shelter i kolonihaven, og desuden har fået ryddet op på altanen og sat rørkasser og hylder op i køkkenet i vores lejlighed. Det er alletiders, at vi samtidig har fundet tid til at tage i svømmehallen og i biografen at se Dumbo og til familiehygge og ud at drikke nogle øl uden børn. Herligt! Elsker det! Jeg trænger bare virkelig til noget fred og ro.

For jeg har aldrig været typen, “der bare ikke kan sidde stille”. Nixenbixen, ikke her. At sidde stille er en af mine absolutte spidskompetencer. Evt. kombineret med at stirre ud i luften. Og den evne føler jeg slet ikke, jeg har fået lov at demonstrere nok de sidste par uger. Føler den faktisk til et niveau, hvor jeg hvert øjeblik kan gå Dolph på mine omgivelser, hvis de ikke holder deres kæft og lader mig være – alt fra sludrende børn til sludrende kollegaer er i farezonen p.t.

(Men altså helt seriøst, har I nogen anelse om, hvor meget 3 børn i skolealderen LARMER? Råber, griner, skændes, fjoller, afbryder, skriger … og synger?! “Vi sejler op ad åen” om og om og om igen, eller bare noget med lort og tissemand, indtil hysterisk latter sekundet efter bliver skiftet ud med slåskamp og gråd og så videre. De er ganske vidunderlige, sunde og raske og glade og LARMENDE. Og jeg er åbenbart skabt uden det der magiske forældrefilter i ørene; der bor en fucking kakofoni i mit hoved, som ikke vil dø).

Så med disse nyskabende ord fra en træt familiemor vil jeg ønske alle en fortsat god mandag aften. Og lige sidde lidt stille.

 

A3F4F309-700F-4C55-AC81-68E0C2368470.jpeg

 

I øvrigt…

…forstod jeg aldrig helt, hvorfor nogen i første omgang ville betale billetter for at se Michelle Obama? Og hvordan hun nogensinde blev den store kvinde i åbenbaringen? Altså, jeg er ikke i tvivl om, at hun er skidesød og dygtig og klog og alt det, men der er noget underligt bagvendt over, at det efterhånden skal være feminisme og empowering og #bosslady, så snart en kvinde har en uddannelse, et arbejde og indimellem noget fornuftigt at sige (hvilket hun så åbenbart ikke havde). Desuden er alt det der ’first lady’-glamourpis jo et levn fra dengang, kvinders eneste vej til indflydelse var via ægteskab. Sguda lidt sad, at man i dette årtusind kan blive et feministisk ikon, når ens claim to fame er det andet navn på vielsespapirerne.

…opdagede jeg for nylig, at indspilningerne til den femte Indiana Jones-film er sat til at starte i APRIL 2019! Som i nu her! (Ooog muligvis udskudt lidt igen, men pytnumeddet). Premieredatoen er 9. juli 2021, og skulle nogen være i tvivl, er det det tætteste, vi kommer Jesu genkomst i min verden. (Og gudsketakoglov er Shia LeBoeuf ikke med denne gang – så er der bare tilbage at krydse fingre for en mindre rædderlig mcguffin end sidst).

…føler jeg mig for tiden virkelig gammel. Som i sygt gammel. Regnede ud, at mine børn nu allesammen er tættere på at være 20 år, end jeg selv er. Og det er et problem, for jeg troede jo, at jeg var 20. Men det er jeg slet ikke? Faktisk er det 16 år siden, jeg var 20? 16?! 20??!! 16??!!!!!!!! *hoved eksploderer*

…holdt jeg sidste år en meget lang Game of Thrones-pause (mit hæmningsløs vold & voldtægt-bæger var på en eller anden måde fyldt op, kald mig bare sart), men ansporet af premieren på sæson 8 (den er kommet nu, forresten, vidste I det?…) har jeg den sidste halvanden uges tid binget mig frem til starten af 6. sæson. Og en ting er, at jeg har genopdaget, hvad den serie gør ved en: få døgn inde i maratonnet måtte jeg begynde at tvinge mig selv i seng kl. 01.30 samt huske på, at regelmæssig sex faktisk er vigtigere end Lannisterintriger (laboratorierotten, der sulter ihjel, mens den hamrer løs på heroinknappen, that’s me). En anden ting er, at verden er min plotspoiler, og hvor end jeg vender mig i mediebilledet, står folk parat til at diskutere seneste udvikling, halvanden sæson foran mig. Så kunne vi ikke aftale, at alle lige holder kæft, indtil jeg er up to date?

…får den næste, der bruger Cohen-citatet med there’s a crack in everything, en flad. Vi har hørt det, det er sådan lyset slipper ind, perfektion forgår, banaliteter består, og find nu for helvede en anden at citere. Der er nok at tage af. (Og, nej, heller ikke Obama – nogen af dem!)

Mandagsmadplanen fra uge 15, der blev væk i udbakken…

(Edit: Det eneste indlæg, jeg faktisk fik sat mig ned i påsken og skrevet, har jeg åbenbart ikke fået trykket ‘udgiv’ på… *tusind emojis, der tager sig til hovedet*. Så her er en to uger gammel madplan med en uges forsinkelse… Hvis nogen ellers vil mig noget, er jeg ude og vælte rundt i min nyskabte influencerkarriere).

Recap af ugen, der blev spist – og I joiner bare, som det passer jer!

Mandag: Vi kørte nok en gang med svømmepizzaer.

Tirsdag: Lasagnerester fra weekenden med grøntsager on the side.

Onsdag: Spejlæg og rugbrød – dvs. til børnene … De onde voksne tog sig en LPD, Late Parent Dinner, og købte taiwanesisk takeaway, efter de uskyldige små var puttet. Muahaha og yum!

Torsdag: Min kære moder tog sig af børneafhentning og madlavning, og det var noget med roastbeef og flødekartofler, som vor mor lavede det.

Fredag: Manden havde fundet noget kød på bud (er ikke jysk, men kan nu så godt lide det udtryk #regionalappropriation), så vi fejrede påskeferien med flanksteak, ovnkartofler, aioli (Hellmann’s rørt med nogle bagte fed hvidløg) og grøntsagsskuffe-salat bestående af spidskål (har vi stort set altid på lager), gulerod, avocado, æble og vinaigrette.

Lørdag: Følte trang til at modvirke en uhørt kødrig uge, og havde samtidig dårlig fiskesamvittighed, så vi fik Salade Niçoise-ish: spinatblade, kogte kartofler, peberfrugt, grønne bønner, agurk, tomat, oliven, æg og tun.

Søndag: Jeg var ude, Nørrebro brændte (uden sammenhæng i øvrigt), og min mor inviterede på hakkebøffer. Done.

C’est ça – næste uge gælder det påskeferien, og kan allerede nu løfte sløret for, at menuen bliver lidt mere spændende.