Og så blev det også Bastilledag

Det er cirka halvanden måned siden, jeg droppede alt, hvad der lugter af madplan, cirka lige så lang tid siden, at jeg opgav at få læst avisen og holde noget, der ligner et budget. Bare spis, sov, arbejd og betal ved kasse 1 for alt, der kan lette tilværelsen en smule, har været mottoet det sidste stykke tid.

Vi fucking overlevede 4 fødselsdage på en uge, og indimellem var det også ret hyggeligt (selvom det holdt hårdt med den ene klassefødselsdag, hvor vi kun var husstandens voksne på skansen – men så har jeg da prøvet at stå med en hel 0. klasse, der hoppede i et springvand …)

Og jeg overlevede 4 dage på Roskilde, med en efterfølgende rekonvalescensperiode, der indtil videre har varet dobbelt så længe som festivalen (3 dage med søvn i halve døgn efterfulgt af ind til videre 5 dages sygdom). Der må næsten kunne opstilles en cost-benefit-analyse for den slags, men kan dog berolige med, at min forholdvis uimponerede ægtefælle er her endnu. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde haft uforklarlige blister i hele munden i ugerne op til skoleferien, så muligvis prøvede min krop også at fortælle mig noget, inden jeg overdøvede den med en cocktail af cigaretter og … cocktails. Summa summarum: sommerferien er her, og den var tiltrængt.

Vi driver den af i kolonihaven hele sommeren, kun afbrudt af en enkelt jyllandstur, og det passer mig så fint. Vejret passer godt til hjemmeferie, og vi får hele tiden mere skik på vores meget lille hus. (Er det i øvrigt ikke noget med, at det lissom tager lidt tid for en familie at komme helt på plads i ferien, sænke konfliktniveauet, få alle til at falde ned og børnene til at stoppe med at slås hvert. fucking. kvarter.? Skulle spørge for en ven).

Såeh, jeg skal have læst nogle bøger. Og skrevet nogetnoget. Og have malet mellemgangen, og vi skal have sat et solsejl op, og der var engang, jeg havde en plan om en hule i det store cyprestræ. Men en feriedag ad gangen. Det skulle nødig ende med flere mundblister.

Vive la France!

Et af de få (nogenlunde) brugbare billeder, jeg tog på Roskilde …

 

Reklamer

Nåmen, de sidste 3 uger gik med, at …

… Den Uendelige Historie om kloakering i kolonihaven nærmede sig set og match. Vores assisterende VVS’er var over flere uger ikke rigtig til at hale ind til den store finale på DIY-projektet to end all marriages, så i sidste sekund, inden nogen (mig) fandt skilsmissepapirerne frem, fik jeg grundlovsdag hevet to gutter ind fra en af de andre haver, som fiksede de sidste tilslutninger og gravede de sidste rør på en eftermiddag. Halle-fucking-lujah.

I rent overmod skyndte jeg mig derefter at invitere gæster den kommende weekend, for nu manglede vi bare at få sluttet den nye vandledning til i huset – forestillede mig scener á la den i Evita, hvor landsbyen får en vandhane, og Antonio Banderas danser rundt i vandkaskaderne sammen med alle de glade lokale – og det skulle vel nok kunne nås i tide, når nu VVS’eren havde lovet at gøre det fredag morgen?

HAHAHAHA, men selvfølgelig gjorde han ikke det, så jeg aflyste selskabet og bandede ham langt væk, men fandt dog trøst i, at tilslutningen var nært forestående. Den kom omsider den følgende weekend, hvor mand og ældste arving pakkede regntøj og soveposer og tog på den årlige fædretur med klassen, mens jeg og damerne kørte glamping-stilen med sushi og rindende vand i kolo.

