Skole-hjem-samarbejde – hvis du lige manglede noget at stresse over

For nylig stod en læsevejleder til de to 1.klasse-forældremøder, vi havde fornøjelsen af på en og samme aften, og mindede om, at man skal få sit barn til at læse 20 minutter hver dag – det SKAL man bare! Hun tog ingen gidsler, hende her.

Og straks bevægede et ellers begravet samvittighedsnag fra Sønnekes første skoleår sig op til overfladen: som en anden ravende skyld-zombie på jagt efter min sjæl, bevæbnet med det faktum, at det er en konstant kamp at få mit ellers videbegærlige ældstebarn til at læse bøger. Fuck. Det er helt sikkert ved de 20 minutter, det er gået galt. Nobelpris eller rendesten, lige der gik korsvejen.

Angreb er som bekendt det bedste forsvar, så Gudfaderbevares, råbte jeg omgående til læsevejlederen, inde i mig selv. Og tænkte på dengang, vistnok Annamette Fuhrmann påpegede, at hvis man nogensinde skulle gennemføre al den motion, læsning, madlavning og meditation, diverse dameblade ville have en til at bruge bare en halv time om dagen på, ville man hurtigt løbe tør for tid … 3 børn á 20 minutter er en time, Madam Læsevejleder. Sådan en, jeg ikke lige har i overskud hver dag. (Selvom de selvfølgelig kan læse samtidig, mens jeg laver mad, der var skam nok af gode råd. Og endnu bedre, læse højt for hinanden, for tilsyneladende lever vi i et eller andet Bulderby-parallelunivers, hvor børn frivilligt gør den slags).

Nuvel, med den form for entusiasme, der kun griber en på vej ud fra forældremøder, aftalte jeg med mig selv, at fælleslæsning og æblekindet overskud nok burde kunne klemmes ind, når vi kommer hjem fra arbejde og frit. Hvilket allerede dagen efter blev lidt for sent, fordi jeg gik fra arbejde lidt for sent, fordi jeg mødte lidt for sent …

Fordi der var – surprise – morgenmadsarrangement i den ene af 1. klasserne (livet med skolebørn er en uafbrudt perlerække af fælles oplevelser), og hvem efterlader et bævrende barn alene til den slags? Kun typer, der ikke hver dag læser 20 minutter med deres børn. Så jeg svedte i mit regntøj og hjalp hende rundt ved morgenmadsbuffeten, jeg ikke selv havde medbragt noget til. Beundrede et selvportræt og stavede mig gennem de frit opfundne børneord på bagsiden. Og tænkte i mit stille sind, at da jeg var 7 år, læste jeg rigtige bøger selv og stavede korrekt til det meste, men mine forældre læste garanteret også med mig hver dag. (Til gengæld kom de aldrig til morgenmadsarrangementer, skulle nogen have været psykotisk nok til at stable den slags på benene tilbage i 1990).

Hvad kan vi så konkludere af det hele? At det for helvede nok skal gå altsammen. Det lykkedes mig jo at glemme alt om de 20 læseminutter, sidst jeg havde et barn i 1. klasse. Så det kan jeg sagtens gøre igen. Og det bliver næppe lige det, mine børns fremtid står og falder med.

Vel?

Madplan i retrospekt, et vue

Jeg har faktisk troligt skrevet vores retrospektive madplaner ned den sidste halvanden måned, men eftersom en liste med 6 ugers kontinuert opremsede middagsretter er cirka lige så fascinerende læsning som et resume af, hvad jeg drømte i nat, har jeg begrænset mig til nogle ugentlige highlights.

Uge 38: Blomkålsgratin. Elsket med den reneste barndomsnostalgi af manden og dermed genindført i vores repertoire. Den har det kørende for sig, at den er billig, vegetarisk og deeejlig; vi bruger coops opskrift (tilsat lidt revet muskatnød) og får bare salat til.

Uge 39: Dhal med pappadums, raita og mangochutney. Et hit, fordi børnos for en gangs skyld spiste dhal med god appetit – sikkert på grund af tilbehøret, men der røg nu også rigeligt med linser ned. Tak til Valdemarsro for opskrift på Dhal, resten klarede vi selv. Mine børn elsker raita, og der ryger som regel bare random grøntsager fra skuffen i; agurk, tomat, peberfrugt og avocado i små tern, en ordentlig sjat yoghurt naturel, hakket mynte og koriander, hvis vi har det, et drys garam masala, citron, salt og peber (husk at vente med saltet til allersidst, det trækker vandet ud af grøntsagerne, så det hele bliver noget sjap).

