Madplan i retrospekt, uge 37 & 38

Verden brænder, #metoo ruller og Ruth Bader Ginsburg er død, men madplaner består i al deres fornærmende trivialitet, og det her er min for de sidste par uger (minus den indeværende, den ulidelige spænding trækker vi, til ugen er helt omme).

Mandag: En rest braiseret oksekød fra weekenden kom på en hot date med pasta, kantareller, fløde og parmesan. Det var ikke sundt, men det var godt.

Tirsdag: Moussaka. (Og ja, Den Danske Ordbog insisterer på, at det staves “musaka”, men det er der jo for fanden ingen, der ved hvad er). En familiefavorit i den forstand, at de voksne elsker det, børnene not so much. Jeg laver som regel en halvsloppy udgave med en krydret kødsovs (nogle gange også vegetarisk, og gæt, hvad mine børn hader endnu mere end almindelig moussaka?), kartofler, aubergine og færdigmornay, men denne gang gik jeg all in og lavede sovsen på hakket lammekød og så i lag med stegte skiver af aubergine og squash plus hjemmelavet bechamel og revet parmesan på toppen. Det smagte SÅ godt, OG børnene opdagede noget, de hader endnu mere end vegetarmoussaka. Alle vandt.

Onsdag: Rester. Pasta til børnos, moussaka til de voksne.

Torsdag: Vietnamesiske sommerruller med sojastegt tofu. Plus random grønt, mango, avocado, mynte og peanutdip.

Fredag: Planen var æggekage med bacon, men i moderens fravær blev ingredienserne kuppet til en gang pasta carbonara. Fair nok.

Lørdag: Jeg havde tømmermænd, og den første, der nævnte burgere med curly fries til aftensmad, vandt. Var godt nok tæt på at omkomme i processen med at forme og stege 12 burgerbøffer, men kan berolige alle med, at jeg overlevede.

Søndag: Jeg fik et guddommeligt indfald omhandlende vegetariske, fyldte squash, så det fik vi. Quinoa, tomat og oliven blandet med svitsede løg, hvidløg, indmaden fra squashene, krydderier, 2 æg, godt med parmesan over og så i ovnen. Det blev ret godt, i hvert fald hvis man spørger 2/5 af selskabet. Har jeg nævnt, at mine børn ikke kan lide squash?

Mandag: Rester og pasta. Nothing to see.

Tirsdag: Var i skaldyrshumør og købte hjertemuslinger (for det kan mine børn sjovt nok godt lide). Hvilket inspirerede Radise til et brændende ønske om makrel i tomat, så vi gik Mallorca på den med dampede muslinger, dåsemakrel, dåsesardiner, grønsagsstænger, estragonmayo, fladbrød og salat.

Onsdag: Tirsdagens jagt på fiskekonserves havde bragt mig forbi Irmas datovarer og en stak økopølser, som vi fik med ovnkartofler og en kålsalat med edemamebønner.

Torsdag: Svigermor arriverede for at passe børn i weekenden, så hun blev treatet med Boeuf Bourguignon fra fryseren, kartoffelmos og så broccolini stegt med hvidløg og drysset med parmesan.

Fredag-søndag: Forældrene var på hotel og madlavningen dermed udliciteret. Sweet mother of all good.

Septemberbøger

Det eneste måde, hvorpå jeg bare tilnærmelsesvis kan holde tanken om et laaaaaangt møøøøørkt (tunge pauker høres, langsomt indhentet af jamrende violiner) vinterhalvår ud, er ved at visualisere mig selv i tæt omfavnelse med lænestol og reolvæg; den sikre kur mod snigende efterårstristesse er at forestille sig de næste mange måneder indhyllet i plaider, te og Tolstojs samlede værker. At jeg så knap så ofte rent faktisk når til at placere mig i min grimme, men komfortable læsestol med en bog og en kande roiboos, er en anden sag. Nogen skal jo falde i søvn foran Kender du typen gentagne gange for verdensfredens skyld.

