Whole lotta huggin’ going on

I morges kom jeg til at tænke på et job, jeg engang havde. Og fik sådan lyst til at rejse tilbage i tiden og give 27-årige Mie et solidt knus og fortælle hende, at det ikke nødvendigvis var hende, der var elendig til sit arbejde, men måske bare hendes kollegaer, der var en blanding af smårøvede og selvoptagede, og at det faktisk overhovedet ikke er værd at kæmpe så desperat for et job, der indebærer daglige tudeture på toilettet.

Og nu vi er ved det, så skal 14-årige Mie også have et knus. Med besked om, at alting bliver bedre, så snart folkeskolen er overstået, at hun ikke er helt forkert på alle tænkelige måder, og at der findes masser af mennesker, der gerne vil være venner med hende. Hun møder dem bare først lige om lidt.

25-årige Mie skal heller ikke snydes for en krammer og oplysningen om, at graviditetsbetinget depression er en ganske almindelig ting og ikke nødvendigvis et tegn på, at man er ved at begå sit livs største fejltagelse. Det skal nok gå.

Og 31-årige Mie skal også have lidt kærlighed og forsikring om, at hun finder et arbejde. Og at hun ikke er et dårligt, dovent og udueligt menneske, fordi hun ikke har fundet det endnu. Virkelig, det skal nok gå.

Og 9-årige Mie skal have et knus og et kram. Og vide, at det er helt i orden ikke at være lige som de andre. Og at man ikke behøver at skamme sig over at være dårlig til gymnastik og god til at læse. Eller over at være tynd og bleg og have pandehår og den helt forkerte jakke. (Faktisk har jeg mest lyst til bare at blive og holde hende i hånden de næste 6 år.)

21-årige Mie skal også nurses lidt, og hun skal ikke være så ked af, at der ikke er styr på noget, for det skal der nok komme. Sådan nogenlunde, i hvert fald. Og hun skal ikke være så ked af, at hun åbenbart er en magnet for røvhulsmænd, det skal nok ændre sig. Og mange år senere møder hun en af røvhulsmændene igen, som nok egentlig var mere umoden end et røvhul, og han siger: “Fedt nok, jeg troede ellers ikke, du ville klare den!” Klare den?

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg klarede det hele. Ikke i en håndevending, men det gik. Det går.

Andre, der trænger til et knus?

Bare et eller andet?

En sød læser bad mig for et par uger siden om et poste et eller andet. Så i mangel af bedre påfund, præsenteres hermed et broget resume af, hvad jeg har fået tiden til at gå med siden vinterferien. Selv tak.

Vi startede ferien med at holde 8-års fødselsdag, og da jeg spurgte, hvad kagen skulle ligne, blev det tydeligt, at knægten har totalresigneret i forhold til sin mors ikke-eksisterende konditorevner (nogle husker måske Dødsstjernen fra sidste år). Hans beskedne forespørgsel lød på pynt af flødeskum og bær:

Og så naturligvis fyld af citroncreme og jordbærsyltetøj – det skulle nødig blive for simpelt. (Brugte brødrene Prices opskrift på citronfromage og lagde lagkagen sammen i en springform dagen i forvejen. Det smagte syyygt godt, især sammen med jordbærsyltetøjet. Mit sære ældstebarn er tilsyneladende et kulinarisk geni.)

Derudover havde vi en enkelt overnatning på Tivoli Hotel, da den forlystelsessyge mor på den ene side havde måttet indse, at der IKKE kunne vrides penge ud af budgettet til en solferie i februar. Men på den anden side følte, at noget skulle der ske. Desværre fik jeg ikke taget billede af mine 3 børn, mens de på hver deres måde sørger for, at vi nok aldrig er velkomne på Sticks n’ Sushi igen. Så I må nøjes med et billede af den finurlige lobby-lysekrone:

Og så vil jeg i øvrigt generelt anbefale hotellet, der godt nok ikke var noget slagtilbud, men stadig billigere end en uges all-inclusive og dertil hyggeligt og børnevenligt og med indendørs pool. Som SERIØST var et hit. Vi nåede i to gange på lidt under et døgn, og der var god plads til både plaskende børn og seriøse seniorsvømmere. Desuden har hotellet også et brasserie med familiebuffet og legerum til dem, der ikke er hjernedøde nok til at slæbe deres uopdragne unger med på Sticks n’ Sushi. Ogogogog så har de – i modsætning til ALLE andre Københavnske hoteller, jeg havde i røret tilbage i december – familieværelser med connecting rooms, så man kan indkvartere hele familien sammen, selvom man har formastet sig til at få mere end 2 børn (DGI-byens hotel tilbød meget generøst, at jeg kunne leje deres penthouse-lejlighed til 5.500,- for en nat. Det blev så et stort nejtak herfra.)

