Bloggeloggelog

Jamen, der sker ikke så meget. Fx:

  • Har jeg hørt Ballroom Blitz på vej til arbejde ret mange gange, og skal nu hver eneste morgen huske mig selv på IKKE at råbe “Are you ready, Steve?!…” når jeg træder ud af elevatoren.
  • Har ferie i Frankrig som sædvanlig fået mig til at føle, at hvidt brød med obskøne mængder brie og en halv liter vin er det, jeg fortjener. Hver dag.
  • Vækker modeuge noget pinligt hadsk i mig. Mentalt sidder jeg åbenbart stadig på bagerste række med fedtet hår og himler, når poptøserne diskuterer cardigans. Så modent.
  • Har jeg genopdaget gul neglelak. (Det er teenage-Mie helt okay med. Til gengæld nægter hun at iføre sig de nålestribede stumpebukser, jeg købte i et anfald af damethed.)
  • Har jeg lige brugt en fodboldtræning på at skrive det her. Go team!
Som at se kunstgræs gro.

Som at se kunstgræs gro.

Køreferie – epilog

Sidste del af ferien forløb lige så fint som den første. På en weird shabby chic-B&B og med sightseeing på D-Dagsstrandene og i Bayeux. Der blev set både tapet og invasionsmuseum, og Sønneke var helt oppe at ringe over al den krigshistorie. Moderens lallede pacifisme har tilsyneladende ikke rigtig fanget an. (Selv jeg blev dog grebet af stemningen; fik helt lyst til at se Saving Private Ryan igen, og det er et seriøst faretegn.)

Så kørte vi videre til bryllup i det hollandske, hvor der blev viet og skålet og festet, og da min veninde ikke er typen, der går ned på udstyr, var der selvfølgelig også en hoppeborg(!) til børnene… Og eftersom en halvklodset, palliethadende, danser-aldrig-ædru type åbenbart sagtens kan fostre prinsessede entertainertvillinger, så var der to 4-årige, der gav den max gas i tylkjoler og festhumør og hele aftenen spurgte, hvornår brylluppet rigtig begyndte. Dvs. hvornår dansegulvet åbnede. Da det omsider skete, cirka ti minutter i puttetid, bakkede den ene ud af træthed. Men den anden gik bananas til Kool & the Gang, og eftersom jeg gerne vil lære mine børn, at man skal danse, når man har lyst, og altid uden tanke for om nogen kigger, måtte jeg jo danse med. Rimelig ædru. På et komplet tomt dansegulv, omgivet af resten af gæsterne. The things we do for love.
Manden ramte cirka kl 01.00 et punkt mellem dødtræt og fornuftig og sneg sig i seng, og da jeg opdagede hans forræderi, besluttede jeg i ren trods at drikke mig i hegnet. Heldigvis er min veninde heller ikke den, der forlader en fest i utide, og da DJ’en gik hjem, blev vi ved. På den virkelig lå-lå-lå-agtige måde. (Er sikker på, at gommens søster satte stor pris på min simultantolkning af både Nik & Jay og De Gyldne Løvers største hits.)

Og det var så det. Vi ræsede hjem til hverdagen, forsøgte at mønstre noget interesse for vores arbejde, og var rørende enige om, at det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft.

Glemte at nævne, at ferien også har lært mig verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost er gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved. "Lad det ske, lad det skeeee-eee..."

Som en ekstra bonus har jeg også lært verdenshistoriens mest overvurderede tegnefilm udenad. Frost – gaven, der bare bliver ved med at give. Og ved. Og ved.

Køreferie, dag 11

Alt vel i campingland! Vi bor pittoresk i en skovklædt dal i Normandiet bag en af Louis d. et-eller-andets jagthytter; der ligger helt sikkert nogle hovedløse adelige et sted og vender sig i graven, når pøblen slår villateltene op i den fædrene baghave.

Vi bor i safaritelt, hvilket passer perfekt til min skjulte kolonialistside, der mangler bare lidt bisonjagt og nogle opvartere. Er ikke sikker på, at Hemingway ville have taget til takke med bogstavpasta og kødsovs på krukke, men børnene elsker det, og jeg oplever en nyfunden glæde ved madlavning, der primært indebærer åbning og opvarmning.

