I dag

– har jeg hele tiden Missy Elliott på hjernen. Det er rimelig meget koklokke i baghovedet, kan jeg godt afsløre.

– har jeg taget en temmelig ferskt ferskenfarvet neglelak på. Fortrød, tænkte, det blev bedre efter andet lag, fortrød endnu mere. Hader, når det sker.

– lynpreppede jeg lagkage til weekendens familiefødselsdag, da den skulle lægges sammen med citronfromage (fødselsdagsbarnets ønske – den dreng er simpelthen for vild). Forstår omsider, hvad alle deltagere i Den Store Bagedyst har gennemlevet. Åhgud, bare den sætter sig!

– er jeg stadig sur over, at ingen kunne beslutte sig for, om det stort anlagte hattedameshow sidste weekend tog fuge-s eller genitiv-s. (Enten hedder det Danmarks Indsamling eller også hedder det Danmarksindsamlingen. Men sgu fandme ikke ‘Danmarks Indsamlingen’!)

– skal jeg direkte fra arbejde og til damefødselsdag. Hos en gammel veninde, sammen med ingen, jeg kender. Ville ønske, jeg ikke havde taget ferskenfarvet neglelak på. Men det går nok.

God weekend!

Når hysteria kalder

Jeg er ikke nogen moder jord-type, bare som indledende disclaimer. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været rigtig skruk, mine børn er sådan kommet dumpende, nogen planlagt, nogen ikke, men jeg har aldrig haft en livmoder, der skreg efter babyer. Til gengæld er jeg åndssvagt nostalgisk anlagt, og ønsker mig altid cirka 3 år tilbage i tiden (i sig selv ret absurd, taget i betragtning, at jeg har tvillinger på 4…). Så det burde have været til at forudse.

At jeg pludselig sidder på en småbarnslegeplads og kigger rundt med et stik i hjertet efter snublende flyverdragter. At jeg overvejer, hvordan det ville være med en ny baby, hvad den skulle hedde, hvordan den ville se ud (blegfed og skaldet, hvis den ellers ligner de foregående 3). Hvordan det ville være igen at mærke det dunede hoved, den lille varme krop, der møffer ansigtet helt ind i det bløde punkt mellem skulder og hals og lægger sig til at sove. Hjerteslag mod hjerteslag. At have en lille en, der lærer alt fra ny, smiler, basker med armene, sutter på sine tæer, hviner, sætter sig op, krabber sig rundt og griner og griner.

Min fornuft siger, at det er biologien, der taler. Jeg har rundt regnet 10-15 fertile år endnu, min krop vil gerne bruge dem. Og de mindste er ved at have smidt den sidste rest baby, det er bare naturligt. Jeg drømmer om en barsel, jeg rigtig kunne nyde at være i, uden fødselsdepression og med bare en enkelt baby frem for to (der skriger, når de ser andre mennesker). Min fornuft prøver at forklare mig, at jeg hader graviditet, fødsel og amning, og at det er den slags irriterende realiteter, der nok ville komme til at overskygge oplevelsen. Min fornuft fortæller mig, at det var lige præcis dette, vi IKKE planlagde; vi har glædet os til at være familie i fælles tempo og døgnrytme, at kunne tage på ferier, der var for alle de næste mange år. Og at 4 børn i øvrigt betyder ny bil og at vi knap nok har råd til en lejlighed med plads til de 3, vi har i forvejen.

Men min mave vil gerne have en baby, og jeg siger det til min mand. Som omgående kalder mit bluff og siger: “Så lad os få en til!”. Og jeg bakker, trækker mig, mumler og siger nej. Vi skal ikke. Vi har ikke penge, ikke plads og sikkert heller ikke overskud. Vi er lige kommet ud på den anden side, og vi skal også passe på de børn, vi har, bruge vores tid på dem.

Men for første gang nogensinde er jeg fucking skruk.

Jeg håber ikke, det er kronisk.

