Bonne nuit, doux prince

“Nu er jeg ikke royalist, men…” sagde bloggeren, der så nødig ville være en del af Folkestemningen for Prins Henriks Fremme. Men altså, mens DR har travlt med at dedikere sendefladen til enhver, der nogensinde har passeret Prinsen på gaden, og jeg alligevel sidder i et tog på vej over Fyn… Så skal I da ikke snydes for min tilbagevendende royale kantine-rant, her på denne sorgens dag.

Det er nemlig sådan, at de royale egentlig rager mig, men rendyrket royalisme, derimod, får mig altid op i det røde felt. Så hver gang nogle af mine kvindelige kollegaer sidder henover frokosten og bliver enige om, hvor skøøøn Mary er, hvor øøøndige hendes børn er, og hvor sympaaatisk Frederik virker, gerne efterfulgt af bred enighed om, hvor lidt de bryder sig om Henrik, plejer jeg at eksplodere noget i retning af:

“Vorherrebevarestilhest! Jeg brækker mig fandeme over kronprinsefamiliens klamme forsøg på at spille normale mennesker, ‘de sender børnene i almindelig folkeskole’ – give me a fucking break, som om der var nogetsomhelst almindeligt over en overpriviligeret Gentofteskole! Fandeme nej, om jeg gider betale kassen for, at de kører rundt i Nihola med deres runde hoveder og lader som om, de er ligesom mig! Næh, må jeg bede om Prins Henrik!! Han er kraftedeme det eneste ærlige menneske i kongehuset, skaber sig som en ægte solkonge, går klædt som en sydamerikansk militærdiktator og vælter sig i rødvin og overklasseløjer! Dét cirkus, vil jeg fandme gerne betale for, den slags konsistent livsførelse kan jeg i det mindste respektere – om ikke andet, så er det den form for royal opførsel, der måske omsider kan få folket til at fatte høtyvene og marchere mod Amalienborg. Frederik og det gode skib Mary kan stikke deres stadionkoncerter og deres såkaldt normale liv på 1. klasse skråt op, jeg vil have kongelige, der skriver digte og går med halsklud, skyder sagesløse dyr og siger tåbelige ting om børneopdragelse – med tyk, fransk accent!”

Hvil i fred, Henri. Fred og foie gras.

Reklamer

Og tænk sig, selv er jeg ikke blevet et år ældre i mellemtiden

9 år bliver Sønneke i dag, og hvert år er også lidt en fejring af aldrig at skulle igennem sådan en fødsel igen. Jeg har købt bøf og bearnaise på bestilling, cola og stenbiderrogn som overraskelse, og yndlingsmoster er inviteret til middag. Halvvejs mod min vilje fik han sin fars gamle iPhone i gave, men han blev så glad og taknemlig, at al modviljen forduftede, og lige nu overvejer jeg at skrive ham hans første SMS og spørge, om vi skal tage på cafe i eftermiddag.

Snart er han færdig med SFO, næste år er det 4. klasse, så de nye idrætssko, han også fik (og som er størrelse effin’ 36) har snørebånd. Det er ved at være på tide.

 

Weekenden baglæns

I går holdt vi 9-års fødselsdag på forskud, og sjældent er det lykkedes mig at spolere en kage så grundigt. I en hidtil uset stime af ingrediensdestruktion fik jeg først skilt moussefyldet i fedt, gryn og atomer og dernæst den hvide chokolade i ditto (hvid chokolade ER bare en lille biatch, ved ikke, hvornår jeg lærer det). Mand + blender reddede hindbærmousse + humør (jeg kan godt være sådan en lidt… følelsesladet type, når ting mislykkes i et køkken), og den underlige smøropløsning formerly known as chokolade røg ud til højre, så Dødsstjernen endte med en atypisk bund af mørk chokolade i stedet (komplet med fejlfarvet glasur ovenpå – var tilsyneladende ustoppelig). Til gengæld fik Sønberg både en robot, en Tivoli-tur og min søsters gamle computer i gave, så han var pænt oppe at ringe – og pænt ligeglad med Lord Vaders mystiske farveskala. Der var Wii, der var hygge, der var skilsmisse-bedsteforældre uden akavet stemning, og der var luksus-biks med det hele til aften, så det var alt i alt en god dag.