Uge 40: Spidskålwraps med gratineret oksekød og grønt. Fredag er alle trætte, ingen orker madlavning, og denne uge var hverken mand eller jeg i kulhydrat-humør. Så vi købte 2 pakker hakket oksekød, stegte hakket løg, hvidløg og kød af på en pande med spidskommen og en god sjat tomatpure, ned i et fad med rigelig revet cheddar henover, og så kunne det stå og hygge sig lidt i ovnen, mens vi preppede grøntsagerne. Creme fraiche og chilisovs til. Hurra.

Uge 41: Galettes. Franske boghvedepandekager er en klassiker herhjemme, et herligt minde fra en svunden tid, da vi var fattige studerende og tog på La Galette i Larsbjørnsstræde, når vi skulle ud. Man kan ikke få den helt rigtige boghvedemel i Danmark, men jeg køber en pose af Urtekrams, når den er på tilbud. 500 g boghvedemel, 3 æg og 1 ½ tsk salt piskes med cirka 1 liter vand, tilsat lidt efter lidt, måske mindre, måske mere; pandekagerne skal være helt tynde, så det skal dejen også. Jeg bager galettes på forhånd, ellers tager det for lang tid at få mad på bordet, og det kan man sagtens stå og gøre en tirsdag aften efter puttetid med et glas rødvin og en podcast – så er der til gengæld også mad til 2 dage. Bag dem i smør, det bliver bedst. Når der så skal spises, hiver man ting som ost, skinke, frisk spinat, tomat, gedeost eller røget laks ud af køleskabet, varmer en pandekage ad gangen på panden, folder den halvt om noget fyld og lader den hurtigt stege på begge sider (den skal helst brunes lidt af for at få den rigtige smag, og osten skal selvfølgelig smelte). Voila! Børnene foretrækker skinke og revet gouda, min favorit er spinat og gedeost, og skal det være helt rigtigt, skal de voksne have bretonsk cidre til. Boghvedemel har en lidt bitter, nøddet smag, så i modsætning til almindelige madpandekager og wraps bliver galettes ikke for søde og vamle – og så er de både glutenfri og fodmap-venlige!

(Og herefter fulgte så et intermezzo af uger tabt i ferie, sygdom, hat, briller og pasta – det behøver vi ikke bruge kostbar plads på … ‘Till next time!)

Altid BDE

Det har været en depri weekend. Mand syg, Jyllandstur med familiebesøg og fødselsdag aflyst, almindelig afmatning ovenpå mange halloweendage, og jeg har været uforklarligt følelsesladet ovenpå Radio24syv og ikke mindst Den Korte Radioavis’ lukning.

Og når jeg siger følelsesladet, mener jeg i en grad, hvor jeg ikke turde skrive et blogindlæg om det undervejs, af frygt for senere at skamme mig over, hvor pinlig jeg havde været.

Følelsesladet på 16-år-med-kærestesorg-måden, hvor jeg ikke kunne forstå, hvorfor aviserne skrev om andre ting, og alt andet virkede fladt og ligegyldigt, mens jeg genhørte gamle podcasts og trawlede nettet for alt, der havde med Kirsten Birgit at gøre.

Jeg sagde det jo. Pinlig.

Men jeg var simpelthen så fucking nedtrykt, at det måtte handle om noget andet og mere, hvorfor i det hele taget sørge så meget over tabet af en fiktiv karakter, der bedst kan beskrives som Dolph i Ulla Terkelsen-forklædning?

Fordi, blev jeg enig med mig selv om, Radio24syv og Den Korte gav mig noget, jeg ikke vidste, jeg savnede. Noget kritisk, noget uforudsigeligt, noget holdning. Og jeg savner virkelig noget holdning, over hele linjen.

Jeg savner mening, vrede, at noget betyder noget. Jeg har lyst til at rive hovederne af samtlige Aftenshowværter og al deres vattetvenlige væsen, jeg har lyst til at råbe af politikere, deres undvigemanøvrer og deres himmelråbende magtmisbrug, og jeg har lyst til at gnave min arm af midt i kantinen og tæske de omkringstående med den, når frokostsnakken nok en gang falder på havearbejde og håndværkerregninger og forudsigelige meninger om børneopdragelse.

På en måde gav en daglig dosis Kisser mig noget afløb for al den frustration, og nu er jeg så alene med den igen.

Det tog mig det meste af weekenden at famle mig frem til, at noget mangler og måske hele tiden har gjort det. Og at jeg nok må bruge noget energi på at finde ud af, hvad det er. Og så rundede jeg søndagen af med en sidste frustrationssmøg, lavede burgere til aftensmad og pakkede halloweenpynten væk. Clean sheet. Ny uge.

Big Dick Energy.

Where trouble melts like lemon drops …

Min ene datters hedeste ønske sidste jul var en ukulele. (Hendes andet store ønske var et par overalls, og hvis man lige ser bort fra eventuelle Deliverance-associationer, er det så ikke bare den allernuttedeste kombi, I nogensinde har hørt om? Forældrene dør i hvert fald jævnligt over det).