"...så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden, så kan vi sgu godt få et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?"

“…så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden side, så kan vi godt få plads til et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?”

Han skal leve – med orgelakkompagnement

Det er mandag, gråt og 2 grader, og det ville være en skoddag, hvis ikke lige Sønberg i dag fyldte 8.

Mig: ”Hvilke 3 instrumenter vil du have i din sang?”
Sønneke: ”Tamburin, orgel og stortromme.”

Den store, lille breakdansende charmebøf er trasket i skole iført ny hættetrøje, nyt penalhus og 3 bakker flødeboller. I eftermiddag prøver jeg at slippe tidligt fra arbejde, så vi kan nå lidt alenetid, og i aften kommer hans moster til hygge og middag; fødselaren har bestilt (hakke)bøf bearnaise med pommes frites og hjemmebagte vafler med is og bærsauce til dessert.

Mor er stolt.

I øvrigt…

…var jeg helt vild med den 80’er-temaserie, DR K kørte for nylig. Og har nu Drengene fra Angora kraftigt mistænkt for aldrig selv at have skrevet noget materiale, men i stedet bare at have lavet 1:1-genindspilninger af interviews fra DR’s arkiver…. Fuck, der er nogle typer imellem – diversiteten i dansk tv faldt åbenbart med Muren.

…bør vi lige tage en snak om, hvilke modeelementer fra 90’erne, vi vælger at genindføre. Vide bukser: yes, anytime! Jasket, skulderlangt hår: jeg har gjort det før og kan gøre det igen. Men der simpelthen eksistere en form for fogedforbud mod små sølvrygsække og babydoll-stropkjoler uden på T-shirts. Ellers vil jeg gerne have et nedlagt.

…sad jeg forleden i bussen på vej hjem fra arbejde med høretelefoner på og tabte vist mig selv i musikken. I hvert fald opdagede jeg pludselig, at jeg sad og sang højt med på omkvædet. Sangen var Ol’ Dirty Bastards Shimmy Shimmy Ya. Og omkvædet var “Oooh baby, I like it RAAAW!”… 

…har jeg omsider modtaget mit taco-og-avocado-nattøj. Og måtte øjeblikkeligt komme det i vaskemaskinen, da det lugtede fælt af kemikalier. Brød ligesom lidt med hele illusionen om de små taco-alfer i puttesoveland, der har vævet det til mig. I det mindste er de stakler, der har stået med armene i syrebadet, sikkert blevet rigtig godt betalt af Asos. #firstworldshame

img_0632

About last night

Man må jo også gribe i egen barm.

Så siden i går har jeg fået en twitterkonto. Tegnet et 12-ugers abonnement på The New Yorker. (Hvilket alle seriøst burde gøre. Det er rystende billigt!). Og skrevet første kapitel af min samtidsroman.

Okay, det sidste er løgn. Men med et halvt glas rødvin og cirka 350 faste bloglæsere som mine vidner sværger jeg hermed at bruge mere tid på ting, som i hvert fald har potentiale til at underholde og udfordre. Og mindre tid på lort.

Glædelig fucking mandag

Nogle gange ønsker jeg mig at være en totalanonym vredesblogger. Så jeg kunne få ordentligt afløb for al min galde.

