I øvrigt …

… er hjemmearbejde helt klart en af de ting, der er superfedt i starten og derefter daler i både nyheds- og sjovhedsværdi. Mit evige narrativ om, at jeg jo faktisk kun er kontornusser af nød, mens min autentiske persona er sådan en hjemmeskrivende boho-type & fri fugl, lider alvorligt i disse dage. Skal vi tro empirien, så er min autentiske persona vist mere sådan en smådepri sjuskedorte i fire dage gammelt joggingtøj, som kun hæve-sænke-borde og faste mødetider har holdt fra vanvid og deroute. Indtil nu.

… fortæller Politiken mig, at der lige nu foregår et internt magtopgør i Frimurerlogen. Ja, du læste rigtigt. Frimurerlogen. Et af medlemmerne overvejer ovenikøbet at anlægge injuriesag, og jeg tænker umiddelbart, at de må være i seriøst opmærksomhedsunderskud, når en gruppe midaldrende mænd, kendt for hellere at likvidere folk end afsløre et hemmeligt håndtryk, pludselig vasker deres snavsede organisationsundertøj på forsiden af landsdækkende nyhedsmedier. Måske har corona også gjort dem lidt understimulerede.

… havde jeg for nylig et familiemedlem, der delte et af de der “nej-nu-må-det-altså-være-nok-med-alle-de-hysteriske-kvinder-og-deres-TI-ÅR-gamle-krænkelsessager”-opslag, og det krævede voldsom selvbeherskelse ikke at splitte vedkommende ad med resten af facebook som mit vidne. Men jeg lod være. Ikke, fordi jeg er fej, men fordi magtforholdet ville være ulige, og desuden havde opslaget høstet 1 sølle like, så jeg tænker, vi var flere i omgangskredsen, der var enige om, at eklatant idioti nogle gange bare skal ties ihjel.

… er nogle af de mere mystiske ting, jeg er begyndt at dyrke på Instagram, minature cooking (folk, der laver mad i mini-skala – det er SÅ weird og SÅ nuttet på en gang) og vanlifers, altså folk, der bor og rejser omkring i ombyggede varevogne og skolebusser. Min nye vrangforestilling af et personligt narrativ er åbenbart noget med at stå på en australsk strand og tilberede miniaturedonuts i bagenden af en Ford Transit. Min familie bliver ellevilde.

… savner jeg stadig Radio 24syv. Sådan helt åndssvagt meget.

No hell below us

Kæmper for tiden lidt med, om jeg bare burde gøre som alle andre og rykke helt og aldeles på Instagram. Der er noget ved formatet, der er lidt mere flex, jeg kunne jo stadig fylde masser af tekst på, og der er noget mere artsy og umiddelbart over udtryk og oplevelse og alting. Det hele er bare lidt yngre, og blogmediet er lidt træt; det virker pludselig gammeldags og unødigt selvhøjtideligt at dedikere en hel hjemmeside og deciderede indlæg med overskrift (shit, jeg bokser med de overskrifter for tiden, hvis ikke altid) til noget, der lige kunne funderes over under et billede af en vandpyt i modlys, uden at der skulle gøres så meget mere væsen af det. Det er også meget nemmere.

Men samtidig er der noget, jeg ikke kan lide ved Instagram, og det er, at det er grundlæggende udemokratisk, for du skal være med i klubben for at se og læse, og jeg HADER alt, hvor man partout skal være med i klubben og ikke lige kan kigge forbi uden først at skulle sværge evig troskab og have et kodeord. (På den måde minder sociale medier efterhånden uhyggeligt meget om barndommens alliancemageri i stor skala, bortset selvfølgelig fra, at man selv bestemmer sit kodeord).

