Held II

Nåmen, heldet bliver tilsyneladende ved med at jagte mig. Er stadig for neurotisk til at sælge skindet før tid, men det ser ud til at løsningen på års boligfrustrationer pludselig vinker forude, og forleden fandt jeg mappen med de billeder fra sommeren 2010, jeg troede tabt for tid og evighed, men som viste sig at ligge på en bærbar, vi ikke bruger mere. Much rejoicing.

Så hvad er det naturlige næste skridt, når man sådan er forfulgt af held?

Naturligvis at købe en cykelhjelm, fordi enhver kan sige sig selv, at det snart slipper op.

(Og så må I i øvrigt også godt krydse fingre for, at vi når frem og tilbage til Bologna i ét stykke her i weekenden. Jeg bliver jo fandeme helt paranoid, når det hele går så godt – OG jeg samtidig skal ned og spise min egen vægt i pasta.)

Reklamer

Held

Tingene flasker sig for tiden. Det gør de faktisk. Sådan lidt i det store og mest i det små.

Og jeg skriver dette velvidende, at jeg hermed har vold-jinxet min tilværelse, øget sandsynligheden for, at alt ramler i morgen, og ved samme lejlighed vil kunne pege på mig selv som den hovedansvarlige. Sådan fungerer jeg nemlig, jeg er overtroisk og i mit eget hoved primært uheldig. Jeg sagde det til min mor, dengang jeg var jobsøgende: ”Det er også, fordi jeg er uheldig. Er der et job, er det en af de andre, der får det, det bliver ikke mig, det ved jeg. Nogle mennesker er bare heldige, det er jeg ikke. Jeg har været heldig med mit helbred og min familie, og det er jeg glad for, men det er så det. Jeg regner ikke med at have heldet med mig på nogen andre områder.” Min mor kiggede på mig, som om jeg var sindsforvirret, og fortalte mig, at det var det mest åndssvage vrøvl, hun nogensinde havde hørt.

Men jeg mente det. Jeg sætter pris på de ting, jeg har, og jeg er også bevidst om, at man ikke skal gå og kalde sig selv uheldig, når der findes folk, der slås med sygdom, barnløshed, konkurs og dødsfald. Jeg mener bare, at jeg som udgangspunkt ikke regner med, at ting lykkes for mig. Jeg regner fx ikke rigtig med nogensinde at få et drømmejob eller en drømmebolig. Eller begge. Dengang jeg var til en jobsamtale, samtidig med at der var en andelslejlighed til salg, som vi ville have råd til, hvis bare jeg fik et job, tillod jeg mig at håbe, men jeg vidste godt, at det under ingen omstændigheder ville ske. Jeg var helt afklaret med, at jeg ikke var typen, der fik et job, lige når jeg havde allermest brug for det. Det ville være for heldigt. Og jaja, man skaber sit eget held og alt det pis – nogle er bare bedre til den slags end andre. Jeg har sagt det før, jeg tror ikke på mirakler, og jeg tror sjældent på, at tingene nok skal gå. Jeg frygter det værste, for det er det nemmeste, når man er neurotisk.

Men lige nu flasker det sig omkring mig i en fin, grøn farve. Både i stort og småt. Min allerbedste eks-kollega, der sidste år blev fyret, skrev i sidste uge, at hun har fået et job – et rigtig godt et. Min bror har fundet en sød kæreste, der er helt rigtig for ham. Børnene er nemme at glæde. Her til morgen løste et problem med Sønnekes fritidsaktiviteter sig på eleganteste vis, og min kalender er fyldt med gode aftaler. Tingene kører, karmaen er god, og jeg er splittet imellem at købe en lottokupon og forberede mig på den nedtur, der uvægerligt må lure om hjørnet.

Måske er det bare, fordi jeg har det godt. Måske er jeg åben for muligheder, som selvhjælpsbøgerne siger, måske formår jeg ubevidst at fokusere på alt det positive. Men det føles faktisk som held. Og jeg sender også gerne noget i retning af jer andre, der måske har mere brug for det end mig: *vifter med hænderne ud mod verdenshjørnerne*.

Så længe det varer… Ing’?

 

Siden sidst:

Har jeg været til firmajubilæum og må med en grov omskrivning af et Bumle-citat erklære: ”Jeg vil bare lige sige een ting: Hold jer fra Papirøens cocktails, for de er STÆRKE!!!” (Man må selv forestille sig Lars Hjortshøj-udtalen). Jeg plejer ellers at kunne tage godt fra på alkofronten, men efter to dessert-drinks var jeg pludselig komplet blæst, og mit efterfølgende rendez-vous med to veninder står i en pinlig, pinlig tåge.

Har jeg lidt den tort at skulle til min fætters bryllup i Aalborg dagen efter cocktailmassakren. Med afgang kl. 8.45. Følte mig rimelig frisk, da jeg stod op – efter halvanden times kørsel, not so much. Da vi omsider holdt stille i køen til færgen, åbnede jeg resolut bildøren og brækkede min morgenmad op på asfalten. Bare hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilken classy broad jeg er.

