Jeg har sådan et ansigt, der afslører alt. En slags modsat-pokerfjæs. Det er sikkert ikke noget specielt exceptionelt; tror, de fleste mennesker kan aflæses på samme måde.
Jeg er bare samtidig ret kontrolleret, når jeg møder folk. Sådan lidt små-neurotisk, faktisk, ingen store følelsesudbrud og helst ingen kontroversielle synspunkter. Og så vil man jo gerne have, at fjæset følger med. Altså, så det ikke er tydeligt, hvad jeg i virkeligheden mener om den der smådumme kommentar eller den kjole eller dig som person generelt, mens jeg samtidig står der og leger karrierediplomat med mit sprog.
Også fordi, det alligevel ikke passer. Umiddelbare indtryk er lige præcis umiddelbare, og jeg er alligevel bare en snob med dårlig tøjsmag og ingen people skills. Og jeg har skiftet mening om fem minutter, så lad os bare sige, at jeg har tics.
Eller bare generelt går alt for meget op i, hvad folk tænker om mig.
“Total omlægning af af alle de ændringer, vi brugte hele sidste år på at gennemføre? Jada! Skøn idé! Har du noget imod, at jeg holder det her papir op foran mit ansigt, mens vi snakker videre om det?”
nom de mie 
Åh ja, it ain’t pretty, jeg agerer ret meget på samme måde. Selvom jeg sædvanligvis bilder mig selv ind, at jeg har vældig meget styr på hvilke signaler jeg sender. Jeg kan gå så vidt som til at synes det går virkelig godt, og så kommer Mand eller Veninde efterfølgende med en kommentar om, at jeg nok liiiige skal hanke lidt op i mig selv hvis ikke jeg vil fremstå som en psykopat. Socialt handikappet? Moi?
ååååh hvor jeg kender det SÅ godt! Jeg har brugt MANGE år på ikke at have det der hypermimiske overreagerende fjæs (det er i parentes bemærket super godt når jeg taler tegnsprog), men jeg tror nogenlunde det er lykkes nu. Mine nærmeste er dog ALDRIG i tvivl når de har sagt noget, jeg synes er åndssvagt 🙂
Ja, her var der også dømt ‘spejl’ efter læsning af det herlige indlæg 🙂