Så indtil videre lander vi her. Et styks blog med et styks komplet upålidelig skribent. Vi kan evt. sige, at det er lissom dengang, alle bloggere gik pro og insisterede på, at det jo faktisk nærmest var for læsernes skyld, at de nu helligede deres arbejdsuge til at pushe måltidskasser og charterrejser og tvivlsomme kosttilskud. Ligesådan er det altsammen for jeres skyld, at jeg opretholder det her halvsølle gratisdomæne og med ugers mellemrum poster madplaner og skylddryppende partsindlæg fra mit gennemsnitlige liv i stedet for at rykke hele festen hen i mere filtrerede og lidt mere happening-ekskluderende rammer. Ik’?

Således efterlades alle glade, og jeg kan gå videre med at fortælle, at jeg er syg. Og hjemmearbejdende på noget, der vist løber op i 1.000e uge, jeg er holdt op med at tælle. På mange måde ikke sådan superunderligt, at jeg føler mig lidt hægtet af verden. Ved siden af mig selv og hele tiden i småtvivl om mine relationer, føler mig for meget og for lidt og i hvert fald ikke tilpas. Omnipræsente Instagram fortæller mig, at jeg sikkert har et ongoing angstanfald, men måske man heller ikke skal undervurdere åbne kontorlandskabers betydning for det mentale helbred. Om ikke andet, så bare det, at man hver dag kan lægge dem bag sig.

Nevertheless, i dag er planen at arbejde fra sofaen, være rar ved mig selv, drikke en masse kvædete og se Above us only sky på DR. Jeg har et evigt blødt punkt for John Lennon, det dumme svin.

Mandagserkendelse

Sidste mandag skulle 2 x børn og 1x jeg til det ugentlige motionsaflad i sportsforeningen, men manden havde samtidig sent fri fra arbejde, så der skulle også koordineres en storebror og noget aftensmad. Hvilket også godt kunne lade sig gøre, og selvom aflysning seføli altid er en mulighed, når ungerne er dødtrætte, så var der egentlig ok stemning omkring projektet, og alle var rimelig friske, inklusive mig selv.
Altså ingen undskyldninger; jeg skyndte mig ud efter noget nemt til aftensmaden, beredt på at køre videre efter planen.

Og da jeg så stod i Irma klokken 16.50 med fire pakker tortellini i hånden, så jeg pludselig to scenarier for mig.

Enten kunne jeg skynde mig hjem, skippe os afsted til gymnastik og pilates og efterlade søn alene hjemme foran playstationen. En time senere så drøne hjem fra gymnastik og pilates, hive søn væk fra playstationen, formane til enighed om brug af fjernsynet, skynde mig at lave mad og alligevel få aftensmaden lidt for sent på bordet, spise i forhastet stemning med tre trætte børn, der bagefter ville få lov til at se endnu mere fjernsyn, mens jeg forskansede mig i køkkenet, og som derefter skulle drives i seng over flere omgange, de ville med statsgaranti ryge i totterne på hinanden adskillige gange inden puttetid, der ville ikke længere være ok stemning, og jeg ville undervejs blive til sure, trætte, vrissende, skyndende underskudsmor, der bare vil have alting OVERSTÅET.

Eller jeg kunne simpelthen skrive og aflyse. Købe min pasta og smide en pose af de gode skumfiduser oveni. Slentre hjem og annoncere, at vi ingen steder skulle. Sætte mig i sofaen og læse en bog, mens ungerne gloede fjernsyn en times tid, med mig inden for rækkevidde og klar til kram og konfliktmægling. Lave mad på fem minutter, spise sammen i ro og mag. Lokke med skumfiduser og Disney+, når alle var i nattøjet, uden noget behov for at gemme mig med min telefon undervejs.

Ikke, fordi der ikke var overskud til gymnastik og være alene hjemme og hurtig aftensmad og alt det, men netop fordi der var et overskud. Og jeg havde lige pludselig ikke lyst til at smide det væk.

