Hilsen fra Holland

At blogge om sig selv kræver, at man indimellem er i stand til at træde et skridt tilbage og betragte sit liv på afstand. Og det er lidt svært, når man konstant er omgivet af børn og voksne og solcreme og rosé. Hvilket jeg er for tiden.

Så i stedet præsenteres her et lille pauseafsnit, i hvilket hvor heltinde disker op med almindelig social adfærds svar på rundsaven: feriebilleder.

(Advarsel: De fleste af de billeder, jeg tager, er af familie og venner, og kan derfor ikke vises her. Er ikke prof nok til hele tiden at huske at få taget lækre anonyma-bloggerbilleder, så spændingsniveauet er virkelig derefter.)

 

Først: bagagepral. 5 mennesker, 3 uger, 4 weekendtasker. Bum. Like a mothafuckin hausfrauboss. (IKEA-posen med sengetøj, køletasker til madpakker, posen med bøger og børnenes rygsække tæller i øvrigt ikke som bagage.)

 

Ferielitteratur. Rystende ambitiøst.

 

Så et ‘vi er på vej’-billede til lissom at sætte stemningen. Bemærk den blå himmel og de åbne vidder, der er frihed i det her. Frihed og semi-aggressive børn på bagsædet.

 

Samme aften, nu med pacificerede børn på tysk stop-over-hotel. Schnitzler, pomfritter og bad har gjort deres virkning. Gurli Gris og Anders And runder af, inden forældrene omsider kan fortrække til altanen med en øl.

 

Og så er vi fremme. Her lidt obligatorisk arkitektur. Hollænderne kan bare det pis.

 

Noget andet, hollænderne kan, er at friturestege ting. Alting, faktisk. Fx de her små labre boller. Som æbleskiver, bare bedre.

 

Havudsigt har de også hernede. Og strandpromenader. Uh-mazing.

 

Slut på del 1. Det bliver spændende at se, om nogen har nerver til del 2.

Nej, vi har selv mad med

Som barn foretrak jeg altid min mormors madpakker. Min farmor smurte rugbrødsmadder med et tykt lag smør under leverpostejen (hadehadeHADE!) og tynde, slatne agurkeskiver ovenpå (til gengæld var der også chokolademadder med – det eneste pålæg, hvor tandsmør kunne accepteres i min verden.) Min mors madpakker var bare almindeligt kedelige. Men min mormor, min mormor lavede sandwicher. Nogle gange med æggesalat, men altid masser med hendes berømte tunsalat. Børnehimmelmad. Hun smurte et kæmpe læs, aftenen inden, på halvfrossent toastbrød, så det holdt sig friskt. Og der skulle spises op, skulle der.

Da jeg var 13, var hele klanen på sommerferie i Belgien, og mens jeg på ankomstaftenen var halvvejs ude af hoteldøren for at finde nærmeste restaurant (skal nævnes, at det med at spise ude var en sjælden treat, forbeholdt endnu sjældnere hotelferier), blev det besluttet i De Ældstes Råd, at der jo ingen grund var til at bruge penge på unødige restaurationsbesøg, når der nu var masser af udemærkede sandwicher tilbage fra frokosten… Så min første middag i landet bygget på Moules frites var en daggammel tunsandwich indtaget surmulende på værelset, siddende på hjørnet af en seng. Mie not happy. Den følgende aften var der på forunderlig vis stadig masser af sandwicher tilbage – men her brød mytteriet omsider ud. Min ældre kusine, mine forældre og jeg efterlod den synkende familieskude og gik på jagt efter fritter og skaldyr, mens mine morforældre (krigsgeneration), min moster (pligtopfyldende barn af krigsgeneration), min lillebror (glad, bare der var tv inden for rækkevidde) og lillesøster (3 år og ikke adspurgt) blev tilbage med de evindelige sandwicher.

Dybt pinligt var det, det var madpakkens lod i min verden. Jeg hadede at være dem, der altid selv havde mad med. På færgen, på museet, i sommerland og på rastepladser. Hvorfor kunne vi ikke bare købe noget, bare et eller andet? Selvom jeg elskede min mormors sandwicher, så mindede hele hotelhistorien mig om, at der i mine øjne dybest set var noget tarveligt i at medbringe sit eget, noget overøkonomisk, noget småborgerligt.

Og senere bliver man så voksen og ændrer standpunkt. Først, når man skal leve af en SU, dernæst når man opdager, hvilke horrible summer det koster at købe frokost til en familie på 5, oveni transport og entre. Men underligt nok er jeg aldrig kommet mig helt over sølvpapirspinligheden, tænker stadig, at madpakke er en markør. Det rammer mig pludselig, når jeg sidder på Den Blå Planet med Sønnekes enebarnsven, der helt tydeligt ikke er vant til at sidde i en frokoststue i flok og spise pastasalat af Tupperware. Jeg tænker, at nogle af mine venner, dem med flere penge, nok heller ikke er madpakkemennesker. Men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det bare 13-årige Mie, der igen stikker hovedet frem for at være pinlig på alt og alles vegne.

