I øvrigt …

… er Camus’ Pesten en af de bøger, der bliver namedroppet i disse dage, og jeg kan kun anbefale, at man får den læst. Det er gonnok en del år siden, jeg selv har været der (da jeg var 22, og mit hoved (også dengang) næsten var for stort til min krop), og egentlig er epidemien jo et billede på fascismens indtog, men dens beskrivelse af et samfund i krise og personernes forskellige eksistentielle tilgang, er stadig on point.

laver Den Korte Radioavis for tiden Den Korte CoronAvis som podcast på spreaker.com. Had den eller lad være, den ligger til gratis afbenyttelse.

… er Oeconomia på CPH:DOX et must-see i disse krisetider. Seriøst. Se den. Gør det. Nu. Den handler om penge, kapitalisme, vores økonomiske system, og hvorfor vi alle er fucked. Og den giver en virkelig god baggrund til at forstå den økonomiske krise, der nok er på vej, i et helt andet perspektiv. I har til d. 5. april. Afsted med jer.

… skulle jeg apropos økonomiske systemer forleden forklare mine to 7-årige konceptet lige og ulige tal. Og lad os bare sige, at jeg næppe vinder nogen undervisningspriser på den konto. Den 11-åriges kommasætning og fugebogstaver i flerleddede komposita gik det lidt bedre med, uden at der ligefrem var stående klapsalver bagefter. Skomager, bliv ved din læst.

… har jeg bagt kardemommesnurrer for første gang i mit liv (vi kaldte det “Hjemkundskab” – alle vinder), og det var en stor succes. Ungerne klarede hele snurredelen, og resultatet blev meget vellykket, omend lidt udflydende. Jeg kan nu med stolthed i stemmen erklære os endegyldigt uafhængige af både Juno The Bakery og Sverige!

… skal vi huske opbakningen til alle dem derude, der holder samfundet i gang, mens andre er sendt hjem. Det vil sige ikke bare nu, hvor vi er alle er altansyngende facebook-helte for Vorherre, men også næste gang, der kommer overenkomstforhandlinger og strejkevarsler og lockout. Deres krav er sikkert ganske rimelige, deres løn- og arbejdsvilkår sikkert ikke.

 

ACF447BB-6959-4271-9505-E10E23F1CDBC

 

 

Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

Lockdown herhjemme går efterhånden fint.

Det er selvfølgelig stadig lidt op ad bakke at synkronisere hjemmearbejde og hjemmeskoling, men dagene går stille og roligt, de voksne arbejder på skift og på tværs af det hele, ungerne er rimelig samarbejdsvillige, og når de ikke er, så slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive vores nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose slik og en iPad i skravering). I går, da jeg var ene voksen på skansen, bestod eftermiddagens undervisning af Anders And-læsning og billedkunst, dvs. sidde og tegne efter billeder, vi fandt på nettet. Og så legede børnos to timer(!) i gården, mens jeg arbejdede, støvsugede og satte mig tilrette med avisen, og da de kom op ved femtiden, spillede de Minecraft, mens jeg læste, tog mig en øl, serverede en skål chips, og det endte med, vi spiste aftensmad foran fjernsynet klokken halv otte. Det var skønt.

For skal man finde noget positivt ved hele situationen, så er det, at vi pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har meget mere tid til rådighed, får hverken læst stakke af bøger eller lært mig selv at spille guitar (som man jo gør), for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal jo også laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store unschooling-udtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag 2. Men vi har tid. Sammen. Og jeg nyder det. 

… Og jeg sværger, ved alt der er mig helligt, det er sgu ikke for at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud. For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde tre børn i institutionsalderen. Det scenarie ville nok passe bedre ind på The Overlook Hotel. For det andet driver de mig sgu da også til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, jeg er ved at få galopperende spat ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis fordi, jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvalitid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få kæmmet, lyttet, leget, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt. Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for det afslappede moderskab herhjemme, kan jeg godt hilse og sige). De er fandme så søde, de børn, også når de ikke er det. 

Så hvad kan vi konkludere over al den kærlighed i coronaens tid? Jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

 

 

 

Dagens lockdown-tip: Se CPH:DOX hjemmefra

CPH:DOX skulle været startet nu her, men er selvfølgelig også lukket ned … Dog ikke helt! For i stedet bliver festivalen udbudt online, hvilket er alletiders mulighed for at lave sin helt egen hjemme-filmfestival og sikkert også få set flere film, end man ellers ville.

Man går bare ind på CPH:DOX’ hjemmeside og vælger en film under onlineprogrammet, dernæst “se film”, og så bliver man ledt hen på den platform, der viser filmene, og hvor man kan købe billetter til visning (man skal også lige registrere sig med et kodeord, det er hurtigt gjort). Og der er seriØST et fund at gøre her: En onlinevisning på et valgfrit tidspunkt i perioden 18.-29. marts koster kun 6 € pr. film – er man ligefrem flere voksne i husstanden, er det virkelig en billig tur i biografen. Desuden meget nemmere! Samtidig støtter man CPH:DOX, der på nuværende tidspunkt går en temmelig kedelig økonomi i møde, og ikke mindst alle de mennesker, der har brugt årevis på at lave filmene.