I hvert fald, lad os snakke om bøger! Og med “os” mener jeg selvfølgelig mig:

Jeg udformede alletiders ambitiøse reserveringsliste til biblioteket inden sommerferien; halvt BLM-tematiske bøger, halvt gamle hængepartier/gode anmeldelser, jeg løbende var stødt på. Det endte naturligvis med, at majoriteten af dem væltede ind, samtidig med at vi fortrak til sommerhus i Nordvestjylland, så: mine dybeste beklagelser til kommunebibliotekernes hårdt prøvede medarbejdere, men bøgerne forsvandt altså tilbage i loopet, inden jeg fik fingrene i dem. Back to scratch.

Men nogle lykkedes det at få fat på inden; jeg fik omsider læst Leonora Christina Skovs Den, der lever stille, som er velfortalt, medrivende og grum i sin beskrivelse af forstadstrist omsorgssvigt, og jeg blev samtidig mindet om, hvorfor jeg plejede at elske hendes boganmeldelser i Weekendavisen: hun har et særligt talent for at opsummere sin omverden med lakoniske, knivskarpe sarkastiske betragtninger – sikkert noget, man lærer, når ens barndom mest af alt minder om et absurd teaterstykke.

Derudover bar jeg Virginia Woolfs Mrs. Dalloway med mig rundt siden en gang i juli, bar som et åg, faktisk, hvilket var lidt forstemmende, for jeg æææælskede Til Fyret – en af de bedste bøger, jeg har læst, sværger, vanvittig god, køb den, lån den, læs den! Men altså, Clarissa Dalloway og hendes blomsterindkøb og tanker og følelser samt hendes venner og bekendtes ditto slæbte jeg mig igennem – akkompagneret af en stigende irritation over britisk high society anno 1922 og al deres overpriviligerede eksistentielle Angest. “Hvad raaaager det mig,” nåede jeg at tænke flere gange, inden den sidste tredjedel af fortællingen strammede lidt op. Eller også var det mig, der til sidst strammede op; nogle gange er man bare ikke der, hvor man kan tage ordentligt imod en bog. Den efterlod mig ikke upåvirket, og jeg er langt fra værdig til at kunne nedvurdere noget som helst af Woolf, men kickstart forfatterskabet med Til Fyret, hvis jeg må give et godt råd.

Næste på hylden er Maya Angelous Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur (jeg har villet læse den i årevis, og da det så blev (endnu mere) relevant at læse op på sort historie, kom den fluks på min ferieliste). Men eftersom den blandt andet er kendt for at beskrive det seksuelle misbrug, forfatteren var udsat for som barn, har den indtil videre fået lov at stå. Jeg kan ikke face det, hvilket er synd, for jeg ved godt, at bogen er andet og mere end det. Men jeg skal lige tage tilløb. I mellemtiden er Maguerite Duras’ De små heste i Tarquinia kommet hjem til mig, og den får muligvis lov til at springe over i køen – med nyligt gråvejr og efterår i sigte har jeg hårdt brug for et hurtigt skud camparidyppede Middelhavsintriger.

Da jeg desuden er typen, der ikke gerne lader noget færdigt bag sig, er jeg sideløbende i gang med Frank Herberts sci-fi-klassiker Klit (der må fnises), Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (det litterære forlæg til Cabaret – så jeg ser hele tiden Michael York og Liza Minnelli for mig) og Caroline Criado Perez’ Invisible Women – Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Man skal aldrig kimse af at have lidt bøger on the side, og så kan det være glimrende med noget go-to-læsning, når man fx ikke lige orker at dykke ned i den engelske overklasses midtvejskriser (100 % tænkt eksempel). Til overflod har jeg også 14-dages-lånt Eve Babitz’ Stille dage, vilde nætter, fordi den stod og gjorde sig til nede på biblioteket, så jeg regner med snarest at skulle gennemleve min egen midtvejskrise over ikke at være skrivende boheme i L.A.’s kunstermiljøer. Og så har jeg Keigo Higashinos Den ophøjede morder liggende som et kolonihaveferiekrimivennelån (det er en ting!), jeg endnu ikke er begyndt på.

Tør slet ikke tænke på, hvor travlt, jeg får, når de sidste reservationer kommer hjem; jeg er for evigt bøgernes Gertrud Sand. Men efteråret ser allerede lidt mildere ud herfra.

Bare endnu en dag på kontoret med mig og min midaldrende soulmate

Mand: ”Nåh, hvordan var din dag på arbejde?”

