Jul på Nørrebro

…ooog jeg er tilbage! Siden sidst har der været lidt vekslende sygdom i familien, rundet af med mandens julefrokostinducerede cykelstyrt og dertil syede hage i weekenden (nej, han var ikke pissestolt bagefter, ja, jeg syntes, det var jævnt nederen at blive vækket kl 5.30 søndag morgen for at skaffe lægehjælp til ravende, blødende mand, der kort efter gik ud som et lys på sofaen, mens jeg hang i telefonkø og krydsede fingre for, at børnene ikke vågnede). En uvarslet fyringsrunde på mit arbejde blev det også til – jeg har stadig et job, min allerbedste kollega, kontormakker og arbejds-partner in crime har ikke… Og så er Ole Birk Olesen blevet minister.

Så skal vi ikke bare lynhurtigt hoppe videre til noget så ufarligt som julepynt? En lille gennemgang af dette hjems tableaus de noël i ord, billeder og elendigt fransk, n’est pas? For hvis nogen måske sidder og er lidt kede af, at de endnu en gang ikke kan leve op til Feminas artikler om kendte designeres julepynt i sikker farvekodning og med elementer af fransk loppemarked, så er dette stedet at få det bedre med sig selv!

Følgere på Instagram vil vide, at jeg tidligere kom til at investere i sukkulenter. De er blevet stedt endeligt til hvile i årets kalenderlysarrangement. Læg især mærke til den psykedeliske mos. Først efter, jeg havde købt den, lagde jeg mærke til, hvilket bizart indfarvet(!) made in China-produkt, jeg havde fået fingre i. Læg også mærke til, hvordan lys og dekoration på en eller anden sær måde ikke matcher.

Plasticdyr venligst sponsoreret af lejlighedens yngste beboere.

Plasticdyr venligst sponsoreret af lejlighedens yngste beboere.

Videre til årets adventskrans, der (endnu en gang) er mere kitschet end køn. Opmærksomme læsere vil genkende den syregrønne mos, her kombineret med bl.a. brølende hjort og majskolbe-glaskugle. Der var en gang, hvor jeg kørte en mere klassisk grankrans med bloklys, men så kom jeg i tanke om, at jeg egentlig ikke magtede alle de ekstra indkøb. I stedet købte jeg en adventsstage i Søstrene Grene, selvom jeg altid har hadet den slags. Nogle gange overrasker man jo sig selv.

Sløjfen på radiatoren i baggrunden er et af børnenes bidrag.

I baggrunden en sløjfe på radiatoren; den 4-årige har lige så meget sans for detaljen som sin mor.

Ingen jul uden tableauer, her et i gangen, jeg kalder: ‘Dørkransen, vi nok aldrig får hængt op, tilsat morgenelementer, astmamedicin og en lillebitte plastictraktor’.

Og nej, vi er ikke morgensangtyper. Aner ikke, hvad den bog laver der.

Og nej, vi er ikke morgensangtyper. Aner ikke, hvad den bog laver der.

Og selvfølgelig: Årets snelandskab. Præcis lige så malproportioneret som det skal være og altid har været.

Ingen vidste, hvor byens indbyggere én for én forsvandt hen, imens snemanden på Bytorvet blev tykkere og tykkere.

Ingen vidste, hvor byens indbyggere én efter én forsvandt hen, alt imens snemanden på Bytorvet blev tykkere og tykkere.

Men hov, mangler der ikke noget på de snepudrede bakker? Joda, for i år har jeg omsider taget mig sammen til at lime alle de defekte kælkenisser. Som i øvrigt er resultatet af dengang, jeg i et øjebliks sindsforvirring købte et samlesæt i Panduro, for at manden og jeg kunne hygge os med at lave julepynt…*bræk-smiley* (måske var det den jul, jeg var gravid med Sønneke, det ville forklare en del). Selvsagt gik vi ret hurtigt kolde i projektet, og derfor indeholder vores samling både en mexicaner-nisse, en token black guy-nisse og en Hitman-nisse. (Foruden tumpe-nissen og tjener-nissen med serviet og solbriller, som kan skimtes i landskabet ovenfor).

