Dagen, hvor vi absolut ikke kom ud at nyde det gode vejr

Jeg lever og har det godt. Ville jeg bare sige. Mand og ældste barn er på den årlige fædre-lejrtur med klassen, så de to rødhårede spradebasser og jeg hygger herhjemme imens.

Egentlig havde jeg en dristig plan om at vi skulle tage en bus (eller rettere, to-tre busser) ud i kolonihaven i dag og overnatte, men det viste sig, at det, min ene datter ønskede sig allermest af vores fridag sammen, var at spise sushi på altanen til aftensmad. Og da usleravnemor her alligevel er lidt halvbaldret efter sommerfest på arbejde i går (har virkelig gransket hukommelsen, men tror faktisk, jeg begrænsede mig til en enkelt episode, der kan klassificeres som decideret pinlig #careergoals), ændrede vi planerne til noget mindre dristigt.

D’damer har været i strålende humør og har leget helt exceptionelt godt hele dagen (er nok også nem at imponere på den front; i sidste weekend brugte jeg det meste af en dag på at forhindre dem i at slå hinanden ihjel) og jeg fik købt lidt ind og gjort noget rent (nej, har ikke fået købt mig til det endnu, Rom blev som bekendt ikke uddelegeret på en dag), så næste uge også er nogenlunde til at overskue.

Jeg ved ikke, om det er varmen, men begge de voksne herhjemme lider under den konstante misforståelse, at ferien forlængst er begyndt, som minimum må det da være i denne uge, den starter, ikke? IKKE?!… Og i det perspektiv går al madpakkesmøring og vækkeursringen på en eller anden måde fra ‘almindelig sur hverdag’ til en decideret og nærmest ubærlig hån mod ens person og verden, som man kender den. Sådan i udramatiske træk. Har i hvert fald tænkt mig, at bl.a. Løgismoses boller i karry skal hjælpe os gennem krisen, så lukkede øjnene for extravagancen og smed 3 pakker i kurven i Netto (jeg ramte, bare rolig). Kan afsløre, at der også figurerer en del pasta på madplanen.

Og lige nu splatter jeg på sofaen med sushi-rester og Barnaby (livet på kanten af alderdommen) og tanken er, at vi tager i kolo i morgen tidlig og så forenes med den fortabte søn og far derude, hvor bilerne suser og mejserne pipper

Det eneste, der står minimalt i vejen for den dristige plan er, at jeg samtidig helst skal sidde klar ved en computer lidt i 10 for at kaste mig ud i det afgrundsdybe vanvid, der er svømmetilmelding i Hovedstaden. (Mig: “Nåmen, må hellere sørge for at være klar i god tid, det kan sikkert godt blive lidt…’Forvent kø i op til 5-6 timer’?!?! Hvad fanden i helvede, sig mig, tager de pis?!! Følger der kontante pengepræmier med indskrivningerne eller hvad?!!”)

Nåja, vi når det nok det hele. All is good. Little is known. God lørdag aften.

Reklamer

Vi ses igen om lidt

Nåmen, til alles og ikke mindst min egen overraskelse sker der simpelthen det, at jeg er på vej til New York. Hvor jeg aldrig har været før. Men min allerældste veninde er derovre på et 3-årigt forskningslegat, og nu skal jeg besøge hende sammen med 2 gymnasieveninder.

Det er skam planlagt (og sparet op til, apropos odiøs luksus) over et halvt år, men havde så travlt i efteråret, at jeg nærmest har nået at glemme det igen, nok fordi ene (guld)gymnasieveninde ordnede alt det praktiske, og jeg mest stod på hovedet i en malerspand bygget af stress.

Så det er bare for at sige, at der nok er lidt stille herinde de næste 5 dage. Hejhej.

 

It’s the priorities, stupid – del 2

Åhmen, ord kan ikke næsten ikke beskrive den form for tilfredsstillelse, det i går aftes gav mig at få en uges varer leveret til døren, samtidig med jeg modtog en mail med et rengøringstilbud.

For der prioriteres i det lille hjem. De voksne har svært ved at hænge sammen, og jeg er omsider nået dertil, hvor jeg ikke føler, vi har råd til at lade være med at uddelegere. Som jeg snakkede med en veninde om i sidste uge, så har jeg hjemmeboende børn 10-12 år endnu, og de år vil jeg gerne bruge på at have overskud til dem, frem for at prøve at finde overskud til at støvsuge. Eller bare hænge sammen.