Derefter har jeg så ladet mig indhente af et sammensurium af skolearrangementer samt planlægning af nært forestående 2 x 7-års fødselsdag – indhente og rende over ende. Efterhånden er alle pizzaarrangementerne, frit-festerne og forældremøderne heldigvis overstået (her lader vi lige som om, jeg overhovedet mødte op til sidstnævnte – ahrmen, beklager, der var fucking 4 arrangementer den uge, plus vores eget liv, der også skulle passes), så den kommende uge byder kun på klassefødselsdag mandag, klassefødselsdag tirsdag, rigtig fødselsdag fredag og familiefødselsdag søndag.

Og nåhja, der er vist også noget arbejde og noget svømmetilmelding og noget Roskilde-planlægning, der skal presses ind. Men vi tager det en dag af gangen, alle fødselsdagsgaver er bestilt, har for længst droppet enhver hovedløs plan om hjemmebag, og jeg kan vist stadig nå at tilvejebringe noget dukkehustapet og tilsvarende badeværelsesinteriør inden på fredag.

Og hvorfor så det, spørger I? Jo, har såmænd anskaffet et håndværkertilbud til Bamsefamilien, så de omsider kan bo standsmæssigt, men det trænger lige til en klat maling og en ny facade up front, for at kunne præsentere sig ordentligt på et gavebord. Men hvorfor, spørger I så, for er det ikke lidt meget at smide et hobbyprojekt ind i en forvejen presset uge? Til det kan jeg kun svare: Jo. Jo det er det.

(Kunne måske også være kommet lidt på forkant med dukkehusrenoveringen, hvis ikke lige det var fordi, der var sommerfest på mit arbejde i fredags. Hvor jeg med Hunter S. Thompsons ord naturligvis endte med at opføre mig som landsbydrukkenbolten i en tidlig irsk roman. Der findes nemlig to slags mennesker her i verden: dem, der kan håndtere en fri cocktailbar, og dem, der ikke kan, og jeg tilhører helt klart sidstnævnte gruppe).

Men hey, solen skinner, og i morges vågnede jeg med Janelle Monaes ’The way you make me feel’ på hjernen. Da de to fødselsdagssvesker skulle ønske menuen til fredag, lød det ene ønske på ”Nachos!” og det andet, efter lidt betænkningstid: ”Jeg kunne godt tænke mig at grille burgere ude i kolonihaven. Kan vi godt det?”

På forunderlig vis reddede det spørgsmål hele den kommende uge for mig. Selvfølgelig kan vi det. Og hold kæft, hvor bliver det hyggeligt!

 

 

Anne – Livet som influencer

Anne fra Grønnebakken-fans kan sikkert huske den episode i bog 3, hvor Anne har skrevet en gribende historie om heltinden Averil og hendes udkårne, Perceval Dalrymphe, som desværre bliver afvist af samtlige magasiner, hun sender den ind til. Hun konkluderer derfor, at dette var enden på hendes litterære karriere og afstår manuskriptet til den beundrende veninde Diana. Færdig med det.

Tror hun.

For et par kapitler længere henne i bogen får Anne til sin store forfærdelse brev om, at hendes novelle har vundet en konkurrence udskrevet af Rollings Bagepulver Kompagni. Den snarrådige Diana har nemlig rettet novellen lidt til og sendt den ind for hende …

“Det kommer bare lidt bag på mig. Og så er der også noget, jeg ikke forstår. Jeg havde da ikke skrevet et ord i novellen om … om … ” Anne havde svært ved at få ordet sagt … “bagepulver.”

“Nåh nej,” svarede Diana beroliget. “Det satte jeg ind. Det var så nemt som ingenting. Du ved nok dér, hvor Averil bager en kage? Der skrev jeg bare, at hun brugte Rollings bagepulver, og at det var derfor, kagen blev så god. Og i sidste kapitel, hvor Perceval omfavner Averil og siger ‘Min elskede, fra nu af vil vi altid være sammen …’ der tilføjede jeg bare ‘og vi vil aldrig bruge andet bagepulver end Rollings.'”

Jeg tænker på den passage, NÆSTEN hver gang jeg læser et reklameindlæg hos en blogger.

Madplan i retrospekt, uge 21

Mange af jer har spurgt efter min madplan …” Gu’ har I da ej, men her kommer den alligevel!