Ved ikke helt, hvor det her placerer mig på et politisk korrektheds-barometer... På en måde kan det gå begge veje.

Ved ikke helt, hvor det her placerer mig på et politisk korrektheds-barometer. På en måde kan det gå begge veje.

Og til sidst: det barnlige touch. Børnehavefrembringelser får hæderspladser for ekstra hyggeeffekt, og samtidig kan alle se, hvor pisserummeligt og børnevenligt et hjem, det her er.

Intet siger 'jul' som papmaché.

Intet siger ‘jul’ som afskallet papmaché.

...eller toiletruller forklædt som snemænd.

…eller toiletruller forklædt som snemænd.

Stik den, Femina!

Status p.t.

Hånd stort set ok. I morgen gælder det halloweenfest på skolen, og den trofaste kontaktforælder – deres hengivne skribent – har bagt flagermusekage, indhentet glemte tilmeldinger og færdiggjort Sønbergs zombie-tøj. Prikken over i’et bliver at få hans lillesøstre manipuleret i ens dia de muertos-outfit, der forhåbentlig kan skræmme livet af alle 2. klasserne. (Som regel støtter vi dem naturligvis i at gå forskelligt klædt og udklædt, men helt ærligt: siden jeg var gravid med basserne, har jeg drømt om det halloweenpotentiale, et sæt enæggede tvillinger besidder… Desuden skal de matche min udklædning, og den ved vi jo allesammen er det vigtigste!)

img_0396

Ellers måtte nogen jo spænde hestene for og køre mig til Mariannelund

Kig godt på denne hånd! Alle Arabiens duftende vande kunne ikke vaske den ren – for den har reddet sig en gang bakteriel seneskedehindebetændelse.

Nå, det kunne imponere, hvad? Så bare hør, hvordan man skaffer sig sådan en infektion på hånden:

Lørdag vælger man at skære spegepølse hjemme hos sin mor med hendes psykopatskarpe og tilsvarende spidse urtekniv. Da skindet skal af, løftes spegepølsen i vejret, og med et kækt snit ud i luften glider man af på målet og hakker kniven direkte ned i tommelfingeren. Herefter udråb, sårrens og plaster.

Søndag skiftes plasteret, ellers ingenting.

Mandag skiftes plasteret, ellers ingenting.

Tirsdag har såret lukket sig, plasteret tages af og man noterer sig lidt hævelse i tommelfingeren, lidt mærkelig stivhed i de andre fingerled og tænker, at det nok ikke er noget.

Onsdag morgen vågner man så til nyheden om Trump som valgvinder og med halvdelen af hånden hævet til dobbelt størrelse samt stærkt nedsat bevægelse i alle fingre. Der ringes til lægen, imens man i baghovedet afspiller et medley af alle de koldbrandshistorier – inklusive den, hvor Emil kører Alfred til doktoren midt om natten i snestormen – og amputationsanekdoter, man nogensinde har hørt/læst/set i løbet af sit liv (en særlig tak skal lyde til alle 1800-talsforfattere samt folkene bag The Knick). Forhåbentlig får man i det mindste en kugle at bide i, inden de hiver saven frem…

Heldigvis gælder der andre procedurer nutildags; efter at være blevet erklæret uegnet til krigstjeneste kunne jeg i stedet hente mængder af dejlig penicillin på apoteket. Og lære spændende nye ting, som fx:

1) at tommel- og lillefingerens sener faktisk er forbundne, og det er derfor, ens lillefinger pludselig ligner en partypølse, 4 dage efter man begik uagtsomt manddrab på sin tommelfinger

2) at utroligt mange ting i denne verden kræver 2 fungerende hænder; herunder en hel del, der falder inden for påklædning og personlig hygiejne (hejhej, joggingbukser og 3. dags messy, messy bun).

Så nu venter jeg bare på, at vidundermedicinen gør sit indtog. Og sender en stille tak til Fleming og den moderne lægevidenskab, mens jeg finder takeawaymenuerne frem.

Billedet yder ikke situationen retfærdighed, men normalt er min tommel- og lillefinger halvt så store...