Alle de sædvanlige argumenter med, at vi ikke helt har penge nok, at vi ikke har store forkromede karrierejobs og dermed egentlig tid nok, at det i virkeligheden er nemmere og bedre at gøre alting selv, og at min mor jo faktisk klarede både husholdning, 4 børn og et overlægejob, er fejet af banen, for det vigtigste er ikke, hvordan vi optimerer vores tid og sparepenge, det vigtigste er, at alle kan trække vejret. Det er endelig gået op for mig, at det at købe sig til hjælp i husholdningen ikke er en odiøs luksus, men en praktisk nødvendighed på linje med betalt børnepasning i dagtimerne og noget, som enhver fornuftig middelklassefamilie gjorde før i tiden, så snart de havde pengene til det. I øvrigt sad min mor ikke ned i 20 år, og mine forældre endte med at blive skilt.

Og så har det at få en kolonihave også været en god nudger mod et fredeligere familieliv, for hvis man vil bruge hele weekenden i sådan en, så er der slet, slet ikke tid til fredagsrengøring og lørdagsvask og søndagsindkøb, og heldigvis for det.

Så fra nu af gør vi, hvad der altid har været meningen for den almindelige lønmodtager: får det praktiske overstået i løbet af ugen, betaler os fra det, vi kan, og holder fri i weekenden. Ægte fri.

God weekend!

Verdens nemmeste og helligste kanegiffel

Hvis man har brug for lidt hurtig børneunderholdning til helligdagene (okay, MEGET hurtig, cirka 15 minutter i alt er nok, hvad det køber dig), så har jeg lige lært et lille bagehack, hvor alt, man skal bruge, er ingredienserne på billedet.

 

Ja, det er dåsecroissanter og skumfiduser. Haute cuisine, I tell ya.

 

På engelsk hedder konceptet noget så gudsfrygtigt som resurrection rolls, og det er åbenbart en ting, som troende amerikanske mommyblogger-typer bager i påsken. Men altså, smørret drypper vel også på os andre syndere, og det er i al sin enkelhed en slags kanelgiffel – bare en meget nem en af slagsen. Så nem, at børn snildt kan stå for det meste (som i virkeligheden – ikke bare på livsstilskogebogsmåden).

Man tager blot en almindelig skumfidus, som i troende mommybloggerland symboliserer Hr. Jesus (hvid og fri for synd og alt det), dypper den i smeltet smør (den sidste olie), vender den i kanelsukker (hmmm…røgelse? Andet begravelsesgejl?…) og folder den til sidst ind i dej (ligklædet – ja, de er sgu altid så morbidt bogstavelige, de katolikker).

Og her kommer det virkelig smukke: som i al ordentlig amerikansk madlavning består den afgørende del af tilberedningen i at åbne en dåse. I dette tilfælde canned crescent rolls, som jeg først tænkte næppe fandtes i Danmark – indtil det gik op for mig, at det jo bare er de gode, gamle dåsecroissanter, jeg er vokset op med om søndagen (og som er grunden til, at jeg som barn troede, jeg ikke kunne lide croissanter).

Hvert indsmurt og krydret skumfiduslegeme pakkes således ind i en dejtrekant og til sidst har man 6 små pakker (eller det dobbelte, hvis man er en 2 x dåse-kinda girl) placeret på en bageplade med samlingen nedad og penslet og drysset med det sidste smør og kanelsukker – det er forresten vigtigt at pakke de afsjælede fiduser godt og tæt ind, jeg taler af uhellig erfaring.

Dernæst bages de ved omkring 180 grader i cirka 12 minutter, mens man læser højt for sine børn af Johannesevangeliet. Eller bare råber til dem, at de skal smutte ud af køkkenet og underholde sig selv, indtil kagerne er færdige.

Til sidst er magien sket: Når de små kanelbasser er færdigbagte, er marshmallowen indeni forsvundet! Skumfidusen er med andre ord genopstanden, og tilbage er kun en tom og lækker hule beklædt med klæbrig kanelsukkermasse. Som smager overraskende godt, den dybt inferiøre croissantdej taget i betragtning. Virkelig, tag og prøv dem! Så finder jeg på et mere sekulært navn imens.

 

Og her ses grunden til, jeg aldrig bliver en god katolik. “Mor, mor, hvorfor siver Jesus?”

 

I øvrigt…

…blev dronningens gravmæle afsløret i forgårs, og pludselig giver Prins Henriks opførsel i hans sidste tid enormt meget mening. Jeg skulle eddermaneme heller ikke begraves under den rædsel. Fandt det også stærkt underholdende, hvordan pressemeddelelsen understregede, at Bjørn Nørgaard havde holdt sig inden for budgettet. Konceptet ’for knap 30 millioner skattekroner afskyelig grimhed’ vurderes åbenbart mere spiseligt for den almindelige borger end ’for over 30 millioner skattekroner afskyelig grimhed’. Go figure.