Så jeg ikke behøvede at nøjes med at mumlebande til min mand og til møblerne, hver eneste fucking gang, jeg er ved at brække mig over, hvor snotdumme andre mennesker er. Og blogging, blogging er fandme det dummeste, fuck hvor ville jeg elske at hænge hele konceptet ud. Jeg brækker mig herfra og tilbage over alt det materialistiske lort, der pushes, over alle de hjernedødt ligegyldige læbestifte og ankelstøvler og svimlende kostbare brudekjoler og fucking mamorborde, der købes og sponsoreres og blandes op med lidt gajolvisdom, inden det hele sendes videre til de ukritiske masser, som bare aldrig før har hørt noget så rigtigt om børneopdragelse eller søstersolidaritet eller kimonoer sammensat med læderbukser. Hver gang nogen et sted i universet poster et indlæg om sponsoreret rugbrød eller en eller anden acai-pindemadsevent eller den hysterisk dyre frokost, de nød i solskinnet på en cafe kl 14, fordi det bare er sådan en herlig tilværelse at være professionel udstiller af egen indholdsløse tilværelse, har jeg lyst til at råbe: de har jo ikke noget fucking tøj på, vi har ikke noget tøj på, nogen af os. Og hver gang et kommentarfelt hylder ægtheden, fordi en blogger var lidt træt og en anden glemte at tage mascara på og en tredje spiste et kinderæg og en fjerde hældte mælken skævt på sit barns havregryn, midt i alle marmorbordene og tropeferierne og acaipindemadderne og de 17.000 filtrerede selfies, så man rigtig fornemmer sårbarheden og mennesket bag bloggen, har jeg lyst til at skyde hele internettet. Og bede folk om at læse nogle flere bøger (femikrimier og selvhjælp tæller ikke) og købe nogle færre sko.

Min mand siger, at jeg skal spy min galde på bloggen, at jeg skal lade være med at bekymre mig om, hvad andre tænker, at jeg skal lade ham og møblerne i fred og i stedet sprede min ægthedsvrede på eget domæne. Men jeg tør ikke. Nogen kunne jo tro, at jeg var den hadefulde type.

Og jeg kunne jo bare læse nogle flere bøger.

Der står 'Fuck jer allesammen' på indersiden.

Der står ‘Fuck jer allesammen’ på indersiden af posen.

Fra sygelejet

Det er forholdsvis skuffende, når man laver en aftale med sin krop om, at hvis man nu tager den ene sygedag, så stopper den til gengæld med at skabe sig – og den så bare bliver ved i dagevis, helt uden hensyntagen.

På min første hjemmedag nåede jeg faktisk at planlægge både støvsugning og noget arbejde. Min krop sagde nej tak. Og eftersom jeg alligevel er pissedårlig til at spille helt (gør mig bedst som martyr, det er knap så fysisk krævende), mindede jeg mig selv om, at en af fordelene ved at have et ikke udpræget fancy eller vigtigt eller ansvarsfuldt job må være, at man med god samvittighed kan føle sig helt og aldeles undværlig, mens man er syg. Enter dyne, sofa, søvn og Girls.

Med det resultat, at jeg allerede nu har opfyldt mit nytårsforsæt om at se alle sæsonerne. #goals! Så er spørgsmålet bare, hvad jeg skal lave resten af året.

Især nu, hvor jeg allerede savner den hippere, mere velformulerede og klart mere selvcentrerede version af min eget liv i start-20’erne. Neuroser, mænd, bristede illusioner und alles. Har primært brugt de sidste par dage på at pudse næse og overveje, om jeg skulle blive 25 igen og flytte til New York og gå i mønstrede mavebluser og tage en masse kokain. (Eller måske 24 igen. Da jeg var 25, var jeg gravid det meste af tiden, og jeg har hørt, det ikke går så godt med kokain).

Den tilsnottede eskapisme passede mig fint, som jeg lå der, delvist undskyldt af min egen manglende karriere og hyggeforargedes over Dunhams primadonnaagtige forhold til konceptet arbejde. (For helvede, hvilken normaltbegavet 25-årig uden alternative indtjeningsmuligheder ville nogensinde sige et velbetalt tekstforfatterjob med søde kollegaer op, fordi det ikke var ‘fint’ nok? Generation Y-entitlement har eddermaneme gjort noget ved vores jobforståelse!) På den ene side var jeg ved at brække mig over hendes og venindernes snotforkælede tilgang til livet – på den anden side drømte jeg mig tilbage til et tidspunkt, hvor mulighederne lå åbne. I hvert fald teoretisk.

Jeg burde fandeme have gjort noget mere ved skriveriet.