Nå, hvad ellers..? Jo, den mest gakkede af mine døtre ville naturligvis være bolsje til fastelavn, et kostume der hverken kunne findes færdigt eller som DIY på nettet? Så jeg tog udfordringen op og syede noget, der mest af alt lignede en overdimensioneret tevarmer (og fuck i øvrigt Stof2000 for ikke have stof med bredere striber…):

Pakkede den ind i tyl og barnet ind i det hele, og det blev sådan ok:

Hun var i hvert fald godt tilfreds, og jeg fik en del props fra de andre mødre for indsatsen. (Og ja, jeg har set de sygt imponerende udklædninger, børn tropper op i rundt omkring i landet. Men i børnehaver på Nørrebro er barren så dejlig lav, at de fleste bare kommer i noget BR-polyester. Inklusive min anden datter.) 

Ellers har jeg bare været på arbejde. Drukket noget vin, nogle øl og spist flødeboller injiceret med Fernet Menta (gammel kollegietradition, don’t ask). Været til fin koncert med manden. Ordnet verdenssituationen over 1.000 smøger med veninde. Ryddet op i mit skab. Spillet nogle spil. Og hjulpet børnos med at indrette, hvad der mest af alt kom til at ligne en slumby, med papkasserne fra vores nye sofa – men det ved man, hvis man også følger mig på Instagram.

Det var vist det. Skal nok finde på noget sjovere om lidt.

8. marts – et hurtigt overblik

Det er kvindernes internationale kampdag, og den slags forbigås ikke i tavshed her på domænet. Såeh, hvad skal vi snakke om?

Information annoncerer i dagens anledning SFs seneste krampetrækning: Forslag om 5000 skattefri kroner til mænd, der tager mere end 2 ugers barsel. Den lader vi lige stå lidt, mens jeg drømmer om at fortælle Pia Olsen Dyhr, at det ikke er skide progressivt eller for den sags skyld politisk korrekt at belønne mænd ekstraordinært for et stykke arbejde, man helt selvfølgeligt forventer af kvinder. Mie ikke imponeret.
Andetsteds i Information kan man finde en kronik af Karen Sjørup omhandlende kvinders reproduktion, også en tilbagevendende darling i kampdagsdækningen. Er ikke sikker på, at hverken jeg – eller lægevidenskaben – køber følgeslutningen om, at kvinder, der får foretaget aborter i 20’erne, er de samme, som senere i livet slås med infertilitet? Men gerne bedre daginstitutioner og mere barsel til mænderne. Jatak.

I Berlingske skriver den allestedsnærværende Girl Squad om, hvor farlige de er. Hvis nogen skulle have misset det. Der er ind i mellem nogle valide pointer om voldtægtskultur og shaming og alt det gejl, men hvor ville jeg ønske, at de ville slappe lidt af med, hvor fucking renegade de bare er i al deres reclaimede slut-subjektivitet – der kunne med fordel lånes noget god, gammelfeministisk strukturkritik fra Sjørups kronik (hun har nok til at undvære). Og så ville jeg VIRKELIG ønske, Nikita Klæstrup ikke afsluttede sin del med ordene “Mic drop. Klæstrup out.”

Hvor Tante Berlinger vist mener at have taget sin del af 8. marts-slæbet med Twerk Queen og entourage (bortset fra en leder om barselsligestilling, som vi naturligvis godt kan lide), så er Politiken selvsagt gået all in på kvindekamp. Der er Ibyen-guide til dagens arrangementer, en historisk gennemgang af 8. marts-forsider fra sidste år (hvor man med vanligt kulturradikalt selvhad beklager tidligere årtiers mandsdominerede udgivelser), hvilken-type-feminist-er-du-testen, diverse artikler og debatindlæg om alt fra ligeløn (yeah!) til giraffen Marius (wtf?) samt et kritisk postfeministisk blik på Anders And-universet, skrevet af en 11-årig (de starter fandme tidligt). Alt sammen rundet af med en leder, der anklager moderne feminisme for at drukne i identitespolitik og krænkelseskultur. Så er vi ligesom dækket ind.

Morgenfascisten Jyllands-Posten når vi desværre ikke i denne omgang, desværre. Til gengæld har yours truly i dagens ånd udskudt madlavningen og ignoreret børnene for at skrive dette indlæg færdigt.

Glædelig kampdag!

 

Blogvisit

Nåmen, mens jeg stadig tager mig sammen til at skrive om min vinterferie…så har jeg fået lov at udfylde venindebogen ovre hos fine Sofie Ude. Så hvis man savner lidt Mie – og hvem gør ikke det – kan man læse det her.

I dag

– har jeg hele tiden Missy Elliott på hjernen. Det er rimelig meget koklokke i baghovedet, kan jeg godt afsløre.