Lørdag gjorde vi sådan, da vi vaskede vort tøj og støvsugede vort gulv, og det er aldrig sindssygt sjovt, men vi har i det mindste nye regler om mindre skærmtid og mindst ét brætspil i løbet af dagen, motivationen til at rydde op på sit værelse er altid højere, når der kommer gæster næste dag, og Den Korte Weekendavis på podcast kan redde det meste. Tilsyneladende har Kirsten Birgit efterladt sig nogle eksorbitante frokostregninger (“…der er købt Remy Martin-cognac for over 2.000 kr!?!!”), men nægter at udtale sig til programchef Mads Brügger om enkeltsager, og jeg dør lidt af grin, mens jeg er på forkant med fest-bageriet – lidet anende, hvilke kagetrængsler der skal ramme mig dagen efter.

Fredag lagde hårdt ud med det moderne arbejdslivs svar på en rodbehandling: Medarbejder-workshop. Hader. Haderhaderhaderhader. Især da vi nåede til den klassiske HR-non-opgave ‘nedfæld på post-its nogle ord, der er essentielle for din trivsel’, hvilket selvfølgelig straks gav mig en ustyrlig trang til at skrive ‘direktørløn’ og ’nekrofili’. Meeen lidt pli har man jo, og gode kollegaer heldigvis også, så som en ægte aristotelisk komedie startede det ondt og endte godt, og så var det jo fredag… mmmmhhh… fredag.

Klip til nutid, mandag, hvor jeg er ved godt mod, selvom de tilsyneladende har lukket for varmen på mit arbejde (hvilken naturlig ting at gøre på årets koldeste dag). Solen skinner, farmor henter børn, og jeg har Erindring om kærligheden i tasken til busturen hjem. It’s all good.

 

Atter en workshop på arbejdspladsen. Atter en glad dag.

 

Basal børnelærdom: endnu en ting, jeg kan nå at fucke op som forælder.

Efter at det med børn gik fra ’Ren overlevelse’ til ’Almindeligt udfordrende familieliv’, gik det op for mig, at der jo for fanden er nogle ting, børn skal kunne. Som de ikke lærer af sig selv. Som det åbenbart forventes af mig (og med-forælder) at tage hånd om. Og fordi hænderne måske engang har haft lidt travlt med babymos, bleskift og trodsalder-flitsbuer, er nogle af de ting muligvis skredet i svinget. De der ting, man ifølge egen hukommelse bare lærte som barn, men som der selvsagt er nogle voksne, der på et tidspunkt har taget ansvar for.

Som at binde snørebånd. Det har jeg fx endnu ikke fået videregivet. Alle sko kommer jo efterhånden med velcro og elastikker, og for nylig gik det op for mig, at min snart 9-årige søn vist ikke ved, hvordan man binder en sløjfe. #usleravnemor.

Cykle selv, det skal man også helst kunne. Men eftersom børn her på Nørrebro kører i Christianiacykel og ellers bor i gå-afstand til det meste, er det at transportere sig selv rundt på 2 hjul i trafikken, i modsætning til borddækning og selvhjulpne toiletbesøg, ikke en opdragelsessituation, der dagligt tigger om at blive løst. Og dermed må dovne og ustrukturerede forældretyper som mig man selv være obs på at indøve den slags. (Bare rolig, alle mine børn lærte at cykle, omkring 4-års alderen, men det er for nylig gået op for mig, at man nok bør træne noget mere trafik med især den ældste, når det nu er så sjældent, han cykler på gader og veje).

Og sidst, men ikke mindst: svømme. Det SKAL man jo for fanden kunne. Men bortset fra et enkelt turbo-kursus i privat regi, som jeg i et anfald af larmende skyldfølelse fik Sønneke sendt afsted til sidste år, så har ingen af mine børn gået til svømning. Vi er bare aldrig rigtig kommet ind i det regi, måske også fordi #usleravnemoren mildest talt ikke er nogen vandhund.

Babysvømning med Sønneke orkede jeg ikke, og med tvillinger var det ikke rigtig en mulighed. Ingen af os så meget som overvejede at tage i svømmehal med en voksen-børn-ratio på 2:3, da ungerne var små (det er stadig en småstressende oplevelse, kan jeg afsløre), og svømmeundervisning for et eller flere børn på skiftende tidspunkter virkede også som for meget af et projekt før i tiden (kunne fx ikke lige overskue at stå med tvillingeklapvogn og hjælpe en 5-årig i omklædningsrummet). Vi går i svømmehallen med børnene nu, og de har elsket poolen, når vi har været på camping, men svømme, det kan de ikke – lad så skammen fylde mig herfra og til næste torsdag.