Så husfaderen kom hjem ved 19-tiden til synet af os alle fire bunket i sofaen foran Phineas & Ferb. Ingen var sure. Ingen havde skændtes. Radise havde efter eget udsagn levet den bedste mandag i sit liv, og jeg var for en gangs skyld stadig i besiddelse af den lethed, der lå i mig tre timer tidligere. Og det handler ikke om nødvendige pjækkedage, mandagsskumfiduser eller fravalg af fritidsaktiviteter (eller for den sags skyld det monumentale skærmforbrug her i familien, som skinner direkte gennem alle versioneringer). Det er ikke det, jeg prøver at sige.

Det er bare det, at sidste mandag klokken 16.51 henover Irmas køledisk, gik det omsider op for mig, at i stedet for hele tiden at se overskud som noget, der skal udnyttes og fordeles.

Så burde jeg måske se det som noget, der så vidt muligt skal bevares.

Pasta og @idaburchardi.

Madplan i retrospekt, uge 39

Tiden indhenter mig hele tiden, men her er et forsinket vue over sidste uges indtag …

Mandag: Vi kørte noget opdelt spisning, hvor hovedbestanddelene var noget ganske uhellig indbagt laks, frisk fra frysedisken, kålsalat og majskolber.

Tirsdag: Valdemarsros kylling med linser, tomat og parmesan, som efterhånden er en klassiker herhjemme. De eneste linser, mine børn virkelig elsker, er dem, der er søbet i kyllingefond. Who can blame them.

Onsdag: Vi havde en stor pakke røget laks liggende til et ikke nærmere defineret formål, så det blev til en slags pokébowls med laks, quinoa, edamamebønner, kål og avocado. En mådelig succes blandt pøblen.

Torsdag: Ældstebarn stod for madlavningen og havde valgt en af sine yndlingsretter, pad krapow. Eller, det vil sige hans mors udgave af pad krapow, som muligvis ville få enhver thai til at græde i væmmelse og afmagt, men børnene elsker det: Masser af hakket hvidløg, hakket oksekød og hakkede grønne bønner (fungerer lige så godt som de lange asiatiske bønner, der egentlig skal i, og er meget nemmere at skaffe) svitses godt og tilsættes rigelig soja og noget thaibasilikum (det skal rigtigt være den anden type asiatisk basilikum, hellig basilikum, men kan bedre lide det her), evt. et skvæt hoisin. Serveres med brune ris, tilsættes sriracha efter lyst, og flotter man sig, så smager det virkelig godt med et spejlæg på toppen – alternativt er resterne som skabt til egg-fried rice.

Fredag: Toppede ugen af kulinarisk med tilbuds-frysepizzaer fra Rema og noget stegt broccoli med hvidløg og parmesan on the side. INGEN gider lave mad om fredagen, og sådan er det bare.

Lørdag: Bagt laks, ovnkartofler og salat, altsammen rimelig basic.

Søndag: Thai-takeaway. Det er ikke, fordi vi har råd, men vi TRÆNGTE.

Madplan i retrospekt, uge 37 & 38

Verden brænder, #metoo ruller og Ruth Bader Ginsburg er død, men madplaner består i al deres fornærmende trivialitet, og det her er min for de sidste par uger (minus den indeværende, den ulidelige spænding trækker vi, til ugen er helt omme).

Mandag: En rest braiseret oksekød fra weekenden kom på en hot date med pasta, kantareller, fløde og parmesan. Det var ikke sundt, men det var godt.

Tirsdag: Moussaka. (Og ja, Den Danske Ordbog insisterer på, at det staves “musaka”, men det er der jo for fanden ingen, der ved hvad er). En familiefavorit i den forstand, at de voksne elsker det, børnene not so much. Jeg laver som regel en halvsloppy udgave med en krydret kødsovs (nogle gange også vegetarisk, og gæt, hvad mine børn hader endnu mere end almindelig moussaka?), kartofler, aubergine og færdigmornay, men denne gang gik jeg all in og lavede sovsen på hakket lammekød og så i lag med stegte skiver af aubergine og squash plus hjemmelavet bechamel og revet parmesan på toppen. Det smagte SÅ godt, OG børnene opdagede noget, de hader endnu mere end vegetarmoussaka. Alle vandt.

