Den Sure ramte et ømt punkt med sin kommentar i går, I gotta say. Især projektleder-titlen randt i hu, da jeg stod i går aftes og masseproducerede spøgelseslasagne og finger-småkager til Halloweenfesten i Sønnekes klasse. Og vrissede lidt af børnene imens.
Jo mere jeg læser mit indlæg (ja, det er det, jeg bruger min tid på: genlæsning af egen produktion), jo mere irriterende på fikse-det-hele-måden, synes jeg det er.
Det hele kom bare af, at det en dag gik op for mig, at den person, jeg ser mig selv som, ikke er den person, mine børn ser.
Og det er jeg træt af.
nom de mie 
Undskyld. Du ramte også et ømt punkt hos mig.
Min ældste datter er snart ni år og visse dage føler jeg at jeg råber og skriger af hende dagen lang. I går kom jeg til også at råbe af den lille på to. To år! Jeg er uegnet til at være mor.
Jeg har ingen løsninger. Men i hvert fald er det ikke en realistisk måde for mig at blive bedre at beslutte mig for det. Måske er det det, for andre.
Ps. Vil du være med til at spille bongo?
Min rytmesans fungerer kun sammen med rigelige mængder alkohol. Tør man håbe på udskænkning til bongo?
Og du skal ikke undskylde, det var en god pointe, som jeg tænkte længe over. Jeg fungerer ok med beslutteri, når det kommer til opførsel (det er faktisk min eneste mulighed ud over alkohol, hvis jeg – udover rytmisk- skal kunne fungere socialt), så jeg prøver det lige af.
Jeg har haft nøjagtig det samme forsæt flere gange – at fjolle mere med mine børn; at være den sjove mor (på arbejde og blandt venner er jeg nemlig ofte hende den sjove). Jeg tror at forsættet har været med til to ting 1) at få mere dårlig samvittighed når jeg ikke kunne leve op til det og 2) at tænke over hvordan jeg i hverdagen kunne få skabt mere plads til det sjove. Nr. 1 har været dumt nr 2 mere konstruktivt. For mig er det blevet til at jeg stadig ikke er den der bliver betegnet som den sjove forældre (selvom vi griner sammen meget) men det må jeg leve med, så længe jeg ikke finder mig selv foran skærmen i stedet for sammen med ungerne. Jeg har besluttet at det er okay at her roder og er snavset til tider, hvis det giver mig mere tid sammen med børnene (og det er ikke let) og jeg har besluttet at jeg i hvert fald må få faderen til at stå for nogen af de mere usjove ting, så jeg kan få tid til de sjove (fx at forberede kager til børnenes fritidstilbud eller lignende). Og så har jeg brugt godnat læsningen til at fjolle mere. Mht det med at være projektleder i familien, så har jeg prøvet at sige op flere gange, men det lader til at ingen andre vil tage stillingen, så jeg har resigneret på den måde at jeg åbent fortæller at jeg ikke er nogen god projektleder, jeg har intet talent for det og kan ikke multitaske (det er ikke medfødt men snarere et resultat af nødvendighed), så derfor bliver resultatet derefter – ikke perfekt. Når først man accepterer det tror jeg det kan hjælpe på den dårlige samvittighed.
Jeg har det ligesom dig, jeg kan ikke multitaske, og jeg er IKKE en naturlig projektleder. Jeg er meget bedre til at glemme ting og smide dem væk end til at sætte dem i system… Så at familie-administrere gør mig stresset og neurotisk. Og sur.
Tak for kommentar. Jeg kan virkelig godt lide at høre andres erfaringer.
Med fare for at elefante rundt i glasbutikken her, fordi jeg ikke kender dig og Den Sures indbyrdes relation, vil jeg bare byde ind med et forsigtigt: “Det kender jeg godt”. Både det med at være hende den sjove, når man er ude, og det med pludselig selv at synes, at man er alt andet end det, når man er hjemme.