Mandag: Nem mad efter svømning, pølser, kartofler og grønt. Datopølser var hevet op fra deres eksil i fryseren, nye kartofler, gnavegrønt, italiensk gulerodssalat og hvad man havde lyst til af diverse dyppelser til.

Tirsdag: Ene barn blev ringet syg hjem fra skole, generel mathed i familien, så vi hentede den pizza, vi sparede dagen før.

Onsdag: Pasta med kødboller i tomatsauce. Var alene med børn og legeaftale og skulle åbenbart samtidig demonstrere, at der stadig var ordentlig mad at få i hjemmet, så jeg lovede min signaturret til aftensmad – på betingelse af, at jeg fik fred og ro til at lave mad, mens alle legede og passede sig selv i fred og fordragelighed. Gæt selv, hvordan det gik … Under alle omstændigheder: det lykkedes mig mod alle odds at færdiggøre en gigantisk portion kødboller i tomatsauce, og alle ææælskede det, inklusive medspisende legekammerat.

Torsdag: Pasta med kødboller i tomatsauce, rester. Jeg brugte for resten min egen opskrift (sådan på slump) og lavede nem tomatsauce af sauteret løg og hvidløg blandet med Mutti-pizzasauce og -passata købt som tilbudsvare, en enkelt dåse hakkede tomater og lidt boullion. Saucen blev god, kødbollerne blev seriØst gode. Det hele blev faktisk så latterligt godt, at jeg vaklede mellem at elske med retten og gifte mig med mig selv, men nøjedes dog med rigelige mængder selvros henover middagsbordet. Der var til en portion til fryseren også, så den overvejer jeg at vedlægge min snarlige ansøgning om adling.

Fredag: Sammen med en anden mor kuppede jeg fritidsklubbens medbring-selv-al-mad-og-frys-tre-timer-i-regnen-arrangement og fik i stedet ungerne manipuleret hjem til os. Pizza og fredagsslik til alle og rødvin til de voksne. (Lovlig meget pizza/pasta/takeaway på en enkelt uge, men jeg var villig til hvad som helst for ikke at skulle bruge min fredag aften på at stå og riste pølser på en kold legeplads).

Lørdag: Vi kom sent hjem fra kolo, så hev en pose frikadeller op af fryseren og satte nogle kartofler over. Jeg havde en aftale og rendte af pladsen i utide, manden fik lov at lave salat.

Søndag: Irma havde fritgående kyllingelår som datovare, stegte dem i ovnen med olie, salt, peber og citron og serverede dem med en salat af, hvad der lige var i køleskabet (salat, spinat, tomat, peberfrugt, kolde kartofler, asparges), tilsat vinaigrette, kapers og mozzarella (også fra datodisken).

Hm, får lidt vegetar-/fiskeskam af at kigge på denne her madplan, men så er det jo godt, at en ny uge starter i dag. New week, new me. Som man siger.

I øvrigt …

… har jeg set folk referere til en Floder af blod-tale, som Rasmus Paludan åbenbart engang har holdt – den har han sgu da planket direkte fra Enoch Powells Rivers of Blood-tale fra 1960’erne. Få dig din egen racisme, Mulle! Ellers får du aldrig en plads i tossernes blå bog. (Generel lede og afmagt ved hele situationen, tænker jeg, ligesom ligger mellem linjerne her. Og har slet ikke ord for dem, der støtter ham i en form for misforstået, selvhøjtidelig systemprotest, selvom de “ikke sådan rigtig er enige med ham”. Nej. Bare nej).

… aner jeg ikke, hvordan man laver en god overgang fra Paludan, men af en eller anden grund sad jeg forleden og læste om Rasmus Tantholdt. Som åbenbart har dannet par med hele tre forskellige kvinder fra TV2s nyhedsprogrammer. Og hvis man lige prøver at billedgoogle dem en gang, så er det vist safe to say, at Tantholdt har en type. Eller også har TV2.