– har jeg taget en temmelig ferskt ferskenfarvet neglelak på. Fortrød, tænkte, det blev bedre efter andet lag, fortrød endnu mere. Hader, når det sker.

– lynpreppede jeg lagkage til weekendens familiefødselsdag, da den skulle lægges sammen med citronfromage (fødselsdagsbarnets ønske – den dreng er simpelthen for vild). Forstår omsider, hvad alle deltagere i Den Store Bagedyst har gennemlevet. Åhgud, bare den sætter sig!

– er jeg stadig sur over, at ingen kunne beslutte sig for, om det stort anlagte hattedameshow sidste weekend tog fuge-s eller genitiv-s. (Enten hedder det Danmarks Indsamling eller også hedder det Danmarksindsamlingen. Men sgu fandme ikke ‘Danmarks Indsamlingen’!)

– skal jeg direkte fra arbejde og til damefødselsdag. Hos en gammel veninde, sammen med ingen, jeg kender. Ville ønske, jeg ikke havde taget ferskenfarvet neglelak på. Men det går nok.

God weekend!

Når hysteria kalder

Jeg er ikke nogen moder jord-type, bare som indledende disclaimer. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været rigtig skruk, mine børn er sådan kommet dumpende, nogen planlagt, nogen ikke, men jeg har aldrig haft en livmoder, der skreg efter babyer. Til gengæld er jeg åndssvagt nostalgisk anlagt, og ønsker mig altid cirka 3 år tilbage i tiden (i sig selv ret absurd, taget i betragtning, at jeg har tvillinger på 4…). Så det burde have været til at forudse.

At jeg pludselig sidder på en småbarnslegeplads og kigger rundt med et stik i hjertet efter snublende flyverdragter. At jeg overvejer, hvordan det ville være med en ny baby, hvad den skulle hedde, hvordan den ville se ud (blegfed og skaldet, hvis den ellers ligner de foregående 3). Hvordan det ville være igen at mærke det dunede hoved, den lille varme krop, der møffer ansigtet helt ind i det bløde punkt mellem skulder og hals og lægger sig til at sove. Hjerteslag mod hjerteslag. At have en lille en, der lærer alt fra ny, smiler, basker med armene, sutter på sine tæer, hviner, sætter sig op, krabber sig rundt og griner og griner.

Min fornuft siger, at det er biologien, der taler. Jeg har rundt regnet 10-15 fertile år endnu, min krop vil gerne bruge dem. Og de mindste er ved at have smidt den sidste rest baby, det er bare naturligt. Jeg drømmer om en barsel, jeg rigtig kunne nyde at være i, uden fødselsdepression og med bare en enkelt baby frem for to (der skriger, når de ser andre mennesker). Min fornuft prøver at forklare mig, at jeg hader graviditet, fødsel og amning, og at det er den slags irriterende realiteter, der nok ville komme til at overskygge oplevelsen. Min fornuft fortæller mig, at det var lige præcis dette, vi IKKE planlagde; vi har glædet os til at være familie i fælles tempo og døgnrytme, at kunne tage på ferier, der var for alle de næste mange år. Og at 4 børn i øvrigt betyder ny bil og at vi knap nok har råd til en lejlighed med plads til de 3, vi har i forvejen.

Men min mave vil gerne have en baby, og jeg siger det til min mand. Som omgående kalder mit bluff og siger: “Så lad os få en til!”. Og jeg bakker, trækker mig, mumler og siger nej. Vi skal ikke. Vi har ikke penge, ikke plads og sikkert heller ikke overskud. Vi er lige kommet ud på den anden side, og vi skal også passe på de børn, vi har, bruge vores tid på dem.

Men for første gang nogensinde er jeg fucking skruk.

Jeg håber ikke, det er kronisk.

"...så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden, så kan vi sgu godt få et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?"

“…så jeg tænker, at hvis vi stabler alle møblerne i den ene side af lejligheden og alle børnene i den anden side, så kan vi godt få plads til et par stykker til. Altså børn. Hvad siger du?”

Han skal leve – med orgelakkompagnement

Det er mandag, gråt og 2 grader, og det ville være en skoddag, hvis ikke lige Sønberg i dag fyldte 8.

Mig: ”Hvilke 3 instrumenter vil du have i din sang?”
Sønneke: ”Tamburin, orgel og stortromme.”

Den store, lille breakdansende charmebøf er trasket i skole iført ny hættetrøje, nyt penalhus og 3 bakker flødeboller. I eftermiddag prøver jeg at slippe tidligt fra arbejde, så vi kan nå lidt alenetid, og i aften kommer hans moster til hygge og middag; fødselaren har bestilt (hakke)bøf bearnaise med pommes frites og hjemmebagte vafler med is og bærsauce til dessert.

Mor er stolt.