Men nu skal det være slut. I erkendelse af, at der nok aldrig kommer en voksen og tager ansvar, kastede jeg mig forleden ud i det mareridt, der er Københavns kommunale svømmelister (der går legender om forældre, som med 3 log-ins faktisk har været heldige at få en rigtig plads på indskrivningsdagen, og ikke bare en ventelisteplads…), og det lykkedes mig guddødeme, her halvvejs gennem sæsonen, at finde 3 ledige pladser på samme adresse inden for hovedstadsområdet, på et tidspunkt, der lå efter arbejde og inden puttetid, og på niveauer, der nogenlunde passer. Så det er planen fra nu af.

Og så krydser vi lige fingre for, at det går fint, ik’? Det gør det sikkert. De er allerede langt mere begejstrede for vand, end jeg nogensinde har været, og jeg har lovet pizza bagefter. Så mangler vi bare snørebåndene.

Siden sidst:

  • Er jeg blevet 35. Oh, rædsel. Men som min venindes mor altid har sagt: alternativet er værre.
  • Har jeg fejret mig selv 2 gange. Og endnu et år formået at overholde min selvbestaltede Emma Gad-regel: Værtinden bør altid være den fuldeste i selskabet, thi således behøver ingen gæster skamme sig den næste dag. Bare rolig folkens, jeg tager altid en for holdet.
  • Har jeg endnu en gang besluttet, at NÆSTE år skal jeg død og pine formå at være klar med ALT inden gæsterne kommer, så jeg bare for en gangs skyld i mit liv kan opfylde drømmen om at modtage folk over behagelig passiar og cocktails i stuen i stedet for at byde velkommen i en forvirret køkken-frenzy, hvor jeg styrter rundt og åbner vin, mislykker en hummus og opgiver at lægge neglelak. Næste år.
  • Har jeg fået en bloggerhylde (se nedenstående billede). Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om mig selv.
  • Har jeg nydtnydtnydt at bo i vores nye lejlighed. Lykken er at være et andelshavende boligsvin. Med køkken-alrum.
  • Har jeg glææædet mig til, vi skal ud i vores kolonihave til foråret. Vi er godt nok nødt til at lægge et nyt gulv. Og male. Og så er der noget med WC’et, og et fugtigt pulterrum, der bør ryddes op i. Og for lidt plads i virkeligheden. Men hvad fanden. Lykken er at være et kolonihaveejende boligsvin.
  • Har min ægtefælle fået en surdej af en kollega; videnskaben har dermed gjort sit indtog i køkkenet, og der er ingen ro før den optimale hævetid, den optimale bagemåde og den helt optimale krumme er nået. Efter mandens eget udsagn bliver alt først godt, når det er lykkedes ham at præsentere et brød på arbejde, der kan overgå de altid mirakuløse frembringelser fra ”den fucking lille hipster” – dvs. selvsamme sagesløse kollega-ven, der har foræret ham surdejen. Mænd, altså.
  • Har jeg kommenteret en hel del på mænd og deres evige projektmageri, deres åndede konkurrencegen samt de sundhedsmæssige konsekvenser ved stort hvedebrødsindtag, alt imens jeg har fyldt mig med den linde strøm af smørbelagte, surdejshævede kulhydrater, der er flydt min vej. Skinhellighed, dit navn er Mie.

Nej, det er ikke et afsnit af kalenderen, og ja, jeg undskylder på forhånd

Plussiden:

– Ny lejlighed, som vi næææsten er ved at være på plads i. (Minus gardiner. Og køkkenbordplade, som først kommer på i januar, fordi intet er simpelt, når det kommer til IKEA, ligegyldigt hvad de så end prøver at få dig til at tro. Hør ikke på dem!! All lies, I say!!!) Folk, der siger, at lykke kun handler om mindset og ikke fysiske omgivelser, lyver. Big time. For tiden leger vi flyvemaskiner på vejen til børnehave, fordi det nu tager cirka 2 minutter at gå derned, hvilket har forbedret min livskvalitet og mit overskud væsentligt. Det samme har et stort køkken-alrum, en hyggelig stue, stuk i lofterne, albuerum til alle og den vidunderlige bevidsthed om, at her bliver vi. Den søde gamle dame nedenunder spurgte, om vi virkelig ville skille os af med alle vores flyttekasser, for tænk nu, hvis vi skulle flytte igen? ”Vi flytter aldrig mere,” sagde jeg og bumpede den næstsidste kasse videre ned ad trapperne.