Billedet yder ikke den dramatiske 1800-tals-roman-situation retfærdighed, men normalt er min tommel- og lillefinger altså halvt så store…

God weekend!

Det er fredag, og jeg ved ikke med resten af landet, men her i København er det pissekoldt og regner.

Og derfor opfandt Gud store hovedtelefoner og Beenie Man King of the Dancehall. 

Upassende røvvrikkeri kan spottes omkring Nørrebrogade.

*Lyden af en støvsuger, der tændes*

Nogle gange må man indse, at der indimellem skal skæres nogle hjørner. At man ikke kan få det så rent som hjemme hos sin mor. At man også bare bliver en skidesur krampe af hele tiden at gå og rydde op og holde øje med nullermænd.

Carpe diem, live a little! Spil noget Ludo og lad opvasken stå. Hvad så, om børnenes negle trænger til at blive klippet? Hvad så, om der ikke er blevet støvsuget i 14 dage? Man må øve sig i at være ligeglad med den slags.

Og pludselig går det faktisk okay med at hvile i nullermændene. At tænke, at det kan være ligemeget med den rengøring, og fuck nu det, om ungerne ikke har været i bad i 4 dage. Det er jo det samme med alle andre, ved man. Det går nok altsammen!

Lige indtil nogen får børneorm.

At føle og at mene

Forleden skrev Blogsbjerg om Etisk Råds uenighed om, hvorvidt fosterreduktion ved tvillingegraviditet skal være en mulighed indtil 12. uge. Havde faktisk tænkt på at skrive et indlæg om det for et par uger siden, og føler mig nu igen kaldet til at smide noget mening i puljen:

Jeg vil som regel gerne se en sag fra flere sider, og jeg anerkender fuldt ud, at andre ser verden anderledes end mig og samtidig er i deres gode ret til det. Pisserummelig og rationel er jeg, med andre ord.

Men i denne her diskussion kan jeg ikke se ud over, at jeg selv er tvillingemor. Og den måde, det at få tvillinger bliver italesat i denne her debat, rammer mig lige i hjertet. Jeg bliver ked af det, når jeg på nettet ser nogle bruge som argument, hvor umenneskelig hårdt, det er at have tvillinger, hvor meget det vil gå ud over eventuelle andre børn. Og at folk derfor er i deres gode ret til at vælge det fra, for det kan man nærmest ikke byde nogen. (Hver gang skrevet af nogle, som ikke selv har tvillinger, hvilket øjeblikkeligt giver mig lyst til at råbe: “Hvad fanden ved I overhovedet om det?!”)

På samme måde som det altid stikker i mit hjerte, hvis nogen omkring mig højlydt giver udtryk for, at de i hvert fald håber, de IKKE får tvillinger, og korser sig alene ved tanken. Selvfølgelig har jeg forståelse for, at tvillinger ikke er øverst på ønskelisten, hvis man er enlig mor eller har 4 børn i forvejen, men det er voldsomt sårende, når venner eller bekendte, som har både hænderne og ressourcerne, opfører sig som om 2 babyer på én gang er det absolut værste, der kunne ske for dem. Excusez-moi, men det er altså mine børn, du lige har sammenlignet med et færdselsuheld?!

Som en skrev i kommentarfeltet hos Blogsbjerg, så giver diskussionen ondt i maven, fordi tvillinger bliver italesat som noget forkert og problematisk; jeg føler, at mine børn bliver sygeliggjort helt uden grund.

Pludselig forstår jeg bare en snert af det, indædte abortmodstandere og forældre til børn med Downs syndrom oplever. Jeg forstår lidt af den vrede og sorg, de må føle, når de bliver konfronteret med omverdenens generelle holdning til fri abort, og jeg får lyst til at messe “børn er en gave – altid en gave”. Til trods for, at jeg er tilhænger af fri abort, til trods for, at jeg tror på frivilligt forælderskab, og til trods for, at jeg er verdens største underskudsmor. Det er ikke Spelt-Moder Jord, der taler her, jeg har altid syntes, at livet med børn er lidt af en prøvelse. Jeg mener bare ikke, at tvillinger gør det til en større prøvelse end så meget andet.