Hvorom alting er, vi er og bliver dem med den medbragte mad nu, og heldigvis tilhører mine børn en generation, der får serveret friskstegte kalvefrikadeller i børnehaven og sojamarineret laks i skolen, og derfor anskuer mors madpakker som et eksotisk indslag i familielivet fremfor en skamstøtte støbt i alufolie. Og min mormors tunsandwicher er stadig et hit, alle elsker dem. Jeg har smurt et helt læs her til aften, mens jeg har tænkt på alt det, der står her. Og jeg pakkede dem i emballagen fra brødet, ligesom min mormor gjorde.

Så er den pose nemlig sparet.

Jeg lever!

Og jeg har sommerferie! Som indtil videre er blevet brugt på en god fredagsbrandert, en tur ud til min mor, lidt blandet vennehejs og ikke mindst søvn, masser af dejlig søvn. Efter en uges arbejde med feriedeadlines, hårdt kørt på en Roskilde-efterbrænder af hoste og generel udmattelse, var det lige det, min krop ønskede sig mest.

Derudover har jeg selvfølgelig også fundet mentalt underskud til den evigt tilbagevendende eksistentielle krise over, om sparepengene skal bruges på en kolonihave, et sommerhus eller et rækkehus i forstæderne. Eller pyramidespil. Den mulighed synes jeg ikke, vi har ordentligt afsøgt.

Og i morgen står den på puslespil (jeg LOVEDE, og vi nåede det ikke i dag), bilpakning og fællesekspedition til biblioteket. Og SÅ kører vi på ferie. Jylland, Holland…og så måske bare hjem igen. Eller videre ud i det blå, det kommer også lidt an på, hvordan det pyramidespil udvikler sig.

Det skal nok blive godt.

Intet signalerer feriestemning som blå himmel og bandegraffiti.

Med andre ord: vi ses om et par dage

Jeg var 17 år, første gang jeg tog på Roskilde, og jeg er kommet der hver eneste år lige siden. Ikke det år, jeg var gravid med min søn, og ikke det år, jeg havde født tvillinger 2 dage inden festivalstart, men ellers. Hvert år.

Nogle af mine veninder er faldet fra undervejs, nogle gider det ikke mere, nogle gider en gang i mellem, men jeg, jeg gider altid, for jeg er dybt afhængig. Og det er altid lykkedes mig at finde nogen, der ville med.

Det handler ikke bare om at ligge i sprit; jeg har altid nogle sjove branderter, men har aldrig været typen, der kunne holde til massiv druk flere dage i træk (i hvert fald ikke siden mine tjenerdage).

Det er heller ikke kun for musikken, jeg er ikke den store connaisseur, min musikalske udvikling stoppede omkring 25-års alderen, og jeg lader glad og gerne andre føre mig rundt til koncerter.

Men for mig har Roskilde altid været…frihed. Først fra mine forældre, så fra mine uoverskuelige start-20’ere, så fra havregrød og bleskift og henteaftaler.

Og så er det jo sjovt, hold kæft, hvor er det sjovt. Og hyggeligt. Det er sjældent, man får lov at bruge så mange dage med gode venner, hvor man ikke skal andet end bare at være til. Høre en masse god musik, drikke nogle øl, ryge en masse cigaretter. For os, der ikke altid er så gode til det med at passe ind, er Roskilde et taknemligt fællesskab at falde ned i.

Og så er der lige den der ekstra ting, måske faktisk den helt afgørende ting.

Den følelse, det giver, at stå sammen med 50.000 mennesker, løfte armene i takt og mærke musikken som en fælles puls, mens solen går ned over festivalpladsen. Det er det vildeste.

Folk er forskellige, ting kan ikke sammenlignes. Men helt ærligt: Når nogen siger, at det største sus, de har oplevet, var at få et barn. Så tænker jeg altid, hvor er det synd, de aldrig har prøvet at stå i en 12-hestes brandert foran Orange Scene.

Siden sidst…

…har jeg været på Roskilde og slå telt op med to veninder. Hvilket endte med at koste mig 6 timer af mit liv, en detour på 3 kilometer og det meste af huden på mine hæle, alt sammen takket være elendig kommunikation fra festivalens side. Så tak til dem. (Gør den kommentar mig til curlingforælder? Curlingperson?)

…følte jeg mig allerede den følgende aften nødsaget til at returnere til festivalpladsen med et nyt telt, eftersom det oprindelige ikke havde nogen barduner. Hvilket vi naturligvis først opdagede derude – efter kæmpeomvej og manglende hælhud. (Mig, to uger tidligere: ”Skal vi ikke lige tjekke teltet på forhånd?” Mine to veninder: ”Hahaha, hvor er du neurotisk, det er sikkert fint!”)

