Your average thursday

Ingmar Bergman sagde, at man ikke behøver have haft en ulykkelig barndom for at blive en stor kunstner. Men det hjælper. Og uden nogen form for sammenligning overhovedet, så behøver mit liv jo ikke være bøvl og bekymringer, for at jeg har noget interessant at blogge om. Men det hjælper.

Så – surt for blog, godt for mig. Er man mere til noget brok, kan man jo smutte over på Politiken og læse Ditte Giese skrive alt det, jeg altid har tænkt om både Bridget Jones og chick lit.

For her går det stille og roligt *tusind bank under bordet*. Sønneke er blevet elevrådsrepræsentant (åbenbart gik den lille populist til valg på kortere lektioner og længere frikvarterer – men mente samtidig at et folkeligt krav om isbod i skolegården var ‘helt urealistisk’). Og miniskinkerne, som ikke er så mini mere, var i dag til forsinket 4-års undersøgelse, brillerede endnu en gang i disciplinen ‘enæggede tvillinger’ (præcis samme højde og en vægtforskel på 300 g) og tog bogstavelig talt deres vaccinationer i stiv arm. Hvilket omgående fik mig til at fortryde al den sukkerkompensation, jeg på forhånd havde tilbudt.

Og mens jeg stod i venteværelset og stenede ud ad vinduet, lagde jeg mærke til, at kastanjerne omkring søerne er ved at falme, selvom solen varmer lidt endnu, og hvor fanden jeg egentlig vil hen med det her efterårsbavl, ved jeg ikke. Til punktum og så hen på sofaen, tænker jeg.

"Ja, hallo, er det Gyldendal? Jeg ringer for at pitche min idé til en selvbiografisk brevroman. Arbejdstitlen er 'Emails fra en lykkelig middelklassebarndom på solsiden'"

Ja, hallo, er det Gyldendal? Jeg ringer for at pitche min idé til en selvbiografisk brevroman. Arbejdstitlen er ‘Emails fra en lykkelig middelklassebarndom på solsiden'”

Ikke i mit navn, tak

Vi kender allesammen de der nederen typer i klassen, der først kaldte nogen ‘dumme svin’, og derefter sagde, at det bare var for sjov, ikke? Eller dem, der konsekvent afslutter en skriftlig sviner med en blinke-smiley? Humor, ikke?

Jeg kan godt lide humor, jeg anser mig selv for at være et humoristisk menneske. (Hvis man ellers kan sige det, uden at lyde som en Hudibras-abonnent). Jeg går ind for humor. Jeg tror på humor.

Og når Marlene Harpsøe på DF’s årsmøde siger, at flygtninge kan få et par kondisko og gå hjem igen, og Kristian Thulesen Dahl (bort)forklarer det med, at det var en humoristisk bemærkning, så føler jeg, at jeg i humorens navn omgående må tage afstand fra den slags udtalelser.

Kære DF, det er ikke sådan, jeg tolker og efterlever humor. Det er ikke sådan, jeg forstår humor, det er ikke sådan, langt de fleste mennesker forstår humor. Det er ikke ægte humor, eftersom ægte humor rent faktisk er sjov. Det, I lige nu udøver, er decideret misbrug af humor – stop venligst med det.

Dumme svin. (*blinke-smiley*)

I øvrigt…

…har vi ikke købt lejlighed. Hvilket forhåbentlig var en god beslutning. I hvert fald magtede vi ikke alt det ondt i maven, især ikke de næste mange år. Så nu venter vi bare på, at ejendomsskatterne stiger, lejlighedsmarkedet crasher, og SÅ slår vi til. Any day now…

…har ikke-købet gjort os herligt bevidste om alle de sjove ting, man kan bruge penge på, når man ikke sidder for 20.000 om måneden. Så i weekenden var vi for en gangs skyld i Tivoli, og der var turpas og is og middag på Wagamama og candyfloss til dessert, og det var skønt. Kunne sagtens vænne mig til at være rig. No probs.

…har jeg fået børn, der ikke ejer frygt. De to mindster kluklo sig hele vejen gennem Odinexpressen og var dybt fortørnede over, at vi kun nåede 2 ture i rutschebanen – hvor de også som de eneste sad og smilede tilfreds på det obligatoriske grimasse-billede. De er 4, deres storebror er 7, og i den alder var jeg bange for Mariehønen. Måske får vi alligevel jægersoldater i familien.

…har jeg også haft nedtur i weekenden, efter at en af mine bedste veninder er taget 3 år til USA. En følelseslavine, jeg ikke havde set komme, bragte mig i krise over, hvorvidt jeg overhovedet har nogen rigtige veninder tilbage, hvordan årene bare forsvinder, og pludselig stod jeg i den lokale kiosk med chips, dip, og et halvt kilo bland-selv-slik. Deep shit, man.