– Alle julegaver – bortset fra de 2, manden er ansvarlig for – er i hus, eller i hvert fald bestilt til hus. Eller til postkontor, om man vil. Eller til snusket baglokale-biks med vranten mobilsælgergut bag disken og 17.000 svedende mennesker i nummereret klumpekø, om man virkelig vil. Jeg er en gylden gud og et lettet menneske.

– Juletræ. Børnene tror muligvis, jeg bringer et offer ved at give efter for plagerier om et stort juletræ første uge i december, men de optræder udelukkende som forlænget arm for min egen barndoms juledrømme. Ja, sguda, vi skal have et juletræ stående det meste af måneden, også selvom julen ikke bliver holdt hos os. Med slikstokke på. Og alskens smagløs julepynt, der glitrer i 1.000 ukoordinerede farver. Tag den, Georg Jensen-elskende ophav!

 

Minussiden:

– Livets barske realiteter i form af alle de ting, jeg har udskudt pga. istandsættelse og flytning. Som fx al arbejdet, der skal være færdigt inden jul, januareksamener, jeg overhovedet ikke har læst til og det der manuskript, jeg havde lovet at læse for en ven… Og så har jeg ikke engang nævnt julekalenderen, der døde pludseligt omkring d. 5…. Øv. Jeg har dårlig samvittighed toppet med skyldfølelse og oveni også nogle rørkasser, der skal males, nogle sidste køkkendele, der skal monteres (fordi INTET er simpelt, når det kommer til IKEA, LIGEGYLDIGT HVAD DE SÅ END PRØVER AT FÅ DIG TIL AT TRO!), og noget børneværelse, der skal helt styr på. Mine urealistiske forventninger til al den afslapning, der ventede post-flytning, er ikke helt blevet mødt.

– Flyttefolk, der endte med at koste cirka det dobbelte af det, jeg havde kalkuleret med. (”Men hvorfor fik I ikke bare et tilbud på forhånd?” Fordi der lige pludselig ikke eksisterede et ’på forhånd’, goddamnit.) Oveni måtte jeg løbende forklare gutterne, at de dersens skabsdøre og det dersens skab og alt muligt andet stort og tungt og uhandy muligvis så ud til at være meeeget svært at bære ned fra 3. sal, men eftersom manden og undertegnede stort set egenhændigt har flyttet alt op, der befandt sig i den fucking lejlighed, så tager jeg ikke imod nogen former for vattede undskyldninger fra professionelle på 2 x min størrelse og 5 x min samlede muskelmasse. Blev der sagt.

– Den forbandede omgangsnisse i børnehaven. Måske gør tvillingeeffekten, at jeg føler mig ekstra udsat på julens bjerge, men der er altså en grund til, jeg ikke har slået mig ned som børnebogsforfatter – udover den elendige hyre. Til gengæld fik jeg noget glimrende inspo fra Blogsbjerg til at lade vores husnisse baste og binde den irriterende indtrænger, så det var rart at få lidt aggressioner ud den vej. Vi overvejede også noget med gidselbreve, billeder tager med dagens avis og afskårne nissedele sendt til børnehaven, men blev enige om, at det nok var lovlig hård kost for de 3-6-årige. Fristende, dog.

– Det er mørkt og koldt. Og jeg er vintersur, som jeg altid bliver på denne tid af året på grund af den åbenlyse uretfærdighed i at jeg, lille mig, skal bevæge mig ud i det her lorteklima, når nu den naturlige reaktion ville være at gå i hi. Eller tage på træk.

Derudover er vi alle sammen halvsyge og snottede og har været det, siden vi flyttede. Suksuk. Til gengæld tog jeg mig selv i at sætte Mariah Careys All I want for Christmas på forleden, mens vi pyntede træet – min absolutte hadejulesang, kun overgået af Happy X-mas (War is over) og seføli Last Christmas – hvilket tyder på en eller form for tilfredshed med tilværelsen. Det er nok den lejlighed.

Bøger, 2 x træ og ægte tæppe. Fru Hakkebøf er glad.

Duplospor i sneen – en LEGO-fotojulekrimiføljeton (5)

Så er vi igen klar med den sene julekalender – links til tidligere afsnit er jeg p.t. for træt til.

 

På planeten Gonzo havde situationen taget en dramatisk drejning…

 

Og i Den Lille By var alt stille. Selv fuglene sov længe. Muligvis i protest over den temmelig udsatte højde, en eller anden klaphat havde placeret deres hus i.

 

Men heldigvis for fuglene var hunden Otis optaget af andre ting. Fx hvorfor hans ejer først var kommet sent hjem med blod på tøjet og nu tilsyneladende slet ikke kom?