På feriens første dag spurgte Sønneke fra bagsædet, hvorfor der ikke er vagter ved Zoo, som kan sørge for, at dyreplagere ikke smugler våben ind(!), og jeg endte med at holde et lille foredrag om, hvordan tillid avler tillid, og at der altid vil være tosser i verden, men at man må tro på det bedste i folk. Morgenen efter, mens jeg zappede rundt efter hotellets tegneseriekanal, kom nyheden om angrebet i Nice frem på skærmen, og den dag sad jeg i bilen og tænkte, at det altid er nemmest at have de rigtige holdninger på passende sikkerhedsafstand fra verden.

Men sidst på eftermiddagen landede vi på gode venners terrasse med sol, rosé og legende børn, og mere skal der alligevel ikke til at genskabe min tro på menneskeheden. Efter nogle dages hedonistisk haveliv, hvor vi væltede os i solskin, vandkamp og pomfritter (og mere rosé) tog vi videre hertil, og i morgen går turen til noget murstensindkvartering og Bayeuxtapetet.

Så her går det godt. Alt køreriet er blevet rimeligt modtaget af bagsædetyrannerne, og lidt sightseeing er de små heller ikke afvisende overfor. Jeg har snart læst to bøger, er ret sikker på, at mine indre organer langsomt er ved at blive erstattet af kartoffelchips, og hygger mig helt vildt med det hersens familieferie.

image

Køreferie, dag 1

  • Er tjekket ind på det obligatoriske tæt-på-motorvejen-placerede overnatningshotel. Ikke noget fancy, og efter at vi havde trukket værelsesnøglerne i en automat i den komplet mennesketomme bygning, og manden kort efter ankomst gik alene ud for at lede efter et køleskab, tænkte jeg, at det sgu da er et held, jeg trods alt ikke har set flere amerikanske psycho-motel-kannibal-slasherfilm. Ellers kunne man godt være gået hen og blevet helt bange.
  • Men ellers er vi landet i noget, der nærmer sig den hellige gral for 5-personers familier (verden kan nogle gange godt være lidt usamarbejdsvillig, når man får mere end 2 børn): Et dobbeltværelse med 3-sengs børneværelse en suite. Desuden jublede først børnene, da de så bolcherne på hovedpuderne, og så manden, da han så badekarret. Så må denne billige bid af paradis godt have lidt mølædte gardiner.
  • Har afholdt den obligatoriske indkvarteringsreception på værelset med øl til de voksne, Fanta til børnene og bamseformede tyske chips til alle. Har også været på den lokale kro og spise den obligatoriske schnitzel- og pomfritter-middag. (Når ens børn straks spørger efter legerummet og derefter vil ‘med op at bestille mad’, ved man forresten, at det er på tide at introducere dem til spisesteder, der ikke starter med M og slutter med cDonald’s.)
  • Har i øvrigt også nået at vende bilen om på parkeringspladsen lige foran den lokale kro og køre halvvejs tilbage med hylende børn under højlydte trusler om aflyst aftensmad, hvis ingen kan sidde 5 minutter i en bil uden at skændes/slås/skrige. Husker ikke lige den del som obligatorisk.
  • Nogenlunde samme cocktail af trusler og hylen gentog sig under putning (og den totale refusion af samme). Så det er godt, at vores værelse har et sidste es i ærmet: Vindue lige ud til et halvtag, der egner sig perfekt til at smugryge og dele en øl med den trætte chauffør. Godnat!

image

Ferielæsning

Ingen ferie uden en ambitiøs læseplan er mit motto. Nedenstående billede viser de bøger, jeg oprindeligt havde pakket. Men så gik det op for mig, at det næppe gav særlig meget mening at vakuumpakke mit tøj til 3 ugers ferie + bryllupsoutfit i en lille weekendtaske – for derefter at pakke en pose bøger i cirka samme størrelse. Især når man tænker på, at stakken repræsenterer en rimelig læsemængde til ferie uden børn.

Så efter en benhård udvælgelsesproces, primært vinklet efter “hvad magter jeg at blive afbrudt i 127 gange undervejs?”, var det Knausgård og Klemperer, der ikke gik videre. Til gengæld er jeg endnu ikke kommet i gang med nogen af de andre bøger. Go me!

image