Onsdag: Rester. Pasta til børnos, moussaka til de voksne.

Torsdag: Vietnamesiske sommerruller med sojastegt tofu. Plus random grønt, mango, avocado, mynte og peanutdip.

Fredag: Planen var æggekage med bacon, men i moderens fravær blev ingredienserne kuppet til en gang pasta carbonara. Fair nok.

Lørdag: Jeg havde tømmermænd, og den første, der nævnte burgere med curly fries til aftensmad, vandt. Var godt nok tæt på at omkomme i processen med at forme og stege 12 burgerbøffer, men kan berolige alle med, at jeg overlevede.

Søndag: Jeg fik et guddommeligt indfald omhandlende vegetariske, fyldte squash, så det fik vi. Quinoa, tomat og oliven blandet med svitsede løg, hvidløg, indmaden fra squashene, krydderier, 2 æg, godt med parmesan over og så i ovnen. Det blev ret godt, i hvert fald hvis man spørger 2/5 af selskabet. Har jeg nævnt, at mine børn ikke kan lide squash?

Mandag: Rester og pasta. Nothing to see.

Tirsdag: Var i skaldyrshumør og købte hjertemuslinger (for det kan mine børn sjovt nok godt lide). Hvilket inspirerede Radise til et brændende ønske om makrel i tomat, så vi gik Mallorca på den med dampede muslinger, dåsemakrel, dåsesardiner, grønsagsstænger, estragonmayo, fladbrød og salat.

Onsdag: Tirsdagens jagt på fiskekonserves havde bragt mig forbi Irmas datovarer og en stak økopølser, som vi fik med ovnkartofler og en kålsalat med edemamebønner.

Torsdag: Svigermor arriverede for at passe børn i weekenden, så hun blev treatet med Boeuf Bourguignon fra fryseren, kartoffelmos og så broccolini stegt med hvidløg og drysset med parmesan.

Fredag-søndag: Forældrene var på hotel og madlavningen dermed udliciteret. Sweet mother of all good.

Septemberbøger

Det eneste måde, hvorpå jeg bare tilnærmelsesvis kan holde tanken om et laaaaaangt møøøøørkt (tunge pauker høres, langsomt indhentet af jamrende violiner) vinterhalvår ud, er ved at visualisere mig selv i tæt omfavnelse med lænestol og reolvæg; den sikre kur mod snigende efterårstristesse er at forestille sig de næste mange måneder indhyllet i plaider, te og Tolstojs samlede værker. At jeg så knap så ofte rent faktisk når til at placere mig i min grimme, men komfortable læsestol med en bog og en kande roiboos, er en anden sag. Nogen skal jo falde i søvn foran Kender du typen gentagne gange for verdensfredens skyld.

I hvert fald, lad os snakke om bøger! Og med “os” mener jeg selvfølgelig mig:

Jeg udformede alletiders ambitiøse reserveringsliste til biblioteket inden sommerferien; halvt BLM-tematiske bøger, halvt gamle hængepartier/gode anmeldelser, jeg løbende var stødt på. Det endte naturligvis med, at majoriteten af dem væltede ind, samtidig med at vi fortrak til sommerhus i Nordvestjylland, så: mine dybeste beklagelser til kommunebibliotekernes hårdt prøvede medarbejdere, men bøgerne forsvandt altså tilbage i loopet, inden jeg fik fingrene i dem. Back to scratch.