… apropos sladder, så har Den Korte Radioavis en overgang kørt med indslaget Mon Diez, en fiktiv dagbog, som primært handler om, hvordan alle dåner over skribentens blændende intellekt og kaster sig ud af vinduer over, hvor gudeskøn hun er, mens hun bragger/humblebragger sig gennem tilværelsen. Jeg kendte ikke den omtalte Diez før programmet, tænkte, at de nok overdrev helt vildt, googlede mig til et interview i Alt for Damerne og – mon diez! – nu giver det mening. Men er simpelthen nødt til at påpege, at hendes historie om, hvordan hun chokerede alle på danskstudiet med den hidtil usete kombination af smuk og klog, den holder simpelthen ikke. Jeg dimitterede nemlig fra præcis samme uddannelse 6 år tidligere, så det tabu var allerede brudt! Selv tak, Katherine.

… er det gået op for mig, at løs te åbenbart ikke er noget, vi køber mere? Eller hvad? Skulle have fyldt lageret op og prøvede at undgå min bekostelige svaghed for Perch’s, men pludselig har supermarkederne nærmest ikke andet end brevte? Jeg har da både købt kvædete og roiboos hos Netto før i tiden, men end ikke Irma havde den slags i løsvægt? Sig mig, er alle mennesker blevet vanvittige? Det der Yogi-infusion i brev kan jeg lige acceptere, men ellers er det sguda umuligt at få en ordentlig kop te ud af det camping-pis! (Til alle ikke-tedrikkere, der ikke forstår min frustration, kan jeg sige, at det svarer til, at alle butikker skiftede hele deres kaffesortiment ud med 5 slags neskaffe … VANVITTIGE, siger jeg!)

… er jeg lige for tiden brændt inde med to billetter til Gods of Rap i Royal Arena. Lang historie kort, min veninde er desværre blevet forhindret, og min omgangskreds vælter ikke ligefrem med mennesker, der drømmer om at se en samling fallerede hiphoppere, cirka 20 år for sent på den. Og nej, lige nu ved jeg sgu da heller ikke, hvorfor jeg købte de billetter … Manden foreslog, at jeg lavede et facebook-opslag, hvor jeg tilbød at sælge enten begge billetter eller pladsen som min +1. Er bare ikke sikker på, at min selvfølelse ville kunne klare den form for larmende tavshed.

 

FF8F1B4E-5434-4B02-81C3-CE4F42990B02

Så det var ligesom det

Mig: “Den der halve time, du kom tidligere hjem fra arbejde, det var jo der, jeg skulle have skrevet den næste store samtidsroman, blogget, taget bad og catchet op på Game of Thrones. Du har fuldstændig fucket med min tidsplan!”

Mand (griner): “Men du kan da bare tage en halv time nu?”

Mig: “For sent. Jeg er ude af zonen”.

Så overarbejdende lønmodtagere, foren jer! I har kun jeres lænker at miste!

Karoline skrev et ræddi godt 8. marts-indlæg om, hvorfor det var alle mødrene, der gik på deltid? Og flere skrev i kommentarfeltet, at så hang tingene bedre sammen i en stresset hverdag, og som oftest var det kvinderne, der gerne ville arbejde mindre. Men som andre også meget rigtigt påpegede, så kan deltidsarbejde til mor hurtigt blive den individuelle løsning på et strukturelt problem (ligesom hjemmepasning, som jeg også nok skal harcelere over ved lejlighed). Og hvad er der så i vejen med individuelle løsninger på strukturelle problemer? To ting:

  1. De er usolidariske
  2. De løser ikke problemet

(Der er helt sikkert flere og mere sofistikerede problemer knyttet til, men jeg har ikke læst sociologi, så bær lige over).