…har vi fejret 2 x 5-års fødselsdag i blæsevejr i gården. I år besluttede begge piger, at de helst selv ville pynte deres kager, hvilket var den ultimative dobbelt-win: De var glade og tilfredse, og moren slap for at skulle svede i køkkenet med at genskabe Slaget ved Hastings i sukkerprodukter. (Okay, ingen af mine børn har nogensinde ønsket sig normannernes indtog som fødselsdagstema, men der var noget Alvin-og-jordegernerne-LEGO-Minions-modellering oppe at vende, som jeg var svært tilfreds med at undslippe).

…har jeg raget et eller andet, der minder om sygdom, til mig. Samt ondt i ryggen, fordi jeg har en svag konstitution, som lukker helt ned efter to teltekspeditioner og en børnefødselsdag på en enkelt weekend. Så det passer bare skidegodt med, at vi skal fejre rigtig fødselsdag i morgen, med børnehavebesøg og det hele, inden jeg sent om aftenen tager på den festival, som er blevet lovet regnvejr af bibelske dimensioner. Tak for den, krop. Vi to skal nok få det hyggeligt sammen de næste par dage.

…har der været lidt ubeslutsomhed fra fødselsdagsbørnenes side vedrørende aftenmenuen, men eftersom det eneste, der lå helt fast, var desserten ”is med slik”, tror jeg sgu, vi går linen og kontoovertrækket ud og tager på Jensens Bøfhus. Fortids-Mie minder mig om, at jeg har svoret aldrig at sætte mine ben det sted. Nutids-Mie minder mig om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Alene hjemme 2

Vi er en del alene hjemme for tiden. Som børnos kalder det, når den ene forælder er fraværende.

I går med ekstra tilføjelse af to venner fra børnehaven, hvilket først ikke var det, jeg nemmest kunne overskue. Men det gik selvfølgelig fint; jeg fik oven i købet tørret Sønneke af på en legekammerat, så de 5 små indianere blev til 4, og alle opførte sig ganske nuttet og eksemplarisk. Måtte ganske vist lave en lyn-ændring af menuen, da den ene af vores gæster åbenbart ikke var fan af tomatsuppe, men heldigvis var der både fladbrød, mozzarella og skinke i huset, så 4 minipizzaer – 1 uden tomat – blev løsningen, der gjorde alle glade.

Pizza in the making – dåsen er ananas. Vi er sådan nogle. Og alene det faktum, at Søren Frank synes, at ananas på pizza er en vederstyggelighed, giver mig lyst til aldrig at spise andet.

Dagens højdepunkt var lige efter hentning, da jeg kørte med 4 børnehavebørn i Christianiacyklen ned ad en brolagt gade, og alle i kor spontant udbrød “ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah-ah”, mens vi skumplede afsted. Hele vejen ned ad gaden. Mens alle kiggede og smilede. Jeg var lige ved at græde af grin (et svagt øjeblik græmmede jeg mig over ikke at være hurtigere på mobilen med en videooptagelse, men hvad fanden), og pludselig var det bare verdens bedste idé at tage alle de børn med hjem.

I dag er vi også alene hjemme, og menuen står ikke til at ændre, for det er Sønnekes livret, pad krapow (krapow-krapow, fristes man til at tilføje). I min lettere modificerede version, men det er den, han foretrækker, det elskelige barn. Og så skal vi nok se noget fjernsyn, tænker jeg. Sikkert med nogle dyner. Og måske sammen med maden, hvilket godt nok betyder, at a hard rain’s a-gonna fall i form af ris over hele sofahjørnet, men pyt. Jeg skal alligevel støvsuge i morgen.

Those who can’t do, recommend

1) Åh, men jeg ville sådan øøøønske, at jeg havde en brevkasse. Det er sgu så herligt at dele råd ud til højre og venstre. Eller måske en brevkasseblog? Men sådan en findes jo allerede! Drevet af den viseste kvinde i verden, og placeret lige her. Læser man ikke allerede med hos Brevkassebloggen, bør man starte nu. Nu!

2) Og apropos ting, man ville ønske, man selv var kommet på, så har Klaus Lynggaard bedrevet det her i Information. (Og nej, jeg har ikke nogen sponsoraftaler med den avis, selvom Rune Lykkeberg godt nok er en af mine helte *vinker akavet med psykotisk fan-smil*). Udover at moralen er både fin og rigtig, er det hele så satans godt skrevet, at man bliver fuldkommen glad og tilfreds af at læse det.

3) Og apropos noget, der gør en glad og tilfreds, så var jeg + mand på Cicchetti på Nørrebrogade i fredags. De havde desværre ikke deres berømte blæksprutter på menuen, men ellers var det altsammen meget fint og billigt og italiensk. Og man kan altså sagtens bestille mindre end de 6 retter pr. mand, som tjeneren anbefaler, for der er dejlig meget ost, olivenolie og friture indblandet (sagde det jo, glad og tilfreds), og det mætter altsammen. Jojo.