Men nogle lykkedes det at få fat på inden; jeg fik omsider læst Leonora Christina Skovs Den, der lever stille, som er velfortalt, medrivende og grum i sin beskrivelse af forstadstrist omsorgssvigt, og jeg blev samtidig mindet om, hvorfor jeg plejede at elske hendes boganmeldelser i Weekendavisen: hun har et særligt talent for at opsummere sin omverden med lakoniske, knivskarpe sarkastiske betragtninger – sikkert noget, man lærer, når ens barndom mest af alt minder om et absurd teaterstykke.

Derudover bar jeg Virginia Woolfs Mrs. Dalloway med mig rundt siden en gang i juli, bar som et åg, faktisk, hvilket var lidt forstemmende, for jeg æææælskede Til Fyret – en af de bedste bøger, jeg har læst, sværger, vanvittig god, køb den, lån den, læs den! Men altså, Clarissa Dalloway og hendes blomsterindkøb og tanker og følelser samt hendes venner og bekendtes ditto slæbte jeg mig igennem – akkompagneret af en stigende irritation over britisk high society anno 1922 og al deres overpriviligerede eksistentielle Angest. “Hvad raaaager det mig,” nåede jeg at tænke flere gange, inden den sidste tredjedel af fortællingen strammede lidt op. Eller også var det mig, der til sidst strammede op; nogle gange er man bare ikke der, hvor man kan tage ordentligt imod en bog. Den efterlod mig ikke upåvirket, og jeg er langt fra værdig til at kunne nedvurdere noget som helst af Woolf, men kickstart forfatterskabet med Til Fyret, hvis jeg må give et godt råd.

Næste på hylden er Maya Angelous Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur (jeg har villet læse den i årevis, og da det så blev (endnu mere) relevant at læse op på sort historie, kom den fluks på min ferieliste). Men eftersom den blandt andet er kendt for at beskrive det seksuelle misbrug, forfatteren var udsat for som barn, har den indtil videre fået lov at stå. Jeg kan ikke face det, hvilket er synd, for jeg ved godt, at bogen er andet og mere end det. Men jeg skal lige tage tilløb. I mellemtiden er Maguerite Duras’ De små heste i Tarquinia kommet hjem til mig, og den får muligvis lov til at springe over i køen – med nyligt gråvejr og efterår i sigte har jeg hårdt brug for et hurtigt skud camparidyppede Middelhavsintriger.

Da jeg desuden er typen, der ikke gerne lader noget færdigt bag sig, er jeg sideløbende i gang med Frank Herberts sci-fi-klassiker Klit (der må fnises), Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (det litterære forlæg til Cabaret – så jeg ser hele tiden Michael York og Liza Minnelli for mig) og Caroline Criado Perez’ Invisible Women – Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Man skal aldrig kimse af at have lidt bøger on the side, og så kan det være glimrende med noget go-to-læsning, når man fx ikke lige orker at dykke ned i den engelske overklasses midtvejskriser (100 % tænkt eksempel). Til overflod har jeg også 14-dages-lånt Eve Babitz’ Stille dage, vilde nætter, fordi den stod og gjorde sig til nede på biblioteket, så jeg regner med snarest at skulle gennemleve min egen midtvejskrise over ikke at være skrivende boheme i L.A.’s kunstermiljøer. Og så har jeg Keigo Higashinos Den ophøjede morder liggende som et kolonihaveferiekrimivennelån (det er en ting!), jeg endnu ikke er begyndt på.

Tør slet ikke tænke på, hvor travlt, jeg får, når de sidste reservationer kommer hjem; jeg er for evigt bøgernes Gertrud Sand. Men efteråret ser allerede lidt mildere ud herfra.

Bare endnu en dag på kontoret med mig og min midaldrende soulmate

Mand: ”Nåh, hvordan var din dag på arbejde?”