Det er ikke fordi, det ikke er hårdt med 2 babyer, gu’ fanden er det det. Men det er og bliver en fase. Og jeg er helt med på, at der er familier, for hvem tvillinger vil være en uoverkommelig opgave, men så er vi ude i særtilfælde. Det er anskuelsen af tvillinger som et problem i sig selv, jeg finder både urimelig og sårende.

Etisk Råds imod-gruppe skelner mellem fravalg af moderskab og fravalg af det enkelte barn, hvor respekten for fosterets liv i sidstnævnte tilfælde vægtes højere end moderens frie valg. Efter nøje overvejelse tror jeg, jeg er enig. Og bliver så igen udfordret på spørgsmålet om de enlige mødre og forældre med diagnosebørn. Som Linda har jeg det topfint med, at det ikke bliver mig, der skal tage beslutningen, men for én gangs skyld i mit liv må jeg sige, at jeg er enig med Lillian Bondo.

Og ellers erklære mig helt og aldeles inhabil.

Sidste nat med remoten

Et blogindlæg i sort/hvid, i hvilket hvor heltinde falder for fristelsen til at gå all in på blogger-identiteten med egofikserede billeder af ligegyldige gøremål. 

Åbenbart er det så hårdt at være uden familie i 4 dage, at jeg i dag har meldt fra til en gang fredagsøl (meget ulig min evigt FOMO’ende personlighed – men tænker, at det er nogle andres tur til at tørlægge byen) for i stedet at kunne flade ud på sofaen helt selv. Endda på min sidste aften alene.

Men hvad har jeg så lavet de sidste par dage i dette hektiske jet-set-liv i byen, uden børn og forpligtelser (bortset fra arbejde)? Udover lidt forskellig socialisering og noget rødvinsindtag har jeg bl.a. gjort noget så hæsblæsende som at gå til tandlægen:

Tandstillingen præsenteres i samarbejde med den kommunale bøjletandpleje. Samt egen manglende indsats med den udleverede efterbehandlings-bøjle.

Tandstillingen præsenteres i samarbejde med den kommunale bøjletandpleje. Samt egen manglende indsats med den udleverede efterbehandlings-bøjle.

Bagefter var jeg ude på min årlige shoppetur. Var ude af stand til at tage beslutninger, så holdt løbende billedkonsultationer med manden:

Det bør noteres, at vidvinklen for en gangs skyld arbejder til min fordel. I virkeligheden er min bryster meget mindre og mine hofter meget bredere.

Det bør noteres, at vidvinklen for en gangs skyld arbejder til min fordel. I virkeligheden er min bryster meget mindre og mine hofter meget bredere.

Det hele var så vildt, at jeg på et tidspunkt revnede mine bukser:

Lige over knæet. Bom.

Lige over knæet. Bom.

Så efter alt den hektiske mig-tid, er det naturligt nok, at jeg nu kobler ud på sofaen ovenpå lidt let rengøring og noget tung aftensmad:

Yes, det der bagved er en frysepizza. Med peperoni. Living the dream!

Frysepizza. Når pengene er små, men man stadig ikke gider lave mad. Forbløffende, så hurtigt bachelorette-vaner vender tilbage.

Så nu er spørgsmålet bare, hvad skal jeg se? I går var jeg så grebet af shoppe-stemningen, at jeg valgte at falde i søvn til Sex & the City-filmen… Den er alligevel ret overkørt, ahva’?… Grænsende til det ufrivilligt komiske, da den 40-årige Madam Bradshaw står i fuld Vera Wang med en fugl(!) i håret og tæsker løs på Big med sin brudebuket på åben gade mens hun i ramme alvor skriger “You humiliated me!!!”. Arh, dame, ved du nu hvad…

Nå, kan være, jeg skal tage en rejse ind i sindet med Eat, Pray, Love for lissom at komme helt ned i gear. Så bliver det bare spændende, om jeg kan holde mig oppe. For slet ikke at tale om aftensmaden nede.

You stay classy, Copenhagen!