Mig (griner): ”Joh, altså, Henrik og jeg havde denne her joke, fordi jeg skal være alene i afdelingen de næste par dage, og jeg opstiller altid det her scenarie, hvor jeg så skal rende rundt i silkeslåbrok og tøfler og hjemme-fez som sådan en victoriansk overklassemand i sin egen orientalismekoger og bare tøffe rundt med Ovids Metamorfoser og en cognac og sidde med benene oppe på de andres skrivebord, og så ville jeg sætte et billede ind i planlægningsmailen for lissom at illustrere …”

Mand (lettere desorienteret): ”Jaeh ?…”

Mig: ” … og så var det bare UMULIGT at google frem; jeg ville bruge det der berømte fotografi af Martin Heidegger, hvor han har fez på, men det var ikke til at finde, og så måtte jeg nøjes med et maleri af Lord Byron i slåbrok, og Henrik genkendte ham selvfølgelig straks og var sådan ”Nææh, Byron!” … ”

Mand: (nu total desorienteret): ”Altså sender I de her mails, mens I sidder lige ved siden af hinanden?”

Mig: ”Jaja, det er jo en del af det sjove … Og så sagde jeg, at det faktisk var overraskende svært at finde et passende billede, og så sagde han: ”Hvad med Heidegger?” Og så var jeg sådan: ”I KNOW! Men det var ingen steder!!” Hahahaha!”

(Tavshed)

Mand: ”Er der nogensinde andre, der deltager i de her samtaler? Altså, er der nogen overhovedet, der forstår, hvad I snakker om?”

Mig:

Lord Byron Stares at Death

 

I øvrigt … (del 2)

… er det alt for længe siden! Hvordan har I det derude, hvordan går det?

… kan jeg jo starte: Jeg har det godt, tak. Lockdown gik rimelig ok, min sommer har været fin, selv uden Italien og koncertbranderter, og vi har hængt en del i kolonihaven, da vejret begyndte at peake, 3 dage efter alles ferie sluttede, og det har faktisk alt sammen været a-ok. Helt fjong. Nothing to see.

… har alt det kolonihavehængeri i hverdagene fået mig til at længes efter ligusterkatastrofer og pludselig grill og stille mig selv det eviggyldige spørgsmål: Bør vi flytte til forstaderne? Er det nu? Er jeg klar? Heldigvis viste en hurtig søgning på Boliga, at det behøver jeg slet, slet ikke bruge tid på at bekymre mig om. Det er muligt, jeg er klar, men det bliver vores økonomi aldrig. Den treogenhalvmillion, som vores sidste lånegodkendelse lød på, rækker ingen steder på det Storkøbenhavnske villamarked, kan jeg godt hilse at sige. (Medmindre, selvfølgelig, man drømmer om at bo klos op ad en tresporet motorvej, men det er trods alt en perversion, jeg ikke besidder).

… må Mette Frederiksen godt begynde bare at tie stille. At have en statsminister, der gør sig til ukritisk talerør for den røvballede provinsrascisme, der tilsyneladende florerer friere end Corona hertillands, passer enormt dårligt ind i mit narrativ. Så hvis du lige kunne hæve dig et par takter over at smitte-udskamme i forvejen marginaliserede befolkningsgrupper samt det dirrende behov for at inkludere enheden grupperafindvandrerdrenge i præsentationen af nyt politiforlig, ville det virkelig klæde os som nation, @mette (#ostemad #sødtøs #levvel #stikmigenspand).

… har jeg i løbet af de sidste par uger oparbejdet en virkelig uhensigtsmæssig afhængighed af byens nyeste blogsterdarling: bagels fra Depanneur. De dumme canadiske svin har placeret sig smash-bang i mit hood, og til trods for at min mave hader hvidt brød, og min økonomi i øvrigt slet ikke er til den slags tant og fjas, Når Vi Faktisk Har Mad Derhjemme, så kan jeg *ikke* lade surdejslækkerierne være, og er allerede oppe på flere bagels om ugen. Der er crack i. Jeg ved det bare.

… skal man aldrig være for fin til at starte dagen med en 120 decibel-version af Icona Pops I love it. 