Mig (griner): ”Joh, altså, Henrik og jeg havde denne her joke, fordi jeg skal være alene i afdelingen de næste par dage, og jeg opstiller altid det her scenarie, hvor jeg så skal rende rundt i silkeslåbrok og tøfler og hjemme-fez som sådan en victoriansk overklassemand i sin egen orientalismekoger og bare tøffe rundt med Ovids Metamorfoser og en cognac og sidde med benene oppe på de andres skrivebord, og så ville jeg sætte et billede ind i planlægningsmailen for lissom at illustrere …”

Mand (lettere desorienteret): ”Jaeh ?…”

Mig: ” … og så var det bare UMULIGT at google frem; jeg ville bruge det der berømte fotografi af Martin Heidegger, hvor han har fez på, men det var ikke til at finde, og så måtte jeg nøjes med et maleri af Lord Byron i slåbrok, og Henrik genkendte ham selvfølgelig straks og var sådan ”Nææh, Byron!” … ”

Mand: (nu total desorienteret): ”Altså sender I de her mails, mens I sidder lige ved siden af hinanden?”

Mig: ”Jaja, det er jo en del af det sjove … Og så sagde jeg, at det faktisk var overraskende svært at finde et passende billede, og så sagde han: ”Hvad med Heidegger?” Og så var jeg sådan: ”I KNOW! Men det var ingen steder!!” Hahahaha!”

(Tavshed)

Mand: ”Er der nogensinde andre, der deltager i de her samtaler? Altså, er der nogen overhovedet, der forstår, hvad I snakker om?”

Mig:

 

I øvrigt … (del 2)

… er det alt for længe siden! Hvordan har I det derude, hvordan går det?

… kan jeg jo starte: Jeg har det godt, tak. Lockdown gik rimelig ok, min sommer har været fin, selv uden Italien og koncertbranderter, og vi har hængt en del i kolonihaven, da vejret begyndte at peake, 3 dage efter alles ferie sluttede, og det har faktisk alt sammen været a-ok. Helt fjong. Nothing to see.

… har alt det kolonihavehængeri i hverdagene fået mig til at længes efter ligusterkatastrofer og pludselig grill og stille mig selv det eviggyldige spørgsmål: Bør vi flytte til forstaderne? Er det nu? Er jeg klar? Heldigvis viste en hurtig søgning på Boliga, at det behøver jeg slet, slet ikke bruge tid på at bekymre mig om. Det er muligt, jeg er klar, men det bliver vores økonomi aldrig. Den treogenhalvmillion, som vores sidste lånegodkendelse lød på, rækker ingen steder på det Storkøbenhavnske villamarked, kan jeg godt hilse at sige. (Medmindre, selvfølgelig, man drømmer om at bo klos op ad en tresporet motorvej, men det er trods alt en perversion, jeg ikke besidder).

… må Mette Frederiksen godt begynde bare at tie stille. At have en statsminister, der gør sig til ukritisk talerør for den røvballede provinsrascisme, der tilsyneladende florerer friere end Corona hertillands, passer enormt dårligt ind i mit narrativ. Så hvis du lige kunne hæve dig et par takter over at smitte-udskamme i forvejen marginaliserede befolkningsgrupper samt det dirrende behov for at inkludere enheden grupperafindvandrerdrenge i præsentationen af nyt politiforlig, ville det virkelig klæde os som nation, @mette (#ostemad #sødtøs #levvel #stikmigenspand).

… har jeg i løbet af de sidste par uger oparbejdet en virkelig uhensigtsmæssig afhængighed af byens nyeste blogsterdarling: bagels fra Depanneur. De dumme canadiske svin har placeret sig smash-bang i mit hood, og til trods for at min mave hader hvidt brød, og min økonomi i øvrigt slet ikke er til den slags tant og fjas, Når Vi Faktisk Har Mad Derhjemme, så kan jeg *ikke* lade surdejslækkerierne være, og er allerede oppe på flere bagels om ugen. Der er crack i. Jeg ved det bare.

… skal man aldrig være for fin til at starte dagen med en 120 decibel-version af Icona Pops I love it. 