Herhjemme fik kombinationen af pris og tilgængelighed så meget krammet på mig, at jeg allerede har købt 9 visninger – hvilket er cirka 9 gange så mange film, som jeg plejer at få set. Og som opstartstip kan jeg afsløre, at det drejer sig om:

  • Songs of Repression (kender dem, der har lavet den, en lille smule, og historien om efterkommerne af en syg sekt i Chile lyder helt vanvittig!)
  • Oeconomia (forklaring af kapitalismen, den slags film er jeg en sucker for)
  • Kampen for Grønland (havde en underviser på overbygningen, der installerede mig med kronisk dårlig samvittighed over, at man som dansker slet ikke ved nok om grønlandske forhold – den her er for dig, Kirsten!)
  • A Colombian Family (FARC og familietraumer, det kan kun være spændende)
  • Meet the Censors (undersøgelse af censurens væsen gennem interviews med censuransvarlige i hele verden, der naturligvis alle mener, de handler i det godes tjeneste)
  • Crazy, not Insane (om en berømt kvindelig retpsykiaters forskning; seriemordere fucker mig seriøst op, så det var mest til ære for min bedre halvdel, og så må jeg se, om jeg holder til det)
  • Acasa, My Home (om en roma-familie, der i naturfredningens tegn flyttes fra deres hjem uden for Bukarest og ind til byen)
  • Bloody Nose, Empty Pockets (en døgn på et værtshus i Las Vegas – alene titlen er nok til, at jeg måtte se den)
  • Martha: A Picture Story (om en kvindelig fotograf, der har taget billeder af grafitti siden 70’erne og den dag i dag er et kultfænomen)

… Og der er meget mere at finde på hjemmesiden. Enjoy!!

ACFAF5D9-8114-40D0-A917-CE865B3A06E9

Kaptajnens logbog: Undtagelsestilstand

På mit arbejde begyndte de så småt at sende os hjem før den officielle corona-udmelding i går aftes, og jeg nåede da lige at se frem til et par ugers fredeligt hjemmearbejde … Indtil hjemsendelsen også gjaldt børnene.

Og nu er første dag i hjemmearbejde/-skolingens navn så gået, og selvom jeg på papiret godt kunne fantasere om en frit flyvende tilværelse, hvor børnene bare løber rundt herhjemme, jeg tjener styrtende på at tage filtrerede billeder af mig selv med en kop kaffe og friskfarvet læbestift, og vi allesammen samles om brætspil og bønnevafler (og filtrerede billeder af det også), må dagens konklusion være, at almindeligt lønarbejde ikke går skidegodt hånd i hånd med 3 børn hjemme. Sådan helt overordnet.

Men vi fik da spillet lidt, råbt lidt, handlet lidt (og hvad fuck sker der i øvrigt for, at gær forsvinder? Altså, hvorfor? Det er jo 1998 revisited! Findes der en hemmelig opskrift på zombieapokalypse-foccacia, jeg bare aldrig har hørt om, eller hvad? Hvad er hemmeligheden?! Sig deeet!!!), og her klokken 21.30 er jeg omsider ved at være færdig med dagens arbejde. Fra næste uge lukker min bedre halvdels arbejdsplads officielt ned (og godt for det, for han har i øvrigt astma), og så burde det hele gå lidt nemmere.

I morgens datenight er aflyst, samme er næste uges CPH:DOX-aftaler, en enkelt koncert og sikkert også den ferie, Sønberg skulle have været på med sin farmor. Og sådan er det; heldigvis skulle vi ikke noget vigtigt, alvorligt eller omkostningstungt, vi er ikke særligt udsatte, og vi har mulighed for at være hjemme med børnene.

Håber, I holder jer raske og oven vande derude.

Ironien

Når man efter en måneds tavshed omsider får sat sig ved computeren og begynder at samle til blogbunke …

… Og der samme aften melde om corona-undtagelsestilstand.

Man kan lissom ikke rigtig tillade sig at skrive om andet nu, vel?

Nå, men fortsættelse følger. Især hvis vi allesammen skal sidde hjemme de næste to uger.

6/2

I dag var typen, hvor jeg glemte min computer derhjemme og først kom i tanke om det, da jeg var mødt ind. Typen, der velsignede mig med stædigt murrende hovedpine fra morgen til aften.

Til gengæld var i dag også typen, hvor nogen blev 11, så alt andet betød ikke så meget. Og det kan aldrig blive helt skidt, når man starter morgenen med at imitere håndboldmålmand som det sidste af instrumenterne.

Desuden havde stjernebarnet bestilt Jægerschnitzel og Banana Split til aftensmad, og udsigten til den menu kan jo redde en igennem hvadsomhelst. (Da jeg kommenterede, at 80’erne vist havde ringet, sagde han i ramme alvor: “Jeg ville ønske, jeg var født i 80’erne. Det virker som om, der var så meget lækker mad!”)

Store, søde, fine dreng er han, ham min søn. Hvis I har nydt solen i dag, så husk at sende ham en tanke.

For den var helt sikkert hans fortjeneste.