…har jeg ansvaret på hjemmefronten i 4 dage, mens manden er på lejrskole. Indtil videre går det over al forventning. Især fordi jeg har valgt at indtage backstabber-positionen som Sjove Mor, der ignorerer madplanen, inviterer på pizza efter fodboldtræning og lover putning i forældresengen. I aften skal vi have dessert og spise foran fjernsynet. Og måske købe en pony. Mr. ’Ingen smalle steder når mor arbejder sent’ vil ikke ane, hvad der ramte ham.

…har jeg slet ikke fået fortalt om Madrid? *ruller knirkende lysbilledprojektor frem og trækker gardinerne for* Det skal der gøres noget ved snarest! Har heller ikke svaret på kommentarer eller bygget mit liv i LEGO længe. Skal nok.

LEGO-Mie på pauseskærm.

LEGO-Mie på pauseskærm.

Spørgsmål

Hvordan kan det lade sig gøre, at en lejlighed, der for 2 uger siden var alle mine drømmes mål, nu bare giver mig konstant ondt i maven?

Hvor bliver alle de mennesker af, som kan forsikre mig om, at kronisk mavepine og flugttanker er en helt sund og naturlig del af et boligkøb?

Hvor bliver alle de mennesker af, som kan forsikre mig om, at man aldrig skal købe noget, man ikke har det godt med, og at vi alligevel slet ikke har råd til den lejlighed?

Hvor er den spåkvinde, som kan fortælle mig, hvordan renteudviklingen og ejendomsskatterne ser ud om 4 år?

Hvor er den tryllekunstner/fidusmager/lejemorder, som kan skaffe mig ind på andelsboligmarkedet?

Hvor er min dømmekraft?

Ditto fornuft?

Mavefornemmelse?

Kvindelige intuition?

Og ikke mindst den lille fjernbetjening, så jeg kan se sidste sæson af Downton Abbey på Netflix?


Jeg trænger til ferie. Nårhnej. Det har jeg lige haft.

Men tips til Madrid modtages gerne

(Dyb indånding)

Der skete det, at der var en lejlighed. Men der var ikke nogen penge. Måske. Og jeg er den med det flexede job og det økonomiske overblik (ha!), så jeg mailede og ringede og fandt en boligadvokat og snakkede med 3 bankrådgivere og min mor og min far og min bror og min veninde, der var på ferie. Og så mailede og ringede jeg noget mere. Og vred hænder og ringede og kom for sent ned at hente børn og købte pizza for ikke at være en røvmor og var bagud med 1.000 ting på arbejde, fordi jeg hele tiden mailede og ringede og vred hænder. Og så var der til sidst penge. Men ikke nogen lejlighed. Og så købte vi en masse trøste-takeaway og sagde fuck det. Så gik der nogle dage. Og så var der alligevel en lejlighed. Så jeg startede forfra med at maile og ringe og vride hænder, og vores bankrådgiver var på ferie, og vi var faktisk selv på vej på ferie, og jeg begyndte at få paniktanker om kontoovertræk og facaderenovering og var det nu også dér, vi ville bo? Sådan rigtigt? Sådan bindende? Og har vi råd? Har vi virkelig råd? Og er det min skyld, hvis det hele går i vasken, og burde vi bare droppe den der forældretur til Madrid nu, og hvad nu hvis vi styrter ned, og hvad hvis børnene ikke kan lide den nye gård, og hvad hvis de slet ikke når at opleve den, fordi deres dumme forældre tog til Madrid og gik bankerot og styrtede ned med et fly på en gang?

Og mens jeg stod i går og snittede gulerødder til aftensmad med kramper i maven og gråd i halsen og katastrofescenarier i hovedet og overvejede at droppe både lejlighed og weekendferie, for det var nok egentlig bedst, fik jeg et flashback til dengang, jeg var på barsel: Det er sådan her, jeg bliver, når jeg er presset.

Det er ikke rationelt, det er ikke mavefornemmelse, det er bare mig for fuld ustabil udblæsning.

Så nu sidder jeg i flyet. Som er forsinket. Men jeg skal ned og drikke en masse cava med manden. Og er sådan forholdsvis rolig. Og i næste uge tager vi stilling til resten.

Bloggeloggelog

Jamen, der sker ikke så meget. Fx:

  • Har jeg hørt Ballroom Blitz på vej til arbejde ret mange gange, og skal nu hver eneste morgen huske mig selv på IKKE at råbe “Are you ready, Steve?!…” når jeg træder ud af elevatoren.
  • Har ferie i Frankrig som sædvanlig fået mig til at føle, at hvidt brød med obskøne mængder brie og en halv liter vin er det, jeg fortjener. Hver dag.
  • Vækker modeuge noget pinligt hadsk i mig. Mentalt sidder jeg åbenbart stadig på bagerste række med fedtet hår og himler, når poptøserne diskuterer cardigans. Så modent.
  • Har jeg genopdaget gul neglelak. (Det er teenage-Mie helt okay med. Til gengæld nægter hun at iføre sig de nålestribede stumpebukser, jeg købte i et anfald af damethed.)
  • Har jeg lige brugt en fodboldtræning på at skrive det her. Go team!
Som at se kunstgræs gro.

Som at se kunstgræs gro.