…bør der snart nedlægges fogedforbud mod servering af mørksej i kantiner. I hvert fald i kantiner, der ikke kan tilberede en fisk uden at slå den ihjel anden gang. Og som tror, de laver Nyt Nordisk Firmakøkken, så længe de bare hælder rigelige mængder stegt kål og ramsløg oven på de dobbeltmyrdede grå fileter. Og som i øvrigt laver mad til min arbejdsplads. Selv en billig hvidfisk har fortjent bedre end det, kantine-typer, kan I alligevel ikke finde på andet, så paner dog kræet!

…tror jeg ikke, Dennis Kristensen kommer med til ret manges fødselsdag i år. Musketered, schmusketered, som man siger. Nuvel, hvis han bekender kulør som OK 2018-forhandlingernes Milady de Winter, må det være op til sygeplejerskernes Grete Christensen at spille rollen som vores allesammens D’Artagnan. Kom så, Grete! (Vi ved alle, at Athos Bondo ikke har en chance alene mod Richelieu… jeg mener Michael Ziegler.)

…er jeg næsten færdig med at sy gardiner til kolonihavehuset. Eller, sy og sy, lægge færdige IKEA-gardiner op i rigtig længde, skal det nu være helt korrekt. Hvilket stadig er lidt af et arbejde, især når man er så rådden og utålmodig en håndværker som undertegnede. Har dog strakt mig så langt som til at bruge knappenåle i denne omgang, men kan stadig i mit baghoved høre min sarkastiske håndarbejdslærer i 5. klasse: ”Mjah, det bugter sig godt nok i bakkedal, hva’?!” 

…kommer der nok til at stå en masse om vores kolonihave herinde. Undskyld. Jeg er faldet direkte ned i bloggergryden med hashtag-boligen, men jeg kan ikke dy mig, det er sgu bare for sjovt og herligt med sådan et lille hus. Til gengæld lover jeg stadig ikke at kalde det for ’’kolonøjseren’ (alle ved jo, at ’kolo’ er tusind gange mere tjekket… *host*) og berette rigeligt om motorvejslarm og skrigende børn. Men altså: Jeg er en omvandrende københavnsk middelklasse-kliché balancerende på kanten af kvalmegrænsen, og jeg ved det godt. Undskyld igen.

 

 

Bring da ruckus, tirsdag morgen

AC/DC er bedst at cykle til, Wu-Tang er bedst, når man går. Hvis jeg vidste mere om musik, kunne jeg sikkert sige, at det er noget med takten.

I rip it hardcore like porno flick bitches/ I roll with groups of ghetto bastards with biscuits/ Check it, my method on the microphone’s bangin’/ Wu-Tang slang’ll leave your headpiece hangin’

Kun 4 arbejdsdage i denne uge, lang weekend i kolonihaven. Varme hveder torsdag og al den rødvin, jeg aldrig fik drukket sidste weekend, fordi jeg var så uendelig træt.

Redrum/ I verbally assault with the tongue/ murder one/ my style shock your knot like a stun gun/ I’m hectic/ I wreck it with the quickness/ Set it on the microphone/ and competition get blown

Deadline i morgen, styr på det. Aflevering til mandag lavet, alt andet på studiefronten må sejle. Rengøring bliver, når det sker. Aftensmad af det, der er. Husk at trække vejret ned i maven.

And more deadly than the stroke of an axe/ choppin’ through your back *swish*/ givin’ bystanders heart attacks

4 arbejdsdage i denne uge. Kun 3 tilbage.

So bring it on/ So bring it on

Åndenød

I sidste uge kunne jeg ikke få vejret. Jeg sagde til mig selv, at det var noget psykisk, at det ikke skete rigtigt, men jeg kunne ikke standse krampen i mellemgulvet, der blev en hård kugle mellem ribbenene og pressede og pressede og gjorde ondt, mens jeg hev og hev og hev efter vejret og sagde til mig selv, at det bare var psykisk, at det ikke var rigtigt. Bagefter kom opkastfornemmelserne og jeg stod foroverbøjet på fortovet og hostede og harkede, mens en dame kørte forbi på Christianiacykel.

Jeg spørger mig selv, hvad et arbejdsliv er værd (en fast løn, der kan brødføde en familie på fem, jeg ved det jo godt), hvorfor jeg ikke er mere sammen med mine børn, tænker på, hvor dejligt det ville være at ligge med en bog i min hængekøje i kolonihaven. Vil bare gerne mere ud, vil gerne være ude i mit lille hus og være sammen med min familie og bare være. Men det vil alle jo, bare have fri og bare være.

I dag gør det ondt i min kæbe og mit hoved, jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal spænde, men det hjælper ikke, det bliver bare ved. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er stresset, det er jeg virkelig ikke. Mine børn er i skolealderen, mit arbejde presser mig ikke. Jeg går ikke til tusind ting, jeg er for længst holdt op med at være den, der tager kage med, og jeg er ikke stresset. Jeg er ikke stresset. Og nu kan jeg igen ikke få vejret.

Jeg vil bare gerne lidt mere ud, Torkild.