Har jeg apropos Biler besluttet at tage børnos med ind og se 3’eren en af de nærmeste dage. Manden er på den årlige lejrskole, hvilket jo betyder, at kapløbet om prisen som Årets Yndlingsforælder er skudt i gang; jeg ser hans sushi-indkøb under mit fravær i weekenden og hæver omgående med en biograftur. At tømme budgetkontoen inden d. 10. i måneden er tilsyneladende en af underdisciplinerne.

Har hvid kaffe været en sveske og anbefalet mig, hvilket har givet et ordentlig ryk i min følgerskare. Jeg har ikke lige fået svaret på kommentarer eller budt ordentlig velkommen, fordi jeg har haft travlt med at kaste op og være til bryllup, men altså: Velkommen til! – *vinker begejstret* – Jeg håber ikke, jeg bliver for stor en skuffelse for jer.

Har jeg som en ægte blogger oplevet noget meget spændende, jeg ikke kan fortælle om endnu – *koket fnisen* – men snart. Jeg er forresten ikke gravid, og jeg har ikke landet nogen former for kontrakter. Jeg er heller ikke på vej ind i et åndssvagt spændende samarbejde med nogen, og faktisk har begivenheden overhovedet ingen relevans for andre end mig selv. Synes bare lige, I skulle vide det.

Har denne formiddag budt på op til flere kollega-historier fra i fredags, inkluderende bl.a. opkast, cykelstyrt, black-out og undskyldnings-sms’er. Åbenbart var det lige efter middagen gået op for nogle, at der var masser af penge tilbage på aftenens konto, og sådan noget kan vi som afdeling åbenlyst ikke håndtere. Vil derfor gerne gentage den tidligere Bumle-advarsel og tilføje et “Tak, spids!

Ved du, hvad du skal?

(Hvis du bor i Københavnsområdet)

Skynde dig ind og se Tove Jansson-udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand!

Jeg har hele tiden haft planer om at se den, men i går gik det op for mig, at den lukker på søndag. Min weekend er helt booket op, så hvad gør man så? Man råber ”Carpe Diem”, ”Moritori te salutant”, benytter sig groft af, at mormor henter børn, og skynder sig til Gammel Strand på vej hjem fra arbejde.

Ugens bedste beslutning, I might add, for det er SÅ fin en udstilling, og den har givet mig stor respekt for Jansson som kunstner. Jeg vidste godt, at hun var en fantastisk tegner, men jeg vidste fx ikke, at Mumitroldene først eksisterede som avisstribe – en både poetisk og sjov en af slagsen. Man kan se en masse af de gamle skitser, bl.a. den her, som jeg helt forelskede mig i:

Sniff forsøger at overtale en protesterende Mumi til at blive berømt kunstner. Med baskerhue. Da Mumi nægter og pga. huen går ud over en klippeskrænt, konstaterer Sniff: “Sådan går det, når man ikke vil se virkeligheden i øjnene.”

 

Desuden var Jansson en dygtig maler, og en samling af hendes malerier er også udstillet. Fx det her selvportræt fra 1970’erne:

Der er et eller andet ved det, som siger mig, at Jansson havde selvironien i orden.

 

Og så er der alle hendes smukke, smukke tegninger og forskellige illustrationer og plakater (hun startede helt ung som grafiker) samt fotografier taget af hendes bror – alle 3 søskende i Jansson-familien endte som kreativt udøvende, ligesom deres kunstnerforældre.

Jeg overvejede at tage børnos med, men droppede det, fordi jeg gerne ville se udstillingen i fred, ro og eget tempo. Men der er faktisk et stort tegnelokale på øverste etage – Mumiskoven – hvor man sagtens kunne slippe ungerne løs, mens man selv tusser rundt og indånder magien (børn kommer forresten gratis ind). På samme etage vises også en dokumentar om Jansson, som jeg vil anbefale, man sætter tid af til – evt. mens børnene går bananas i tegneland:


Så: Løb! Skynd jer! Det er en af de fineste, sjoveste og mest rørende samlinger, jeg længe har set, snyd ikke dem selv for dette! Og prøv evt. at undgå de åbenlyse spidsbelastningstidspunkter, onsdag er deres sene dag, og da jeg gik derfra ved 17-tiden, havde der samlet sig en lang fyraftenskø foran billetsalget. Til gengæld forhindrede det mig i at købe mig fattig i Mumi-merchandise…

Min yndlingsfigur, Lille My. Folk har sagt, jeg ligner hende, og egentlig kan jeg godt se, hvad de mener.

Fornuftsmad (med feta, bare rolig)

Tiden efter sommerferien er gerne tynget af den samme askese (eller i hvert fald ønsket om den) som januar: Efter at man i ugevis har rendt rundt i bar mave og marineret sig i rosé og rullet sig i hvidt brød, begynder tanken om kildevand og grøntsager så småt at melde sig. Og det skal helst være næsten gratis, nu da formuen er brugt på rosé. Og hvidt brød. Og paté og muslinger og ostepops og creme brulee og mælkechokolade og pizza og gedeost og vingummibamser og pomfritter og gin-tonic og pasta og grillet kød og cola og… *savle*…det var et sidespor, beklager. Det skulle jo være fornuftigt.