I øvrigt …

… er Camus’ Pesten en af de bøger, der bliver namedroppet i disse dage, og jeg kan kun anbefale, at man får den læst. Det er gonnok en del år siden, jeg selv har været der (da jeg var 22, og mit hoved (også dengang) næsten var for stort til min krop), og egentlig er epidemien jo et billede på fascismens indtog, men dens beskrivelse af et samfund i krise og personernes forskellige eksistentielle tilgang, er stadig on point.

… laver Den Korte Radioavis for tiden Den Korte CoronAvis som podcast på spreaker.com. Had den eller lad være, den ligger til gratis afbenyttelse.

… er Oeconomia på CPH:DOX et must-see i disse krisetider. Seriøst. Se den. Gør det. Nu. Den handler om penge, kapitalisme, vores økonomiske system, og hvorfor vi alle er fucked. Og den giver en virkelig god baggrund til at forstå den økonomiske krise, der nok er på vej, i et helt andet perspektiv. I har til d. 5. april. Afsted med jer.

… skulle jeg apropos økonomiske systemer forleden forklare mine to 7-årige konceptet lige og ulige tal. Og lad os bare sige, at jeg næppe vinder nogen undervisningspriser på den konto. Den 11-åriges kommasætning og fugebogstaver i flerleddede komposita gik det lidt bedre med, uden at der ligefrem var stående klapsalver bagefter. Skomager, bliv ved din læst.

… har jeg bagt kardemommesnurrer for første gang i mit liv (vi kaldte det “Hjemkundskab” – alle vinder), og det var en stor succes. Ungerne klarede hele snurredelen, og resultatet blev meget vellykket, omend lidt udflydende. Jeg kan nu med stolthed i stemmen erklære os endegyldigt uafhængige af både Juno The Bakery og Sverige!

… skal vi huske opbakningen til alle dem derude, der holder samfundet i gang, mens andre er sendt hjem. Det vil sige ikke bare nu, hvor vi er alle er altansyngende facebook-helte for Vorherre, men også næste gang, der kommer overenkomstforhandlinger og strejkevarsler og lockout. Deres krav er sikkert ganske rimelige, deres løn- og arbejdsvilkår sikkert ikke.

 

 

 

Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

Lockdown herhjemme går efterhånden fint.

Det er selvfølgelig stadig lidt op ad bakke at synkronisere hjemmearbejde og hjemmeskoling, men dagene går stille og roligt, de voksne arbejder på skift og på tværs af det hele, ungerne er rimelig samarbejdsvillige, og når de ikke er, så slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive vores nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose slik og en iPad i skravering). I går, da jeg var ene voksen på skansen, bestod eftermiddagens undervisning af Anders And-læsning og billedkunst, dvs. sidde og tegne efter billeder, vi fandt på nettet. Og så legede børnos to timer(!) i gården, mens jeg arbejdede, støvsugede og satte mig tilrette med avisen, og da de kom op ved femtiden, spillede de Minecraft, mens jeg læste, tog mig en øl, serverede en skål chips, og det endte med, vi spiste aftensmad foran fjernsynet klokken halv otte. Det var skønt.

For skal man finde noget positivt ved hele situationen, så er det, at vi pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har meget mere tid til rådighed, får hverken læst stakke af bøger eller lært mig selv at spille guitar (som man jo gør), for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal jo også laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store unschooling-udtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag 2. Men vi har tid. Sammen. Og jeg nyder det. 

… Og jeg sværger, ved alt der er mig helligt, det er sgu ikke for at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud. For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde tre børn i institutionsalderen. Det scenarie ville nok passe bedre ind på The Overlook Hotel. For det andet driver de mig sgu da også til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, jeg er ved at få galopperende spat ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis fordi, jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvalitid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få kæmmet, lyttet, leget, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt. Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for det afslappede moderskab herhjemme, kan jeg godt hilse og sige). De er fandme så søde, de børn, også når de ikke er det. 

Så hvad kan vi konkludere over al den kærlighed i coronaens tid? Jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.