I øvrigt …

… er Camus’ Pesten en af de bøger, der bliver namedroppet i disse dage, og jeg kan kun anbefale, at man får den læst. Det er gonnok en del år siden, jeg selv har været der (da jeg var 22, og mit hoved (også dengang) næsten var for stort til min krop), og egentlig er epidemien jo et billede på fascismens indtog, men dens beskrivelse af et samfund i krise og personernes forskellige eksistentielle tilgang, er stadig on point.

laver Den Korte Radioavis for tiden Den Korte CoronAvis som podcast på spreaker.com. Had den eller lad være, den ligger til gratis afbenyttelse.

… er Oeconomia på CPH:DOX et must-see i disse krisetider. Seriøst. Se den. Gør det. Nu. Den handler om penge, kapitalisme, vores økonomiske system, og hvorfor vi alle er fucked. Og den giver en virkelig god baggrund til at forstå den økonomiske krise, der nok er på vej, i et helt andet perspektiv. I har til d. 5. april. Afsted med jer.

… skulle jeg apropos økonomiske systemer forleden forklare mine to 7-årige konceptet lige og ulige tal. Og lad os bare sige, at jeg næppe vinder nogen undervisningspriser på den konto. Den 11-åriges kommasætning og fugebogstaver i flerleddede komposita gik det lidt bedre med, uden at der ligefrem var stående klapsalver bagefter. Skomager, bliv ved din læst.

… har jeg bagt kardemommesnurrer for første gang i mit liv (vi kaldte det “Hjemkundskab” – alle vinder), og det var en stor succes. Ungerne klarede hele snurredelen, og resultatet blev meget vellykket, omend lidt udflydende. Jeg kan nu med stolthed i stemmen erklære os endegyldigt uafhængige af både Juno The Bakery og Sverige!

… skal vi huske opbakningen til alle dem derude, der holder samfundet i gang, mens andre er sendt hjem. Det vil sige ikke bare nu, hvor vi er alle er altansyngende facebook-helte for Vorherre, men også næste gang, der kommer overenkomstforhandlinger og strejkevarsler og lockout. Deres krav er sikkert ganske rimelige, deres løn- og arbejdsvilkår sikkert ikke.

 

ACF447BB-6959-4271-9505-E10E23F1CDBC

 

 

Zen og kunsten at vedligeholde sit familieliv

Lockdown herhjemme går efterhånden fint.

Det er selvfølgelig stadig lidt op ad bakke at synkronisere hjemmearbejde og hjemmeskoling, men dagene går stille og roligt, de voksne arbejder på skift og på tværs af det hele, ungerne er rimelig samarbejdsvillige, og når de ikke er, så slacker vi. Hårdt. For husfred og arbejdsro. (Hvilket snart kan blive vores nye valgsprog – ser det allerede for mig i gotiske bogstaver henover en pose slik og en iPad i skravering). I går, da jeg var ene voksen på skansen, bestod eftermiddagens undervisning af Anders And-læsning og billedkunst, dvs. sidde og tegne efter billeder, vi fandt på nettet. Og så legede børnos to timer(!) i gården, mens jeg arbejdede, støvsugede og satte mig tilrette med avisen, og da de kom op ved femtiden, spillede de Minecraft, mens jeg læste, tog mig en øl, serverede en skål chips, og det endte med, vi spiste aftensmad foran fjernsynet klokken halv otte. Det var skønt.

For skal man finde noget positivt ved hele situationen, så er det, at vi pludselig har tid. Ikke, at jeg selv har meget mere tid til rådighed, får hverken læst stakke af bøger eller lært mig selv at spille guitar (som man jo gør), for lønarbejdet er drysset ud over hele døgnet, og der skal jo også laves mad og gøres rent og tømmes opvaskemaskine. Det er heller ikke sådan, at mine børn bliver præsenteret for det helt store unschooling-udtræk, bygger modeller af solsystemet eller laver boganmeldelser på stribe; den slags drømme om at disrupte de etablerede læringssystemer med min overlegne esprit begravede jeg godt og grundigt på dag 2. Men vi har tid. Sammen. Og jeg nyder det. 