Og efter at have taget sol, måne og en fast besluttet 7-årig i ed, har vi nu også købt os til spilletimer. Så for tiden siger det plink-plink-plonk i køkkenet, og der bliver øvet A’er og C’er og talt til 4 om og om igen.

Selv hendes far er blevet grebet af musikalitet, tiltusker sig ukulelen, så snart nogen kigger væk, og småbander over, at han har for store fingre til at lave akkorderne rigtigt. Jeg påpeger, at hvis ham den hawaiianske musiker på 350 kg kunne ramme strengene på en ukulele rent, så burde han også kunne.

(Men tænker, at vi nok alligevel er nødt til at anskaffe os en brugt guitar, så barnet kan have sit instrument i fred, og vi alle kan kumbayae den derudad, som det sig hør og bør på Nørrebro).

Den berømte ukulelespiller hed i øvrigt Israel Kamakawiwo’ole, og hans smukke, smukke cover af (Somewhere) over the rainbow er god at vågne til på de dumme mørke oktobermorgener, der er så rigelige for tiden.

Kender du typen?

Jeg har brugt det meste af september på at tage tilløb til vinternedtrykthed, og nu ser det omsider ud til at lykkes for mig. Udsigten er temmelig grå herfra, og jeg bygger hule derhjemme for at overleve, forbereder mit vinterhi.

Køber stedsegrønt til altanen og planlægger at male gangen. I en mørk farve, jeg bygger en livmoder til mig selv. Trawler dba.dk for billige boligfund, der skal helt klart flere lamper op. Har anskaffet en brugt bænk til spisebordet, fordi vi alle ved, at det er SÅ hyggeligt og faktisk synonymt med en god barndom at have en bænk i køkkenet. Hvor man kan sidde om eftermiddagen og drikke te og lave lektier og fortælle sin mor om sin dag. Eller sidde og spille et af de spil, vi har i den store skænk, der var et must, dengang vi flyttede ind, fordi en skænk i køkkenet fyldt med modellervoks og brætspil også er udslagsgivende for den gode barndom. Og så har jeg lige fundet sådan en kludetæppe-løber til gulvet, så der er lidt mere blødt og rart, og jeg ville ønske, der også var plads til en lille sofa (det er der så ikke, fordi god barndom-skænk, og man kan jo ikke få det hele). Så man rigtig kunne ligge og læse herude.

Hvis nogen i øvrigt finder en overskudsmor med hang til brætspil og eftermiddagste i nogle af de samme 70’er-rodekasser, hvorfra jeg får mine indretningsideer, må de endelig sige til. Kunne godt bruge hende lidt herhjemme.

 

It really ties the room together.

 

I øvrigt …

… er jeg alene på skansen til sent torsdag, da manden er på den årlige lejrtur – selvom den slags næsten ikke er værd at nævne, nu hvor alle børn på matriklen er i skolealderen. Men derfor kan man jo stadig godt have en slagplan. Som fx at se Toy Story 1-3, ommøblere hjemmet efter eget hoved og have alle klar 07.50 hver morgen. Det går i den rigtige retning med det hele, kan jeg tilføje.

… tænker jeg, der bør oprettes en øjeblikkelig skueret med efterfølgende livstidsdomme til de ansatte på mine børns skole, der i en og samme håndbevægelse har placeret 1. klasse-elevernes garderobe i kælderen og deres klasselokale på 3. sal. Og nej, det er på ingen måde for hårdt. Er man ikke del af løsningen, er man en del af problemet. Hver. Fucking. Morgen.

… er det muligvis navnesammenfaldet, der påvirker mig, men var Blaks skideirriterende Nede Mette ikke bare en opdateret version af MC Einars skideirriterende Mette Medium? Komplet med slutshaming-tema og almen nedrakning af ordinære piger, der ”vil for meget” … Pfh, siger jeg bare, subtil misogyni er so last millennium.

… fik vi i sidste uge afslag på at låne penge i lejligheden til at bygge til i vores kolonihave. Jeg er med på, at det er et førsteverdensproblem for friværdisvin, men det var sgu alligevel lidt et slag. Til gengæld satte rådgiveren helt sikkert pris på vores så-må-vi-jo-røve-en-bank-joke – og alles smil stivnede lidt, da jeg tilføjede, at jeg allerede havde affotograferet omgivelserne på vejen til mødelokalet.

… begynder det under alle omstændigheder snart at blive småtræls ikke at have nogen soveværelser derude, så hvis nogen kender en, der kan hjælpe med at bygge 15 m2 anneks på punktfundament for cirka halvdelen af, hvad alle andre skal have, så sig endelig til?… Alternativt modtager jeg også gerne et blåtryk over nærmeste bank. De der slørede iPhone-billeder er alligevel ikke meget værd.