Jeg synes faktisk, at det er en rigtig fin egenskab at være selvkritisk, også i forhold til, hvordan man er forælder. Jeg tror, at nogen mennesker virkelig bliver bedre forældre, når de gør noget godt for sig selv først, fordi det giver dem overskud, som de kan sende videre til børnene. Jeg tror også, at der er nogen mennesker, for hvem det ikke fungerer sådan. Dem er jeg én af. Jeg henter overskud i, når hverdagen fungerer – for alle. Og det gør den ikke for mig, hvis jeg har tankerne derhjemme, når jeg gør det, der ellers burde gøre mig glad. F.eks. elsker jeg at undervise i mit fitnesscenter, og det har altid været et af de steder, hvor jeg fik masser af overskud af at være. Men da jeg fik børn, oplevede jeg, at min samvittighed simpelthen ikke havde det godt med, at jeg stod dér, mens ungerne skulle passes af en barnepige. Det siger jeg ikke (virkelig ikke!) for at pege fingre af dem, for hvem det fungerer. Jeg konstaterer bare, at jeg er skruet anderledes sammen, og det har jeg været nødt til at rette ind efter.
Det, der fungerer for mig, er 1) at overveje,hvor jeg kan skære hjørner, og 2) at prøve at tænke på, hvordan jeg i en given situation ville reagere, hvis det havde været mine venner, der havde gjort det, der lige dén dag udfordrer min forældremæssige rummelighed. Jeg synes, det hjælper. Fx. fandt jeg ud af, at jeg kunne undervise i fitnesscentret om aftenen. Sent, når ungerne er lagt i seng. Så får jeg stadig fyldt på, men uden at de mærker, at jeg er væk. Hvis jeg skal have gæster, ville jeg før have gjort rent. Idag støvsuger jeg stueetagen og giver håndvasken en omgang vinduesrens. Alt, hvad jeg producerer af mad til udflugter osv. i børnehaven er lavet af halvfabrikata, og jeg har besluttet, at rugbrød også er aftensmad de dage, hvor den time, man ellers ville stå i køkkenet, er bedre givet ud på at sidde i stuen med ungerne og drikke en kop kaffe. Og hvis min veninde væltede en kop kaffe, ville jeg aldrig sukke tungt og bede hende sidde pænt.
Jeg er lidt i tvivl om, om min kommentar giver mening. Vi øver “baby skal sove på eget værelse” hvilket hun er rigtig god til, så længe jeg bare lige lægger vejen forbi med noget mad hvert 5. kvarter. Min hjerne fungerer derefter.
Den giver masser af mening.
Jeg har virkelig, virkelig brug for mine pauser, men de giver mig ikke nødvendigvis masser af sprudl og overskud til familielivet, de holder mig bare tilregnelig. Der skal noget andet og mere til, som jeg stadig prøver at indkredse.
Tager straks rådet med at lade som om, jeg er sammen med mine venner, til mig, det er en god idé. Og mere rugbrød til aftensmad, ja. Den store konflikt har for mig været, at madlavning før i tiden har været mit pause-sted (der er kogt meget suppe og bagt mange boller i eksamensperioder), og selvom tilberedningen i dag skal gå hurtigt og er meget lidt zen, så er det svært for mig helt at give slip på madlavning som trøst og opladning. Selvom jeg sgu samtidig er begyndt at sætte pris på at slippe.
Held og lykke med værelsestræningen! Det er dælme de seje træk…
(Jeg har i øvrigt tidligere tænkt på, at Den Sure og jeg kan virke lidt indforståede, men vi kender faktisk ikke hinanden ud over kommentarfelterne i vores blogs, deler bare en syg humor. Jeg håber ikke, at det afskrækker nogen fra at byde ind – inputs er velkomne og værdsat!)
Nå men jeg har først lige fundet bloggen her, og selv om det er halvandet år siden, I skrev om dette her, må jeg bare lige kvittere med et tak – I morgen vil jeg være mere overskudsagtig, sluge mit store suk og rullende øjne og se min veninde for mig, når min 2-årige sjasker mælk og havregryn ud over hele køkkenet. Det er lige før, det kan blive sjovt at forestille mig min veninde med hele hånden nede i havregrynsskålen, råskrigende over, at jeg ikke vil made hende.