Hvis vi nu antager, hvad alle med børn og arbejde ved, nemlig at der ikke findes nok timer i døgnet til at passe både job, rengøring, indkøb, tøjvask, madlavning, børn og partner – plus alle jokerne som anskaffelse af nye vinterstøvler, forældremøder, fastelavnsudklædning, legegruppe, tandlægeaftaler og den skotøjsæske, dit barn skulle have haft med til et tværfagligt projekt i forgårs (beklager på forhånd den bias, der måtte ligge i eksemplerne … *ahem*) – hvad ville så være den logiske løsning?

At vi allesammen arbejdede lidt mindre.

Alt tyder på, at i hvert fald den kategori af selvadministrerende kontornussere, som jeg tilhører, ville kunne nå det samme på en 30 timers arbejdsuge. Og de, der ikke falder under den selvadministrerende kontornusserkategori, de kunne fx få et par ekstra kollegaer (og jo, det er der helt sikkert penge til et eller andet sted).

Jeg har ikke det fjerneste begreb om samfundsøkonomi, så aner ikke, hvordan regnestykket ser ud og kan kun påpege, hvad andre har sagt: Med al den effektivisering, der er sket på arbejdsmarkedet inden for de sidste 50 år, burde vi have mere fritid. De sidste arbejdsugeforhandlinger, med de nuværende 37 timer som resultat, var i 1987. Hvilket betyder, at det er hele 32 år siden, at vi sidst har haft en regulering af den ugentlige arbejdstid (og det er faktisk tæt på rekord, kun overgået af de 38 år, det tog fra 1920 til 1958 at få arbejdsugen forhandlet fra 48 til 47 timer). Seføli er endemålet ikke det absolutte nulpunkt; 37 timer er bare ikke skrevet på stentavler, og i de nævnte 32 år er der samtidig sket en digitalisering af arbejdsmarkedet, som alt andet lige burde frigive noget tid.

I virkeligheden er det nok endnu engang fagbevægelsen, der har sejret ad helvede til godt, for den gennemsnitlige danske lønmodtager har i dag langt bedre forhold og flere handlemuligheder, end han/hun havde for både 50 og 100 år siden. Mange, ikke alle, men mange har muligheden for, at den ene forælder går på nedsat tid, og dermed opstår der ikke et folkeligt krav om kortere arbejdsuge, for det kan jo godt hænge sammen. Når altså bare mor går på deltid. Og det vil hun jo i øvrigt også helst.

Men det er sgu ikke meningen med den socialdemokratiske velfærdsmodel, at kvinderne er nødt til at gå på deltid for at få tingene til at hænge sammen, og det er et svigt fra samfundets side, hvis vi efterlader familieomsorgen på mødrene banehalvdel og lige så stille lader kvinderne glide tilbage i hjemmet, fordi det er så dejligt bekvemt for alle. Ikke mindst fordi det efterlader både enlige forældre og alle dem, der ikke kan gå på deltid, med sorteper.

Jeg tror ikke, udfordringen er kroner og øre; udfordringen er, at arbejde i et bestemt antal timer om ugen er blevet ophævet til noget langt mere meningsfyldt, end det kan bære. Arbejde er blevet helligt at have og skamfuldt at undvære – og fred være med det, hjulene skal dreje og det protestantiske selvpineri opretholdes – men der er som sagt intet som helst gudsgivent ved at opholde sig 7-8 timer om dagen, 5 dage om ugen på sin arbejdsplads i stedet for at sidde i et sommerhus, på biblioteket eller hjemme i sofaen med sin børn (eller gør som Ida: spil guitar!). Og det handler heller ikke kun om børnefamilier, jeg under alle muligheden for færre timer på arbejde, uden at man pinedød skal have familiedrift at undskylde sig med.

Så i stedet for, at nogle af mødrene går på deltid, alle andre bliver sygemeldt med stress, og de formuende investeringsrådgivere går på pension som 42-årige, fordi de HAR set lyset og samtidig har råd til at følge det, kunne det så ikke være skidefedt, hvis vi alle sammen kunne nøjes med at være lidt mindre på arbejde?

P.S Jeg stiller hverken op for Enhedslisten eller stemmer på Alternativet, til gengæld har jeg engang læst Foucault, og han ville give mig ret.