Jeg præsenterer derfor: Bulgur kogt i tomat og blandet med alskens gode (billige) sager. 1 løg og 2 fed hvidløg hakkes og svitses i olie, og oveni bringes 5 dl bulgur i kog med 1 dåse flåede tomater (jeg har for nylig læst mig til, at hakkede tomater er et inferiørt andenrangsprodukt, og mig skal de ikke snyde!), 1 dåse vand, 1 terning hønseboullion, 1 laurbærblad, et ordentligt drys stødt spiskommen og måske en håndfuld hakket, frisk persille, hvis man har det. Skru ned og lad simre i sådan en 15-20 minutters tid, måske mere eller mindre, konsulter gerne bulgur-posen og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Er man en bulgur-rookie som mig, er man faktisk nødt til at holde sig i nærheden og konstant tjekke, røre rundt og prøvesmage. Mere tjekkede typer kan bare efterlade gryden uden voksenopsyn. Og på det helt rigtige tidspunkt står man så tilbage med noget velkogt, tomatiseret bulgur, som smages lidt til og blandes med følgende: en solid håndfuld udstenede sorte oliven, 75 g smuldret feta (cirka – jeg kommer bare på, til der er NOK, askese smager altid bedre med rigelig feta, og så giver det nogle proteiner til retten), en dusk friske mynteblade og en lille pose (60 g) pinjekerner, ristet på panden. Jeg begik den fejl først at lægge bulguren på et fad og bagefter lege semi-dekorativ med resten, men jeg vil tro, man får et bedre result ved at røre 2/3 af hver ingrediens i bulguren først, og så bare pynte med det sidste. Som med så meget anden mellemøstlig mad kan man også med fordel lige squeeze en halv citron henover på et eller andet tidspunkt.

Som tilbehør serverede jeg en salat af snackpeber, agurk og tomat i små tern, rørt med lidt olie, citronsaft, salt og frisk koriander (mmmh…frisk koriander), hummus (endnu en gang vil jeg gerne minde om, at sådan en skal være lind og ikke i stand til at få hverken en ske eller en husmur til at stå oprejst, sådan som nogle tror), yoghurtdressing (bare lidt afdryppet yoghurt naturel rørt med lidt salt) og nogle komplet mislykkede hjemmebagte pitabrød, som ikke fortjener at blive nævnt her. I virkeligheden behøver man heller ikke brød til bulgur, så bare stryg dem fra hukommelsen. Det vil jeg gøre. Velbekomme!

IMG_1666

I øvrigt…

…er jeg som det sidste menneske i verden kommet med på Aperol spritzer-bølgen. Helt ærligt, hvorfor har ingen fået mig med på den før? Troede bare, det var en glorificeret Camparisjus, men det er jo MEGET bedre! Mildt i smagen, friskt som drink, alkosvagt som hvidvin. I mangel af bedre sommer har vi udviklet et seriøst misbrug af de sataner herhjemme og er allerede ved at være igennem første flaske Aperol. Indkøbt sidste fredag, thank you very much.

…opfandt jeg for et par måneder siden et nyt ord, og det var så godt, at jeg lige må sikre mig, at alle lægger nøje mærke til det. ‘Usleravnemor’. En smuk kombi af ‘usle’ og ‘ravnemor’ og samtidig en reference til byen Usleravnekrog i Carl Barks-tegneserien om Anders And og de firkantede æg… Måske gør det sig i virkeligheden bedst som hashtag? Nå, synes i hvert fald selv, at det er nærmest genialt. Resten må være op til historien at dømme *begynder så småt at tage mål til verdenshersker-krone*.

…har jeg engang været til et arrangement med Morten Messerschmidt på Journalisthøjskolen, hvor han nævnte en kronik, han havde skrevet om sin store passion for Wagner. Han italesatte den som et forsøg på at overraske og vise nye sider af sig selv, og den dag i dag ærgrer jeg mig over, at jeg i situationen var for høflig til at række hånden op og påpege, at som fremtrædende medlem af et nationalkonservativt parti, og med en slående lighed med den ariske idealmand, er en forkærlighed for Wagner nok noget nær det mindst overraskende, man kan diske op med.

…er jeg gået i gang med at lave et perleplade-dørskilt. Menneskene har så mange sære ting for, og det har vist aldrig været Guds mening, at et navneskilt i Hama-perler skulle være en af dem. I hvert fald har jeg allerede i projektets spæde startfase fået en helt ny forståelse for nogle af de følelser, der demonstreres rundt om bordene i landets børnehaver, og jeg begynder samtidig så småt at fortryde, at jeg ikke kaldte mine børn Ib, Ea og Ida. Det er vist ved at være Aperol-tid (igen).