… Og jeg sværger, ved alt der er mig helligt, det er sgu ikke for at være den irriterende “Ja, JEG kan jo rent faktisk GODT lide at være sammen med mine BØRN, det er vel DERFOR man FÅR dem!”-type, mens medierne flyder over af historier om familier på randen at et nervøst sammenbrud. For det første er jeg pinligt klar over, at jeg næppe ville være helt så meget i ro med hjemmesituationen, hvis jeg havde tre børn i institutionsalderen. Det scenarie ville nok passe bedre ind på The Overlook Hotel. For det andet driver de mig sgu da også til vanvid, både før, under og med statsgaranti også efter lockdown. Naturligvis er der rigeligt med konflikter i løbet af dagen, jeg er ved at få galopperende spat ind i mellem, og det er ikke nødvendigvis fordi, jeg er mindre sur eller stresset eller skælder mindre ud end normalt. Det fylder bare meget mindre, når vi er sammen hele tiden, når ikke to konflikter og en rådden aflevering udgør den samlede kvalitid på en dag.

Og et sted nedenunder arbejdsstress, bekymringer og almindelig klaustrofobi er der en masse dårlig samvittighed, der er sevet ud af mig. Dårlig samvittighed over ikke at følge nok med i skolelivet, ikke at få kæmmet, lyttet, leget, læst de forbandede 20 minutter hver dag. Dårlig samvittighed over at jage mine børn rundt: op om morgenen, afsted i skole, hjem fra frit, til bords, i bad, i seng i god tid, så jeg kan jage dem op igen næste morgen; over aldrig at sidde ned med dem, fordi jeg også skal jage mig selv rundt. Den er væk, pist forsvundet. Tilbage er i stedet en svag lettelse over noget genvundet, også når de ryger i totterne på hinanden, spiller stikbold i stuen eller bunker alle dynerne på gulvet og laver udspring fra køjesengen (de sidste to ting lukkede jeg i øvrigt bare døren til, og det var et giant leap for det afslappede moderskab herhjemme, kan jeg godt hilse og sige). De er fandme så søde, de børn, også når de ikke er det. 

Så hvad kan vi konkludere over al den kærlighed i coronaens tid? Jeg er alt for lidt sammen med mine børn til hverdag. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

 

 

 

Dagens lockdown-tip: Se CPH:DOX hjemmefra

CPH:DOX skulle været startet nu her, men er selvfølgelig også lukket ned … Dog ikke helt! For i stedet bliver festivalen udbudt online, hvilket er alletiders mulighed for at lave sin helt egen hjemme-filmfestival og sikkert også få set flere film, end man ellers ville.

Man går bare ind på CPH:DOX’ hjemmeside og vælger en film under onlineprogrammet, dernæst “se film”, og så bliver man ledt hen på den platform, der viser filmene, og hvor man kan købe billetter til visning (man skal også lige registrere sig med et kodeord, det er hurtigt gjort). Og der er seriØST et fund at gøre her: En onlinevisning på et valgfrit tidspunkt i perioden 18.-29. marts koster kun 6 € pr. film – er man ligefrem flere voksne i husstanden, er det virkelig en billig tur i biografen. Desuden meget nemmere! Samtidig støtter man CPH:DOX, der på nuværende tidspunkt går en temmelig kedelig økonomi i møde, og ikke mindst alle de mennesker, der har brugt årevis på at lave filmene.

Herhjemme fik kombinationen af pris og tilgængelighed så meget krammet på mig, at jeg allerede har købt 9 visninger – hvilket er cirka 9 gange så mange film, som jeg plejer at få set. Og som opstartstip kan jeg afsløre, at det drejer sig om:

  • Songs of Repression (kender dem, der har lavet den, en lille smule, og historien om efterkommerne af en syg sekt i Chile lyder helt vanvittig!)
  • Oeconomia (forklaring af kapitalismen, den slags film er jeg en sucker for)
  • Kampen for Grønland (havde en underviser på overbygningen, der installerede mig med kronisk dårlig samvittighed over, at man som dansker slet ikke ved nok om grønlandske forhold – den her er for dig, Kirsten!)
  • A Colombian Family (FARC og familietraumer, det kan kun være spændende)
  • Meet the Censors (undersøgelse af censurens væsen gennem interviews med censuransvarlige i hele verden, der naturligvis alle mener, de handler i det godes tjeneste)
  • Crazy, not Insane (om en berømt kvindelig retpsykiaters forskning; seriemordere fucker mig seriøst op, så det var mest til ære for min bedre halvdel, og så må jeg se, om jeg holder til det)
  • Acasa, My Home (om en roma-familie, der i naturfredningens tegn flyttes fra deres hjem uden for Bukarest og ind til byen)
  • Bloody Nose, Empty Pockets (en døgn på et værtshus i Las Vegas – alene titlen er nok til, at jeg måtte se den)
  • Martha: A Picture Story (om en kvindelig fotograf, der har taget billeder af grafitti siden 70’erne og den dag i dag er et kultfænomen)

… Og der er meget mere at finde på hjemmesiden. Enjoy!!

ACFAF5D9-8114-40D0-A917-CE865B3A06E9

Kaptajnens logbog: Undtagelsestilstand

På mit arbejde begyndte de så småt at sende os hjem før den officielle corona-udmelding i går aftes, og jeg nåede da lige at se frem til et par ugers fredeligt hjemmearbejde … Indtil hjemsendelsen også gjaldt børnene.

Og nu er første dag i hjemmearbejde/-skolingens navn så gået, og selvom jeg på papiret godt kunne fantasere om en frit flyvende tilværelse, hvor børnene bare løber rundt herhjemme, jeg tjener styrtende på at tage filtrerede billeder af mig selv med en kop kaffe og friskfarvet læbestift, og vi allesammen samles om brætspil og bønnevafler (og filtrerede billeder af det også), må dagens konklusion være, at almindeligt lønarbejde ikke går skidegodt hånd i hånd med 3 børn hjemme. Sådan helt overordnet.

Men vi fik da spillet lidt, råbt lidt, handlet lidt (og hvad fuck sker der i øvrigt for, at gær forsvinder? Altså, hvorfor? Det er jo 1998 revisited! Findes der en hemmelig opskrift på zombieapokalypse-foccacia, jeg bare aldrig har hørt om, eller hvad? Hvad er hemmeligheden?! Sig deeet!!!), og her klokken 21.30 er jeg omsider ved at være færdig med dagens arbejde. Fra næste uge lukker min bedre halvdels arbejdsplads officielt ned (og godt for det, for han har i øvrigt astma), og så burde det hele gå lidt nemmere.

I morgens datenight er aflyst, samme er næste uges CPH:DOX-aftaler, en enkelt koncert og sikkert også den ferie, Sønberg skulle have været på med sin farmor. Og sådan er det; heldigvis skulle vi ikke noget vigtigt, alvorligt eller omkostningstungt, vi er ikke særligt udsatte, og vi har mulighed for at være hjemme med børnene.

Håber, I holder jer raske og oven vande derude.

Ironien

Når man efter en måneds tavshed omsider får sat sig ved computeren og begynder at samle til blogbunke …

… Og der samme aften melde om corona-undtagelsestilstand.

Man kan lissom ikke rigtig tillade sig at skrive om andet nu, vel?

Nå, men fortsættelse følger. Især hvis vi allesammen skal sidde hjemme de næste to uger.

6/2

I dag var typen, hvor jeg glemte min computer derhjemme og først kom i tanke om det, da jeg var mødt ind. Typen, der velsignede mig med stædigt murrende hovedpine fra morgen til aften.

Til gengæld var i dag også typen, hvor nogen blev 11, så alt andet betød ikke så meget. Og det kan aldrig blive helt skidt, når man starter morgenen med at imitere håndboldmålmand som det sidste af instrumenterne.

Desuden havde stjernebarnet bestilt Jægerschnitzel og Banana Split til aftensmad, og udsigten til den menu kan jo redde en igennem hvadsomhelst. (Da jeg kommenterede, at 80’erne vist havde ringet, sagde han i ramme alvor: “Jeg ville ønske, jeg var født i 80’erne. Det virker som om, der var så meget lækker mad!”)

Store, søde, fine dreng er han, ham min søn. Hvis I har nydt solen i dag, så husk at sende ham en tanke.

For den var helt sikkert hans fortjeneste.